onsdag den 25. april 2012

Min nye skovsko: NB Minimus Trail Zero

Kærlighed ved første blik. Nok den lækreste løbesko i min samling. Prøv den!
Lad mig starte med at slå fast: Det er en helt, helt anden sko, du her skal læse om. I efteråret anmeldte jeg den første version af New Balances minimalistiske trailsko, NB Minimus Trail. Men nu har den fået en lillebror med efternavnet "Zero." Og er den nye generation en bedre sko? Absolut ja!

Trods min umiddelbare begejstring for den første version, er vi aldrig blevet rigtig gode venner. Den hævede hæl, en uhensigtsmæssig sål og en overdel, der strammede omkring forfoden gjorde, at mine fødder bare aldrig fandt sig helt til rette i den.

Selvom New Balance næppe har læst min blog, har de rettet op på problemerne og har allieret sig med ingen ringere end ultraløberen Anton Krupica, som har været med til at udvikle den gamle såvel som den nye version.

En god flad oplevelse
Bag tilføjelsen "Zero" i skoens navn gemmer sig den vigtige detalje, at skoen nu er blevet en ægte såkaldt "zero-drop"-sko. Det betyder, at forfod og hæl er lige høje (eller lave om man vil). En flad sål, gør det nemmere at få en naturlig landing og skridtafvikling, så det er en god ting, hvis man gerne vil bruge sin krop, på en naturlig måde (hvad det ikke er alle, der vil).

Sålen på NB Minimus Trail Zero er 13 millimeter. Det er ikke meget i forhold til almindelige løbesko, hvor hælen ofte er tre gange så tyk. Men for mange dedikerede barfodsløbere, som måske tyer til et par flade Fivefingers om vinteren, vil det nok opleves som meget sko - selvom sålen faktisk giver en god og kontant kontakt med underlaget. Er dit udgangspunkt en almindelig støddæmpende løbesko, vil du derimod opleve den som meget flad - så flad at du er nødt til at lære at løbe i den.

Sålen er flad, forfod og hæl har samme tykkelse, og den fungerer perfekt på skovstierne.
Befordrer forfodslanding
I den første udgave havde jeg problemer med at skarpe sten skar sig op igennem mellemrummene mellem den blødere EVA og den hårdere Vibram-gummi. Selvom konstruktionen med strategisk placerede gummidutter er den samme, er de placeret på en lidt anden måde, så jeg umiddelbart ikke oplever problemet i samme grad i Zero-udgaven. Samtidig har sålen en gavnlig effekt på løbestilen. Jeg ved ikke hvorfor, men gummiets placering befordrer på en eller anden måde en forfodslanding. Mystisk.

Jeg er til gengældig mindre begejstret for at løbe med den på asfalt. Bevares, det kan man sagtens, men jeg har andre sko, der fungerer bedre for mig på asfalt, fx Vibram Fivefingers Bikila, Vibram Fivefingers SeeYa, Vivobarefoot Evo og Vivobarefoot Aqua Lite. Men det er nok en smags sag. NB Minimus kommer i øvrigt også i en Road-version, men den appellerer ikke til mig på samme måde. Der er dog et par stykker på mit løbehold, som er glade for den.

Nærmest gennemsigtig
Men en ting er, hvordan den er at løbe i. Lige så vigtigt er det selvfølgelig, hvordan den ser ud! Og jeg må tilstå, at jeg næsten får tårer i øjnene, når jeg ser på mine orange skovsko. Det var kærlighed ved første blik.

Den er så velkonstrueret, at den får de fleste andre løbesko til at virke klodsede. Overdelen er lavet af et lag nylonstof, som er så tyndt, at man kan se tæerne igennem stoffet, hvis man løber uden strømper. Man kan i øvrigt sagtens løbe i dem uden strømper, for der er ingen generende syninger.

Våde drømme
Den fine konstruktion - hvor der ikke er gået på kompromis med holdbarheden - er superlet. I min størrelse 45 vejer NB Minimus Trail Zero kun 140 gram. Det er altså 2 gram lettere end Vibram Fivefingers SeeYa og Saucony Hattori! Og næsten 100 gram lettere end forgængeren - pr. sko! Det er altså let! Vær i øvrigt opmærksom på, at de er små i størrelserne. Jeg bruger normalt størrelse 44, men må et helt nummer op i NB Minimus Trail Zero.

Når alt dette så er sagt, så er jeg stadig mere begejstret for sålen på Vivobarefoot Evo. Men en sko med Evo'ens sål og Minimus'ens overdel giver mig våde drømme. Hvem kommer først?


Producent: New Balance
Model:       NB Minimus Trail Zero (MT00)
Vægt:         140 gram (i min størrelse 45)
Pris:           1000 kr.

22 kommentarer:

  1. Fornemmer man en form for fetish? :)
    Fine, det er de i hvert fald - tillykke med dem.

    Jeg var selv i Keep Running i lørdags og brugte en masse penge der. Det er faktisk din skyld!

    Vi ses

    Kh Karina

    SvarSlet
  2. Som ny læser af din blog, vil jeg da blot lige informere dig om at det er helt fantastisk læsning! Inofrmerende og fangede på sammetid ;D. Og så er jeg idag blevet ejer at et par i road udgaven, de føles gode.

    - Rasmus

    SvarSlet
  3. Altså, nu må du stoppe med at skabe alle de behov! Jeg har ikke råd til at læse dine sko-anmeldelser mere..

    SvarSlet
  4. Beklager, Birthe - men jeg kan ikke lade være. :D

    SvarSlet
  5. Jeg må altså også ud at kigge på NB's nye zero-drop modeller. Har lige aftalt deltagelse i et O-løb d. 20. maj, så trailskoen er pludselig kommet højt op på ønskelisten. Hvis ikke jeg får dem købt, så må jeg låne dine Peter ;-)

    SvarSlet
  6. Hej Peter,

    Er super spændt på at høre hvordan Hamburg gik! Hva så? : )

    Mvh

    Mathias

    SvarSlet
  7. hey der :) hvor har du købt de Zero henne ?? Jeg kan ikke finde en butik i DK som har denne model ???

    SvarSlet
  8. @Mathias: Jeg er i gang med en løbsberetning... ;-)

    @Martin: Du kan få dem hos KeepRunning i Århus og sikkert også andre steder: http://keeprunning.dk/

    SvarSlet
  9. Peter, har du vasket dine ? og hvordan ?

    Claus

    SvarSlet
  10. Hej Claus

    Jeg plejer bare at banke mudderet af, når det er tørt. Er det slemt skyller jeg mudderet af. Sommetider smider min kone mine sko i vaskemaskinen, hvis hun synes, de er blevet for ulækre, men det kan jeg ikke huske, om mine Minimus også er blevet udsat for (højst 30 grader).

    Vh. Peter :-)

    SvarSlet
  11. Hej Peter

    Kan du kommentere lidt på forskellen imellem denne og Inov8 F-lite 195?

    /T

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Torben

      Der er stor forskel på de to sko, synes jeg. Inov-8 F-lite 195 er meget mere sko. Den er IKKE zerodrop, den er tungere (men stadig let), og den har mere støddæmpning i sålen.

      Hvis man allerede har løbet i helt flade sko som Fivefingers eller Vivobarefoot, vil man nok synes, at Inov-8 giver for lidt føling med underlaget. Det er ikke nødvendigvis tilfældet med NB Minimus Trail Zero. Men hvis udgangspunktet er poserunning, og fokus allerede er på den gode løbestil, kan man sagtens få stor glæde af Inov-8 F-lite 195.

      Siden jeg skrev dette blogindlæg har jeg i øvrigt haft stor glæde af Vivobarefoot Breatho Trail, som godt nok er lidt tungere en NB Minimus Trail Zero, men den er til gengæld meget federe i vanskeligt og mudret føre. Så hvis det er en sko til decideret trailløb, er Breatho'en min favorit!

      Vær i øvrigt opmærksom på, at Invo-8 på det seneste er begyndt at lave flere modeller til vej og terræn med zerodrop, som måske kunne være interessante.

      Hilsen
      Peter

      Slet
    2. Ups - så røg der lige en bestilling afsted på et par Minimus. 49£ incl fragt :-)

      Er også glad for mine Breathoer. Eneste ulempe er, at jeg synes knopperne hurtigt går i stykker - men nu skal det så også siges at jeg bruger dem som hverdagssko.

      mvh Torben

      Slet
  12. 49£.....det var billigt. Må man spørge hvor de er bestilt?

    //Michael

    SvarSlet
  13. Hej Peter

    Hvor meget plads skal man have til tæerne i sådan en sko?

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er lidt en fornemmelsessag. Mine har vel en god centimeters luft til snuden. Tæerne på ikke går imod snuden (specielt ikke rart, når man løber nedad), men de må heller ikke var så store, at man falder over sin egen skosnude.

      Som du kan læse er mine et nummer større, end jeg plejer at bruge i almindelige sko, så jeg tror, det er en god idé at prøve dem, før man køber. (Ellers plejer det ikke at være noget problem at returnere dem, hvis man har fået en forkert størrelse, når man køber dem på nettet).

      Hilsen
      Peter :-)

      Slet
    2. Tak for det hurtige svar!
      Mine fivefingers sidder ret tight, så jeg var lidt i tvivl om det skulle være det samme med denne model. Jeg prøver at hoppe et halvt nummer op :)

      Hilsen
      Steffen

      Slet
  14. Hej hvad str bruger du i Vivo Evo? Bruger samme str som dig i NB, men er i tvivl med Evo'en og da de bliver bestilt i Uk, skal de helst passe 1. Gang.
    Mvh John

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej John

      Jeg bruger størrelse 44 i Vivobarefoot Evo, når jeg har sålen i, men kan nøjes med størrelse 43, når jeg piller sålen ud (hvad jeg plejer).

      Du kan i øvrigt godt finde Vivobarefoot Evo i enkelte butikker her i Danmark, hvis du foretrækker at prøve, inden du køber.

      Århus: http://keeprunning.dk
      København: http://www.speedworks.dk

      Hilsen
      Peter :-)

      Slet
  15. Er netop blevet den heldige ejer af en Zero. Nu er spørgsmålet bare... Jeg har en ledskade eller træthedsbrud i forfoden. Kan det trænes op, så jeg igen kan komme ud og lande på forfoden?

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Tina

      Tillykke med dine nye sko - dem er jeg sikker på, at du bliver glad for.

      Du skriver, at du har "en ledskade eller træthedsbrud i forfoden" - er det noget, du har fået undersøgt. Under alle omstændigheder bør du først sikre dig, at foden er fuldstændig løbeklar, så du ikke risikerer at gøre ondt værre i dine nye sko.

      Når du så skal i gang med at løbe, er det vigtigt, at du glemmer alt om, hvor på foden du lander - det er langt vigtigere, hvor foden lander i forhold til kroppen. Du bør lande så tæt under kroppen som muligt.

      Jeg har skrevet flere blogindlæg om det, så tjek dem først. Læs også på vores LØBLET-hjemmeside: http://loeblet.dk/faq.

      Nu kan det let komme til at lyde som en omgang salgsgas, men det er altså meget svært at ændre løbestil på egen hånd. Du kan bl.a. lære det hos os (LØBLET) i Århus, og Posemand i København.

      Skriv endelig, hvis du har spørgsmål - så hjælper jeg dig gerne godt på vej! :-)

      Hilsen
      Peter

      Slet