mandag den 26. november 2012

5 fodøvelser - der virker!

Du fortjener en happy ending!
De eneste øvelser, der virker, er dem, du får lavet. De her fem øvelser er så simple, at du godt kan glemme dine dårlige undskyldninger. Et halvt minut - mere tid behøver du ikke bruge på hver øvelse. Og de er hurtigt lært.

Lav dem så ofte du kan. Gerne hver dag. Gerne som opvarmning inden du løber. Udfør dem i bare fødder på et hårdt underlag. Så vil du i løbet af kort tid opleve, at dine fødder bliver stærkere. Og glade i flade løbesko, klar til forfodsløb - eller måske et liv helt uden løbesko.

Når du har gjort det, må du belønne dig selv: Fodmassage! Få konen, manden, kæresten eller en professionel til at nusse dine fødder. Eller klar det selv med en fodrulle. Dine fødder vil elske dig for det!

Produktionen er måske ikke til en Oscar. Til gengæld er musikken god. Og så er det mine fødder, der har hovedrollen. Se dem her:



PS: Og så lige en lille reklame: Lær hvordan du slipper for skinnebensbetændelse, løberknæ og andre løbeskader med en naturlig løbeteknik: Læs mere her: www.loeblet.dk.



mandag den 22. oktober 2012

Sådan løber du forfodsløb

Mmm... Nye sko: Vivobarefoot Evo II. De er røde. De er flotte. Og perfekte til forfodsløb.

Forfodsløb er løsningen på alt fra løberknæ til tarmslyng. Det indtryk kan man godt få, når man støder på emnet i løbemagasiner og på nettet.

Det med tarmslyng er ganske vist min overdrivelse, men sandheden er, at mange løbere kan få stor glæde af at justere deres løbeteknik. Så de løber mere skånsomt, og så de udnytter deres kræfter bedre.

Og det er egentlig ikke så vanskeligt. Hvis bare fokus er på det rigtige. For sjovt nok er forfoden det sidste, du skal tænke på, hvis du vil løbe forfodsløb.

Quickgude til forfodsløb
Prøv selv: Rejs dig fra din stol, og begynd at løbe på stedet... Bemærk, at dine fødder lander lige under dit eget tyngdepunkt. Perfekt på forfoden! Du skal ikke en gang tænke på ikke på at lande på forfoden, for det sker helt automatisk. Forfodslandingen er et resultat af, at du bruger resten af kroppen korrekt.

Bliv ved med at løbe let på stedet. Luk øjnene. Læg mærke til, hvordan din krop arbejder. Lad fornemmelsen indprente sig i muskler og hoved. Sådan skal du løbe, når du løber forfodsløb.

Og så er det fremad!
Okay, jeg ved godt, at du slet ikke er begyndt at bevæge dig fremad endnu, men fremdriften er rent teknisk det simpleste ved løb. Til gengæld er fremdriften også årsag til den største misforståelse: For hvis du tror du skaber fremdrift ved at sætte af, tager du nemlig fejl. Dit afsæt løfter kun kroppen opad - og du skal jo fremad.

Endnu en lille øvelse: Stil dig på begge ben, og lad dig falde fremad. Bemærk, hvordan tyngdekraften fører dig fremad, når du "tipper" ud over dit tyngdepunkt.

Automatisk vil dit ene ben søge kontakt med jorden under dig, så du ikke falder på næsen. Og når du har genfundet dit fodfæste, kan du falde igen. Sådan bevæger vi os fremad, når vi løber. Løb er fald på fald på fald på fald. Vi skal bare sørge for at flytte fødderne under os, så vi ikke falder og slår os.

Spild ikke tiden
Afsættet bør blot være en automatisk reaktion ved mødet med underlaget, så du genvinder den tabte højde fra faldet. Ikke mere. Ethvert bevidst forsøg på at sætte af er spildtid.

Hvis du forsøger at styre landingen, spilder du også tiden. Den bør - som afsættet - ske helt automatisk, som et resultat af at benenes bevægelser foregår så tæt under kroppens tyngdepunkt som muligt. Den eneste aktive muskelbevægelse, du skal udføre, er at løfte fødderne under dig.

Hvor bevidstløs er du?
På én gang simpelt og skidesvært. Simpelt fordi vi ikke behøver udføre komplicerede bevægelser. Svært fordi vores bevidsthed forsøger at komplicere tingene. Jeg har set talrige løbere, der har forsøgt at lære sig selv at løbe forfodsløb. Fælles for de fleste er:

  • at de enten slet ikke lander på forfoden, men rent faktisk lander på hælen - og det beviser, hvor stor forskel på, hvad vi tror, vi gør - og så hvad vi rent faktisk gør.
  • eller at de bare peger tæerne nedad langt foran deres eget tyngdepunkt, så de godt nok lander på forfoden, men så de samtidig både bremser deres fremdrift og spilder tid, inden de igen er klar til at falde fremad.

Skosælgerløgn for forfodsløbere
Så for at gentage mig selv: Glem alt om at løbe på forfoden. Lær i stedet at løbe korrekt med resten af kroppen - så vil du helt automatisk blive en glad forfodsløber.

Hvis du derimod fokuserer på, hvordan din fod lander, udsætter du dig selv for en skosælgerløgn, som næsten er lige så stor som de seneste 30 års fokus på overpronation. Begge dele er nemlig udtryk for en ufuldstændig indsigt i, hvordan vi mennesker løber.

Så husk: Vi løber med hele kroppen - ikke kun med fødderne! Vores fødder skal sådan set bare støtte vores krop, mens den falder fremad ved hjælp af tyngdekraften. Vi løber ikke med benene - vi løber på benene!

PS: Læs mere om forfodsløb og find flere løbefif her: Glem alt om forfodsløb!


onsdag den 26. september 2012

Mor, læs IKKE dette!

Min mor - endnu uvidende om, hvad der er på den anden side af gavepapiret.
Min mor har snart fødselsdag. Hun fylder 69 år og er barfodsløber. Om lidt afslører jeg, hvad jeg forærer hende i fødselsdagsgave.

I et af mine første blogindlæg fortalte jeg historien om, hvordan min mor blev barfodsløber. Hun startede med at løbe i et par gamle vandrestøvler, som siden blev afløst af et par minimalistiske Vivobarefoot Neo.

Mor vil være nøgen
Det var ikke bart nok for min mor. Hun tog indersålerne ud, og senere begyndte hun at løbe med skoene i hænderne, så hun kunne tage dem på, hvis underlaget blev særligt udfordrende. Men alt det, kan du læse her: Mød min mor - 67 år og barfodsløber.

Sådan har hun løbet to-tre gange om ugen (udover yoga og en tur i kondicenter - det hedder det på de kanter) på et af de skønneste steder i Danmark: Fruens Møllested i nærheden af Grejsdalen ved Vejle.

Men nu er det snart slut med alt det der barfodspjat for min mors vedkommende. Om en måneds tid flytter hun og hendes mand fra deres idylliske husmandssted, som er blevet for stort og vedligeholdelseskrævende. De flytter til min mors drømmehus på en ganske almindelig villavej i den nærliggende landsby. Og så skulle alt jo være godt, ikke?

4 millimeter flad sål. For meget sko for min barfodsmor.
Lyver for veninderne
Men nej. De nyeste løbetrends er endnu ikke nået til Grejs, som landsbyen hedder. Og så tør hun altså ikke løbe barfodet rundt på fortovene af frygt for at blive tvangsfjernet eller i det mindste stillet til skue i det lokale forsamlingshus ved næste byfest.

Ja, der hersker helt andre normer i udkantsdanmark, og sommetider tvivler jeg faktisk på, at hekseafbrændinger er et overstået kapitel i vores del af verden, når det kommer til stykket. I forvejen tør min mor ikke fortælle sine veninder, at hun er løber (og da slet ikke barfodsløber). Kun fordi hun indtil nu har boet så fjernt fra civilisationen, at ingen så hende, har hun vovet at smide skoene.

Ulykkelig mor, lykkelig søn
Hvad gør en mor så? Hun klager sin nød til sin kloge søn: "Og jeg synes, at mine Vivobarefoot er for tykke. Jeg kan jo slet ikke mærke jorden, som når jeg løber i bare fødder," sagde hun i telefonen.

Det var lige før jeg kunne høre tårerne lande hårdt på den brostensbelagte gårdsplads. Tænk, hvis dette blev enden på hendes løbekarriere, som jo først lige var begyndt? Jeg måtte redde hende fra en skæbne værre end pronationskiler og stødabsorberende såler!

Heldigvis har jeg efterhånden erfaringer med en del af de minimalistiske løbesko, der findes på markedet. Så jeg vidste med det samme, hvad der skulle til for at gøre hende til en glad løber - også i bymæssig bebyggelse med fordomsfulde beboere. Og samtidig kunne jeg for en gangs skyld undgå spekulationer om, hvad jeg skulle give hende i fødselsdagsgave (eller have dårlig samvittighed, fordi hun ikke fik nogen).

Halvanden millimeter sål. Så tør min mor forhåbentlig
fortsætte med at løbe uden at vække for meget opsigt.
Gaven på vej
Historien gentager sig hvert efterår: Jeg kan aldrig huske, om det er i september eller oktober, min mor fylder år. Nu har jeg tjekket i kalenderen (som jeg er nødt til hvert år), og jeg har heldigvis endnu en måned at løbe på.

Så nu er hendes nye løbesko bestilt, og de når frem inden hendes fødselsdag: Et par Sole Runner FX Trainer. Med en halvanden millimeter tynd sål bliver det simpelthen ikke nøgnere i noget, der ligner sko. De er superlette - i min mors størrelse vejer de kun 130 gram. Samtidig gør de enhver motionist lydløs som en ninja på løbestierne.

Så pas på derude, landsbytyper, når min barfodsmor overrasker jer bagfra i de mørke vinteraftner. De gode vil le, og de onde vil græde!

PS: Når jeg tænker over det, har der ikke været mange år, hvor jeg ikke - efter ihærdigt efterforskningsarbejde - har fået opsnuset, hvad jeg skulle have i fødselsdagsgave (eller julegave), så selvfølgelig må min kære mor gerne læse med her.

mandag den 17. september 2012

Gi' mig mudder: Vivobarefoot Breatho Trail

Der er dømt skovsjov for alle pengene i et par flade med knopper.
Udenfor skinner skolen, men jeg er ikke spor indian summer-glad. Nej, lad i stedet himlen regne mudder. Lad Marselisskovens stier og mountainbike-spor forvandle sig til syndfloder af tyktflydende skovbund! Gi' mig efterår nu!

Hvorfor? Fordi når du én gang har prøvet at stå fast i smat, der ellers ville sende dig til tælling, bliver du afhængig af det. Og lad mig slå fast med det samme: Du står fast i Vivobarefoot Breatho Trail!  

I've got a feeling
Bare fødder og mudder er ikke ubetinget en fabelagtig kombination. Det er ganske vist en næsten-seksuel oplevelse at mærke det bløde, lerede mudder presse sig mellem de nøgne tæer. Men bare fødder har glatte såler. Og medmindre du flytter benene med Piskebenshastighed, så skrider benene væk under dig.

Heldigvis kombinerer Vivobarefoots bud på en minimalistisk trailsko en god fornemmelse for underlaget med et stabilt fæste i selv det vanskeligste terræn. Knopper på 4,5 millimeter er strategisk fordelt under sålerne og sikrer, at verden ikke skrider under dine fødder. Selve sålen er kun 2,5 millimeter tynd, så du kan stadig mærke, hvad der forgår under dig. 

Breatho Trail føles en anelse bredere end Vivobarefoot Evo (og Neo), så der er god plads til tæerne. Næsten for god plads til mine tæer, så jeg har valgt et nummer mindre, end jeg plejer i Vivobarefoots sko. Jeg har fjernet den udtagelige indersål (3 mm), men hvorvidt du foretrækker at beholde den i er mest et spørgsmål om smag og pasform - det er stadig en kontant sål.

Til det hele
Jeg har efterhånden løbet en pæn sjat kilometer i dem fordelt på skov, smalle trails, stejle stigninger og hurtige nedløb, strand og klit. Mudder. Vandpytter. De klarer det hele. Og til min store overraskelse og glæde er det okay at løbe korte stykker på asfalt eller andet hårdt underlag - selvom det selvfølgelig slider lidt mere på knopperne.

Ved tæerne er der en kunsstofforstækning, der beskytter tæerne, men der er ingen rock plate (dvs. en hård plade i sålen, som beskytter foden, når man træder på skarpe sten m.m.), og det har jeg savnet enkelte gange. Når nu skoen er skabt til at være vild i - så kunne Vivobarefoot godt have gået hele vejen, som fx Merrell har gjort i deres minimalistiske Trail Glove.

Breatho Trail er ikke nogen let (minimalistisk) sko. Den vejer 279 gram i min størrelse 43. Men selvom den vejer det dobbelte af mange af de sko, jeg plejer at løbe i, så føles den ikke generende tung - afhængigt af hvor meget mudder og vand, der tynger, selvfølgelig.

Tjek også storebror
Snøresystemet er jeg ikke så begejstret for - og snørebåndene er alt, alt for lange. De er svære at justere - til gengæld sidder skoen fint, når man først har fundet den rette justering. Pløsen er syet sammen med indersokken, og der er ingen generende syninger. Det fungerer fint, uden at den dog lukker tæt til - jeg har i hvert fald været nødt til at tømme skoen mange gange undervejs.

Bemærk i øvrigt at Vivobarefoot også har lavet en lidt mere vandskyende bror til Breatho'en, nemlig Neo Trail, som har en vandskyende overdel, der samtidig gør den mindre åndbar og lidt varmere. 

Hvor Vivobarefoot Trail ikke slår til, tager Bare-Grip 200 fra Inov-8 over.
Mere om det en anden god gang.
Min dårlige smag?
Og så er der udseendet. Selvom det er det indre, der tæller, må de jo gerne se godt ud. Det synes jeg egentlig ikke, at de gør, og det er efter min smag et generelt problem for mange af Vivobarefoots modeller (med Evo'en som undtagelse). Det er selvfølgelig et spørgsmål om smag og behag - og jeg ved, at der er nogen, som er uenige med mig. 

Nej, så er der væsentlig mere fisse i mine allervildeste Bare-Grip 200 fra Inov-8. De kræver dog endnu mere mudder, før jeg vil være bekendt at dele mine indtryk her i bloggen. Men glæd dig. Det gør jeg.


Producent: Vivobarefoot
Model:       Breatho Trail
Vægt:        279 gram (i min str. 43)
Pris:           719 kroner på tilbud hos Speed Works

tirsdag den 4. september 2012

Slug klatten og snot den anden vej, dit svin!

Partisansøm, pigtråd og glasskår rører mig ikke. Skide være med hundlorte og hestepærer. Men snot. Og spyt. Og en blanding af de to sekreter pisser mig totalt af.

Jeg forventede egentlig, at jeg kunne nøjes med at bekymre mig om skarpe sten og knap så skarpe motionister, der stoppede op midt på vejen mellem tusindvis af løbere, da jeg i søndags løb Marselisløbet i barfodsselskab med Garngalningen.

I stedet blev løbet til en kamp for at ramme de tørre pletter. Overalt var asfalt og grusstier nemlig beklædt med slimglinsende spor - ikke efter dræbersnegle, men fra klamme medmotionister. 5-20 centimeter aflange gennemsigtige slimformationer, nogle pyntet med hvide skumklatter, andre dekoreret med gulligt puds fra løbende næser. Overalt! Det er altså vildt klamt, uanset om man løber i sko eller bare fødder.
Enhver sin lyst. Men hold venligst dit snotteri fra min løbesti. Tag en Kleenex med.
(Dette var det klammeste billede, jeg kunne finde. Sorry, sarte sjæle).
Jeg er ingen undtagelse
Peger du på andre med én finger, er der fire fingre, der peger på dig selv. Som man så indsigtsfuldt siger på personlig-udviklings-kursus-dansk. Derfor må jeg hellere skynde mig at feje for egen dør. For jeg er jo også blot et lille menneske med mine fejl og mangler.

Der er selvfølgelig undtagelser og humanitære hensyn, der kan overtrumfe sanitære hensyn og sarte fornemmelser. Bevares, jeg var jo selv tvunget til at forrette min nødtørft i busk og krat, da jeg for nogle måneder siden løb Coast 2 Coast.

Jeg siger heller ikke, at du skal risikere en sprængt blære (der er dog eksempler på mennesker, der er blevet indlagt med op til 15 liter i blæren, så der skal altså en del til).

Og hvis du har du slugt en lille flue, eller hvis du har fået en lavtflyvende havmåge i den gale hals, så er det da helt okay, at du rømmer dig og spytter dem ud igen. Men løb lige ind til siden - og tjek at du ikke rammer nogen.

Videnskaben er på min side
Hver eneste spyt- og snotklat bremser dig med samme kraft, som du sender den af sted med. Det er simpel fysik. Samtidig bringer hver eneste klat dig tættere på væskeunderskud. Rent teoretisk. Hvis du vil yde maksimalt, er du nødt til at eliminere alt hvad der bremser dig - også selvom det drejer sig om marginaler. Så næste gang du føler trang til at spytte eller snotte, så husk at hver eneste lille klat modarbejder din hårde træningsindsats og måske koster dig en ny personlig rekord!

Spyt (i sin rene form, dvs. uden vildfløjne dyr) skal synkes. Spyt indeholder enzymer, som har en vigtig funktion i forbindelse med fordøjelsen. Så slug klatten, makker. Det er bare en dårlig vane, du har tillagt dig, og det er kun en tvangstanke, at spyttet skal spyttes ud.

Hvis du føler behov for at rense luftvejene ved at blæse snot ud gennem næsen for hver kilometer, så ligger du under for en (diagnostisérbar!) tvangshandling, medmindre du ligefrem er forkølet. Og hvis du er syg, så snup dog en kop kamillete i dit eget syge selskab i stedet for at dele sygdommen med andre. For når du blæser næsen fri for snot, sender du millioner af virusbefængte forstøvede mikrodråber ud med 150 kilometer i timen. Og når andre løbere hiver efter vejret, får de en potentiel sygdomsbonus med ned i lungerne sammen med den ellers så friske luft. Prosit - og føj for helvede!

Hvor svært kan det være?
Piskeben er på din side
Lige nu græmmes du sikkert, fordi du i ren og skær uvidenhed eller ubetænksomhed har forbrudt dig mod gode manerer såvel som selve folkesundheden. Men hjælpen er nær, hjælpen er her. Fem gange syv centimeter - mere fylder løsningen ikke, og løsningen hedder Kleenex!

Det meste løbetøj har lommer med plads til en enkelt eller flere papirlommetørklæder. Har du en længærmet løbetrøje kan du gemme en Kleenex under elastikken ved håndledet - så er den endnu nemmere at komme til. Er du stadig i tvivl om, hvad der er gode løbemanerer - så spørg en voksen.

PS: Og lad os så lige blive enige om, at hvis du løber i en gruppe og er nødt til at slippe en vind, så lægger du dig bagerst i feltet, okay!

PPS: Pardon my French.

tirsdag den 28. august 2012

Dr. Romanov, I presume?

"Smid dem væk. Giv dem til Afrika." Der blev ikke lagt fingre imellem, da Dr. Nicholas Romanov udtrykte sin mening om en af workshopdeltagernes løbesko: Et par spritnye og hundedyre Ecco Biom i yakokselæder. Vi snakker altså sko til en pris på knap 2000 kroner.

Hvis jeg var med i en sekt, så ville Dr. Romanov være min guru. Det er jeg ikke, og han er ingen guru. Derimod er han en russisk-amerikansk forsker i bevægelsesmetode - og manden bag Pose Method. Men som mange guruer var det med stor karisma, at han i sidste uge underviste i løbeteknik - poserunning -  på to dagsseminarer og en aftenworkshop i Odense arrangeret af Ole Stougaard fra Multitesta.

Ondt af Ecco-ejere
Jeg havde lidt ondt af den unge mand i Ecco-sko, da han fik læst og påskrevet af Dr. Romanov. Men doktoren havde jo ret. En videoanalyse demonstrerede med al tydelighed, at Eccos bud på en naturlig løbesko gav alt andet end et naturligt løb.

(Hvordan man kan tro, at en af markedets tungeste løbesko med en klodset hæl kan hjælpe en til at løbe mere naturlig, kan kun undre, hvis man har prøvet at løbe i bare fødder eller sko med minimal sål. På den anden side er der mange, der er faldet for Ecco Biom, og som er glade for at løbe i dem - og så er det i hvert fald ikke mig, der skal flå yakoksekolosserne af fødderne på dem. Bare jeg bliver fri. For naturligt bliver det i hvert fald ikke).

Jeg er en elendig bilist. Flere gange bragte jeg og mit djævlerøde lyn Dr. Romanovs
 og hans søns liv i fare på de odenseanske gader og stræder. Vi overlevede dog alle.
Hvad er naturligt?
Nu har jeg allerede brugt ordet "naturlig" en del gange i dette indlæg, men ordet forklarer ikke i sig selv, hvordan man så skal løbe, hvis man vil undgå at komme på kant med naturen. Det gjorde Dr. Romanov til gengæld i Odense. Her forklarede han, hvad det er, der skaber den bevægelse, vi kalder løb. Hvordan vi udnytter de kræfter (primært tyngdekraften), der skaber bevægelsen. Og hvordan vi eliminerer de overflødige bevægelser, der bremser vores fremdrift (fx hællanding foran vores tyngdepunkt).

Som han forklarede, så er det fint nok at løbe easy, light, smooth and fast, som Tarahumaraindianerne i barfodsbestselleren "Born to run" (som nu er oversat til dansk) - men det er altså blot et resultat af, at man løber optimalt og ikke opskriften i sig selv. Derfor startede Dr. Romanov med at give os opskriften, dvs. teorien. Og herefter hjalp han os med at bage kagen, dvs. praktisk tekniktræning.

Et kvikt vrøvlehoved
Sommetider kan Dr. Romanov godt fremstå som et vrøvlehoved. I sin iver efter at delagtiggøre andre i sin viden snublede han nu og da i dansk-russisk-amerikansk sprogforvirring. Men det ændrer ikke ved, at manden er knivskarp, når det kommer til teorien om bevægelse og de bevidsthedsmekanismer, der ligger bag.

Og når det kommer til den praktiske demonstration, er han endnu bedre. For en ting er at vide, hvordan man skal løbe. Noget helt andet er at opfatte, om kroppen rent faktisk gør det, man tror den gør. Det gør den sjældent, så vi igen og igen på seminarerne: Ingen af os løb, som vi troede.

Den opfattelse - perception - er man nødt til at træne, hvis man ikke vil løbe sanseløst rundt. Det fik vi lov til at træne under de praktisk øvelser, og i løbet af få timer lykkedes det Dr. Romanov at ændre alles løb - i flere tilfælde radikalt - til det bedre. Virkelig imponerende at se ham i aktion og se, hvordan han ved hjælp af få øvelser kunne flytte deltagernes bevidsthed om de bevægelser, de udførte under løbet.

Sommetider var det nødvendigt for Dr. Romanov at sætte kursisterne på plads.
Her går det ud over en fysioterapeut på torsdagens seminar. Også han overlevede.
Løb råddent i flade sko
Torsdagens seminar var henvendt til fysioterapeuter (og så var vi et par poserunning-instruktører) og handlede om skader - primært hvordan man undgår dem. Her var der nok enkelte af fysioterapeuterne, der fik stillet deres traditionelle sygdomsbillede på en prøve, da de blev konfronteret med Dr. Romanovs ind imellem temmelig alternative synspunkter. Flere af dem vendte dog tilbage dagen efter, hvor den stod på poserunning for løbere og trænere, så helt skræmt blev de ikke.

Under seminarerne blev det tydeligt, at minimalistiske sko ikke er nogen garanti for en skånsom og effektiv løbeteknik. Man kan sagtens løbe elendigt i et par Fivefingers, Vivobarefoot eller NB Minimus. Derfor er der god grund til at bruge tid og kræfter på at lære at løbe - også selvom man har allieret sig med et sæt naturligt fodtøj. Skoene gør det bestemt ikke alene. Heller ikke bare fødder.

Flere af fysioterapeuterne kunne fortælle, at de efterhånden har en del patienter med skader, der kan relateres til løb i minimalistisk fodtøj. Jeg vil vove den påstand, at mange af disse skader kan undgås med sund fornuft - og et kursus i løbeteknik. Spred budskabet!

PS: Da jeg ankom til Odense i onsdags viste det sig, at jeg havde den fornøjelse at bo på samme hotel som Dr. Romanov og hans søn, Severin, og vi fulgtes til og fra kursusstedet - så hvis du vil vide noget om hans morgenmadsvaner eller hans mening om min bilkørsel, skal du endelig spørge løs. Jeg røber gerne alle de intime detaljer.

mandag den 20. august 2012

Svaret på et af livets store spørgsmål

Jo. Der er sand i sandkage. Det ved jeg nu. De kyniske arrangører af Rubjerg Knude-løbet serverede nemlig sandkage til kaffen ved ruinerne af fyret. Men de fik mig ikke ned med nakken. Jeg gennemførte til en forandring et maratonløb. Uden pylren, uden krise.

Se selv i dette indslag fra TV2 Nord:



Danmarks hårdeste?
Rubjerg Knude løbet er blevet kaldt "Danmarks hårdeste maraton." Den titel er, der sikkert også andre løb, der vil gøre krav på, men ét er sikkert: Sandkagen gjorde det ikke mindre hårdt.

Efter at have forceret 25 kilometer blandet terræn inklusiv et veritabelt bjerg af sand, var det ikke sandkage, som min krop skreg efter, og det var heller ikke sandkage, der skulle sikre, at jeg kunne løbe de resterende 17 kilometer.

Et ukontrollabelt hosteanfald forårsaget af lige dele kagekrummer og sand var faktisk tæt på at sende mig til tælling. Men nej - der skulle mere til at slå mig ud i går. Faktisk blev jeg slet ikke slået ud, men fik min allerstørste og -første gode oplevelse med maratondistancen. Jeg er ret glad.

En glad dreng. Som glæder sig til at løbe Marselisløbet om 14 dage i bare fødder.
Impotente fødder
Læsere af min blog husker måske, at der er langt mellem mine succeser, når jeg kommer ud over halvmaratondistancen. Min kone udtrykker det så smukt, når hun siger: "Lige så snart du får et startnummer på, falder pikken." Åh-ja, she's got a way with words...

Det lyder måske underligt, men valget af rute var et vigtigt element i min plan for at eliminere al præstationsangst. Det visse steder overordentligt vanskelige terræn gjorde det umuligt at tænke på sluttider. Og da vores sommerhus ligger i området, kendte jeg allerede det meste af ruten fra mine træningsture i sommerferien.

Jeg kendte heller ingen af de andre løbere, så der var ingen, jeg skulle konkurrere med. Ikke en gang mig selv. Jeg skulle bare gennemføre og gøre det til en god oplevelse. Som enhver anden langtur. Det blev det.

Taktik og tak til Heike og Bjarne
Herudover hjalp et par løbere fra Tårs og en ny forplejningsstrategi mig godt igennem løbet. De første 30 kilometer slog jeg følgeskab jeg med de næsten-lokale Heike og Bjarne. Vi løb ikke hurtigt. Men vi snakkede (de snakkede rigtig meget), vi gav os god tid ved depoterne (som var fremragende), og vi havde overskud til at nyde naturen undervejs (og ind imellem bande over den).

Og så var der ikke mindst min nye forplejningsstrategi - og her tænker jeg ikke på sandkage. Ofte får man tudet ørerne fulde af god råd om at få rigelig med væske og energi undervejs. Men nyere forskning viser, at det nok ikke er så godt et råd, som det umiddelbart kan lyde. Det nye råd er: Drik, når du er tørstig!

Jeg gjorde det samme med mad. Jeg spiste og drak, hvad jeg følte trang til undervejs: 3 energigel, vand, appelsinbåde, bananstykker, cola. Og det virkede sgu! Der findes et hav af teorier og gode råd, men i sidste ende er du selv facitlisten, og virker det for dig, så er det godt. Med andre ord: Lyt til din krop. Det vil jeg gøre nu. Min krop kræver pizza.

PS: Nej, jeg løb ikke i SANDaler. Jeg løb i mine NB Minimus Trail Zero. De var fine.

onsdag den 8. august 2012

Forbandet fodtøj

Syv vabler og fire åbne sår. Det er sommerens høst efter en skøn ferie, hvor jeg fik løbet mere end 100 kilometer på mine bare fødder.

Det interessante er, at mine skader ikke er sket, fordi jeg løb uden sko. Nej, de er alle sko- og sandalrelaterede. Faktisk fik jeg ikke så meget som en splint op i foden, selvom mine barfodsruter har underlag med tornekrat, grus og grovkornet asfalt.

Skam dig, italienske modehus, for næsten at spolere en perfekt shoppingferie!
Ikke mere lingeri til den herre
Synderne er ikke hvemsomhelst. På andenpladsen (undskyld, jeg springer lidt i rækkefølgen) har vi en uhyre tjekket loafer fra Prada. Skindet smyger sig om min fod, den har en dejlig fleksibel flad sål, og så har den kostet en bondegård.

Den er skøn at gå i, men grænsen går åbenbart ved et par dage i Hamburg i følge med en shoppelysten kone. Resultat: Vabler på ringe- og lilletæer samt siden af begge fødder. Av. Så er det altså en lang tur gennem lingeriafdelingen i stormagasinet Alsterhaus, skulle jeg hilse at sige.

Denne sandal fra Jil Sander er så citycool, at det gør helt ondt.

På tredjepladsen har vi en outsider. En enkel sandal fra den tyske designer Jil Sander. Måske er det lidt forkert af mig, at hænge den ud i denne sammenhæng, for den bidrog ikke til nogen skader i sig selv, men den byggede videre på de vabler, som allerede var opstået på mine lilletæer. Det til trods er den vanvittig lækker i sommervarmen, som aftrykkene fra mine svedige tæer på billedet måske antyder.

Gabende sår på begge fødder
Og vinderen? Vinderen er ingen ringere end et par løbesandaler: Teva Zilch med flad sål og zerodrop (dvs. sålen har samme tykkelse på forfod og hæl).

Og jeg er taberen... For på en 20 kilometers barfodsløbetur var jeg nødt til at tage mine Teva Zilch på for at kunne passere en strækning med nyfældet hybenkrat, hvor tornekviste lå spredt over det hele. Blot en kilometer. Det var første gang, jeg løb i dem (og jeg løb godt i dem - min anmeldelse kommer i et senere blogindlæg, og det gør mine indtryk af Vivobarefoot Breatho Trail i øvrigt også).

Bare fordi dette par Teva Zilch-løbesandaler gav mig store sår på deres jomfrutur,
er de nu slet ikke så ringe - men mere om det i et senere blogindlæg.
Men da jeg tog sandalerne af igen, havde remmene efterladt to gabende sår på oversiden og ved knoerne på begge fødder. Jeg tørrede mine øjne og blodet af mine fødder og løb videre. Jeg kunne ikke lade være med at smile ved tanken om, at jeg sikkert ikke havde fået så meget som en vabel, hvis jeg bare havde valgt en omvej uden tornekrat.

PS: Ordet "loafer" stammer fra det tyske ord "läufer," som betyder "løber."


torsdag den 12. juli 2012

Lær poserunning og løb naturligt i Århus

Sådan ser sektens hellige symbol ud. Det har bl.a. inspireret taoisterne til deres yin og yang-symbol.
Slip for bøvl med knæene. Få en bedre løbeøkonomi, og løb mere skånsomt. I flade sko eller på bare fødder. Ja, lad sågar tyngdekraften bære dig op ad bakkerne.

Det lyder næsten lige så forjættende som buffeten hos en bedre nyreligiøs sekt. Men det handler faktisk bare om at lære at løbe naturligt. Om at løbe som din krop er skabt til at bevæge sig. Og om at undgå at gøre uhensigtsmæssige bevægelser, som bremser og giver skader.

Et enkelt kryds og lidt arbejde
Alt, hvad du behøver gøre, er at sætte kryds i kalenderen 2. februar 2014. Og så indstille dig på, at en naturlig løbestil ikke altid er noget, du kommer sovende til. Det tager tid og kræver arbejde at ændre dårlige vaner, som du har tillagt dig ved at løbe i lidt for magelige sko eller ved at tilbringe hele dagen foran et skrivebord.

Redskaberne får du på workshoppen, hvor din løbestil også bliver videoanalyseret. En del vil opleve en ændret løbestil allerede under workshoppen, mens andre er nødt til at bruge længere tid på at justere deres teknik. Men hvor der vilje, er der vej.

Hvad siger sektmedlemmerne?
Om det virker for dig? Det finder du kun ud af, ved at prøve det. Men læs her, hvad tidligere kursister skrev, efter at de havde været på en af Løblets workshops:
"Jeg har kun tre ting at sige om workshoppen FANTASTISK, FANTASTISK, FANTASTISK."
"Jeg er stadig helt på halen over at opleve at kunne bevæge mig uden smerte/ømhed i baglår eller knæ - og så i både løb, hop m.m. og så i så lang tid. Det er virkelig vildt!"
"Mine løbetider er forbedret med op til 21%, og jeg har stort set ingen skader. Så bortset fra at jeg er blevet morfar, er poserunning det største jeg har oplevet i 2011, og så har jeg i øvrigt ikke været hos kiropraktor siden." 
Også for viderekomne 
Har du tidligere modtaget undervisning i poserunning, har du mulighed for at finpudse din løbeteknik med en times eneundervisning. Her får du et frisk videotjek af din løbestil, så du kan se, om der er sket fremskridt, og hvor der kan justeres. Vi vil fokusere på nye teknikøvelser, så du fortsat kan forbedre din løbestil.

Læs mere om Løblet på vores hjemmeside, som du finder her: www.loeblet.dk


OBS: Pose Running i Århus: Lær at løbe naturligt på Løblets workshop søndag 2. februar 2014. Læs mere her: www.loeblet.dk.

mandag den 9. juli 2012

Og de to vindertyper er... Trommehvirvel...

Hæderligheden selv. Min mor og barfodsløber. Og nu også Lykkens Gudinde.
"Hvor finder man en notarius publicus nu om dage," spurgte jeg min kone. Hun er advokat, så hun må vide det.

Svaret kom prompte: på dommerkontoret. Men med udsigt til at skulle betale sådan én hele 500 kroner i timen for at udtrække de to vindere af startnumre til Marselisløbet, fortrød jeg dog hurtigt den plan. Selvom alt selvfølgelig skal gå rigtigt til.

Kom så med navnene
"Hvorfor spørger du ikke din mor. Hun er da et af de mest hæderlige mennesker, der findes," sagde min kone.

Som foreslået så gjort. Min mor udtrak helt tilfældigt to vindere blandt de mange, der havde svaret korrekt på det meget, meget vanskelige spørgsmål: Hvilken bog har haft størst betydning for barfodsløb?

A. "Mærsk - manden og magten" af Bjørn Lambek
B. "Den lille pige med svovlstikkerne" af H.C. Andersen
C. "Born to run" af Christopher McDougall

Flere svarede forkert
Der var faktisk nogle, der svarede forkert, men de får lejlighed til at læse på lektien i sommerferien. Det behøver vinderne til gengæld ikke, for de ramte rigtigt i første forsøg. De to vindere: Andreas Sørensen og Birthe Pedersen har fået direkte besked.

Tak til alle, som deltog. Selvom I ikke vandt, kan I stadig få lov at deltage i Marselisløbet - med såvel som uden sko og faktisk også på cykel og gående. Hvis man ønsker at gå, skal man dog være forberedt på, at man er nødt til at gøre det på engelsk. Startnumre kan købes på Marselisløbets hjemmeside.

PS: Det korrekte svar er C: "Born to Run" af Christopher McDougall.

fredag den 6. juli 2012

Junkie!

Goddammit!
Det er mere alvorligt, end det ser ud: Jeg må ikke løbe i 10 dage! Til gengæld løber jeg rundt om mig selv som en anden junkie med abstinenser. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv, nu hvor jeg er blevet nægtet mit løbefix.

Havde jeg vidst, at jeg skulle holde benene i ro, inden den flinke speciallæge, Troels, på privathospitalet Ciconia (hvor de er specialister i fertilitetsbehandling!) satte skalpellen i min underlæbe, så havde nok jeg sagt nej til at få fjernet den ganske ubetydelige arknude. Men den væsentlige detalje ved behandlingen glemte jeg desværre at spørge om.

Kød til vegetaren
Arvævet, der er fjernet, opstod for omkring tre måneder siden, da jeg bed mig selv i indersiden af læben. Svamperisottoen smagte simpelthen så godt, at jeg glemte alt om gode bordmanerer, og i min forslugenhed røg der altså et stykke mundkød ned i min sarte vegetarmave.

I de følgende dage og uger blev underligt arvæv ved med at vokse frem. Og jeg blev ved med at bide i det. Det blev større og større, og man kunne nu se det, når jeg talte. Det så faktisk ret ulækkert ud. Folk omkring mig forsøgte at lade som ingenting. Men jeg kunne ikke undgå at bemærke, at de holdt sig på afstand.

Mirakelhelbredelse
Af frygt for at vennekredsen skulle blive reduceret til videoer af søde dyr på YouTube, var jeg nødt til at gøre noget. Heldigvis kunne jeg hurtigt komme til undersøgelse hos en speciallæge gennem sygeforsikringen på min kones arbejde. Min kone nægtede i øvrigt at kysse mig!

Hvis jeg har læsere i Vatikanstaten, skulle de måske overveje at indstille Troels til en helgenkåring. For efter denne undersøgelse holdt jeg mirakuløst op med at bide mig selv i læben, selvom jeg nu i to måneder havde gjort det hver eneste dag. Og for hver dag blev arvævet, fra at have været over en halv centimeter på alle ledder, bare mindre og mindre. Men selvom det næsten var forsvundet, skulle den sidste lillebitte arrest bortopereres.

Hvor er de stramtsiddende kitler?
Jeg forstår godt, hvis mænd kan få en fetich for sygeplejersker. For hold da op, hvor var operationssygeplejerskerne søde. Men her vil jeg gerne indskyde, at en uniform, der til forveksling ligner forvasket grønt joggingtøj, ikke virker helt på samme på som stramtsiddende kitler. At der desuden var nåle og knive involveret, var med til at tage toppen af min begejstring for det ellers tiltalende setup med mig på en briks omgivet af to sygeplejersker.

Nu har jeg efter lægens ordre ikke løbet siden sidste lørdag. Endda den første rigtige sommeruge, hvor mine nøgne såler skulle have boltret sig med kilometervis af sommerjogging i splitshorts på strand og i skov. I stedet må jeg nøjes med - længselsfuldt - at følge mine venners løb på Endomondo. Så nej, det er ikke sved, der løber ned ad min kind her i sommervarmen - det er tårer.
Jeg glæder mig allerede til sandkage på toppen.
En sommerzátopek, tak
Men inden jeg kommer for godt i gang med min selvynk, så må jeg hellere tørre øjnene. Jeg må glæde mig over, at denne lille løbepause ikke skyldes en skade. Jeg må glæde mig over, at min krop vil juble resten af året over at blive fuldt restitueret oven på min træning til Hamburg Marathon og Coast to Coast. Og så glæder jeg mig ellers helt vildt til at komme i gang med min næste udfordring: Rubjerg Knude-løbet 19. august, hvor jeg igen vil prøve kræfter med maratondistancen.

Jeg må huske mig selv på, at afhængighed aldrig er sundt. Heller ikke selvom det er afhængighed af noget nok så sundt. Hvem ved - måske ser vi snart de første behandlingshjem for løbeafhængige? Eller hvad med Anonyme Løbere?

Nu er der heldigvis kun fire dage tilbage. Så kan jeg igen få mit kilometerfix.

PS: Du har stadig chancen for at vinde et par startnumre til Marselisløbet. Skynd dig at komme med dit bud på et rigtigt svar i den meget svære konkurrence. Du må gerne spørge en ven. Find konkurrencen her: Piskeben i gavehumør.

mandag den 25. juni 2012

50 kilometer vej haves, vilje søges

Klokken lort om natten. Vist verdens mest demotiverende vejnavn.
Natten til lørdag havde jeg tyndskid. Og natten til lørdag løb jeg 50 kilometer. Fra Skallerup Klit ved Vesterhavet til Frederikshavn ved Kattegat. Ja, jeg gjorde det sgu! Jeg gennemførte langt om længe et langt løb - så skide være med resten.

Jeg har tidligere beskrevet mine kvaler med at løbe maraton. Derfor er der måske nogen, der tænker, at Coast to Coast på 50 kilometer - og ovenikøbet om natten - lyder fuldstændig vanvittigt. I har ret. Ikke mindst når man allerede efter 10 kilometer bogstavelig talt er drænet for saft og kraft. Og er en smule mørkeræd.

Ved 18 kilometer var jeg så træt, nej faktisk så søvning, at jeg var bange for at falde omkuld i rabatten, mens jeg løb. Og på det tidspunkt var klokken kun lidt over midtnat. Jeg frygtede for alvor, at mit løb var slut.

Skønne redningskvinder
Jeg forsøgte at revitalisere mig med en banan. Den første halve gled fint ned. Drak rigelig vand. Senere forsøgte jeg mig med en energibar. Den kunne jeg ikke få ned. Men så gav min krop selv løsningen. Den skreg på cola.

Og jeg fandt min redning. Den hed Lis og Nana - et par søde løbeveninder fra Aarhus 1900, som havde valgt at støtte os på turen med en følgebil. Det var ganske vist en Skoda, men bagagerummet var fyldt med Coca Cola.

Langsomt fik jeg det skarpe, søde stads hældt indenbords. Overraskende hurtigt blev min krop og mit hoved klar igen. Nærmest mirakuløst.

Kulsyreholdige drikke og løb går normalt ikke godt i spænd, og jeg undskylder da også for, at jeg vist kom til at vække en hel lille landsby med min ræben. Men det var heldigvis kun ræben - og ikke gassen, der gik af ballonen!

Pokalen fra Coast to Coast har allerede fundet sin plads i Vesterhavshytten.
Uden mad og drikke dur helten ikke
Mit langdistanceproblem har hidtil kunnet koges ned til to punkter: Først og fremmest det mentale. Jeg er ikke et konkurrencemenneske (hvad jeg betragter som et sympatisk karaktertræk). Dernæst har jeg døjet med problemer med mit energi- og væskeindtag undervejs med svimmelhed og kvalme til følge.

Siden jeg løb mit første halvhalvmaraton, har jeg gang på gang stillet mig selv spørgsmålet: "Hvorfor gør jeg det." Uden et fornuftigt svar. Jeg plejer faktisk at blive småirriteret, når andre per refleks besvarer spørgsmålet med et "Fordi jeg kan." Dette svar reducerer mig jo blot til et instinktstyret væsen, for rent fysiologisk kan alle jo løbe 10 kilometer, ja selv et maratonløb, uden de store forberedelser.

Nej, der skal mere til at stille mig tilfreds. Og tilfreds blev jeg i en skov ved Sindal natten til lørdag. Mit svar var: "Fordi jeg vil." Simpelthen. "Fordi jeg faktisk gerne vil nå frem til mål for en gangs skyld." Det fjernede alt pres med hensyn til min sluttid. For mig handlede det bare om at stå distancen, og så måtte tage den tid, der skulle til.

Nej, pandelamper er ikke overkill på lyse sommernætter!
Stor Tue trækker læsset
Vi var en flok løbere fra mit løbehold i Aarhus 1900, der egentlig havde aftalt at følges, men det kom aldrig rigtig til at fungere. Heldigvis fandt jeg fodslaw med Tue, og vi fulgtes pænt til mål. Løb én kilometer og gik ét minut. I pauserne mellem min klynken og bøvsen, underholdt vi hinanden med røverhistorier fra vores tid som uduelige værnepligtige, altimens mosekonen bryggede på livet løs.

Jeg havde kodet ruten ind på mit Suunto Ambit-løbeur og markeret særlige punkter, så vi fx undervejs kunne holde øje med - og se frem til - at nu var der friskbagte pandekager ved næste depot om 1.680 meter. Det gjorde det bare lidt mere overskueligt. Og pandekagerne gjorde underværker ved depotet ved 42 kilometer!

Mens solen så småt stod op, og vores pandelamper blev overflødige, vejrede vi havluft. Benene fandt en bedre rytme ved udsigten til en ende på det hele. Jeg havde endda overskud til at løbe 200 meter ekstra på stranden for at få mit ur til at runde de 50 kilometer. Lykkelig!

Og det kan godt være, at jeg hverken er den hurtigste eller mest udholdende løber. Men jeg har stadig det sejeste ur...

Allerede senere lørdag var jeg klar til en lille jogge- og soppetur for at få søvnen ud af benene.
PS: Selve løbet var fantastisk.  Men det kan du læse mere om andre steder, fx Karinas beretning her: "Coast2Coast - hjemme igen," Jespers beretning her: "Coast to Coast 2012" eller "Coast to Coast blev en løbefest gennem natten." Du kan i øvrigt se Tue og mig lunte i mål ca. 1:21 inde i denne video på YouTube. Løbet er en stor, kæmpestor oplevelse, du ikke må snyde dig selv for. Jeg forudser en sand invasion af løbere i Nordjylland til næste år.

PPS: Du kan stadig nå at vinde 2 stk. startnumre til Marselisløbet. Se hvordan her: Piskeben i gavehumør.


Udstyret til udyret:


På fødderne: Vivobarefoot Evo og Falke RU5-strømper

For tækkeligheden: Pearl Izumi-shorts

På overkroppen: Fusion-trøje og Pearl Izumi-undertrøje

Om håndleddet: Suunto Ambit Silver

På ryggen: Salomon Skin Pro 3-væskerygsæk

På hovedet: Buff og Black Diamond-pandelampe











tirsdag den 19. juni 2012

Piskeben i gavehumør: Vind startnumre til Marselisløbet

Vind startnumre til det århusianske svar på Grand National Steeplechase, Liege-Bastogne-Liege og Western States 100. Eller med lidt mere ydmyge løbebriller: Jydernes Eremitageløb.

Det burde nu stå klart for enhver, at jeg selvfølgelig taler om festugeklassikeren Marselisløbet (ikke mindst fordi jeg også har skrevet det i overskriften). To startnumre er det betroet mig at udlodde på min barfodsblog. Til dig og dig. 

Alt, hvad du skal gøre, er at besvare det vanskelige spørgsmål i bunden af dette indlæg inden 8. juli. Så vil jeg iklæde mig lændeklæde og huaraches og trække to vindere fra min nye væskerygsæk. Tænk dig godt om - måske bliver du den heldige?

Du kan godt gå i træning. Marselisløbet er ikke for barfodsløbere med sarte tæer.

Barfodsfjendtlig!
Det med det heldige er nok relativt i denne sammenhæng. For ruten er ikke spor barfodsvenlig. På visse passager ville det nærmest have været en lise for fodsålerne, hvis skovfogeden havde drysset partisansøm i stedet for grus. Tag det som en udfordring!

Men bare rolig: Mindre (dvs. mere sko) er også velkomment. Der er intet krav fra min side om, at du skal løbe de 12 kilometer uden sko eller i flade sko. Det bestemmer du selv. Det handler bare om at være med. Om at være en blandt de flere tusinde, der hvert år siden 1972 har skræmt alt dyreliv fra vid og sans i Marselisskoven en søndag i september. 

Det er klart, at med de mange deltagere og tilskuere får du en helt enestående chance for at promovere den gode barfodssag og tiltrække stor opmærksomhed på skovstierne. Jeg har i hvert fald tænkt mig at benytte lejligheden til at generere en pæn portion hovedrysten, når jeg forcerer rutens talrige stigninger på nøgne fødder søndag 2. september! Kom frisk!

Piskeben gør dig til en vinder
Og nu til det store spørgsmål, der kan gøre dig til en vinder. Besvar spørgsmålet og send svaret sammen med oplysninger om dit navn, køn, fødselsår, mobilnummer og evt. hold/firma/klub til piskeben@loeblet.dk, så jeg har det senest 8. juli. Vinderne får direkte svar og vil blive offentliggjort på min Facebook-side:

Hvilken bog har haft størst betydning for barfodsløb?

A. "Mærsk - manden og magten" af Bjørn Lambek
B. "Den lille pige med svovlstikkerne" af H.C. Andersen
C. "Born to run" af Christopher McDougall


PS: Og så lige en reklame... Vil du slippe for knæskader, skinnebensbetændelse og det, der er værre? Så skynd dig at sætte kryds i kalenderen lørdag 15. september, hvor Løblet afholder workshop i Pose Running og naturlig løbestil. Som noget nyt tilbyder vi også en opfølgningsworkshop for løbere, der allerede har lært Pose Running 16. september. Se mere på Løblets hjemmeside: www.løblet.dk.

torsdag den 7. juni 2012

Jo, man kan købe sig lykkelig (og fattig): Suunto Ambit

Lykke - nu med 24 timers-værk.
Mit nye urindkøb (det ord ser sjovt ud) trodser sund fornuft: Jeg har et velfungerende løbeur i forvejen. Mit nye ur har faktisk færre funktioner. Men det ser bare så meget mere cool ud!

At min løbekarriere ikke helt har flasket sig som forventet, har - om ikke kastet mig ud i en livskrise - så givet mig en sygelig trang til at opgradere mit liv med noget så banalt som ting. Først købte jeg en Texas-buskrydder til at holde 3500 kvadratmeter af Vestkysten fri for brændenælder, tidsler og elefantgræs. Rimelig fed maskine. Og nu har jeg altså erhvervet mig et nyt løbeur som afløser for mit Garmin Forerunner 405.

Fremover vil der sidde et Suunto Ambit Silver HR på mit venstre håndled, når jeg bevæger mig ud på skovstierne i let løb. "The GPS for explorers." Ja, det er da lige mig, der har det bedst indenfor ringgaden (og undtagelsesvist i Marselisskoven, Lønstrup eller Hamburg)!

Hærgeren. Lønstrup er ikke det samme, efter at jeg har fået egen buskrydder.
Jeg købte det i går og har kun løbet en enkelt tur med det, så dette bliver ikke en anmeldelse - snarere et blæret glædesudbrud over at have hævet mig fra at være en tjekket udstyrsentusiast til at være en ekstremt tjekket udstyrsentusiast og explorer-agtig type! Nice! Vil du have en anmeldelse, så vil jeg anbefale DC Rainmakers, som du finder her: Suunto Ambit In-Depth Review.

Nå, men nu må jeg hellere gøre mig klar til aftenens løb: Jyske Bank Løbet i Hinnerup. Otte kilometer i bare fødder. Forvent at jeg fejer samtlige konkurrenter af banen og ned fra sejrspodiet - iført mine nybarberede tæer og mit nye Suunto Ambit om håndledet. Frygt mig!

Sidste år løb jeg ruten i mine huaraches, og dengang priste mig ganske vist lykkelig over, at jeg ikke tog turen i helt bare fødder. Jeg var helt vildt langsom, men til gengæld reddede jeg - i bedste Jesus-sandal-stil - et væltet barn undervejs. Nu får vi at se, om Hinnerup-løberne får et par flade i aften - eller om jeg igen må forbarme mig over dem og ofre min placering i feltet for i stedet at lege helgen med et fedt løbeur...

Godt løb, gode ben og masser af medvind til os alle sammen!

Gæt en fod.

OPDATERING: Jeg vandt barfodsklassen ved gårsdagens Jyske Bank Løbet i Hinnerup! Otte kilometer på brosten, grus, grov asfalt, græs og fortov. Ikke det mest barfodsvenlige underlag, men helt okay. Sjovt at jeg syntes, at ruten var hård fodkost, da jeg løb den i huaraches sidste år. På den anden side er der mange steder, hvor jeg knap nok kunne gå i bare fødder for to år siden, hvor jeg i dag løber let og upåvirket af underlagets beskaffenhed.

Jeg var en smule skuffet over, at mine bare fødder tog en del af opmærksomheden fra mit nye løbeur (som  opførte sig eksemplarisk hele vejen). Men hvad ved bønder om agurkesalat?

Bemærk, hvordan jeg monterede min tidtagningschip: En snor bundet om pegetå og ankel - inspireret af Birthes barfodsgalocher. Det fungerede meget fint. Sidste år havde jeg chippen i en speciel chipholder om anklen, men min tid blev ikke registreret, da denne type chip åbenbart skal sidde vandret på vristen.

Jeg var i øvrigt den eneste barfodsløber i Hinnerup i går. Og der var vist heller ingen i flade sko.

onsdag den 16. maj 2012

Læs bogen, se filmen, hør pladen


Her mangler en vigtig bog. Kan du gætte hvilken? Få svaret i dette blogindlæg.
Kan du læse dig i form? Selvfølgelig kan du det. Men lad være med at løbe imens, for restitution er jo altafgørende for at undgå skader og få din krop til at blive endnu stærkere, så den er klar til at tage, hvad du har tænkt dig at byde den i fremtiden.

Når du kombinerer restitution med viden om løb, slår du to fluer med et smæk. Og hvis du alligevel er rastløs og har svært ved at tænke på andet end løb i nedtrapningsperioden inden et stort løb, er det bare om at komme i gang. Der venter dig mange timers spændende læsning. Her er nogle af mine favoritter til inspiration. Enjoy.


Mental løbetræning af Terje Nordberg (Komma Sport 1991)

Dette var min første løbebog. Jeg købte den, da jeg var i starten af tyverne. Jeg var egentlig mere til yoga og tai chi på det tidspunkt, men en gang imellem kunne jeg godt lide at komme ud i skoven og lade tankerne løbe frit. Løb var for mig et meditativt frirum - hvor jeg samtidig kunne forbrænde kalorier i stedet for den karton Prince, som jeg røg dagligt dengang.

Bogen handler ikke så meget om træningsplanlægning og den slags. Dens fokus er den psykiske side af løb. Om det velvære, der venter på skovstierne, og om hvordan man mentalt kan forberede sig til et løb. Terje Nordberg har skrevet flere bøger om emnet.


ChiRunning af Danny Dreyer (Fireside 2004)

For nogle år siden døjede jeg med forskellige småskader, og behandleren anbefalede mig at arbejde med min løbestil ved hjælp af ChiRunning. Jeg blev enormt inspireret af Danny Dreyers bog, som blev starten på min interesse for løbeteknik, barfodsløb og minimalistiske løbesko.

ChiRunning minder meget om PoseRunning. Forskellen på de to skoler, der gerne vil lære os at løbe mere naturligt, er ganske lille. Danny Dreyers måde at forklare tingene på er en anelse mere alternativ, når han fx snakker om chi-energi, hvor PoseRunning i højere grad anvender fysikkens love og fysiologisk forskning til at forklare, hvordan man løber mest naturligt.



Pose Method of Running af Nicholas Romanov (PoseTech Corp. 2002)

En fremragende bog for alle, der gerne vil forstå, hvad det er for kræfter, vi har at gøre godt med, når vi løber.

Når der diskuteres løbeteknik, kommer de glade budskaber fra PoseRunning, ChiRunning Natural Running og de andre skoler let til at få et småreligiøst præg. Dette bliver gjort til skamme i Nicholas Romanovs bog, som grundigt gennemgår, hvorfor det går galt, når vi løbere får skader - samtidig med at opskriften på at undgå dem er let at gå til.

Samtidig rummer bogen en masse teknikøvelser, som er essentielle, hvis du gerne vil lære din krop at bevæge sig, som den er skabt til at bevæge sig. Er du allerede blevet undervist i PoseRunning, er bogen et rigtig godt udgangspunkt for at arbejde videre med teknikken.


Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe af Haruki Murakami (Klim 2007)

Den japanske forfatter Haruki Murakami, der i de seneste år har taget den internationale litteraturscene med storm, er også en aktiv løber. Han løber stort set hver dag året rundt, 70 kilometer om ugen. Det har han skrevet en sympatisk bog om.

Bogen rummer ikke stor viden om løb, men er en personlig beretning om små og store løbeoplevelser fra forfatterens liv. Den er velskrevet og hurtigt læst. Overvej at forære den til én, der måske ikke helt forstår, hvorfor du bruger så meget tid i tights.



Lore of Running af Tim Noakes (Human Kinetics 2003)

Hvad der mangler af forskningsresultater, tal og referencer til alverdens viden i Haruki Murakamis lille løjerlige bog, får du til gengæld i rigt mål i Tim Noakes moppedreng om løb på intet mindre end 934 sider.

Bogen er siden 1985 udgivet i adskillige opdaterede udgaver med den nyeste viden om løb. Den gennemgår alle aspekter af løb på alle distancer og rummer et utal af træningsprogrammer. Læs om alt, fra hvordan enkelte molekyler kan betyde forskellen på sejr og nederlag, og til hvordan du kan forberede dig på løb i ekstrem varme. Praktisk og teoretisk.

Medmindre du har en meget lang sommerferie eller en meget forstående kone, vil jeg nok anbefale bogen som et godt opslagsværk snarere end som natbordslæsning.


Elsk at løbe af Tor Rønnow og Bente Klarlund (Bianco Luno 2010)

Mindre end "Lore of Running" kan heldigvis gøre det. Forfatternes egen passion for at løbe driver værket i "Elsk at løbe" - og det gør den godt.

Bente Klarlund tager sig af forskningen, og Tor Rønnow deler kærligt ud af sine erfaringer fra hundredevis af maratonløb over alt i verden.

Når man har læst denne bog bør man ikke være bange for at løbe - heller ikke mange maraton.



Barefoot running step by step af Ken Bob Saxton (Fair Winds Press 2011)

Uanset om du allerede har smidt skoene eller søger inspiration til at gøre det, går du ikke galt i byen med denne bog. Hvis du kun skal læse én bog om løb, så må du selv vælge mellem denne og bogen om PoseRunning. De vil begge gøre dig til en bedre løber, og du vil slippe for mange af de skader, som andre ellers løber ind i.

Barefoot Ken Bob Saxton (det kalder han sig altså) er måske en anelse fundamentalistisk efter min smag. Han er hardcore barfodsløber og har ikke ret meget til overs for selv de mest minimaliske løbesko. Men han har de bedste intentioner, og værdien af hans gode råd kan ingen tage fra ham. Læs den, læs den, læs den.


Barefoot running af Michael Sandler (RunBare 2010)

Efterhånden er der en del bøger, der gerne vil lære dig at løbe i bare fødder. Umiddelbart virker det måske lidt paradoksalt, da en af barfodsbølgens grundsætninger er, at det er din bare fødder, der skal lære dig at løbe. Helt så enkelt er de nu ikke i virkeligheden, og man kan undgå mange smertefulde erfaringer ved at læse om andres.

Denne bog af Michael Sandler var en af de første. Den er ganske okay, men måske en anelse for alternativ til selv min smag. Når han snakker om, at vi kan aflade kroppen for ophobet statisk elektricitet ved at gå i bare fødder, står jeg i hvert fald af. Men stadig en bog, som sagtens kan læses, og som du også bliver klogere af.


Unbreakable - The Western States 100 af JB Benna (Journeyfilm  2012)

Dette er ikke en bog, men en viiiiiiildt spændende dokumentarfilm om fire ultraløbere, som  i 2010 kæmpede sål mod sål i det prestigefyldte løb "Western States 100".

Filmen følger Geoff Roes, Hal Koerner, Killian Jornet og Anton Krupicka før og under løbet. Jeg er nødt til at advare mod en stærk trang til at løbe rigtigt langt i bjergklædte områder i ugerne, efter at du har set denne film.



Og så til bogen som jeg ikke må glemme...
Jeg kan desværre ikke tage et billede af den, for jeg har lånt den ud. Det er efterhåndet et par år siden, jeg sidst så den. Den må være godt slidt nu, for et utal af venner og folk, jeg knap nok kender, har haft glæde af den. Jeg snakker selvfølgelig om Christopher McDougalls barfordsbestseller "Born to run" fra 2009!

Dette er bogen, der bærer en stor, stor det af skylden for, at alverden nu må indstille sig på nøgne fødder på skovstierne og flade løbesko på fortovene. På semidokumentarisk vis fortæller fortæller "Born to run" historien om en mexikansk indianerstamme, der kan løbe flere hundrede kilometer i sandaler lavet af bildæk. Samtidig med at den fortæller historien om den moderne løbesko. Samtidig med menneskehedens udviklingshistorie i let løb. Samtidig med historien om en flok kugleskøre ultraløbere, som ikke vil gå glip af en oplevelse.

Da min kone havde læst "Born to run", sagde hun: "Nu har jeg bare lyst til at løbe ultramaraton i bare fødder." Det har hun dog ikke gjort. Endnu.

God læselyst.

PS: Og hvad så med pladen? Personligt blander jeg ikke løb og musik. Jeg foretrækker at kunne lytte til min krops rytme, min vejrtrækning og mine skridt - for slet ikke at tale om alle dem, der råber "af banen." når de overhaler mig bagfra.

PPS: Har du favoritter, som jeg har glemt at nævne, så lad mig endelig høre fra dig...

onsdag den 2. maj 2012

Ach, du lieber Peitschenbein


Jeg udgik efter 40 kilometer. Knap to kilometer før mål turde jeg ikke længere tage ansvaret for mit eget helbred. Jeg bad nogle flinke samaritter om hjælp.

De fik mig ned at ligge, tjekkede mit blodsukker, blodtryk, gav mig vand og sukker. Efter et kvarters tid på båren fik jeg det bedre. Slukøret - men glad for at jeg selv havde været i stand til at tage beslutningen om at stoppe, da legen ikke længere var god - tog jeg mit startnummer af maven og gik det sidste stykke tilbage til målområdet.

Det blev min triste afslutning på dette års udgave af Hamburg Marathon.

But whyyyyyyyyy?
Undervejs havde jeg sørget for at drikke vand ved hvert depot. Ikke for meget, ikke for lidt. Ved 27 kilometer tog jeg min fjerde energigel. På dette tidspunkt kunne jeg godt fornemme en tiltagende kvalme, men det forhindrede mig ikke i at tvinge gelen i mig. Langsomt blev min utilpashed værre.

Omkring 32 kilometer fik jeg krampe i begge inderlår - jeg har ellers aldrig fået  krampe før - så jeg måtte sætte farten yderligere ned og gik nu ved hvert væskedepot for at sikre, at jeg fik drukket nok vand. Gåturene blev længere og kvalmen blev til svimmelhed. Til sidst gik jeg meget, meget langsomt. 

Hvis jeg blot havde kunnet nå til mål i dette tempo, ville jeg have forbedret min tid med en halv time i forhold til sidste år. Mindre ville også have været fint. Men jeg turde ikke tage chancen. Det var ikke det værd. Og fire gode måneders træningsforberedelser kunne ingen tage fra mig - så pyt med at de sidste fire timer ikke forløb helt som planlagt.

Vel var det ærgerligt, men ingen katastrofe. Jeg overlevede. Jeg har ovenikøbet lyst til at løbe videre i dag. Men jeg sidder tilbage med det store ubesvarede spørgmål: Hvad gik galt?

Jeg købte mig et par nye løbesko - Leguano - på løbsmessen dagen inden Hamburg Marathon.
Jeg løb dog ikke i dem, men jeg skal nok skrive mere om dem på et senere tidspunkt.

Alt eller intet
Overordnet set er svaret: Intet. 1152 kilometers træning i år uden antydningen af skader. Ikke en gang så meget som en forårsforkølelse. Jeg følte mig med andre ord klar, i mit livs storform - og tilmed så fornuftig, at jeg ikke havde for ambitiøse mål om en hurtigt tid.

Alt var jo perfekt. Drømmevejr. Mine Vibram Fivefingers SeeYa opførte sig eksemplarisk. Ikke én eneste vabel, selvom jeg fik våde tæer, hver gang jeg løb gennem vandpytterne ved drikkedepoterne. Ingen slidsår i skridtet eller åbne kødsår, hvor mine brystvorter sidder. Jeg havde ovenikøbet købt et par nye flade løbesko på løbsmessen dagen før - og den slags gør jo altid godt. Højst en mild solskoldning i nakken fra årets første solstråler, som momentvis fik lov til at ramme Hamburg på denne smukke dag.

Og mine ben piskede af sted i vanlig god posestil. Jeg følte mig let, havde droppet mit kompressionsgear og løb i stedet i splitshorts og t-shirt. Lidt ømme lårmuskler dagen efter, men ellers ikke ondt nogen steder. Overhovedet.

Jeg er sikker på, at mange mandlige løbere var ret misundelige på ham Peter, da de så AC, Anne, Bettina, 
Charlotte og Nana bagfra. Måske også enkelte, da de løb bag Keld, Kenneth, Olav og Torben?
Pizza med Piskeben
Og endnu bedre: Mine løbevenner fra Eriks Hold i Aarhus 1900, som jeg er træner for, overraskede mig med en t-shirt, hvor der stod "Peter Piskeben" på ryggen, da vi spiste pizza og pasta til frokost dagen inden løbet. Den slags er altså mentaldoping, der vil noget.

Det var blot én af mange overraskelser på denne tur. For da jeg kom ned i hotellets forhal om morgenen inden løbet, stod alle - drenge såvel som piger - med frisktrykte løbetrøjer, hvor der stod "Peter Piskebens Tøser" på ryggen. Jeg var rørt. At det senere skulle vise sig, at jeg var overtøsen, anede jeg jo ikke på dette tidspunkt.

Tøser på toppen
Og tøserne klarede sig forrygende. De tre debutanter drønede igennem de nordtyske gader og stræder. Ham, der måtte udgå sidste år, kunne næsten følge sin minutiøst tilrettelagte pulsplan til punkt og prikke. Holdets mest rutinerede maratonløber med mere end 20 løb på cv'et havde overskud til at sprede hygge på ruten iført rødhåret djævleparyk. Kun en enkelt ud over mig udgik allerede ved syv kilometer på grund af en fibersprængning i den ene lægmuskel, som havde ligget og luret i dagene op til løbet. De øvrige skar adskillige minutter af deres tidligere tider. Nærmest perfekt.

Men da jeg nåede frem til målområdet, kunne jeg desværre kun vanskeligt kunne deltage i mine glade medløberes sejrsrus. Min egen skuffelse skyggede. Jeg var ked af det.

Smukke mennesker. Dem kender jeg. De tog helt fra Århus til Hamburg for at heppe på os.  Fantastisk!
Freundschaft ist alles
"Great is the victory, but the friendship of all is greater." Dette citat af Emil Zatopek sendte en ven til mig efter løbet. Og hvor har han ret. Skide være med personlige rekorder, når man er begavet med så dejlige venner, som jeg er.

Som bevis på sandheden i Zatopeks udtalelse dukkede fire af vores gode klubvenner fra Århus op ved 16 kilometer, hvor de stod for den bedste omgang pep og hep, man kan tænke sig. Hvad er det for nogle tosser, der orker køre hundredevis af kilometer for at se en flok svedige mænd og kvinder drøne forbi på et splitsekund? Verdens bedste venner!

De gav mig lige præcis den krisepsykologiske krammer,  som jeg og mine uindfriede forventninger til mig selv trængte til, da jeg endelig mødte dem i målområdet. Men bedst (og sjovest!) af alt: Dagen efter havde alle Hamburg-hepperne skiftet deres profilbilleder på Facebook ud med et billede af mig - bare fordi de vidste, at jeg trængte til opmuntringen. Og opmuntringen virkede. Jeg fik latterkrampe helt ned i mine godt brugte lårmuskler og grineflip helt derud, hvor jeg var allermest ked af det. Det varmede og helede og gjorde dagen meget bedre. Tak for det!

Sådan så alle Hamburg-hepperne ud på Facebook dagen efter mit løb. Genialt!
Gode råd modtages med kyshånd
Desværre er det ikke første gang, jeg går ned i et maratonløb. Sidste forår i Hamburg troede jeg, det skyldtes varmen. Under Randers Flodmarathon i sommer troede jeg, det skyldtes forkerte forberedelser. Nu kan jeg se, at jeg har reageret på akkurat samme måde alle tre gange: Kvalme og svimmelhed efter de 27-28 kilometer, som i de to sidste løb satte mig helt ud af spil.

Har du oplevet noget lignende, eller har du en idé om, hvad jeg gør galt, eller hvad der er galt med mig, er du mere end velkommen til at lufte den her. Jeg har allerede modtaget følgende velmenende råd:

1. Begynd at spise store bøffer og drik rødvin. Jeg er vegetar og drikker sjældent noget stærkere end grøn te, så det er selvfølgelig en oplagt mulighed. Da jeg ved at flere af verdens største ultraløbere er hardcore veganere, tvivler jeg dog på at dette er mit problem. Herudover hører alkohol og sport vist ikke sammen.

2. Skift din mobiltelefon ud med en Samsung Galaxy S2 på størrelse med et smørebræt. Jeg er godt tilfreds med min iPhone 4S, selvom et skift til en Android-baseret telefon sikkert ville give mig mulighed for at få timevis af sjov til gå med at lege med forskellige pornoapplikationer. Denne mulighed overvejer jeg stadig. (Nej, jeg gør ikke, Torben)...

3. Drop det kunstige gelpjat. Spis bananer og appelsiner i stedet. Det råd vil jeg give en chance.

4. Få et tjek hos lægen. Det skal jeg i morgen. Hun finder sikkert ikke andet end en forslået stolthed (men det kan også være slemt nok, skulle jeg hilse at sige).

Og hvad så nu, lille du
Umiddelbart efter løbet havde jeg mest af alt mest lyst til at gemme mig i et hul. Lukke min barfodsblog. Aldrig mere være Piskeben. Skifte løb ud med stoledans eller dart.

Men så let slipper I alligevel ikke. Jeg er kommet på andre tanker. Lumske tanker. Ved mit højre øre svæver en lille sort mand. Han har en slående lighed med Haile Gbrsellassie. Han lokker. Ved mit andet øre er der en lille bleg, halvkvabset jogger, der ligner mig. Han hvisker til mig, at jeg fremover bør koncentrere mig om det, jeg er bedst til: Kvindeløb.

Nu må vi se, hvem af de to, der får mig overbevist. Måske var turen i søndags bare min sidste langtur inden Copenhagen Marathon 2012?