Frygt mig - for jeg er glad!

Jeg overhaler en kilometer før mål. Læs hvem i bloggen.

Okay, jeg indrømmer, at jeg var viiildt presset over at have annonceret, at jeg ville sætte personlig rekord ved Vejle Ådal Halvmarathon, som blev løbet i går. Jeg kender én, der engang har hørt om én, der slet ikke havde nogen undskyldninger for at alting ikke gik som planlagt. Sådan er jeg ikke. Jeg har altid en liste med mindst otte undskyldninger klar, inden jeg stiller til start.

Taktikken var klar: Jeg ville satse - og så måtte det briste eller bære. Jeg vidste, at min form var bedre end nogensinde, men hvor god havde jeg ikke rigtig nogen idé om, da det var et halv år siden, jeg sidst havde løbet et halvmaraton. Så jeg kunne meget vel have overvurderet mine evner på den flade rute gennem den smukke, solbeskinnede Vejle Ådal.

Mit liv i overhalingsbanen
En ting var, at min form var skarp - jeg var bare ikke den eneste, der havde trænet siden sidste års løb i Vejle. Dengang havde jeg den udsøgte fornøjelse at løbe fra min gode løbeven og trænerkollega i Aarhus 1900, Jim Klitgaard-Paulsen, inden vendepunktet for ikke at se ham igen, før han laaaaangt tid efter mig kom kravlende over de blå tidtagningsmåtter ved mål. Men hvis min form var skarp i går, var Jims skarpere end et håndsmedet samuraisværd, så det var næppe dér, jeg skulle hente dagens succesoplevelse. Troede jeg.

Jeg kan roligt afsløre, at det var med en sejrfølelse af den slags, der ikke klæder nogen, at jeg passerede Jim i overlegen stil. Det betød mindre, at det var på motorvej E45, og at jeg sad bag rattet i min djævlerøde Peugeot 206, mens Jim kun var co-driver i en bette Hyundai i indersporet. Jeg vælger godt nok mine sejre med omhu, men er bestemt ikke kræsen, når jeg gør det. (Og så gjorde det mindre, at han senere den dag skulle få så eftertrykkelig revanche).

Første rekord i hus
Vel ankommet til Vejle stod det mig klart, at den første personlige rekord stod for fald: Fornemmelsen af fyldt blære og løbsk tarm overmandede mig for 27. gang denne søndag. Ikke fordi der var noget galt - andet end en sygelig, tvangneurotisk trang til at tilbringe timer på (gerne offentlige) toiletter før løbsstart. Tre kvarter senere rundede jeg det 30. toiletbesøg, godt hjulpet af en toiletkabine med tom rulle, som krævede et hurtigt kabineskift og derved talte dobbelt. Som tingene skred frem, kunne det kun blive en god dag!

Ud over toiletbesøg går en del af mine løbsforberedelser med at udvælge den rette påklædning. Selvom klubreglerne foreskriver, at jeg skulle løbe i Aarhus 1900's blå og røde farver, gav det anledning til mange og lange spekulationer. Jeg endte med et konservativt snit med et twist af sprudlende ungdommelig vildskab: korte, sorte tights fra Fusion, langærmet klubtrøje og løbesolbriller fra Adidas og - vigtigst af alt - et par kåde rødhvide Vibram Fivefingers Bikila. Jeg ved, hvad du tænker, og du har ret: Dressing sharp is my middle name!

Mit skarpe look var dog ikke nok til at skabe afstand til mine medløbere ved startlinjen, hvor vi stod som sild i en tønde. De var nok bange for mig, men ikke skræmt fra vid og sans, som de burde. Til gengæld havde jeg allieret mig med et af mit løbeholds nyeste og yngste medlemmer: Anne Sofie Amstrup, som skulle løbe sit andet halvmaraton denne dag. Det skulle vise sig at være et klogt træk.

Endnu en rekord
Perfekt placeret i feltet og uden voldsom trængsel - heller ikke på den smalle sti gennem ådalen - var der lagt op til et stort løb for os begge, kunne vi begge fornemme efter de første ni kilometer. Vi havde godt nok løbet lidt mere tjept end planlagt, men vi lå godt på vejen og kunne begge ane ny personlig rekord på de første 10 kilometer. Endnu en personlig sejr i hus. Skulle alt andet glippe, kunne vi stadig glæde os over det!

Det betød mindre, at vi blev overhalet af en taltentfuld 12-årig dreng og kvinder med gakkede gangarter. Selv da vores erfarne og velløbende klubkammerat, Peter Wendt, passerede os, formåede vi at tage det rimelig pænt (selvom han selvfølgelig fik et "Vi tager dig på distancen" med som afskedssalut).

Efter vendepunktet var Anne og jeg stadig -  egentlig til vores overraskelse - i høj fart og et pænt stykke hurtigere end vores planlagte tempo. Alligevel var der overskud til at nyde ruten. Selvom det var en ud-og-hjem-rute (med en lille sløjfe), var hjemturen den absolut smukkeste. Med solen i ryggen gav den storslåede udsigt over Vejle Ådal lige det ekstra skub, som skulle bringe os hele vejen i mål. Det hjalp selvfølgelig også, at vi begyndte at overhale flere af dem, der kækt havde overhalet os tidligere på eftermiddagen. Også den hurtigtløbende 12-årige dreng, som nu var nede at gå. Han fik et par gode tanker med på vejen - jeg håber at han kom godt hjem!

Den, der ler sidst
Da Anne og jeg løb forbi 19 kilometermærket, kunne jeg mærke, at jeg havde lidt ekstra at give af. Anne fortsatte i sit sikre tempo. Jeg satte farten op, da jeg havde fået færten af en velkendt Aarhus 1900-trøje. Dødsstødet ville falde tungt, tænkte jeg, da jeg i frisk spurt sneg mig forbi Peter Wendt en kilometer før mål. Det var dog kun et spagt "Hov-hov", der klemte sig ud mellem hans tunge åndedrag, som ikke helt bekræftede min formodning om dødsstødets styrke. Men det føltes eddermaneme fantastisk!

Hvis Dressing Sharp er mit mellemnavn, så er Veldisponeret mit nye fornavn. De to sidste kilometer endte med at blive de hurtigste, og da jeg passerede målstregen var jeg bare så GLAD. Ny personlig rekord. Den gamle slået med fem minutter - og ni minutter hurtigere end sidste års Vejle Ådal Halvmarathon. Et halv minut senere kom Anne.

Jim heppede os alle i mål, selvom 10 minutters venten havde gjort ham en smule kold. I løbet af de næste 20 minutter kom resten af vores klubkammerater som perler på en snor. De fleste med personlige rekorder og et stort smil. Selvom der var halve og hele timer mellem dagens tider, havde vi alle toppræsteret denne smukke dag i Vejle. Jeg glæder mig til at deltage igen til næste år - måske i helt bare fødder?



PS: Da jeg kom hjem til Århus, fløj jeg i køkkenet og lavede livretter til min kone, selvom jeg egentlig havde mest lyst til pizza. Bare fordi jeg var så glad. (Og hun tvang mig næsten ikke).