tirsdag den 28. august 2012

Dr. Romanov, I presume?

"Smid dem væk. Giv dem til Afrika." Der blev ikke lagt fingre imellem, da Dr. Nicholas Romanov udtrykte sin mening om en af workshopdeltagernes løbesko: Et par spritnye og hundedyre Ecco Biom i yakokselæder. Vi snakker altså sko til en pris på knap 2000 kroner.

Hvis jeg var med i en sekt, så ville Dr. Romanov være min guru. Det er jeg ikke, og han er ingen guru. Derimod er han en russisk-amerikansk forsker i bevægelsesmetode - og manden bag Pose Method. Men som mange guruer var det med stor karisma, at han i sidste uge underviste i løbeteknik - poserunning -  på to dagsseminarer og en aftenworkshop i Odense arrangeret af Ole Stougaard fra Multitesta.

Ondt af Ecco-ejere
Jeg havde lidt ondt af den unge mand i Ecco-sko, da han fik læst og påskrevet af Dr. Romanov. Men doktoren havde jo ret. En videoanalyse demonstrerede med al tydelighed, at Eccos bud på en naturlig løbesko gav alt andet end et naturligt løb.

(Hvordan man kan tro, at en af markedets tungeste løbesko med en klodset hæl kan hjælpe en til at løbe mere naturlig, kan kun undre, hvis man har prøvet at løbe i bare fødder eller sko med minimal sål. På den anden side er der mange, der er faldet for Ecco Biom, og som er glade for at løbe i dem - og så er det i hvert fald ikke mig, der skal flå yakoksekolosserne af fødderne på dem. Bare jeg bliver fri. For naturligt bliver det i hvert fald ikke).

Jeg er en elendig bilist. Flere gange bragte jeg og mit djævlerøde lyn Dr. Romanovs
 og hans søns liv i fare på de odenseanske gader og stræder. Vi overlevede dog alle.
Hvad er naturligt?
Nu har jeg allerede brugt ordet "naturlig" en del gange i dette indlæg, men ordet forklarer ikke i sig selv, hvordan man så skal løbe, hvis man vil undgå at komme på kant med naturen. Det gjorde Dr. Romanov til gengæld i Odense. Her forklarede han, hvad det er, der skaber den bevægelse, vi kalder løb. Hvordan vi udnytter de kræfter (primært tyngdekraften), der skaber bevægelsen. Og hvordan vi eliminerer de overflødige bevægelser, der bremser vores fremdrift (fx hællanding foran vores tyngdepunkt).

Som han forklarede, så er det fint nok at løbe easy, light, smooth and fast, som Tarahumaraindianerne i barfodsbestselleren "Born to run" (som nu er oversat til dansk) - men det er altså blot et resultat af, at man løber optimalt og ikke opskriften i sig selv. Derfor startede Dr. Romanov med at give os opskriften, dvs. teorien. Og herefter hjalp han os med at bage kagen, dvs. praktisk tekniktræning.

Et kvikt vrøvlehoved
Sommetider kan Dr. Romanov godt fremstå som et vrøvlehoved. I sin iver efter at delagtiggøre andre i sin viden snublede han nu og da i dansk-russisk-amerikansk sprogforvirring. Men det ændrer ikke ved, at manden er knivskarp, når det kommer til teorien om bevægelse og de bevidsthedsmekanismer, der ligger bag.

Og når det kommer til den praktiske demonstration, er han endnu bedre. For en ting er at vide, hvordan man skal løbe. Noget helt andet er at opfatte, om kroppen rent faktisk gør det, man tror den gør. Det gør den sjældent, så vi igen og igen på seminarerne: Ingen af os løb, som vi troede.

Den opfattelse - perception - er man nødt til at træne, hvis man ikke vil løbe sanseløst rundt. Det fik vi lov til at træne under de praktisk øvelser, og i løbet af få timer lykkedes det Dr. Romanov at ændre alles løb - i flere tilfælde radikalt - til det bedre. Virkelig imponerende at se ham i aktion og se, hvordan han ved hjælp af få øvelser kunne flytte deltagernes bevidsthed om de bevægelser, de udførte under løbet.

Sommetider var det nødvendigt for Dr. Romanov at sætte kursisterne på plads.
Her går det ud over en fysioterapeut på torsdagens seminar. Også han overlevede.
Løb råddent i flade sko
Torsdagens seminar var henvendt til fysioterapeuter (og så var vi et par poserunning-instruktører) og handlede om skader - primært hvordan man undgår dem. Her var der nok enkelte af fysioterapeuterne, der fik stillet deres traditionelle sygdomsbillede på en prøve, da de blev konfronteret med Dr. Romanovs ind imellem temmelig alternative synspunkter. Flere af dem vendte dog tilbage dagen efter, hvor den stod på poserunning for løbere og trænere, så helt skræmt blev de ikke.

Under seminarerne blev det tydeligt, at minimalistiske sko ikke er nogen garanti for en skånsom og effektiv løbeteknik. Man kan sagtens løbe elendigt i et par Fivefingers, Vivobarefoot eller NB Minimus. Derfor er der god grund til at bruge tid og kræfter på at lære at løbe - også selvom man har allieret sig med et sæt naturligt fodtøj. Skoene gør det bestemt ikke alene. Heller ikke bare fødder.

Flere af fysioterapeuterne kunne fortælle, at de efterhånden har en del patienter med skader, der kan relateres til løb i minimalistisk fodtøj. Jeg vil vove den påstand, at mange af disse skader kan undgås med sund fornuft - og et kursus i løbeteknik. Spred budskabet!

PS: Da jeg ankom til Odense i onsdags viste det sig, at jeg havde den fornøjelse at bo på samme hotel som Dr. Romanov og hans søn, Severin, og vi fulgtes til og fra kursusstedet - så hvis du vil vide noget om hans morgenmadsvaner eller hans mening om min bilkørsel, skal du endelig spørge løs. Jeg røber gerne alle de intime detaljer.

mandag den 20. august 2012

Svaret på et af livets store spørgsmål

Jo. Der er sand i sandkage. Det ved jeg nu. De kyniske arrangører af Rubjerg Knude-løbet serverede nemlig sandkage til kaffen ved ruinerne af fyret. Men de fik mig ikke ned med nakken. Jeg gennemførte til en forandring et maratonløb. Uden pylren, uden krise.

Se selv i dette indslag fra TV2 Nord:



Danmarks hårdeste?
Rubjerg Knude løbet er blevet kaldt "Danmarks hårdeste maraton." Den titel er, der sikkert også andre løb, der vil gøre krav på, men ét er sikkert: Sandkagen gjorde det ikke mindre hårdt.

Efter at have forceret 25 kilometer blandet terræn inklusiv et veritabelt bjerg af sand, var det ikke sandkage, som min krop skreg efter, og det var heller ikke sandkage, der skulle sikre, at jeg kunne løbe de resterende 17 kilometer.

Et ukontrollabelt hosteanfald forårsaget af lige dele kagekrummer og sand var faktisk tæt på at sende mig til tælling. Men nej - der skulle mere til at slå mig ud i går. Faktisk blev jeg slet ikke slået ud, men fik min allerstørste og -første gode oplevelse med maratondistancen. Jeg er ret glad.

En glad dreng. Som glæder sig til at løbe Marselisløbet om 14 dage i bare fødder.
Impotente fødder
Læsere af min blog husker måske, at der er langt mellem mine succeser, når jeg kommer ud over halvmaratondistancen. Min kone udtrykker det så smukt, når hun siger: "Lige så snart du får et startnummer på, falder pikken." Åh-ja, she's got a way with words...

Det lyder måske underligt, men valget af rute var et vigtigt element i min plan for at eliminere al præstationsangst. Det visse steder overordentligt vanskelige terræn gjorde det umuligt at tænke på sluttider. Og da vores sommerhus ligger i området, kendte jeg allerede det meste af ruten fra mine træningsture i sommerferien.

Jeg kendte heller ingen af de andre løbere, så der var ingen, jeg skulle konkurrere med. Ikke en gang mig selv. Jeg skulle bare gennemføre og gøre det til en god oplevelse. Som enhver anden langtur. Det blev det.

Taktik og tak til Heike og Bjarne
Herudover hjalp et par løbere fra Tårs og en ny forplejningsstrategi mig godt igennem løbet. De første 30 kilometer slog jeg følgeskab jeg med de næsten-lokale Heike og Bjarne. Vi løb ikke hurtigt. Men vi snakkede (de snakkede rigtig meget), vi gav os god tid ved depoterne (som var fremragende), og vi havde overskud til at nyde naturen undervejs (og ind imellem bande over den).

Og så var der ikke mindst min nye forplejningsstrategi - og her tænker jeg ikke på sandkage. Ofte får man tudet ørerne fulde af god råd om at få rigelig med væske og energi undervejs. Men nyere forskning viser, at det nok ikke er så godt et råd, som det umiddelbart kan lyde. Det nye råd er: Drik, når du er tørstig!

Jeg gjorde det samme med mad. Jeg spiste og drak, hvad jeg følte trang til undervejs: 3 energigel, vand, appelsinbåde, bananstykker, cola. Og det virkede sgu! Der findes et hav af teorier og gode råd, men i sidste ende er du selv facitlisten, og virker det for dig, så er det godt. Med andre ord: Lyt til din krop. Det vil jeg gøre nu. Min krop kræver pizza.

PS: Nej, jeg løb ikke i SANDaler. Jeg løb i mine NB Minimus Trail Zero. De var fine.

onsdag den 8. august 2012

Forbandet fodtøj

Syv vabler og fire åbne sår. Det er sommerens høst efter en skøn ferie, hvor jeg fik løbet mere end 100 kilometer på mine bare fødder.

Det interessante er, at mine skader ikke er sket, fordi jeg løb uden sko. Nej, de er alle sko- og sandalrelaterede. Faktisk fik jeg ikke så meget som en splint op i foden, selvom mine barfodsruter har underlag med tornekrat, grus og grovkornet asfalt.

Skam dig, italienske modehus, for næsten at spolere en perfekt shoppingferie!
Ikke mere lingeri til den herre
Synderne er ikke hvemsomhelst. På andenpladsen (undskyld, jeg springer lidt i rækkefølgen) har vi en uhyre tjekket loafer fra Prada. Skindet smyger sig om min fod, den har en dejlig fleksibel flad sål, og så har den kostet en bondegård.

Den er skøn at gå i, men grænsen går åbenbart ved et par dage i Hamburg i følge med en shoppelysten kone. Resultat: Vabler på ringe- og lilletæer samt siden af begge fødder. Av. Så er det altså en lang tur gennem lingeriafdelingen i stormagasinet Alsterhaus, skulle jeg hilse at sige.

Denne sandal fra Jil Sander er så citycool, at det gør helt ondt.

På tredjepladsen har vi en outsider. En enkel sandal fra den tyske designer Jil Sander. Måske er det lidt forkert af mig, at hænge den ud i denne sammenhæng, for den bidrog ikke til nogen skader i sig selv, men den byggede videre på de vabler, som allerede var opstået på mine lilletæer. Det til trods er den vanvittig lækker i sommervarmen, som aftrykkene fra mine svedige tæer på billedet måske antyder.

Gabende sår på begge fødder
Og vinderen? Vinderen er ingen ringere end et par løbesandaler: Teva Zilch med flad sål og zerodrop (dvs. sålen har samme tykkelse på forfod og hæl).

Og jeg er taberen... For på en 20 kilometers barfodsløbetur var jeg nødt til at tage mine Teva Zilch på for at kunne passere en strækning med nyfældet hybenkrat, hvor tornekviste lå spredt over det hele. Blot en kilometer. Det var første gang, jeg løb i dem (og jeg løb godt i dem - min anmeldelse kommer i et senere blogindlæg, og det gør mine indtryk af Vivobarefoot Breatho Trail i øvrigt også).

Bare fordi dette par Teva Zilch-løbesandaler gav mig store sår på deres jomfrutur,
er de nu slet ikke så ringe - men mere om det i et senere blogindlæg.
Men da jeg tog sandalerne af igen, havde remmene efterladt to gabende sår på oversiden og ved knoerne på begge fødder. Jeg tørrede mine øjne og blodet af mine fødder og løb videre. Jeg kunne ikke lade være med at smile ved tanken om, at jeg sikkert ikke havde fået så meget som en vabel, hvis jeg bare havde valgt en omvej uden tornekrat.

PS: Ordet "loafer" stammer fra det tyske ord "läufer," som betyder "løber."