Svaret på et af livets store spørgsmål

Jo. Der er sand i sandkage. Det ved jeg nu. De kyniske arrangører af Rubjerg Knude-løbet serverede nemlig sandkage til kaffen ved ruinerne af fyret. Men de fik mig ikke ned med nakken. Jeg gennemførte til en forandring et maratonløb. Uden pylren, uden krise.

Se selv i dette indslag fra TV2 Nord:



Danmarks hårdeste?
Rubjerg Knude løbet er blevet kaldt "Danmarks hårdeste maraton." Den titel er, der sikkert også andre løb, der vil gøre krav på, men ét er sikkert: Sandkagen gjorde det ikke mindre hårdt.

Efter at have forceret 25 kilometer blandet terræn inklusiv et veritabelt bjerg af sand, var det ikke sandkage, som min krop skreg efter, og det var heller ikke sandkage, der skulle sikre, at jeg kunne løbe de resterende 17 kilometer.

Et ukontrollabelt hosteanfald forårsaget af lige dele kagekrummer og sand var faktisk tæt på at sende mig til tælling. Men nej - der skulle mere til at slå mig ud i går. Faktisk blev jeg slet ikke slået ud, men fik min allerstørste og -første gode oplevelse med maratondistancen. Jeg er ret glad.

En glad dreng. Som glæder sig til at løbe Marselisløbet om 14 dage i bare fødder.

Impotente fødder
Læsere af min blog husker måske, at der er langt mellem mine succeser, når jeg kommer ud over halvmaratondistancen. Min kone udtrykker det så smukt, når hun siger: "Lige så snart du får et startnummer på, falder pikken." Åh-ja, she's got a way with words...

Det lyder måske underligt, men valget af rute var et vigtigt element i min plan for at eliminere al præstationsangst. Det visse steder overordentligt vanskelige terræn gjorde det umuligt at tænke på sluttider. Og da vores sommerhus ligger i området, kendte jeg allerede det meste af ruten fra mine træningsture i sommerferien.

Jeg kendte heller ingen af de andre løbere, så der var ingen, jeg skulle konkurrere med. Ikke en gang mig selv. Jeg skulle bare gennemføre og gøre det til en god oplevelse. Som enhver anden langtur. Det blev det.

Taktik og tak til Heike og Bjarne
Herudover hjalp et par løbere fra Tårs og en ny forplejningsstrategi mig godt igennem løbet. De første 30 kilometer slog jeg følgeskab jeg med de næsten-lokale Heike og Bjarne. Vi løb ikke hurtigt. Men vi snakkede (de snakkede rigtig meget), vi gav os god tid ved depoterne (som var fremragende), og vi havde overskud til at nyde naturen undervejs (og ind imellem bande over den).

Og så var der ikke mindst min nye forplejningsstrategi - og her tænker jeg ikke på sandkage. Ofte får man tudet ørerne fulde af god råd om at få rigelig med væske og energi undervejs. Men nyere forskning viser, at det nok ikke er så godt et råd, som det umiddelbart kan lyde. Det nye råd er: Drik, når du er tørstig!

Jeg gjorde det samme med mad. Jeg spiste og drak, hvad jeg følte trang til undervejs: 3 energigel, vand, appelsinbåde, bananstykker, cola. Og det virkede sgu! Der findes et hav af teorier og gode råd, men i sidste ende er du selv facitlisten, og virker det for dig, så er det godt. Med andre ord: Lyt til din krop. Det vil jeg gøre nu. Min krop kræver pizza.

PS: Nej, jeg løb ikke i SANDaler. Jeg løb i mine NB Minimus Trail Zero. De var fine.

Jo, man kan købe sig lykkelig (og fattig): Suunto Ambit

Lykke - nu med 24 timers-værk.

Mit nye urindkøb (det ord ser sjovt ud) trodser sund fornuft: Jeg har et velfungerende løbeur i forvejen. Mit nye ur har faktisk færre funktioner. Men det ser bare så meget mere cool ud!

At min løbekarriere ikke helt har flasket sig som forventet, har - om ikke kastet mig ud i en livskrise - så givet mig en sygelig trang til at opgradere mit liv med noget så banalt som ting. Først købte jeg en Texas-buskrydder til at holde 3500 kvadratmeter af Vestkysten fri for brændenælder, tidsler og elefantgræs. Rimelig fed maskine. Og nu har jeg altså erhvervet mig et nyt løbeur som afløser for mit Garmin Forerunner 405.

Fremover vil der sidde et Suunto Ambit Silver HR på mit venstre håndled, når jeg bevæger mig ud på skovstierne i let løb. "The GPS for explorers." Ja, det er da lige mig, der har det bedst indenfor ringgaden (og undtagelsesvist i Marselisskoven, Lønstrup eller Hamburg)!

Hærgeren. Lønstrup er ikke det samme, efter at jeg har fået egen buskrydder.

Jeg købte det i går og har kun løbet en enkelt tur med det, så dette bliver ikke en anmeldelse - snarere et blæret glædesudbrud over at have hævet mig fra at være en tjekket udstyrsentusiast til at være en ekstremt tjekket udstyrsentusiast og explorer-agtig type! Nice! Vil du have en anmeldelse, så vil jeg anbefale DC Rainmakers, som du finder her: Suunto Ambit In-Depth Review.

Nå, men nu må jeg hellere gøre mig klar til aftenens løb: Jyske Bank Løbet i Hinnerup. Otte kilometer i bare fødder. Forvent at jeg fejer samtlige konkurrenter af banen og ned fra sejrspodiet - iført mine nybarberede tæer og mit nye Suunto Ambit om håndledet. Frygt mig!

Sidste år løb jeg ruten i mine huaraches, og dengang priste mig ganske vist lykkelig over, at jeg ikke tog turen i helt bare fødder. Jeg var helt vildt langsom, men til gengæld reddede jeg - i bedste Jesus-sandal-stil - et væltet barn undervejs. Nu får vi at se, om Hinnerup-løberne får et par flade i aften - eller om jeg igen må forbarme mig over dem og ofre min placering i feltet for i stedet at lege helgen med et fedt løbeur...

Godt løb, gode ben og masser af medvind til os alle sammen!

Gæt en fod.

OPDATERING: Jeg vandt barfodsklassen ved gårsdagens Jyske Bank Løbet i Hinnerup! Otte kilometer på brosten, grus, grov asfalt, græs og fortov. Ikke det mest barfodsvenlige underlag, men helt okay. Sjovt at jeg syntes, at ruten var hård fodkost, da jeg løb den i huaraches sidste år. På den anden side er der mange steder, hvor jeg knap nok kunne gå i bare fødder for to år siden, hvor jeg i dag løber let og upåvirket af underlagets beskaffenhed.

Jeg var en smule skuffet over, at mine bare fødder tog en del af opmærksomheden fra mit nye løbeur (som  opførte sig eksemplarisk hele vejen). Men hvad ved bønder om agurkesalat?

Bemærk, hvordan jeg monterede min tidtagningschip: En snor bundet om pegetå og ankel - inspireret af Birthes barfodsgalocher. Det fungerede meget fint. Sidste år havde jeg chippen i en speciel chipholder om anklen, men min tid blev ikke registreret, da denne type chip åbenbart skal sidde vandret på vristen.

Jeg var i øvrigt den eneste barfodsløber i Hinnerup i går. Og der var vist heller ingen i flade sko.

Hjælp - mit sommerhus falder i Vesterhavet!

Jo, jo - jeg lever i sandhed et liv på kanten. Om lidt falder jeg.

Knogleresterne ligger allerede i vandet ved stranden nord for Rubjerg Knude. Og snart ligger Vesterhavshytten på havets bund sammen med Maarup Kirkegård.

I de kommende år bliver udsigten fra vores sommerhus bare bedre og bedre. Men på et tidspunkt vender det, og beliggenheden bliver lidt for spændende, hvis ikke der bliver kystsikret i tide. Det fik Anette og jeg en forsmag på her i weekenden. Min barfodsløbesti langs klinten er simpelthen styrtet i havet efter de sidste par decemberstorme. Og flere sommerhuse er nu forladt og balancerer på det yderste af klinten.

Det er ellers kun få uger siden, jeg løb her med nøgne tæer. Dengang ville jeg ikke tøve med at udråbe området fra Lønstrup til Rubjerg Knude til det perfekte barfodsterræn. I dag skal man ikke komme for tæt på kanten.

Her var verdens fedeste barfodsløbesti. Nu er jeg nødt til at skifte
de bare fødder ud med svømmefødder, for stien ligger i havet.

Opslugt af bølgerne
Da Anette og jeg så de seneste resultater af uvejrets rasen, var vi begge dybt rystede over, at flere meter land på så kort tid er blevet til vand. Jordskorpen langs klinten fra vores sommerhus ind mod Lønstrup har slået så dybe revner, at endnu flere stykker Nordjylland snart vil brække af og blive opslugt af det frådende hav nedenfor.

Vi kendte ellers godt stedets skæbne, da vi overtog huset sidst i august. Samtidig med at vi forelskede os i Vesterhavshytten i pinseferien, kastede vi os nemlig over alle de forskningrapporter og krystalkugler, som vi kunne komme i nærheden af. De mest dystre fremtidsudsiger giver os 30 gode år i eget sommerhus ved Lønstrup. Andre lover op mod 200 år, før de 300 meter mellem os og havet er ædt op af regn, vind og bølger.

Næste gang vi kommer forbi, ligger dette sommerhus sandsynligvis knust ved foden af klinten.

Selve Lønstrup er allerede hegnet inde bag en vold af store kampesten, så byen ikke bliver ædt luns for luns, som det ellers ville være tilfældet. Men ikke kysten syd for byen, hvor vores sommerhus ligger. Og det er der ifølge Hjørrings borgmester heller ingen planer om.

De voldsomme kræfter, som man er nødt til at underlægge sig ved Vesterhavet, er betagende. At kalde det for en stor del af charmen, er måske at overdrive, men det tilføjer i hvert fald et ekstra spændingsmoment til vores søde sommerhusliv.

Hvem har lyst til at løbe ned ad denne trappe, efter at have løbet 30 kilometer?
Det har jeg og en masse andre løbetosser næste sommer!

Se det, før det er for sent
Områdets kraftfulde natur indbyder i den grad til vandre- og løbeture. Har du mod på en herlig tur i eller uden løbesko, så har du til sommer chancen for at krydre oplevelsen med et startnummer på maven og sandkage i maven. 19. august lyder startskuddet nemlig for Rubjerg Knude-løbet. Hel- og halvmaratonruterne går lige forbi vores sommerhus og byder på nogle af områdets fedeste og allerhårdeste strækninger - ovenikøbet med mulighed for sandstorm.

Jeg var ikke med i år, da løbet havde sin premiere. Men mon ikke jeg er at finde på startlisten til sommer. Og du skal da med, ikke?

At servere sandkage ved fyret på toppen af Rubjerg Knude for løbere,
der næsten har løbet 30 kilometer, lyder som pervers humor.
Den har bare at være god!

Læs om ruten og se billeder på løbets hjemmeside: Rubjerg Knude-løbet.