fredag den 24. juli 2015

Sandaler eller bare sko?

27 procent næstekærlighed. 100 procent sandallykke.

Der er kun én mand, der kan slippe godt fra at gå i sandaler, og det er Jesus. Ud fra et modeperspektiv er det muligvis sandt. Men selvom du ikke kan gå på vandet, er der mange gode grunde til at spænde fødderne til et par løse såler, som vores forfædre har gjort det i årtusinder.

Heldigvis danner enhver subkultur sin egen mode, og der bliver nikket anerkendende, når to barfodsentusiaster passerer hinanden iført et par Vivobarefoot Gobi. Og lige for tiden vil et par fladsålede Luna Sandals eller sandaler fra Vivobarefoot også blive mødt med respekt.

Skidt fremskridt?
Bestsellersuccesen “Born to Run” fortalte den fascinerende historie om ultraløbende tarahumaraindianere, som løb fra verdenseliten i hjemmelavede huarachesandaler lavet af bildæk. Leslie Slater løb tidligere på året 250 kilometer gennem Sahara i et par Luna Sandals, og Claus “Posemand” Rasmussen løb sidste år Spartathlon på flade sandalsåler.

På mine egne mere beskedne hyggedistancer har jeg løbet i stort set alt, hvad der findes af løbeegnede sandaler. Med svingende begejstring har jeg forsøgt mig med Vivobarefoot, Luna Sandals, Invisible Shoes, Teva Zilch m.fl.


Selv Jesus ville misunde mig disse sandaler fra Jil Sander!

Mode vs. funktion
Er der overhovedet nogen grund til at skifte dine fladsålede Fivefingers, Vivobarefoot eller Merrell ud med et par sandaler?

Sko ER på mange måder et fremskridt i forhold til sandaler: Sko beskytter bedre, og (i nogle tilfælde) sidder sko også bedre på foden. Men moderne fodtøj kan også gøre det hele så forkert, at de spolerer en naturlig holdning og gang.

Løbesandaler kan derimod være pisseirriterende at få til at sidde rigtigt, og remmene kræver en del justering. Du får også let småsten ind mellem fod og sandalsål - og så er de heller ikke specielt vinteregnede.

Men der er også noget sympatisk over det superminimalistiske og velgennemprøvede koncept, som en sandal er: Sål plus remme og ikke mere pis!

Og når først sandalremmene er justeret, så sidder de skidegodt på foden, og småsten kommer lige så let ud igen, som de kom ind. Og så har du i det mindste noget til fælles med Jesus, hvis det kniber med at mønstre den rette portion næstekærlighed i enhver situation.

Mine gode, gamle Vivobarefoot Stealth Hiker kommer ikke så tit på mission længere.

Godkendt til løb, godkendt til vandring
Dette forår og denne sommer er det primært Luna Sandals hurtige trailudgave: Leadville Pacer, der har haft plads på mine fødder, når jeg har løbet trailløb, bakkesspurter i skoven, vandret i Nordjylland og Schwarzwald i Sydtyskland. I Schwarzwald startede jeg ellers ud i mine Vivobarefoot Stealth Hiker, som jeg normalt er ret begejstrede for, men på resten af ferien var det sandalerne, der vandt. De var bare rarere at have på.

Jeg har kun løbet korte asfaltstykker i dem - det er en trailsandal - men Luna Sandals laver også sandaler som egner sig til asfalt og fortov. Når jeg løber på asfalt eller fortov, foretrækker jeg mine Merrell Vapor Glove eller Vibram Fivefingers.


Let af og på
Jeg har næsten løbet lige så meget med dem i hænderne som på fødderne. For os, der ynder at løbe helt uden sko en gang i mellem, er sandalerne en oplagt følgesvend. De er lette at have i hænderne, når du løber i bare fødder, og lette at tage på, når underlaget kræver det. Alene af den grund er Leadville Pacer mit førstevalg på trailture og vandreture (hvor vejret tillader det).

Leadville Pacer udmærker sig med et snøresystem, som ikke er helt så tilbage-til-naturenagtigt som på de originale huaraches. De har et plastikspænde på vristen, som justeres ved et træk i remmen. Mine er yderligere udstyret med endnu en Tech Strap, som holder hælremmen på plads. Foden bliver holdt fast til sålen af den særlige gummioverflade (Monkey Grip Technology), som sikrer, at foden ikke glider, hvis sandalen bliver våd. Rart på mountainbikesporet i Marselisskoven.

Barefoot Ted, som er manden bag Luna Sandals, har med Leadville Pacer lavet en nærmest perfekt trailsandal.

Nok sål til det meste
Sålen er 9 millimeter - en tykkelse som vil få en del barfodspuritanere til at vende det hvide ud af øjnene. Men det har de bestemt ingen grund til. Sålen er ganske fast, og du har en god kontakt med underlaget. Samtidig sikrer sålen, at du ikke behøver bekymrer dig om skarpe sten og småsten - du kan simpelthen koncentrere dig om at løbe uden at bekymre dig om underlaget.

Sålen har et glimrende greb på stier og skovbund, men når jeg skal løbe Himmebjergegnens Trailserie på mudrede efterårsspor, vil jeg nok foretrække mine Inov-8 Trail-Roc 150 eller et par Vivobarefoot Trailfreak.

Amen
I sidste ende er det ikke et spørgsmål om, hvad du har på fødderne. Det er langt vigtigere, hvordan du betjener de fødder, ben og den krop, du har fået stillet til rådighed. De fleste løber, går og lever uden at have taget kørekort til kroppen - og må betale prisen for det før eller siden.

Livet som løber kan godt kræve Jesus-lignende egenskaber: Man skal udvise ydmyghed over for kroppen, lade være med at vælte børn, gamle og dyr på løbestierne, og så skal man helst holde hviledagen hellig. Men mindre kan også gøre det. Et par flade sandaler er et udmærket sted at begynde, når du skal træde i Verdensfrelserens fodspor. God løbelyst!

Det er ikke størrelsen, det kommer an på - og så alligevel. I sandalerne er der plads til selv de bredeste fødder, og du kan endda få dem lavet efter mål.


Leadville Pacer - Plusser:
  • lette (126 gram)
  • lette at tage af og på
  • lette at løbe med i hånden
  • (forholdsvis) lette at justere, så de sidder bedre
  • remmen mellem storetå og pegetå generer ikke
  • velegnede til brede fødder
  • god ventilation
  • nem at tømme for sand og småsten

Leadville Pacer - Minusser:
  • (forholdsvis) besværlige at justere
  • sten sætter sig let fast mellem fod og sål
  • kolde om vinteren (kan dog benyttes med tåsokker)
  • begrænset greb på sålen
  • kun få af modellerne kan købes i Europa - Leadville Pacer skal bestilles hjem fra USA
  • du ligner en barfodstosse


Ingen kommentarer:

Send en kommentar