Sandaler eller bare sko?

27 procent næstekærlighed. 100 procent sandallykke.

Der er kun én mand, der kan slippe godt fra at gå i sandaler, og det er Jesus. Ud fra et modeperspektiv er det muligvis sandt. Men selvom du ikke kan gå på vandet, er der mange gode grunde til at spænde fødderne til et par løse såler, som vores forfædre har gjort det i årtusinder.

Heldigvis danner enhver subkultur sin egen mode, og der bliver nikket anerkendende, når to barfodsentusiaster passerer hinanden iført et par Vivobarefoot Gobi. Og lige for tiden vil et par fladsålede Luna Sandals eller sandaler fra Vivobarefoot også blive mødt med respekt.

Skidt fremskridt?
Bestsellersuccesen “Born to Run” fortalte den fascinerende historie om ultraløbende tarahumaraindianere, som løb fra verdenseliten i hjemmelavede huarachesandaler lavet af bildæk. Leslie Slater løb tidligere på året 250 kilometer gennem Sahara i et par Luna Sandals, og Claus “Posemand” Rasmussen løb sidste år Spartathlon på flade sandalsåler.

På mine egne mere beskedne hyggedistancer har jeg løbet i stort set alt, hvad der findes af løbeegnede sandaler. Med svingende begejstring har jeg forsøgt mig med Vivobarefoot, Luna Sandals, Invisible Shoes, Teva Zilch m.fl.

Selv Jesus ville misunde mig disse sandaler fra Jil Sander!

Mode vs. funktion
Er der overhovedet nogen grund til at skifte dine fladsålede Fivefingers, Vivobarefoot eller Merrell ud med et par sandaler?

Sko ER på mange måder et fremskridt i forhold til sandaler: Sko beskytter bedre, og (i nogle tilfælde) sidder sko også bedre på foden. Men moderne fodtøj kan også gøre det hele så forkert, at de spolerer en naturlig holdning og gang.

Løbesandaler kan derimod være pisseirriterende at få til at sidde rigtigt, og remmene kræver en del justering. Du får også let småsten ind mellem fod og sandalsål - og så er de heller ikke specielt vinteregnede.

Men der er også noget sympatisk over det superminimalistiske og velgennemprøvede koncept, som en sandal er: Sål plus remme og ikke mere pis!

Og når først sandalremmene er justeret, så sidder de skidegodt på foden, og småsten kommer lige så let ud igen, som de kom ind. Og så har du i det mindste noget til fælles med Jesus, hvis det kniber med at mønstre den rette portion næstekærlighed i enhver situation.

Mine gode, gamle Vivobarefoot Stealth Hiker kommer ikke så tit på mission længere.

Godkendt til løb, godkendt til vandring
Dette forår og denne sommer er det primært Luna Sandals hurtige trailudgave: Leadville Pacer, der har haft plads på mine fødder, når jeg har løbet trailløb, bakkesspurter i skoven, vandret i Nordjylland og Schwarzwald i Sydtyskland. I Schwarzwald startede jeg ellers ud i mine Vivobarefoot Stealth Hiker, som jeg normalt er ret begejstrede for, men på resten af ferien var det sandalerne, der vandt. De var bare rarere at have på.

Jeg har kun løbet korte asfaltstykker i dem - det er en trailsandal - men Luna Sandals laver også sandaler som egner sig til asfalt og fortov. Når jeg løber på asfalt eller fortov, foretrækker jeg mine Merrell Vapor Glove eller Vibram Fivefingers.

Let af og på
Jeg har næsten løbet lige så meget med dem i hænderne som på fødderne. For os, der ynder at løbe helt uden sko en gang i mellem, er sandalerne en oplagt følgesvend. De er lette at have i hænderne, når du løber i bare fødder, og lette at tage på, når underlaget kræver det. Alene af den grund er Leadville Pacer mit førstevalg på trailture og vandreture (hvor vejret tillader det).

Leadville Pacer udmærker sig med et snøresystem, som ikke er helt så tilbage-til-naturenagtigt som på de originale huaraches. De har et plastikspænde på vristen, som justeres ved et træk i remmen. Mine er yderligere udstyret med endnu en Tech Strap, som holder hælremmen på plads. Foden bliver holdt fast til sålen af den særlige gummioverflade (Monkey Grip Technology), som sikrer, at foden ikke glider, hvis sandalen bliver våd. Rart på mountainbikesporet i Marselisskoven.

Barefoot Ted, som er manden bag Luna Sandals, har med Leadville Pacer lavet en nærmest perfekt trailsandal.

Nok sål til det meste
Sålen er 9 millimeter - en tykkelse som vil få en del barfodspuritanere til at vende det hvide ud af øjnene. Men det har de bestemt ingen grund til. Sålen er ganske fast, og du har en god kontakt med underlaget. Samtidig sikrer sålen, at du ikke behøver bekymrer dig om skarpe sten og småsten - du kan simpelthen koncentrere dig om at løbe uden at bekymre dig om underlaget.

Sålen har et glimrende greb på stier og skovbund, men når jeg skal løbe Himmebjergegnens Trailserie på mudrede efterårsspor, vil jeg nok foretrække mine Inov-8 Trail-Roc 150 eller et par Vivobarefoot Trailfreak.

Amen
I sidste ende er det ikke et spørgsmål om, hvad du har på fødderne. Det er langt vigtigere, hvordan du betjener de fødder, ben og den krop, du har fået stillet til rådighed. De fleste løber, går og lever uden at have taget kørekort til kroppen - og må betale prisen for det før eller siden.

Livet som løber kan godt kræve Jesus-lignende egenskaber: Man skal udvise ydmyghed over for kroppen, lade være med at vælte børn, gamle og dyr på løbestierne, og så skal man helst holde hviledagen hellig. Men mindre kan også gøre det. Et par flade sandaler er et udmærket sted at begynde, når du skal træde i Verdensfrelserens fodspor. God løbelyst!

Det er ikke størrelsen, det kommer an på - og så alligevel. I sandalerne er der plads til selv de bredeste fødder, og du kan endda få dem lavet efter mål.

Leadville Pacer - Plusser:

• lette (126 gram)
• lette at tage af og på
• lette at løbe med i hånden
• (forholdsvis) lette at justere, så de sidder bedre
• remmen mellem storetå og pegetå generer ikke
• velegnede til brede fødder
• god ventilation
• nem at tømme for sand og småsten

Leadville Pacer - Minusser:

• (forholdsvis) besværlige at justere
• sten sætter sig let fast mellem fod og sål
• kolde om vinteren (kan dog benyttes med tåsokker)
• begrænset greb på sålen
• kun få af modellerne kan købes i Europa - Leadville Pacer skal bestilles hjem fra USA
• du ligner en barfodstosse

Julegaver til barfodsløbere

Jeg kan ikke lide det. Julegaveræset. Jeg kan godt lide jul og julestemning og julebudskab, men gaveræset klæder ikke julen. Desperationen, trætheden, irritationen lyser ud af øjnene på kunder og ekspedienter i stormagasiner og på strøg. Også hos mig for et par timer siden. Det vil jeg gøre noget ved. Derfor har jeg lavet en Julegaveguide for Barfodsløbere. Lettere bliver det simpelthen ikke.


FOR DIG, DER LØBER PÅ ØKONOMIKLASSE
Vi starter med den skrabede jul. Ikke nødvendigvis en ringere jul og nok mere i harmoni med julens egentlige budskab, selvom økonomijul smager af vandgrød. Lad gaveregnen falde blidt:

Er du typen, der sveder meget, så brug gaffatape.

1. Se lyset!
På førstepladsen i år har vi pandelampen. I gørdetselv-versionen får du mulighed for at sætte dit personlige præg på trafiksikkerhed eller trailspor. Opskriften er enkel: En cykelforlygte (det skal være af batterislagsen - dynamoer duer ikke) tapes fast til din pande. Har du brug for ekstra lang batteritid, så eksperimentér med et billigt bilbatteri fra Thansen. Så kører det for dig. Er du typen, der sveder som et svin, så brug ekstra meget tape, gerne gaffatape, men pas på øjenbrynene, når det skal af igen.

Om få år vil vi grine af folk med løbeure om håndledet. Vær en first mover.

2. Find vej!
Glem alt om store klodsede gps-ure, der kan måle alt fra kilometertider til blodsukker. Den slags er bare så 2008. Nej, gå i stedet oldschool, og alliér dig med det bedste fra Geodætisk Institut: et kort. Skulle du alligevel fare vild, så spørg lokalbefolkningen om vej. Medbring evt. parlør, hvis du er på langtur.

Hvad du ønsker, skal du få!

3. Nøgenhed fremmer forståelsen
Er du en ægte barfodsløber, ønsker du dig selvfølgelig… ta-daaaaa… absolut ingenting. Vil du alligevel give venner og familie mulighed for at lægge en pakke under træet, så ønsk dig en tom skotøjsæske.

Uld. Bare fødder. Grus. What's not to like?

4. Vristvarmer varmer
Hører du til den pyntesyge slags, så lok familiens strikketanter og garngalninge til at lave dig et par geniale uldgalocher. Et must-have for barfodsløbere.

Dejlig jul. Nu mangler vi bare dej. 

5. Hold formen
Den søde tand - gerne hele tandsættet - skal også tilgodeses, så kiloene ikke rasler alt for hurtigt af dig, når du fræser afsted på apostlenes heste. Hold kageformen ved lige med med en passende bageform.


FOR DELUXE-BARFODSLØBEREN
Hvorfor spise brød, når man kan spise kage? Og hvorfor lade sig nøje, bare fordi man dyrker minimalistisk fodtøj? Har du pengene, kan du få - har du ingen, må du løbe uden stil...

Verdens for tiden lækreste barfodsstøvle. Uden diskussion.

1. Vivobarefoot Gobi Hopewell
Alle vil eje dem, og jeg forstår hvorfor. Vivobarefoot har gjort ørkenstøvlen til verdens fedeste herrehverdagsfodtøj med deres Gobi Hopewell. Intet mindre. Tving din familie til at give dig dem.

Endelig: Ti tørre tæer, tak!

2. Vibram Fivefingers Bikila WP
Jeg har altid haft et problem med at løbe i Fivefingers, når temperaturerne kom under 5 grader (ligesom det også er for koldt for mig at løbe i helt bare fødder, når det er koldt). Ikke mindst hvis det også er vådt. I Fivefingers trænger vandet let ind mellem tæerne, og fordi tæerne er adskilte og ikke kan varme hinanden, fryser jeg altså tæerne. Vibram Fivefingers har tidligere forsøgt sig med en vandtæt (eller vandafvisende) udgave, men resultatet var ikke heldigt: En alt for stiv sko. Men nu er der kommet friske boller på barfodssuppen med en vandtæt løbestøvlet i Bikila-familien: Vibram Fivefingers Bikila WP (WP står for waterproof). Det lyder måske kinky, men resultatet er faktisk blevet rigtig godt: En let (160 gram i min str. 45) vandtæt løbesko, der når op over anklen. Sålen har en anelse mere greb end den almindelige Bikila-sål uden at være en decideret trailsål, men alligevel velegnet til det meste. Og så er den vandtæt. Normalt giver jeg ikke meget for vandtætte løbesko, da vandet alligevel kommer ned i skoen fra oven, når man løber gennem mudder eller en vandpyt. Men i dette tilfælde giver det faktisk mening.

Uld klæder dine tæer. Og holder dem varme.

3. Mere uld
Uld er guld. Hopper du ikke over i de vandtætte Fivefingers, er du også godt hjulpet med et par gode uldløbestrømper. De holder bedre på varmen, end almindelige kunststofløbestrømper, når de bliver våde. Ønsk dig hjemmestrik eller et par fra Teko eller Injinji.


FOR DEN VIRKELIGE CONNAISSEUR

Her er jeg street smart på hjørnet af Chr. Wærums Gade og Aalborggade.

1. LØBLET-eneundervisning
Forfin din gangart til det ypperste, skån dig selv for alt fra skinnebensbetændelse og løberknæ til blå negle med en eksklusiv halvanden times LØBLET-eneundervisning. Har du tidligere modtaget undervisning hos os eller en Posemand-coach, så er det måske på tide med en times LØBLET-opfølgning. Læs de pæne ord, som vores kursister har skrevet om os: Ros. (Da dette er min blog, kender min mangel på beskedenhed ingen grænser).

Mit nye postkort. Det ser sgu da lækkert ud, ikke?

2. Akupunktur
Døjer du med en akut løbeskade, så kan jeg måske også hjælpe dig. Eller lider du af stress, søvnbesvær eller noget helt fjerde, så slå et smut forbi min klinik. Læs mere her: Akupunktør Peter Henriksen.


SPAR BØVLET, SPAR PENGENE

Øv med øv på.

1. The Running Revolution
Som poserunning-instruktør har jeg stor respekt for Dr. Nicholas Romanovs arbejde med at få verden til at løbe bedre. Men at kalde ham et stort pædagogisk talent, vil nok være at tage munden for fuld. Jeg er ganske begejstret for de teoretiske afsnit i hans bøger “The Pose Method of Triathlon” (hvem er det, der har lånt den af mig?) og “The Pose Method of Running.” Derfor havde jeg set frem til “The Running Revolution,” som han fortalte mig om, da jeg var sammen med ham i Odense i tre dage for et par år siden. Nu er bogen endelig kommet. Men hvilken skuffelse. Ud over den lovende titel er bogen et forvirrende opbud af øvelser. De første mange sider er ikke af løbeteknisk karakter, men viser blot doktoren selv lave den serie af smidighedsøvelser, som han ynder at gennemgå, når han holder kurser. Seriøst - så er pengene betydelig bedre givet ud et andet sted.

Just don't.

2. Gaiteye
De penge, du har sparet ved ikke at købe “The Running Revolution,” bør du under ingen omstændigheder investere i Gaiteye, hvis dit mål er at få en bedre løbeteknik. Gaiteye er ellers et sympatisk dansk projekt. En foodpod, som du måske allerede kender det fra de kadencemålere, du kan få til løbeure fra Garmin, Suunto og Polar. Men Gaiteye lover mere: Den kan også måle, hvordan du lander på foden, dvs. om du lander på forfod, midtfod eller hæl. Jeg prøvede en (åbenbart) endnu ikke færdigudviklet udgave for nogle uger siden, og den virkede mildest talt ikke. Trods min ellers fine poserunningteknik i et par fladsålede Vivobarefoot på løbebåndet sagde den, at jeg landede 100 procent på hælen. Dernæst snyder man sig selv, hvis man tror, at de informationer i sig selv kan gøre en til en bedre løber (hvis måleresultaterne ellers var til at stole på). Nej, igen er pengene givet betydelig bedre ud til en undervisning i løbeteknik. Eller en kage. En stor kage.


Glædelig barfodsjul!


PS: Vind en LØBLET-eneundervisning, en LØBLET-opfølgning eller en akupunkturbehandling. Du skal blot gætte, hvilken by mit oldschoolhåndledskort er indstillet på. Hint: Det er en europæisk by... Send svaret til peter@loeblet.dk senest juleaften. 

Verdens hårdeste ultraløb: Den Gyldne Middelvej

Sommetider er det klogere at snuppe en ridetur end en tur på apostlenes heste. Fnis.

- Jeg er Side 9-pige, fordi jeg gerne vil rykke mine grænser, sagde Marie fra Glostrup i Ekstra Bladet forleden. Flot. Det er sørme grænseoverskridende selv at kunne tage sit tøj af i en alder af 20 år.

Og det er let at more sig over andre, men vender jeg blikket mod mig selv forstummer latteren. For når jeg ser på løbere, bør vi ikke hyldes mere end Marie for vores udfordrende lyster.

Det er jo fedt at løbe. Hurtigere. Længere. Hårdere. Inden vi fik set os om, blev ambitionerne om at gennemføre et kvindeløb erstattet af en drøm om at løbe 100 miles i bjergrige egne i bare fødder og helst med en kajak på ryggen.

“Hvorfor?” vil det være naturligt at spørge.

Er du klogere end en Side 9-pige?
“Fordi jeg kan,” hører jeg ofte. Men det er ikke et tilfredsstillende svar (medmindre man er hund og godt kan lide at slikke sig selv under halen). Hvis man skal transportere sig 100 miles, vil et mere intelligent valg være at tage bussen, cyklen eller en hest. Og kun hvis man har et reelt formål med at transportere sig selv fra A til B (og ikke fra A til A som er tilfældet med fleste løbsruter).

Hvad så med sundheden? Jeg er akupunktør og underviser i skadesforebyggende løbeteknik, og i min klinik møder jeg typisk to forskellige typer klienter: En gruppe, der rører sig alt for lidt, og en anden gruppe, der overdriver deres fysiske aktiviteter i en grad, der får kroppen til at sige fra.

De skader som rammer løbere, er heldigvis ofte nemme at helbrede. De problemer, som fysisk inaktive rammes af, er ofte straks værre. Det er altså farligt at løbe - men det er værre at lade være.

Tør du være ærlig?
Inden du løber videre, så spørg dig selv: Hvorfor løber jeg? På grund af det sociale og sundheden? Det er de gode svar. Men hvis du løber, fordi du ikke kan lade være, er du måske blevet afhængig.

Og hvis du samtidig igen og igen render ind i skader, er det måske på tide, at du stiller dig det alvorlige spørgsmål: Vil jeg blive sundere - socialt, fysisk og mentalt - hvis jeg løb mindre?

Er du afhængig, vil du sikkert forsøge at forsvare din træningsmængde, selvom den slet ikke giver mening i forhold til at det blot er en fritidsinteresse. Måske skulle du i stedet stille dig selv den ultimative udfordring: Løb mindre. For de fleste løbere vil det være en større udfordring at skrue ned for træningen end op.

En sund vindermentalitet
Hvad har du egentlig at tabe? En ændret træningsmentalitet kan betyde færre skader og mere tid til familie, kæreste og måske større løbeglæde. Og selv for de bedste løbere her i landet, bliver løb aldrig en levevej. Til gengæld er du - om du vil eller ej - deltager i Livsmesterskabet i Den Gyldne Middelvej.

Her skal du ikke regne med podiepladser. Men du slipper for en masse overbelastningsskader. Du får tid til at læse en god bog. Og du fremstår ikke som om du tager dig selv for seriøst - uanset om du er nybegynder, supermotionist eller eliteløber.

At foreslå løbere at løbe mindre og tage træningen mindre seriøst, er selvfølgelig kontroversielt. For mange løbere er sporten netop at flytte grænser ved at løbe længere. Men tør du virkelig udfordre dig selv, så prøv Den Gyldne Middelvej. Gerne i let løb.

Tak for turen - dag 6

Yndlingssko: Merrell Vapor Glove

Vel hjemme i Århus - og tilbage i skoene - må jeg blankt erkende, at fodtøj er en af civilisationens store opfindelser. Brugt i de rette doser og på den rette måde, vel at mærke. Fødderne har det fint og humøret er højt.

Yndlingssandaler: Jil Sander

Jeg skraber bunden - dag 5

På min barfodsvandring spiser jeg kun det, jeg finder på min vej. Forleden faldt jeg over en kasse med seks Snickersis hos Sparkøbmanden i Thorning. Sikke en fest. 

På herbergerne er der fine køkkener, og ofte har tidligere gæster efterladt en masse mad, mælk m.m. Flere steder sælger herbergerne frostretter, øl og vand. 

Olivenolie og hvidløg giver smag til min vandring. 

Gårsdagens Nice & Easy pizza med mozzarella fra herbergets frostudsalg viste sig dog at være mere easy end nice - trods gejling med chilimarineret hvidløg. Mildt sagt: En kulinarisk bundskraber, som dog var svært tilfredsstillende efter en solskoldet dagsvandring. I aften står den på fuldkornspenne med pesto og ristede valnødder. af citron og frisk hvidløg bringer dig langt på Hærvejen.

... Hov, var det ikke forfatteren Peter Høeg, der lige løb forbi og ønskede mig god tur, mens jeg sad i en skov syd for Nørre Snede og nød min frokost? Han havde løbesko på fødderne...
Jakob fra Lyngby, som jeg har mødt på herbergerne, lod til gengæld sine tunge Meindl-lædervandrestøvler hænge uden på rygsækken. Efter flere dage med vabler på hælen, et ømt knæ og en spændt læg overgav han sig. I aftes gav jeg ham akupunktur mod knæsmerterne, og i dag tog han turen uden sko og med et par sandaler, når underlaget krævede det. Han har ikke ondt længere.

Men hvor er sendemasterne?

Dagens barfodsvandring var for mit vedkommende en uskøn cocktail af kogende asfalt, rædselsgrus (uden flugtmulighed), som flåede i såler og sjæl - og så den allersmukkeste danske sommer, som fik det hele til at give mening. I morgen går jeg videre uden sko med kurs mod Jelling. Sidste dag. 

Hvis nogen synes, at befolkningen uden for storbyerne virker uoplyst, så skyldes det måske, at de lever uden 3G-dækning. Skam jer, TDC! Jeg opgiver i hvert fald at uploade dagens videoklip. I stedet må I lade jer oplyse af vise ord fra ingen ringere end en pilgrimscoach. (Jeg må indrømme, at jeg blev slemt skuffet, da jeg første gang ledte efter en skat under pindekrydset, jeg passerede): Gå på toilet i naturen

Av! - dag 4

Gotta love it!

Man ikke forvente, at underholdningen er inkluderet i de 80 kroner, som en overnatning på Hærvejens herberger koster. Alligevel er jeg hver aften vidne til en tragikomisk forestilling: 

Glade vandrere punkterer vabler med nål og sytråd, klipper hud af fødderne, plastrer hæle til med Compeed og ankler med sportstape efter en dag i tunge vandrestøvler. Jeg nøjes med at vaske mine fødder. 

Det er heldigt for dem, at det ikke regner, så de også skulle døje med våde sko og sokker. Mine fødder er vandtætte OG åndbare.

På enkelte strækninger kan det virke som den rene galimatias eller selvpineri at insistere på at gå uden sko, men det kan sagtens lade sig gøre. 

Er man barfodsbegynder eller vil man gerne følges med beskoede venner, anbefaler jeg, at man har et par lette sandaler eller barfodssko, som man kan tage på, når fødderne beder om det. Jeg har selv mine Merrell Vapor Glove med i rygsækken, men har endnu ikke været nødt til at tage dem på. 

Og uanset hvor stenet din vej end er, kræver det blot tålmodighed, vilje og - måske - passende fodtøj at gå den. 

I dag inspirerede jeg hele fem skoplagede hærvejsvandrere til at smide skoene. I morgen går jeg videre til Kollemorten. 

I dagens videoklip kan du lære, at fodstørrelsen har betydning for din bafodskomfort: 

Asfalt fra Helvede. 

Vidunderlag. 

Ret sjovt. 

Rædselsgrus. 

Grusomt. 

Jaget ud af byen, dag 3

Glem ulvene, men tag dig i agt for menneskets bedste ven. 

Hvorfor gør jeg det? Efter kun to dages barfodsbodsgang på Hærvejen har jeg formået at fornærme indbyggerne i tre landsbyer. 

I mit blogindlæg i går gik det ud over Kragelund. Da jeg forlod herberget i morges, blev jeg mødt af en af byens repræsentanter, som havde fået til opgave at eskortere mig uden for bygrænsen. 

Repræsentanten viste sig dog at være ingen ringere en uskoet Claus Hadbjerg - hvis frostskadede fodsåler er berømte i barfodskredse. Jeg var ikke klar over, at han boede i Kraglund, så jeg undskyldte og hilste selvfølglig hjerteligt. 

Det forhindrede ham dog ikke i at eksekvere den straf, jeg var blevet pålagt af kragelunderne: Grus fra helvede og asfalt fra et sted, der er værre end helvede. Imens havde vi en hyggelig tur i de smukke omgivelser ved Bølling Sø, og Claus virkede næsten tilfreds med at slippe for den intervaltræning, han ellers skulle have brugt sin formiddag på. 

Hvorfor gør jeg det? Altså vandrer på Hærvejen uden sko, når jeg gerne indrømmer, at det visse steder går ret langsomt. Svaret er simpelt: Fordi det går langsomt. 

Piskeben og kraglunder i fredelig sameksistens. 

Ud over sanseoplevelsen giver tempoet mig tid til at være til stede i min krop, tænke store og små tanker, af og til slet ingen tanker. Bare være ét med vejen, naturen, omgivelserne. Det er befriende, at det ikke er en sportspræstation, men bare en gåtur i det danske sommerland. Den slags er også sundt. 

Jeg bor jo til hverdag i Århus og kan ikke huske, hvornår jeg sidst stoppede op ved en mark med solgyldent korn og lyttede til den stille brises dans henover de sitrende aks. Det er vist mange år siden, og jeg er slet ikke sikker på, at jeg satte pris på det dengang. 

Gule græsagtige vækster. 

Og så er der alle de farlige dyr. Myg. Myrer. Helvedeshunde. Et enkelt sted på turen bliver vandrere konsekvent angrebet af Baskervilles hunds onde brødre. Så tag dig i agt når du kommer forbi en gård et par hundrede meter efter skiltet til Sannes Private Dagpleje! 

Jeg går videre - stadig med bare fødder og fuld førlighed trods ondskaben, der møder mig under sålerne og i mit indre. I dag Sebstrup, i morgen Nørhoved. 

I dagens videoklip punkterer jeg myten om mænd med store fødder. Selv kan jeg dog kun præstere en bred størrelse 44: