mandag den 24. oktober 2011

Frygt mig - for jeg er glad!

Jeg overhaler en kilometer før mål. Læs hvem i bloggen.

Okay, jeg indrømmer, at jeg var viiildt presset over at have annonceret, at jeg ville sætte personlig rekord ved Vejle Ådal Halvmarathon, som blev løbet i går. Jeg kender én, der engang har hørt om én, der slet ikke havde nogen undskyldninger for at alting ikke gik som planlagt. Sådan er jeg ikke. Jeg har altid en liste med mindst otte undskyldninger klar, inden jeg stiller til start.

Taktikken var klar: Jeg ville satse - og så måtte det briste eller bære. Jeg vidste, at min form var bedre end nogensinde, men hvor god havde jeg ikke rigtig nogen idé om, da det var et halv år siden, jeg sidst havde løbet et halvmaraton. Så jeg kunne meget vel have overvurderet mine evner på den flade rute gennem den smukke, solbeskinnede Vejle Ådal.

Mit liv i overhalingsbanen
En ting var, at min form var skarp - jeg var bare ikke den eneste, der havde trænet siden sidste års løb i Vejle. Dengang havde jeg den udsøgte fornøjelse at løbe fra min gode løbeven og trænerkollega i Aarhus 1900, Jim Klitgaard-Paulsen, inden vendepunktet for ikke at se ham igen, før han laaaaangt tid efter mig kom kravlende over de blå tidtagningsmåtter ved mål. Men hvis min form var skarp i går, var Jims skarpere end et håndsmedet samuraisværd, så det var næppe dér, jeg skulle hente dagens succesoplevelse. Troede jeg.

Jeg kan roligt afsløre, at det var med en sejrfølelse af den slags, der ikke klæder nogen, at jeg passerede Jim i overlegen stil. Det betød mindre, at det var på motorvej E45, og at jeg sad bag rattet i min djævlerøde Peugeot 206, mens Jim kun var co-driver i en bette Hyundai i indersporet. Jeg vælger godt nok mine sejre med omhu, men er bestemt ikke kræsen, når jeg gør det. (Og så gjorde det mindre, at han senere den dag skulle få så eftertrykkelig revanche).

Første rekord i hus
Vel ankommet til Vejle stod det mig klart, at den første personlige rekord stod for fald: Fornemmelsen af fyldt blære og løbsk tarm overmandede mig for 27. gang denne søndag. Ikke fordi der var noget galt - andet end en sygelig, tvangneurotisk trang til at tilbringe timer på (gerne offentlige) toiletter før løbsstart. Tre kvarter senere rundede jeg det 30. toiletbesøg, godt hjulpet af en toiletkabine med tom rulle, som krævede et hurtigt kabineskift og derved talte dobbelt. Som tingene skred frem, kunne det kun blive en god dag!

Ud over toiletbesøg går en del af mine løbsforberedelser med at udvælge den rette påklædning. Selvom klubreglerne foreskriver, at jeg skulle løbe i Aarhus 1900's blå og røde farver, gav det anledning til mange og lange spekulationer. Jeg endte med et konservativt snit med et twist af sprudlende ungdommelig vildskab: korte, sorte tights fra Fusion, langærmet klubtrøje og løbesolbriller fra Adidas og - vigtigst af alt - et par kåde rødhvide Vibram Fivefingers Bikila. Jeg ved, hvad du tænker, og du har ret: Dressing sharp is my middle name!

Mit skarpe look var dog ikke nok til at skabe afstand til mine medløbere ved startlinjen, hvor vi stod som sild i en tønde. De var nok bange for mig, men ikke skræmt fra vid og sans, som de burde. Til gengæld havde jeg allieret mig med et af mit løbeholds nyeste og yngste medlemmer: Anne Sofie Amstrup, som skulle løbe sit andet halvmaraton denne dag. Det skulle vise sig at være et klogt træk.

Endnu en rekord
Perfekt placeret i feltet og uden voldsom trængsel - heller ikke på den smalle sti gennem ådalen - var der lagt op til et stort løb for os begge, kunne vi begge fornemme efter de første ni kilometer. Vi havde godt nok løbet lidt mere tjept end planlagt, men vi lå godt på vejen og kunne begge ane ny personlig rekord på de første 10 kilometer. Endnu en personlig sejr i hus. Skulle alt andet glippe, kunne vi stadig glæde os over det!

Det betød mindre, at vi blev overhalet af en taltentfuld 12-årig dreng og kvinder med gakkede gangarter. Selv da vores erfarne og velløbende klubkammerat, Peter Wendt, passerede os, formåede vi at tage det rimelig pænt (selvom han selvfølgelig fik et "Vi tager dig på distancen" med som afskedssalut).

Efter vendepunktet var Anne og jeg stadig -  egentlig til vores overraskelse - i høj fart og et pænt stykke hurtigere end vores planlagte tempo. Alligevel var der overskud til at nyde ruten. Selvom det var en ud-og-hjem-rute (med en lille sløjfe), var hjemturen den absolut smukkeste. Med solen i ryggen gav den storslåede udsigt over Vejle Ådal lige det ekstra skub, som skulle bringe os hele vejen i mål. Det hjalp selvfølgelig også, at vi begyndte at overhale flere af dem, der kækt havde overhalet os tidligere på eftermiddagen. Også den hurtigtløbende 12-årige dreng, som nu var nede at gå. Han fik et par gode tanker med på vejen - jeg håber at han kom godt hjem!

Den, der ler sidst
Da Anne og jeg løb forbi 19 kilometermærket, kunne jeg mærke, at jeg havde lidt ekstra at give af. Anne fortsatte i sit sikre tempo. Jeg satte farten op, da jeg havde fået færten af en velkendt Aarhus 1900-trøje. Dødsstødet ville falde tungt, tænkte jeg, da jeg i frisk spurt sneg mig forbi Peter Wendt en kilometer før mål. Det var dog kun et spagt "Hov-hov", der klemte sig ud mellem hans tunge åndedrag, som ikke helt bekræftede min formodning om dødsstødets styrke. Men det føltes eddermaneme fantastisk!

Hvis Dressing Sharp er mit mellemnavn, så er Veldisponeret mit nye fornavn. De to sidste kilometer endte med at blive de hurtigste, og da jeg passerede målstregen var jeg bare så GLAD. Ny personlig rekord. Den gamle slået med fem minutter - og ni minutter hurtigere end sidste års Vejle Ådal Halvmarathon. Et halv minut senere kom Anne.

Jim heppede os alle i mål, selvom 10 minutters venten havde gjort ham en smule kold. I løbet af de næste 20 minutter kom resten af vores klubkammerater som perler på en snor. De fleste med personlige rekorder og et stort smil. Selvom der var halve og hele timer mellem dagens tider, havde vi alle toppræsteret denne smukke dag i Vejle. Jeg glæder mig til at deltage igen til næste år - måske i helt bare fødder?



PS: Da jeg kom hjem til Århus, fløj jeg i køkkenet og lavede livretter til min kone, selvom jeg egentlig havde mest lyst til pizza. Bare fordi jeg var så glad. (Og hun tvang mig næsten ikke).

mandag den 17. oktober 2011

Fif nr. 5: Kom (længere) ned i knæ, tak!

Hvis du absolut insisterer på at spolere din løbeglæde med et par ødelagte knæ, er der absolut ingen grund til at læse videre. Men hvis du med et snuptag vil give din løbestil en opstrammer, så læs endelig videre...

I weekenden havde Jesper Notlev og jeg to hold løbere under kærlig behandling på vores Pose Running-workshop. Karakteristisk for mange af løberne var, at de landede med næsten helt strakte knæ. Av, siger jeg bare.

De færreste var klar over, at dette var tilfældet - selv hos enkelte, der allerede havde stiftet bekendtskab med Pose Running eller ChiRunning, blev der landet lystigt med næsten strakte knæ foran kroppen.


Der er ikke noget galt i at øve sig i vandret position. Slet ikke.

Derfor er fif nummer fem:

KOM NED I KNÆ (LÆNGERE END DU TROR)!

Der er mange gode grunde til at holde knæet bøjet under landing samt i og efter standfasen - og med sko såvel som uden:
  • Knæleddet fungerer sammen med de øvrige led, muskler og sener som en naturlig støddæmper - og betydelig mere effektiv end tre centimeter gel eller luftpude under i hælen på et par løbesko
  • Benet bliver til en fjeder, der opsamler kraften fra nedslaget og sender kroppen opad, så du slipper for at løfte kroppen aktivt (men kan nøjes med at løfte foden)
  • Du får meget lettere ved at lande med fødderne under din krops tyngdepunkt
Overdriv gerne! Erfaringen siger, at du ikke har bøjet benet så meget, som du tror. Efterhånden vil det falde dig nemmere og mere naturligt at udnytte din krops enestående opbygning fuldt ud. Prøv selv!

Gik du glip af mine fire første løbefif, så fortvivl ikke. Du finder dem lige her: Fire fif som giver større løbeglæde.

torsdag den 13. oktober 2011

Dobbelt D-skål og høje hæle

Bemærk, at jeg ikke er bange for at holde fast i mine femine sider.

Det med løberiet har jeg ikke fra fremmede. Det blev jeg mindet om, da jeg i weekenden bladrede i en kasse med gulnede avisartikler, som jeg har haft stående på loftet i årevis. Tilbage i 1998 gjorde mit alter ego, Petra, nemlig sin entré ved Kvindeløbet i Ikast en solbeskinnet onsdag i juni. Petra mistede dog hurtigt interessen for fysisk aktivitet.

Her kan du læse beretningen fra Herning Folkeblad om, hvordan mit femine jeg blev diskvalificeret i dobbelt d-skål og et par højhælede Nike Structure Triax. Bær over med mig - det er mange år siden. Og tak gud for flade sko!


fredag den 7. oktober 2011

Gu' er jeg ej sej!

De lignede mest af alt et par rockere, der enten havde røvet bordellet i Tinglevgade eller havde leveret friske forsyninger til den lokale rygeklub. De var skaldede, pumpede og så overhovedet ikke venlige ud. Så jeg blev temmelig overrasket, da jeg løb forbi dem i bare fødder, og den ene sagde: "Det er vildt det dér - du er sgu for sej!"

Jeg kunne ikke undgå at få flashback til for to uger siden, da det var et par foxy unge piger, der sagde noget lignende, mens jeg løb forbi dem i bare fødder på en grusvej ved Rubjerg Knude. Vel er det da smigrende, at folk ikke kun synes, det er vanvittigt at smide skoene, men også sejt.

Men hvis sandheden skal frem, er der intet sejt ved at smide skoene. Tværtimod. Flere undersøgelser viser, at der er en sammenhæng mellem støddæmpende løbesko og risikoen for skader. Andre viser, at det faktisk er mere skånsomt for muskler, sener og led at løbe med en naturlig løbestil, som man fx kan lære ved at løbe på bare fødder (eller gennem Pose Running, hvis man ikke har mod på at smide skoene).

Indrømmet: Jeg ligner en tøs, når jeg løber - også uden huaraches.
 Så nej, jeg er ikke spor sej. Jeg er en pivskid, der vil gøre meget for at undgå skader: Jeg smider gerne skoene, jeg bruger tid på at træne god løbestil, og jeg er bevidst om, at det ikke skal gøre ondt, når jeg løber. For når mennesket gennem evolutionen har udviklet sig til at være en naturlig langdistanceløber, så er det vel meningen, at det skal føles let og naturligt, ikke?

Og så lige lidt reklamegas: Er du også alt andet end sej, og har du lyst til at arbejde med din løbestil, så har Jesper Nothlev og jeg et par ledige pladser på vores workshop i god løbeteknik og Pose Running søndag 16. oktober kl. 10-14. Begyndere såvel som erfarne løbere er velkomne! Sted: Logicas lokaler i Scandinavian Center i Århus. Introduktionspris: 300 kr. (inkl. sandwich, frugt og vand). Giv lyd, hvis du har lyst til at lære at løbe bedre - og undgå skader! :-)

mandag den 3. oktober 2011

Turist i løvesko (og uden)

Løverne. Hvor fanden var løverne, som jeg var blevet lovet. Nej, min lille løbetur langs åen gennem Odense blev desværre ikke nogen løvetur.

Hvis sandheden skal frem, så var det vist min egen skyld, at jeg ikke så farlige kattedyr denne lørdag eftermiddag, hvor oktobersolen gjorde sit for at skabe savannestemning i den fynske hovedstads zoo. Knivskarpe småsten borede sig op i mine nøgne fodsåler for hvert skridt, jeg tog. Jeg kunne kun koncentrere mig om at løfte fødderne - og helst inden de rørte jorden under mig. Efter tre kilometer var der lys forude i form af den dejligste sorte asfalt, som jeg vidste ville tage anderledes blidt imod mine fødder og gøre en ende på mit tåbelige selvpineri.


Stik dog den mand en guide?
Det var nok også lidt overmodigt af mig at begive mig ud på ukendt terræn i en fremmed by. Ikke så meget på grund af løverne i Odense Zoo. Mere på grund af det nådesløse underlag - og ikke mindst fordi jeg dagen forinden have forceret 17 kilometer grussti på en skøn tur to gange rundt om Årslev Engsø.

Med mig på lørdagens løbetur havde jeg Jesper Nothlev, som også deltog i Pose Running-instruktørkurset. Jeg overvejede flere gange at kaste ham for løverne (som jeg altså ikke så) og stjæle hans flade løbesko. Han overlevede, og det gjorde jeg også - selvom det lykkedes os at fare vild på vejen tilbage til hotellet, så en del af ruten kom til at foregå langs en uinspirerende ringvej. Med kun lidt besvær lykkedes det os heldigvis at kommunikere med lokalbefolkningen, så vi efter syv kilometer og en intensiv dag med Pose Running endelig nåede hotellet med sved på panden og resten af kroppen.

Sommetider er det fedt at løbe rundt på må og få i en fremmed by eller egn. Sådan havde jeg det på min sommerferie i Bellagio ved Como-søen i Norditalien. Andre gange er det træls at fare vild og ende med at løbe langs en hovedvej, som Jesper og jeg gjorde, fordi vi ikke lige havde fået nærlæst kortet.

I København er der et alternativ til at fare vild, når løbere besøger byen som turister eller forretningsrejsende. Running Copenhagen har nemlig introduceret et spændende koncept, som kendes fra Bruxelles, London og andre metropoler: For kun halvanden hundrede kroner kan man booke en guidet løbetur på forskellige ruter i og omkring København. Der er både løb morgen, dag og aften, og tempoet tilpasses deltagernes fysiske formåen.

Sightseeing kombineret med løb? Det lyder altså som en god kombination i mine ører. Så løver eller ej - jeg snupper sgu en guidet tur, næste gang jeg vover mig til Kjøwenhawn!

Se Running Copenhagens forskellige ture her: http://running-copenhagen.dk/tour/