Junkie!

Goddammit!

Det er mere alvorligt, end det ser ud: Jeg må ikke løbe i 10 dage! Til gengæld løber jeg rundt om mig selv som en anden junkie med abstinenser. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv, nu hvor jeg er blevet nægtet mit løbefix.

Havde jeg vidst, at jeg skulle holde benene i ro, inden den flinke speciallæge, Troels, på privathospitalet Ciconia (hvor de er specialister i fertilitetsbehandling!) satte skalpellen i min underlæbe, så havde nok jeg sagt nej til at få fjernet den ganske ubetydelige arknude. Men den væsentlige detalje ved behandlingen glemte jeg desværre at spørge om.

Kød til vegetaren
Arvævet, der er fjernet, opstod for omkring tre måneder siden, da jeg bed mig selv i indersiden af læben. Svamperisottoen smagte simpelthen så godt, at jeg glemte alt om gode bordmanerer, og i min forslugenhed røg der altså et stykke mundkød ned i min sarte vegetarmave.

I de følgende dage og uger blev underligt arvæv ved med at vokse frem. Og jeg blev ved med at bide i det. Det blev større og større, og man kunne nu se det, når jeg talte. Det så faktisk ret ulækkert ud. Folk omkring mig forsøgte at lade som ingenting. Men jeg kunne ikke undgå at bemærke, at de holdt sig på afstand.

Mirakelhelbredelse
Af frygt for at vennekredsen skulle blive reduceret til videoer af søde dyr på YouTube, var jeg nødt til at gøre noget. Heldigvis kunne jeg hurtigt komme til undersøgelse hos en speciallæge gennem sygeforsikringen på min kones arbejde. Min kone nægtede i øvrigt at kysse mig!

Hvis jeg har læsere i Vatikanstaten, skulle de måske overveje at indstille Troels til en helgenkåring. For efter denne undersøgelse holdt jeg mirakuløst op med at bide mig selv i læben, selvom jeg nu i to måneder havde gjort det hver eneste dag. Og for hver dag blev arvævet, fra at have været over en halv centimeter på alle ledder, bare mindre og mindre. Men selvom det næsten var forsvundet, skulle den sidste lillebitte arrest bortopereres.

Hvor er de stramtsiddende kitler?
Jeg forstår godt, hvis mænd kan få en fetich for sygeplejersker. For hold da op, hvor var operationssygeplejerskerne søde. Men her vil jeg gerne indskyde, at en uniform, der til forveksling ligner forvasket grønt joggingtøj, ikke virker helt på samme på som stramtsiddende kitler. At der desuden var nåle og knive involveret, var med til at tage toppen af min begejstring for det ellers tiltalende setup med mig på en briks omgivet af to sygeplejersker.

Nu har jeg efter lægens ordre ikke løbet siden sidste lørdag. Endda den første rigtige sommeruge, hvor mine nøgne såler skulle have boltret sig med kilometervis af sommerjogging i splitshorts på strand og i skov. I stedet må jeg nøjes med - længselsfuldt - at følge mine venners løb på Endomondo. Så nej, det er ikke sved, der løber ned ad min kind her i sommervarmen - det er tårer.

Jeg glæder mig allerede til sandkage på toppen.

En sommerzátopek, tak
Men inden jeg kommer for godt i gang med min selvynk, så må jeg hellere tørre øjnene. Jeg må glæde mig over, at denne lille løbepause ikke skyldes en skade. Jeg må glæde mig over, at min krop vil juble resten af året over at blive fuldt restitueret oven på min træning til Hamburg Marathon og Coast to Coast. Og så glæder jeg mig ellers helt vildt til at komme i gang med min næste udfordring: Rubjerg Knude-løbet 19. august, hvor jeg igen vil prøve kræfter med maratondistancen.

Jeg må huske mig selv på, at afhængighed aldrig er sundt. Heller ikke selvom det er afhængighed af noget nok så sundt. Hvem ved - måske ser vi snart de første behandlingshjem for løbeafhængige? Eller hvad med Anonyme Løbere?

Nu er der heldigvis kun fire dage tilbage. Så kan jeg igen få mit kilometerfix.

PS: Du har stadig chancen for at vinde et par startnumre til Marselisløbet. Skynd dig at komme med dit bud på et rigtigt svar i den meget svære konkurrence. Du må gerne spørge en ven. Find konkurrencen her: Piskeben i gavehumør.