torsdag den 24. juli 2014

Tak for turen - dag 6

Yndlingssko: Merrell Vapor Glove

Vel hjemme i Århus - og tilbage i skoene - må jeg blankt erkende, at fodtøj er en af civilisationens store opfindelser. Brugt i de rette doser og på den rette måde, vel at mærke. Fødderne har det fint og humøret er højt.

Yndlingssandaler: Jil Sander

onsdag den 23. juli 2014

Jeg skraber bunden - dag 5


På min barfodsvandring spiser jeg kun det, jeg finder på min vej. Forleden faldt jeg over en kasse med seks Snickersis hos Sparkøbmanden i Thorning. Sikke en fest. 

På herbergerne er der fine køkkener, og ofte har tidligere gæster efterladt en masse mad, mælk m.m. Flere steder sælger herbergerne frostretter, øl og vand. 

Olivenolie og hvidløg giver smag til min vandring. 


Gårsdagens Nice & Easy pizza med mozzarella fra herbergets frostudsalg viste sig dog at være mere easy end nice - trods gejling med chilimarineret hvidløg. Mildt sagt: En kulinarisk bundskraber, som dog var svært tilfredsstillende efter en solskoldet dagsvandring. I aften står den på fuldkornspenne med pesto og ristede valnødder. af citron og frisk hvidløg bringer dig langt på Hærvejen.

... Hov, var det ikke forfatteren Peter Høeg, der lige løb forbi og ønskede mig god tur, mens jeg sad i en skov syd for Nørre Snede og nød min frokost? Han havde løbesko på fødderne...
Jakob fra Lyngby, som jeg har mødt på herbergerne, lod til gengæld sine tunge Meindl-lædervandrestøvler hænge uden på rygsækken. Efter flere dage med vabler på hælen, et ømt knæ og en spændt læg overgav han sig. I aftes gav jeg ham akupunktur mod knæsmerterne, og i dag tog han turen uden sko og med et par sandaler, når underlaget krævede det. Han har ikke ondt længere.

Men hvor er sendemasterne?
Dagens barfodsvandring var for mit vedkommende en uskøn cocktail af kogende asfalt, rædselsgrus (uden flugtmulighed), som flåede i såler og sjæl - og så den allersmukkeste danske sommer, som fik det hele til at give mening. I morgen går jeg videre uden sko med kurs mod Jelling. Sidste dag. 

Hvis nogen synes, at befolkningen uden for storbyerne virker uoplyst, så skyldes det måske, at de lever uden 3G-dækning. Skam jer, TDC! Jeg opgiver i hvert fald at uploade dagens videoklip. I stedet må I lade jer oplyse af vise ord fra ingen ringere end en pilgrimscoach. (Jeg må indrømme, at jeg blev slemt skuffet, da jeg første gang ledte efter en skat under pindekrydset, jeg passerede): Gå på toilet i naturen



tirsdag den 22. juli 2014

Av! - dag 4


Gotta love it!
Man ikke forvente, at underholdningen er inkluderet i de 80 kroner, som en overnatning på Hærvejens herberger koster. Alligevel er jeg hver aften vidne til en tragikomisk forestilling: 

Glade vandrere punkterer vabler med nål og sytråd, klipper hud af fødderne, plastrer hæle til med Compeed og ankler med sportstape efter en dag i tunge vandrestøvler. Jeg nøjes med at vaske mine fødder. 

Det er heldigt for dem, at det ikke regner, så de også skulle døje med våde sko og sokker. Mine fødder er vandtætte OG åndbare.

På enkelte strækninger kan det virke som den rene galimatias eller selvpineri at insistere på at gå uden sko, men det kan sagtens lade sig gøre. 

Er man barfodsbegynder eller vil man gerne følges med beskoede venner, anbefaler jeg, at man har et par lette sandaler eller barfodssko, som man kan tage på, når fødderne beder om det. Jeg har selv mine Merrell Vapor Glove med i rygsækken, men har endnu ikke været nødt til at tage dem på. 

Og uanset hvor stenet din vej end er, kræver det blot tålmodighed, vilje og - måske - passende fodtøj at gå den. 

I dag inspirerede jeg hele fem skoplagede hærvejsvandrere til at smide skoene. I morgen går jeg videre til Kollemorten. 

I dagens videoklip kan du lære, at fodstørrelsen har betydning for din bafodskomfort: 



Asfalt fra Helvede. 

Vidunderlag. 

Ret sjovt. 

Rædselsgrus. 

Grusomt. 





mandag den 21. juli 2014

Jaget ud af byen, dag 3

Glem ulvene, men tag dig i agt for menneskets bedste ven. 

Hvorfor gør jeg det? Efter kun to dages barfodsbodsgang på Hærvejen har jeg formået at fornærme indbyggerne i tre landsbyer. 

I mit blogindlæg i går gik det ud over Kragelund. Da jeg forlod herberget i morges, blev jeg mødt af en af byens repræsentanter, som havde fået til opgave at eskortere mig uden for bygrænsen. 

Repræsentanten viste sig dog at være ingen ringere en uskoet Claus Hadbjerg - hvis frostskadede fodsåler er berømte i barfodskredse. Jeg var ikke klar over, at han boede i Kraglund, så jeg undskyldte og hilste selvfølglig hjerteligt. 

Det forhindrede ham dog ikke i at eksekvere den straf, jeg var blevet pålagt af kragelunderne: Grus fra helvede og asfalt fra et sted, der er værre end helvede. Imens havde vi en hyggelig tur i de smukke omgivelser ved Bølling Sø, og Claus virkede næsten tilfreds med at slippe for den intervaltræning, han ellers skulle have brugt sin formiddag på. 

Hvorfor gør jeg det? Altså vandrer på Hærvejen uden sko, når jeg gerne indrømmer, at det visse steder går ret langsomt. Svaret er simpelt: Fordi det går langsomt. 

Piskeben og kraglunder i fredelig sameksistens. 
Ud over sanseoplevelsen giver tempoet mig tid til at være til stede i min krop, tænke store og små tanker, af og til slet ingen tanker. Bare være ét med vejen, naturen, omgivelserne. Det er befriende, at det ikke er en sportspræstation, men bare en gåtur i det danske sommerland. Den slags er også sundt. 

Jeg bor jo til hverdag i Århus og kan ikke huske, hvornår jeg sidst stoppede op ved en mark med solgyldent korn og lyttede til den stille brises dans henover de sitrende aks. Det er vist mange år siden, og jeg er slet ikke sikker på, at jeg satte pris på det dengang. 

Gule græsagtige vækster. 

Og så er der alle de farlige dyr. Myg. Myrer. Helvedeshunde. Et enkelt sted på turen bliver vandrere konsekvent angrebet af Baskervilles hunds onde brødre. Så tag dig i agt når du kommer forbi en gård et par hundrede meter efter skiltet til Sannes Private Dagpleje! 

Jeg går videre - stadig med bare fødder og fuld førlighed trods ondskaben, der møder mig under sålerne og i mit indre. I dag Sebstrup, i morgen Nørhoved. 

I dagens videoklip punkterer jeg myten om mænd med store fødder. Selv kan jeg dog kun præstere en bred størrelse 44:




søndag den 20. juli 2014

På den lade side - dag 2

Alt var perfekt. 

Måske ville jeg have foretrukket en minaret i baghaven, men det blev nu alligevel en god nat på herberget i Thorning, for jeg er en velforberedt pilgrimsvandrer. Et sæt ørepropper forhindrede mig i få min skønhedssøvn forstyrret af kirkeklokkerne i kirketårnet uden for mit vindue.
Alt var faktisk perfekt her i den gamle skolebygning, som i sommermånederne tager hjerteligt imod hærvejsrejsende.

På vej ind i landsbyen blev jeg overhalet af en ældre herre på cykel, som hilste mig med et "Velkommen til Thorning - herberget er lige efter kirken. Jeg er glad for, at jeg ikke på det tidspunkt anede uråd med hensyn til klokketyraniet, for herberget viste sig at være en perle.

Vi var kun otte til at dele 30 senge. Det betød, at jeg kunne flotte mig med mit helt eget værelse med to dobbeltsenge (godt nok af klapud-slagsen), men her madrassen var behagelig, og det var stik til min iPhoneoplader.

Blåmønstret tapestry (tapet, når det skal være fint) prydede væggene. Det var omhyggeligt afstemt med de køligblå gardiner, hvorved oplevelsen af før-retro fremstod som fuldendt. Og jeg kunne få varmt bad og mad og for en femmer endda et rent hovedpudebetræk for en nat og en appelsinvand.

Ved bordet i den solbeskinnede have blev jeg opmærksom på, at jeg ikke var den eneste barfodsbodsgænger. Vi var nemlig tre ud af de otte i herberget denne aften, der havde taget dagens vandring uden sko.

I nat sover jeg i underkøjen i et næsten ligeså imponerende herberg i den gamle præstegård i Kragelund sammen fem nye rejsende. To af dem blev inspireret til at smide skoene, da de tidligere på dagen så mig på nøgne fodsåler. Jo, barfodssekten vokser stille og roligt i det midtjyske denne sommer.

Til trods for fine overnatningssteder og gode indkøbsmuligheder fornemmer jeg noget trøsteløst over
de små landsbyer, som min vandring fører mig igennem.

Jeg skal undlade at bekymre mig om de arkitektoniske dispositioner, det hersker her. Jeg bliver bare ked af det. Da jeg ved 17-tiden nærmede mig Kragelund, blev jeg først mødt af en klynge huse, som så helt ubeboede ud. De, der ikke var ubeboede, burde have været det.

Bag gardinerne i et af dem så jeg en gammel, benet kvindeskikkelse trække sig sammen. Hun lignede en, der havde ventet på hjemmehjælp siden årtusindeskiftet. I Thorning holdt pizzeriaet sommerferielukket. Jeg går videre.

Husk, at bare fødder hjælper dig med at bevare jordforbindelsen:


lørdag den 19. juli 2014

Barfodsbodsgang on the mild side, dag 1


Så vildt! 

Starten på Peter Piskebens BARFODSBODSGANG gik i dag klokken 11.00. Jeg har smidt sommersandalerne og er begivet mig ud på en pilgrimsfærd, hvor jeg skal rette op på alt det, jeg har budt menneskeheden gennem mine første 46 leveår (tak for fødseldagshilsnerne i går - hvem sagde fortysexy?). Seks dages bodsgang er næppe nok, men jeg håber på rabat i kraft af projektets ydmyge karakter.

Så vildt. 
Ingen gps (kun mit Omega Seamaster i tilfælde af at kommer på dybt vand) skal lede mig på vej. Ruten er noget så eksotisk som Hærvejen fra Viborg til Jelling (jeg snød faktisk og startede 10 kilometer syd for Viborg i Hald). 120 kilometer excl. vildfarelser (og dem kommer der nok en del af, da ruteafmærkningen ikke alle steder er lige tydelig).

Uden sko og kun gående - selvom jeg på førstedagen på enkelte strækninger skulle anstrenge mig for ikke at sætte i løb, fordi underlaget bare indbød til trailsjov. Men nej - dette er alvor, og min trang til sjov blev hurtigt stoppet af grus fra Helvede. Ham, der har fundet på at anlægge skovstier med et toplag af byggeaffald, skulle stenes. Heldigvis kunne jeg nøjes med en kilometer på svedende asfalt, der smeltede sammen med huden under mine fødder.

Dagens højdepunkt fandt sted i Skelhøje. Her er så kedeligt, at når man først har fået boret sin knallert, er næste naturlige trin at gifte sig med hende den kraftige fra nabolandsbyen, som man ved et uheld har gjort gravid. Det var som absurdteater at opleve den lille købmands to ansatte skændes om, hvis tur det var til at sidde ved kassen og få sig en lur, inden næste kunde (måske) dukkede op om en halv time.

I morgen fortsætter min barfodsfærd ud i sommerlandet. Stay tuned.


torsdag den 3. juli 2014

Forstå kræfterne - og løb bedre

Hvis du endu ikke har set lyset, får du chancen i dette blogindlæg: Løb klogere!

Du bruger en masse kræfter på at bremse dig selv, når du løber. Specielt hvis du ikke ved, hvad der får dig til at bevæge dig. Måske gør dette indlæg dig klogere - og til en bedre løber. 

Når vi løber, bruger vi de fleste af vores kræfter på stabilisering af kroppen - ikke på fremdrift. Stabillisering kan være et ganske krævende arbejde. Men selve den fremadrettede bevægelse opstår i første omgang helt uden vores aktive indblanding.

Det er langhåret snak, men fortvivl ikke, hvis du ikke forstår det - jeg demonstrerer det gerne for din krop ved lejlighed. Husk, at egne oplevelser er en højere sandhed, end noget man har læst!

Mist balancen
Nu starter vi: Forestil dig en taburet med tre ben. Hvis du fjerner det ene ben, vælter taburetten. Taburetten vælter i den retning, hvor det manglende ben var. Tyngdekraften får taburetten til at vælte på grund af den ubalance, der er skabt.

Det samme gør sig gældende, når vi løber. Står vi stille i en balanceposition, vil en række muskler være aktiveret for at opretholde vores balance. Dette sker, uden at vi behøver tænke over det.

Ønsker vi at bevæge os i en given retning, skal vi først tænke tanken. Herefter vil nogle af stabilliseringsmusklerne afspændes, og vi vil bevæge os i den ønskede retning. Vi har altså fjernet et "taburetben," så vi mister balancen og "vælter" i den ønskede retning. Vi vælter, fordi vi har en masse, som tiltrækkes af jordklodens tyngdekraft.

Her vil nogle sikkert indvende, at tyngdekraften er en nedadrettet kraft, som ikke kan rettes fremad. Det er korrekt. Men de glemmer at "taburetten" har flere ben. De stirrer sig blinde i trykpladedata og udviser manglende evne til at udfolde og overskue basal viden om fysiske love til noget så komplekst som “hvad er det min krop gør, når den bevæger sig.” Den slags kræver ud over kendskab til Newtons bevægelseslove noget så uakademisk som kropsbevidsthed. Her rækker en bachelor i idræt eller en imponerende personlig rekord på halvmaratondistancen sjældent.

Tør du se dig selv, når du løber?

Sætter du af, eller bliver du sat af?
Ifølge Newtons 3. lov - loven om aktion og reaktion - vil vi påvirke jorden med en modsatrettet kraft, når vi falder fremad. Dette er let at fejltolke: Er det den fremadrettede bevægelse, der skaber den bagudrettede kraft - eller er det den bagudrettede kraft, der skaber den fremadrettede?

Den fremadrettede bevægelse skabes først (gennem “faldet”) ved at fjerne den muskelspænding, vi opretholder vores balance med. Herved opstår en modsatrettet kraft. Men hvis vi undlader at miste balancen først (altså lader være med at fjerne et “taburetben”), vil vi kun kunne skabe en bevægelse opad, dvs. modsat tyngdekraften - og på den måde løber vi ingen steder.

Vi er nødt til også at bevæge os opad for at genvinde den højde, vi taber på grund af “faldet.” Men den genvinder vi ikke i form af det, vi normalt kalder afsæt. Det sker derimod helt automatisk og ubevidst (gennem en stabilliseringsfunktion, der er i forbindelse med vores balanceevne og proprioception, dvs. muskel- og ledsans). Og det sker langt tidligere i skridtafviklingen, end vi opfatter, nemlig idet vi passerer vores balancepunkt. 

I dette videoklip kan du se, hvornår musklerne aktiveres, når sprinteren (og dopingdømte) Asafa Powell løber:



Slip bremsen
I det hele taget skal vi gøre meget mindre, end vi tror, når vi løber. Ellers kommer vi let til at bruge kræfterne forkert, så vi bremser os selv og pådrager os unødige overbelastningskader. 

Ikke mindst ved løb ned ad bakke er det tydeligt at iagttage løbere, der bremser sig selv. Det er spild af kræfter at løbe med en fod på speederen, samtidig med at man bremser!

Meget forsimplet udtrykt handler løb om at komme fra fald til fald - så hurtigt som muligt og uden at bremse os selv. Det gør vi ved at lande så tæt på vores balanceposition som muligt, dvs. nærmest under kroppen.

Sådan flytter du benene
Men hvis vi reelt ikke skal gøre noget for at bevæge os fremad, hvad skal vi så gøre? Jo, når overkroppen "vælter" fremad, skal vi have understellet til at følge med. Vi skal altså flytte benene under os.

Det er nemmere, end vi gør det til. Alt, hvad vi behøver at gøre, er, at løfte foden op under os. Foden  skal løftes den korteste vej op under hoften ved hjælp af musklerne på bagsiden af låret. (Andre muskler er også involveret, men det er primært til stabillisering). 

Hvor højt foden løftes er afhængigt af farten. Set udefra foretager foden en cirkelbevægelse, men det skyldes, at fodens bevæger sig hurtigere fremad, fordi svingbenet (radius) bliver kortere, når foden løftes. 

Er du ligeglad med hvordan - så løb bare som du plejer.

Snyd ikke dig selv
Løb er dog langt fra kun et spørgsmål om teknik og fysikkens love. Vores fysiologiske forudsætninger som kredsløb, iltoptagelse, muskelceller og energiomsætning er faktorer, vi ikke kommer uden om. Kun til en vis grænse kan vi forbedre os ud fra disse individuelle forudsætninger. Derfor kan to personer, der træner ens, aldrig forvente at få samme udbytte af træningen. 

Men hvis man glemmer at arbejde med teknikken, snyder man altså sig selv - både i forhold til at undgå skader og blive en mere effektiv løber. 

Ved at blive bevidst om de fysiske kræfter og love, man er underlagt som løber, bliver det lettere at forstå, hvordan man bliver en bedre løber. Man bliver nemlig ikke kun hurtig ved at træne mere - man bliver også hurtigere ved at løbe bedre.