Overhalet af svigermødre!

Her løb min svigermor, Ingrid Svane Fløe, maraton i en alder af 63 år.

Kig godt på højdeprofilen fra Midnight Sun Marathon i Tromsø i Nordnorge. To gange skal denne bro forceres. Det gjorde min svigermor i 1995 i en alder af 63 år. Hun løb på 4 timer og 48 minutter. Den tid står stadig som 15.-bedste maratontid for danske kvinder i aldersklassen 60-64 år!

Året efter døde hun af kræft. Jeg nåede aldrig at møde hende.

Havde jeg kendt hende, er det ikke sikkert, jeg helt havde forstået, hvor imponerende det er, at en kvinde i den alder kan præstere sådan en tid på maratondistancen. Eller løbe 10 kilometer på 48 minutter. Det er også først i løbet af de senere år, at det er gået op for min kone, hvor sej hendes mor egentlig var.

Det kan godt være, at de lader lyset være tændt om natten, men bakkerne kan de ikke lægge ned.

Ældrebyrden bærer sig selv

På den ene side synes jeg, det er rart at vide, at der venter mange gode løbeår forude. Undersøgelser har vist, at formen falder langsomt med alderen. Først som 60-årig er formen nede på samme niveau som hos en utrænet 18-årig.

Men at ældrebyrden kan være så let til bens, var bestemt ikke spor fedt, da jeg ved mit andet halvmaraton i Odder blev overhalet af en bedstefar og hans 12 årige barnebarn kun få kilometer før mål. (Og ikke et ord om, at min ni år ældre kone løb fra mig i Berlin fem uger tidligere).

Min egen løbeklub, Aarhus 1900, kan også mønstre mange særdeles aktive og velløbende mænd og kvinder i pensionsalderen. Jo, ydmygelser på løbestierne skal der nok komme flere af for mit vedkommende. Jeg må nok hellere lære at tage det som en mand - inden jeg bliver for gammel.

Flere stærke kvinder
Anettes stedmor og min anden svigermor, Helen Lykke-Møller, har også gjort sig bemærket på sportsarenaer verden over som en del af den danske vandskielite i sine unge år og inden for tennissporten i snart en menneskealder. Anette og jeg har stærke kvinder at leve - og se - op til.

Og så skal jeg selvfølgelig ikke glemme min egen mor, som i en sen alder har fået smag for både barfodsløb, styrketræning og yoga. Anette og jeg gav hende i øvrigt et gavekort til et startnummer til hendes allerførste 5 kilometer-løb, som hun vil indløse ved en passende lejlighed senere i år. Men meget mere om det, når vi nærmer os hendes store debut. Hvem ved - måske bliver hun også at finde på listen over de bedste veteranmødre?

It runs (again) in the family

For nogle uger siden skrev jeg, hvordan min kone har forfinet restitutionen til det ypperste - ja, nærmest gjort det til en kunstform at slippe for at løbe. Stærkt påvirket af mit blogindlæg har Anette nu snøret sine minimalistiske løbesko, og siden jul har hun faktisk indtil flere gange været set i noget, der minder om løb.

Hurtigt går det ikke. Til gengæld kan hun mærke det i sine lår. Så jeg vil hermed tillade mig at postulere, at hendes restitutionstaktik har fejlet. (Men den diskussion må vi hellere tage derhjemme).