Få fart på i bare fødder

"Kan du fortælle mig, hvorfor vi løb hurtigst med bare fødder," spurgte min løbeveninde, Charlotte Seehausen, mig efter vores løbetur i går.

Da hun havde lagt dataene fra sit løbeur ind på Endomondo, var det tydeligt, at farten var gået op på den sidste del af turen, hvor vi havde smidt vores flade sko og løb med dem i hånden.

Nu er der ikke noget odiøst i, at vi afslutter en løbetur, hvor der er overskud, med at vi sætter farten lidt op. Og det er da heller ikke første gang, vi løber det sidste stykke med en gennemsnitsfart, der er næsten et minut hurtigere pr. kilometer end resten at turen.

Det, der gjorde indtryk, var lige så meget fornemmelsen af en let og behagelig rytme samtidig med at farten helt ubesværet røg op. Vi var faktisk nødt til at minde os selv om at tage det roligt, da det bare skulle være en rolig tur oven på vores tærskelintervaller dagen før.

Her demonstrerer Charlotte, hvordan man restituerer. Men hun kan altså også løbe.

Begge har vi trænet løbeteknik (Pose Running), og begge løber vi i minimalistiske løbesko, så vi er allerede bevidste om at finde rytmen, kadencen og balancen. I går løb Charlotte i sine Terra Plana Evo og jeg i mine huaraches. Og alligevel var det slående, hvor meget anderledes og naturligt vores løb blev helt uden sko: Lydløst, legende let - og hurtigt!

Minimalistiske løbesko befordrer ganske vist en meget mere naturlig løbestil end et par almindelige løbesko med høje, støddæmpende såler. Men man kan ikke bare hoppe i et par flade løbesko og tro, at nu er man born to run, som en anden afrikaner, der har løbet fra den ene ende af savannen til den anden hver dag for at komme til skole. Nej, teknikken skal læres, hvis man vil have en god oplevelse ud af det, fx ved hjælp af Pose Running, ChiRunning, Evolution Running - eller hvad de nu kalder sig.

Men intet slår den allerbedste læremester af dem alle: Dine egne nøgne fødder!

Har du set mine nye sko?: NB Minimus Trail

Jeg kan ikke love, at min mor kommer til at optræde i min blog igen. Efter et døgns tid syntes jeg, det var passende at informere hende om, at hun nu var hængt ud på nettet som barfodsløber. Hun tog det meget pænt.

Til gengæld kan jeg garantere, at det ikke bliver sidste gang, jeg kommer til at skrive om sko. Til trods for at jeg holder af at løbe i bare fødder, har jeg parallelt med min barfodsinteresse udviklet en passion for flade løbesko, og jeg er den lykkelige ejer af omkring 15 par minimalistiske løbesko og løbesandaler.

Til løbetræning sidste onsdag var der nogle af mine løbevenner i Aarhus 1900, der stillede mig et ubehageligt spørgsmål: "Når du nogensinde at slide dine sko op, Peter?"...

Den slags spørgsmål kan jo give enhver skofetichist røde ører. Grunden til, at de spurgte, var, at jeg var kommet til at købe New Balances bud på en minimalistisk løbesko: Minimus Trail.

NB Minimus Trail. Den bliver jeg glad for - men om jeg når at slide den op, det vil tiden vise.

Siden onsdag har jeg løbet 45 kilometer i NB Minimus Trail. Jeg har løbet tærskelintervaller, skov, bakker, strand, trail og asfalt på ture op til 17 km og både uden og med strømper. Og umiddelbart kan jeg godt lide dem! Jeg har dog enkelte forbehold.

Når man får skoen i hånden bemærker man, at det er lykkedes New Balance at lave en let sko med en forholdsvis flad sål. Den har en fin bredde i forfoden, så der er plads til tæerne. I det hele taget er pasformen rigtig god, og på indersiden er der ingen generende syninger, så jeg har uden problemer løbet uden strømper.

Sålen er ikke helt så flad som i fx Vibram Fivefingers eller Terra Plana, så den stiller større krav til en god løbestil, dvs. landing på for-/midfod under kroppens tyngdepunkt, korte skridt og høj kadence. Hvis man kommer fra en traditionel sko, er der sikkert en del, der vil finde den mere behagelig at løbe i, end de to førstnævnte, men den kræver altså, at man allerede ved, hvordan  man skal løbe i den (fx vha. Pose Running eller ChiRunning).

Det er Vibram, der har produceret sålen. Men af en eller anden årsag (vægt? fleksibilitet?) har New Balance valgt at give den et specielt mønster med gummiknopper, der (som det kan ses på nedenstående foto) kun dækker en del af sålen. Resten (de gule områder) er blødere EVA. Det betyder, at skarpe sten let mærkes gennem sålen, hvis de rammer det "forkerte sted". Den bløde EVA-sål giver desuden en vis forsinkelse, så når man rammer en sten på disse punkter, er det for sent at reagere - i modsætning til tyndere Fivefingers- og Terra Plana-såler, hvor man får lynhurtig respons fra underlaget og kan at flytte foden, inden man kan nå at stave til "av".

Pas på! Bunden er blød i de gule områder, hvor der ikke er gummi!

Samtidig betyder den let hævede hæl , at man ikke har helt samme fornemmelse for underlag og ujævnheder, som man har i fladere sko. Såltykkelsen i hælen er ca. 15 mm og 11 mm i forfoden. Selvom forskellen kun er 4 mm, kan man mærke den, hvis man er vant til, at der ikke er forskel på hæl- og forfodshøjden (såkaldte "zerodrop-sko). På asfalt og jævne stier fungerer NB Minimus Trail noget bedre, og man kan sagtens løbe Pose Running i den.

Det er en overdrivelse at kalde NB Minimus en barfodssko. Men hvis man kommer fra en traditionel løbesko, kan den være et rigtig godt sted at begynde at arbejde med en mere naturlig løbestil. (En del barfodsfundamentalister vil hævde noget andet). Terra Plana Evo vil dog fortsat være min foretrukne allround-minimalistsko.

Producent:     New Balance

Model:           Minimus Trail (MT10) (New Balance har også lavet en Minimus Road)

Vægt:             232 gram (i min str. 44,5)

Pris:               1000 kr. (fås bl.a. hos KeepRunning i Århus)

OPDATERING: Læs også min anmeldelse af NB Minimus Trail Zero - den nyeste udgave af Miniums med zero-drop: "Min nye skovsko: NB Minimus Trail Zero."