tirsdag den 20. december 2011

Hjælp - mit sommerhus falder i Vesterhavet!

Jo, jo - jeg lever i sandhed et liv på kanten. Om lidt falder jeg.

Knogleresterne ligger allerede i vandet ved stranden nord for Rubjerg Knude. Og snart ligger Vesterhavshytten på havets bund sammen med Maarup Kirkegård.

I de kommende år bliver udsigten fra vores sommerhus bare bedre og bedre. Men på et tidspunkt vender det, og beliggenheden bliver lidt for spændende, hvis ikke der bliver kystsikret i tide. Det fik Anette og jeg en forsmag på her i weekenden. Min barfodsløbesti langs klinten er simpelthen styrtet i havet efter de sidste par decemberstorme. Og flere sommerhuse er nu forladt og balancerer på det yderste af klinten.

Det er ellers kun få uger siden, jeg løb her med nøgne tæer. Dengang ville jeg ikke tøve med at udråbe området fra Lønstrup til Rubjerg Knude til det perfekte barfodsterræn. I dag skal man ikke komme for tæt på kanten.

Her var verdens fedeste barfodsløbesti. Nu er jeg nødt til at skifte
de bare fødder ud med svømmefødder, for stien ligger i havet.

Opslugt af bølgerne
Da Anette og jeg så de seneste resultater af uvejrets rasen, var vi begge dybt rystede over, at flere meter land på så kort tid er blevet til vand. Jordskorpen langs klinten fra vores sommerhus ind mod Lønstrup har slået så dybe revner, at endnu flere stykker Nordjylland snart vil brække af og blive opslugt af det frådende hav nedenfor.

Vi kendte ellers godt stedets skæbne, da vi overtog huset sidst i august. Samtidig med at vi forelskede os i Vesterhavshytten i pinseferien, kastede vi os nemlig over alle de forskningrapporter og krystalkugler, som vi kunne komme i nærheden af. De mest dystre fremtidsudsiger giver os 30 gode år i eget sommerhus ved Lønstrup. Andre lover op mod 200 år, før de 300 meter mellem os og havet er ædt op af regn, vind og bølger.

Næste gang vi kommer forbi, ligger dette sommerhus sandsynligvis knust ved foden af klinten.

Selve Lønstrup er allerede hegnet inde bag en vold af store kampesten, så byen ikke bliver ædt luns for luns, som det ellers ville være tilfældet. Men ikke kysten syd for byen, hvor vores sommerhus ligger. Og det er der ifølge Hjørrings borgmester heller ingen planer om.

De voldsomme kræfter, som man er nødt til at underlægge sig ved Vesterhavet, er betagende. At kalde det for en stor del af charmen, er måske at overdrive, men det tilføjer i hvert fald et ekstra spændingsmoment til vores søde sommerhusliv.

Hvem har lyst til at løbe ned ad denne trappe, efter at have løbet 30 kilometer?
Det har jeg og en masse andre løbetosser næste sommer!


Se det, før det er for sent
Områdets kraftfulde natur indbyder i den grad til vandre- og løbeture. Har du mod på en herlig tur i eller uden løbesko, så har du til sommer chancen for at krydre oplevelsen med et startnummer på maven og sandkage i maven. 19. august lyder startskuddet nemlig for Rubjerg Knude-løbet. Hel- og halvmaratonruterne går lige forbi vores sommerhus og byder på nogle af områdets fedeste og allerhårdeste strækninger - ovenikøbet med mulighed for sandstorm.

Jeg var ikke med i år, da løbet havde sin premiere. Men mon ikke jeg er at finde på startlisten til sommer. Og du skal da med, ikke?

At servere sandkage ved fyret på toppen af Rubjerg Knude for løbere,
der næsten har løbet 30 kilometer, lyder som pervers humor.
Den har bare at være god!

Læs om ruten og se billeder på løbets hjemmeside: Rubjerg Knude-løbet.

mandag den 12. december 2011

Mød min kone: Verdensmester i restitution!

"Her faldt han om med hjertestop..."

Stemningen var gravalvorlig. Min kone og jeg havde kun løbet nogle få ture med vores løbehold på det tidspunkt, så vi kendte ham ikke. Nu stod vi ved toppen af en stejl trappe i Marselisskoven. 88 trin. Længere væk behøver døden ikke være.

Min kone, som normalt har en veludviklet indlevelsesevne, brød tavsheden:
"Der er da heller ingen grænser for, hvad folk vil gøre for at slippe for at løbe."
Ingen grinede. Nu var tavsheden pinlig.

Min kone Anette - i et af de sjældne øjeblikke, hvor hun faktisk bevæger sig.
Også kendt som "Det århusianske futtog." Eller noget i den stil.
Hospitalindlæggelse med effekt
Men min kone ved faktisk, hvad hun taler om, når det drejer sig om at slippe for at løbe. Det værste af det hele er, at det er min skyld - og så en tjekkisk verdensrekordholders. Det har nemlig vist sig at være en stor fejl, at jeg fortalte hende historien om Emil Zátopek!

Kort før EM i 1950 blev den tjekkiske løber syg og måtte indlægges, så han slet ikke var i stand til at træne. Alligevel snuppede han øverste plads på sejrspodiet på både 5000 meter og 10.000 meter. Dengang forstod man ikke værdien af restitution og nedtrapning, men nu blev man opmærksom på dét, der siden kom til at hedde Zátopek-effekten.

Fruen stopper på toppen?
Den slags viden kan være farlig. Jeg burde have vidst, at min kone ville misbruge disse oplysninger. For dybest set stoppede hendes løbekarriere, inden den begyndte. Og dét var også min skyld - omend ikke med min gode vilje.

Jeg skal gøre det kort, for det er meget smertefuldt for mig at hente frem fra fortrængningen: Anette løb fra mig! Ved vores allerførste halvmaraton. Ovenikøbet i Berlin med en million hujende og heppende publikummer langs ruten.

Allerede få hundrede meter efter start stak hun af fra mig, og hun kom i mål et par minutter før mig. Det vil hun for altid blive huske for, og den historie vil for altid blive brugt til at pille mig ned med. Så måske er det meget godt (for mit selvværd), at hun kun løber, når hun har lyst - for hun løber faktisk ret godt!

Toptunet til jul!
I dag løber Anette stort set kun i restitutionsugerne. Det vil sige hver fjerde uge, hvor vi skærer en anelse ned på distance og kvalitet i træningsplanen. Sådan én havde vi i sidste uge. Her lykkedes det hende endda at forfine sin restitutionsteknik til det ypperste: Hun løb overhovedet ikke!

Bare for at være helt sikker på, at hun er 100 procent velrestitueret til den kommende juleferies strabadser, som for hendes vedkommende primært består af at ligge på en sofa i vores sommerhus og læse bøger, mens jeg knokler i køkkenet for at frembringe vegetariske juledelikatesser.

Og hvis jeg spørger hende, om hun vil med ud at løbe, vil hun højst sandsynligt svare:
"Nej, jeg snupper mig lige en Zátopek, skat."

Elendig stil, flade løbesko og bh? Måske var der flere gode grunde til, at Emil Zátopek
- også kendt som "Det tjekkiske lokomotiv" - trængte til en træningspause af og til.

PS: Jeg overlevede min forkølelse i sidste uge. Men det er godt nok hårdt at komme i gang igen, så nu må Zátopek-effekten gerne snart indfinde sig - for i aften skal vi løbe op ad samtlige bakker i Århus og Højbjerg. Læs mere om restitution her.

PPS: Han overlevede.

onsdag den 7. december 2011

Nu med virus OG reklame!

Snøft. Host. Hulk. Jeg er blevet ramt af en megamonsterforkølelse. Det er sjældent, at jeg bliver så syg, at jeg ikke orker sidde foran en computer eller ikke ærgrer mig over, at jeg ikke kan komme ud at løbe. Men det er altså sket nu: Jeg kan hverken løbe eller skrive - så derfor kun dette korte blogindlæg (som selvfølgelig gerne må generere en masse medynk og healende vibrationer i min retning).

I, der ikke er med i min Facebookgruppe, skal også have chancen for at styrke jeres immunforsvar med denne sjove barfodsvideo:


Samtidig vil jeg benytte lejligheden til at gøre opmærksom på årets store julegavehit:

En workshop om naturlig løbestil og Pose Running, som Jesper Nothlev og jeg afholder i Århus søndag 29. januar. På workshoppen lærer du, hvordan du kan undgå en lang række løbeskader ved hjælp af simple teknikøvelser og justeringer af dine løbestil.

Pose Running har dog desværre ikke den store effekt på, hvordan snottet løber, skulle jeg hilse at sige - men vi arbejder selvfølgelig på sagen!

Læs mere på vores hjemmeside: løb:let

Nå, jeg må hellere smutte ned under dynen igen... Snøft. Host. Hulk...



torsdag den 1. december 2011

Fif nr. 7: Læn Dem ikke ud! (Ret Dem ind)...

I dag er det mig, der er i gavehumør. Derfor får du Peter Piskensbens syvende løbefif. Værsgo:

Som Pose Running-instruktør underviser jeg i, hvordan det er tyngdekraften, der skaber fremdriften, når vi løber. Løb er med andre ord et kontrolleret fald, hvor faldvinklen bestemmer farten.

Lige så besnærende et budskab det er, at tyngdekraften ikke er noget, vi skal overvinde, men i stedet kan udnytte - lige så ofte er der nogen, der får det galt i halsen, hvis de selv eksperimenterer med at falde fremad, fx efter at have læst om det i et løbemagasin.

Det kan give anledning til en højst uhensigtsmæssig løbestil, hvor de knækker i hoften og skyder numsen bagud. Det øger bl.a. belastningen på lænden og bidrager ikke til fremdriften, så lad være med det!

Hvis du læner dig forover, er du nødt til at skubbe numsen bagud.
Det kan være charmerende - men giver desværre ikke en god løbestil.
Hold overkroppen lodret
Det er vigtigt, at du ikke læner dig fremover, for at skabe faldet! Faldet skal komme helt nede fra anklen og fornemmes i hoften - mens overkroppen holdes lodret.

Start med at lægge hovedet til rette oven på rygsøjlen. Det gør det meget nemmere at holde ryggen rank, når dit hoved ikke forstyrrer balancen ved at flagre rundt på toppen af kroppen. Når hoved og ryghvivler er placeret oven på hinanden, bliver overkroppen nærmest en selvbærende konstruktion, understøttet af din balanceevne.

Husk at træne balanceevnen
Du skal selvfølgelig bruge et vist minimum af muskler på ryg og mave, men din balanceevne er mindst lige så vigtig som et stramt muskelkorset. Derfor: Husk at træne din balance!

Det kan du fx gøre ved at stå på ét ben, mens du børster tænder med lukkede øjne. Eller du kan hoppe på stedet med lukkede øjne, mens du forsøger at blive på stedet.

Suppler hellere end gerne med coretræning - men vær opmærksom på, at coretræning aldrig kan aldrig rette op på en dårlig balanceevne!

Opsamlingsheat
Og så er tiden er vist kommet til en opsummering af mine (indtil videre) syv løbefif:

1. Slap af. Det skal føles let, når du løber.

2. Tag kortere skridt. Løbebevægelsen opstår under kroppens tyngdepunkt.

3. Tag hurtigere skridt. Højere kadence forbedrer løbeøkonomien og reducerer belatningen på muskler, sener og led.

4. Slap mere af. Husk at nyde at løbe. Og glem ikke at slappe af, mens du koncentrerer dig om at tage kortere, hurtigere skridt, bøje knæene og så videre.

5. Bøj i knæene. Mere end du tror. På den måde kan du bruge hele kroppen som effektiv støddæmper.

6. Løb ikke på forfoden. Men skift hælkollision ud med forfodslanding. Hælen må gerne "kysse" jorden efter landing.

7. Læn dig ikke fremover. Hold overkroppen lodret. Faldet skal kommen fra anklen og fornemmes i hoften.

søndag den 27. november 2011

Udadvent. Med gaveregn og vindstød af orkanstyrke.

Knivskarpe så alle mine løbevenner ud ved julefrokosten i går aftes - denne ene dag om året hvor vi ser hinanden i andet end lycra.

Men på løbestierne vil jeg fremover og for altid være kongen af uforlignelig god stil!

Det skyldes ikke mindst min løbeveninde Linda Floes, som ud over at være en glad løber også driver Butik Himmelblå med alt, hvad hjertet (og flittige hænder) kan begære, hvis man altså har en passion for patchwork, garn og tilbehør.

Hvad i himlens navn har den slags med mig at gøre, tænker du måske? Svaret er custommade barefootfootwear!

For andet år i træk sørger Linda nemlig for passende fodtøj til familien Fløe & Henriksen. Sidste år var det min kone, der løb af med en patchwork-julestrømpe ved julefrokosten (fordi jeg lod hende løbe fra mig ved Berliner Halbmarathon). Vel egentlig også ret minimalistisk, eftersom der kun var én strømpe.
Minimalistisk løbesok fra Butik Himmelblå. Håndlavet julestemning for barfodsentusiaster.
I år var det min tur. Ikke fordi jeg løber fra nogen, slet ikke. Men bare fordi jeg er en barfodstosse. Og fordi jeg er mere til fodarbejde end håndarbejde.

Efter at have læst mit blogindlæg om min barfodsveninde Birthe Pedersens uldgalocher kastede Linda sig over strikkepindene. Så ved julefrokosten i går aftes kunne jeg - sammen med Jesper Nothlev, min trænerkollega og partner in crime - modtage et par barfodsmoderigtige ankelvarmere. Lun angorauld i en frisk blåfrossen nuance. Hvad mere kan en mand ønske sig?
Damn, jeg er hot! Biler kørte i grøften, kvinder skreg og børn græd - jeg er for vild i mit nye fodtøj!
Oh, hvilken lykke! Jeg kunne slet ikke vente med at teste dem. Jeg ventede dog til i dag, hvor de for alvor kunne blive budt på hård kuling og regn. Der var ingen grund til at skåne hverken dem eller mig. Jeg måtte bare ud denne første søndag i advent, mens Anette pyntede op til jul...

Nu er der ingen grund til at frygte, når det bliver endnu koldere - for ankelvarmerne virker! Vind, regn og kulde til trods frøs jeg på intet tidspunkt tæerne, hvad jeg ellers godt kan, når temperaturerne er under 10 grader. De holdt på varmen og beskyttede mod vinden. Perfekt! Så kære barfodsvenner - I kan godt finde strikkepindene frem (eller alliere jer med en, der ved, hvordan de skal bruges)!

onsdag den 23. november 2011

Livsfarligt løv (og det, der er værre)!

"Hvis arbejde er sundt, så giv det til de syge," var der engang en, der sagde. Jacob Haugaard måske. Motion skulle også at være ret sundt. Men her må jeg altså på det kraftigste advare skrøbelige sjæle og kroppe mod den slags. For det er i sandhed en farlig årstid - ikke mindst for løbere!

I sidste uge måtte ikke mindre en to løbere fra mit løbehold ned at bide i asfalten. Den første var min kone, Anette.

Af en eller anden grund har Århus Kommune valgt at bruge samme slags gullige belysning langs Oddervej, som man bruger på offentlige toiletter, hvor man helst vil begrænse antallet af narkomaner. For os løbere (særligt barfodsløbere) er det da også dejligt, at vi slipper for at træde på brugte kanyler, når vi kæmper os den lange vej op ad Oddervej. Men det er bare ikke nok, for risikoen for en omgang leverbetændelse eller aids, er langt fra de eneste farer, der lurer på vejen til Højbjerg.

Nedfaldskvinder
I sin iver efter at hænge på holdets friske mandagstempo overså min kone, at der gemte sig en kantsten under en håndfuld nedfaldne blade. Alt var jo gult i det sparsomme monokrome lys. At hun sikkert var mere optaget af at snakke, end at se, hvor hun placerede sine flade løbesko (Terra Plana Evo), lyder dog ikke usandsynligt i mine ører.

Resultatet: Hun styrtede lige så lang, hun er. Og hun er altså ret lang. Hudafskrabninger på håndflader og knæ - på billedet nedenunder kan du se, hvor slemt. To dage senere led Aase Sejersen samme skæbne. Hun er ret fiks og heldigvis ikke lige så lang som min kone, men hun slog sig også og fik et slemt chok.

Min kone. Jeg ved det: Et forfærdeligt syn. Men så skulle du have set hende, da jeg mødte hende i Sub'en under Blitz for snart 15 år siden. Foxy!
Min frygtløse tirsdag
Som den daredevil jeg er, var det min tur til at udfordre skæbnen i går aftes: Syv kilometer i bare fødder. Det meste ganske vist på tilforladelig kølig asfalt og fortov. Men nær-frysepunkts-temperaturer er ikke vildt nok for mig. Nej, bælgravende mørke og groft granitgrus er den slags, en hardcore barfodstosse glæder sig til.

Jeg kunne højst se en meter frem. Men jeg kunne mærke hver en sten i sadistisk samarbejde med tyngdekraften under mine nøgne fodsåler. En lille kilometer gennem Havreballe Skov. Interessant. Jeg slap med livet i behold. Uden skader.

I et anfald af overmod ville jeg have mere. Vi er nogle, der hele tiden er nødt til at mærke Døden ånde os i nakken. Så lever vi!

Rullet i tjære
Derfor kastede jeg mig frygtløst ud i krydset ved Marselis Boulevard og Stadion Allé, da det blev grønt for fodgængere. Asfalten foran mine fødder dampede aggressivt. Asfaltarbejderne var i fuld sving med tromlerne her i aftentimerne.

"Tror du, asfalten er kogende," spurgte jeg en ung pige, som havde ventet ved fodgængerovergangen sammen med mig. Hendes svar var en blanding af hovedrysten over mine barfodslyster og et "det håber jeg da ikke for dig."

Varmen fra asfalten mødte min nøgne hud med det samme. Klistret. Ikke for varm. Faktisk rart efter fem-seks kølige kilometer. Pyha, for anden  gang denne tirsdag aften måtte Døden se sig slået af en mand i lidt for stramme tights og bare fødder. Jeg fik helt ondt af ham. Sendte ham en kærlig tanke, da jeg forsøgte at skrubbe tjæren af mine fodsåler hjemme i badet.

Stop din klynken, mor
Min dødsforagt har jeg ikke fra fremmede. Da jeg talte i telefon med min mor i sidste uge, ærgrede hun sig over, at hun snart ikke kunne løbe i bare fødder længere. Hun er nok nødt til at ty til sine Terra Plana Neo på grund af kulden. Og bog (fra bøgetræerne) er temmelig hård kost for hendes bare fødder, småklynkede hun.

Hun kunne godt selv høre, hvor ynkeligt det lød, at en (nu) 68-årig barfodsløber lod sig gå på af den slags detaljer, og hun kvindede sig op og sagde:

"Men dræbersnegle - de gør mig ikke noget!"

mandag den 21. november 2011

Og vinderen er...

Fra sekunderne omkring afgørelsen.
Tak for alle jeres stemmer! Min ihærdige indsats med at spamme Facebookvenner med opfordringer om at stemme på min barfodsblog, så den kunne blive Danmarks bedste blog, bar frugt. Tak for tålmodigheden.

Min blog blev den af de fire nominerede, der høstede suverænt flest stemmer! Det kan godt være, at der ikke er tale om Nobels Litteraturpris, men smigret det er jeg. Desværre er de to bagkvinder, som udskrev konkurrencen, ikke helt enige med jer i, at Peter Piskebens barfodsblog fortjener den hyldest og hæder, som kun er nummer ét forundt. Læs her hvorfor ikke.

Men helt ærligt: Hvem gider læse om mine behårede tæer, når man i stedet kan få kaloriefri eyecandy og genveje til en funky hverdag i Laura Scheuer Trøstrups flotte boligindretningsblog, The Sweetspot? Stort tillykke til Laura!

Til gengæld har konkurrencen lokket en masse nye læsere forbi min blog. Hvis bare en enkelt af jer har fået lyst til at læse mere om mine oplevelser som glad (barfods-)løber - så kan jeg love, at jeg ikke helmer, før jeg har fået Bitterfissen Bethany til at smide skoene og begive sig ud på de efterårsfugtige skovstier i let løb for at erstatte sin livslede med livsglæde! Eller noget i den stil...

PS: Vi er alle vindere!

torsdag den 17. november 2011

Hvad? Mig i top-4? Det må fejres!

Abebe Bikila gjorde det ved OL i Rom i 1960. Zola Budd gjorde det i starten af 1980'erne. Det er ikke hver dag, at en barfodsløber ligger helt fremme i feltet - men nu er det min tur!:

Peter Piskebens barfodsblog er nemlig nomineret som en af de fire bedste blogs i Danmark. Ovenikøbet i fornemt selskab med en sur kælling, der for alvor har gjort sig bemærket i medierne på det seneste: Bitterfissen Bethany. Herudover er en boligindretningsblog og en hverdagsblog om taknemmlighed med i opløbet.

Gør din pligt og stem på din favoritblog (selvfølgelig gerne min barfodsblog), så vi kan komme videre i dagens tekst. Du kan (og må meget gerne) stemme begge steder:
Tak. (Og ikke mindst tak til Birthe Pedersen - hende med g-strengen - som indstillede min blog).

Det skal selvfølgelig fejres. Nærliggende var det jo, at lade champagnepropperne lave huller i stukken. Men min mor (det er hende her) har lært mig, at jeg ikke skal lade den slags opmærksomhed stige mig til hovedet, så i stedet valgte jeg, at fejre det med verdens nemmeste - og jeg mener virkelig verdens nemmeste - hjemmelavede is. Den består nemlig kun af én eneste ingrediens: Overmodne bananer. (Opskriften får du lige om lidt).
Alle ved, hvordan en banan ser ud, men de færreste har set min frysers indre. Her venter et par dybfrosne bananer på at blive gjort til maratonmad. (Jeg ved godt, at den trænger til en seriøs afrimning, men det må vente til foråret).
Når jeg nu fortæller dig, at jeg bor lige ved siden af manden, der laver Århus' allerbedste italienske is, undrer du dig måske over, hvorfor i himlens navn jeg gider gøre mig den ulejlighed. Men det er der en god forklaring på:

Jeg har 32 søde tænder. Så imod alle odds tog jeg tre-fire kilo på under forårets maratontræning. Tre-fire overflødige kilo, som alle skulle slæbes 42 kilometer gennem Hamburgs gader.

Min flinke ismand proklamerede ellers som altid, at hans gelato er meget, meget fedtfattig - så jeg følte mig næsten tvunget til at supplere de 3,5 procent fedt i isen med en ordenlig røvfuld flødeskum på toppen af en kugle stracciatella-, en kugle torrone-, en kugle chokolade- og en kugle kokosis. Hey, jeg trænede jo til maraton og løb over 70 kilometer om ugen, så jeg måtte vel kunne tåle det, tænkte jeg, hver aften når jeg troppede op med 36 kroner på lommen. Wrong!

Så nu skal der altså nye boller på suppen (eller kugler i vaflen). Løsningen er som nævnt bananis. En banan indeholder kun 80 kalorier samt fibre, jern og B-vitamin. Perfekt løbemad. Og lavet til is: Perfekt til mine søde tænder - og ovenikøbet vegansk!

Alt hvad du behøver er en fuldmoden banan, en frysepose, en fryser og en blender:
  1. Skræl bananen, og skær den fingertykke skiver (pas på fingrene).
  2. Put bananstykkerne i en frysepose, og smid den i fryseren.
  3. Vent tre-fire timer (alt afhængig af fryser). Bananstykkerne skal være dybfrosne.
  4. Tag bananstykkerne ud af fryser og frysepose, og blend dem.
  5. Når bananstykkerne er blevet til en iscremet masse, er isen færdig. Voila!
Såre simpelt, ikke? Og smagen er overraskende lækker: Sød og cremet - ligesom fuldfed flødeis. Du kan eventuelt pynte med lidt frisk frugt (eller chokoladestykker, men så ryger lidt af idéen). Isen mister heldigvis sin cremede konsistens, hvis du fryser den igen - så du er nødt til at spise op. God appetit!

PS: Fik du stemt? Hvis ikke, så gør dig lige den ulejlighed at slå et smut forbi de to afstemningssteder, som jeg linker til øverst i dette blogindlæg. Min mor synes, at du skal stemme på hendes søn.

onsdag den 9. november 2011

Tommelfingeren nedad for "100-Up"?

Der findes ingen genveje til evig løbelykke. Men, men, men. Det har ikke forhindret store dele af løbeverden - i særdeleshed barfodsløbere - i at gå i selvsving over en englænder, der for mere end 100 år siden skulle have udviklet sig fra en middelmådig løber til flere gange verdensrekordholder alene ved hjælp af to supersimple teknikøvelser. Lyder det for godt til at være sandt? Det vender jeg tilbage til...

Den fornyede interesse for W.S. Georges resultater i slutningen af 1800-tallet skyldes en artikel i New York Times skrevet af ingen ringere end Christopher McDougall, der er ophavsmand til forrige års store løbebestseller, "Born to Run". Den bog er uomtvisteligt den største enkeltstående årsag til den store interesse for barfodsløb, naturlig løbestil og minimalistiske sko, som optager - i hvert fald mig og mange andre - løbere over hele verden. Og hvis du ikke allerede har læst "Born to Run", så har du bare at komme i gang, for den kan give enhver sofakartoffel lyst til at løbe ultraløb i bare fødder, skulle jeg hilse at sige!

Teknik, tak!
I sin artikel (se link herunder) omtaler Christopher McDougall de to øvelser, som angiveligt var hemmeligheden bag G.W. Georges verdensrekorder. Øvelserne er simple:

Først løfter du det ene ben ved at løfte knæet op til hoftehøjde 100 gange, herefter det andet. Så løfter du skiftevis det ene ben og så det andet ved at løfte knæet op til hoftehøjde 100 gange, næsten som hvis du løber på stedet. (Se hvordan i linket herunder).

Som stor tilhænger af tekniktræning glæder jeg mig over dette fokus på øvelser som et vigtigt supplement til løbetræning. Men når jeg som Pose Running-instruktør kigger på øvelserne, slår det mig, at de nok ikke er helt så hensigtsmæssige, som det antydes i videoen.

Knæløft, nejtak!
Det er i mine øjne et problem, at man i øvelserne løfter knæet overdrevent ved hjælp af hoftebøjerne. I stedet bør foden løftes ved at bøje knæet ved hjælp af hasemuslerne. Når man prøver det, vil man opleve, at der er stor forskel. Der er ingen grund til at løfte mere end højst nødvendigt - og en fod er nu engang lettere end et helt ben! Ved at føre knæet så langt frem, som vist i videoen i artiklen, forskydes balancen desuden med det resultat, at man er nødt til at flytte vægt bagud for at skabe balance, og det er ikke befordrende for fremdriften.

Så selv om øvelserne umiddelbart kan se gode (og ikke mindst nemme) ud, så forbedrer de altså ikke nødvendigvis løbestilen, men risikerer at give dårlige vaner, som evt. kan give anledning til skader.

Nej, der er ingen nemme løsninger! Tekniktræning er den sikreste genvej til at undgå skader og bevare sin løbeglæde - men det kræver samtidig en stor portion tålmodighed - og så selvfølgelig de rigtige øvelser, der vitterligt også giver den enkelte løber en mere optimal løbestil. Og hvad der virker for mig, virker ikke nødvendigvis for dig. Det kræver en grundig (video-)analyse af dit behov. I sidste ende er det den måde, du opnår de bedste resultater i længst tid.

Forkert? Vurdér selv:
Christopher McDougalls artikel i New York Times: The once and future way to run
Video med 100-Up-øvelserne: The lost secret of running

Rigtigt!:
Her er et godt - ganske vist tysk - eksempel på, hvordan øvelsen bør laves:

mandag den 7. november 2011

Se mig i bundløs g-streng!

Jeg kan læse dine tanker: Mmm.... Du har fået færten af et par behårede piskeben i en fræk g-streng, og nu kæmper du for at bevare billedet for dit indre blik. Mmm... Ovenikøbet bundløse og strikket i en god, håndfarvet uldkvalitet. I bar overkrop gennem en fugtig Marselisskov...

Sorry, jeg drømmer vist. Never gonna happen! Men idéen er god nok - hvis jeg altså lige skruer ned for charmen og slukker for mareridtet: Det handler ikke om hæklede herretrusser, men om en sjov - og måske endda praktisk - ankel- og fodvarmer lavet af en af mine virtuelle barfodsvenner, Birthe Pedersen.

Ud over at være barfodsløber har Birthe nemlig en garnbutik i Ry, og kombinationen af hendes to interesser fremkalder et smil, hver gang jeg ser resultatet: et par bundløse uldsokker med en fræk strop om pegetåen, som holder dem på plads, så man kan løbe i dem!

Jo, det er ved at være småkoldt at være barfodsløber, nu da kalenderen siger november og temperaturerne er under 10 grader! Men indtil videre forbyder min forfængelighed mig dog i at kaste mig ud i de første eksperimenter med strikkepinde (rundpinde?) og garnnøgler siden velfortrængte husgerningstimer for en menneskealder siden.

Men hvem ved? Måske sælger Birthe opskriften til Nike, som udstyrer dem med fancy logo, neonfarver og reflekser, så du alligevel får mig at se i uldne g-strengs-løbegalocher til næste vinter? Du har jo lov til at håbe...

Find opskriften på Birthes løbegalocher her: Ravelry
Følg Birthes løbeblog her: Barfodsløb
Følg Birthes garnblog her: Den GarnGales Blog

Et par velplejede fødder i uld-g-streng - lunt og lækkert i en kold tid. (Foto udlånt af Birthe Pedersen)

onsdag den 2. november 2011

Glem alt om forfodsløb!

Bemærk mine nybarberede tæer.
Forleden kom en kollega forbi mit kontor og fortalte, at han var begyndt at løbe i "de der fingersko." Han sagde, at det var en helt ny oplevelse "at løbe helt oppe på forfoden." Ganske vist fik han temmelig ondt i lægge og fødder - men det var vel blot et spørgsmål om tilvænning?

Imens han ivrigt demonstrede, hvordan han løb i sine Fivefingers, krummede jeg tæer i mine flade hverdagssko. Som en anden ballerina løb han krampagtigt frem og tilbage på det yderste af sine sko. Jeg forstod pludselig, at det er seriøst farlige løjer, det her fodfodsløb!

Frisk på nye skader?
I løbemagasiner - ja selv i dameblade - kan man for tiden læse, at forfodsløb er det nye saliggørende, som vil sikre evig løbeglæde, hvis bare man tager et par minimalistiske sko på. Og løbebutikkerne langer flere og flere "forfodsløbesko" over diskene.

Sandheden er, at hvis du vil risikere nye skader, skal du bare begynde at løbe på forfoden, som min kollega. Og hvis du kan komme helt op på tæerne, så kan det næsten kun gå galt. Stressbrud i fodens knogler, betændelse i akillessenen og fibersprængninger i lægmusklerne står i så fald på spring for at overtage pladsen som dine nye løbefjender efter skinnebensbetændelse, løberknæ og lændesmerter, som måske var årsag til, at du begyndte at skifte løbestil.

Opskriften på en glad løber
Men hvis du virkelig vil sikre din løbeglæde (og det formoder jeg, at du vil), skal du glemme alt om forfodsløb. Nej, det betyder selvfølgelig ikke, at du skal lande på hælen med op til fire gange din kropsvægt. Du skal bare ikke løbe på forfoden - du skal lande på forfoden.

Opskriften er såre simpel: Lad fodbalden være det allerførste, der berører jorden, hvorefter hælen kysser underlaget let, inden foden hurtigt løftes. Slap helt af i fod, ankel og læg ved både landing og løft. Så er du allerede godt på vej til at blive en gladere og mere naturlig løber.

(Dette er løbefif nr. 6. Læs de første her: Fif nr. 5 og Fire fif som giver større løbeglæde).

PS: Og så lige en lille reklame: Lær at løbe naturligt på Løblets to workshops i Århus 17. marts 2013 og søndag 26. maj 2013. Læs mere her: www.loeblet.dk.

mandag den 24. oktober 2011

Frygt mig - for jeg er glad!

Jeg overhaler en kilometer før mål. Læs hvem i bloggen.

Okay, jeg indrømmer, at jeg var viiildt presset over at have annonceret, at jeg ville sætte personlig rekord ved Vejle Ådal Halvmarathon, som blev løbet i går. Jeg kender én, der engang har hørt om én, der slet ikke havde nogen undskyldninger for at alting ikke gik som planlagt. Sådan er jeg ikke. Jeg har altid en liste med mindst otte undskyldninger klar, inden jeg stiller til start.

Taktikken var klar: Jeg ville satse - og så måtte det briste eller bære. Jeg vidste, at min form var bedre end nogensinde, men hvor god havde jeg ikke rigtig nogen idé om, da det var et halv år siden, jeg sidst havde løbet et halvmaraton. Så jeg kunne meget vel have overvurderet mine evner på den flade rute gennem den smukke, solbeskinnede Vejle Ådal.

Mit liv i overhalingsbanen
En ting var, at min form var skarp - jeg var bare ikke den eneste, der havde trænet siden sidste års løb i Vejle. Dengang havde jeg den udsøgte fornøjelse at løbe fra min gode løbeven og trænerkollega i Aarhus 1900, Jim Klitgaard-Paulsen, inden vendepunktet for ikke at se ham igen, før han laaaaangt tid efter mig kom kravlende over de blå tidtagningsmåtter ved mål. Men hvis min form var skarp i går, var Jims skarpere end et håndsmedet samuraisværd, så det var næppe dér, jeg skulle hente dagens succesoplevelse. Troede jeg.

Jeg kan roligt afsløre, at det var med en sejrfølelse af den slags, der ikke klæder nogen, at jeg passerede Jim i overlegen stil. Det betød mindre, at det var på motorvej E45, og at jeg sad bag rattet i min djævlerøde Peugeot 206, mens Jim kun var co-driver i en bette Hyundai i indersporet. Jeg vælger godt nok mine sejre med omhu, men er bestemt ikke kræsen, når jeg gør det. (Og så gjorde det mindre, at han senere den dag skulle få så eftertrykkelig revanche).

Første rekord i hus
Vel ankommet til Vejle stod det mig klart, at den første personlige rekord stod for fald: Fornemmelsen af fyldt blære og løbsk tarm overmandede mig for 27. gang denne søndag. Ikke fordi der var noget galt - andet end en sygelig, tvangneurotisk trang til at tilbringe timer på (gerne offentlige) toiletter før løbsstart. Tre kvarter senere rundede jeg det 30. toiletbesøg, godt hjulpet af en toiletkabine med tom rulle, som krævede et hurtigt kabineskift og derved talte dobbelt. Som tingene skred frem, kunne det kun blive en god dag!

Ud over toiletbesøg går en del af mine løbsforberedelser med at udvælge den rette påklædning. Selvom klubreglerne foreskriver, at jeg skulle løbe i Aarhus 1900's blå og røde farver, gav det anledning til mange og lange spekulationer. Jeg endte med et konservativt snit med et twist af sprudlende ungdommelig vildskab: korte, sorte tights fra Fusion, langærmet klubtrøje og løbesolbriller fra Adidas og - vigtigst af alt - et par kåde rødhvide Vibram Fivefingers Bikila. Jeg ved, hvad du tænker, og du har ret: Dressing sharp is my middle name!

Mit skarpe look var dog ikke nok til at skabe afstand til mine medløbere ved startlinjen, hvor vi stod som sild i en tønde. De var nok bange for mig, men ikke skræmt fra vid og sans, som de burde. Til gengæld havde jeg allieret mig med et af mit løbeholds nyeste og yngste medlemmer: Anne Sofie Amstrup, som skulle løbe sit andet halvmaraton denne dag. Det skulle vise sig at være et klogt træk.

Endnu en rekord
Perfekt placeret i feltet og uden voldsom trængsel - heller ikke på den smalle sti gennem ådalen - var der lagt op til et stort løb for os begge, kunne vi begge fornemme efter de første ni kilometer. Vi havde godt nok løbet lidt mere tjept end planlagt, men vi lå godt på vejen og kunne begge ane ny personlig rekord på de første 10 kilometer. Endnu en personlig sejr i hus. Skulle alt andet glippe, kunne vi stadig glæde os over det!

Det betød mindre, at vi blev overhalet af en taltentfuld 12-årig dreng og kvinder med gakkede gangarter. Selv da vores erfarne og velløbende klubkammerat, Peter Wendt, passerede os, formåede vi at tage det rimelig pænt (selvom han selvfølgelig fik et "Vi tager dig på distancen" med som afskedssalut).

Efter vendepunktet var Anne og jeg stadig -  egentlig til vores overraskelse - i høj fart og et pænt stykke hurtigere end vores planlagte tempo. Alligevel var der overskud til at nyde ruten. Selvom det var en ud-og-hjem-rute (med en lille sløjfe), var hjemturen den absolut smukkeste. Med solen i ryggen gav den storslåede udsigt over Vejle Ådal lige det ekstra skub, som skulle bringe os hele vejen i mål. Det hjalp selvfølgelig også, at vi begyndte at overhale flere af dem, der kækt havde overhalet os tidligere på eftermiddagen. Også den hurtigtløbende 12-årige dreng, som nu var nede at gå. Han fik et par gode tanker med på vejen - jeg håber at han kom godt hjem!

Den, der ler sidst
Da Anne og jeg løb forbi 19 kilometermærket, kunne jeg mærke, at jeg havde lidt ekstra at give af. Anne fortsatte i sit sikre tempo. Jeg satte farten op, da jeg havde fået færten af en velkendt Aarhus 1900-trøje. Dødsstødet ville falde tungt, tænkte jeg, da jeg i frisk spurt sneg mig forbi Peter Wendt en kilometer før mål. Det var dog kun et spagt "Hov-hov", der klemte sig ud mellem hans tunge åndedrag, som ikke helt bekræftede min formodning om dødsstødets styrke. Men det føltes eddermaneme fantastisk!

Hvis Dressing Sharp er mit mellemnavn, så er Veldisponeret mit nye fornavn. De to sidste kilometer endte med at blive de hurtigste, og da jeg passerede målstregen var jeg bare så GLAD. Ny personlig rekord. Den gamle slået med fem minutter - og ni minutter hurtigere end sidste års Vejle Ådal Halvmarathon. Et halv minut senere kom Anne.

Jim heppede os alle i mål, selvom 10 minutters venten havde gjort ham en smule kold. I løbet af de næste 20 minutter kom resten af vores klubkammerater som perler på en snor. De fleste med personlige rekorder og et stort smil. Selvom der var halve og hele timer mellem dagens tider, havde vi alle toppræsteret denne smukke dag i Vejle. Jeg glæder mig til at deltage igen til næste år - måske i helt bare fødder?



PS: Da jeg kom hjem til Århus, fløj jeg i køkkenet og lavede livretter til min kone, selvom jeg egentlig havde mest lyst til pizza. Bare fordi jeg var så glad. (Og hun tvang mig næsten ikke).

mandag den 17. oktober 2011

Fif nr. 5: Kom (længere) ned i knæ, tak!

Hvis du absolut insisterer på at spolere din løbeglæde med et par ødelagte knæ, er der absolut ingen grund til at læse videre. Men hvis du med et snuptag vil give din løbestil en opstrammer, så læs endelig videre...

I weekenden havde Jesper Notlev og jeg to hold løbere under kærlig behandling på vores Pose Running-workshop. Karakteristisk for mange af løberne var, at de landede med næsten helt strakte knæ. Av, siger jeg bare.

De færreste var klar over, at dette var tilfældet - selv hos enkelte, der allerede havde stiftet bekendtskab med Pose Running eller ChiRunning, blev der landet lystigt med næsten strakte knæ foran kroppen.


Der er ikke noget galt i at øve sig i vandret position. Slet ikke.

Derfor er fif nummer fem:

KOM NED I KNÆ (LÆNGERE END DU TROR)!

Der er mange gode grunde til at holde knæet bøjet under landing samt i og efter standfasen - og med sko såvel som uden:
  • Knæleddet fungerer sammen med de øvrige led, muskler og sener som en naturlig støddæmper - og betydelig mere effektiv end tre centimeter gel eller luftpude under i hælen på et par løbesko
  • Benet bliver til en fjeder, der opsamler kraften fra nedslaget og sender kroppen opad, så du slipper for at løfte kroppen aktivt (men kan nøjes med at løfte foden)
  • Du får meget lettere ved at lande med fødderne under din krops tyngdepunkt
Overdriv gerne! Erfaringen siger, at du ikke har bøjet benet så meget, som du tror. Efterhånden vil det falde dig nemmere og mere naturligt at udnytte din krops enestående opbygning fuldt ud. Prøv selv!

Gik du glip af mine fire første løbefif, så fortvivl ikke. Du finder dem lige her: Fire fif som giver større løbeglæde.

torsdag den 13. oktober 2011

Dobbelt D-skål og høje hæle

Bemærk, at jeg ikke er bange for at holde fast i mine femine sider.

Det med løberiet har jeg ikke fra fremmede. Det blev jeg mindet om, da jeg i weekenden bladrede i en kasse med gulnede avisartikler, som jeg har haft stående på loftet i årevis. Tilbage i 1998 gjorde mit alter ego, Petra, nemlig sin entré ved Kvindeløbet i Ikast en solbeskinnet onsdag i juni. Petra mistede dog hurtigt interessen for fysisk aktivitet.

Her kan du læse beretningen fra Herning Folkeblad om, hvordan mit femine jeg blev diskvalificeret i dobbelt d-skål og et par højhælede Nike Structure Triax. Bær over med mig - det er mange år siden. Og tak gud for flade sko!


fredag den 7. oktober 2011

Gu' er jeg ej sej!

De lignede mest af alt et par rockere, der enten havde røvet bordellet i Tinglevgade eller havde leveret friske forsyninger til den lokale rygeklub. De var skaldede, pumpede og så overhovedet ikke venlige ud. Så jeg blev temmelig overrasket, da jeg løb forbi dem i bare fødder, og den ene sagde: "Det er vildt det dér - du er sgu for sej!"

Jeg kunne ikke undgå at få flashback til for to uger siden, da det var et par foxy unge piger, der sagde noget lignende, mens jeg løb forbi dem i bare fødder på en grusvej ved Rubjerg Knude. Vel er det da smigrende, at folk ikke kun synes, det er vanvittigt at smide skoene, men også sejt.

Men hvis sandheden skal frem, er der intet sejt ved at smide skoene. Tværtimod. Flere undersøgelser viser, at der er en sammenhæng mellem støddæmpende løbesko og risikoen for skader. Andre viser, at det faktisk er mere skånsomt for muskler, sener og led at løbe med en naturlig løbestil, som man fx kan lære ved at løbe på bare fødder (eller gennem Pose Running, hvis man ikke har mod på at smide skoene).

Indrømmet: Jeg ligner en tøs, når jeg løber - også uden huaraches.
 Så nej, jeg er ikke spor sej. Jeg er en pivskid, der vil gøre meget for at undgå skader: Jeg smider gerne skoene, jeg bruger tid på at træne god løbestil, og jeg er bevidst om, at det ikke skal gøre ondt, når jeg løber. For når mennesket gennem evolutionen har udviklet sig til at være en naturlig langdistanceløber, så er det vel meningen, at det skal føles let og naturligt, ikke?

Og så lige lidt reklamegas: Er du også alt andet end sej, og har du lyst til at arbejde med din løbestil, så har Jesper Nothlev og jeg et par ledige pladser på vores workshop i god løbeteknik og Pose Running søndag 16. oktober kl. 10-14. Begyndere såvel som erfarne løbere er velkomne! Sted: Logicas lokaler i Scandinavian Center i Århus. Introduktionspris: 300 kr. (inkl. sandwich, frugt og vand). Giv lyd, hvis du har lyst til at lære at løbe bedre - og undgå skader! :-)

mandag den 3. oktober 2011

Turist i løvesko (og uden)

Løverne. Hvor fanden var løverne, som jeg var blevet lovet. Nej, min lille løbetur langs åen gennem Odense blev desværre ikke nogen løvetur.

Hvis sandheden skal frem, så var det vist min egen skyld, at jeg ikke så farlige kattedyr denne lørdag eftermiddag, hvor oktobersolen gjorde sit for at skabe savannestemning i den fynske hovedstads zoo. Knivskarpe småsten borede sig op i mine nøgne fodsåler for hvert skridt, jeg tog. Jeg kunne kun koncentrere mig om at løfte fødderne - og helst inden de rørte jorden under mig. Efter tre kilometer var der lys forude i form af den dejligste sorte asfalt, som jeg vidste ville tage anderledes blidt imod mine fødder og gøre en ende på mit tåbelige selvpineri.


Stik dog den mand en guide?
Det var nok også lidt overmodigt af mig at begive mig ud på ukendt terræn i en fremmed by. Ikke så meget på grund af løverne i Odense Zoo. Mere på grund af det nådesløse underlag - og ikke mindst fordi jeg dagen forinden have forceret 17 kilometer grussti på en skøn tur to gange rundt om Årslev Engsø.

Med mig på lørdagens løbetur havde jeg Jesper Nothlev, som også deltog i Pose Running-instruktørkurset. Jeg overvejede flere gange at kaste ham for løverne (som jeg altså ikke så) og stjæle hans flade løbesko. Han overlevede, og det gjorde jeg også - selvom det lykkedes os at fare vild på vejen tilbage til hotellet, så en del af ruten kom til at foregå langs en uinspirerende ringvej. Med kun lidt besvær lykkedes det os heldigvis at kommunikere med lokalbefolkningen, så vi efter syv kilometer og en intensiv dag med Pose Running endelig nåede hotellet med sved på panden og resten af kroppen.

Sommetider er det fedt at løbe rundt på må og få i en fremmed by eller egn. Sådan havde jeg det på min sommerferie i Bellagio ved Como-søen i Norditalien. Andre gange er det træls at fare vild og ende med at løbe langs en hovedvej, som Jesper og jeg gjorde, fordi vi ikke lige havde fået nærlæst kortet.

I København er der et alternativ til at fare vild, når løbere besøger byen som turister eller forretningsrejsende. Running Copenhagen har nemlig introduceret et spændende koncept, som kendes fra Bruxelles, London og andre metropoler: For kun halvanden hundrede kroner kan man booke en guidet løbetur på forskellige ruter i og omkring København. Der er både løb morgen, dag og aften, og tempoet tilpasses deltagernes fysiske formåen.

Sightseeing kombineret med løb? Det lyder altså som en god kombination i mine ører. Så løver eller ej - jeg snupper sgu en guidet tur, næste gang jeg vover mig til Kjøwenhawn!

Se Running Copenhagens forskellige ture her: http://running-copenhagen.dk/tour/

torsdag den 29. september 2011

En weekend med Ole (og Poul i reprise)

Denne weekend drager Jesper Nothlev og jeg til Odense for at blive bedre til at undervise andre i god løbeteknik ved hjælp af Pose Running. Jeg har efterhånden været på en del kurser i Pose Running og glæder mig til endelig at blive certificeret Pose Running Instructor (ja, fint skal det være)...

Jeg vælger selvfølgelig at lære fra de bedste. Ole Stougaard hedder manden, der (endnu en gang) vil forsøge at gøre mig til en bedre løber og samtidig i stand til at formidle hensigtsmæssig løbeteknik. I 2006 vandt han det, der kaldes verdens hårdeste ironman: Norseman Xtreme Triathlon. Jesper og jeg forventer ganske vist en intensiv weekend, meeeeen mindre end Norseman kan heldigvis gøre det for os:


At man ikke behøver tilhøre eliten ligesom Ole Stougaard for at få glæde af at arbejde med sin løbeteknik, beskrev jeg i mit blogindlæg Skift stil - og spar sekunder. Efter at jeg skrev dette indlæg, modtog Jesper og jeg denne testimonial fra Poul:
"Jeg er 61 år, og har løbet siden jeg var teenager. Slidgigt i ryggen var dog ved at gøre en ende på karrieren, da besøgene hos kiropraktoren blev lige ofte nok.

Men så var jeg på et kursus i Pose Running for knap 4 måneder siden, og det kan da nok være, der er sket ting og sager siden!

Mine løbetider er forbedret med op til 21%, og jeg har stort set ingen skader.

Det største var dog, at jeg til Marselisløbet (12 km selvfølgelig) endelig kom ned på Comettid! 1 time og 1 minut - 15 min hurtigere end Stjernetid. Det svarer til stjernetiden for en mand på 40 år.

Så bortset fra at jeg er blevet morfar, er Pose Running det største jeg har oplevet i 2011, og så har jeg i øvrigt ikke været hos kiropraktor siden."

Den lader vi lige stå lidt... God weekend til alle glade løbere - med sko såvel som uden!

BONUSLINK: Ole Stougaard fortæller om Pose Running i Politiken

mandag den 26. september 2011

Jeg kender kun vindertyper!

Heldige mig. Jeg er omgivet af vindere. Det kan godt være, at løbeverden jublede i går, da Patrick Makau tog fornemme sekunder af Haile Gebrselassies verdensrekord ved Berlin Marathon.

Men sidste søndag jublede jeg faktisk endnu højere, da min løbeveninde, Birgitte Amtkjær, satte personlig rekord på de 42 kilometer i Odense, selvom hun ugen forinden næsten ikke kunne gå på grund af smerter i sin iskiasnerve. At hun brugte over dobbelt så lang tid som vores afrikanske løbevenner betyder intet.

Yndlingsvindertype: Birgitte vinder hver gang - over sig selv!

Og jeg blev bare så glad, da det endelig lykkedes en anden løbeveninde, Anne-Marie Eg Jørgensen, at gennemføre et halvmaraton uden kriser undervejs. Selvom hun brugte længere tid, end verdenseliten bruger på at løbe et helt maraton.

Selv sejrede jeg i lørdags - endda uden for konkurrence - da et par smukke, unge, blonde piger sagde: "Hold kæft, hvor er du sej," mens jeg løb forbi dem i bare fødder på en grusvej ved Rubjerg Knude på min ugentlige langtur.

Sejre er der nok af! Alle er vi vindere, der bare skal finde den sejr, der passer til os. Alt, hvad vi behøver, er at vælge vores kampe og sætte vores mål med omhu. Hvis det ikke lykkes i første forsøg, så prøver vi bare igen - eller justerer vores mål. Ja, på den måde bliver verden et tagselvbord med succeser - fra internationale sportsarenaer til en grussti i Nordjylland.

fredag den 23. september 2011

Få fart på i bare fødder

"Kan du fortælle mig, hvorfor vi løb hurtigst med bare fødder," spurgte min løbeveninde, Charlotte Seehausen, mig efter vores løbetur i går.

Da hun havde lagt dataene fra sit løbeur ind på Endomondo, var det tydeligt, at farten var gået op på den sidste del af turen, hvor vi havde smidt vores flade sko og løb med dem i hånden.

Nu er der ikke noget odiøst i, at vi afslutter en løbetur, hvor der er overskud, med at vi sætter farten lidt op. Og det er da heller ikke første gang, vi løber det sidste stykke med en gennemsnitsfart, der er næsten et minut hurtigere pr. kilometer end resten at turen.

Det, der gjorde indtryk, var lige så meget fornemmelsen af en let og behagelig rytme samtidig med at farten helt ubesværet røg op. Vi var faktisk nødt til at minde os selv om at tage det roligt, da det bare skulle være en rolig tur oven på vores tærskelintervaller dagen før.
Her demonstrerer Charlotte, hvordan man restituerer. Men hun kan altså også løbe.
Begge har vi trænet løbeteknik (Pose Running), og begge løber vi i minimalistiske løbesko, så vi er allerede bevidste om at finde rytmen, kadencen og balancen. I går løb Charlotte i sine Terra Plana Evo og jeg i mine huaraches. Og alligevel var det slående, hvor meget anderledes og naturligt vores løb blev helt uden sko: Lydløst, legende let - og hurtigt!

Minimalistiske løbesko befordrer ganske vist en meget mere naturlig løbestil end et par almindelige løbesko med høje, støddæmpende såler. Men man kan ikke bare hoppe i et par flade løbesko og tro, at nu er man born to run, som en anden afrikaner, der har løbet fra den ene ende af savannen til den anden hver dag for at komme til skole. Nej, teknikken skal læres, hvis man vil have en god oplevelse ud af det, fx ved hjælp af Pose Running, ChiRunning, Evolution Running - eller hvad de nu kalder sig.

Men intet slår den allerbedste læremester af dem alle: Dine egne nøgne fødder!



onsdag den 21. september 2011

4 fif som giver større løbeglæde

På bedste damebladsmanér bringer jeg hermed den ultimative (eller i hvert fald min) opskrift på en hurtig omlægning af din løbestil. Ved at følge min simple opskrift belaster du knogler, sener, muskler og led langt mindre. I stedet udnytter du deres naturlige funktion som støddæmpere og kraftudløsere langt bedre - med såvel som uden løbesko.

Smil før, under og efter dit løb!

Værsgo - her er mine fire første fif så:

1. Slap af! Det skal være let at løbe. Hvis det gør ondt, gør du noget forkert eller for meget. Du skal søge en afslappet fornemmelse i din krop - og ikke føle, at du har brugt alt, hvad du har i dig efter hvert træningspas. Al træning bør foregå med mere fornuft end konkurrenceiver. Gem kræfterne til det virkelig gælder, når du har startnummer på maven.

2. Tag kortere skridt! Hvis din fod er foran din krops tyngdepunkt, virker den som en bremse. Og hvis den er for langt tilbage, skal du bruge for lang tid på at føre den frem under dit tyngdepunkt igen. Kroppens fremdrift opstår primært ved, at du falder ud over balancepunktet under dens tyngdepunkt - og ikke ved at du sætter af!

3. Tag hurtigere skridt! Prøv selv at hoppe med bare fødder på dit stuegulv. Først laaaaangsomt og derefter med en hurtigere rytme. Mærk, hvordan det bliver lettere at hoppe, når du har en høj kadence, fordi muskler og sener opsamler nedslagsenergien og udløser det meste af den igen, så du sparer muskelarbejde. Det samme kan du udnytte, når du løber ved at hæve kadencen - ideelt set over 180 skridt i minuttet (altså 90 med hvert ben).

4. Slap mere af! Når du har forsøgt at tage kortere skridt og hurtigere skridt, har du højst sandsynligt glemt at slappe af. Det er vigtigt, at du ikke spænder unødigt, når du løber. Vær særligt opmærksom på at slappe af i fødder og lægge - så slipper du for at få ømme lægmuskler.

Opdatering:

Fif nr. 5: Kom (længere) ned i knæ, tak!
Fif nr. 6: Glem alt om forfodsløb!
Fif nr. 7: Læn Dem ikke ud! (Ret Dem ind)...

mandag den 19. september 2011

Har du set mine nye sko?: NB Minimus Trail

Jeg kan ikke love, at min mor kommer til at optræde i min blog igen. Efter et døgns tid syntes jeg, det var passende at informere hende om, at hun nu var hængt ud på nettet som barfodsløber. Hun tog det meget pænt.

Til gengæld kan jeg garantere, at det ikke bliver sidste gang, jeg kommer til at skrive om sko. Til trods for at jeg holder af at løbe i bare fødder, har jeg parallelt med min barfodsinteresse udviklet en passion for flade løbesko, og jeg er den lykkelige ejer af omkring 15 par minimalistiske løbesko og løbesandaler.

Til løbetræning sidste onsdag var der nogle af mine løbevenner i Aarhus 1900, der stillede mig et ubehageligt spørgsmål: "Når du nogensinde at slide dine sko op, Peter?"...

Den slags spørgsmål kan jo give enhver skofetichist røde ører. Grunden til, at de spurgte, var, at jeg var kommet til at købe New Balances bud på en minimalistisk løbesko: Minimus Trail.
NB Minimus Trail. Den bliver jeg glad for - men om jeg når at slide den op, det vil tiden vise.
Siden onsdag har jeg løbet 45 kilometer i NB Minimus Trail. Jeg har løbet tærskelintervaller, skov, bakker, strand, trail og asfalt på ture op til 17 km og både uden og med strømper. Og umiddelbart kan jeg godt lide dem! Jeg har dog enkelte forbehold.

Når man får skoen i hånden bemærker man, at det er lykkedes New Balance at lave en let sko med en forholdsvis flad sål. Den har en fin bredde i forfoden, så der er plads til tæerne. I det hele taget er pasformen rigtig god, og på indersiden er der ingen generende syninger, så jeg har uden problemer løbet uden strømper.

Sålen er ikke helt så flad som i fx Vibram Fivefingers eller Terra Plana, så den stiller større krav til en god løbestil, dvs. landing på for-/midfod under kroppens tyngdepunkt, korte skridt og høj kadence. Hvis man kommer fra en traditionel sko, er der sikkert en del, der vil finde den mere behagelig at løbe i, end de to førstnævnte, men den kræver altså, at man allerede ved, hvordan  man skal løbe i den (fx vha. Pose Running eller ChiRunning).

Det er Vibram, der har produceret sålen. Men af en eller anden årsag (vægt? fleksibilitet?) har New Balance valgt at give den et specielt mønster med gummiknopper, der (som det kan ses på nedenstående foto) kun dækker en del af sålen. Resten (de gule områder) er blødere EVA. Det betyder, at skarpe sten let mærkes gennem sålen, hvis de rammer det "forkerte sted". Den bløde EVA-sål giver desuden en vis forsinkelse, så når man rammer en sten på disse punkter, er det for sent at reagere - i modsætning til tyndere Fivefingers- og Terra Plana-såler, hvor man får lynhurtig respons fra underlaget og kan at flytte foden, inden man kan nå at stave til "av".
Pas på! Bunden er blød i de gule områder, hvor der ikke er gummi!

Samtidig betyder den let hævede hæl , at man ikke har helt samme fornemmelse for underlag og ujævnheder, som man har i fladere sko. Såltykkelsen i hælen er ca. 15 mm og 11 mm i forfoden. Selvom forskellen kun er 4 mm, kan man mærke den, hvis man er vant til, at der ikke er forskel på hæl- og forfodshøjden (såkaldte "zerodrop-sko). På asfalt og jævne stier fungerer NB Minimus Trail noget bedre, og man kan sagtens løbe Pose Running i den.

Det er en overdrivelse at kalde NB Minimus en barfodssko. Men hvis man kommer fra en traditionel løbesko, kan den være et rigtig godt sted at begynde at arbejde med en mere naturlig løbestil. (En del barfodsfundamentalister vil hævde noget andet). Terra Plana Evo vil dog fortsat være min foretrukne allround-minimalistsko.

Producent:     New Balance
Model:           Minimus Trail (MT10) (New Balance har også lavet en Minimus Road)
Vægt:             232 gram (i min str. 44,5)
Pris:               1000 kr. (fås bl.a. hos KeepRunning i Århus)

OPDATERING: Læs også min anmeldelse af NB Minimus Trail Zero - den nyeste udgave af Miniums med zero-drop: "Min nye skovsko: NB Minimus Trail Zero."

torsdag den 15. september 2011

Skift stil - og spar sekunder!

Der er ingen grund til at ændre noget, der virker. Og dog. Når det gælder løbestil, kan der være vigtige sekunder at hente ved at justere sin løbeteknik. På Jesper Nothlevs og min Løblet-workshop i Stjær først på sommeren fik vi endnu eksempel på, at det faktisk betaler sig:

På workshoppen gav vi deltagerne en introduktion til bedre løbeteknik med udgangspunkt i Pose Running - og ikke mindst vores egne erfaringer. En af deltagerne, Poul, har i månederne efter noteret en fremgang på intet mindre end 14 procent! Uden at ændre andet i sin træning end fokus på at løbe med en mere hensigtsmæssig løbeteknik.

Allerede på sin første løbetur efter workshoppen var Poul overbevist: Den træningsrute på 10 kilometer, som han har løbet i årevis på gennemsnitligt på 52:30, løb han nu på 46:05! Og at han virkelig havde fanget budskabet om, at det skal føles let og ubesværet at løbe med god teknik, var tydeligt, da han skrev til os: "Det var ikke engang nødvendigt at strække ud, da jeg kom hjem."

Om det også vil give dig en bedre løbeøkonomi at arbejde med din løbestil, kan du kun finde ud ved at prøve det på egen krop. Men måske kan dette tv-klip fra en BBC-udsendelse, hvor effekten af Pose Running testes på et medlem af det britiske triatlonlandshold, være med til at overbevise dig om, at det faktisk er værd at vove forsøget?

tirsdag den 13. september 2011

Mød min mor - 67 år og barfodsløber

Min mor. Barfodsløber.

Min mor ligner måske ikke en løber, men det skal man ikke lade sig narre af. Okay, indtil sidste år var det begrænset, hvor mange meter hun havde løbet, siden hun for en halv menneskealder siden var nødt til at at løbe syv kilometer gennem en mørk skov til skole (dog kun hver anden dag i høsttiden).

Hele sit liv har hun knoklet som sygehjælper og mor til to hjælpeløse børn. Så da hun for fem år siden gik på efterløn, hvad var så mere nærliggende end at lade kampen for overlevelse og en livslang kamp mod overflødige kilo afløse af styrketræning, pc-kørekort og engelskundervisning? Hold da op - nu skulle livet leves...

For halvandet år siden fortalte hun mig, at hun også var begyndt at løbe. Da det senere gik op for mig, at hun løb rundt i sine udtrådte vandrestøvler - tre kilometer tre gange om ugen var hun kommet op på - syntes jeg, det var på tide, at min gamle mor fik sig et par mere løbeegnede sko.

"Hvaffor nogen sko løber du i," spurgte hun mig. Jeg forklarede hende, at jeg løber i helt flade sko, og hun svarede, at sådan nogle ville hun også have. Jeg bestilte et par Terra Plana Neo til hende på nettet (nu fås de også hos bl.a. KeepRunning i Århus).

Det oplagte havde måske været at sende hende ned i en løbebutik for at få lavet en løbestilsanalyse. Meeeen min mor er kvik (runs in the family), og jeg har stor tillid til hendes atletiske evner. Så når hun nu insisterede. Hun har desuden aldrig forspildt en lejlighed til at fremhæve sine sunde tæer, som hun kunne sprede med tankens kraft...

For trods alt at udvise lidt ansvarlighed udsatte jeg hende for et lynkursus i god løbeteknik og Pose Running, og hun fangede hurtigt idéen med at udnytte tyngdekraften til fremdrift og kroppens muskler og sener som naturlig støddæmpning. Dygtig mor!
Fed sko - og nu min mors yndlingssko: Terra Plana Neo
En uge senere modtog hun sine Terra Plana Neo med posten. De var sorte og gule og passede perfekt. Men til trods for at løbegearet nu var komplet (hun havde kort forinden investeret i svedtransporterende t-shirts og bukser i det der nymodens kunststof - uf!), løb hun sine løbeture rundt om det naturskønne Fruens Møllested lidt nord for Vejle i smug!

For mens hendes venner og veninder (dvs. dem, der stadig lever) er blevet ældre og mere medicinerede, er min mor bare blevet sundere og friskere. Derfor var min mor noget tilbageholdende med at fortælle om sin nye hobby - for når man er vokset op på landet i Midtjylland, så er det vist ikke naturligt at blamere sig. Havde veninderne kendt til hendes næste træk, havde de nok stillet spørgsmål ved, hvor rask hun egentlig var:

Jeg havde kort nævnt over for min mor, at jeg såmænd også løber i helt bare fødder. Min mors umiddelbare reaktion? Hun drømte sig tilbage til dengang, hun var barn og løb rundt i bare fødder på gårdspladsen. Frisk pige. Stolt søn.

Alligevel kom det lidt bag på mig, da jeg et par dage senere modtog en sms, hvor hun begejstret skrev, at hun havde løbet det meste af sin  trekilometers-rute med skoene i hænderne. Altså i helt bare fødder! (Det kom også bag på mig, at hun overhovedet sendte en sms - næste gang var for at fortælle, at nu havde hun da lige løbet fem kilometer for første gang i sit liv).

"Det er faktisk allerbedst at løbe der, hvor der er små sten, for så kan man for alvor mærke verden under sine fødder," plejer hun at sige, når snakken falder på vores nye fælles interesse.

Og hun har ret - men det kræver selvfølgelig at man smider skoene og vover sig derud. Lige nu føles den fugtige og kølige efterårskovbund helt fantastisk mod de nøgne fodsåler, skulle jeg hilse fra min mor og sige.

Damn, jeg er stolt af min barfodsmor! Alle skulle have en...

OPDATERING: Læs fortsættelsen her: Mor, læs IKKE dette!

mandag den 12. september 2011

Kan du holde balancen i dine løbesko?

Denne lille video illustrerer meget godt, hvorfor det måske ikke er optimalt at løbe i sko med alt for meget støddæmpning i sålerne. Under alle omstændigheder er budskabet meget sødt fortalt - enjoy:



søndag den 11. september 2011

Skal du ha' et par flade?

Gummisål og nylonsnøre. Mere skal der ikke til. 

I mit blogindlæg om Klosterløbet nævnte jeg, at jeg rent faktisk havde taget mine huaraches med, men at jeg i et anfald af kådhed - og til min store fortrydelse - undlod af tage dem med på den 12 km lange rute, som havde et særdeles modbydeligt underlag. Jeg undgik vabler, men det var vist mere held end noget andet.

Når man løber i bare fødder opdager man hurtigt, at der er noget underlag, der er mere behageligt end andet. Mit favoritunderlag er glatte betonfliser eller fugtige, svampede skovstier. Det allerværste er asfalt med skarpe sten i overfladen, som endnu ikke er kørt ned i vejbelægningen.

Hvis man ikke kender ruten på forhånd eller deltager i et løb, hvor ruten går over den slags underlag, kan det være en rigtig god idé at have et par huaraches med sig. De er superlette og fylder ingenting, er nemme at løbe med i hænderne eller shortslinningen - og så er de hurtige at få af og på undervejs.

Bemærk, hvordan de lilla nylonsnører klæder mine bare tæer.
Egentligt er mine huaraches bare en flad gummisål med en nylonsnøre, der holder sandalen på plads under foden. Så simpelt, som det kan blive, og det tætteste du kommer på at løbe barfodet uden at gøre det. Efter ganske lidt tilvænning løber man let og ubesværet hen over al slags underlag. Jeg har løbet ture på over 20 km i mine uden problemer.

Umiddelbart tænker man måske, at snoren mellem storetå og pegetå må genere - men det er slet ikke tilfældet. Hurtigt glemmer man alt om den - og er bare glad for at man kan løbe gennem hvad som helst. (Efter en enkelt langtur, hvor mine fødder blev våde, kunne jeg dog konstatere en lillebitte vabel mellem tæerne, men ikke noget, der på nogen måde generede under løbet).


Producent:   Invisible Shoes
Model:         Huaraches
Vægt:          118 g (i min størrelse)
Materialer:   Nylonsnor (fås i flere farver) og Vibram-gummisål eller FeelTrue-gummisål
Pris:             16,95-39.95$ (afhænger af model og om du selv skærer dem til)