Verdens hårdeste ultraløb: Den Gyldne Middelvej

Sommetider er det klogere at snuppe en ridetur end en tur på apostlenes heste. Fnis.

- Jeg er Side 9-pige, fordi jeg gerne vil rykke mine grænser, sagde Marie fra Glostrup i Ekstra Bladet forleden. Flot. Det er sørme grænseoverskridende selv at kunne tage sit tøj af i en alder af 20 år.

Og det er let at more sig over andre, men vender jeg blikket mod mig selv forstummer latteren. For når jeg ser på løbere, bør vi ikke hyldes mere end Marie for vores udfordrende lyster.

Det er jo fedt at løbe. Hurtigere. Længere. Hårdere. Inden vi fik set os om, blev ambitionerne om at gennemføre et kvindeløb erstattet af en drøm om at løbe 100 miles i bjergrige egne i bare fødder og helst med en kajak på ryggen.

“Hvorfor?” vil det være naturligt at spørge.

Er du klogere end en Side 9-pige?
“Fordi jeg kan,” hører jeg ofte. Men det er ikke et tilfredsstillende svar (medmindre man er hund og godt kan lide at slikke sig selv under halen). Hvis man skal transportere sig 100 miles, vil et mere intelligent valg være at tage bussen, cyklen eller en hest. Og kun hvis man har et reelt formål med at transportere sig selv fra A til B (og ikke fra A til A som er tilfældet med fleste løbsruter).

Hvad så med sundheden? Jeg er akupunktør og underviser i skadesforebyggende løbeteknik, og i min klinik møder jeg typisk to forskellige typer klienter: En gruppe, der rører sig alt for lidt, og en anden gruppe, der overdriver deres fysiske aktiviteter i en grad, der får kroppen til at sige fra.

De skader som rammer løbere, er heldigvis ofte nemme at helbrede. De problemer, som fysisk inaktive rammes af, er ofte straks værre. Det er altså farligt at løbe - men det er værre at lade være.

Tør du være ærlig?
Inden du løber videre, så spørg dig selv: Hvorfor løber jeg? På grund af det sociale og sundheden? Det er de gode svar. Men hvis du løber, fordi du ikke kan lade være, er du måske blevet afhængig.

Og hvis du samtidig igen og igen render ind i skader, er det måske på tide, at du stiller dig det alvorlige spørgsmål: Vil jeg blive sundere - socialt, fysisk og mentalt - hvis jeg løb mindre?

Er du afhængig, vil du sikkert forsøge at forsvare din træningsmængde, selvom den slet ikke giver mening i forhold til at det blot er en fritidsinteresse. Måske skulle du i stedet stille dig selv den ultimative udfordring: Løb mindre. For de fleste løbere vil det være en større udfordring at skrue ned for træningen end op.

En sund vindermentalitet
Hvad har du egentlig at tabe? En ændret træningsmentalitet kan betyde færre skader og mere tid til familie, kæreste og måske større løbeglæde. Og selv for de bedste løbere her i landet, bliver løb aldrig en levevej. Til gengæld er du - om du vil eller ej - deltager i Livsmesterskabet i Den Gyldne Middelvej.

Her skal du ikke regne med podiepladser. Men du slipper for en masse overbelastningsskader. Du får tid til at læse en god bog. Og du fremstår ikke som om du tager dig selv for seriøst - uanset om du er nybegynder, supermotionist eller eliteløber.

At foreslå løbere at løbe mindre og tage træningen mindre seriøst, er selvfølgelig kontroversielt. For mange løbere er sporten netop at flytte grænser ved at løbe længere. Men tør du virkelig udfordre dig selv, så prøv Den Gyldne Middelvej. Gerne i let løb.

Tak for turen - dag 6

Yndlingssko: Merrell Vapor Glove

Vel hjemme i Århus - og tilbage i skoene - må jeg blankt erkende, at fodtøj er en af civilisationens store opfindelser. Brugt i de rette doser og på den rette måde, vel at mærke. Fødderne har det fint og humøret er højt.

Yndlingssandaler: Jil Sander

Jeg skraber bunden - dag 5

På min barfodsvandring spiser jeg kun det, jeg finder på min vej. Forleden faldt jeg over en kasse med seks Snickersis hos Sparkøbmanden i Thorning. Sikke en fest. 

På herbergerne er der fine køkkener, og ofte har tidligere gæster efterladt en masse mad, mælk m.m. Flere steder sælger herbergerne frostretter, øl og vand. 

Olivenolie og hvidløg giver smag til min vandring. 

Gårsdagens Nice & Easy pizza med mozzarella fra herbergets frostudsalg viste sig dog at være mere easy end nice - trods gejling med chilimarineret hvidløg. Mildt sagt: En kulinarisk bundskraber, som dog var svært tilfredsstillende efter en solskoldet dagsvandring. I aften står den på fuldkornspenne med pesto og ristede valnødder. af citron og frisk hvidløg bringer dig langt på Hærvejen.

... Hov, var det ikke forfatteren Peter Høeg, der lige løb forbi og ønskede mig god tur, mens jeg sad i en skov syd for Nørre Snede og nød min frokost? Han havde løbesko på fødderne...
Jakob fra Lyngby, som jeg har mødt på herbergerne, lod til gengæld sine tunge Meindl-lædervandrestøvler hænge uden på rygsækken. Efter flere dage med vabler på hælen, et ømt knæ og en spændt læg overgav han sig. I aftes gav jeg ham akupunktur mod knæsmerterne, og i dag tog han turen uden sko og med et par sandaler, når underlaget krævede det. Han har ikke ondt længere.

Men hvor er sendemasterne?

Dagens barfodsvandring var for mit vedkommende en uskøn cocktail af kogende asfalt, rædselsgrus (uden flugtmulighed), som flåede i såler og sjæl - og så den allersmukkeste danske sommer, som fik det hele til at give mening. I morgen går jeg videre uden sko med kurs mod Jelling. Sidste dag. 

Hvis nogen synes, at befolkningen uden for storbyerne virker uoplyst, så skyldes det måske, at de lever uden 3G-dækning. Skam jer, TDC! Jeg opgiver i hvert fald at uploade dagens videoklip. I stedet må I lade jer oplyse af vise ord fra ingen ringere end en pilgrimscoach. (Jeg må indrømme, at jeg blev slemt skuffet, da jeg første gang ledte efter en skat under pindekrydset, jeg passerede): Gå på toilet i naturen

Av! - dag 4

Gotta love it!

Man ikke forvente, at underholdningen er inkluderet i de 80 kroner, som en overnatning på Hærvejens herberger koster. Alligevel er jeg hver aften vidne til en tragikomisk forestilling: 

Glade vandrere punkterer vabler med nål og sytråd, klipper hud af fødderne, plastrer hæle til med Compeed og ankler med sportstape efter en dag i tunge vandrestøvler. Jeg nøjes med at vaske mine fødder. 

Det er heldigt for dem, at det ikke regner, så de også skulle døje med våde sko og sokker. Mine fødder er vandtætte OG åndbare.

På enkelte strækninger kan det virke som den rene galimatias eller selvpineri at insistere på at gå uden sko, men det kan sagtens lade sig gøre. 

Er man barfodsbegynder eller vil man gerne følges med beskoede venner, anbefaler jeg, at man har et par lette sandaler eller barfodssko, som man kan tage på, når fødderne beder om det. Jeg har selv mine Merrell Vapor Glove med i rygsækken, men har endnu ikke været nødt til at tage dem på. 

Og uanset hvor stenet din vej end er, kræver det blot tålmodighed, vilje og - måske - passende fodtøj at gå den. 

I dag inspirerede jeg hele fem skoplagede hærvejsvandrere til at smide skoene. I morgen går jeg videre til Kollemorten. 

I dagens videoklip kan du lære, at fodstørrelsen har betydning for din bafodskomfort: 

Asfalt fra Helvede. 

Vidunderlag. 

Ret sjovt. 

Rædselsgrus. 

Grusomt. 

Jaget ud af byen, dag 3

Glem ulvene, men tag dig i agt for menneskets bedste ven. 

Hvorfor gør jeg det? Efter kun to dages barfodsbodsgang på Hærvejen har jeg formået at fornærme indbyggerne i tre landsbyer. 

I mit blogindlæg i går gik det ud over Kragelund. Da jeg forlod herberget i morges, blev jeg mødt af en af byens repræsentanter, som havde fået til opgave at eskortere mig uden for bygrænsen. 

Repræsentanten viste sig dog at være ingen ringere en uskoet Claus Hadbjerg - hvis frostskadede fodsåler er berømte i barfodskredse. Jeg var ikke klar over, at han boede i Kraglund, så jeg undskyldte og hilste selvfølglig hjerteligt. 

Det forhindrede ham dog ikke i at eksekvere den straf, jeg var blevet pålagt af kragelunderne: Grus fra helvede og asfalt fra et sted, der er værre end helvede. Imens havde vi en hyggelig tur i de smukke omgivelser ved Bølling Sø, og Claus virkede næsten tilfreds med at slippe for den intervaltræning, han ellers skulle have brugt sin formiddag på. 

Hvorfor gør jeg det? Altså vandrer på Hærvejen uden sko, når jeg gerne indrømmer, at det visse steder går ret langsomt. Svaret er simpelt: Fordi det går langsomt. 

Piskeben og kraglunder i fredelig sameksistens. 

Ud over sanseoplevelsen giver tempoet mig tid til at være til stede i min krop, tænke store og små tanker, af og til slet ingen tanker. Bare være ét med vejen, naturen, omgivelserne. Det er befriende, at det ikke er en sportspræstation, men bare en gåtur i det danske sommerland. Den slags er også sundt. 

Jeg bor jo til hverdag i Århus og kan ikke huske, hvornår jeg sidst stoppede op ved en mark med solgyldent korn og lyttede til den stille brises dans henover de sitrende aks. Det er vist mange år siden, og jeg er slet ikke sikker på, at jeg satte pris på det dengang. 

Gule græsagtige vækster. 

Og så er der alle de farlige dyr. Myg. Myrer. Helvedeshunde. Et enkelt sted på turen bliver vandrere konsekvent angrebet af Baskervilles hunds onde brødre. Så tag dig i agt når du kommer forbi en gård et par hundrede meter efter skiltet til Sannes Private Dagpleje! 

Jeg går videre - stadig med bare fødder og fuld førlighed trods ondskaben, der møder mig under sålerne og i mit indre. I dag Sebstrup, i morgen Nørhoved. 

I dagens videoklip punkterer jeg myten om mænd med store fødder. Selv kan jeg dog kun præstere en bred størrelse 44:

På den lade side - dag 2

Alt var perfekt. 

Måske ville jeg have foretrukket en minaret i baghaven, men det blev nu alligevel en god nat på herberget i Thorning, for jeg er en velforberedt pilgrimsvandrer. Et sæt ørepropper forhindrede mig i få min skønhedssøvn forstyrret af kirkeklokkerne i kirketårnet uden for mit vindue.

Alt var faktisk perfekt her i den gamle skolebygning, som i sommermånederne tager hjerteligt imod hærvejsrejsende.

På vej ind i landsbyen blev jeg overhalet af en ældre herre på cykel, som hilste mig med et "Velkommen til Thorning - herberget er lige efter kirken. Jeg er glad for, at jeg ikke på det tidspunkt anede uråd med hensyn til klokketyraniet, for herberget viste sig at være en perle.

Vi var kun otte til at dele 30 senge. Det betød, at jeg kunne flotte mig med mit helt eget værelse med to dobbeltsenge (godt nok af klapud-slagsen), men her madrassen var behagelig, og det var stik til min iPhoneoplader.

Blåmønstret tapestry (tapet, når det skal være fint) prydede væggene. Det var omhyggeligt afstemt med de køligblå gardiner, hvorved oplevelsen af før-retro fremstod som fuldendt. Og jeg kunne få varmt bad og mad og for en femmer endda et rent hovedpudebetræk for en nat og en appelsinvand.

Ved bordet i den solbeskinnede have blev jeg opmærksom på, at jeg ikke var den eneste barfodsbodsgænger. Vi var nemlig tre ud af de otte i herberget denne aften, der havde taget dagens vandring uden sko.

I nat sover jeg i underkøjen i et næsten ligeså imponerende herberg i den gamle præstegård i Kragelund sammen fem nye rejsende. To af dem blev inspireret til at smide skoene, da de tidligere på dagen så mig på nøgne fodsåler. Jo, barfodssekten vokser stille og roligt i det midtjyske denne sommer.

Til trods for fine overnatningssteder og gode indkøbsmuligheder fornemmer jeg noget trøsteløst over
de små landsbyer, som min vandring fører mig igennem.

Jeg skal undlade at bekymre mig om de arkitektoniske dispositioner, det hersker her. Jeg bliver bare ked af det. Da jeg ved 17-tiden nærmede mig Kragelund, blev jeg først mødt af en klynge huse, som så helt ubeboede ud. De, der ikke var ubeboede, burde have været det.

Bag gardinerne i et af dem så jeg en gammel, benet kvindeskikkelse trække sig sammen. Hun lignede en, der havde ventet på hjemmehjælp siden årtusindeskiftet. I Thorning holdt pizzeriaet sommerferielukket. Jeg går videre.

Husk, at bare fødder hjælper dig med at bevare jordforbindelsen:

Barfodsbodsgang on the mild side, dag 1

Så vildt! 

Starten på Peter Piskebens BARFODSBODSGANG gik i dag klokken 11.00. Jeg har smidt sommersandalerne og er begivet mig ud på en pilgrimsfærd, hvor jeg skal rette op på alt det, jeg har budt menneskeheden gennem mine første 46 leveår (tak for fødseldagshilsnerne i går - hvem sagde fortysexy?). Seks dages bodsgang er næppe nok, men jeg håber på rabat i kraft af projektets ydmyge karakter.

Så vildt. 

Ingen gps (kun mit Omega Seamaster i tilfælde af at kommer på dybt vand) skal lede mig på vej. Ruten er noget så eksotisk som Hærvejen fra Viborg til Jelling (jeg snød faktisk og startede 10 kilometer syd for Viborg i Hald). 120 kilometer excl. vildfarelser (og dem kommer der nok en del af, da ruteafmærkningen ikke alle steder er lige tydelig).

Uden sko og kun gående - selvom jeg på førstedagen på enkelte strækninger skulle anstrenge mig for ikke at sætte i løb, fordi underlaget bare indbød til trailsjov. Men nej - dette er alvor, og min trang til sjov blev hurtigt stoppet af grus fra Helvede. Ham, der har fundet på at anlægge skovstier med et toplag af byggeaffald, skulle stenes. Heldigvis kunne jeg nøjes med en kilometer på svedende asfalt, der smeltede sammen med huden under mine fødder.

Dagens højdepunkt fandt sted i Skelhøje. Her er så kedeligt, at når man først har fået boret sin knallert, er næste naturlige trin at gifte sig med hende den kraftige fra nabolandsbyen, som man ved et uheld har gjort gravid. Det var som absurdteater at opleve den lille købmands to ansatte skændes om, hvis tur det var til at sidde ved kassen og få sig en lur, inden næste kunde (måske) dukkede op om en halv time.

I morgen fortsætter min barfodsfærd ud i sommerlandet. Stay tuned.