søndag den 27. november 2011

Udadvent. Med gaveregn og vindstød af orkanstyrke.

Knivskarpe så alle mine løbevenner ud ved julefrokosten i går aftes - denne ene dag om året hvor vi ser hinanden i andet end lycra.

Men på løbestierne vil jeg fremover og for altid være kongen af uforlignelig god stil!

Det skyldes ikke mindst min løbeveninde Linda Floes, som ud over at være en glad løber også driver Butik Himmelblå med alt, hvad hjertet (og flittige hænder) kan begære, hvis man altså har en passion for patchwork, garn og tilbehør.

Hvad i himlens navn har den slags med mig at gøre, tænker du måske? Svaret er custommade barefootfootwear!

For andet år i træk sørger Linda nemlig for passende fodtøj til familien Fløe & Henriksen. Sidste år var det min kone, der løb af med en patchwork-julestrømpe ved julefrokosten (fordi jeg lod hende løbe fra mig ved Berliner Halbmarathon). Vel egentlig også ret minimalistisk, eftersom der kun var én strømpe.
Minimalistisk løbesok fra Butik Himmelblå. Håndlavet julestemning for barfodsentusiaster.
I år var det min tur. Ikke fordi jeg løber fra nogen, slet ikke. Men bare fordi jeg er en barfodstosse. Og fordi jeg er mere til fodarbejde end håndarbejde.

Efter at have læst mit blogindlæg om min barfodsveninde Birthe Pedersens uldgalocher kastede Linda sig over strikkepindene. Så ved julefrokosten i går aftes kunne jeg - sammen med Jesper Nothlev, min trænerkollega og partner in crime - modtage et par barfodsmoderigtige ankelvarmere. Lun angorauld i en frisk blåfrossen nuance. Hvad mere kan en mand ønske sig?
Damn, jeg er hot! Biler kørte i grøften, kvinder skreg og børn græd - jeg er for vild i mit nye fodtøj!
Oh, hvilken lykke! Jeg kunne slet ikke vente med at teste dem. Jeg ventede dog til i dag, hvor de for alvor kunne blive budt på hård kuling og regn. Der var ingen grund til at skåne hverken dem eller mig. Jeg måtte bare ud denne første søndag i advent, mens Anette pyntede op til jul...

Nu er der ingen grund til at frygte, når det bliver endnu koldere - for ankelvarmerne virker! Vind, regn og kulde til trods frøs jeg på intet tidspunkt tæerne, hvad jeg ellers godt kan, når temperaturerne er under 10 grader. De holdt på varmen og beskyttede mod vinden. Perfekt! Så kære barfodsvenner - I kan godt finde strikkepindene frem (eller alliere jer med en, der ved, hvordan de skal bruges)!

onsdag den 23. november 2011

Livsfarligt løv (og det, der er værre)!

"Hvis arbejde er sundt, så giv det til de syge," var der engang en, der sagde. Jacob Haugaard måske. Motion skulle også at være ret sundt. Men her må jeg altså på det kraftigste advare skrøbelige sjæle og kroppe mod den slags. For det er i sandhed en farlig årstid - ikke mindst for løbere!

I sidste uge måtte ikke mindre en to løbere fra mit løbehold ned at bide i asfalten. Den første var min kone, Anette.

Af en eller anden grund har Århus Kommune valgt at bruge samme slags gullige belysning langs Oddervej, som man bruger på offentlige toiletter, hvor man helst vil begrænse antallet af narkomaner. For os løbere (særligt barfodsløbere) er det da også dejligt, at vi slipper for at træde på brugte kanyler, når vi kæmper os den lange vej op ad Oddervej. Men det er bare ikke nok, for risikoen for en omgang leverbetændelse eller aids, er langt fra de eneste farer, der lurer på vejen til Højbjerg.

Nedfaldskvinder
I sin iver efter at hænge på holdets friske mandagstempo overså min kone, at der gemte sig en kantsten under en håndfuld nedfaldne blade. Alt var jo gult i det sparsomme monokrome lys. At hun sikkert var mere optaget af at snakke, end at se, hvor hun placerede sine flade løbesko (Terra Plana Evo), lyder dog ikke usandsynligt i mine ører.

Resultatet: Hun styrtede lige så lang, hun er. Og hun er altså ret lang. Hudafskrabninger på håndflader og knæ - på billedet nedenunder kan du se, hvor slemt. To dage senere led Aase Sejersen samme skæbne. Hun er ret fiks og heldigvis ikke lige så lang som min kone, men hun slog sig også og fik et slemt chok.

Min kone. Jeg ved det: Et forfærdeligt syn. Men så skulle du have set hende, da jeg mødte hende i Sub'en under Blitz for snart 15 år siden. Foxy!
Min frygtløse tirsdag
Som den daredevil jeg er, var det min tur til at udfordre skæbnen i går aftes: Syv kilometer i bare fødder. Det meste ganske vist på tilforladelig kølig asfalt og fortov. Men nær-frysepunkts-temperaturer er ikke vildt nok for mig. Nej, bælgravende mørke og groft granitgrus er den slags, en hardcore barfodstosse glæder sig til.

Jeg kunne højst se en meter frem. Men jeg kunne mærke hver en sten i sadistisk samarbejde med tyngdekraften under mine nøgne fodsåler. En lille kilometer gennem Havreballe Skov. Interessant. Jeg slap med livet i behold. Uden skader.

I et anfald af overmod ville jeg have mere. Vi er nogle, der hele tiden er nødt til at mærke Døden ånde os i nakken. Så lever vi!

Rullet i tjære
Derfor kastede jeg mig frygtløst ud i krydset ved Marselis Boulevard og Stadion Allé, da det blev grønt for fodgængere. Asfalten foran mine fødder dampede aggressivt. Asfaltarbejderne var i fuld sving med tromlerne her i aftentimerne.

"Tror du, asfalten er kogende," spurgte jeg en ung pige, som havde ventet ved fodgængerovergangen sammen med mig. Hendes svar var en blanding af hovedrysten over mine barfodslyster og et "det håber jeg da ikke for dig."

Varmen fra asfalten mødte min nøgne hud med det samme. Klistret. Ikke for varm. Faktisk rart efter fem-seks kølige kilometer. Pyha, for anden  gang denne tirsdag aften måtte Døden se sig slået af en mand i lidt for stramme tights og bare fødder. Jeg fik helt ondt af ham. Sendte ham en kærlig tanke, da jeg forsøgte at skrubbe tjæren af mine fodsåler hjemme i badet.

Stop din klynken, mor
Min dødsforagt har jeg ikke fra fremmede. Da jeg talte i telefon med min mor i sidste uge, ærgrede hun sig over, at hun snart ikke kunne løbe i bare fødder længere. Hun er nok nødt til at ty til sine Terra Plana Neo på grund af kulden. Og bog (fra bøgetræerne) er temmelig hård kost for hendes bare fødder, småklynkede hun.

Hun kunne godt selv høre, hvor ynkeligt det lød, at en (nu) 68-årig barfodsløber lod sig gå på af den slags detaljer, og hun kvindede sig op og sagde:

"Men dræbersnegle - de gør mig ikke noget!"

mandag den 21. november 2011

Og vinderen er...

Fra sekunderne omkring afgørelsen.
Tak for alle jeres stemmer! Min ihærdige indsats med at spamme Facebookvenner med opfordringer om at stemme på min barfodsblog, så den kunne blive Danmarks bedste blog, bar frugt. Tak for tålmodigheden.

Min blog blev den af de fire nominerede, der høstede suverænt flest stemmer! Det kan godt være, at der ikke er tale om Nobels Litteraturpris, men smigret det er jeg. Desværre er de to bagkvinder, som udskrev konkurrencen, ikke helt enige med jer i, at Peter Piskebens barfodsblog fortjener den hyldest og hæder, som kun er nummer ét forundt. Læs her hvorfor ikke.

Men helt ærligt: Hvem gider læse om mine behårede tæer, når man i stedet kan få kaloriefri eyecandy og genveje til en funky hverdag i Laura Scheuer Trøstrups flotte boligindretningsblog, The Sweetspot? Stort tillykke til Laura!

Til gengæld har konkurrencen lokket en masse nye læsere forbi min blog. Hvis bare en enkelt af jer har fået lyst til at læse mere om mine oplevelser som glad (barfods-)løber - så kan jeg love, at jeg ikke helmer, før jeg har fået Bitterfissen Bethany til at smide skoene og begive sig ud på de efterårsfugtige skovstier i let løb for at erstatte sin livslede med livsglæde! Eller noget i den stil...

PS: Vi er alle vindere!

torsdag den 17. november 2011

Hvad? Mig i top-4? Det må fejres!

Abebe Bikila gjorde det ved OL i Rom i 1960. Zola Budd gjorde det i starten af 1980'erne. Det er ikke hver dag, at en barfodsløber ligger helt fremme i feltet - men nu er det min tur!:

Peter Piskebens barfodsblog er nemlig nomineret som en af de fire bedste blogs i Danmark. Ovenikøbet i fornemt selskab med en sur kælling, der for alvor har gjort sig bemærket i medierne på det seneste: Bitterfissen Bethany. Herudover er en boligindretningsblog og en hverdagsblog om taknemmlighed med i opløbet.

Gør din pligt og stem på din favoritblog (selvfølgelig gerne min barfodsblog), så vi kan komme videre i dagens tekst. Du kan (og må meget gerne) stemme begge steder:
Tak. (Og ikke mindst tak til Birthe Pedersen - hende med g-strengen - som indstillede min blog).

Det skal selvfølgelig fejres. Nærliggende var det jo, at lade champagnepropperne lave huller i stukken. Men min mor (det er hende her) har lært mig, at jeg ikke skal lade den slags opmærksomhed stige mig til hovedet, så i stedet valgte jeg, at fejre det med verdens nemmeste - og jeg mener virkelig verdens nemmeste - hjemmelavede is. Den består nemlig kun af én eneste ingrediens: Overmodne bananer. (Opskriften får du lige om lidt).
Alle ved, hvordan en banan ser ud, men de færreste har set min frysers indre. Her venter et par dybfrosne bananer på at blive gjort til maratonmad. (Jeg ved godt, at den trænger til en seriøs afrimning, men det må vente til foråret).
Når jeg nu fortæller dig, at jeg bor lige ved siden af manden, der laver Århus' allerbedste italienske is, undrer du dig måske over, hvorfor i himlens navn jeg gider gøre mig den ulejlighed. Men det er der en god forklaring på:

Jeg har 32 søde tænder. Så imod alle odds tog jeg tre-fire kilo på under forårets maratontræning. Tre-fire overflødige kilo, som alle skulle slæbes 42 kilometer gennem Hamburgs gader.

Min flinke ismand proklamerede ellers som altid, at hans gelato er meget, meget fedtfattig - så jeg følte mig næsten tvunget til at supplere de 3,5 procent fedt i isen med en ordenlig røvfuld flødeskum på toppen af en kugle stracciatella-, en kugle torrone-, en kugle chokolade- og en kugle kokosis. Hey, jeg trænede jo til maraton og løb over 70 kilometer om ugen, så jeg måtte vel kunne tåle det, tænkte jeg, hver aften når jeg troppede op med 36 kroner på lommen. Wrong!

Så nu skal der altså nye boller på suppen (eller kugler i vaflen). Løsningen er som nævnt bananis. En banan indeholder kun 80 kalorier samt fibre, jern og B-vitamin. Perfekt løbemad. Og lavet til is: Perfekt til mine søde tænder - og ovenikøbet vegansk!

Alt hvad du behøver er en fuldmoden banan, en frysepose, en fryser og en blender:
  1. Skræl bananen, og skær den fingertykke skiver (pas på fingrene).
  2. Put bananstykkerne i en frysepose, og smid den i fryseren.
  3. Vent tre-fire timer (alt afhængig af fryser). Bananstykkerne skal være dybfrosne.
  4. Tag bananstykkerne ud af fryser og frysepose, og blend dem.
  5. Når bananstykkerne er blevet til en iscremet masse, er isen færdig. Voila!
Såre simpelt, ikke? Og smagen er overraskende lækker: Sød og cremet - ligesom fuldfed flødeis. Du kan eventuelt pynte med lidt frisk frugt (eller chokoladestykker, men så ryger lidt af idéen). Isen mister heldigvis sin cremede konsistens, hvis du fryser den igen - så du er nødt til at spise op. God appetit!

PS: Fik du stemt? Hvis ikke, så gør dig lige den ulejlighed at slå et smut forbi de to afstemningssteder, som jeg linker til øverst i dette blogindlæg. Min mor synes, at du skal stemme på hendes søn.

onsdag den 9. november 2011

Tommelfingeren nedad for "100-Up"?

Der findes ingen genveje til evig løbelykke. Men, men, men. Det har ikke forhindret store dele af løbeverden - i særdeleshed barfodsløbere - i at gå i selvsving over en englænder, der for mere end 100 år siden skulle have udviklet sig fra en middelmådig løber til flere gange verdensrekordholder alene ved hjælp af to supersimple teknikøvelser. Lyder det for godt til at være sandt? Det vender jeg tilbage til...

Den fornyede interesse for W.S. Georges resultater i slutningen af 1800-tallet skyldes en artikel i New York Times skrevet af ingen ringere end Christopher McDougall, der er ophavsmand til forrige års store løbebestseller, "Born to Run". Den bog er uomtvisteligt den største enkeltstående årsag til den store interesse for barfodsløb, naturlig løbestil og minimalistiske sko, som optager - i hvert fald mig og mange andre - løbere over hele verden. Og hvis du ikke allerede har læst "Born to Run", så har du bare at komme i gang, for den kan give enhver sofakartoffel lyst til at løbe ultraløb i bare fødder, skulle jeg hilse at sige!

Teknik, tak!
I sin artikel (se link herunder) omtaler Christopher McDougall de to øvelser, som angiveligt var hemmeligheden bag G.W. Georges verdensrekorder. Øvelserne er simple:

Først løfter du det ene ben ved at løfte knæet op til hoftehøjde 100 gange, herefter det andet. Så løfter du skiftevis det ene ben og så det andet ved at løfte knæet op til hoftehøjde 100 gange, næsten som hvis du løber på stedet. (Se hvordan i linket herunder).

Som stor tilhænger af tekniktræning glæder jeg mig over dette fokus på øvelser som et vigtigt supplement til løbetræning. Men når jeg som Pose Running-instruktør kigger på øvelserne, slår det mig, at de nok ikke er helt så hensigtsmæssige, som det antydes i videoen.

Knæløft, nejtak!
Det er i mine øjne et problem, at man i øvelserne løfter knæet overdrevent ved hjælp af hoftebøjerne. I stedet bør foden løftes ved at bøje knæet ved hjælp af hasemuslerne. Når man prøver det, vil man opleve, at der er stor forskel. Der er ingen grund til at løfte mere end højst nødvendigt - og en fod er nu engang lettere end et helt ben! Ved at føre knæet så langt frem, som vist i videoen i artiklen, forskydes balancen desuden med det resultat, at man er nødt til at flytte vægt bagud for at skabe balance, og det er ikke befordrende for fremdriften.

Så selv om øvelserne umiddelbart kan se gode (og ikke mindst nemme) ud, så forbedrer de altså ikke nødvendigvis løbestilen, men risikerer at give dårlige vaner, som evt. kan give anledning til skader.

Nej, der er ingen nemme løsninger! Tekniktræning er den sikreste genvej til at undgå skader og bevare sin løbeglæde - men det kræver samtidig en stor portion tålmodighed - og så selvfølgelig de rigtige øvelser, der vitterligt også giver den enkelte løber en mere optimal løbestil. Og hvad der virker for mig, virker ikke nødvendigvis for dig. Det kræver en grundig (video-)analyse af dit behov. I sidste ende er det den måde, du opnår de bedste resultater i længst tid.

Forkert? Vurdér selv:
Christopher McDougalls artikel i New York Times: The once and future way to run
Video med 100-Up-øvelserne: The lost secret of running

Rigtigt!:
Her er et godt - ganske vist tysk - eksempel på, hvordan øvelsen bør laves:

mandag den 7. november 2011

Se mig i bundløs g-streng!

Jeg kan læse dine tanker: Mmm.... Du har fået færten af et par behårede piskeben i en fræk g-streng, og nu kæmper du for at bevare billedet for dit indre blik. Mmm... Ovenikøbet bundløse og strikket i en god, håndfarvet uldkvalitet. I bar overkrop gennem en fugtig Marselisskov...

Sorry, jeg drømmer vist. Never gonna happen! Men idéen er god nok - hvis jeg altså lige skruer ned for charmen og slukker for mareridtet: Det handler ikke om hæklede herretrusser, men om en sjov - og måske endda praktisk - ankel- og fodvarmer lavet af en af mine virtuelle barfodsvenner, Birthe Pedersen.

Ud over at være barfodsløber har Birthe nemlig en garnbutik i Ry, og kombinationen af hendes to interesser fremkalder et smil, hver gang jeg ser resultatet: et par bundløse uldsokker med en fræk strop om pegetåen, som holder dem på plads, så man kan løbe i dem!

Jo, det er ved at være småkoldt at være barfodsløber, nu da kalenderen siger november og temperaturerne er under 10 grader! Men indtil videre forbyder min forfængelighed mig dog i at kaste mig ud i de første eksperimenter med strikkepinde (rundpinde?) og garnnøgler siden velfortrængte husgerningstimer for en menneskealder siden.

Men hvem ved? Måske sælger Birthe opskriften til Nike, som udstyrer dem med fancy logo, neonfarver og reflekser, så du alligevel får mig at se i uldne g-strengs-løbegalocher til næste vinter? Du har jo lov til at håbe...

Find opskriften på Birthes løbegalocher her: Ravelry
Følg Birthes løbeblog her: Barfodsløb
Følg Birthes garnblog her: Den GarnGales Blog

Et par velplejede fødder i uld-g-streng - lunt og lækkert i en kold tid. (Foto udlånt af Birthe Pedersen)

onsdag den 2. november 2011

Glem alt om forfodsløb!

Bemærk mine nybarberede tæer.
Forleden kom en kollega forbi mit kontor og fortalte, at han var begyndt at løbe i "de der fingersko." Han sagde, at det var en helt ny oplevelse "at løbe helt oppe på forfoden." Ganske vist fik han temmelig ondt i lægge og fødder - men det var vel blot et spørgsmål om tilvænning?

Imens han ivrigt demonstrede, hvordan han løb i sine Fivefingers, krummede jeg tæer i mine flade hverdagssko. Som en anden ballerina løb han krampagtigt frem og tilbage på det yderste af sine sko. Jeg forstod pludselig, at det er seriøst farlige løjer, det her fodfodsløb!

Frisk på nye skader?
I løbemagasiner - ja selv i dameblade - kan man for tiden læse, at forfodsløb er det nye saliggørende, som vil sikre evig løbeglæde, hvis bare man tager et par minimalistiske sko på. Og løbebutikkerne langer flere og flere "forfodsløbesko" over diskene.

Sandheden er, at hvis du vil risikere nye skader, skal du bare begynde at løbe på forfoden, som min kollega. Og hvis du kan komme helt op på tæerne, så kan det næsten kun gå galt. Stressbrud i fodens knogler, betændelse i akillessenen og fibersprængninger i lægmusklerne står i så fald på spring for at overtage pladsen som dine nye løbefjender efter skinnebensbetændelse, løberknæ og lændesmerter, som måske var årsag til, at du begyndte at skifte løbestil.

Opskriften på en glad løber
Men hvis du virkelig vil sikre din løbeglæde (og det formoder jeg, at du vil), skal du glemme alt om forfodsløb. Nej, det betyder selvfølgelig ikke, at du skal lande på hælen med op til fire gange din kropsvægt. Du skal bare ikke løbe på forfoden - du skal lande på forfoden.

Opskriften er såre simpel: Lad fodbalden være det allerførste, der berører jorden, hvorefter hælen kysser underlaget let, inden foden hurtigt løftes. Slap helt af i fod, ankel og læg ved både landing og løft. Så er du allerede godt på vej til at blive en gladere og mere naturlig løber.

(Dette er løbefif nr. 6. Læs de første her: Fif nr. 5 og Fire fif som giver større løbeglæde).

PS: Og så lige en lille reklame: Lær at løbe naturligt på Løblets to workshops i Århus 17. marts 2013 og søndag 26. maj 2013. Læs mere her: www.loeblet.dk.