Kun få skønhedsfejl: Vibram Fivefingers SeeYa

VFF SeeYa - en funky sko til en funky fætter!

Der er ingen sko, der har betydet så meget for barfodsløb, som Vibram Fivefingers. Det skulle da lige være alle de støttende og støddæmpende løbesko, som trods de bedste hensigter har givet flere skader, end de har beskyttet imod.

Med sit ikoniske design med de adskilte tæer har Fivefingers udviklet sig fra en spøjs sejlersko til en bred palette af (stadig spøjse) sko til sport, fritid, hverdag og fest. Forrige år kom modellerne Speed og Bikila, som er særligt udviklet til løb, og jeg har løbet mange kilometer i dem begge. De har samme sål, men forskellige overdele. Speed kan dog være svær at tage alvorligt som løbesko, da den mest af alt ligner en bamsepote, når man får den på. Bikila derimod ser hurtig ud - og det er den: Jeg har sat personlig rekord på halvmaraton, hver gang jeg har løbet i den!

VFF Speed. En virkelig grim sko.
Den løber jeg kun i, når ingen ser mig.

Angst i Afrika

Nu har de fået endnu et hurtigtløbende familiemedlem: Vibram Fivefingers SeeYa! Med kun 142 gram i min størrelse 44 er de en anelse lettere end Bikila, som vejer 163 gram. (Men når min røv vejer 3 kilo for meget betyder det nok mindre).

Sålen er 3 millimeter tynd mod Bikilas og Speeds 4 millimeter, og en del af gummiet (hvor man ikke lander) er erstattet med tyndere blødt plastik. Umiddelbart bemærker jeg dog ikke den store forskel på de to såler: Begge giver en god fornemmelse for underlaget, samtidig med at de beskytter tilstrækkelig mod småsten og grovkornet asfalt.

SeeYa ser endnu hurtigere ud end Bikila - og det betyder meget for mig, da jeg desværre ikke altid selv kan levere varen. Jeg har løbet knap 150 kilometer i SeeYa de sidste par uger, og jeg er umiddelbart begejstret. Jeg kan levende forestille mig, hvordan samtlige kenyanere og etiopiere springer til side ved startlinjen til Hamburg Marathon af frygt for en århusianer i et par seriøst cool løbesko. Det bliver stort!

SeeYa til venstre og Bikila/Speed til højre.

Som fod i hose

De adskilte tæers vigtigste funktion er ikke at give større frihed til tæerne. Tæerne har faktisk mere bevælgelsesfrihed i et par brede, fleksible sko som fx Vivobarefoot Aqua Lite eller Sole Runner FX Trainer, synes jeg. Men konstruktionen med de adskilte tæer er med til at holde foden på plads i skoen - uden at det virker hæmmende. Og når jeg løber i dem bemærker jeg slet ikke skoene - de er blevet en del af min fod.

Men... For der er et par men'er. Fivefingers egner sig efter min mening ikke til at blive brugt i vådt føre. Vand bliver suget ind mellem tæerne. Det kan være hundekoldt, og hvis du skal løbe langt, kan det give anledning til vabler. Du får også let små sten og kviste mellem tæerne. Men det er et par generelle problemer for alle de Fivefingers, jeg har prøvet.

Det nederste plastik på SeeYas hælkappe kan godt irritere, når jeg går,
men når jeg løber, bemærker jeg det heldigvis ikke.

Blod og vabler

For SeeYas vedkommende er der desuden noget irriterende ved hælkappen. Første gang jeg løb i dem (en rolig tur på 12 kilometer), skrabede det øverste af kanten på hælkappen et hul på huden (masser af blod!) pga. en hård syning på den ene sko. (Det lykkedes mig at nulre syningen lidt blødere, og jeg har ikke haft problemet igen). Samtidig har hælen en kappe af blød plastik (se billede), som er generende, når jeg går. Når jeg løber og lander på forfoden, bemærker jeg den heldigvis ikke. 

I skoven fungerer SeeYa ikke optimalt. Den sidder ikke fast nok til foden. På ujævnt underlag får jeg fornemmelsen af, at min fod skrider inden i skoen pga. den bløde hælkappe. Men som en let trænings- og konkurrencesko på asfalt er den perfekt. Altså i tørvejr. Prisen er dog langt fra perfekt eller minimalistisk: 1100 kroner for et Fivefingers er sgu at tage røven på løbeskofetichister som mig. Og jeg hopper på den gang efter gang...

Producent: Vibram
Model:       SeeYa
Vægt:        142 gram i min størrelse 44
Pris:           1100 kr. (fås bl.a. hos KeepRunning i Århus og hos www.alun.dk)


PS: Skal du i skoven er det måske værd at overveje den nye udgave af NB Minimus Trail - nu med zerodrop og helt nyt og lettere design. Jeg tror, jeg er forelsket!

Den Store Skoparade

Jeg ved det: Der er noget helt forkert ved at kalde sig barfodsløber og samtidig være begejstret for løbesko. I visse fundamentalistiske barfodskredse vil så lidt som en tyndslidt uldsok sende dig direkte i bad standing.

Jeg vælger dog at forholde mig praktisk til min sko- og barfodsentusiasme: Bare fødder er fedest, når temperatur, temperament og underlag matcher hinanden - ellers holder jeg mig ikke for god til at smide mine fødder i et par fladsålede løbesko og supplere dem med en god gang barfodsløbeteknik i form af pose running.

Og hvad er det så for nogle sko, jeg løber i? Jo, dem kan du se her:

Mine kære børn. Og flere er på vej til vores lille familie.

De fleste af dem benytter jeg jævnligt. Enkelte er jeg vokset fra - de er simpelthen for meget sko. Men de har alle en plads i mit hjerte - og de har alle haft deres tid på mine fødder.

Her er en kort præsentation af de fleste af mine løbesko i ganske vilkårlig rækkefølge. Har du spørgsmål til mine erfaringer med dem, er du meget velkommen til at spørge mig.

PS: Hvis min kone spørger, så har jeg selvfølgelig købt alle mine løbesko på udsalg med mindst 75 procent rabat og to par for et pars pris.

Nike Free 3.0 - hvor det hele startede.

NIKE FREE 3.0 I barfodsløbekredse bliver Nike ofte omtalt som Satan selv. Årsag? Firmaet opfandt den moderne løbesko med introduktionen af den støddæmpende vaffelsål i slutningen af 1960'erne. Fy, skam jer, slemme skoproducent! Men det var også Nike, der var de første til at skrælle støtte og støddæmpning af løbeskoen med deres Nike Free for snart 10 år siden. ("3.0" er ikke versionsnummeret, men indikerer graden af støddæmpning, hvor 0.0 er barfodet og 10.0 er en almindelig løbesko). Da jeg smed mine Asics Kayano og begyndte at eksperimentere med pose running, var dette den første sko, jeg kastede min kærlighed over. I dag kunne jeg dog ikke drømme om at løbe i den.

Vivobarefoot Evo - min yndlingsløbesko!

VIVOBAREFOOT EVO Bedre allround-løbesko fås efter min mening ikke. Den er perfekt i skov og på asfalt. Jeg har pt. tre par - et par til asfalt uden indersålen (i str. 43) og to par med indersålen til skoven og sommerhuset (i str. 44). Jeg løb Hamburg Marathon i denne grønne model uden indersål sidste år. En let, fleksibel sko - som (i mine øjne) også ser superfancy ud.

Vibram Fivefingers Speed. Min første fingersko.

VIBRAM FIVEFINGERS SPEED Mine Nike Free 3.0 blev hurtigt skiftet ud med fladere sko. De første var denne megagrimme løbesko fra Vibram. Det anbefales, at man stille og roligt vænner sig til dem. Så jeg snuppede en tur på 17 kilometer i skoven. Uden problemer. (Men det vil jeg altså ikke anbefale andre at gøre, for jeg ved, at mange får ømme lægge og fødder af blot en enkelt kilometer de første mange gange). Gimmicken med et rum til hver tå er sådan set okay - men hvis underlaget er det mindste vådt, så er det umuligt at undgå våde tæer, og det er seriøst træls!

Huaraches fra Invisible Shoe - fed sommerløbesandal!

INVISIBLE SHOE Simplere bliver det ikke. En tynd gummisål og en snor. Løbesandalerne, som blev udødeliggjort i Christopher McDougalls barfodsbestseller, "Born to Run" (læs den!), sidder overraskende godt på fødderne og er nemme at have med i hånden eller bukselinningen for en sikkerheds skyld, når man løber i helt bare fødder. Slet ikke så tosset, som det umiddelbart kan lyde. Læs mere om mit indtryk af dem her: Skal du ha' et par flade.

Mizuno Wave Universe 3 - verdens letteste løbesko!

MIZUNO WAVE UNIVERSE 3 En såkaldt "racing flat" - altså en flad konkurrencesko. Verdens letteste løbesko! Med sine kun 100 gram er den faktisk endnu lettere end løbesandalerne fra Invisible Shoe. Den er fin at løbe pose running i, men med sin 4 millimeter hævede hæl (i forhold til forfoden) og støddæmpning kan den ikke kaldes en decideret barfodsløbesko. Er siden blevet afløst af Mizuno Wave Universe 4.

Saucony Hattori - en zerodrop-letvægter.

SAUCONY HATTORI Funky letvægter fra Saucony, hvor hælen er ligeså lav som forfoden. En rigtig god minimalistsko efter min mening. Umiddelbart virker den ikke særlig robust, men den bærer ikke præg af slid, selvom jeg efterhånden har løbet en del kilometer i den (primært på asfalt, men også lidt på skovstier). For nogle vil den være en god overgangssko til endnu mere tyndsålede løbesko, som fx Fivefingers eller Vivobarefoot.

Vibram Fivefingers Bikila - også kendt som PR-skoen!

VIBRAM FIVEFINGES BIKILA Hver gang jeg har løbe halvmaraton i disse sko, har jeg sat ny personlig rekord - derfor kalder jeg dem mine pr-sko. De er lette og giver en god fornemmelse for underlaget. Om 14 dage modtager jeg de nye Vibram Fivefingers SeeYa, som minder om Bikila, men er endnu lettere og tyndere. Dem har jeg store forventninger til, da jeg muligvis vil løbe Hamburg Marathon i dem.

Vivobarefoot Aqua Lite - min nye maratonsko?

VIVO BAREFOOT AQUA LITE Endnu lettere end Vivobarefoot Evo. Endnu tyndere bund. Masser af plads til tæerne. Og vandskyende overdel. Perfekt asfaltløbesko. På halvmaratondistancen har den indtil videre vist sig at være fremragende, så den er min anden valgmulighed til Hamburg Marathon om et par måneder. Mit eneste problem er, at den ser lidt mere anonym ud end mine grønne Evo. Man skulle jo nødig falde i med det nordtyske tapet...

New Balance Minimus Trail - for meget sko efter min smag.

NB MINIMUS TRAIL Mit første indtryk var meget positivt. Men efterhånden bryder jeg mig mindre og mindre om dem. De er for meget sko og overkonstruerede. Er lige kommet i en zerodrop-version, som jeg dog ingen intentioner har om at invitere ind i mine skoskabe. Fås også en en road-udgave. Læs mine indtryk her: Har du set mine nye sko? NB Minimus Trail.

Inov-8 f-Lite 195 - god posesko.

INOV-8 F-LITE 195 Ligesom Minimus Trail har denne sko også en anelse hævet hæl i forhold til forfoden (3 millimeter). Når man er vant til at løbe i helt flade sko, fornemmer man denne hævede hæl. Alligevel er denne sko slet ikke så tosset. Jeg købte den sidste sommer, da jeg skulle løbe maraton i Randers på en rute med mange skarpe sten. (Det blev dog kun til 29 kilometer for mit vedkommende - hmmm...). Poseløbere som ikke har overgivet sig til helt flade sko, vil blive glade for denne sko fra Inov-8 (som i øvrigt siden har fået fladere sko på programmet).

Vivobarefoot Achilles - en spøjs løbesandal.

VIVOBAREFOOT ACHILLES Jeg havde store forventninger til denne løbesandal. Desværre blev jeg slemt skuffet. Den er slet ikke en forbedring af huarachen. Små sten sætter sig mellem storetå og tåkappen, og de giver mig vabler. Ellers er jeg vild med udseendet!

Sole Runner Trainer FX - mere barfodsagtigt bliver det næppe.

SOLE RUNNER TRAINER FX Med en såltykkelse på kun halvanden millimeter og masser af plads til tæerne vil jeg uden tøven udnævne denne sko til at være den sko, der giver mest barfodsfornemmelse for pengene! Er også kandidat til at føre mig de 42,2 kilometer gennem gader og stræder i Hamburg. Jeg har skrevet meget mere om den her: Lydløs som en ninja.


OPDATERING: Nye sko er kommet til, siden jeg skrev dette indlæg. Nogle af dem kan du læse om under "Piskebens skoanmeldelser" i menuen til højre.


PS: Og så lige en lille reklame: Lær at løbe naturligt på Løblets to workshops i Århus 17. marts 2013 og søndag 26. maj 2013. Læs mere her: www.loeblet.dk.

Lydløs som en ninja!

"Du er jo lydløs som en ninja," sagde hun, da jeg løb forbi.

Hun havde ret. Trods mødet med de hårde cementfliser var mine nye Sole Runner FX Trainer fuldstændig lydløse. Hvert eneste skridt var en præcist timet landing, og fødderne lettede igen næsten uden at røre jorden. Akkurat som når jeg løber i bare fødder.

Prøv selv at lytte: Bare fødder er næsten helt lydløse. Minimalistiske sko siger et hurtigt og let "tap-tap-tap," mens almindelige støddæmpende løbesko taler et søvnigt og tungt "kalåmp-kalåmp-kalåmp."

Sommetider er det altså meget rart, at have bare lidt under fødderne.
Sole Runner FX Trainer testes her ved Vesterhavet.

Barfodskondomer
Tyndere. Større nydelse. Mine nye løbesko får mig mest af alt til at tænke på kondomreklamerne fra min ungdom. Nøgnere bliver det simpelthen ikke med sko på. Sålen er kun halvanden millimeter tyk - eller tynd om man vil. Tilstrækkeligt til at beskytte mod kulde, vand og skarpe sten. Men heller ikke mere. Faktisk kan du mærke hver eneste lille sten, du lander på.

Jeg sætter pris på næsten-barfodsfølelsen, når jeg træner med mit løbehold i Aarhus 1900. Her er jeg nødt til at have lidt på fødderne, hvis jeg skal kunne følge med på alt slags underlag. Men hvis ruten byder på mange sten, vil jeg stadig foretrække mine Vivobarefoot Evo med en sål på fire millimeters tykkelse.

Efter mere end 250 kilometer på asfalt, fortov, grus og skovsti bærer sålen ikke præg af slid, så der er tilsyneladende ingen grund til at være bekymret for, at der let går hul på den tynde sål. Det lover godt.

Løft fødderne
Er du ikke vant til at løbe i bare fødder, vil Sole Runner FX Trainer være en brat opvågning for nerverne under dine fødder. Men nyder du allerede at smide skoene, så er dette den perfekte sko, hvis du vil beskytte fødderne mod kulde i vinterhalvåret. Når jeg står stille, er de så tynde, at jeg fryser fødderne, men ikke når jeg løber.

Selve sålen har ikke ret meget profil. Det stiller krav til koordination og teknik, hvor der er isglat eller mudret. Jeg har løbet på asfalt med rimfrost uden problemer, selvom jeg egentlig sagtens kunne skøjte oven på asfalten, hvis jeg forsøgte. Kunsten er at løfte fødderne, før de når at skride under dig. Så i modsætning til trailsko med en krafig, skridsikker profil, er det ikke muligt at snyde med teknikken. Fødderne skal løftes, og det skal gå tjept!

Sole Runner FX Trainer har god plads til tæerne.

Til pas plads og tørre tæer
Sole Runner FX Trainer er med sine kun 150 gram en meget let sko. Da der samtidig er god plads og intet, der strammer, er det næmest, som om man ikke har noget på fødderne. De er store i størrelserne. Jeg bruger normalt størrelse 44 i andre sko - men jeg kan nøjes med størrelse 42 i Sole Runner FX Trainer.

Sålgummiet går et stykke op langs kanten, så man - i modsætning til Vibram Fivefingers - slipper for våde tæer, når underlaget er vådt. Overdelen er en behagelig mesh, der giver god ventilation til tæerne. Jeg løber ofte i den uden strømper, og der er ingen generende syninger eller sammenføjninger. Snørebåndet er en elastik, man ikke behøver at løsne - så hvis man får lyst til at smide dem og løbe med dem i hånden, tager det kun få sekunder at smutte dem af og på.

Den idéelle barfodssko?
Jeg vil ikke tøve med at kalde Sole Runner FX Trainer for en perfekt løbesko til barfodsløbere. Dette er uden sammenligning det bedste alternativ til at løbe helt uden sko, jeg endnu har prøvet. Eneste minus er at den snarere ligner en sutsko end en funky minimalistisk løbesko. Men for andre med et andet æstetisk forhold til løbegear, vil det måske være et plus.

Jeg har lovet en af mine bloglæsere, at jeg snart vil lave en skoparade, hvor jeg vil præsentere alle mine minimalistiske løbesko og løbesandaler (jeg har efterhånden temmelig mange, synes min kone!). Indtil da kan du gå på oplevelse hos min poserunning- og fladskokollega Posemanden, som har lavet en barfodsskoguide på sin hjemmeside.

Producent: Sole Runner - produceret i Europa
Model: Sole Runer FX Trainer
Pris: 79,90 euro
Vægt: 150 gram (i min størrelse 42)
Forhandlerliste: her

Frygt mig - for jeg er glad!

Jeg overhaler en kilometer før mål. Læs hvem i bloggen.

Okay, jeg indrømmer, at jeg var viiildt presset over at have annonceret, at jeg ville sætte personlig rekord ved Vejle Ådal Halvmarathon, som blev løbet i går. Jeg kender én, der engang har hørt om én, der slet ikke havde nogen undskyldninger for at alting ikke gik som planlagt. Sådan er jeg ikke. Jeg har altid en liste med mindst otte undskyldninger klar, inden jeg stiller til start.

Taktikken var klar: Jeg ville satse - og så måtte det briste eller bære. Jeg vidste, at min form var bedre end nogensinde, men hvor god havde jeg ikke rigtig nogen idé om, da det var et halv år siden, jeg sidst havde løbet et halvmaraton. Så jeg kunne meget vel have overvurderet mine evner på den flade rute gennem den smukke, solbeskinnede Vejle Ådal.

Mit liv i overhalingsbanen
En ting var, at min form var skarp - jeg var bare ikke den eneste, der havde trænet siden sidste års løb i Vejle. Dengang havde jeg den udsøgte fornøjelse at løbe fra min gode løbeven og trænerkollega i Aarhus 1900, Jim Klitgaard-Paulsen, inden vendepunktet for ikke at se ham igen, før han laaaaangt tid efter mig kom kravlende over de blå tidtagningsmåtter ved mål. Men hvis min form var skarp i går, var Jims skarpere end et håndsmedet samuraisværd, så det var næppe dér, jeg skulle hente dagens succesoplevelse. Troede jeg.

Jeg kan roligt afsløre, at det var med en sejrfølelse af den slags, der ikke klæder nogen, at jeg passerede Jim i overlegen stil. Det betød mindre, at det var på motorvej E45, og at jeg sad bag rattet i min djævlerøde Peugeot 206, mens Jim kun var co-driver i en bette Hyundai i indersporet. Jeg vælger godt nok mine sejre med omhu, men er bestemt ikke kræsen, når jeg gør det. (Og så gjorde det mindre, at han senere den dag skulle få så eftertrykkelig revanche).

Første rekord i hus
Vel ankommet til Vejle stod det mig klart, at den første personlige rekord stod for fald: Fornemmelsen af fyldt blære og løbsk tarm overmandede mig for 27. gang denne søndag. Ikke fordi der var noget galt - andet end en sygelig, tvangneurotisk trang til at tilbringe timer på (gerne offentlige) toiletter før løbsstart. Tre kvarter senere rundede jeg det 30. toiletbesøg, godt hjulpet af en toiletkabine med tom rulle, som krævede et hurtigt kabineskift og derved talte dobbelt. Som tingene skred frem, kunne det kun blive en god dag!

Ud over toiletbesøg går en del af mine løbsforberedelser med at udvælge den rette påklædning. Selvom klubreglerne foreskriver, at jeg skulle løbe i Aarhus 1900's blå og røde farver, gav det anledning til mange og lange spekulationer. Jeg endte med et konservativt snit med et twist af sprudlende ungdommelig vildskab: korte, sorte tights fra Fusion, langærmet klubtrøje og løbesolbriller fra Adidas og - vigtigst af alt - et par kåde rødhvide Vibram Fivefingers Bikila. Jeg ved, hvad du tænker, og du har ret: Dressing sharp is my middle name!

Mit skarpe look var dog ikke nok til at skabe afstand til mine medløbere ved startlinjen, hvor vi stod som sild i en tønde. De var nok bange for mig, men ikke skræmt fra vid og sans, som de burde. Til gengæld havde jeg allieret mig med et af mit løbeholds nyeste og yngste medlemmer: Anne Sofie Amstrup, som skulle løbe sit andet halvmaraton denne dag. Det skulle vise sig at være et klogt træk.

Endnu en rekord
Perfekt placeret i feltet og uden voldsom trængsel - heller ikke på den smalle sti gennem ådalen - var der lagt op til et stort løb for os begge, kunne vi begge fornemme efter de første ni kilometer. Vi havde godt nok løbet lidt mere tjept end planlagt, men vi lå godt på vejen og kunne begge ane ny personlig rekord på de første 10 kilometer. Endnu en personlig sejr i hus. Skulle alt andet glippe, kunne vi stadig glæde os over det!

Det betød mindre, at vi blev overhalet af en taltentfuld 12-årig dreng og kvinder med gakkede gangarter. Selv da vores erfarne og velløbende klubkammerat, Peter Wendt, passerede os, formåede vi at tage det rimelig pænt (selvom han selvfølgelig fik et "Vi tager dig på distancen" med som afskedssalut).

Efter vendepunktet var Anne og jeg stadig -  egentlig til vores overraskelse - i høj fart og et pænt stykke hurtigere end vores planlagte tempo. Alligevel var der overskud til at nyde ruten. Selvom det var en ud-og-hjem-rute (med en lille sløjfe), var hjemturen den absolut smukkeste. Med solen i ryggen gav den storslåede udsigt over Vejle Ådal lige det ekstra skub, som skulle bringe os hele vejen i mål. Det hjalp selvfølgelig også, at vi begyndte at overhale flere af dem, der kækt havde overhalet os tidligere på eftermiddagen. Også den hurtigtløbende 12-årige dreng, som nu var nede at gå. Han fik et par gode tanker med på vejen - jeg håber at han kom godt hjem!

Den, der ler sidst
Da Anne og jeg løb forbi 19 kilometermærket, kunne jeg mærke, at jeg havde lidt ekstra at give af. Anne fortsatte i sit sikre tempo. Jeg satte farten op, da jeg havde fået færten af en velkendt Aarhus 1900-trøje. Dødsstødet ville falde tungt, tænkte jeg, da jeg i frisk spurt sneg mig forbi Peter Wendt en kilometer før mål. Det var dog kun et spagt "Hov-hov", der klemte sig ud mellem hans tunge åndedrag, som ikke helt bekræftede min formodning om dødsstødets styrke. Men det føltes eddermaneme fantastisk!

Hvis Dressing Sharp er mit mellemnavn, så er Veldisponeret mit nye fornavn. De to sidste kilometer endte med at blive de hurtigste, og da jeg passerede målstregen var jeg bare så GLAD. Ny personlig rekord. Den gamle slået med fem minutter - og ni minutter hurtigere end sidste års Vejle Ådal Halvmarathon. Et halv minut senere kom Anne.

Jim heppede os alle i mål, selvom 10 minutters venten havde gjort ham en smule kold. I løbet af de næste 20 minutter kom resten af vores klubkammerater som perler på en snor. De fleste med personlige rekorder og et stort smil. Selvom der var halve og hele timer mellem dagens tider, havde vi alle toppræsteret denne smukke dag i Vejle. Jeg glæder mig til at deltage igen til næste år - måske i helt bare fødder?



PS: Da jeg kom hjem til Århus, fløj jeg i køkkenet og lavede livretter til min kone, selvom jeg egentlig havde mest lyst til pizza. Bare fordi jeg var så glad. (Og hun tvang mig næsten ikke).