onsdag den 28. marts 2012

Maratonparat - et udstyrsstykke i (mindst) 10 dele


Skik følge eller land fly - i Hamburg klæder jeg mig naturligvis som tysken. Not!
Min gode stil kan ingen tage fra mig. Og når jeg nu skal løbe maraton i Hamburg om en måned, er den helt uundværlig. Pose running i flade sko har indtil nu ført mig sikkert igennem mit ambitiøse maratonprogram med knap 90 ugentlige træningskilometer.

Men løb er meget mere end løbestil - det er en udstyrssport, og i den sammenhæng har jeg tænkt mig at ligge i førefeltet hele vejen til målstregen. Derfor har jeg samtidig med min løbetræning testet det udstyr, der skal give mig succes og skræmme kenyanerne. Og helst en time hurtigere end jeg løb samme løb sidste år!

Her vil jeg gennemgå, hvad jeg vil blive set i, når jeg med armene over hovedet danser over de røde måtter efter 42 kilometer sejrsløb i Hamburg 29. april. Jeg starter fra oven:

HÅR Jeg taber håret. Altså ikke lige her og nu og ikke i Hamburg, men lige så stille og roligt er mine tindinger blevet højere og højere, og det jeg engang kunne kalde pandehår er blevet tyndere og tyndere. Når jeg sveder, klasker hårresterne sammen. Det ser sjusket ud. Derfor har jeg allerede nu testet en kortere frisure, som vil blive genopfrisket få dage inden løbet, så jeg fremstår så skarp som muligt - også selvom jeg kommer til at svede lidt på min vej til målstregen. Det er søde Mette fra Haarfein i Jægergårdsgade, som har fået ansvaret for at sikre aerodynamisk og lækkert hår.

KASKET  Hvis det regner - hvad jeg bestemt ikke regner med - kan jeg blive nødt til at løbe med kasket. I så fald bliver det en sort Nike-løbekasket, som kommer til at skille regndråber fra glædestårer. Synd for det lækre hår.

Igennem disse løbesolbriller ser jeg cool ud.
Og så kan de sidde lige på en skæv næse.
SOLBRILLER  Skulle jeg mod forventning komme til at se en anelse presset ud på de sidste 10 kilometer, er det rart at kunne gemme sig bag et par tonede glas. De kan i øvrigt også være praktiske, hvis solen skinner. Det tog mig flere år at finde disse topfunky løbesolbriller fra Adidas. De er hundedyre, men hver en krone værd, for de kan indstilles, så de sidder perfekt på min (temmelig) skæve næse. 

De smager begge ok. Men Sqeezy fylder mindre.
GEL  Uden mad og drikke duer helten ikke. Sidste år åd jeg isotoniske geler fra SIS, som man ikke behøver drikke vand med (men det bør man nu alligevel), så derfor fylder de forholdsvis meget. Dem vil jeg ikke løbe på i år. Jeg har fået anbefalet de økologiske geler fra Mulebar af ultraløberen Mathias. Umiddelbart er de okay, men jeg ender dog med at spise geler fra Squeezy - alene af den grund at de fylder endnu mindre og derfor er lettere at have med.

Hej mor, det er mig i den røde t-shirt!
DANMARKS-T-SHIRT  Publikum i Hamburg elsker hver eneste løber, som kommer forbi dem. Det er lige meget om du er blandt de første eller de sidste - de hepper på dig. Og hvis de samtidig kan se, at du er fra Danmark og hedder Peter (det står på dit startnummer, hvis du hedder Peter), så hepper de på der Peter aus Dänemark. Og det er så fedt! Hvis det bliver meget koldt eller regnfuldt, kan det dog være, at danmarks-t-shirten bliver skiftet ud med et stykke Aarhus 1900-klubtøj, hvor der er et lille dannebrogsflag på brystet.

PATPLASTER  T-shirten slider den sarte hud af mænds brystvorter, hvis den ikke er beskyttet. (Sikkert også af kvinders, hvis de ikke bruger sports-bh - hvad ved jeg?) Glemmer man plaster på brystvorterne, risikerer man blodige plamager på t-shirten. Det ses selvfølgelig ikke så tydeligt, når t-shirten er rød, men det svider ad helvede til. (Pardon my French).

Pas på! Man bliver afhængig af lortet!
UR  Jeg ville egentlig ønske, at jeg kunne løbe uden mit Garmin Forerunner 405. Men jeg må indrømme, at jeg er blevet afhængig. Afhængig af at kunne kontrollere, om jeg nu holder det planlagte tempo (man kan jo let lade sig gribe af en stemning), og afhængig af at analysere løbet bagefter i Endomondo. Det er dog ikke sådan, at uret bestemmer, om det har været en god eller dårlig løbetur (men det er tæt på). Jeg er dog holdt op med at løbe med pulsmåler, og jeg vil heller ikke løbe med min footpod, som kan måle kadencen og tempo, hvis satelitforbindelsen ryger. 

SPIBELT  Sidste år havde jeg mine geler spændt om livet ved hjælp af en nummerholder fra FuelBelt. Det fungerede ikke optimalt: Mine geler var for tunge og generede, og bæltet hoppede. I år vil jeg i stedet løbe med det geniale SpiBelt, hvor der er fin plads til fem-seks Squeezy-geler i den fleksible lomme. (Bæltet er desuden perfekt til nøgler, mobiltelefon osv.).

Fra venstre: Kompressionsshorts fra CEP, løbeshorts fra Nike
og kompressionsrør til lårene fra Compressport
KOMPRSSIONSSHORTS  Det hele skal holdes lidt på plads: røv, klokkeværk og lårbasser. Den opgave klarer et par kompressionsshorts fra CEP eller et par kompressionsrør til lårene fra Compressport kombineret med et par løse løbeshorts fra Nike. Jeg er ikke helt færdig med at teste endnu, men umiddelbart hælder jeg mest til kompressionsshortsene fra CEP. Nogle vil måske tænke, at det er noget kunstigt pjat med kompressionstøj og -strømper - sådan tænkte jeg selv engang - men det virker. Musklerne restituerer hurtigere og bliver ikke så trætte på lange, hårde ture. Prøv selv.

Mine nye kompressionsrør fra Compressport giver langt bedre
kompression end mine strømper fra CEP, som jeg løb med sidste år
KOMPRESSSIONSRØR  Første gang jeg så løbere i kompressionsstrømper, syntes jeg, at de så latterlige ud. Ren overtro, dømte jeg. Men da jeg selv prøvede dem, var jeg overbevist: De virker på mig. Jeg har hidtil løbet i strømper fra CEP (det gjorde jeg også i Hamburg sidste år) og har været godt tilfreds med dem. Men når jeg løber i Fivefingers kan jeg jo ikke løbe i dem, så jeg har anskaffet mig et par kompressionsrør fra Compressport til læggene. Og de er endnu bedre. Udover at de kan benyttes i alle slags sko og med alle slags strømper, er det min vurdering, at de samtidig giver en bedre kompressionseffekt. Derfor løber jeg med mine grønne kompressionsrør i Hamburg.

Forhåbentlig bliver det tørvejr i Hamburg, så mine tæer kan komme på plads i mine Vibram Fivefingers SeeYa.
Hvis det øser ned, løber jeg i mine blå Vivobarefoot Aqua Lite.
FØDDER  Jeg løber ikke i helt bare fødder i Hamburg. I de seneste uger har jeg testet mine nye Vibram Fivefingers SeeYa, og de er klart mine favoritter indtil videre. Hvis det regner kraftigt, vil jeg sandsynligvis løbe i Vivobarefoot Aqua Lite, som har en vandskyende overdel. Sidste år løb jeg i Vivobarefoot Evo, som jeg er meget glad for, men både SeeYa og Aqua Lige er få gram lettere og har tyndere såler, så derfor er de mine foretrukne sko til årets løb. Og hvorfor løber jeg så ikke i helt bare fødder? Fordi det er vigtig for mig at gennemføre uden at skulle være bange for vabler eller det, der er værre, og fordi 42 kilometer asfalt ikke er det mest ophidsende underlag. Måske en anden god gang på mere underholdende og varieret underlag. Jeg regner stadig med at løbe Rubjerg Knude-løbet (halvmaratondistancen) i helt bare fødder senere på året.

onsdag den 21. marts 2012

Kun få skønhedsfejl: Vibram Fivefingers SeeYa

VFF SeeYa - en funky sko til en funky fætter!
Der er ingen sko, der har betydet så meget for barfodsløb, som Vibram Fivefingers. Det skulle da lige være alle de støttende og støddæmpende løbesko, som trods de bedste hensigter har givet flere skader, end de har beskyttet imod.

Med sit ikoniske design med de adskilte tæer har Fivefingers udviklet sig fra en spøjs sejlersko til en bred palette af (stadig spøjse) sko til sport, fritid, hverdag og fest. Forrige år kom modellerne Speed og Bikila, som er særligt udviklet til løb, og jeg har løbet mange kilometer i dem begge. De har samme sål, men forskellige overdele. Speed kan dog være svær at tage alvorligt som løbesko, da den mest af alt ligner en bamsepote, når man får den på. Bikila derimod ser hurtig ud - og det er den: Jeg har sat personlig rekord på halvmaraton, hver gang jeg har løbet i den!

VFF Speed. En virkelig grim sko.
Den løber jeg kun i, når ingen ser mig.
Angst i Afrika
Nu har de fået endnu et hurtigtløbende familiemedlem: Vibram Fivefingers SeeYa! Med kun 142 gram i min størrelse 44 er de en anelse lettere end Bikila, som vejer 163 gram. (Men når min røv vejer 3 kilo for meget betyder det nok mindre).

Sålen er 3 millimeter tynd mod Bikilas og Speeds 4 millimeter, og en del af gummiet (hvor man ikke lander) er erstattet med tyndere blødt plastik. Umiddelbart bemærker jeg dog ikke den store forskel på de to såler: Begge giver en god fornemmelse for underlaget, samtidig med at de beskytter tilstrækkelig mod småsten og grovkornet asfalt.

SeeYa ser endnu hurtigere ud end Bikila - og det betyder meget for mig, da jeg desværre ikke altid selv kan levere varen. Jeg har løbet knap 150 kilometer i SeeYa de sidste par uger, og jeg er umiddelbart begejstret. Jeg kan levende forestille mig, hvordan samtlige kenyanere og etiopiere springer til side ved startlinjen til Hamburg Marathon af frygt for en århusianer i et par seriøst cool løbesko. Det bliver stort!

SeeYa til venstre og Bikila/Speed til højre.
Som fod i hose
De adskilte tæers vigtigste funktion er ikke at give større frihed til tæerne. Tæerne har faktisk mere bevælgelsesfrihed i et par brede, fleksible sko som fx Vivobarefoot Aqua Lite eller Sole Runner FX Trainer, synes jeg. Men konstruktionen med de adskilte tæer er med til at holde foden på plads i skoen - uden at det virker hæmmende. Og når jeg løber i dem bemærker jeg slet ikke skoene - de er blevet en del af min fod.

Men... For der er et par men'er. Fivefingers egner sig efter min mening ikke til at blive brugt i vådt føre. Vand bliver suget ind mellem tæerne. Det kan være hundekoldt, og hvis du skal løbe langt, kan det give anledning til vabler. Du får også let små sten og kviste mellem tæerne. Men det er et par generelle problemer for alle de Fivefingers, jeg har prøvet.

Det nederste plastik på SeeYas hælkappe kan godt irritere, når jeg går,
men når jeg løber, bemærker jeg det heldigvis ikke.
Blod og vabler
For SeeYas vedkommende er der desuden noget irriterende ved hælkappen. Første gang jeg løb i dem (en rolig tur på 12 kilometer), skrabede det øverste af kanten på hælkappen et hul på huden (masser af blod!) pga. en hård syning på den ene sko. (Det lykkedes mig at nulre syningen lidt blødere, og jeg har ikke haft problemet igen). Samtidig har hælen en kappe af blød plastik (se billede), som er generende, når jeg går. Når jeg løber og lander på forfoden, bemærker jeg den heldigvis ikke. 

I skoven fungerer SeeYa ikke optimalt. Den sidder ikke fast nok til foden. På ujævnt underlag får jeg fornemmelsen af, at min fod skrider inden i skoen pga. den bløde hælkappe. Men som en let trænings- og konkurrencesko på asfalt er den perfekt. Altså i tørvejr. Prisen er dog langt fra perfekt eller minimalistisk: 1100 kroner for et Fivefingers er sgu at tage røven på løbeskofetichister som mig. Og jeg hopper på den gang efter gang...

Producent: Vibram
Model:       SeeYa
Vægt:        142 gram i min størrelse 44
Pris:           1100 kr. (fås bl.a. hos KeepRunning i Århus og hos www.alun.dk)


PS: Skal du i skoven er det måske værd at overveje den nye udgave af NB Minimus Trail - nu med zerodrop og helt nyt og lettere design. Jeg tror, jeg er forelsket!

mandag den 12. marts 2012

Barfodsløb helbreder klamydia og ordblindhed!

Okay, overskriften på dette indlæg er måske ikke helt i overensstemmelse med sandheden. Sådan går det let, når man bliver grebet af en stemning, som det fx skete i forrige uge efter offentliggørelsen af en undersøgelse, der én gang for alle skulle fastslå, at det kræver mindre energi at løbe med løbesko end uden.

Barfodsmodstandere (jo, sådan nogle findes skam) var hurtige til at le hånligt af alle de tosser, der spildte en masse kræfter ved at smide skoene. Barfodsløberne røg i forsvarsposition med mere eller mindre overbevisende modargumenter. (Klamydia og ordblindhed var dog ikke blandt disse - de må stå for min egen regning).

Men der er god grund til ikke at lade sig gribe af en hurtig overskrift eller en frisk vinkling. Fx løb alle 12 løbere i undersøgelsen i forvejen med en effektiv barfodsløbestil, hvor de lander på forfoden. Og hele fire løbere (dvs. en tredjedel) var faktisk mere effektive uden sko end med sko. Der er desuden mange undersøgelser, som er kommet til det stik modsatte resultat.

Ja, der er mange grunde til at nærlæse den slags undersøgelser, så man ikke drager forhastede konklusioner. Pete Larson, som har samme passion for flade sko som mig, gennemgår hele undersøgelsen i sin ofte fremragende blog, Runblogger, så det vil jeg ikke gøre, men jeg kan varmt anbefale interesserede at læse hans indlæg.

Det vigtigste er ikke, hvad du løber i, men at du er glad for at løbe.
Det viser denne undersøgelse ikke.
Skide være med skoene
Uanset hvad en undersøgelse siger, så findes der kun ét eneste fuldgyldigt bevis: Virker det for dig? Løber du hurtigere, er du mindre skadet - og er du i det hele taget en gladere løber?

At løbe i bare fødder handler for de færreste om at løbe hurtigere. Det handler om oplevelsen - og ikke mindst oplevelsen af, hvordan kroppen arbejder mest naturligt og effektivt rent biomekanisk. Denne naturlige og effektive løbemåde kan man så tage med over i sine sko, og så kan man også ofte løbe hurtigere og længere. Men uanset hvad du vælger at løbe i, er der altså intet, der slår effekten af en fornuftig træningsplanlægning og en skånsom løbeteknik, så man kan bygge formen langsomt op uden afbrydelser pga. skader.

Hvis jeg vil løbe hurtigt, foretrækker jeg flade sko frem for bare fødder. Men på perfekt underlag løber jeg hurtigere uden sko. Det er bare sjældent at jeg støder på 10 kilometer af den slags perfekt pr-egnet underlag, så ofte sætter jeg pris på lidt gummi under sålerne, så jeg ikke skal spekulere på småsten og den slags.

Hvis folk er glade for at løbe, er det lige meget, hvad de løber i. Lad os nu bare være venner alle sammen og dele løbestierne i fred og fordragelighed. I må gerne løbe fra mig i (eller uden) jeres Asics Kayano og Nike Pegasus - hvis jeg bare må have lov til at mærke mudder og vandpytter mellem tæerne en gang imellem. Peace.