Har du set mine nye sko?: NB Minimus Trail

Jeg kan ikke love, at min mor kommer til at optræde i min blog igen. Efter et døgns tid syntes jeg, det var passende at informere hende om, at hun nu var hængt ud på nettet som barfodsløber. Hun tog det meget pænt.

Til gengæld kan jeg garantere, at det ikke bliver sidste gang, jeg kommer til at skrive om sko. Til trods for at jeg holder af at løbe i bare fødder, har jeg parallelt med min barfodsinteresse udviklet en passion for flade løbesko, og jeg er den lykkelige ejer af omkring 15 par minimalistiske løbesko og løbesandaler.

Til løbetræning sidste onsdag var der nogle af mine løbevenner i Aarhus 1900, der stillede mig et ubehageligt spørgsmål: "Når du nogensinde at slide dine sko op, Peter?"...

Den slags spørgsmål kan jo give enhver skofetichist røde ører. Grunden til, at de spurgte, var, at jeg var kommet til at købe New Balances bud på en minimalistisk løbesko: Minimus Trail.

NB Minimus Trail. Den bliver jeg glad for - men om jeg når at slide den op, det vil tiden vise.

Siden onsdag har jeg løbet 45 kilometer i NB Minimus Trail. Jeg har løbet tærskelintervaller, skov, bakker, strand, trail og asfalt på ture op til 17 km og både uden og med strømper. Og umiddelbart kan jeg godt lide dem! Jeg har dog enkelte forbehold.

Når man får skoen i hånden bemærker man, at det er lykkedes New Balance at lave en let sko med en forholdsvis flad sål. Den har en fin bredde i forfoden, så der er plads til tæerne. I det hele taget er pasformen rigtig god, og på indersiden er der ingen generende syninger, så jeg har uden problemer løbet uden strømper.

Sålen er ikke helt så flad som i fx Vibram Fivefingers eller Terra Plana, så den stiller større krav til en god løbestil, dvs. landing på for-/midfod under kroppens tyngdepunkt, korte skridt og høj kadence. Hvis man kommer fra en traditionel sko, er der sikkert en del, der vil finde den mere behagelig at løbe i, end de to førstnævnte, men den kræver altså, at man allerede ved, hvordan  man skal løbe i den (fx vha. Pose Running eller ChiRunning).

Det er Vibram, der har produceret sålen. Men af en eller anden årsag (vægt? fleksibilitet?) har New Balance valgt at give den et specielt mønster med gummiknopper, der (som det kan ses på nedenstående foto) kun dækker en del af sålen. Resten (de gule områder) er blødere EVA. Det betyder, at skarpe sten let mærkes gennem sålen, hvis de rammer det "forkerte sted". Den bløde EVA-sål giver desuden en vis forsinkelse, så når man rammer en sten på disse punkter, er det for sent at reagere - i modsætning til tyndere Fivefingers- og Terra Plana-såler, hvor man får lynhurtig respons fra underlaget og kan at flytte foden, inden man kan nå at stave til "av".

Pas på! Bunden er blød i de gule områder, hvor der ikke er gummi!

Samtidig betyder den let hævede hæl , at man ikke har helt samme fornemmelse for underlag og ujævnheder, som man har i fladere sko. Såltykkelsen i hælen er ca. 15 mm og 11 mm i forfoden. Selvom forskellen kun er 4 mm, kan man mærke den, hvis man er vant til, at der ikke er forskel på hæl- og forfodshøjden (såkaldte "zerodrop-sko). På asfalt og jævne stier fungerer NB Minimus Trail noget bedre, og man kan sagtens løbe Pose Running i den.

Det er en overdrivelse at kalde NB Minimus en barfodssko. Men hvis man kommer fra en traditionel løbesko, kan den være et rigtig godt sted at begynde at arbejde med en mere naturlig løbestil. (En del barfodsfundamentalister vil hævde noget andet). Terra Plana Evo vil dog fortsat være min foretrukne allround-minimalistsko.

Producent:     New Balance

Model:           Minimus Trail (MT10) (New Balance har også lavet en Minimus Road)

Vægt:             232 gram (i min str. 44,5)

Pris:               1000 kr. (fås bl.a. hos KeepRunning i Århus)

OPDATERING: Læs også min anmeldelse af NB Minimus Trail Zero - den nyeste udgave af Miniums med zero-drop: "Min nye skovsko: NB Minimus Trail Zero."

Mød min mor - 67 år og barfodsløber

Min mor. Barfodsløber.

Min mor ligner måske ikke en løber, men det skal man ikke lade sig narre af. Okay, indtil sidste år var det begrænset, hvor mange meter hun havde løbet, siden hun for en halv menneskealder siden var nødt til at at løbe syv kilometer gennem en mørk skov til skole (dog kun hver anden dag i høsttiden).

Hele sit liv har hun knoklet som sygehjælper og mor til to hjælpeløse børn. Så da hun for fem år siden gik på efterløn, hvad var så mere nærliggende end at lade kampen for overlevelse og en livslang kamp mod overflødige kilo afløse af styrketræning, pc-kørekort og engelskundervisning? Hold da op - nu skulle livet leves...

For halvandet år siden fortalte hun mig, at hun også var begyndt at løbe. Da det senere gik op for mig, at hun løb rundt i sine udtrådte vandrestøvler - tre kilometer tre gange om ugen var hun kommet op på - syntes jeg, det var på tide, at min gamle mor fik sig et par mere løbeegnede sko.

"Hvaffor nogen sko løber du i," spurgte hun mig. Jeg forklarede hende, at jeg løber i helt flade sko, og hun svarede, at sådan nogle ville hun også have. Jeg bestilte et par Terra Plana Neo til hende på nettet (nu fås de også hos bl.a. KeepRunning i Århus).

Det oplagte havde måske været at sende hende ned i en løbebutik for at få lavet en løbestilsanalyse. Meeeen min mor er kvik (runs in the family), og jeg har stor tillid til hendes atletiske evner. Så når hun nu insisterede. Hun har desuden aldrig forspildt en lejlighed til at fremhæve sine sunde tæer, som hun kunne sprede med tankens kraft...

For trods alt at udvise lidt ansvarlighed udsatte jeg hende for et lynkursus i god løbeteknik og Pose Running, og hun fangede hurtigt idéen med at udnytte tyngdekraften til fremdrift og kroppens muskler og sener som naturlig støddæmpning. Dygtig mor!

Fed sko - og nu min mors yndlingssko: Terra Plana Neo

En uge senere modtog hun sine Terra Plana Neo med posten. De var sorte og gule og passede perfekt. Men til trods for at løbegearet nu var komplet (hun havde kort forinden investeret i svedtransporterende t-shirts og bukser i det der nymodens kunststof - uf!), løb hun sine løbeture rundt om det naturskønne Fruens Møllested lidt nord for Vejle i smug!

For mens hendes venner og veninder (dvs. dem, der stadig lever) er blevet ældre og mere medicinerede, er min mor bare blevet sundere og friskere. Derfor var min mor noget tilbageholdende med at fortælle om sin nye hobby - for når man er vokset op på landet i Midtjylland, så er det vist ikke naturligt at blamere sig. Havde veninderne kendt til hendes næste træk, havde de nok stillet spørgsmål ved, hvor rask hun egentlig var:

Jeg havde kort nævnt over for min mor, at jeg såmænd også løber i helt bare fødder. Min mors umiddelbare reaktion? Hun drømte sig tilbage til dengang, hun var barn og løb rundt i bare fødder på gårdspladsen. Frisk pige. Stolt søn.

Alligevel kom det lidt bag på mig, da jeg et par dage senere modtog en sms, hvor hun begejstret skrev, at hun havde løbet det meste af sin  trekilometers-rute med skoene i hænderne. Altså i helt bare fødder! (Det kom også bag på mig, at hun overhovedet sendte en sms - næste gang var for at fortælle, at nu havde hun da lige løbet fem kilometer for første gang i sit liv).

"Det er faktisk allerbedst at løbe der, hvor der er små sten, for så kan man for alvor mærke verden under sine fødder," plejer hun at sige, når snakken falder på vores nye fælles interesse.

Og hun har ret - men det kræver selvfølgelig at man smider skoene og vover sig derud. Lige nu føles den fugtige og kølige efterårskovbund helt fantastisk mod de nøgne fodsåler, skulle jeg hilse fra min mor og sige.

Damn, jeg er stolt af min barfodsmor! Alle skulle have en...

OPDATERING: Læs fortsættelsen her: Mor, læs IKKE dette!