lørdag den 10. september 2011

Klosterløbet 2011 - hård råkost for bare fødder!


Vi havde annonceret løbet som et "venskabsløb". Men var det mine fødder, der havde stået for at sælge Klosterløbet 2011 til vores løbehold, havde de nok snarere kaldt det "fjendskabsløb"...

Ikke fordi der var noget som helst galt med løbet - et testløb med lukket deltagelse og heriblandt en lille flok løbere fra Eriks Hold (mit løbehold i Aarhus 1900), som arrangørerne fra løbeklubben SMIFF havde været så søde at invitere os med til. Slet ikke. For det var virkelig en smuk og udfordrende rute med skov, solskin og masser af bakker til at bringe pulsen lidt op på de hhv. 7 km og 12 km. Herligt!

Jeg havde medbragt mine huaraches, men i et anfald af kådhed valgte jeg ikke at løbe med dem i hænderne, så jeg kunne tage dem på, hvis underlaget blev for krævende. Herregud, det drejede sig kun om 12 km, så hvor svært kunne det være - jeg har jo før løbet 26 km i bare fødder uden problemer.


Ond asfalt! Virkelig ond asfalt!

Meeen... En anden gang skal jeg måske ikke være så kæk når jeg ikke kender ruten. For ligeså meget som jeg nyder at løbe i bare fødder på en glat asfalt eller en blød skovsti, ligeså meget skriger mine fodsåler, når de flås rundt på den slags asfalt, hvor granitgrus skærer sig op i mine trædepuder. Den slags var der rigtig meget af på ruten.

Og hvor der ikke var ond asfalt, var der stabilgrus eller murbrokker blandet med mudder. I hvert fald på de midterste 6-7 km af ruten. Mod sådan et underlag er der kun et middel: Sæt farten ned og øg kadencen (okay, det var vist to). Så det gjorde jeg. 

Det betød, at jeg faktisk troede, at jeg var den allersidste løber i feltet, indtil jeg passerede målstregen og konstaterede, at der stadig manglede nogle få løbere. Selvom jeg var den eneste barfodsløber blandt de omkring 30 deltagere med en fuldgyldig undskyldning for at løbe i stavgangstempo, så brugte jeg alligevel en del tankekrudt på at overveje, hvordan jeg skulle overbevise folk om, at jeg var løbet forkert. Det undlod jeg.

De sidste tre kilometer var til gengæld rigtig fede. Smal skovsti, op og ned - kombineret med glæden over at det snart ville være overstået. I mål kunne jeg konstatere - til min overraskelse - at fødderne havde det godt. Ingen vabler. Kun et lillebitte stykke flintesten, der havde sat sig i venstre hæl, og som let kunne fjernes med en nål. Succes, succes. Og da jeg desuden blev klar over, at mine to holdkammerater, Jim Klitgaard-Paulsen og Anne Sofie Amstrup, var hhv. hurtigste mand og kvinde i mål på 12 km-ruten, og at Birgitte Amtkjærs mor, Jette (aka Speedy Mom), var hurtigste kvinde på 7 km, var det bare endnu bedre.

Jeg dominerede selvfølgelig totalt barfodsklassen og kom i mål som allerhurtigste mand med nøgne tæer. For den indsats blev jeg belønnet med en pokal med det klareste kildevand samt en banan og et saftigt, rødt æble. Feels good to be a winner!

Og tiderne? Dem snakker vi ikke om. Husk: Der er altid en kenyaner, der løber dobbelt så hurtigt som dig - mindst!

Jeg glæder mig allerede til næste år - men det bliver højst sandsynligt i et par flade sko! 






3 kommentarer:

  1. Herlig beretning! Man kan blive grumt overrasket over løbe-underlag.. Den asfalt ser virkelig ikke rar ud!
    I morgen løber jeg Brutal Cross i Finderup militær øvelsesterræn. Ukendt rute, så det bliver med VFF'erne på. Så kan jeg jo altid tage den barfodet næste år :-)
    Godt at finde endnu en dansk barfods-blog. Kender du min? http://garngalleriet.typepad.com/barfodslb/

    SvarSlet
  2. Hej Birthe

    Jo, jeg følger skam din blog med stor interesse. Det er altid hyggeligt at høre om andre "lidelsesfællers" erfaringer - for ikke at snakke om gode løbeoplevelser!

    Held og lykke med løbet i morgen! Håber ikke at det bliver for brutalt... ;-)

    Hilsen
    Peter

    SvarSlet