onsdag den 26. september 2012

Mor, læs IKKE dette!

Min mor - endnu uvidende om, hvad der er på den anden side af gavepapiret.
Min mor har snart fødselsdag. Hun fylder 69 år og er barfodsløber. Om lidt afslører jeg, hvad jeg forærer hende i fødselsdagsgave.

I et af mine første blogindlæg fortalte jeg historien om, hvordan min mor blev barfodsløber. Hun startede med at løbe i et par gamle vandrestøvler, som siden blev afløst af et par minimalistiske Vivobarefoot Neo.

Mor vil være nøgen
Det var ikke bart nok for min mor. Hun tog indersålerne ud, og senere begyndte hun at løbe med skoene i hænderne, så hun kunne tage dem på, hvis underlaget blev særligt udfordrende. Men alt det, kan du læse her: Mød min mor - 67 år og barfodsløber.

Sådan har hun løbet to-tre gange om ugen (udover yoga og en tur i kondicenter - det hedder det på de kanter) på et af de skønneste steder i Danmark: Fruens Møllested i nærheden af Grejsdalen ved Vejle.

Men nu er det snart slut med alt det der barfodspjat for min mors vedkommende. Om en måneds tid flytter hun og hendes mand fra deres idylliske husmandssted, som er blevet for stort og vedligeholdelseskrævende. De flytter til min mors drømmehus på en ganske almindelig villavej i den nærliggende landsby. Og så skulle alt jo være godt, ikke?

4 millimeter flad sål. For meget sko for min barfodsmor.
Lyver for veninderne
Men nej. De nyeste løbetrends er endnu ikke nået til Grejs, som landsbyen hedder. Og så tør hun altså ikke løbe barfodet rundt på fortovene af frygt for at blive tvangsfjernet eller i det mindste stillet til skue i det lokale forsamlingshus ved næste byfest.

Ja, der hersker helt andre normer i udkantsdanmark, og sommetider tvivler jeg faktisk på, at hekseafbrændinger er et overstået kapitel i vores del af verden, når det kommer til stykket. I forvejen tør min mor ikke fortælle sine veninder, at hun er løber (og da slet ikke barfodsløber). Kun fordi hun indtil nu har boet så fjernt fra civilisationen, at ingen så hende, har hun vovet at smide skoene.

Ulykkelig mor, lykkelig søn
Hvad gør en mor så? Hun klager sin nød til sin kloge søn: "Og jeg synes, at mine Vivobarefoot er for tykke. Jeg kan jo slet ikke mærke jorden, som når jeg løber i bare fødder," sagde hun i telefonen.

Det var lige før jeg kunne høre tårerne lande hårdt på den brostensbelagte gårdsplads. Tænk, hvis dette blev enden på hendes løbekarriere, som jo først lige var begyndt? Jeg måtte redde hende fra en skæbne værre end pronationskiler og stødabsorberende såler!

Heldigvis har jeg efterhånden erfaringer med en del af de minimalistiske løbesko, der findes på markedet. Så jeg vidste med det samme, hvad der skulle til for at gøre hende til en glad løber - også i bymæssig bebyggelse med fordomsfulde beboere. Og samtidig kunne jeg for en gangs skyld undgå spekulationer om, hvad jeg skulle give hende i fødselsdagsgave (eller have dårlig samvittighed, fordi hun ikke fik nogen).

Halvanden millimeter sål. Så tør min mor forhåbentlig
fortsætte med at løbe uden at vække for meget opsigt.
Gaven på vej
Historien gentager sig hvert efterår: Jeg kan aldrig huske, om det er i september eller oktober, min mor fylder år. Nu har jeg tjekket i kalenderen (som jeg er nødt til hvert år), og jeg har heldigvis endnu en måned at løbe på.

Så nu er hendes nye løbesko bestilt, og de når frem inden hendes fødselsdag: Et par Sole Runner FX Trainer. Med en halvanden millimeter tynd sål bliver det simpelthen ikke nøgnere i noget, der ligner sko. De er superlette - i min mors størrelse vejer de kun 130 gram. Samtidig gør de enhver motionist lydløs som en ninja på løbestierne.

Så pas på derude, landsbytyper, når min barfodsmor overrasker jer bagfra i de mørke vinteraftner. De gode vil le, og de onde vil græde!

PS: Når jeg tænker over det, har der ikke været mange år, hvor jeg ikke - efter ihærdigt efterforskningsarbejde - har fået opsnuset, hvad jeg skulle have i fødselsdagsgave (eller julegave), så selvfølgelig må min kære mor gerne læse med her.

mandag den 17. september 2012

Gi' mig mudder: Vivobarefoot Breatho Trail

Der er dømt skovsjov for alle pengene i et par flade med knopper.
Udenfor skinner skolen, men jeg er ikke spor indian summer-glad. Nej, lad i stedet himlen regne mudder. Lad Marselisskovens stier og mountainbike-spor forvandle sig til syndfloder af tyktflydende skovbund! Gi' mig efterår nu!

Hvorfor? Fordi når du én gang har prøvet at stå fast i smat, der ellers ville sende dig til tælling, bliver du afhængig af det. Og lad mig slå fast med det samme: Du står fast i Vivobarefoot Breatho Trail!  

I've got a feeling
Bare fødder og mudder er ikke ubetinget en fabelagtig kombination. Det er ganske vist en næsten-seksuel oplevelse at mærke det bløde, lerede mudder presse sig mellem de nøgne tæer. Men bare fødder har glatte såler. Og medmindre du flytter benene med Piskebenshastighed, så skrider benene væk under dig.

Heldigvis kombinerer Vivobarefoots bud på en minimalistisk trailsko en god fornemmelse for underlaget med et stabilt fæste i selv det vanskeligste terræn. Knopper på 4,5 millimeter er strategisk fordelt under sålerne og sikrer, at verden ikke skrider under dine fødder. Selve sålen er kun 2,5 millimeter tynd, så du kan stadig mærke, hvad der forgår under dig. 

Breatho Trail føles en anelse bredere end Vivobarefoot Evo (og Neo), så der er god plads til tæerne. Næsten for god plads til mine tæer, så jeg har valgt et nummer mindre, end jeg plejer i Vivobarefoots sko. Jeg har fjernet den udtagelige indersål (3 mm), men hvorvidt du foretrækker at beholde den i er mest et spørgsmål om smag og pasform - det er stadig en kontant sål.

Til det hele
Jeg har efterhånden løbet en pæn sjat kilometer i dem fordelt på skov, smalle trails, stejle stigninger og hurtige nedløb, strand og klit. Mudder. Vandpytter. De klarer det hele. Og til min store overraskelse og glæde er det okay at løbe korte stykker på asfalt eller andet hårdt underlag - selvom det selvfølgelig slider lidt mere på knopperne.

Ved tæerne er der en kunsstofforstækning, der beskytter tæerne, men der er ingen rock plate (dvs. en hård plade i sålen, som beskytter foden, når man træder på skarpe sten m.m.), og det har jeg savnet enkelte gange. Når nu skoen er skabt til at være vild i - så kunne Vivobarefoot godt have gået hele vejen, som fx Merrell har gjort i deres minimalistiske Trail Glove.

Breatho Trail er ikke nogen let (minimalistisk) sko. Den vejer 279 gram i min størrelse 43. Men selvom den vejer det dobbelte af mange af de sko, jeg plejer at løbe i, så føles den ikke generende tung - afhængigt af hvor meget mudder og vand, der tynger, selvfølgelig.

Tjek også storebror
Snøresystemet er jeg ikke så begejstret for - og snørebåndene er alt, alt for lange. De er svære at justere - til gengæld sidder skoen fint, når man først har fundet den rette justering. Pløsen er syet sammen med indersokken, og der er ingen generende syninger. Det fungerer fint, uden at den dog lukker tæt til - jeg har i hvert fald været nødt til at tømme skoen mange gange undervejs.

Bemærk i øvrigt at Vivobarefoot også har lavet en lidt mere vandskyende bror til Breatho'en, nemlig Neo Trail, som har en vandskyende overdel, der samtidig gør den mindre åndbar og lidt varmere. 

Hvor Vivobarefoot Trail ikke slår til, tager Bare-Grip 200 fra Inov-8 over.
Mere om det en anden god gang.
Min dårlige smag?
Og så er der udseendet. Selvom det er det indre, der tæller, må de jo gerne se godt ud. Det synes jeg egentlig ikke, at de gør, og det er efter min smag et generelt problem for mange af Vivobarefoots modeller (med Evo'en som undtagelse). Det er selvfølgelig et spørgsmål om smag og behag - og jeg ved, at der er nogen, som er uenige med mig. 

Nej, så er der væsentlig mere fisse i mine allervildeste Bare-Grip 200 fra Inov-8. De kræver dog endnu mere mudder, før jeg vil være bekendt at dele mine indtryk her i bloggen. Men glæd dig. Det gør jeg.


Producent: Vivobarefoot
Model:       Breatho Trail
Vægt:        279 gram (i min str. 43)
Pris:           719 kroner på tilbud hos Speed Works

tirsdag den 4. september 2012

Slug klatten og snot den anden vej, dit svin!

Partisansøm, pigtråd og glasskår rører mig ikke. Skide være med hundlorte og hestepærer. Men snot. Og spyt. Og en blanding af de to sekreter pisser mig totalt af.

Jeg forventede egentlig, at jeg kunne nøjes med at bekymre mig om skarpe sten og knap så skarpe motionister, der stoppede op midt på vejen mellem tusindvis af løbere, da jeg i søndags løb Marselisløbet i barfodsselskab med Garngalningen.

I stedet blev løbet til en kamp for at ramme de tørre pletter. Overalt var asfalt og grusstier nemlig beklædt med slimglinsende spor - ikke efter dræbersnegle, men fra klamme medmotionister. 5-20 centimeter aflange gennemsigtige slimformationer, nogle pyntet med hvide skumklatter, andre dekoreret med gulligt puds fra løbende næser. Overalt! Det er altså vildt klamt, uanset om man løber i sko eller bare fødder.
Enhver sin lyst. Men hold venligst dit snotteri fra min løbesti. Tag en Kleenex med.
(Dette var det klammeste billede, jeg kunne finde. Sorry, sarte sjæle).
Jeg er ingen undtagelse
Peger du på andre med én finger, er der fire fingre, der peger på dig selv. Som man så indsigtsfuldt siger på personlig-udviklings-kursus-dansk. Derfor må jeg hellere skynde mig at feje for egen dør. For jeg er jo også blot et lille menneske med mine fejl og mangler.

Der er selvfølgelig undtagelser og humanitære hensyn, der kan overtrumfe sanitære hensyn og sarte fornemmelser. Bevares, jeg var jo selv tvunget til at forrette min nødtørft i busk og krat, da jeg for nogle måneder siden løb Coast 2 Coast.

Jeg siger heller ikke, at du skal risikere en sprængt blære (der er dog eksempler på mennesker, der er blevet indlagt med op til 15 liter i blæren, så der skal altså en del til).

Og hvis du har du slugt en lille flue, eller hvis du har fået en lavtflyvende havmåge i den gale hals, så er det da helt okay, at du rømmer dig og spytter dem ud igen. Men løb lige ind til siden - og tjek at du ikke rammer nogen.

Videnskaben er på min side
Hver eneste spyt- og snotklat bremser dig med samme kraft, som du sender den af sted med. Det er simpel fysik. Samtidig bringer hver eneste klat dig tættere på væskeunderskud. Rent teoretisk. Hvis du vil yde maksimalt, er du nødt til at eliminere alt hvad der bremser dig - også selvom det drejer sig om marginaler. Så næste gang du føler trang til at spytte eller snotte, så husk at hver eneste lille klat modarbejder din hårde træningsindsats og måske koster dig en ny personlig rekord!

Spyt (i sin rene form, dvs. uden vildfløjne dyr) skal synkes. Spyt indeholder enzymer, som har en vigtig funktion i forbindelse med fordøjelsen. Så slug klatten, makker. Det er bare en dårlig vane, du har tillagt dig, og det er kun en tvangstanke, at spyttet skal spyttes ud.

Hvis du føler behov for at rense luftvejene ved at blæse snot ud gennem næsen for hver kilometer, så ligger du under for en (diagnostisérbar!) tvangshandling, medmindre du ligefrem er forkølet. Og hvis du er syg, så snup dog en kop kamillete i dit eget syge selskab i stedet for at dele sygdommen med andre. For når du blæser næsen fri for snot, sender du millioner af virusbefængte forstøvede mikrodråber ud med 150 kilometer i timen. Og når andre løbere hiver efter vejret, får de en potentiel sygdomsbonus med ned i lungerne sammen med den ellers så friske luft. Prosit - og føj for helvede!

Hvor svært kan det være?
Piskeben er på din side
Lige nu græmmes du sikkert, fordi du i ren og skær uvidenhed eller ubetænksomhed har forbrudt dig mod gode manerer såvel som selve folkesundheden. Men hjælpen er nær, hjælpen er her. Fem gange syv centimeter - mere fylder løsningen ikke, og løsningen hedder Kleenex!

Det meste løbetøj har lommer med plads til en enkelt eller flere papirlommetørklæder. Har du en længærmet løbetrøje kan du gemme en Kleenex under elastikken ved håndledet - så er den endnu nemmere at komme til. Er du stadig i tvivl om, hvad der er gode løbemanerer - så spørg en voksen.

PS: Og lad os så lige blive enige om, at hvis du løber i en gruppe og er nødt til at slippe en vind, så lægger du dig bagerst i feltet, okay!

PPS: Pardon my French.