torsdag den 28. februar 2013

Om at blive bedre

Gør du det svært for dig selv? Det skulle du prøve!
Jeg er ikke nogen dygtig løber. Jeg er ikke en stor pianist. Jeg er faktisk elendig til det meste her i livet. Men det bekymrer mig sjældent. For det er et godt sted at starte.

"Find dine styrker. Dyrk det, du er god til," lyder det ofte på selvhjælpsdansk. Men hvorfor kun fokusere på sine styrker? Svarer det ikke til at spise sin livret hver eneste dag? I længden bliver det kedeligt.

Derfor skal vi udfordre os selv. For mange mennesker handler udfordringer om udholdenhed, kraftpræstationer, fart eller vovemod. Ultraløb, bungee jump, whitewater rafting, primitiv overlevelse. Det er ikke den slags udfordringer, jeg tænker på.

Jeg tænker på færdigheder. Den slags, der kræver noget så oldschool som koncentration, vedholdenhed, gentagelser, rytme, fordybelse, fingersnilde, sans for detaljen - og masser af tålmodighed. Alle den slags egenskaber, som de færreste orker. Det er synd.

Jeg var en slem dreng
For syv år siden begyndte jeg at spille klaver. Jeg havde aldrig tidligere spillet på et instrument, og jeg er ikke spor musikalsk. Men det forhindrede mig ikke i at tage enetimer hos en meget tålmodig spillelærerinde, som af og til afbrød min miserable klimpren på klaverets tangenter med et "Fy, din slemme dreng."

Jeg blev langsomt bedre, men jeg når næppe at blive god i dette liv. Til gengæld lærte jeg meget af indlæringsprocessen. Jeg lærte, hvordan der ikke findes nogen genveje. Som Storm P sagde: "Kunst er det man ikke kan. Hvis man kunne var det jo ingen kunst."

Det ville være skønt, hvis man kunne lære at spille en klaverkoncert eller foretage en hjertetransplantation ved at se en to-minutters video på YouTube. Det kan man ikke. Man kan højst få et overblik og en forståelse for, hvad der kræves - men man får altså ikke de færdigheder, der kræves.

Nyder du virkelig smagen af bræk?
Sådan er det også med løb. Vi vil gerne presse os selv til det yderste. Så vi kan smage vores eget blod eller bræk, når vi passerer målstregen. Men løb er mere end det. Løb er bevægelseskunst. Og det kræver tålmodighed at forfine de bevægelser, der får os til at løbe. Selvom det kun kræver få minutters øvelser et par gange om ugen, har de færreste den tålmodighed.

I håbet om at finde en genvej, tror vi, at vi har fundet den nemme løsning ved at løbe i en bestemt slags sko eller ved at løbe uden sko. Men kun i de færreste tilfælde følger der færdigheder med i købet. Hvis vi får skader, vil vi hellere plastre os til med kinesiotape eller proppe et indlæg i vores sko, end vi vil erkende, at der kan være noget med vores måde at løbe på. Først i sidste instans retter vi (i bedste fald) blikket mod os selv. På den måde snyder vi os selv.

Ryg ost!
Jeg løber, selvom jeg aldrig kommer i nærheden af en podieplads, men jeg bliver bedre og bedre til at løbe. Ikke kun fordi jeg træner min muskelstyrke og min iltoptagelse. Også fordi jeg øver mig i at løbe. Jeg øver mig i at udnytte mine beskedne fysiologiske forudsætninger optimalt i forhold til de fysiske kræfter som omgiver os. Teknikøvelser er et element i min træning, hver gang jeg skal løbe. Udover de rigtige sko, en stærk krop og udholdenhed.

Dette fokus har udviklet mig meget - ikke kun som løber, men også på andre plan. Det har lært mig vigtigheden af klassiske dyder som koncentration og vedholdenhed. Jeg har lært at elske gentagelsen. Jeg har lært at elske gentagelsen. Og jeg har fået stor indsigt i, hvad det kræver, hvis man vil blive bedre til noget.

Giv dig til til at lære. Det må gerne være svært. Lær at brodere, lær at ryge ost, lær at løbe, lær at blive et bedre menneske. Det sidste er det vigtigste.


PS: Og så lige en lille reklame: Lær at løbe naturligt på Løblets workshop i Århus søndag 26. maj 2013. Læs mere her: www.loeblet.dk.

PPS: Opskrift på fennikelrisotto - en af mine livretter - som til gengæld ikke er særlig svær at lave:

Ingredienser (til 2 personer):

1 fennikel, skåret i tynde skriver (gem den grønne top til pynt)
1 tsk fennikelfrø, stødt i en morter
1 stort fed hvidløg, skåret i tynde skiver

1 stort fed hvidløg, hakket fint
1 lille løg, hakket fint
1 stængel bladselleri, hakket fint
olivenolie
1/2 liter grønsagsboullion
200 g risottoris
1 dl tør vermouth eller hvidvin
1/ 2 usprøjtet citron, presses (riv skallen til pynt)
2 håndfulde friskreven parmesan
1 tørret rød chili (stødes i morter)

Sådan gør du:

Fennikelfrø og hvidløg i skiver svitses i lidt olivenolie på en pande uden at tage farve.
Rør fennikelskiverne i. Krydr med salt og peber.
Læg låg på, og skru ned til svag varme.
Lad simre i 10 minutter.

Imens du gør følgende:

Varm bouillionen op.
Svits hakket løg, hvidløg og bladselleri i en gryde ved svag varme.
Rør hele tiden rundt - må ikke blive brunt!
Tilsæt risene under omrøring.

Efter 1 minuts tid tilsættes vermouth eller vin under fortsat omrøring.
Når væden er absorberet af risene tilsættes lidt af boullionen (brug en opøserske).
Rør rundt, lad risene absorbere mere væde, og tilsæt mere boullion.
Efter ca. 10 minutter tilsættes de svitsede fennikelskiver.
Rør rund, tilsæt mere bouillon, indtil risene er møre, men stadig al dente!
Tag gryden af blusset.

Citronsaft og 1 håndfuld parmesan røres i.
Lad risottoen trække i 2 minutter (den skal være som en lind grød).
Server med reven parmesan og citronskal, fennikeltop og en knivspids tørret chili.

torsdag den 14. februar 2013

Hverdagssko til barfodsløbere

Måske er jeg bare sart. Men så er jeg ikke den eneste: Hver dag satte den ældre mand sig ved et bord midt i caféen med en kop kaffe og en avis. Imens viftede han lystigt med sine bare tæer, som han havde befriet for sandaler. Han passede sig selv og nød åbenlyst denne pause.

Han lagde tilsyneladende slet ikke lagde mærke, hvor stor en opmærksomhed han tiltrak sig. Han var en helt almindelig mand i 50'erne, klædt i helt almindeligt tøj og med helt almindelige cafévaner. Med den ene undtagelse at han havde 10 helt almindelige nøgne tæer under cafébordet.

Vivobarefoot Gobi. Med plads til at vrikke med tæerne på caféen.
Enhver sin lyst
Alle kiggede. Alle snakkede om den gamle, klamme mand med de vamle fødder. Jeg ved ikke, om han ville have beholdt sandalerne på, hvis han havde vidst det. Måske var han bare ligeglad.

Jeg foretrækker at vække opmærksomhed med måde. Jeg ved at mange føler sig stødt over bare fødder i det offentlige rum, så jeg vælger kun at lufte tæerne, når det giver mest mening for mig: Når jeg er alene, eller når jeg løber. På samme måde som jeg undgår at prutte (eller spytte), hvor der er andre mennesker til stede, selvom det kan være nok så rart og befriende (min kone tæller ikke i denne sammenhæng).

Vivobarefoot Ra. Fås i forskellige modeller. En virkelig rar hverdagssko.
Nej til løbesko til hverdag!
Heldigvis er der forskellige måde at omgås sin trang til at give fødderne plads,  god kontakt med underlaget og en flad sål, der sikrer en naturlig skridtafvikling - uden at smide skoene.

Jeg har jo allerede et hav af løbesko, der opfylder dette ønske. Problemet er bare, at jeg ikke bryder mig om at gå i sportssko til hverdag. Løbesko er til at løbe med - ikke til hverdagsbrug. I min alder - jeg er 44 år - ser det sjusket ud, synes jeg. Men nu er jeg jo heller ikke er en specielt sporty type af natur, så måske er det derfor.

Så du får mig altså ikke at se iført et par Fivefingers i SuperBrugsen (som om de ikke ser åndssvage nok ud, når man løber). Heller ikke andre af mine flade løbesko.

Et par flade sommersko fra Camper. Lette at smutte i.
Dog ikke helt så tyndsålede som fx Vivobarefoot.
Fede flade hverdagssko
I stedet har jeg anskaffet mig en del forskellige flade hverdagssko. Blandt mine absolutte favoritter er Vivobarefoots, som jeg efterhånden har haft en del forskellige modeller af. (Jeg må hellere indskyde, at min generelle begejstring for Vivobarefoots sko er helt oprigtig, og at jeg ikke er på deres lønningsliste).

For tiden er jeg vild med deres version af en ørkenstøvle: Vivobarefoot Gobi i lyst ruskind. Også deres Ra, som jeg har i grøn ruskind er fed. Kvaliteten er fremragende - hvilket måske hænger sammen med, at grundlæggeren er en af arvingerne til det engelske skomærke Clarks.

Vær opmærksom på, at der kan være en del forskel på størrelserne i de forskellige modeller: Passer du en størrelse 44 i Vivobarefoot Neo Trail, passer du ikke nødvendigvis samme størrelse i Vivobarefoot Ra - så er du advaret!

Den allerfedeste vandrestøvle: Vivobarefoot Synth Hiker -
samme sål som deres Trail-modeller og med vandtæt overdel.
Terrængående i alt slags vejr
Lidt uden for kategori har jeg et par flade vandrestøvler, som jeg både har brugt på små bjergstier i juleferien på Cuba og i sne og is ved Rubjerg Knude i Nordjylland. Den har absolut bestået begge typer terræn og klima.

Støvlen er let, sålen er den samme som på Vivobarefoots trailsko, og overdelen har en vandtæt og åndbar membran, så man ikke behøver frygte våde tæer i uldsokkerne. Inden jeg gik over til flade sko, har jeg bl.a. vandret i støvler fra Meindl, men jeg må sige, at intet overgår de flade Vivobarefoot Synth Hiker. Der er bare ingen grund til at slæbe rundt på unødvendig meget vægt på fødderne.

I et tidligere blogindlæg har jeg beskrevet mine flade sommersko fra Prada og mine flade sandaler fra Jil Sander og Teva (det kan du læse her: Forbandet fodtøj). I den forbindelse skylder jeg også at nævne mine tyndsålede hjemmesko fra Le Coq Sportif og dejlige sommersko fra Camper. Kender du andre hverdagssko, som vil passe barfodsfolket - så lad mig endelig høre fra dig. Man kan jo altid bruge et par sko mere - men lad være med at sige noget til min kone.

Kinasutsko, der i Le Coq Sportifs udgave ikke er helt så rismarksarbejderagtig.
PS: Da jeg ikke har nogen børn, har jeg overhovedet ingen erfaringer med barfodssko i små størrelser. Hvis du har erfaringer med flade sko til børn, er du selvfølgelig mere end velkommen til at dele dem med mine læsere. :-)