tirsdag den 30. april 2013

En slagen mand med lange patter

Fed og forpustet - med virkelig lange patter.
OM TO MÅNEDER: Det er ikke svært at spå om min fremtid. Når sommeren er på sit højeste, og alle mine venner boltrer sig i vandkanten med deres veltrimmede og nøddebrune kroppe, er jeg ikke med. Jeg er for fed til at boltre mig nogen steder. Jeg er for bleg til vandkanten. Forpustet. Og så jeg har ingen venner. Snøft.


FOR EN UGE SIDEN: Der lød en knasen som knogler, der splintres. Først ramte venstre side af mit hoved sten og rødder på den hårde jord. Et splitsekund senere var det min venstre skulder, der forsøgte at standse mit styrt ned ad den stejle skovskråning. Det lykkedes. Jeg lå helt stille.

Heldigvis er der ingen ulve (endnu) i Marselisskoven ved Århus. Hvis der var, havde jeg været en forsvarsløs lækkerbisken af en kødklump. Jeg lå urørlig, og var ved at miste bevidstheden, da jeg endelig blev fundet.


I DAG: Det er skønt at kunne slippe af sted med af skrive som en brækket arm. Det tager lidt længere tid, når jeg ikke kan benytte alle 10 fingre og i stedet er nødt til at betjene tastaturet på samme måde som en politimand. Men det går. Tap-tap-pause-tap-pause-tap.

Gå mod lyset! Men lad cyklen stå...
FUCK PIGERNE: Efter et par minutter fandt Aase og Charlotte mig. Min mountainbike var uskadt, det var jeg ikke. Tidligere på dagen havde jeg joket med, at jeg skulle have tæsk af de to piger fra mit løbehold, når vi skulle lufte vores cykler i skoven. Aase er en rutineret mountainbiker og frygtløs på nedkørslerne, Charlotte endnu grønnere end mig på mountainbike, men med en jernvilje, der hurtigt ville give mig baghjul. Det fik jeg.

I høj fart på rutens stejleste og vanskeligste nedkørsel skred begge hjul under mig. Bang. Knas. Stilhed. Jeg takker gud for cykelhjelmen, som tog det værste. Da Charlotte samlede stumperne fra hjelmens skærm op fra skovbunden, forstod jeg, at den knasende lyd ikke stammede fra mine knogler, men fra sprød plastik.


FUCK MIN ARM: Men jeg kunne ikke bevæge min arm, og det sortnede for mine øjne. Pigerne hjalp mig ned fra skrænten, og min kone hentede mig. Jeg kunne stadig ikke bevæge min arm. Jeg ringede til lægevagten på skadestuen. Hun spurgte, om den var blå. Det var den ikke. Kun hævet til tredobbelt størrelse, så enhver bodybuilder ville være grøn af misundelse.

Jeg fik besked om at sluge 2 gange 500 milligram panodil og 600 milligram ibumetin. Hvis armen ikke var blevet bedre i løbet af et par dage, skulle jeg gå til min egen læge.

Et par dage senere kunne en flink reservelæge på skadestuen konstatere et brud på venstre overarmsknogle oppe ved skulderen. Farvel forår, farvel skønne sommer.

Trøflen fra helvede. I sandhed en himmelsk mundfuld.
FUCK CLAUS: I kender måske den type mennesker, der uden blusel, udnytter andres ulykke. I går sendte Claus en dåse hjemmelavede kaloriebomber med min kone hjem fra træning. Så kunne mine kommende ugers projekt Supersize Me for alvor blive skudt i gang - og min form banket i bund.

Okay, spøg til side: Hvis sandheden skal frem, så befinder Claus for det første i en helt anden træningsliga end mig, og for det andet er han en usædvanlig flink fyr. Selvom han er slagter, laver han forrygende vegetarmad - og ikke mindst himmelske trøfler, som kan give enhver ckokoladeelsker stiv pik. Opskriften på Claus' knoglevitaminer og humørbomber får du senere. De er fantastiske!


FUCK NOMA: Jeg kan heller ikke lave mad. Eller det vil sige, det kan jeg normalt godt, men den opgave er nu overtaget af min kone. Siden vi blev vegetarer for 10 år siden, har hun stort set ikke rørt komfuret. Og når hun endelig har gjort det, har resultatet ikke imponeret.

I dag forstår jeg, at hun bare lavede lortemad for at slippe for køkkentjansen. Med udsigt til at skulle stå for middagsmåltider herhjemme de næste mange uger har hun virkelig oppet sig. Den seneste uge har hun kokkereret den ene kulinariske perle efter den anden - med stor kreativitet og sans for min sult og mine smagsløg.

Et minde om de gode gamle dage. Før sneen smeltede, da jeg var en fit ung mand.

FUCK FLORENCE: Ellers er min kone absolut intet bevendt i rollen som min personlige Florence Nightingale: De første dage var hun ikke i stand til at kysse mig uden at støde sit knæ mod min skulder eller tænde for tv'et uden at fjerne lige præcis den pude som støttede min arm.

Hun har heller aldrig(!) prøvet at give et andet menneske tøj på. Så da hun skulle hjælpe mig, blev det en forbandet smertefuld oplevelse, mens hun sagde: "Jeg tror altså sagtens, at Steen Jørgensen Fra Sort Sol kan klare den slags selv." Nu ligner jeg mere en posemand i sutsko, pyjamasbukser og vandreskjorte end en rockstjerne - for det er det eneste, jeg selv kan få af og på.


FUCK BARFODSLØB: Min barfodsmor på 69 år får løbet flere skofri kilometer end mig dette forår. Jeg kan ikke løbe med, når Rasmus "Barefusser" inviterer til løb ved Moesgaard Strand på den internationale barfodsdag søndag 5. maj. Jeg kommer ikke til at nyde de lysegrønne blade i splitshorts og bar overkrop.

Til gengæld kan jeg blive godt og grundigt sulten efter at komme i gang med træningen igen. Min løbelyst bliver boostet. Jeg bliver vild efter at komme ud på min cykel. Og jeg kan bruge tiden på at lære 300 akupunkturpunkter udenad. Så alt er såre godt. Virkelig godt.


PS: Det er åbenlyst alt for farligt at cykle. Lær hellere at løbe naturlig i stedet og slip for skader og bliv en hurtigere løber. Det får du chancen for i Århus søndag 26. maj. Her kan du læse hvordan: http://løblet.dk


OPSKRIFT: Himmelske trøfler. Knoglevitaminer til patienten. Mmmmm....

2 1/2 mazarintærter
4 spsk hindbærsyltetøj
1/2 flaske romessens
1 spsk kakaopulver

Det hele æltes på røremakine, formes til kugler og overtrækkes med et tykt, tykt lag chokolade. God appetit.