onsdag den 18. januar 2012

Lydløs som en ninja!

"Du er jo lydløs som en ninja," sagde hun, da jeg løb forbi.

Hun havde ret. Trods mødet med de hårde cementfliser var mine nye Sole Runner FX Trainer fuldstændig lydløse. Hvert eneste skridt var en præcist timet landing, og fødderne lettede igen næsten uden at røre jorden. Akkurat som når jeg løber i bare fødder.

Prøv selv at lytte: Bare fødder er næsten helt lydløse. Minimalistiske sko siger et hurtigt og let "tap-tap-tap," mens almindelige støddæmpende løbesko taler et søvnigt og tungt "kalåmp-kalåmp-kalåmp."

Sommetider er det altså meget rart, at have bare lidt under fødderne.
Sole Runner FX Trainer testes her ved Vesterhavet.

Barfodskondomer
Tyndere. Større nydelse. Mine nye løbesko får mig mest af alt til at tænke på kondomreklamerne fra min ungdom. Nøgnere bliver det simpelthen ikke med sko på. Sålen er kun halvanden millimeter tyk - eller tynd om man vil. Tilstrækkeligt til at beskytte mod kulde, vand og skarpe sten. Men heller ikke mere. Faktisk kan du mærke hver eneste lille sten, du lander på.

Jeg sætter pris på næsten-barfodsfølelsen, når jeg træner med mit løbehold i Aarhus 1900. Her er jeg nødt til at have lidt på fødderne, hvis jeg skal kunne følge med på alt slags underlag. Men hvis ruten byder på mange sten, vil jeg stadig foretrække mine Vivobarefoot Evo med en sål på fire millimeters tykkelse.

Efter mere end 250 kilometer på asfalt, fortov, grus og skovsti bærer sålen ikke præg af slid, så der er tilsyneladende ingen grund til at være bekymret for, at der let går hul på den tynde sål. Det lover godt.

Løft fødderne
Er du ikke vant til at løbe i bare fødder, vil Sole Runner FX Trainer være en brat opvågning for nerverne under dine fødder. Men nyder du allerede at smide skoene, så er dette den perfekte sko, hvis du vil beskytte fødderne mod kulde i vinterhalvåret. Når jeg står stille, er de så tynde, at jeg fryser fødderne, men ikke når jeg løber.

Selve sålen har ikke ret meget profil. Det stiller krav til koordination og teknik, hvor der er isglat eller mudret. Jeg har løbet på asfalt med rimfrost uden problemer, selvom jeg egentlig sagtens kunne skøjte oven på asfalten, hvis jeg forsøgte. Kunsten er at løfte fødderne, før de når at skride under dig. Så i modsætning til trailsko med en krafig, skridsikker profil, er det ikke muligt at snyde med teknikken. Fødderne skal løftes, og det skal gå tjept!

Sole Runner FX Trainer har god plads til tæerne.
Til pas plads og tørre tæer
Sole Runner FX Trainer er med sine kun 150 gram en meget let sko. Da der samtidig er god plads og intet, der strammer, er det næmest, som om man ikke har noget på fødderne. De er store i størrelserne. Jeg bruger normalt størrelse 44 i andre sko - men jeg kan nøjes med størrelse 42 i Sole Runner FX Trainer.

Sålgummiet går et stykke op langs kanten, så man - i modsætning til Vibram Fivefingers - slipper for våde tæer, når underlaget er vådt. Overdelen er en behagelig mesh, der giver god ventilation til tæerne. Jeg løber ofte i den uden strømper, og der er ingen generende syninger eller sammenføjninger. Snørebåndet er en elastik, man ikke behøver at løsne - så hvis man får lyst til at smide dem og løbe med dem i hånden, tager det kun få sekunder at smutte dem af og på.

Den idéelle barfodssko?
Jeg vil ikke tøve med at kalde Sole Runner FX Trainer for en perfekt løbesko til barfodsløbere. Dette er uden sammenligning det bedste alternativ til at løbe helt uden sko, jeg endnu har prøvet. Eneste minus er at den snarere ligner en sutsko end en funky minimalistisk løbesko. Men for andre med et andet æstetisk forhold til løbegear, vil det måske være et plus.

Jeg har lovet en af mine bloglæsere, at jeg snart vil lave en skoparade, hvor jeg vil præsentere alle mine minimalistiske løbesko og løbesandaler (jeg har efterhånden temmelig mange, synes min kone!). Indtil da kan du gå på oplevelse hos min poserunning- og fladskokollega Posemanden, som har lavet en barfodsskoguide på sin hjemmeside.

Producent: Sole Runner - produceret i Europa
Model: Sole Runer FX Trainer
Pris: 79,90 euro
Vægt: 150 gram (i min størrelse 42)
Forhandlerliste: her

38 kommentarer:

  1. Jeg prøver lige at spørge her også da mit indlæg vist druknede på facebook. Jeg har lige skaffet mig deres Allround model, men er ikke helt tilfreds med den. Jeg synes den er lidt smal over forfod og tæer. Men ellers ser det ud til at være en fin sko. Jeg har dog ikke gået så meget i den, da jeg måske skal have den et nummer større. Jeg har ellers fulgt rådet og købt dem et nummer mindre end jeg normalt bruger. Mit spørgsmål er hvor meget de giver sig om forfoden og tilpasser sig tæernes naturlige udfoldelse? For så brede fødder synes jeg heller ikke jeg har...

    SvarSlet
  2. Mærkeligt. Mine FX Trainer er nogle af de bredeste sko, jeg har haft (sammen med Vivobarefoot Aqua Lite). De sidder meget løst om min fod, som ikke er specielt smal (tværtimod). Om de giver siger sig, kan jeg ikke sige, for de passer mig perfekt, men de er jo ret fleksible, så jeg kan da godt forestille mig, at man kan gå dem til.

    På Sole Runners hjemmeside ser det ikke umiddelbart ud, som om der er den store forskel på sålerne i hhv. din og min model. Jeg er endda gået hele to numre ned i størrelse. Meget mystisk...

    SvarSlet
  3. Jeg glæder mig til sko-paraden. Det vil sikkert puste til købelysten. Jeg har kun 2 sæt minimalist-sko (3, hvis man tæller kajakskoene med): Fivefingers og Leguano. Må ha' flere, flere, flere!!!

    SvarSlet
  4. Jeg glæder mig også rigtig meget til skoparaden! :)) Hvad er din erfaring med størrelsen i Terra Plana neo/EVO? Bruger man samme størrelse som alm. sko (ikke løbesko), eller skal man et nummer op?
    På forhånd tak for svar :)

    SvarSlet
  5. Det er lidt vanskeligt, det der med størrelser. Jeg bruger oftest str. 44 i almindelige sko, og det gør jeg også i Vivobarefoot Evo, hvis jeg løber med den tynde indersål, der følger med. Løber jeg uden indersålen (det foretrækker jeg), er det str. 43, der passer.

    De forhandles bl.a. hos KeepRunning i Århus, og jeg tror også, du kan finde dem i København, så der har du mulighed for at prøve dem, inden du køber. Bestiller du hos Vivobarefoot.com er det ikke noget problem at få dem byttet, hvis de ikke passer.

    Hilsen
    Peter :-)

    SvarSlet
  6. Super - 1000 tak for svar :)

    SvarSlet
  7. Hej Peter.

    Har netop modtaget minnye Solerunner's. Er dog lidt i tvivl om de er for små. Hvor meget plads har du ude ved storetåen? Tror du det gør noget at tåen kan røre spidsen af skoen?

    Mvh
    Lars

    SvarSlet
  8. Hej Lars

    Jeg har ca. en halv centimeters plads i mine. Jeg ved ikke om de udvider sig. Hvis storetåen ligefrem støder mod spidsen af skoen, så tror jeg ikke, det bliver rart at løbe med. Hvad er dit indtryk ellers af skoen?

    vh. Peter

    SvarSlet
  9. Hej Peter,

    Har også omtrent en halv centimeter, så det kan være de er fine nok. Kan muligvis være i tvivl på grund af at jeg har en del mere plads ude ved tåen i min terra plana neo.

    Mit første indtryk er at de er utroligt rare at have på og meget lette - minder lidt om en sutsko i virkeligheden. Den sande test vil vise sig når jeg løber min første tur i dem. Kan også godt lide at de er meget nemme at tage af og på, da jeg her om vinteren godt kan lide at smide skoene den sidste del af løbeturen.

    Tror jeg under alle omstændigheder tager chancen med denne størrelse, da det jo er en hel del besværlighed og økonomi involveret med at sende tilbage til Tyskland. Ærgerligt at de ikke lige er til at opdrive herhjemme, men det kommer måske.

    Mvh

    Lars

    SvarSlet
  10. Hej Peter

    Tak for et godt indlæg!

    Har fulgt lidt med på din blog, samt på posemand.dk og vil sprinte ned i KeepRunning i morgen for at købe et par Vivo Barefoot Evo II.

    Ved du om der er nogle barfods løbeklubber/grupper i Århus ? Tænke at jeg blandt andet kunne lære teknikken igennem fælles løb og eventuelt springe på en 2 timers individuel undervisning på løblet.dk

    Kender du til nogle træningsprogrammer for nye barfodsløbere ? Hvis jeg kender mig selv ret, så kommer jeg helt sikker til at løbe for meget i starten.

    Glæder mig til dit næste indlæg!

    God' Søndag !

    Venlig hilsen

    Anderskl

    SvarSlet
  11. Hej Anderskl

    Jeg håber, du bliver rigtig glad for Vivobarefoot Evo - det er min yndlingssko!

    Deciderede barfodsløbeklubber/-grupper i Århus kender jeg ikke til. Jeg løber selv på Eriks Hold (www.erikshold.dk) i Aarhus 1900, hvor vi efterhånden er en lille flok, der løber i minimalistiske løbesko. De fleste af os har fået undervisning i poserunning. Vi løber sammen med løbere i almindelige løbesko. Vi underviser ikke i det i Aarhus 1900-sammenhæng, men et godt råd og egne erfaringer deler vi selvfølgelig altid gerne ud af på en løbetur i Marselisskoven (hvis vi har luft til det).

    Som den ene halvdel af løblet.dk kan jeg selvfølgelig varmt anbefale en individuel undervisningssession eller workshop. Videoanalyse er et uundværligt redskab, når man skal justere sin løbeteknik, så den bliver mere hensigtsmæssig, og så man sikrer, at man får en god oplevelse i sine nye flade sko. Vi har i øvrigt afholdt en workshop her i Århus i dag, og der vil komme flere i løbet af foråret.

    Mht. at vænne sig til at løbe i bare fødder (eller minimalistiske sko) er det meget individuelt, hvor forsigtig man bør gå til værks. Det allerbedste er at starte med at løbe i helt bare fødder på grus, for det sætter nogle helt naturlige begrænsninger for, hvor hurtigt og hvor langt du kan løbe. Hvis du, som jeg, ikke udelukkende løber i helt bare fødder, så er det vigtigt, at du lytter til kroppen og fødderne - og er ærlig over for dig selv, når du skal tolke, hvad de fortæller dig!

    Jeg kan i øvrigt varmt anbefale bogen "Barefoot running step by step" af Barefoot Ken Bob Saxton - den fortæller alt og giver mange gode råd. (Han er ikke meget for minimalistiske sko, men det skal man nu ikke lade sig skræmme af - for hans gode råd fejler ikke noget).

    Også god søndag til dig!

    Hilsen
    Peter :-)

    SvarSlet
  12. Hej Peter

    Så fik jeg købt Evo'erne og har været ude og løbe i dem for første gang i dag. Fed fornemmelse ! Det er virkelig noget helt andet. Jeg tog 3 km i skoven i middel tempo, syntes det passede fint mht. afstand. Kan dog godt mærke det i lægmusklerne her til aften, men tænker det er helt normalt, da det jo nu blandt andet er dem som er i arbejde. Alt i alt tror jeg at jeg bliver rigtig glad for at løbe i minimalistiske løbesko, og jeg tror jeg vil forsøge helt barfodet... til sommer. :)

    Jeg vil lige forsøge mig lidt frem og tilbage, og så kunne det godt tænkes at jeg kontakter jer i løblet, kan virkelig mærke at det er et spørgsmål om den rette teknik, så lidt finpudsning kunne være godt.

    Tak for de gode fif indtil videre!

    venlig hilsen

    Anderskl

    SvarSlet
  13. Nu skal jeg nok lade være med at overspamme dit indlæg, men bare et tip til helt nybegyndere som mig selv: "start ikke med at løbe 3 km !" - Kan næsten ikke gå dagene efter fordi jeg er så øm i lægmusklerne. Skulle nok have taget 1 km istedet, eller mindre.

    /Anderskl

    SvarSlet
    Svar
    1. Det læste jeg lige én dag for sent - har igår tilbagelagt 4 km i mine første barfods-ish sko (NB minimus WT). Selvom jeg gik det meste af vejen, har jeg absurd ømme lægmuskler i dag... Lover at lytte til klogere folk end mig næste gang!

      Slet
  14. Hej Anders

    Skriv du endelig løs! Jeg er sikker på, at din opfordring til at starte stille og roligt med at vænne sig til nye flade sko er relevant for de fleste. (På den anden side er det de færreste, der stopper, før de har prøvet at løbe for langt).

    Jeg glæder mig til at høre mere om dine erfaringer med dine nye sko.

    Hilsen
    Peter :-)

    SvarSlet
  15. Hej Peter,

    Hvor har du købt dine Sole Trainer? - for efter alt at vurdere, så skal det jo helst være et sted, hvor det er forholdsvist nemt at få dem byttet til en anden størrelse.


    Mvh. Jørn.

    SvarSlet
  16. Hej Christian

    Der er pt. ingen dansk forhandler af Sole Runner, så jeg har købt dem på nettet hos http://www.barfusslaufen.com/

    Vær opmærksom på, at de er ret store i størrelsen. Du kan se en oversigt over størrelsen her (sådan fandt jeg den rette størrelse): http://sole-runner.com/kaufen.html

    Hilsen
    Peter

    SvarSlet
  17. Hej.

    Jeg kom også til at købe et par der var rigeligt store. Jeg går altid med størrelse 42, men jeg tror en størrelse 40 passer til mig. Hvilken størrelse købte I, i forhold til jeres normale skostørrelse? Jeg har et par en størrelse 42 til salg i Viby J. Ring gerne, hvis det har interesse: http://grn.dk/contact-grzegorz-nowak

    En størrelse 42 sole runner svarer vel til en 43 eller 44.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg passer størrelse 42 i Sole Runner, men bruger normalt størrelse 44 i sko. Størrelsesvejledningen på Sole Runners hjemmeside passede fint i mit tilfælde.

      Prøv evt. at lave et opslag på min Facebookside: https://www.facebook.com/piskeben

      og i Barfodsgruppen: https://www.facebook.com/groups/119327821425684/

      Så skal du nok få dem solgt. :-)

      Slet
    2. Tusind tak Peter, det vil jeg prøve :-D

      Slet
  18. Hej Peter. Tror du jeg kan komme forbi løbeklubben i Århus med skoene, så folk kan prøve dem?

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er begrænset, hvor mange kunder til den slags du finder i Aarhus 1900. Jeg tror, du får større held med dig i de forskellige barfodsfora.

      vh. Peter

      Slet
    2. OK, mange tak for svaret. Er det muligt at få en mailnotifikation, når der kommer svar på din blog?

      VH. GrN.dk

      Slet
    3. Får du ikke det, hvis du krydser feltet "Underret mig" af (nederst til højre for hvor du skriver en kommentar)?

      Slet
    4. Hvad skal du i øvrigt have for dine Sole Runner?

      Slet
  19. Tak Peter. Jeg ser først "Underret mig" nu, så den skulle virke nu :-)
    Jeg har faktisk solgt dem i dag til en god ven. Jeg skulle have 750 DKK for dem.

    Jeg bruger normalt størrelse 42 i sko og min fod er 263 mm. Min bekymring er, at jeg køber en forkert størrelse igen. Ifølge graferne er jeg lige på kanten til at kunne passe en størrelse 40, men hvis jeg skal følge vejledningen, så er det størrelse 41, der er bedst.

    Har I målt jeres fødder, og passer det med deres anbefaling?

    Jeg har hørt om andre, der bruger størrelse 42, der har købt 40, som de er glade for.

    Derudover er jeg i dialog med leverandøren i Tyskland i forhold til at blive dansk leverandør. Det kræver dog, at man køber et større parti hjem. Det er en relativt risikofyldt investering, hvorfor jeg ikke har kastet mig ud i det endnu. Hvis der er nogle "løbenørder", der kunne tænke sig at samarbejde, kan I få fat på mig via GrN.dk

    Jeg påtænker at arbejde lidt videre med http://skoforum.dk som kunne blive den danske salgsplatform.

    Tak for din tid og hjælp Peter.

    VH. GrN.dk

    SvarSlet
    Svar
    1. Muligheden for at blive underrettet er vist en ret nu funktion. Jeg har i hvert fald ikke set den før for nyligt.

      Fedt at du allerede har fået dem solgt. Jeg benyttede mig af størrelsestabellen, og den passede fint i mit tilfælde, men der er selvfølgelig forskel på fødder. Sørg for at stå med hælen op ad en væg, når du måler fodens længe, og sørg for at have vægt på foden.

      Jeg tror desværre ikke, at markedet er så stort for denne type flade sko, så der er næppe mange penge i det - men nu er penge heldigvis ikke alt. ;-)

      Lad mig endelig høre, om det lykkes dig at finde et par,d er passer!

      vh. Peter

      Slet
  20. Underretningsfunktionen fungerer glimrende!

    Super gode tips til måling af fodstørrelsen. Nu er jeg ikke i tvivl. Den mest pessimistiske måling giver 270 mm og i det tilfælde er en størrelse 41 for lille, men jeg er overbevist om, at den kommer til at passe, da størrelse 42 var meget stor. Jeg solgte størrelse 42 til en person, der bruger størrelse 44 i sko og vedkommende var i tvivl om, hvorvidt skoen var lidt for stor.

    Vender tilbage med en status, når skoen er i hus.

    VH. GrN.dk

    SvarSlet
  21. Jeg er selv en tilhænger af en god stødabsorbering og løber helt skadesfri, på den måde jeg lærte at løbe som. Stilen føles helt flydende og naturlig for mig. Jeg kommer tit omkring i København og er begyndt at studse over, at jeg har set flere i minimalistisk "fodtøj", løbe trippende på tåspidserne som om jorden er varm? Forstår godt de får ondt i læggene!!!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, vi løbere er ikke altid et kønt syn - uanset hvilke sko vi løber i. :D

      Og nej, man skal bestemt ikke løbe oppe på tæerne, men hvis man ikke har lært at løbe i sine flade sko, er det ofte resultatet med de konsekvenser, som du her nævner.

      Se: http://piskeben.blogspot.dk/2011/11/glem-alt-om-forfodslb.html :-)

      Hilsen
      Peter

      Slet
  22. Hov, glemte helt at melde tilbage. Jeg har løbet mange ture i min størrelse 41. Det er rigtigt, man må ikke løbe på tåspidserne, det smadrer læggene og akillessenen. Land naturligt på mellemfoden, ligesom når du sjipper i bare tæer.

    VH. GrN.dk

    SvarSlet
    Svar
    1. Godt at høre, at du har fået mange gode ture i dine Sole Runner. :-)

      Nej, man skal bestemt ikke løbe oppe på tæerne: http://piskeben.blogspot.dk/2011/11/glem-alt-om-forfodslb.html

      Hilsen
      Peter :-)

      Slet
  23. Har du et forslag til en god sko til løb på skovstier og andet lignende terræn?

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Joshua

      For tiden er Vivobarefoot Primus Trail det bedste bud. Jeg ville dog lige vente lidt med at købe et par, for jeg ved, at der er nye modeller på vej til efteråret - bl.a. et par med lidt mindre aggressive knopper til fastere underlag. Dem glæder jeg mig selv til at prøve.

      Hilsen
      Peter

      Slet
    2. Hej Peter
      Tak for svar. Det kunne være man kunne få dem du nævner billigere når de nye nu er på vej. 800 kr og op er mange penge for mig.
      Hav en dejlig dag.

      Slet
    3. Så er det nok snarere den tidligere model - Vivobarefoot Trailfreak - du skal kigge efter. Prøv også her: https://www.facebook.com/groups/1556329744599771/?fref=ts

      Slet
    4. Tusind tak for svar. Kigger på det ;.)

      Joshua

      Slet
  24. Meget interessant indlæg! Jeg løber også meget, og jeg forsøger altid at købe sko, der er så behagelige som muligt. Når jeg har behagelige sko, er løb ren fornøjelse.

    SvarSlet