tirsdag den 9. december 2014

Julegaver til barfodsløbere

Jeg kan ikke lide det. Julegaveræset. Jeg kan godt lide jul og julestemning og julebudskab, men gaveræset klæder ikke julen. Desperationen, trætheden, irritationen lyser ud af øjnene på kunder og ekspedienter i stormagasiner og på strøg. Også hos mig for et par timer siden. Det vil jeg gøre noget ved. Derfor har jeg lavet en Julegaveguide for Barfodsløbere. Lettere bliver det simpelthen ikke.


FOR DIG, DER LØBER PÅ ØKONOMIKLASSE
Vi starter med den skrabede jul. Ikke nødvendigvis en ringere jul og nok mere i harmoni med julens egentlige budskab, selvom økonomijul smager af vandgrød. Lad gaveregnen falde blidt:

Er du typen, der sveder meget, så brug gaffatape.
1. Se lyset!
På førstepladsen i år har vi pandelampen. I gørdetselv-versionen får du mulighed for at sætte dit personlige præg på trafiksikkerhed eller trailspor. Opskriften er enkel: En cykelforlygte (det skal være af batterislagsen - dynamoer duer ikke) tapes fast til din pande. Har du brug for ekstra lang batteritid, så eksperimentér med et billigt bilbatteri fra Thansen. Så kører det for dig. Er du typen, der sveder som et svin, så brug ekstra meget tape, gerne gaffatape, men pas på øjenbrynene, når det skal af igen.

Om få år vil vi grine af folk med løbeure om håndledet. Vær en first mover.
2. Find vej!
Glem alt om store klodsede gps-ure, der kan måle alt fra kilometertider til blodsukker. Den slags er bare så 2008. Nej, gå i stedet oldschool, og alliér dig med det bedste fra Geodætisk Institut: et kort. Skulle du alligevel fare vild, så spørg lokalbefolkningen om vej. Medbring evt. parlør, hvis du er på langtur.

Hvad du ønsker, skal du få!
3. Nøgenhed fremmer forståelsen
Er du en ægte barfodsløber, ønsker du dig selvfølgelig… ta-daaaaa… absolut ingenting. Vil du alligevel give venner og familie mulighed for at lægge en pakke under træet, så ønsk dig en tom skotøjsæske.

Uld. Bare fødder. Grus. What's not to like?
4. Vristvarmer varmer
Hører du til den pyntesyge slags, så lok familiens strikketanter og garngalninge til at lave dig et par geniale uldgalocher. Et must-have for barfodsløbere.

Dejlig jul. Nu mangler vi bare dej. 
5. Hold formen
Den søde tand - gerne hele tandsættet - skal også tilgodeses, så kiloene ikke rasler alt for hurtigt af dig, når du fræser afsted på apostlenes heste. Hold kageformen ved lige med med en passende bageform.


FOR DELUXE-BARFODSLØBEREN
Hvorfor spise brød, når man kan spise kage? Og hvorfor lade sig nøje, bare fordi man dyrker minimalistisk fodtøj? Har du pengene, kan du få - har du ingen, må du løbe uden stil...

Verdens for tiden lækreste barfodsstøvle. Uden diskussion.
1. Vivobarefoot Gobi Hopewell
Alle vil eje dem, og jeg forstår hvorfor. Vivobarefoot har gjort ørkenstøvlen til verdens fedeste herrehverdagsfodtøj med deres Gobi Hopewell. Intet mindre. Tving din familie til at give dig dem.

Endelig: Ti tørre tæer, tak!
2. Vibram Fivefingers Bikila WP
Jeg har altid haft et problem med at løbe i Fivefingers, når temperaturerne kom under 5 grader (ligesom det også er for koldt for mig at løbe i helt bare fødder, når det er koldt). Ikke mindst hvis det også er vådt. I Fivefingers trænger vandet let ind mellem tæerne, og fordi tæerne er adskilte og ikke kan varme hinanden, fryser jeg altså tæerne. Vibram Fivefingers har tidligere forsøgt sig med en vandtæt (eller vandafvisende) udgave, men resultatet var ikke heldigt: En alt for stiv sko. Men nu er der kommet friske boller på barfodssuppen med en vandtæt løbestøvlet i Bikila-familien: Vibram Fivefingers Bikila WP (WP står for waterproof). Det lyder måske kinky, men resultatet er faktisk blevet rigtig godt: En let (160 gram i min str. 45) vandtæt løbesko, der når op over anklen. Sålen har en anelse mere greb end den almindelige Bikila-sål uden at være en decideret trailsål, men alligevel velegnet til det meste. Og så er den vandtæt. Normalt giver jeg ikke meget for vandtætte løbesko, da vandet alligevel kommer ned i skoen fra oven, når man løber gennem mudder eller en vandpyt. Men i dette tilfælde giver det faktisk mening.

Uld klæder dine tæer. Og holder dem varme.
3. Mere uld
Uld er guld. Hopper du ikke over i de vandtætte Fivefingers, er du også godt hjulpet med et par gode uldløbestrømper. De holder bedre på varmen, end almindelige kunststofløbestrømper, når de bliver våde. Ønsk dig hjemmestrik eller et par fra Teko eller Injinji.


FOR DEN VIRKELIGE CONNAISSEUR

Her er jeg street smart på hjørnet af Chr. Wærums Gade og Aalborggade.
1. LØBLET-eneundervisning
Forfin din gangart til det ypperste, skån dig selv for alt fra skinnebensbetændelse og løberknæ til blå negle med en eksklusiv halvanden times LØBLET-eneundervisning. Har du tidligere modtaget undervisning hos os eller en Posemand-coach, så er det måske på tide med en times LØBLET-opfølgning. Læs de pæne ord, som vores kursister har skrevet om os: Ros. (Da dette er min blog, kender min mangel på beskedenhed ingen grænser).

Mit nye postkort. Det ser sgu da lækkert ud, ikke?
2. Akupunktur
Døjer du med en akut løbeskade, så kan jeg måske også hjælpe dig. Eller lider du af stress, søvnbesvær eller noget helt fjerde, så slå et smut forbi min klinik. Læs mere her: Akupunktør Peter Henriksen.


SPAR BØVLET, SPAR PENGENE

Øv med øv på.
1. The Running Revolution
Som poserunning-instruktør har jeg stor respekt for Dr. Nicholas Romanovs arbejde med at få verden til at løbe bedre. Men at kalde ham et stort pædagogisk talent, vil nok være at tage munden for fuld. Jeg er ganske begejstret for de teoretiske afsnit i hans bøger “The Pose Method of Triathlon” (hvem er det, der har lånt den af mig?) og “The Pose Method of Running.” Derfor havde jeg set frem til “The Running Revolution,” som han fortalte mig om, da jeg var sammen med ham i Odense i tre dage for et par år siden. Nu er bogen endelig kommet. Men hvilken skuffelse. Ud over den lovende titel er bogen et forvirrende opbud af øvelser. De første mange sider er ikke af løbeteknisk karakter, men viser blot doktoren selv lave den serie af smidighedsøvelser, som han ynder at gennemgå, når han holder kurser. Seriøst - så er pengene betydelig bedre givet ud et andet sted.

Just don't.
2. Gaiteye
De penge, du har sparet ved ikke at købe “The Running Revolution,” bør du under ingen omstændigheder investere i Gaiteye, hvis dit mål er at få en bedre løbeteknik. Gaiteye er ellers et sympatisk dansk projekt. En foodpod, som du måske allerede kender det fra de kadencemålere, du kan få til løbeure fra Garmin, Suunto og Polar. Men Gaiteye lover mere: Den kan også måle, hvordan du lander på foden, dvs. om du lander på forfod, midtfod eller hæl. Jeg prøvede en (åbenbart) endnu ikke færdigudviklet udgave for nogle uger siden, og den virkede mildest talt ikke. Trods min ellers fine poserunningteknik i et par fladsålede Vivobarefoot på løbebåndet sagde den, at jeg landede 100 procent på hælen. Dernæst snyder man sig selv, hvis man tror, at de informationer i sig selv kan gøre en til en bedre løber (hvis måleresultaterne ellers var til at stole på). Nej, igen er pengene givet betydelig bedre ud til en undervisning i løbeteknik. Eller en kage. En stor kage.


Glædelig barfodsjul!


PS: Vind en LØBLET-eneundervisning, en LØBLET-opfølgning eller en akupunkturbehandling. Du skal blot gætte, hvilken by mit oldschoolhåndledskort er indstillet på. Hint: Det er en europæisk by... Send svaret til peter@loeblet.dk senest juleaften. 

torsdag den 2. oktober 2014

Verdens hårdeste ultraløb: Den Gyldne Middelvej

Sommetider er det klogere at snuppe en ridetur end en tur på apostlenes heste. Fnis.

- Jeg er Side 9-pige, fordi jeg gerne vil rykke mine grænser, sagde Marie fra Glostrup i Ekstra Bladet forleden. Flot. Det er sørme grænseoverskridende selv at kunne tage sit tøj af i en alder af 20 år.

Og det er let at more sig over andre, men vender jeg blikket mod mig selv forstummer latteren. For når jeg ser på løbere, bør vi ikke hyldes mere end Marie for vores udfordrende lyster.

Det er jo fedt at løbe. Hurtigere. Længere. Hårdere. Inden vi fik set os om, blev ambitionerne om at gennemføre et kvindeløb erstattet af en drøm om at løbe 100 miles i bjergrige egne i bare fødder og helst med en kajak på ryggen.

“Hvorfor?” vil det være naturligt at spørge.

Er du klogere end en Side 9-pige?
“Fordi jeg kan,” hører jeg ofte. Men det er ikke et tilfredsstillende svar (medmindre man er hund og godt kan lide at slikke sig selv under halen). Hvis man skal transportere sig 100 miles, vil et mere intelligent valg være at tage bussen, cyklen eller en hest. Og kun hvis man har et reelt formål med at transportere sig selv fra A til B (og ikke fra A til A som er tilfældet med fleste løbsruter).

Hvad så med sundheden? Jeg er akupunktør og underviser i skadesforebyggende løbeteknik, og i min klinik møder jeg typisk to forskellige typer klienter: En gruppe, der rører sig alt for lidt, og en anden gruppe, der overdriver deres fysiske aktiviteter i en grad, der får kroppen til at sige fra.

De skader som rammer løbere, er heldigvis ofte nemme at helbrede. De problemer, som fysisk inaktive rammes af, er ofte straks værre. Det er altså farligt at løbe - men det er værre at lade være.

Tør du være ærlig?
Inden du løber videre, så spørg dig selv: Hvorfor løber jeg? På grund af det sociale og sundheden? Det er de gode svar. Men hvis du løber, fordi du ikke kan lade være, er du måske blevet afhængig.

Og hvis du samtidig igen og igen render ind i skader, er det måske på tide, at du stiller dig det alvorlige spørgsmål: Vil jeg blive sundere - socialt, fysisk og mentalt - hvis jeg løb mindre?

Er du afhængig, vil du sikkert forsøge at forsvare din træningsmængde, selvom den slet ikke giver mening i forhold til at det blot er en fritidsinteresse. Måske skulle du i stedet stille dig selv den ultimative udfordring: Løb mindre. For de fleste løbere vil det være en større udfordring at skrue ned for træningen end op.

En sund vindermentalitet
Hvad har du egentlig at tabe? En ændret træningsmentalitet kan betyde færre skader og mere tid til familie, kæreste og måske større løbeglæde. Og selv for de bedste løbere her i landet, bliver løb aldrig en levevej. Til gengæld er du - om du vil eller ej - deltager i Livsmesterskabet i Den Gyldne Middelvej.

Her skal du ikke regne med podiepladser. Men du slipper for en masse overbelastningsskader. Du får tid til at læse en god bog. Og du fremstår ikke som om du tager dig selv for seriøst - uanset om du er nybegynder, supermotionist eller eliteløber.

At foreslå løbere at løbe mindre og tage træningen mindre seriøst, er selvfølgelig kontroversielt. For mange løbere er sporten netop at flytte grænser ved at løbe længere. Men tør du virkelig udfordre dig selv, så prøv Den Gyldne Middelvej. Gerne i let løb.

torsdag den 24. juli 2014

Tak for turen - dag 6

Yndlingssko: Merrell Vapor Glove

Vel hjemme i Århus - og tilbage i skoene - må jeg blankt erkende, at fodtøj er en af civilisationens store opfindelser. Brugt i de rette doser og på den rette måde, vel at mærke. Fødderne har det fint og humøret er højt.

Yndlingssandaler: Jil Sander

onsdag den 23. juli 2014

Jeg skraber bunden - dag 5


På min barfodsvandring spiser jeg kun det, jeg finder på min vej. Forleden faldt jeg over en kasse med seks Snickersis hos Sparkøbmanden i Thorning. Sikke en fest. 

På herbergerne er der fine køkkener, og ofte har tidligere gæster efterladt en masse mad, mælk m.m. Flere steder sælger herbergerne frostretter, øl og vand. 

Olivenolie og hvidløg giver smag til min vandring. 


Gårsdagens Nice & Easy pizza med mozzarella fra herbergets frostudsalg viste sig dog at være mere easy end nice - trods gejling med chilimarineret hvidløg. Mildt sagt: En kulinarisk bundskraber, som dog var svært tilfredsstillende efter en solskoldet dagsvandring. I aften står den på fuldkornspenne med pesto og ristede valnødder. af citron og frisk hvidløg bringer dig langt på Hærvejen.

... Hov, var det ikke forfatteren Peter Høeg, der lige løb forbi og ønskede mig god tur, mens jeg sad i en skov syd for Nørre Snede og nød min frokost? Han havde løbesko på fødderne...
Jakob fra Lyngby, som jeg har mødt på herbergerne, lod til gengæld sine tunge Meindl-lædervandrestøvler hænge uden på rygsækken. Efter flere dage med vabler på hælen, et ømt knæ og en spændt læg overgav han sig. I aftes gav jeg ham akupunktur mod knæsmerterne, og i dag tog han turen uden sko og med et par sandaler, når underlaget krævede det. Han har ikke ondt længere.

Men hvor er sendemasterne?
Dagens barfodsvandring var for mit vedkommende en uskøn cocktail af kogende asfalt, rædselsgrus (uden flugtmulighed), som flåede i såler og sjæl - og så den allersmukkeste danske sommer, som fik det hele til at give mening. I morgen går jeg videre uden sko med kurs mod Jelling. Sidste dag. 

Hvis nogen synes, at befolkningen uden for storbyerne virker uoplyst, så skyldes det måske, at de lever uden 3G-dækning. Skam jer, TDC! Jeg opgiver i hvert fald at uploade dagens videoklip. I stedet må I lade jer oplyse af vise ord fra ingen ringere end en pilgrimscoach. (Jeg må indrømme, at jeg blev slemt skuffet, da jeg første gang ledte efter en skat under pindekrydset, jeg passerede): Gå på toilet i naturen



tirsdag den 22. juli 2014

Av! - dag 4


Gotta love it!
Man ikke forvente, at underholdningen er inkluderet i de 80 kroner, som en overnatning på Hærvejens herberger koster. Alligevel er jeg hver aften vidne til en tragikomisk forestilling: 

Glade vandrere punkterer vabler med nål og sytråd, klipper hud af fødderne, plastrer hæle til med Compeed og ankler med sportstape efter en dag i tunge vandrestøvler. Jeg nøjes med at vaske mine fødder. 

Det er heldigt for dem, at det ikke regner, så de også skulle døje med våde sko og sokker. Mine fødder er vandtætte OG åndbare.

På enkelte strækninger kan det virke som den rene galimatias eller selvpineri at insistere på at gå uden sko, men det kan sagtens lade sig gøre. 

Er man barfodsbegynder eller vil man gerne følges med beskoede venner, anbefaler jeg, at man har et par lette sandaler eller barfodssko, som man kan tage på, når fødderne beder om det. Jeg har selv mine Merrell Vapor Glove med i rygsækken, men har endnu ikke været nødt til at tage dem på. 

Og uanset hvor stenet din vej end er, kræver det blot tålmodighed, vilje og - måske - passende fodtøj at gå den. 

I dag inspirerede jeg hele fem skoplagede hærvejsvandrere til at smide skoene. I morgen går jeg videre til Kollemorten. 

I dagens videoklip kan du lære, at fodstørrelsen har betydning for din bafodskomfort: 



Asfalt fra Helvede. 

Vidunderlag. 

Ret sjovt. 

Rædselsgrus. 

Grusomt. 





mandag den 21. juli 2014

Jaget ud af byen, dag 3

Glem ulvene, men tag dig i agt for menneskets bedste ven. 

Hvorfor gør jeg det? Efter kun to dages barfodsbodsgang på Hærvejen har jeg formået at fornærme indbyggerne i tre landsbyer. 

I mit blogindlæg i går gik det ud over Kragelund. Da jeg forlod herberget i morges, blev jeg mødt af en af byens repræsentanter, som havde fået til opgave at eskortere mig uden for bygrænsen. 

Repræsentanten viste sig dog at være ingen ringere en uskoet Claus Hadbjerg - hvis frostskadede fodsåler er berømte i barfodskredse. Jeg var ikke klar over, at han boede i Kraglund, så jeg undskyldte og hilste selvfølglig hjerteligt. 

Det forhindrede ham dog ikke i at eksekvere den straf, jeg var blevet pålagt af kragelunderne: Grus fra helvede og asfalt fra et sted, der er værre end helvede. Imens havde vi en hyggelig tur i de smukke omgivelser ved Bølling Sø, og Claus virkede næsten tilfreds med at slippe for den intervaltræning, han ellers skulle have brugt sin formiddag på. 

Hvorfor gør jeg det? Altså vandrer på Hærvejen uden sko, når jeg gerne indrømmer, at det visse steder går ret langsomt. Svaret er simpelt: Fordi det går langsomt. 

Piskeben og kraglunder i fredelig sameksistens. 
Ud over sanseoplevelsen giver tempoet mig tid til at være til stede i min krop, tænke store og små tanker, af og til slet ingen tanker. Bare være ét med vejen, naturen, omgivelserne. Det er befriende, at det ikke er en sportspræstation, men bare en gåtur i det danske sommerland. Den slags er også sundt. 

Jeg bor jo til hverdag i Århus og kan ikke huske, hvornår jeg sidst stoppede op ved en mark med solgyldent korn og lyttede til den stille brises dans henover de sitrende aks. Det er vist mange år siden, og jeg er slet ikke sikker på, at jeg satte pris på det dengang. 

Gule græsagtige vækster. 

Og så er der alle de farlige dyr. Myg. Myrer. Helvedeshunde. Et enkelt sted på turen bliver vandrere konsekvent angrebet af Baskervilles hunds onde brødre. Så tag dig i agt når du kommer forbi en gård et par hundrede meter efter skiltet til Sannes Private Dagpleje! 

Jeg går videre - stadig med bare fødder og fuld førlighed trods ondskaben, der møder mig under sålerne og i mit indre. I dag Sebstrup, i morgen Nørhoved. 

I dagens videoklip punkterer jeg myten om mænd med store fødder. Selv kan jeg dog kun præstere en bred størrelse 44:




søndag den 20. juli 2014

På den lade side - dag 2

Alt var perfekt. 

Måske ville jeg have foretrukket en minaret i baghaven, men det blev nu alligevel en god nat på herberget i Thorning, for jeg er en velforberedt pilgrimsvandrer. Et sæt ørepropper forhindrede mig i få min skønhedssøvn forstyrret af kirkeklokkerne i kirketårnet uden for mit vindue.
Alt var faktisk perfekt her i den gamle skolebygning, som i sommermånederne tager hjerteligt imod hærvejsrejsende.

På vej ind i landsbyen blev jeg overhalet af en ældre herre på cykel, som hilste mig med et "Velkommen til Thorning - herberget er lige efter kirken. Jeg er glad for, at jeg ikke på det tidspunkt anede uråd med hensyn til klokketyraniet, for herberget viste sig at være en perle.

Vi var kun otte til at dele 30 senge. Det betød, at jeg kunne flotte mig med mit helt eget værelse med to dobbeltsenge (godt nok af klapud-slagsen), men her madrassen var behagelig, og det var stik til min iPhoneoplader.

Blåmønstret tapestry (tapet, når det skal være fint) prydede væggene. Det var omhyggeligt afstemt med de køligblå gardiner, hvorved oplevelsen af før-retro fremstod som fuldendt. Og jeg kunne få varmt bad og mad og for en femmer endda et rent hovedpudebetræk for en nat og en appelsinvand.

Ved bordet i den solbeskinnede have blev jeg opmærksom på, at jeg ikke var den eneste barfodsbodsgænger. Vi var nemlig tre ud af de otte i herberget denne aften, der havde taget dagens vandring uden sko.

I nat sover jeg i underkøjen i et næsten ligeså imponerende herberg i den gamle præstegård i Kragelund sammen fem nye rejsende. To af dem blev inspireret til at smide skoene, da de tidligere på dagen så mig på nøgne fodsåler. Jo, barfodssekten vokser stille og roligt i det midtjyske denne sommer.

Til trods for fine overnatningssteder og gode indkøbsmuligheder fornemmer jeg noget trøsteløst over
de små landsbyer, som min vandring fører mig igennem.

Jeg skal undlade at bekymre mig om de arkitektoniske dispositioner, det hersker her. Jeg bliver bare ked af det. Da jeg ved 17-tiden nærmede mig Kragelund, blev jeg først mødt af en klynge huse, som så helt ubeboede ud. De, der ikke var ubeboede, burde have været det.

Bag gardinerne i et af dem så jeg en gammel, benet kvindeskikkelse trække sig sammen. Hun lignede en, der havde ventet på hjemmehjælp siden årtusindeskiftet. I Thorning holdt pizzeriaet sommerferielukket. Jeg går videre.

Husk, at bare fødder hjælper dig med at bevare jordforbindelsen:


lørdag den 19. juli 2014

Barfodsbodsgang on the mild side, dag 1


Så vildt! 

Starten på Peter Piskebens BARFODSBODSGANG gik i dag klokken 11.00. Jeg har smidt sommersandalerne og er begivet mig ud på en pilgrimsfærd, hvor jeg skal rette op på alt det, jeg har budt menneskeheden gennem mine første 46 leveår (tak for fødseldagshilsnerne i går - hvem sagde fortysexy?). Seks dages bodsgang er næppe nok, men jeg håber på rabat i kraft af projektets ydmyge karakter.

Så vildt. 
Ingen gps (kun mit Omega Seamaster i tilfælde af at kommer på dybt vand) skal lede mig på vej. Ruten er noget så eksotisk som Hærvejen fra Viborg til Jelling (jeg snød faktisk og startede 10 kilometer syd for Viborg i Hald). 120 kilometer excl. vildfarelser (og dem kommer der nok en del af, da ruteafmærkningen ikke alle steder er lige tydelig).

Uden sko og kun gående - selvom jeg på førstedagen på enkelte strækninger skulle anstrenge mig for ikke at sætte i løb, fordi underlaget bare indbød til trailsjov. Men nej - dette er alvor, og min trang til sjov blev hurtigt stoppet af grus fra Helvede. Ham, der har fundet på at anlægge skovstier med et toplag af byggeaffald, skulle stenes. Heldigvis kunne jeg nøjes med en kilometer på svedende asfalt, der smeltede sammen med huden under mine fødder.

Dagens højdepunkt fandt sted i Skelhøje. Her er så kedeligt, at når man først har fået boret sin knallert, er næste naturlige trin at gifte sig med hende den kraftige fra nabolandsbyen, som man ved et uheld har gjort gravid. Det var som absurdteater at opleve den lille købmands to ansatte skændes om, hvis tur det var til at sidde ved kassen og få sig en lur, inden næste kunde (måske) dukkede op om en halv time.

I morgen fortsætter min barfodsfærd ud i sommerlandet. Stay tuned.


torsdag den 3. juli 2014

Forstå kræfterne - og løb bedre

Hvis du endu ikke har set lyset, får du chancen i dette blogindlæg: Løb klogere!

Du bruger en masse kræfter på at bremse dig selv, når du løber. Specielt hvis du ikke ved, hvad der får dig til at bevæge dig. Måske gør dette indlæg dig klogere - og til en bedre løber. 

Når vi løber, bruger vi de fleste af vores kræfter på stabilisering af kroppen - ikke på fremdrift. Stabillisering kan være et ganske krævende arbejde. Men selve den fremadrettede bevægelse opstår i første omgang helt uden vores aktive indblanding.

Det er langhåret snak, men fortvivl ikke, hvis du ikke forstår det - jeg demonstrerer det gerne for din krop ved lejlighed. Husk, at egne oplevelser er en højere sandhed, end noget man har læst!

Mist balancen
Nu starter vi: Forestil dig en taburet med tre ben. Hvis du fjerner det ene ben, vælter taburetten. Taburetten vælter i den retning, hvor det manglende ben var. Tyngdekraften får taburetten til at vælte på grund af den ubalance, der er skabt.

Det samme gør sig gældende, når vi løber. Står vi stille i en balanceposition, vil en række muskler være aktiveret for at opretholde vores balance. Dette sker, uden at vi behøver tænke over det.

Ønsker vi at bevæge os i en given retning, skal vi først tænke tanken. Herefter vil nogle af stabilliseringsmusklerne afspændes, og vi vil bevæge os i den ønskede retning. Vi har altså fjernet et "taburetben," så vi mister balancen og "vælter" i den ønskede retning. Vi vælter, fordi vi har en masse, som tiltrækkes af jordklodens tyngdekraft.

Her vil nogle sikkert indvende, at tyngdekraften er en nedadrettet kraft, som ikke kan rettes fremad. Det er korrekt. Men de glemmer at "taburetten" har flere ben. De stirrer sig blinde i trykpladedata og udviser manglende evne til at udfolde og overskue basal viden om fysiske love til noget så komplekst som “hvad er det min krop gør, når den bevæger sig.” Den slags kræver ud over kendskab til Newtons bevægelseslove noget så uakademisk som kropsbevidsthed. Her rækker en bachelor i idræt eller en imponerende personlig rekord på halvmaratondistancen sjældent.

Tør du se dig selv, når du løber?

Sætter du af, eller bliver du sat af?
Ifølge Newtons 3. lov - loven om aktion og reaktion - vil vi påvirke jorden med en modsatrettet kraft, når vi falder fremad. Dette er let at fejltolke: Er det den fremadrettede bevægelse, der skaber den bagudrettede kraft - eller er det den bagudrettede kraft, der skaber den fremadrettede?

Den fremadrettede bevægelse skabes først (gennem “faldet”) ved at fjerne den muskelspænding, vi opretholder vores balance med. Herved opstår en modsatrettet kraft. Men hvis vi undlader at miste balancen først (altså lader være med at fjerne et “taburetben”), vil vi kun kunne skabe en bevægelse opad, dvs. modsat tyngdekraften - og på den måde løber vi ingen steder.

Vi er nødt til også at bevæge os opad for at genvinde den højde, vi taber på grund af “faldet.” Men den genvinder vi ikke i form af det, vi normalt kalder afsæt. Det sker derimod helt automatisk og ubevidst (gennem en stabilliseringsfunktion, der er i forbindelse med vores balanceevne og proprioception, dvs. muskel- og ledsans). Og det sker langt tidligere i skridtafviklingen, end vi opfatter, nemlig idet vi passerer vores balancepunkt. 

I dette videoklip kan du se, hvornår musklerne aktiveres, når sprinteren (og dopingdømte) Asafa Powell løber:



Slip bremsen
I det hele taget skal vi gøre meget mindre, end vi tror, når vi løber. Ellers kommer vi let til at bruge kræfterne forkert, så vi bremser os selv og pådrager os unødige overbelastningskader. 

Ikke mindst ved løb ned ad bakke er det tydeligt at iagttage løbere, der bremser sig selv. Det er spild af kræfter at løbe med en fod på speederen, samtidig med at man bremser!

Meget forsimplet udtrykt handler løb om at komme fra fald til fald - så hurtigt som muligt og uden at bremse os selv. Det gør vi ved at lande så tæt på vores balanceposition som muligt, dvs. nærmest under kroppen.

Sådan flytter du benene
Men hvis vi reelt ikke skal gøre noget for at bevæge os fremad, hvad skal vi så gøre? Jo, når overkroppen "vælter" fremad, skal vi have understellet til at følge med. Vi skal altså flytte benene under os.

Det er nemmere, end vi gør det til. Alt, hvad vi behøver at gøre, er, at løfte foden op under os. Foden  skal løftes den korteste vej op under hoften ved hjælp af musklerne på bagsiden af låret. (Andre muskler er også involveret, men det er primært til stabillisering). 

Hvor højt foden løftes er afhængigt af farten. Set udefra foretager foden en cirkelbevægelse, men det skyldes, at fodens bevæger sig hurtigere fremad, fordi svingbenet (radius) bliver kortere, når foden løftes. 

Er du ligeglad med hvordan - så løb bare som du plejer.

Snyd ikke dig selv
Løb er dog langt fra kun et spørgsmål om teknik og fysikkens love. Vores fysiologiske forudsætninger som kredsløb, iltoptagelse, muskelceller og energiomsætning er faktorer, vi ikke kommer uden om. Kun til en vis grænse kan vi forbedre os ud fra disse individuelle forudsætninger. Derfor kan to personer, der træner ens, aldrig forvente at få samme udbytte af træningen. 

Men hvis man glemmer at arbejde med teknikken, snyder man altså sig selv - både i forhold til at undgå skader og blive en mere effektiv løber. 

Ved at blive bevidst om de fysiske kræfter og love, man er underlagt som løber, bliver det lettere at forstå, hvordan man bliver en bedre løber. Man bliver nemlig ikke kun hurtig ved at træne mere - man bliver også hurtigere ved at løbe bedre.


torsdag den 6. marts 2014

Fordi vi elsker løbeskader!

Ja, vi elsker løbeskader - men det er federe at være fri!

For en del år siden løb jeg ved siden af en mand, som sagde: "Der går rygter om, at der er en løber oppe foran, som IKKE har nogen skader." Det lo vi meget af til det halvmaraton.

Sandheden er jo, at vi løbere elsker løbeskader. Vi elsker at tale om dem, vi elsker at gøre os kloge på dem, vi elsker at dele skrækhistorier, succeshistorier og lidelseshistorier. Skader er en meget vigtig del af sporten. Det gælder på alle niveauer.

VM i løbeskader
Lige om lidt er der VM i halvmaraton i København. At dømme efter alle de startnumre, der er til salg på Facebook og i diverse løberfora, skal arrangørerne nok højst forvente, at der stiller fire kenyanere, en Spartaløber, to Aarhus 1900-løbere og en håndfuld barfodsløbere op til dette ellers udsolgte løb.

Alle dem, der har sat deres startnummer til salg, kan næppe være blevet overrasket over datoen falder sammen med deres bryllupsdag. Og man skulle synes, at et års tid til at forberede sig fornuftigt på at løbe 21 kilometer burde være rigeligt.

Burde... Det ord burde slettes fra sproget. Det er så forbandet let at leve andres liv rigtigt. Det er umuligt at leve sit eget liv fejlfrit. Og den slags giver løbeskader (eller det, der er værre).

Beskidte sko er ikke det værste, du kan blive udsat for.

Vader i skader
Sandheden er, at løb er en farlig sport. Løb burde have være forbudt længe før heroin og kørsel uden sikkerhedssele. Men måske er det netop det dragende ved løb? Når vi kommer luntende på velfriserede løbestier med seks minutter pr. kilometer, udlever vi så vores trang til et dødsensfarligt liv på kanten af sund fornuft?

Sådan må det være. Barfodsløbere løber lige til vabelgrænsen, og til de får fodsmerter. Skoløbere løber sig til knæskader og skinnebensbetændelse. Vi kender først vores grænser, når vi har overskredet dem - som om det nærmest var målet i sig selv. Det er det måske også.

Orgasmejagt
Den slags grænsesøgende adfærd er dybest set dumt. Det svarer til historierne om fede mænd, der bliver fundet livløse og nøgne på et hotelværelse med et bælte om halsen, som i deres jagt efter klimaks, har måttet betale den højeste pris.

Helt så galt går det heldigvis sjældent for løbere (selvom jeg faktisk har deltaget i et par løb, der har kostet løbere livet). Til gengæld får vi noget at snakke om. Det er en sjov (egentlig usjov) menneskelig adfærd, at vi hellere vil tale om snestorm, orkan og regnvejr, end vi vil tale om tørvejr, solstrejf og let brise.

Måske kan det snakkes væk?
Forleden fulgte jeg en debat på en løbeside på Facebook, hvor en løber efterlyste råd mod et genstridigt løberknæ. Dem var der mange af. Virkelig mange.

Som behandler (jeg er akupunktør) og poserunning-instruktør (løbeteknisk skadesforebyggelse) er jeg selv en af dem, der har en mening om, hvad der virker og ikke virker. Og det er selvfølgelig ikke alt, der virker på alle. Derfor må man søge råd og lindring, hvor man føler sig i gode hænder.

Nogle løbere er allerede på vej på privathospitalet, inden du kan nå at stave til "MR-skanning" efter en lidt for heftig omgang intervaltræning. Nogle forsøger at snakke det væk. Andre forsøger at løbe det væk eller smører sig ind i tigerbalsam eller Voltaren fra top til tå. Og så er vi en flok skoforsagere, som udbreder os om det glade budskab om flade sko og god teknik. Det kan vi så skændes lidt om.

Ekspert i arbejde.

Ikke mere mælk til dig, søde
Hos en fysioterapeut får du måske stabiliserende hofteøvelser (det er åbenbart det bedste trick, de kender for tiden). Hos en skosælger får du formstøbte indlæg og sko, der gør sig godt på videooptagelsen i butikken. Hvis du går til en diætist, får du sikkert forbud mod sukker og mælkeprodukter.

Hos mig får du sylespidse nåle stukket i kroppen - eller allerhelst en justering af din løbeteknik. Min erfaring siger mig, at det er den mest effektive måde at slippe af med sin skinnebensbetændelse og størstedelen af knæproblemer.

Men selvom jeg hellere vil se mig som ekspert i at hjælpe folk af med deres løbeskader, end jeg vil være ekspert i løbeskader, må jeg sommetider erkende, at jeg ikke kan hjælpe alle. I mange tilfælde er kuren nemlig endnu mere simpel: Hold afstand til dine grænser. Løb mindre. Løb langsommere. Vær god mod dyr og børn og voksne.


PS: Har du brug for hjælp til at få styr på den gode barfodsløbeteknik og få dig et langt og lykkeligt løberliv med færre skader, så har du chancen, når LøbLet holder workshop i Århus søndag 30. marts. Læs mere her: Lær at løbe naturligt.


onsdag den 15. januar 2014

Et godt punktum?

Et godt punktum. Times New Roman. Rundt, ikke for stort.
Min kone fortalte en historie om en studentermedhjælper på sit advokatkontor: Han skrev ad helvede til. Dårligt sprog, stavefejl og endnu flere sjuskefejl. Alligevel havde hans chef kun denne kommentar, efter at have rettet et dokument, han havde skrevet: "Du er god til at sætte punktummer."

At kunne se det gode i alting, er en stor menneskelig egenskab. Som menneske - og også som løber. Som løber er det vigtigt at kunne fokusere - og helst på det positive, for det er jo det, der kan tilføre ekstra kræfter, når man kører på reserverne.

Er dette et godt punktum? Helveticas punktum er kvadratisk.
Da jeg i juleferien løb Fussingø Trail i juleferien, kunne jeg knap sætte punktummer, og jeg kunne ikke se noget godt i dem. Jeg var negativ, fed og i dårlig form.

Jeg havde kun løbet tre kilometer, og der var mere end tolv tilbage. Mest opad og mest i mudder. En kilometer nede ad stien kunne jeg se startområdet, og jeg var tæt på at snuppe den lette løsning for at slippe for de pinsler, der ventede. Jeg blev indhentet af et par af mine løbevenner. Deres overskud tvang mig videre. Men nøj, hvor var jeg kedeligt selskab. Kunne kun lige hænge på og kunne slet ikke nyde den smukke rute.

Men bagefter kunne jeg glæde mig over, at jeg havde valgt de perfekte sko til ruten: Inov-8 Bare-Grip 200. Punktum. Hvis jeg bare øver mig, skal jeg nok blive god til at finde det positive.

I dag skal jeg løbe 3. afdeling af Himmelbjergegnens Trailserie. Det bliver rædselsfuldt, og jeg er fastelavnsbollefed. Men mit skovalg vil være perfekt - og min pandelampe lyse skoven op. Ja, jeg er blevet bedre til at sætte punktummer.

Comic Sans' punktum er helt til grin. Og en anelse større end Times New Roman.

Hvis jeg øver mig, bliver jeg måske i stand til udelukkende at fokusere på det, der giver energi - i stedet for at fokusere på mudderet, bakkerne, flæsket. Når jeg tænker nærmere over det, kan jeg jo godt lide mudderet, og bakkerne er skønne, når jeg løber nedad.

Måske bliver jeg endda i stand til at vise samme forståelse for andre mennesker, som Stellan Skarsgård i Lars von Triers "Nymphomaniac": "Jeg har aldrig mødt et dårligt menneske."

(Det er i øvrigt en fremragende film. Lad dig ikke skræmme af titlen, halvanden halvstiv negerpik, forslåede balder eller et par mælkehvide ungpigebryster. Det er kompromisløs film- og fortællekunst, der formår at se noget godt i alle. Og så rummer den gode punktummer.)


PS: Næste blogindlæg kommer til at handle om flade sko. Det lover jeg.

PPS: Vi har fået et afbud til vores LøbLet-workshop i Århus 2. februar. Hvis du er hurtig ved tasterne kan du lære at løbe naturligt og undgå skader. Læs mere her: Workshop - lær at løbe naturligt