onsdag den 16. maj 2012

Læs bogen, se filmen, hør pladen


Her mangler en vigtig bog. Kan du gætte hvilken? Få svaret i dette blogindlæg.
Kan du læse dig i form? Selvfølgelig kan du det. Men lad være med at løbe imens, for restitution er jo altafgørende for at undgå skader og få din krop til at blive endnu stærkere, så den er klar til at tage, hvad du har tænkt dig at byde den i fremtiden.

Når du kombinerer restitution med viden om løb, slår du to fluer med et smæk. Og hvis du alligevel er rastløs og har svært ved at tænke på andet end løb i nedtrapningsperioden inden et stort løb, er det bare om at komme i gang. Der venter dig mange timers spændende læsning. Her er nogle af mine favoritter til inspiration. Enjoy.


Mental løbetræning af Terje Nordberg (Komma Sport 1991)

Dette var min første løbebog. Jeg købte den, da jeg var i starten af tyverne. Jeg var egentlig mere til yoga og tai chi på det tidspunkt, men en gang imellem kunne jeg godt lide at komme ud i skoven og lade tankerne løbe frit. Løb var for mig et meditativt frirum - hvor jeg samtidig kunne forbrænde kalorier i stedet for den karton Prince, som jeg røg dagligt dengang.

Bogen handler ikke så meget om træningsplanlægning og den slags. Dens fokus er den psykiske side af løb. Om det velvære, der venter på skovstierne, og om hvordan man mentalt kan forberede sig til et løb. Terje Nordberg har skrevet flere bøger om emnet.


ChiRunning af Danny Dreyer (Fireside 2004)

For nogle år siden døjede jeg med forskellige småskader, og behandleren anbefalede mig at arbejde med min løbestil ved hjælp af ChiRunning. Jeg blev enormt inspireret af Danny Dreyers bog, som blev starten på min interesse for løbeteknik, barfodsløb og minimalistiske løbesko.

ChiRunning minder meget om PoseRunning. Forskellen på de to skoler, der gerne vil lære os at løbe mere naturligt, er ganske lille. Danny Dreyers måde at forklare tingene på er en anelse mere alternativ, når han fx snakker om chi-energi, hvor PoseRunning i højere grad anvender fysikkens love og fysiologisk forskning til at forklare, hvordan man løber mest naturligt.



Pose Method of Running af Nicholas Romanov (PoseTech Corp. 2002)

En fremragende bog for alle, der gerne vil forstå, hvad det er for kræfter, vi har at gøre godt med, når vi løber.

Når der diskuteres løbeteknik, kommer de glade budskaber fra PoseRunning, ChiRunning Natural Running og de andre skoler let til at få et småreligiøst præg. Dette bliver gjort til skamme i Nicholas Romanovs bog, som grundigt gennemgår, hvorfor det går galt, når vi løbere får skader - samtidig med at opskriften på at undgå dem er let at gå til.

Samtidig rummer bogen en masse teknikøvelser, som er essentielle, hvis du gerne vil lære din krop at bevæge sig, som den er skabt til at bevæge sig. Er du allerede blevet undervist i PoseRunning, er bogen et rigtig godt udgangspunkt for at arbejde videre med teknikken.


Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe af Haruki Murakami (Klim 2007)

Den japanske forfatter Haruki Murakami, der i de seneste år har taget den internationale litteraturscene med storm, er også en aktiv løber. Han løber stort set hver dag året rundt, 70 kilometer om ugen. Det har han skrevet en sympatisk bog om.

Bogen rummer ikke stor viden om løb, men er en personlig beretning om små og store løbeoplevelser fra forfatterens liv. Den er velskrevet og hurtigt læst. Overvej at forære den til én, der måske ikke helt forstår, hvorfor du bruger så meget tid i tights.



Lore of Running af Tim Noakes (Human Kinetics 2003)

Hvad der mangler af forskningsresultater, tal og referencer til alverdens viden i Haruki Murakamis lille løjerlige bog, får du til gengæld i rigt mål i Tim Noakes moppedreng om løb på intet mindre end 934 sider.

Bogen er siden 1985 udgivet i adskillige opdaterede udgaver med den nyeste viden om løb. Den gennemgår alle aspekter af løb på alle distancer og rummer et utal af træningsprogrammer. Læs om alt, fra hvordan enkelte molekyler kan betyde forskellen på sejr og nederlag, og til hvordan du kan forberede dig på løb i ekstrem varme. Praktisk og teoretisk.

Medmindre du har en meget lang sommerferie eller en meget forstående kone, vil jeg nok anbefale bogen som et godt opslagsværk snarere end som natbordslæsning.


Elsk at løbe af Tor Rønnow og Bente Klarlund (Bianco Luno 2010)

Mindre end "Lore of Running" kan heldigvis gøre det. Forfatternes egen passion for at løbe driver værket i "Elsk at løbe" - og det gør den godt.

Bente Klarlund tager sig af forskningen, og Tor Rønnow deler kærligt ud af sine erfaringer fra hundredevis af maratonløb over alt i verden.

Når man har læst denne bog bør man ikke være bange for at løbe - heller ikke mange maraton.



Barefoot running step by step af Ken Bob Saxton (Fair Winds Press 2011)

Uanset om du allerede har smidt skoene eller søger inspiration til at gøre det, går du ikke galt i byen med denne bog. Hvis du kun skal læse én bog om løb, så må du selv vælge mellem denne og bogen om PoseRunning. De vil begge gøre dig til en bedre løber, og du vil slippe for mange af de skader, som andre ellers løber ind i.

Barefoot Ken Bob Saxton (det kalder han sig altså) er måske en anelse fundamentalistisk efter min smag. Han er hardcore barfodsløber og har ikke ret meget til overs for selv de mest minimaliske løbesko. Men han har de bedste intentioner, og værdien af hans gode råd kan ingen tage fra ham. Læs den, læs den, læs den.


Barefoot running af Michael Sandler (RunBare 2010)

Efterhånden er der en del bøger, der gerne vil lære dig at løbe i bare fødder. Umiddelbart virker det måske lidt paradoksalt, da en af barfodsbølgens grundsætninger er, at det er din bare fødder, der skal lære dig at løbe. Helt så enkelt er de nu ikke i virkeligheden, og man kan undgå mange smertefulde erfaringer ved at læse om andres.

Denne bog af Michael Sandler var en af de første. Den er ganske okay, men måske en anelse for alternativ til selv min smag. Når han snakker om, at vi kan aflade kroppen for ophobet statisk elektricitet ved at gå i bare fødder, står jeg i hvert fald af. Men stadig en bog, som sagtens kan læses, og som du også bliver klogere af.


Unbreakable - The Western States 100 af JB Benna (Journeyfilm  2012)

Dette er ikke en bog, men en viiiiiiildt spændende dokumentarfilm om fire ultraløbere, som  i 2010 kæmpede sål mod sål i det prestigefyldte løb "Western States 100".

Filmen følger Geoff Roes, Hal Koerner, Killian Jornet og Anton Krupicka før og under løbet. Jeg er nødt til at advare mod en stærk trang til at løbe rigtigt langt i bjergklædte områder i ugerne, efter at du har set denne film.



Og så til bogen som jeg ikke må glemme...
Jeg kan desværre ikke tage et billede af den, for jeg har lånt den ud. Det er efterhåndet et par år siden, jeg sidst så den. Den må være godt slidt nu, for et utal af venner og folk, jeg knap nok kender, har haft glæde af den. Jeg snakker selvfølgelig om Christopher McDougalls barfordsbestseller "Born to run" fra 2009!

Dette er bogen, der bærer en stor, stor det af skylden for, at alverden nu må indstille sig på nøgne fødder på skovstierne og flade løbesko på fortovene. På semidokumentarisk vis fortæller fortæller "Born to run" historien om en mexikansk indianerstamme, der kan løbe flere hundrede kilometer i sandaler lavet af bildæk. Samtidig med at den fortæller historien om den moderne løbesko. Samtidig med menneskehedens udviklingshistorie i let løb. Samtidig med historien om en flok kugleskøre ultraløbere, som ikke vil gå glip af en oplevelse.

Da min kone havde læst "Born to run", sagde hun: "Nu har jeg bare lyst til at løbe ultramaraton i bare fødder." Det har hun dog ikke gjort. Endnu.

God læselyst.

PS: Og hvad så med pladen? Personligt blander jeg ikke løb og musik. Jeg foretrækker at kunne lytte til min krops rytme, min vejrtrækning og mine skridt - for slet ikke at tale om alle dem, der råber "af banen." når de overhaler mig bagfra.

PPS: Har du favoritter, som jeg har glemt at nævne, så lad mig endelig høre fra dig...

onsdag den 2. maj 2012

Ach, du lieber Peitschenbein


Jeg udgik efter 40 kilometer. Knap to kilometer før mål turde jeg ikke længere tage ansvaret for mit eget helbred. Jeg bad nogle flinke samaritter om hjælp.

De fik mig ned at ligge, tjekkede mit blodsukker, blodtryk, gav mig vand og sukker. Efter et kvarters tid på båren fik jeg det bedre. Slukøret - men glad for at jeg selv havde været i stand til at tage beslutningen om at stoppe, da legen ikke længere var god - tog jeg mit startnummer af maven og gik det sidste stykke tilbage til målområdet.

Det blev min triste afslutning på dette års udgave af Hamburg Marathon.

But whyyyyyyyyy?
Undervejs havde jeg sørget for at drikke vand ved hvert depot. Ikke for meget, ikke for lidt. Ved 27 kilometer tog jeg min fjerde energigel. På dette tidspunkt kunne jeg godt fornemme en tiltagende kvalme, men det forhindrede mig ikke i at tvinge gelen i mig. Langsomt blev min utilpashed værre.

Omkring 32 kilometer fik jeg krampe i begge inderlår - jeg har ellers aldrig fået  krampe før - så jeg måtte sætte farten yderligere ned og gik nu ved hvert væskedepot for at sikre, at jeg fik drukket nok vand. Gåturene blev længere og kvalmen blev til svimmelhed. Til sidst gik jeg meget, meget langsomt. 

Hvis jeg blot havde kunnet nå til mål i dette tempo, ville jeg have forbedret min tid med en halv time i forhold til sidste år. Mindre ville også have været fint. Men jeg turde ikke tage chancen. Det var ikke det værd. Og fire gode måneders træningsforberedelser kunne ingen tage fra mig - så pyt med at de sidste fire timer ikke forløb helt som planlagt.

Vel var det ærgerligt, men ingen katastrofe. Jeg overlevede. Jeg har ovenikøbet lyst til at løbe videre i dag. Men jeg sidder tilbage med det store ubesvarede spørgmål: Hvad gik galt?

Jeg købte mig et par nye løbesko - Leguano - på løbsmessen dagen inden Hamburg Marathon.
Jeg løb dog ikke i dem, men jeg skal nok skrive mere om dem på et senere tidspunkt.

Alt eller intet
Overordnet set er svaret: Intet. 1152 kilometers træning i år uden antydningen af skader. Ikke en gang så meget som en forårsforkølelse. Jeg følte mig med andre ord klar, i mit livs storform - og tilmed så fornuftig, at jeg ikke havde for ambitiøse mål om en hurtigt tid.

Alt var jo perfekt. Drømmevejr. Mine Vibram Fivefingers SeeYa opførte sig eksemplarisk. Ikke én eneste vabel, selvom jeg fik våde tæer, hver gang jeg løb gennem vandpytterne ved drikkedepoterne. Ingen slidsår i skridtet eller åbne kødsår, hvor mine brystvorter sidder. Jeg havde ovenikøbet købt et par nye flade løbesko på løbsmessen dagen før - og den slags gør jo altid godt. Højst en mild solskoldning i nakken fra årets første solstråler, som momentvis fik lov til at ramme Hamburg på denne smukke dag.

Og mine ben piskede af sted i vanlig god posestil. Jeg følte mig let, havde droppet mit kompressionsgear og løb i stedet i splitshorts og t-shirt. Lidt ømme lårmuskler dagen efter, men ellers ikke ondt nogen steder. Overhovedet.

Jeg er sikker på, at mange mandlige løbere var ret misundelige på ham Peter, da de så AC, Anne, Bettina, 
Charlotte og Nana bagfra. Måske også enkelte, da de løb bag Keld, Kenneth, Olav og Torben?
Pizza med Piskeben
Og endnu bedre: Mine løbevenner fra Eriks Hold i Aarhus 1900, som jeg er træner for, overraskede mig med en t-shirt, hvor der stod "Peter Piskeben" på ryggen, da vi spiste pizza og pasta til frokost dagen inden løbet. Den slags er altså mentaldoping, der vil noget.

Det var blot én af mange overraskelser på denne tur. For da jeg kom ned i hotellets forhal om morgenen inden løbet, stod alle - drenge såvel som piger - med frisktrykte løbetrøjer, hvor der stod "Peter Piskebens Tøser" på ryggen. Jeg var rørt. At det senere skulle vise sig, at jeg var overtøsen, anede jeg jo ikke på dette tidspunkt.

Tøser på toppen
Og tøserne klarede sig forrygende. De tre debutanter drønede igennem de nordtyske gader og stræder. Ham, der måtte udgå sidste år, kunne næsten følge sin minutiøst tilrettelagte pulsplan til punkt og prikke. Holdets mest rutinerede maratonløber med mere end 20 løb på cv'et havde overskud til at sprede hygge på ruten iført rødhåret djævleparyk. Kun en enkelt ud over mig udgik allerede ved syv kilometer på grund af en fibersprængning i den ene lægmuskel, som havde ligget og luret i dagene op til løbet. De øvrige skar adskillige minutter af deres tidligere tider. Nærmest perfekt.

Men da jeg nåede frem til målområdet, kunne jeg desværre kun vanskeligt kunne deltage i mine glade medløberes sejrsrus. Min egen skuffelse skyggede. Jeg var ked af det.

Smukke mennesker. Dem kender jeg. De tog helt fra Århus til Hamburg for at heppe på os.  Fantastisk!
Freundschaft ist alles
"Great is the victory, but the friendship of all is greater." Dette citat af Emil Zatopek sendte en ven til mig efter løbet. Og hvor har han ret. Skide være med personlige rekorder, når man er begavet med så dejlige venner, som jeg er.

Som bevis på sandheden i Zatopeks udtalelse dukkede fire af vores gode klubvenner fra Århus op ved 16 kilometer, hvor de stod for den bedste omgang pep og hep, man kan tænke sig. Hvad er det for nogle tosser, der orker køre hundredevis af kilometer for at se en flok svedige mænd og kvinder drøne forbi på et splitsekund? Verdens bedste venner!

De gav mig lige præcis den krisepsykologiske krammer,  som jeg og mine uindfriede forventninger til mig selv trængte til, da jeg endelig mødte dem i målområdet. Men bedst (og sjovest!) af alt: Dagen efter havde alle Hamburg-hepperne skiftet deres profilbilleder på Facebook ud med et billede af mig - bare fordi de vidste, at jeg trængte til opmuntringen. Og opmuntringen virkede. Jeg fik latterkrampe helt ned i mine godt brugte lårmuskler og grineflip helt derud, hvor jeg var allermest ked af det. Det varmede og helede og gjorde dagen meget bedre. Tak for det!

Sådan så alle Hamburg-hepperne ud på Facebook dagen efter mit løb. Genialt!
Gode råd modtages med kyshånd
Desværre er det ikke første gang, jeg går ned i et maratonløb. Sidste forår i Hamburg troede jeg, det skyldtes varmen. Under Randers Flodmarathon i sommer troede jeg, det skyldtes forkerte forberedelser. Nu kan jeg se, at jeg har reageret på akkurat samme måde alle tre gange: Kvalme og svimmelhed efter de 27-28 kilometer, som i de to sidste løb satte mig helt ud af spil.

Har du oplevet noget lignende, eller har du en idé om, hvad jeg gør galt, eller hvad der er galt med mig, er du mere end velkommen til at lufte den her. Jeg har allerede modtaget følgende velmenende råd:

1. Begynd at spise store bøffer og drik rødvin. Jeg er vegetar og drikker sjældent noget stærkere end grøn te, så det er selvfølgelig en oplagt mulighed. Da jeg ved at flere af verdens største ultraløbere er hardcore veganere, tvivler jeg dog på at dette er mit problem. Herudover hører alkohol og sport vist ikke sammen.

2. Skift din mobiltelefon ud med en Samsung Galaxy S2 på størrelse med et smørebræt. Jeg er godt tilfreds med min iPhone 4S, selvom et skift til en Android-baseret telefon sikkert ville give mig mulighed for at få timevis af sjov til gå med at lege med forskellige pornoapplikationer. Denne mulighed overvejer jeg stadig. (Nej, jeg gør ikke, Torben)...

3. Drop det kunstige gelpjat. Spis bananer og appelsiner i stedet. Det råd vil jeg give en chance.

4. Få et tjek hos lægen. Det skal jeg i morgen. Hun finder sikkert ikke andet end en forslået stolthed (men det kan også være slemt nok, skulle jeg hilse at sige).

Og hvad så nu, lille du
Umiddelbart efter løbet havde jeg mest af alt mest lyst til at gemme mig i et hul. Lukke min barfodsblog. Aldrig mere være Piskeben. Skifte løb ud med stoledans eller dart.

Men så let slipper I alligevel ikke. Jeg er kommet på andre tanker. Lumske tanker. Ved mit højre øre svæver en lille sort mand. Han har en slående lighed med Haile Gbrsellassie. Han lokker. Ved mit andet øre er der en lille bleg, halvkvabset jogger, der ligner mig. Han hvisker til mig, at jeg fremover bør koncentrere mig om det, jeg er bedst til: Kvindeløb.

Nu må vi se, hvem af de to, der får mig overbevist. Måske var turen i søndags bare min sidste langtur inden Copenhagen Marathon 2012?