mandag den 30. januar 2012

Årets løb: Nusstorte, brownie, sandkage og fastelavnboller

Et kig i krystalkuglen: Sådan ser jeg ud i år 2046, hvis jeg fortsætter med at kombinere løb og kage.
Undskyld. Det er halvanden uge siden, jeg sidst skrev et blogindlæg. Jeg har simpelthen været travlt optaget af at banke venner og folk, jeg ikke kender, i Wordfeud (mobiltelefonversionen af Scrabble).

Nu har jeg ladet mig indlægge på en afvænningsklinik for bogstavmisbrugere og tvinger mig selv til at bruge mine ord på noget mere fornuftigt: mine løbsplaner for det kommende år!

Apropos afhængighed: På tredje uge kontrollerer jeg mit indtag af verdens mest fantastiske fastelavnsboller fra Småkagehuset på Frederiks Allé i Århus. Foreløbig har jeg kunnet nøjes med at bolle to gange med remonce, creme og glasur efter lørdagslangturene.

Ved at udvise en for mig så enestående afholdenhed satser jeg på, at komme gennem forårets maratontræning uden at tage på. Det må fejres med en stribe gode løbeoplevelser i det kommende år. Og kage. Sådan ser mine foreløbige planer ud:

Hamburg Marathon (29. april): Jeg skal skære en time af min maratontid fra sidste år. Det er hverken så ambitiøst eller urealistisk, som det lyder. Og så skal det selvfølgelig fejres med Lübecker nusstorte bagefter. (Jeg løber muligvis i de kommende Vibram Fivefingers Seeya. Eller Sole Runner Fx Trainer. Eller Vivobarefoot Aqua Lite. Men det vender jeg tilbage til i senere blogindlæg).

Aarhus City Halvmarathon (3. juni): Ambitiøst nyt byhalvmaraton i Århus.

Randers Freja Motions Sommerløbet aka Kageløbet (juni?): 8 km langs Gudenåen og masser af kage bagefter. Ren hygge!

Rubjerg Knude-løbet (19. august): Jeg løber halvmartonruten i bare fødder. Der serveres sandkage ved depotet på toppen af Rubjerg Knude. Ruten løber forbi mit sommerhus ved Lønstrup i Nordjylland.

Klosterløbet (september?): Jeg deltog i prøveløbet sidste år på en allerhelvedes rute (i hvert fald i bare fødder). Som jeg gerne gentager, hvis datoen passer med mine maratonplaner.

Chicago Marathon (7. oktober): Flere af mine løbevenner deltager. Kombineres med ferie i USA.

Jeg har sikkert glemt nogle mindre løb, som er hyggelige at deltage i. Og så er der alle de løb, som bare ikke passer ind i planerne: Odder Halmarathon, Audi Challenge Aarhus Halvmarathon, Vejle Ådal Halvmarathon, Vestjysk Halvmarathon... Nej, vent - Vestjysk Halvmarathon kan måske godt klemmes ind i programmet, for der plejer at være gode kager...

onsdag den 18. januar 2012

Lydløs som en ninja!

"Du er jo lydløs som en ninja," sagde hun, da jeg løb forbi.

Hun havde ret. Trods mødet med de hårde cementfliser var mine nye Sole Runner FX Trainer fuldstændig lydløse. Hvert eneste skridt var en præcist timet landing, og fødderne lettede igen næsten uden at røre jorden. Akkurat som når jeg løber i bare fødder.

Prøv selv at lytte: Bare fødder er næsten helt lydløse. Minimalistiske sko siger et hurtigt og let "tap-tap-tap," mens almindelige støddæmpende løbesko taler et søvnigt og tungt "kalåmp-kalåmp-kalåmp."

Sommetider er det altså meget rart, at have bare lidt under fødderne.
Sole Runner FX Trainer testes her ved Vesterhavet.

Barfodskondomer
Tyndere. Større nydelse. Mine nye løbesko får mig mest af alt til at tænke på kondomreklamerne fra min ungdom. Nøgnere bliver det simpelthen ikke med sko på. Sålen er kun halvanden millimeter tyk - eller tynd om man vil. Tilstrækkeligt til at beskytte mod kulde, vand og skarpe sten. Men heller ikke mere. Faktisk kan du mærke hver eneste lille sten, du lander på.

Jeg sætter pris på næsten-barfodsfølelsen, når jeg træner med mit løbehold i Aarhus 1900. Her er jeg nødt til at have lidt på fødderne, hvis jeg skal kunne følge med på alt slags underlag. Men hvis ruten byder på mange sten, vil jeg stadig foretrække mine Vivobarefoot Evo med en sål på fire millimeters tykkelse.

Efter mere end 250 kilometer på asfalt, fortov, grus og skovsti bærer sålen ikke præg af slid, så der er tilsyneladende ingen grund til at være bekymret for, at der let går hul på den tynde sål. Det lover godt.

Løft fødderne
Er du ikke vant til at løbe i bare fødder, vil Sole Runner FX Trainer være en brat opvågning for nerverne under dine fødder. Men nyder du allerede at smide skoene, så er dette den perfekte sko, hvis du vil beskytte fødderne mod kulde i vinterhalvåret. Når jeg står stille, er de så tynde, at jeg fryser fødderne, men ikke når jeg løber.

Selve sålen har ikke ret meget profil. Det stiller krav til koordination og teknik, hvor der er isglat eller mudret. Jeg har løbet på asfalt med rimfrost uden problemer, selvom jeg egentlig sagtens kunne skøjte oven på asfalten, hvis jeg forsøgte. Kunsten er at løfte fødderne, før de når at skride under dig. Så i modsætning til trailsko med en krafig, skridsikker profil, er det ikke muligt at snyde med teknikken. Fødderne skal løftes, og det skal gå tjept!

Sole Runner FX Trainer har god plads til tæerne.
Til pas plads og tørre tæer
Sole Runner FX Trainer er med sine kun 150 gram en meget let sko. Da der samtidig er god plads og intet, der strammer, er det næmest, som om man ikke har noget på fødderne. De er store i størrelserne. Jeg bruger normalt størrelse 44 i andre sko - men jeg kan nøjes med størrelse 42 i Sole Runner FX Trainer.

Sålgummiet går et stykke op langs kanten, så man - i modsætning til Vibram Fivefingers - slipper for våde tæer, når underlaget er vådt. Overdelen er en behagelig mesh, der giver god ventilation til tæerne. Jeg løber ofte i den uden strømper, og der er ingen generende syninger eller sammenføjninger. Snørebåndet er en elastik, man ikke behøver at løsne - så hvis man får lyst til at smide dem og løbe med dem i hånden, tager det kun få sekunder at smutte dem af og på.

Den idéelle barfodssko?
Jeg vil ikke tøve med at kalde Sole Runner FX Trainer for en perfekt løbesko til barfodsløbere. Dette er uden sammenligning det bedste alternativ til at løbe helt uden sko, jeg endnu har prøvet. Eneste minus er at den snarere ligner en sutsko end en funky minimalistisk løbesko. Men for andre med et andet æstetisk forhold til løbegear, vil det måske være et plus.

Jeg har lovet en af mine bloglæsere, at jeg snart vil lave en skoparade, hvor jeg vil præsentere alle mine minimalistiske løbesko og løbesandaler (jeg har efterhånden temmelig mange, synes min kone!). Indtil da kan du gå på oplevelse hos min poserunning- og fladskokollega Posemanden, som har lavet en barfodsskoguide på sin hjemmeside.

Producent: Sole Runner - produceret i Europa
Model: Sole Runer FX Trainer
Pris: 79,90 euro
Vægt: 150 gram (i min størrelse 42)
Forhandlerliste: her

mandag den 9. januar 2012

Overhalet af svigermødre!

Her løb min svigermor, Ingrid Svane Fløe, maraton i en alder af 63 år.
Kig godt på højdeprofilen fra Midnight Sun Marathon i Tromsø i Nordnorge. To gange skal denne bro forceres. Det gjorde min svigermor i 1995 i en alder af 63 år. Hun løb på 4 timer og 48 minutter. Den tid står stadig som 15.-bedste maratontid for danske kvinder i aldersklassen 60-64 år!

Året efter døde hun af kræft. Jeg nåede aldrig at møde hende.

Havde jeg kendt hende, er det ikke sikkert, jeg helt havde forstået, hvor imponerende det er, at en kvinde i den alder kan præstere sådan en tid på maratondistancen. Eller løbe 10 kilometer på 48 minutter. Det er også først i løbet af de senere år, at det er gået op for min kone, hvor sej hendes mor egentlig var.
Det kan godt være, at de lader lyset være tændt om natten, men bakkerne kan de ikke lægge ned.
Ældrebyrden bærer sig selv
På den ene side synes jeg, det er rart at vide, at der venter mange gode løbeår forude. Undersøgelser har vist, at formen falder langsomt med alderen. Først som 60-årig er formen nede på samme niveau som hos en utrænet 18-årig.

Men at ældrebyrden kan være så let til bens, var bestemt ikke spor fedt, da jeg ved mit andet halvmaraton i Odder blev overhalet af en bedstefar og hans 12 årige barnebarn kun få kilometer før mål. (Og ikke et ord om, at min ni år ældre kone løb fra mig i Berlin fem uger tidligere).

Min egen løbeklub, Aarhus 1900, kan også mønstre mange særdeles aktive og velløbende mænd og kvinder i pensionsalderen. Jo, ydmygelser på løbestierne skal der nok komme flere af for mit vedkommende. Jeg må nok hellere lære at tage det som en mand - inden jeg bliver for gammel.

Flere stærke kvinder
Anettes stedmor og min anden svigermor, Helen Lykke-Møller, har også gjort sig bemærket på sportsarenaer verden over som en del af den danske vandskielite i sine unge år og inden for tennissporten i snart en menneskealder. Anette og jeg har stærke kvinder at leve - og se - op til.

Og så skal jeg selvfølgelig ikke glemme min egen mor, som i en sen alder har fået smag for både barfodsløb, styrketræning og yoga. Anette og jeg gav hende i øvrigt et gavekort til et startnummer til hendes allerførste 5 kilometer-løb, som hun vil indløse ved en passende lejlighed senere i år. Men meget mere om det, når vi nærmer os hendes store debut. Hvem ved - måske bliver hun også at finde på listen over de bedste veteranmødre?

It runs (again) in the family
For nogle uger siden skrev jeg, hvordan min kone har forfinet restitutionen til det ypperste - ja, nærmest gjort det til en kunstform at slippe for at løbe. Stærkt påvirket af mit blogindlæg har Anette nu snøret sine minimalistiske løbesko, og siden jul har hun faktisk indtil flere gange været set i noget, der minder om løb.

Hurtigt går det ikke. Til gengæld kan hun mærke det i sine lår. Så jeg vil hermed tillade mig at postulere, at hendes restitutionstaktik har fejlet. (Men den diskussion må vi hellere tage derhjemme).

mandag den 2. januar 2012

I'm gonna be a Hamburger

"Jeg satte personlig rekord ved Hamburg Marathon. En time hurtigere end sidste år."
Sådan glæder jeg mig til at opsummere 2012 i min Facebook-status næste nytår. For det vil blive et stort løbeår!

Det var det sådan set også sidste år, hvor jeg løb mit allerførste maraton i Hamburg. Jeg var velforberedt og mentalt topmotiveret, da jeg stod klar ved målstregen sammen med nogle af mine gode løbevenner. Alligevel gik det ikke heeeelt som planlagt: Jeg brugte næsten en hel time mere på de nordtyske gader og stræder, end jeg havde håbet på.

Overskud til at hilse på vores medbragte heppere få hundrede meter inden målstregen.
Bemærk, at mine grønne kompressionsstrømper matcher mine Vivobarefoot Evo-løbesko. Smukt.
 
Heisse Scheisse
Hvad gik galt? Mit bedste bud er de 28 graders varme, som min krop slet ikke var forberedt på. Selvom kalenderen sagde maj, havde temperaturerne nemlig endnu ikke været over 10 grader herhjemme.

Allerede efter 15 kilometer kunne jeg godt fornemme, at det ikke ville blive nogen let dag. Farten blev sat betragteligt ned. Jeg snakker normalt ikke om tider i min blog, men jeg er nødt til at udfordre min forfængelighed ved at skrive, at jeg næsten brugte fem timer på min debut på maratondistancen. Alligevel var det en kæmpe oplevelse. Publikum var fantastisk, og jeg havde ingen skader efter løbet.

Jeg var dog tæt på at bryde sammen, da min løbeveninde Dinah og jeg passerede 40 kilometer-mærket, og en tysker råbte fra sidelinjen: "Die letzte zwei!". Tanken om, at vi var de allersidste, var ikke rar. Det gik dog hurtigt op for os, at han selvfølgelig mente, at vi nu kun havde to kilometer tilbage.

Det svære skovalg
I år ligger Hamburg Marathon en måned tidligere, så jeg krydser fingre for et lidt køligere løbeklima. Træningsprogrammet for mig og mine løbevenner er lagt. Tre ugentlige træningspas med det løbehold (Rødt Hold), som jeg er træner for, suppleret med to træningspas alene i roligt tempo eller maratontempo. I alt kommer jeg til at toppe med omkring 80 kilometer om ugen.

Jeg løber ikke de 42 kilometer i helt bare fødder. Om det bliver i Vivobarefoot Evo (som sidste år), Vibram Fivefingers Bikila (som jeg løb i, da jeg satte personlig rekord på halvmaraton i Vejle i efteråret), eller om det bliver i mine Sole Runner (kun halvanden millimeter sål), ved jeg ikke, men de vil alle tre blive testet grundigt. Og det kommer jeg til at skrive meget mere om i de næste måneder. Hvis ikke jeg er for træt...

Godt nytår!

PS: 2011 blev opgjort således på min Facebook-status: ‎"2426 kilometer. 19.423 højdemeter. Og 206.676 kalorier. Men løber stadig som en tøs." Der er selvfølgelig ikke noget galt i at løbe som en tøs. Specielt ikke hvis man har de matchende kromosomer (hvad jeg ikke har). Trods de mange forbrændte kalorier lykkedes det mig i øvrigt at tage et par kilo på under maratontræningen. Årsag? Jo, sådan går det, når maratonsæsonen falder sammen med fastelavnbollesæsonen.

Remonce, creme, bolledej og glasur. Who needs more?
Småkagehuset på Frederiks Allé i Århus laver verdens bedste. En farlig nabo!