fredag den 29. november 2013

Lad os være realistiske

Sans!
Der er mange myter om forfodsløb, barfodsløb og løbeteknik. Som Pose Running-instruktør og løbecoach møder jeg ofte de samme spørgsmål igen og igen fra mine kursister og løbevenner.

Det var de samme spørgsmål, jeg selv stillede mig på min vej fra løbeskadet i et par Asics Kayano til løbeglad i et par flade løbesko. Så for at hjælpe dig godt på vej, har du her Piskebens Totale og Ultimative Uomtvistelige Sandhed om Barfodsløb og Forfodsløb og Alt det dér Jazz... sådan cirka...:

Kan man løbe barfodsløb hele året? Ja. Hvis du bor under sydlige himmelstrøg, hvor temperaturen aldrig kommer i nærheden af frysepunktet. Eller hvis du hedder Rasmus. Det giver kun mening at løbe barfodet hele året, hvis det er et mål i sig selv. Eller hvis du ikke har råd til sko. (Eller hvis du hedder Rasmus). Det er pissekoldt om vinteren, og du risikerer, at huden ætser væk, når der er saltet på veje og fortove. Medmindre du er udstyret med et overmenneskeligt blodomløb, reducerer kulden desuden fodsålernes følsomhed, så du får mindre føling med underlaget, end du ville have haft i et par tyndsålede sko. Men når det ikke er koldt, giver det god mening: Det er en fantastisk sanseoplevelse at løbe på varieret underlag, og på et hårdt underlag får du god mulighed for at træne teknik og timing af din skridtafvikling.

Kan jeg slippe af med mine knæproblemer ved at skifte løbestil? Ja. Belastningen på dine knæ reduceres med op mod 50 procent. Kræver du videnskabeligt bevis? Så google det selv! Er du tilfreds med at mærke det på egen krop? Så skift løbestil nu!

Skal jeg starte med overgangssko? Det bestemmer du selv. Jeg havde selv nogle måneders pitstop i et par Nike Free 3.0 og et par Mizuno Wave Universe 3, inden jeg bekendte mig helt og holdent til barfodsløb, zerodrop og superminimalistiske løbesko. Jeg ved, at Claus "Posemanden" Rasmussen også løb i overgangssko på sin vej til at blive Vivobarefoot-discipel, og Ole Stougaard fra Multitesta har fokuseret mere på teknik end sko. Jesper Nothlev, som er min makker i LøbLet, nåede at slide et par lette Mizuno Ronin-konkurrencesko halvt op, inden han turde overgive sig til de helt flade. Var overgangen sket hurtigere, hvis vi var hoppet direkte i et par flade sko? Måske. Flade sko gør det nu engang lettere at lære teknikken, men skoene gør det ikke alene. Hos nogle af mine kursister oplever jeg, at det kan være er et spørgsmål om mod. Hvis de føler sig mest trygge ved at vælge en overgangssko, der kun vejer det halve og kun har halvt så meget støddæmpning som deres gamle sko, er alt et skridt i den rigtige retning. Somme tider er det bedre at lirke den ind.

Nike Free 3.0 - en klar forbedring i forhold til mine Asics Kayano

Man får ikke ondt, hvis teknikken er i orden? Du kan sagtens få ondt, selvom teknikken er lige i skabet. Hvis du løber for langt eller for hurtigt, siger din krop fra. I starten vil dine lægmuskler insistere på tilvænning, men hvis de bliver ved med at beklage sig, så tolk det som et signal om, at teknikken ikke er helt i orden. Tjek, om du sætter af eller lander helt oppe på tæerne. Fødderne kræver også tilvænning: Fodøvelser. Hvis du begynder at få ondt i knæ, skinneben eller ryg, er det næsten 100 procent sikkert, at din teknik stinker big time!

Det er umuligt at løbe i højhælede sko med støtte? Langt størstedelen af alle løbere, du møder på din løberute, løber stadigvæk i gammeldags løbesko med støddæmpning og pronationsstøtte. Og størstedelen af dem har ikke tænkt sig at smide skoene - heller ikke selvom de kunne undgå en række af de klassiske overbelastningsskader: løberknæ, skinnebensbetændelse, smerter i lysken eller lænden osv. Det er det indre, der tæller, og hællandere er også mennesker.

Mizuno Wave Universe 3. Under 100 gram - dog med få millimeters drop,
men stadig at foretrække frem for Newton og Ecco Biom.
Bliver man hurtigere? Hvis du smider skoene og løber i bare fødder, vil din hastighed være afhængig af underlaget. Utrænede fødder bryder sig ikke om at løbe på grus, og så bliver farten derefter. Skifter du derimod til minimalistiske løbesko, og har du lært teknikken, vil du sandsynligvis opleve, at du kan løbe hurtigere uden at bruge flere kræfter. Men det kræver som sagt, at teknikken er i orden.

Sko som Ecco Biom og Newton gør det lettere at løbe naturligt? Nej, tværtimod. Jeg har endnu til gode at se en løber i Ecco Biom eller Newton, som ikke ville løbe bedre i en lettere og fladere sko. Faktisk har stort set alle de løbere, jeg har set i den type sko, landet på hælen, selvom de troede, at de landede på forfoden. Sko, der foregiver at forbedre din løbestil, er fup. Løb skrigende bort, og spar pengene. Lær den rigtige teknik i stedet.

Er selvgjort velgjort? Du kan ikke tænke dig til at løbe med en anden løbeteknik. Du kan heller ikke lære det på YouTube (eller ved at læse min blog). Jeg har selv prøvet. Og jeg har set hundredevis af løbere forsøge. Løb er en færdighed. Og for at opnå en færdighed er man nødt til at lære den rigtige bevægelse og fornemmelsen for den rigtige bevælgelse. Det kan kun læres gennem øvelse og gentagelser. Akkurat på samme måde, som hvis du vil lære at svømme eller spille klaver.

Spil det igen. Det kræver gentagelser, hvis man vil opnå en færdighed.
Er det nødvendigt at lave planken? Næh. Et minimum af styrke og mobilitet er selvfølgelig en vigtig forudsætning for at kunne løbe. Men det nytter altså ikke noget at have en pik på en halv meter, der er hård som stål, hvis du ikke ved, hvordan du skal score damer. Balanceevnen er din vigtigste coremuskel. Den sidder mellem ørerne og under dine fodsåler. Den er til gengæld sværere at blære sig med end en sixpack (eller en halv meter pik af stål).

Er midtfodslandig ikke bedre end forfodslanding? Nej. Fodbalden er det første, der skal ramme jorden, hvis du vil udnytte din krops indbyggede støddæmpning optimalt og fremdriften mest effektivt. Men du skal slet ikke tænke på din landing. Den er nemlig bare et resultat af, at du gør alt det andet korrekt. Hvis du først begynder at tænke på, hvordan dine fødder lander, går alt andet galt. Tro mig. Lær i stedet at trække foden lige op under hoften på den rigtige måde, med en rank kropsholdning og med den rigtige timing. Så lander du automatisk for forfoden - uden at skænke den en tanke. Se mere i denne lille video:



Er jeg nødt til at lave teknikøvelser? Ja. For at tilegne dig dine nye løbefærdigheder, er du nødt til at lære de rigtige bevægelser, og du er nødt til at lære at mærke, om du gør det rigtige. På nettet kan du finde hundredevis af øvelser. Desværre kan man fodre svin med velmente øvelser, som man aldrig får lavet. Når jeg underviser, foretrækker jeg at gøre det så enkelt som muligt. Jeg sender kursisten hjem med højst tre-fire øvelser. Om de bliver lavet, er ikke mit problem, men når jeg ser dem igen, er det tydeligt, hvem der har lavet sit hjemmearbejde. Øvelserne kræver mere koncentration, end de kræver tid. Og når du løber, vil de give mening. Hurtigt og effektivt.

Er det ok at gå i Fivefinger til hverdag? Nej. Kun skolelærere og gymnasielærere kan slippe afsted med den slags. (Men jeres elever griner af jer). I det hele taget er sportssko forbudt som hverdagssko. Sådan er det bare.

Hvorfor gå i Fivefingers, når man kan gå i Prada?
Skal jeg starte helt forfra? Det er op til dig selv. Optimalt set skal du i en periode fokusere på teknikken og glemme alt om at løbe langt. Det er den rigtige og den hurtigste måde at få omprogrammeret din løbestil på. Men... Hvis jeg skal være realistisk, så ved jeg, at 90 procent af alle de kursister, jeg underviser i LøbLet, ikke tager en kold tyrker fra kilometerræset. Selvom du kan få din kredsløbstræning og udholdenhedstræning tilgodeset andre steder, ved jeg, at det er de færreste løbere, der vælger den metode. Uanset hvad læreren siger. Det gjorde jeg heller ikke selv. Som minimum mener jeg dog, at du bør lave teknikøvelser i forbindelse med hver eneste træningstur og samtidig sætte en ugentligt træningsdag af til tekniktræning. Her skal du udelukkende fokusere på tekniske øvelser og perceptionsøvelser. Skal du i gang igen efter en skadespause - så har du de allerbedste udgangspunkt for at gøre det på den rigtige måde: Lær teknikken hos en erfaren instruktør - og gør som han anbefaler. Sådan bliver du lettest rustet til dine kommende mål som en bedre og hurtigere løber - uden skader.

Fremmer fordømmelse forståelsen? Jeg og mange andre barfodsløbere tændes af og til af hellig vrede ved synet af elendige løbere i alt for klodsede sko. Og mange gange har jeg hørt barfodsløbere omtale Nike efterfulgt af en fnys. Bliver man venner på den måde? Næh. Jeg spænder ikke ben for hællandere (længere), og jeg har kun en enkelt gang stoppet en løber, som jeg mente var til fare for sig selv (og han var en gør-det-selv-forfodsløber, som var godt på vej til at ødelægge sig selv). Du ved selv, hvordan de fleste reagerer, når andre missionerer: Det glade budskab forsvinder i latterliggørelse. Så lad bierne komme til honningen og ikke omvendt.

Man kan ikke læse sig til at blive en bedre løber, men man kan blive en klogere løber.

PS... Og så mit sædvanlige reklamegøgl: Vil du gøre det let for dig selv, og vil du lære teknikken? Vil du lære Pose Running, forfodsløb, barfodsteknik eller naturligt løb? Og vil du slippe for løbeskader. Så får du chancen i Århus søndag 2. februar, hvor LøbLet holder workshop. Læs mere her: Lær at løbe naturligt.

torsdag den 31. oktober 2013

Din latterlige PR


Et af højdepunkterne i min løbekarriere. Hvor jeg blev nummer næstensidst.

Selv en verdensrekordholder må se sig slået på et tidspunkt. Din personlige rekord på 1.05 på en halvmaraton er en joke. Det samme gælder for dig, der kan løbe maraton på 2.18. Du er ikke en større vinder, end ham der bruger dobbelt så lang tid. Og du er sikkert ikke et bedre menneske!

Men har du - som jeg - af og til brug for at hævde dig, er det let: Vælg et tilpas snævert geografisk område eller en lille gruppe at sammenligne dig med. For eksempel en klub, din bydel, din by, din landsdel, dit lille land - eller dit ægteskab. Og pris dig så lykkelig for, at du ikke er født på en hurtigløberhøjslette i Kenya.

Sommetider stiver jeg min selvtillid af ved at løbe fra Lis eller Torben til en almindelig onsdagstræning. Andre dage sammenligner jeg mig med hurtigere eller langsommere løbere. Jeg vil jo også gerne være hurtigere end nogen!

I'm only number 2, so I try harder
I det seneste nummer af Aarhus 1900's klubblad kan man læse et begejstret indlæg om klubmedlemmer, der vistnok havde høstet en andenplads ved ungdoms-dm i atletik. Er det flot?

I samme nummer kan man læse en midaldrende mands beretning om sit livs første halvmaraton. Hans mål var at gennemføre på toogenhalv time. Han brugte to timer og tre kvarter på det og kom i mål som den femtesidste. Men det var hans livs bedrift, og begejstringen strålede ud af hans ord. Er det flot?

Husk, at det er en kunst at bevare begge ben plantet på jorden.
Et par flade sko eller bare fødder gør det lidt lettere.
Til grin for en medalje
Forleden læste jeg en beretning fra Berlin Marathon. I "En snobbet løbers logbog" skriver blogskribenten (som er hurtigere end de fleste, men meget langsommere end de hurtigste) om sine tanker og sin træning. Hans tanker er ofte sat på spidsen og ganske underholdende. Hans træning gik desværre ikke helt som planlagt, og en skade forhindrede ham i at løbe de 42 kilometer på under de planlagte tre timer. Derfor valgte Snobben at følge løbet fra tilskuerrækkerne:

"Der var mange, der i dagene efter stadig gik rundt med medaljen om halsen. Hvorfor? - Medmindre du hedder Kipsang (eller Kiplagat), har du ikke vundet noget," skriver han og fortsætter: "Endnu værre er det, at man sågar også får medaljer for halvmaraton."

Jeg forstår Snobbens reaktion. Nu mere end 25 år siden jeg selv blev student, kan jeg også fnyse ved synet af studenter (og frisører og htx'ere og pædagogmedhjælpere), som jubler omkring på lastvognslad med huer i alverdens farver for at fejre deres eksamener.

"Skru lige ned for livsglæden," tænker jeg hvert år, som den sure, gamle mand jeg efterhånden er blevet. Jeg glemmer at nyde udsigten fra indersiden af deres studenterhuer.

God ved dyr, børn og kugler?
Misundelse og konkurrencementalitet er to tæt forbundne størrelser. Tættere end eliteidræt og leg. Det behøver man ikke være nogen Tonya Harding for at gennemskue. Når man tænker over det, er det ikke just store menneskelige dyder, der kommer til udtryk i konkurenceidræt. Men det er selvfølgelig bedre at udleve sin trang til den slags, end at bekrige hinanden med rigtige våben. Men princippet er stadig det samme.

Nej, man er ikke nødvendigvis et godt menneske, blot fordi man er en dygtig kuglestøder. Det er ikke en selvfølge, at man er god ved dyr og børn, bare fordi man kan løbe hurtigt. En klog mand sagde engang (citeret efter hukommelsen): "Alle snakker om at forbedre deres kondition, men ingen snakker om at forbedre deres tilgivelsesevne eller medmenneskelighed."

Giver det i det hele taget mening at sammenligne os med andre? Giver det mening at juble over placeringer? Eller handler det virkelig kun om at være med - og vurdere sine egne fremskridt (eller tilbageskridt) i lyset af den oplevelse og glæde, der er forbundet med det? Hvis jeg glæder mig over at løbe hurtigere end Lis og Torben, er jeg så et usselt menneske?


Den enes optur er den andens nedtur i konkurrencesport. 

Er PR bedre en BO?
Nogle af mine bedste løb har også være de langsomste. Jeg har prøvet at bruge over fem timer på en fantastisk maratonoplevelse. Andre gange er det formmæssige fremskridt, der har fået mig til at juble.

Det vigtigste må være at spørge sig selv: Giver det mening for mig. For nogle vil tiden og det at løbe fra nogen give mening. For andre er det oplevelsen af naturen, fællesskabet, kroppen eller sundheden, der er belønningen. I begge tilfælde handler det ikke nødvendigvis om at stræbe efter PR, men derimod om give sig selv en ny BO - Bedste Oplevelse!

Jeg jo vil helst løbe for sjov. For når jeg tager mig selv for alvorligt i et par splitshorts, så føler jeg mig egentlig lidt til grin.

God løbelyst uanset om du vil være bedre end andre - eller bare vil have det rart med andre!


tirsdag den 22. oktober 2013

Tålmodighed. Teknik. Sko.

Løbeskoen fra Helvede?

Tålmodighed kommer før teknik. Teknik kommer før sko. Det er mit løbemantra.

Alle risikerer at få skader, hvis kroppen ikke får den nødvendige tid til at genopbygge sig selv efter træning. Uden tilstrækkelig restitution kan de rigtige sko og selv den bedste teknik være lige meget.

Det ved du selvfølgelig godt. Jeg ved det. Alligevel er vi på et eller andet tidspunkt blevet grebet af en stemning og har løbet over evne. Har overhørt kroppens små signaler. Seners og musklers skrig om hvile.


TYK PIGE: Hun var ikke nogen stor løber. Lille og halvtyk. I et par spritnye Asics Kayano, som den lokale sportsbutik havde anbefalet hende. Hun havde ikke læst "Born to Run," og hun havde ikke en gang set et par Fivefingers før. En halv time forinden havde hun kæmpet sig tungt hen over asfalten i en gangart, man med lidt god vilje kunne kalde løb. Det gjorde ondt i mine øjne, og jeg kunne næsten mærke smerten i mine egne knæ, hver gang hun landede på hælen med strakt ben foran sig selv. Stakkels asfalt. Men nu - efter en lille times tekniktræning - så det helt anderledes ud. Skoene var de samme, og hun var stadig lille og halvtyk. Men stilen var en anden: Hun landede med let bøjede knæ tæt under hoften, og løftede fødderne, så hun med større lethed, end hendes kropsvægt kunne retfærdiggøre, bevægede sig hen over asfalten. Havde hun ikke lært at løbe allerede nu, var hendes løbekarriere sandsynligvis stoppet på grund af smadrede knæ inden en måned.


Måske har du endda krydset den grænse, hvor ømhed bliver til smerte, hvor en let stikken bliver til træthedsbrud. Du kan ikke skyde skylden på Nike, du kan ikke skyde skylden på for lidt pronationsstøtte (eller for meget), du kan ikke skyde skylden på hællanding eller det, der er værre. Det er din egen skyld. Tålmodighed... Glem det aldrig!


Jeg er af den overbevisning, at mange løbeskader skyldes uhensigtsmæssig udnyttelse af vores muskler, sener og led. Ved at ændre teknik kan belastningen på knæene reduceres med op til 50 procent. Skinnebensbetændelse forsvinder. Aldrig mere ondt i ryggen. Bedre vejr. Der er undersøgelser, der giver mig ret (og der er sikkert også nogen, der er uenige).

Det vigtigste er: Virker det for dig, er det godt. Virker det ikke, så prøv noget andet. Det er ikke en religion, det her.


HÄNDE HOCH! Han stak sit nye løbeur - et Suunto Ambit 2 - op i ansigtet på mig. Jeg var tæt på at stikke ham en flad. Misundelse er en grim ting, men et nyt ur er federe. Var han væltet over en træstub, havde jeg flået det af hans håndled.  Fuck tålmodighed, fuck teknik, fuck flade sko. Jeg vil have det fedeste løbeur!


Man bliver ikke forfodsløber ved at tænke på at lande på forfoden. Man kan i det hele taget ikke tænke sig til at forbedre sin løbestil. Jeg har set hundredevis af løbere forsøge, og tro mig: Det er højst et par stykker, der bare nogenlunde har formået at lære sig selv at løbe.

Nu kan det godt lyde, som om jeg er ude på at sælge løbeundervisning (hvad jeg selvfølgelig gerne gør), men her taler jeg ikke kun som Pose Running-instruktør, men også som en løber, der selv har spildt tid på at forsøge at tænke mig til en god teknik ved at støvsuge nettet for informationer, se YouTube-videoer og læse bøger om emnet.


PR: Min gode LøbLet-makker - Jesper Nothlev - træner et af de langsomste motionshold i Aarhus 1900. Det betyder, at han hverken træner særlig hurtigt eller særlig langt. Højst 30 kilometer om ugen og sommetider under det halve. Han har tidligere trænet hårdere og løbet længere, men det forhindrer ham ikke i at blive bedre og bedre, trods den moderate træningsindsats. Til gengæld har han stort fokus på sin løbeteknik. Og han undgår dumme skader. Det var en glad Jesper, jeg kunne lykønske i går. Ved søndagens halvmaraton i Vejle satte han nemlig ny personlig rekord med negativ split. "Aldrig har jeg løbet lettere," sagde han. Jeg ved, at han har ret, for i fredags videoanalyserede vi hinanden, og jeg tør roligt sige, at Jespers teknik er knivskarp. 



Med kyndig instruktion er det muligt at skyde genvej. Og ved at tage sin tekniktræning seriøst - dvs. at huske at lave teknikøvelser - opnår man hurtigt resultater, der bliver. Jeg har set for mange gå fra et Pose Running-kursus med armene over hovedet (og ømme lægge) - begejstrede for deres nye stil. Men når jeg igen har set dem et par måneder senere, er der ikke sket den store udvikling.

Når jeg spørger dem, om de har trænet teknikøvelser, kigger de ned på deres nye minimalistiske løbesko, mens de ryster på hovedet. Nej, man kan hverken tænke sig til teknikken, og de sædvanlige løbeture er ikke tekniktræning i sig selv, men højst en indikation om, hvorvidt der er sket fremgang.


FLAD, FLADERE, BEDST: Første tur tog jeg i mine Saucony Hattori. Neongult klæder jo enhver, og jeg kan egentlig godt lide dem, selvom jeg ikke løber så tit i dem. Sålen er zerodrop, men er noget tykkere, end jeg er vant til. Min stil var sådan set fin. Men min timing var bare bedre, da jeg lidt efter løb forbi kameraet i mine endnu mere tyndsålede Merrell Vapor Glove. Den bedre fornemmelse for underlaget gjorde simpelthen, at min krop reagerede hurtigere på landingen, så jeg hurtigere fik løftet fødderne.


Hvad så med skoene? Og hvad med de bare fødder? Hvis du har styr på teknikken, sparer du flere hundrede gram ved at skifte til minimalistiske løbesko (desværre ikke flere hundrede kroner). Smider du skoene, sparer du endnu mere.


Flade, tyndsålede løbesko giver dig også en langt bedre kontakt med underlaget. Selvom det kun er en brøkdel af et sekund, der går fra et par støddæmpede såler rammer jorden til informationen når nerverne under fodsålerne, betyder forsinkelsen alverden for din skridtafvikling. Du reagerer en anelse for sent på landingen, og det betyder, at du risikerer (og kan) lande på hælen med lange, tunge skridt.

Og så skal jeg slet ikke bruge tid på de problemer, der kan opstå, når pronationskiler og motioncontrol forsøger at overtage styringen over dine fødders bevægelser.


KÆRLIGHED: Moder Jord kysser mine nøgne fodsåler. Hvert skridt er en ny sanseoplevelse, der får nerveenderne under mine fødder til at juble: Lunt sand, skarpe sten, køligt mudder og en enkelt torn, som jeg forsigtigt må pille ud, inden jeg kan løbe videre. Solen skinner, vinden slikker sveden af mine skuldre og mit bryst. Skide være med sko, skide være med teknik, skide være med hvor hurtigt eller hvor langt - jeg elsker at løbe, jeg elsker at leve!


Når det gælder helt bare fødder, vil frygten for at lande på noget, der gør ondt ofte have en lignende effekt på skridtafvikling. På groft grus vil selv de mest hærdede fodsåler gøre modstand, og det kan også resultere i en spøjs løbestil. Men sanseoplevelsen af et varieret underlag er der bestemt intet i vejen med!

Jeg gentager mit mantra for at minde mig selv om det: Tålmodighed kommer før teknik. Teknik kommer før sko. Men allervigtigst er det selvfølgelig at have et fedt løbeur.

God løbelyst!


PS: Vil du lære at løbe Pose Running, så du undgår skader og bliver en mere effektiv løber, har du chancen på LøbLets workshop i Århus 3. november 2013: Lær at løbe naturligt

mandag den 9. september 2013

Utroskoskab: Merrell Vapor Glove

JEG HAR DÅRLIG SAMVITTIGHED Jeg er så sjusket med min blog. Det er måneder siden sidste indlæg, så I skal ikke skånes for mine undskyldninger. De er mange og gode, og her er nogle af dem.

JEG HAR VÆRET UTRO Min kone har også været utro. Det virkede bare så rigtigt for os begge. I sommerferien fik vi nemlig nye løbesko, og vores fælles sommerforelskelse hedder Merrell Vapor Glove.

Sand, strand, sommer, sko. Meget bedre bliver det ikke.
Ja, det var kærlighed ved første blik og første løbetur. Det er de bedste løbesko, jeg har løbet i. De er lette, de er smarte, og sålen er mere fleksibel og giver en bedre fornemmelse for underlaget, end både Vivobarefoot Evo og Vibram Fivefingers. Merrell Vapor Glove er ikke vinter-, mudder- og trailegnede - de er bedst til velfriserede skovstier og asfalt. Men skide være med det, når solen skinner, det er sommer, og man er forelsket.

Alt var perfekt. Var.

Efter at have prøvet andre barfodsløbesko fra Merrell, hvor svang, pasform og sålens stivhed slet ikke tiltalte mig, troede jeg ikke, at jeg skulle kaste min kærlighed over Merrell Vapor Glove. Men efter at have prøvet min LøbLet-kompagnons, var jeg solgt. Jeg havde egentlig lovet min kone at holde lidt igen med min skofetich, så jeg følte mig tvunget til også at købe et par til hende. Det kunne hun godt lide.

Sommetider drømmer jeg, at mine også er pink. Mmm... pink...

"Det bliver svært at vende tilbage til de gode, gamle Vivobarefoot," sagde jeg.
"Ja," sagde min kone.

Desværre holder den slags forelskelser sjældent så længe. Kærligheden til skoene er intakt, men det er skoene desværre ikke.

JEG ER SKUFFET En af mine poserunning-kolleger spurgte mig forleden om, hvad jeg synes om holdbarheden af barfodsløbesko. Ingen af os var synderligt imponerede. Det kan godt være, at jeg i teorien burde kunne løbe længere i et par minimalistiske løbesko, som ikke lider under en træt støddæmpning efter 800 kilometer. Men det kan jeg ikke. De bliver simpelthen slidt.

Min kones hul. Og et hul samme sted på mine grønne.
Og endnu et hul samme sted på Jespers. Det holder ikke.
Der kommer huller i stoffet på mine Vivobarefoot Evo og mine NB Minimus Trail Zero. Det samme skete for mine Inov-8 F-lite 195. Der gik hul på sålen på mine Vibram Fivefingers Seeya efter alt for få kilometer.

Og efter mindre end 200 kilometer gik der hul i mine Merrell Vapor Glove. Og i min kones. Og i min LøbLet-kompagnons. Samme sted - ude mellem storetå og pegetå, dvs. ikke et sted, hvor uklippede tånegle kan skære sig gennem stoffet.

Heldigvis er producenterne godt klar over problemet, og jeg har i flere tilfælde fået et nyt par som erstatning. Men jeg ville hellere være fri for bøvlet. Er det virkelig prisen for at ville have så lette sko som muligt?

Hvis skoene ikke holder, er det godt, at mine fødder holder stilen ved DHL-stafetten i Århus!
JEG FÅR FOR LIDT Jeg vælger at se det fra den lyse side: Jeg får en undskyldning for at købe nye sko! Det kan jeg jo godt lide. Desuden har jeg slet ikke fået løbet så meget i løbet af sommeren - og mest helt uden sko.

Efter mit mountainbikestyrt i foråret er jeg kun kommet langsomt i gang igen. Jeg har ikke haft nogen træningsmål, og jeg har haft andet at bruge tiden på. Hvis jeg får løbet tre gange om ugen, er jeg stolt af mig selv.

Samtidig må jeg fra sidelinjen se mine løbevenner lave pragtpræstationer: Så løber de lige et maraton her og der og alle vegne, og så løber de lige Julsø Ultratrail, og så skal de løbe en tur fra Athen til Sparta på 256 kilometer i bagende hede. Men til næste år! Eller næste år...

Sådan! Barfodskage under kærlig behandling til min reception.

JEG STIKKER DEN KUN HALVT IND Egentlig er jeg godt undskyldt for mine manglende præstationer på de internationale sportsarenaer for tiden. Jeg har åbnet akupunkturklinik i Århus.

Jeg har en masse dejlige venner, som har hjulpet mig med at få den færdig til indvielsen for et par uger siden. Tak! Jeg er bare så glad for resultatet.

Her giver jeg folk en god behandling.

JEG ER GLAD Fik jeg sagt, at jeg er glad og taknemmelig?

Du er velkommen til at kigge indenfor. Adressen er Chr. Wærums Gade 15 på Frederiksbjerg i Århus.

Producent: Merrell
Model:        Vapor Glove
Vægt:         156 gram (i min str. 43,5)
Pris:           800 kroner

PS: Vil du lære at løbe? Effektivt og uden skader? Så læs mere her: Lær at løbe naturligt.







torsdag den 11. juli 2013

Kan en barfodsløber miste jordforbindelsen?

Barfodet, frelst, fri og flyvende - og nu også fed.
Moder Jord holder godt fast i mig for tiden. Syv kilo er det fede resultat af minimal fysisk udfoldelse siden mit cykelstyrt. Det klæder ingen. Og det klæder slet ikke en mand på min alder, at det hele hopper, når jeg rejser mig fra sofaen for at hente en is i fryseren.

Jeg plejer at kalde tyngdekraften for min bedste ven. Sikke en ven. Selvsamme tyngdekraft flåede cykelhjulene væk under mig for to og en halv måned siden. Og nu vil den altså ikke slippe sit greb i mig. Gudskelov er jeg blevet opmærksom på en endnu bedre ven - men mere om det senere i dette indlæg.

Skal vi nu også lære tølt?
Længe inden Christopher McDougall skrev sin barfodsepistel "Born to Run," havde Dr. Nicholas Romanov, der er ophavsmanden til "Pose Method of Running," talt for flade sko og bare fødder, som et vigtigt element til at optimere løbeteknik og undgå skader. Og ikke mindst hvordan tyngdekraften er med til at skabe den fremadrettede bevægelse, når vi løber.

Ingen tvivl om at begge d'herrer har skånet mange løbere fra en skæbne som ex-løbere. Mange er blevet deres knæskader og andre løbeskavanker kvit ved at smide skoene og få styr på teknikken.

Men skal ret være ret, så er den primære årsag til løberondskab den samme som til al anden ondskab i verden: Grådighed. Vi vil løbe hurtigere end vores krop kan tåle. Dropper hviledagene. Og vil hellere opfylde vores sportslige ambitioner (på alle niveauer), end vi vil lytte til vores krops celler, muskler, sener og led, når de skriger på hvile.

Vi er mildt sagt ofte nogle djævelske herskere over vores mikrokosmos. Men det er der råd for, og rådet er, at supplere tyngdekraften med endnu en god ven: Tålmodighed.

Mine fødder elsker min nye bedste ven - og det er gengældt!
Her er min dyd
Hvor gerne jeg end ville synge lovsange om barfodsløb og Pose Running, så bør alle løberes førsteelsker være hviledage i afmålte mængder kombineret med passende træningtempi og -distancer. På den måde nedbryder man ikke formen, men bygger den langsomt og sikkert op. For kontinuerlig træning, der ikke hele tiden bliver afbrudt af skadesperioder, er og bliver den mest effektive metode til at (for-)blive en bedre og gladere løber.

Nu da jeg så små er kommet i gang med at løbe igen, må jeg erkende, at det er pissehårdt. Fysisk, fordi jeg er blevet tung og kommet i dårlig form. Psykisk, fordi jeg kan huske, hvordan jeg plejer at kunne løbe - og nu må se Lis, Torben, Olav, Kim og Kim og alle de andre løbe fra mig. Erindringen om at jeg normalt let løber lange ture er også problematisk, fordi jeg let risikerer at forcere distancen, inden kroppen helt er klar til det.

Barfodsløb forebygger skader
Heldigvis kan min nye bedste ven, Tålmodighed, også godt lide barfodsløb. Derfor har jeg løbet mine første træningsture uden sko på det værste underlag, jeg kunne finde i Marselisskoven. Det holdt automatisk mit tempo nede, og mine uhærdede såler forhindrede mig i at løbe alt for langt.

Jeg er ikke den eneste, der sætter pris på at smide skoene for at undgå skader. Aarhus 1900-talentet Morten Frandsen smider skoene og løber i bare fødder flere gange om ugen, for at styrke fødderne og skærpe teknikken. Læs selv her: Barfodsløb skal få løbetalent til OL.

Så selvom du ikke ønsker at blive fuldgyldigt medlem af barfodssekten, er der altså flere gode grunde til at overveje, at smide skoene en gang imellem.

Så simpelt er det at lave fedtfattig bananis!
Opskrift på et sundt løberliv - og is
Afslutningsvis vil jeg lige repetere, hvordan vi løbere undgår at få et kontinuerligt træningsforløb afbrudt af gentagne skader. Det er ikke ny viden - men jeg selv og mange andre løbere glemmer det ofte, når vi forsøger presse de sidste dråber ud af vores form. Og pauser er ganske vist gode, men skadespauser gør os altså ikke til bedre løbere:

  • Giv kroppen hvile: Løb ikke for hurtigt, ikke for langt og ikke for ofte. Lyt til kroppen, og fang dens signaler, inden den siger stop for dig.
  • Lær teknikken: Nej, du er ikke benådet med en naturlig løbestil fra naturens side og heller ikke selvom du smider skoene. Du er nødt til at lære og træne teknikken, ligesom man er nødt til at lære og træne sin svømmestil, hvis man vil mere end bare hundesvømning.
  • Variér træningen: Det skal være sjovt og belastningen må gerne skifte, så leg med farten, løb nye ruter, svøm, cykl, dans. Og smid skoene!

God sommerferie!

PS: Jeg bliver pludselig opmærksom på, i hvor mange af mine blogindlæg jeg nævner min stærkt svingende vægt (og bryster). Det lyder jo totalt tøset. Jeg skifter straks mine italienske isvafler med fire kugler og flødeskum ud med min fedtfattige bananis.

PPS: Vil du få styr på din løbeteknik, så afholder LøbLet workshop i Århus søndag 25. august. Se mere her: Lær at løbe naturligt.

søndag den 2. juni 2013

Misundelse er en grim ting, skat

Jeg skal skåne jer for synet af mine nye bryster,
så her er et billede af bogen om barfodsløb.
TORSDAG "Dine bryster er simpelthen blevet for store," sagde min kone til mig. Jeg kunne aldrig drømme om at sige sådan til hende.
Jeg kiggede ned ad mig selv. To fuldmodne tævepatter skvulpede under min Ben Sherman-poloshirt. Hun havde ret. Jeg kiggede på hendes velhængte og velholdte skåle, som løftede sig under skjortestoffet. Jeg holdt min kæft.
Ugers fysisk inaktivitet havde umandiggjort mig. Som forudsagt. Men lige om lidt er jeg fit igen. Barefootstyle!

LØRDAG "Det er den lykkeligste dag i mit liv," sagde jeg til min kone. Det havde intet med hendes bryster at gøre og endnu mindre med mine. Det var bare en usædvanlig dejlig dag i vores sommerhus ved Lønstrup.
Solen skinnede om kap med havgusen, og jeg løb om kap med dem begge: I bare fødder op over ørkenlandskabet ved Rubjerg Knude, offtrack i plantagen og langs klinten i havtorneland.
Nu grillede vi sprøde grønsager på terrassen og spiste chokoladetrøfler til dessert. Et par kåde rådyr sprang hen over vores naturgrund med smittende livslyst. Jo, jeg var i sandhed lykkelig.

Jeg græd indvendig, da mine venner smed skoene
i anledning af den internationale barfodsdag.
SNYDT Smerter i min venstre arm, som jeg brækkede ved et mountainbikestyrt for halvanden måned siden, vækker mig stadig om natten. Men jeg kan løbe igen. Stille og roligt. Og den mest skånsomme måde at løbe på er uden sko.
Min løbepause har gjort mig sulten efter at løbe. Det gjorde ondt i min sjæl, da jeg ikke kunne løbe med i sidste afdeling af Himmelbjergegnens Trailserie, og jeg måtte nøjes med at være tilskuer, da mine venner smed skoene på den internationale barfodsdag, hvor Rasmus inviterede til Føddernes Befrielser ved Moesgård Strand i Århus.

KÆRLIGHED Jeg elsker at løbe. Jeg elsker at løbe i bare fødder. Det går ikke hurtigt, og det går endnu langsommere, nu da jeg er nødt til at skåne min arm. Men fornøjelsen kan ingen tage fra mig. Jeg løber for sjov. Samme sunde indstilling til løb læser jeg i Povl Erik Carstensens bog "Barfodsløbebogen."
Han gør sig ikke til Kloge-Aage (det er vi så mange andre, der gør). Derimod deler han sine personlige erfaringer med barfodsløb.
Med under 100 sider er den lige så letlæst, som den er velskrevet, og bogen er en rigtig fin appetitvækker og introduktion til barfodsløbets glæder. Selvom han udover at være barfodsløber også er komiker, tager han emnet alvorligt og skriver ærligt om sine kriser og skader og skodilemmaer. Indimellem er han lun og en enkelt barfodsvits bliver det da også til (men den vil jeg ikke afsløre her).

Om en måneds tid er jeg akupunktør. Jeg har leget lidt med navnet på min klinik og et slogan:
Mine venner synes "Peter Prik-Prik-Prik - jeg stikker den kun halvt ind" er for meget.
Jeg er mere bange for, at jeg ikke kan holde, hvad jeg lover.
LÆSEFERIE Når det kommer til det tekniske aspekt af barfodsløb, er Povl Erik Carstensen ud af den klassiske barfodsskole, hvor mantraet lyder: "Lad fødderne lære dig, hvordan du skal løbe." Han er en lystløber og ikke skolet i løbeteknik.
Det kommer blandt andet til udtryk, når han beskriver, hvordan han løfter foden ved at føre knæet op og frem med hoftebøjeren. Det skal man ikke. Foden bør i stedet løftes lige op under hoften ved hjælp af hasemusklen (på bagsiden af låret). Det er en detalje, men en ikke uvæsentlig detalje, som giver anledning til en uhensigtsmæssig løbestil hos mange.
Ønsker man at fordybe sig mere i emnet - og ikke mindst teknikken - er det andre bøger, man skal have fat i - se fx her: Læs bogen, se filmen, hør pladen. Men for barfodsbegynderen er der både fif og uspoleret løbeglæde at hente i "Barfodsløbebogen."
Jeg får dog ikke tid til at læse flere løbebøger den næste måneds tid - jeg skal lige lære en milliard akupunkturpunkter udenad...

SØNDAG På vej hjem fra sommerhus spurgte min kone: "Skal vi ikke køre ind efter en kage til kaffen?" Det gjorde vi så. Det kommer til at tage tid, før jeg bliver fit til at løbe i bar overkrop igen. Men kagen var god.

PS I mit eksemplar af "Barfodsløbebogen" er siden, hvor tre af de mest kompetente løbeteknikere og poserunning-instruktører bliver omtalt, desværre faldet ud: Det drejer sig selvfølgelig om Jesper Nothlev og mig selv i LøbLet og Ole Stougaard i Multitesta. Host-host...


tirsdag den 30. april 2013

En slagen mand med lange patter

Fed og forpustet - med virkelig lange patter.
OM TO MÅNEDER: Det er ikke svært at spå om min fremtid. Når sommeren er på sit højeste, og alle mine venner boltrer sig i vandkanten med deres veltrimmede og nøddebrune kroppe, er jeg ikke med. Jeg er for fed til at boltre mig nogen steder. Jeg er for bleg til vandkanten. Forpustet. Og så jeg har ingen venner. Snøft.


FOR EN UGE SIDEN: Der lød en knasen som knogler, der splintres. Først ramte venstre side af mit hoved sten og rødder på den hårde jord. Et splitsekund senere var det min venstre skulder, der forsøgte at standse mit styrt ned ad den stejle skovskråning. Det lykkedes. Jeg lå helt stille.

Heldigvis er der ingen ulve (endnu) i Marselisskoven ved Århus. Hvis der var, havde jeg været en forsvarsløs lækkerbisken af en kødklump. Jeg lå urørlig, og var ved at miste bevidstheden, da jeg endelig blev fundet.


I DAG: Det er skønt at kunne slippe af sted med af skrive som en brækket arm. Det tager lidt længere tid, når jeg ikke kan benytte alle 10 fingre og i stedet er nødt til at betjene tastaturet på samme måde som en politimand. Men det går. Tap-tap-pause-tap-pause-tap.

Gå mod lyset! Men lad cyklen stå...
FUCK PIGERNE: Efter et par minutter fandt Aase og Charlotte mig. Min mountainbike var uskadt, det var jeg ikke. Tidligere på dagen havde jeg joket med, at jeg skulle have tæsk af de to piger fra mit løbehold, når vi skulle lufte vores cykler i skoven. Aase er en rutineret mountainbiker og frygtløs på nedkørslerne, Charlotte endnu grønnere end mig på mountainbike, men med en jernvilje, der hurtigt ville give mig baghjul. Det fik jeg.

I høj fart på rutens stejleste og vanskeligste nedkørsel skred begge hjul under mig. Bang. Knas. Stilhed. Jeg takker gud for cykelhjelmen, som tog det værste. Da Charlotte samlede stumperne fra hjelmens skærm op fra skovbunden, forstod jeg, at den knasende lyd ikke stammede fra mine knogler, men fra sprød plastik.


FUCK MIN ARM: Men jeg kunne ikke bevæge min arm, og det sortnede for mine øjne. Pigerne hjalp mig ned fra skrænten, og min kone hentede mig. Jeg kunne stadig ikke bevæge min arm. Jeg ringede til lægevagten på skadestuen. Hun spurgte, om den var blå. Det var den ikke. Kun hævet til tredobbelt størrelse, så enhver bodybuilder ville være grøn af misundelse.

Jeg fik besked om at sluge 2 gange 500 milligram panodil og 600 milligram ibumetin. Hvis armen ikke var blevet bedre i løbet af et par dage, skulle jeg gå til min egen læge.

Et par dage senere kunne en flink reservelæge på skadestuen konstatere et brud på venstre overarmsknogle oppe ved skulderen. Farvel forår, farvel skønne sommer.

Trøflen fra helvede. I sandhed en himmelsk mundfuld.
FUCK CLAUS: I kender måske den type mennesker, der uden blusel, udnytter andres ulykke. I går sendte Claus en dåse hjemmelavede kaloriebomber med min kone hjem fra træning. Så kunne mine kommende ugers projekt Supersize Me for alvor blive skudt i gang - og min form banket i bund.

Okay, spøg til side: Hvis sandheden skal frem, så befinder Claus for det første i en helt anden træningsliga end mig, og for det andet er han en usædvanlig flink fyr. Selvom han er slagter, laver han forrygende vegetarmad - og ikke mindst himmelske trøfler, som kan give enhver ckokoladeelsker stiv pik. Opskriften på Claus' knoglevitaminer og humørbomber får du senere. De er fantastiske!


FUCK NOMA: Jeg kan heller ikke lave mad. Eller det vil sige, det kan jeg normalt godt, men den opgave er nu overtaget af min kone. Siden vi blev vegetarer for 10 år siden, har hun stort set ikke rørt komfuret. Og når hun endelig har gjort det, har resultatet ikke imponeret.

I dag forstår jeg, at hun bare lavede lortemad for at slippe for køkkentjansen. Med udsigt til at skulle stå for middagsmåltider herhjemme de næste mange uger har hun virkelig oppet sig. Den seneste uge har hun kokkereret den ene kulinariske perle efter den anden - med stor kreativitet og sans for min sult og mine smagsløg.

Et minde om de gode gamle dage. Før sneen smeltede, da jeg var en fit ung mand.

FUCK FLORENCE: Ellers er min kone absolut intet bevendt i rollen som min personlige Florence Nightingale: De første dage var hun ikke i stand til at kysse mig uden at støde sit knæ mod min skulder eller tænde for tv'et uden at fjerne lige præcis den pude som støttede min arm.

Hun har heller aldrig(!) prøvet at give et andet menneske tøj på. Så da hun skulle hjælpe mig, blev det en forbandet smertefuld oplevelse, mens hun sagde: "Jeg tror altså sagtens, at Steen Jørgensen Fra Sort Sol kan klare den slags selv." Nu ligner jeg mere en posemand i sutsko, pyjamasbukser og vandreskjorte end en rockstjerne - for det er det eneste, jeg selv kan få af og på.


FUCK BARFODSLØB: Min barfodsmor på 69 år får løbet flere skofri kilometer end mig dette forår. Jeg kan ikke løbe med, når Rasmus "Barefusser" inviterer til løb ved Moesgaard Strand på den internationale barfodsdag søndag 5. maj. Jeg kommer ikke til at nyde de lysegrønne blade i splitshorts og bar overkrop.

Til gengæld kan jeg blive godt og grundigt sulten efter at komme i gang med træningen igen. Min løbelyst bliver boostet. Jeg bliver vild efter at komme ud på min cykel. Og jeg kan bruge tiden på at lære 300 akupunkturpunkter udenad. Så alt er såre godt. Virkelig godt.


PS: Det er åbenlyst alt for farligt at cykle. Lær hellere at løbe naturlig i stedet og slip for skader og bliv en hurtigere løber. Det får du chancen for i Århus søndag 26. maj. Her kan du læse hvordan: http://løblet.dk


OPSKRIFT: Himmelske trøfler. Knoglevitaminer til patienten. Mmmmm....

2 1/2 mazarintærter
4 spsk hindbærsyltetøj
1/2 flaske romessens
1 spsk kakaopulver

Det hele æltes på røremakine, formes til kugler og overtrækkes med et tykt, tykt lag chokolade. God appetit.

fredag den 22. marts 2013

Min ny trailfavorit: Inov-8 Trailroc 150

Undskyld til Vivobarefoot og New Balance. Jeg har fundet en ny trailfavorit!

For 14 dage siden drev sveden af mig. Ferie og 25 graders varme. Højdemeter fra helvede. Kun iført minimale splitshorts - og så mine fede nye trailsko.

Det er disse sko - Inov-8 Trailroc 150 - som dette blogindlæg skal handle om. Men fordi jeg er en doven blogskribent, der ikke altid får skrevet indlæg, når jeg har noget nyt at berette, vil det også handle om min ferie på sportsresortet Playitas på  Fuerteventura og om min nye mountainbike. Så er I advaret.

Velkommen til hvid virkelighed
Fuck, hvor var det en brat opvågnen, da vi landede i snestorm i Billund efter en fantastisk og aktiv uge i godt selskab.

Fuerteventura, som er en af de Kanariske Øer, er gold som bare pokker. Der er ikke meget at se udover klipper, geder - og strande i verdensklasse. Men klimaet er perfekt, når man kommer fra en dansk vinter, og mulighederne for at dyrke sport er ideelle: Løb, cykling, svømning, aerobic, yoga, golf og meget mere - på alle niveauer og for alle aldre.

Nu er solskoldningen på mine skuldre væk. De sidste afbrændte hudrester skallet af ører og næse. Hudafskrabningen efter et styrt på mountainbike er helet. Men kulden... Kulden gør ondt helt ind til marven i mine knogler. Aaaaaargghhhhhhh!


Næstsidste skud
Heldigvis har jeg sko til alt slags vejr. Næstsidste skud på stammen er mine Trailroc 150. (Sidste skud er Inov-8 Bare-X Lite 150 - også en fed og let sko - men dem skal det ikke handle om her).

Gennem de seneste par måneder er mine Trailroc blevet budt lidt af hvert: Is, sand, sne, mudder, vand, sten, klipper, asfalt, skovstier, grus, frostgrader og sommertemperaturer. Derfor føler jeg, at jeg er i min gode ret til at sige følgende: Glem alt om Vivobarefoots og NB Minimus' trailsko, som jeg tidligere har skrevet begejstret om - for nu er der en ny dreng i mesterklassen.

Jeg elsker højdemeter! Og splitshorts! Og nye sko!
En smuk letvægter
171 gram uden indersål i min størrelse 44. Det er hundrede gram mindre pr. sko end Vivobarefoot Breatho Trail. (Dog 30 gram mere end NB Minimus Trail Zero - men den vil jeg trods navnet ikke betegne som en decideret trailsko).

Sålen (zero-drop selvfølgelig) giver en bedre føling med underlaget end begge de to andre og har et godt greb på det meste, uanset om vi snakker frosne stier eller klipper. Den er også bedre på asfalt end Vivobarefoot Breatho Trail. Selvom sålen er 3 millimeter tynd giver den en fin beskyttelse mod selv de skarpeste sten, og sålen er dejligt fleksibel.

En trailsko i særklasse, der vil glæde de fleste barfodsløbere, som ønsker at beskytte fødderne uden at bedøve dem med støddæmpning. (Jeg skulle i hvert fald ikke nyde noget af at løbe helt barfodet rundt i klipperne på Fuerteventura).

Fede eller tynde fødder?
Jeg ved at nogle finder Inov-8's sko for smalle. Trailroc 150 er lavet på en anatomisk læst. Det burde betyde, at den ville være mere rummelig end fx Bare-Grip 200. Det synes jeg ikke, den er. Jeg har dog ikke problemer med at få plads til min fod, men jeg kan forestille mig, at andre med bredere fødder vil.

Overdelen er lavet af et tyndt og let materiale, der minder om det, man finder på NB Minimus Trail Zero (dog en anelse kraftigere - så jeg forventer, at det holder til mere). Stoffet er ikke så fleksibelt som det mesh, der er på Vivobarefoot Breatho Trail, men mig giver det ingen problemer, når jeg løber.

Jeg er så glad for min cykel. Forvent ikke en "Peter Piskeris' pedalblog" lige med det samme.
Glad i låget
Som I måske kan fornemme er jeg begejstret. For mine nye trailsko. For ferie i solskin. For at løbe opad og nedad og ligeud. Og så er jeg vild med min nye mountainbike. Jeg har nemlig købt en Canyon Yellowstone 6.9.

For udover at løbe i bjergene og få crawlundervisning og dyrke yoga og dase i pølen ved vores villa, prøvede jeg også at køre mountainbike på min ferie. Det var sjovt. Det var vildt. Og jeg væltede selvfølgelig og fik revet det meste af mit ene skinneben til blods. Men jeg blev også bidt af det.

Så nu er jeg selvkørende. Jeg har endnu kun været i skoven et par gange, for jeg har ingen snekæder på. Men lige om lidt er det rigtigt forår og sommer og efterår, og så får du baghjul på skovstierne. Eller noget.


PS: Den obligatoriske reklame: Lær poserunning og løb naturligt på LøbLets workshop i Århus søndag 26. maj. Bliv en hurtigere løber, og slip for løberknæ, skinnebensbetændelser og den slags skidt. Se mere her: Lær at løbe naturligt.

PPS: Bonusreklame: Smid skoene og fejr Føddernes Befrielse, når Rasmus inviterer til barfodsløb på den internationale barfodsdag. Det foregår i Århus søndag 5. maj, og det koster kun 20 kroner at deltage. Distancer: 7,5 kilometer og 3,2 kilometer plus børnestafet på stranden. Læs mere her: Føddernes Befrielse.


Producent:   Inov-8
Model:         Trailroc 150
Vægt:          171 gram i min størrelse 44
Pris:             1000 kr. hos KeepRunning



torsdag den 28. februar 2013

Om at blive bedre

Gør du det svært for dig selv? Det skulle du prøve!
Jeg er ikke nogen dygtig løber. Jeg er ikke en stor pianist. Jeg er faktisk elendig til det meste her i livet. Men det bekymrer mig sjældent. For det er et godt sted at starte.

"Find dine styrker. Dyrk det, du er god til," lyder det ofte på selvhjælpsdansk. Men hvorfor kun fokusere på sine styrker? Svarer det ikke til at spise sin livret hver eneste dag? I længden bliver det kedeligt.

Derfor skal vi udfordre os selv. For mange mennesker handler udfordringer om udholdenhed, kraftpræstationer, fart eller vovemod. Ultraløb, bungee jump, whitewater rafting, primitiv overlevelse. Det er ikke den slags udfordringer, jeg tænker på.

Jeg tænker på færdigheder. Den slags, der kræver noget så oldschool som koncentration, vedholdenhed, gentagelser, rytme, fordybelse, fingersnilde, sans for detaljen - og masser af tålmodighed. Alle den slags egenskaber, som de færreste orker. Det er synd.

Jeg var en slem dreng
For syv år siden begyndte jeg at spille klaver. Jeg havde aldrig tidligere spillet på et instrument, og jeg er ikke spor musikalsk. Men det forhindrede mig ikke i at tage enetimer hos en meget tålmodig spillelærerinde, som af og til afbrød min miserable klimpren på klaverets tangenter med et "Fy, din slemme dreng."

Jeg blev langsomt bedre, men jeg når næppe at blive god i dette liv. Til gengæld lærte jeg meget af indlæringsprocessen. Jeg lærte, hvordan der ikke findes nogen genveje. Som Storm P sagde: "Kunst er det man ikke kan. Hvis man kunne var det jo ingen kunst."

Det ville være skønt, hvis man kunne lære at spille en klaverkoncert eller foretage en hjertetransplantation ved at se en to-minutters video på YouTube. Det kan man ikke. Man kan højst få et overblik og en forståelse for, hvad der kræves - men man får altså ikke de færdigheder, der kræves.

Nyder du virkelig smagen af bræk?
Sådan er det også med løb. Vi vil gerne presse os selv til det yderste. Så vi kan smage vores eget blod eller bræk, når vi passerer målstregen. Men løb er mere end det. Løb er bevægelseskunst. Og det kræver tålmodighed at forfine de bevægelser, der får os til at løbe. Selvom det kun kræver få minutters øvelser et par gange om ugen, har de færreste den tålmodighed.

I håbet om at finde en genvej, tror vi, at vi har fundet den nemme løsning ved at løbe i en bestemt slags sko eller ved at løbe uden sko. Men kun i de færreste tilfælde følger der færdigheder med i købet. Hvis vi får skader, vil vi hellere plastre os til med kinesiotape eller proppe et indlæg i vores sko, end vi vil erkende, at der kan være noget med vores måde at løbe på. Først i sidste instans retter vi (i bedste fald) blikket mod os selv. På den måde snyder vi os selv.

Ryg ost!
Jeg løber, selvom jeg aldrig kommer i nærheden af en podieplads, men jeg bliver bedre og bedre til at løbe. Ikke kun fordi jeg træner min muskelstyrke og min iltoptagelse. Også fordi jeg øver mig i at løbe. Jeg øver mig i at udnytte mine beskedne fysiologiske forudsætninger optimalt i forhold til de fysiske kræfter som omgiver os. Teknikøvelser er et element i min træning, hver gang jeg skal løbe. Udover de rigtige sko, en stærk krop og udholdenhed.

Dette fokus har udviklet mig meget - ikke kun som løber, men også på andre plan. Det har lært mig vigtigheden af klassiske dyder som koncentration og vedholdenhed. Jeg har lært at elske gentagelsen. Jeg har lært at elske gentagelsen. Og jeg har fået stor indsigt i, hvad det kræver, hvis man vil blive bedre til noget.

Giv dig til til at lære. Det må gerne være svært. Lær at brodere, lær at ryge ost, lær at løbe, lær at blive et bedre menneske. Det sidste er det vigtigste.


PS: Og så lige en lille reklame: Lær at løbe naturligt på Løblets workshop i Århus søndag 26. maj 2013. Læs mere her: www.loeblet.dk.

PPS: Opskrift på fennikelrisotto - en af mine livretter - som til gengæld ikke er særlig svær at lave:

Ingredienser (til 2 personer):

1 fennikel, skåret i tynde skriver (gem den grønne top til pynt)
1 tsk fennikelfrø, stødt i en morter
1 stort fed hvidløg, skåret i tynde skiver

1 stort fed hvidløg, hakket fint
1 lille løg, hakket fint
1 stængel bladselleri, hakket fint
olivenolie
1/2 liter grønsagsboullion
200 g risottoris
1 dl tør vermouth eller hvidvin
1/ 2 usprøjtet citron, presses (riv skallen til pynt)
2 håndfulde friskreven parmesan
1 tørret rød chili (stødes i morter)

Sådan gør du:

Fennikelfrø og hvidløg i skiver svitses i lidt olivenolie på en pande uden at tage farve.
Rør fennikelskiverne i. Krydr med salt og peber.
Læg låg på, og skru ned til svag varme.
Lad simre i 10 minutter.

Imens du gør følgende:

Varm bouillionen op.
Svits hakket løg, hvidløg og bladselleri i en gryde ved svag varme.
Rør hele tiden rundt - må ikke blive brunt!
Tilsæt risene under omrøring.

Efter 1 minuts tid tilsættes vermouth eller vin under fortsat omrøring.
Når væden er absorberet af risene tilsættes lidt af boullionen (brug en opøserske).
Rør rundt, lad risene absorbere mere væde, og tilsæt mere boullion.
Efter ca. 10 minutter tilsættes de svitsede fennikelskiver.
Rør rund, tilsæt mere bouillon, indtil risene er møre, men stadig al dente!
Tag gryden af blusset.

Citronsaft og 1 håndfuld parmesan røres i.
Lad risottoen trække i 2 minutter (den skal være som en lind grød).
Server med reven parmesan og citronskal, fennikeltop og en knivspids tørret chili.

torsdag den 14. februar 2013

Hverdagssko til barfodsløbere

Måske er jeg bare sart. Men så er jeg ikke den eneste: Hver dag satte den ældre mand sig ved et bord midt i caféen med en kop kaffe og en avis. Imens viftede han lystigt med sine bare tæer, som han havde befriet for sandaler. Han passede sig selv og nød åbenlyst denne pause.

Han lagde tilsyneladende slet ikke lagde mærke, hvor stor en opmærksomhed han tiltrak sig. Han var en helt almindelig mand i 50'erne, klædt i helt almindeligt tøj og med helt almindelige cafévaner. Med den ene undtagelse at han havde 10 helt almindelige nøgne tæer under cafébordet.

Vivobarefoot Gobi. Med plads til at vrikke med tæerne på caféen.
Enhver sin lyst
Alle kiggede. Alle snakkede om den gamle, klamme mand med de vamle fødder. Jeg ved ikke, om han ville have beholdt sandalerne på, hvis han havde vidst det. Måske var han bare ligeglad.

Jeg foretrækker at vække opmærksomhed med måde. Jeg ved at mange føler sig stødt over bare fødder i det offentlige rum, så jeg vælger kun at lufte tæerne, når det giver mest mening for mig: Når jeg er alene, eller når jeg løber. På samme måde som jeg undgår at prutte (eller spytte), hvor der er andre mennesker til stede, selvom det kan være nok så rart og befriende (min kone tæller ikke i denne sammenhæng).

Vivobarefoot Ra. Fås i forskellige modeller. En virkelig rar hverdagssko.
Nej til løbesko til hverdag!
Heldigvis er der forskellige måde at omgås sin trang til at give fødderne plads,  god kontakt med underlaget og en flad sål, der sikrer en naturlig skridtafvikling - uden at smide skoene.

Jeg har jo allerede et hav af løbesko, der opfylder dette ønske. Problemet er bare, at jeg ikke bryder mig om at gå i sportssko til hverdag. Løbesko er til at løbe med - ikke til hverdagsbrug. I min alder - jeg er 44 år - ser det sjusket ud, synes jeg. Men nu er jeg jo heller ikke er en specielt sporty type af natur, så måske er det derfor.

Så du får mig altså ikke at se iført et par Fivefingers i SuperBrugsen (som om de ikke ser åndssvage nok ud, når man løber). Heller ikke andre af mine flade løbesko.

Et par flade sommersko fra Camper. Lette at smutte i.
Dog ikke helt så tyndsålede som fx Vivobarefoot.
Fede flade hverdagssko
I stedet har jeg anskaffet mig en del forskellige flade hverdagssko. Blandt mine absolutte favoritter er Vivobarefoots, som jeg efterhånden har haft en del forskellige modeller af. (Jeg må hellere indskyde, at min generelle begejstring for Vivobarefoots sko er helt oprigtig, og at jeg ikke er på deres lønningsliste).

For tiden er jeg vild med deres version af en ørkenstøvle: Vivobarefoot Gobi i lyst ruskind. Også deres Ra, som jeg har i grøn ruskind er fed. Kvaliteten er fremragende - hvilket måske hænger sammen med, at grundlæggeren er en af arvingerne til det engelske skomærke Clarks.

Vær opmærksom på, at der kan være en del forskel på størrelserne i de forskellige modeller: Passer du en størrelse 44 i Vivobarefoot Neo Trail, passer du ikke nødvendigvis samme størrelse i Vivobarefoot Ra - så er du advaret!

Den allerfedeste vandrestøvle: Vivobarefoot Synth Hiker -
samme sål som deres Trail-modeller og med vandtæt overdel.
Terrængående i alt slags vejr
Lidt uden for kategori har jeg et par flade vandrestøvler, som jeg både har brugt på små bjergstier i juleferien på Cuba og i sne og is ved Rubjerg Knude i Nordjylland. Den har absolut bestået begge typer terræn og klima.

Støvlen er let, sålen er den samme som på Vivobarefoots trailsko, og overdelen har en vandtæt og åndbar membran, så man ikke behøver frygte våde tæer i uldsokkerne. Inden jeg gik over til flade sko, har jeg bl.a. vandret i støvler fra Meindl, men jeg må sige, at intet overgår de flade Vivobarefoot Synth Hiker. Der er bare ingen grund til at slæbe rundt på unødvendig meget vægt på fødderne.

I et tidligere blogindlæg har jeg beskrevet mine flade sommersko fra Prada og mine flade sandaler fra Jil Sander og Teva (det kan du læse her: Forbandet fodtøj). I den forbindelse skylder jeg også at nævne mine tyndsålede hjemmesko fra Le Coq Sportif og dejlige sommersko fra Camper. Kender du andre hverdagssko, som vil passe barfodsfolket - så lad mig endelig høre fra dig. Man kan jo altid bruge et par sko mere - men lad være med at sige noget til min kone.

Kinasutsko, der i Le Coq Sportifs udgave ikke er helt så rismarksarbejderagtig.
PS: Da jeg ikke har nogen børn, har jeg overhovedet ingen erfaringer med barfodssko i små størrelser. Hvis du har erfaringer med flade sko til børn, er du selvfølgelig mere end velkommen til at dele dem med mine læsere. :-)





mandag den 21. januar 2013

Dette er IKKE en trailsko: Inov-8 Bare-Grip 200

Stå fast. Overalt.
"Sådan går det, når man har sommerdæk på," fnyste Claus med henvisning til de to løberes skovalg. Vi ventede på, at de fik kæmpet sig op ad den snedækkede sti, og vi var ikke imponerede. I mørket og kulden ved 3. afdeling af Himmelbjergegnens Trailserie måtte alt fra Acics Kayano til Salomon Speedcross give fortabt.

Til gengæld var der ingen fare for, at Claus og jeg gik ned på udstyret. Med god grund var vi begge forelskede i vores eget fodtøj denne onsdag aften: limegrønne Inov-8 Bare-Grip 200 - intet mindre end løbeskoenes svar på en pansret mandskabsvogn. Kort sagt: et par stik-mig-en-gletsjer-eller-to-og-lad-mig-løbe-lodret-op-ad-en-klippevæg-uden-slinger-i-valsen-motherfuckersko.

Frygtløse forcerede vi de hvide stigninger, og uden angst kastede vi os nedad igen. Vi stod fast. Vi løb ikke hurtigt - flere gange var vi endda nødt til at gå - men fast stod vi!

Det er en fornøjelse at lege i sneen i et par Bare-Grip 200!
Overkill i Marselisskoven
Jeg har nu leget i mine Inov-8 Bare-Grip 200 i et halvt års tid. Alt for lidt faktisk. For det er nemlig ikke altid lige let at finde ruter, hvor denne sko finder sin berettigelse. I langt de fleste tilfælde gør mine mindre hardcore Vivobarefoot Breatho Trail jobbet glimrende. Men er der tilstrækkeligt med mudder, sne, sand og stigninger, er det en fornøjelse at stikke poterne i mine limegrønne yndlinge.

Selv på mountainbike-sporene i Marselisskoven ved Århus, hvor jeg har min vante gang (i løb), er det langt fra altid, jeg kan finde grund til at pløje skovbunden op med de heftigste knopper, som jeg har set på et par sko, der ikke beregnet til at spille fodbold i.

Når Marselskoven kommer til kort, har jeg heldigvis altid Rubjerg Knude at leget på!

Uld er Gud!
3 millimeter sål. Zerodrop. Op til 1 centimeter høje knopper strategisk fordelt under sålen. Og ikke mindst et - i forhold til Vivobarefoots bud på en trailsko - forfriskende ydre. Med sine 269 gram i min størrelse 44, er den en anelse lettere end mine Vivobarefoot Breatho Trail, som vejer 279 gram i størrelse 43.

Sne, mudder? Bare giv mig mere - men husk uldsokken!
Pasformen er den samme som på den populære Inov-8 F-Lite 195. Jeg ved, at mange finder den temmelig smal, men den passer fint til mine fødder. Jeg bruger samme størrelse, som i almindelige sko. Sålen har et såkaldt Meta-Flex, som egentlig bare er en lille fordybning hen over forfoden, der gør bunden mere fleksibel.

Overdelen er lavet af meget åndbart mesh. Det betyder ganske vist, at vand let løber ind i skoen, men det løber lige så let ud igen. Med uldsokker på har jeg ikke haft problemer med at fryse tæerne - selv ikke i dyb sne, hård frost eller vådt føre. Skoen er ikke udstyret med en rockplate (en hård plade i forfoden, som skal beskytte mod skarpe sten), men det har jeg ikke oplevet som et problem.

I det rigtige fodtøj er der overskud til at nyde udsigten til udfordringer.
Glem alt om at løbe selv korte strækninger med asfalt eller hårdt underlag i Bare-Grip - knopperne mærkes alt for tydeligt igennem den tynde sål. Den slags klarer Vivobarefoot Breatho Trail en anelse bedre, men hvis det primært er hårdt underlag, du skal løbe på, så vil Vivobarefoot Evo eller NB Minimus Trail Zero være endnu bedre valg. Inov-8 kommer desuden med en helt ny trailsko i næste måned med zerodrop, tynd sål og masser af plads til tæerne, som ser meget interessant ud: Inov-8 Trailroc 150.

Teknik og fedt fodtøj
Det behøver ikke være en hemmelighed, at jeg er begejstret for minimalistiske løbesko. Men det er vigtigt at huske på, at skoene i sig selv ikke gør dig til en bedre løber. Teknikken gør dig til en god løber. Skoene skal bare beskytte dine fødder. En smule vand eller is kræver ikke nødvendigvis specialsko, men kan hjælpe dig til at skærpe din teknik. Se blot dette videoeksempel, hvor Dr. Nicholas Romanov løber på en skøjtebane.



Meeeeeeeen når det så er sagt, så synes jeg, det er meget betryggende med et par skridsikre trailsko (eller det der er endnu vildere), når jeg løber i vanskeligt terræn. Det er rart at vide, at jeg altid kan stå fast, selvom jeg ikke kan se, hvad der gemmer sig under sne eller blade. Derfor elsker jeg mine Inov-8 Bare-Grip 200. Prøv selv! Husk at lege!

PS: Jeg glemte vist at skrive, at jeg kom i mål før Claus. Det plejer jeg ikke - så derfor er det værd at træde i. Til gengæld får Claus chancen for revanche igen med 4. afdeling af Himmelbjergegnens Trailserie - til den tid uden sne og pandelamper.

PPS: Og så lige en lille reklame: Lær at løbe naturligt på Løblets to workshops i Århus 17. marts 2013 og søndag 26. maj 2013. Læs mere her: www.loeblet.dk.

Producent: Inov-8
Model:       Bare-Grip 200
Vægt:        269 gram (i min str. 44)
Pris:           719 kroner på tilbud hos Wiggle