En slagen mand med lange patter

Fed og forpustet - med virkelig lange patter.

OM TO MÅNEDER: Det er ikke svært at spå om min fremtid. Når sommeren er på sit højeste, og alle mine venner boltrer sig i vandkanten med deres veltrimmede og nøddebrune kroppe, er jeg ikke med. Jeg er for fed til at boltre mig nogen steder. Jeg er for bleg til vandkanten. Forpustet. Og så jeg har ingen venner. Snøft.


FOR EN UGE SIDEN: Der lød en knasen som knogler, der splintres. Først ramte venstre side af mit hoved sten og rødder på den hårde jord. Et splitsekund senere var det min venstre skulder, der forsøgte at standse mit styrt ned ad den stejle skovskråning. Det lykkedes. Jeg lå helt stille.

Heldigvis er der ingen ulve (endnu) i Marselisskoven ved Århus. Hvis der var, havde jeg været en forsvarsløs lækkerbisken af en kødklump. Jeg lå urørlig, og var ved at miste bevidstheden, da jeg endelig blev fundet.


I DAG: Det er skønt at kunne slippe af sted med af skrive som en brækket arm. Det tager lidt længere tid, når jeg ikke kan benytte alle 10 fingre og i stedet er nødt til at betjene tastaturet på samme måde som en politimand. Men det går. Tap-tap-pause-tap-pause-tap.

Gå mod lyset! Men lad cyklen stå...

FUCK PIGERNE: Efter et par minutter fandt Aase og Charlotte mig. Min mountainbike var uskadt, det var jeg ikke. Tidligere på dagen havde jeg joket med, at jeg skulle have tæsk af de to piger fra mit løbehold, når vi skulle lufte vores cykler i skoven. Aase er en rutineret mountainbiker og frygtløs på nedkørslerne, Charlotte endnu grønnere end mig på mountainbike, men med en jernvilje, der hurtigt ville give mig baghjul. Det fik jeg.

I høj fart på rutens stejleste og vanskeligste nedkørsel skred begge hjul under mig. Bang. Knas. Stilhed. Jeg takker gud for cykelhjelmen, som tog det værste. Da Charlotte samlede stumperne fra hjelmens skærm op fra skovbunden, forstod jeg, at den knasende lyd ikke stammede fra mine knogler, men fra sprød plastik.


FUCK MIN ARM: Men jeg kunne ikke bevæge min arm, og det sortnede for mine øjne. Pigerne hjalp mig ned fra skrænten, og min kone hentede mig. Jeg kunne stadig ikke bevæge min arm. Jeg ringede til lægevagten på skadestuen. Hun spurgte, om den var blå. Det var den ikke. Kun hævet til tredobbelt størrelse, så enhver bodybuilder ville være grøn af misundelse.

Jeg fik besked om at sluge 2 gange 500 milligram panodil og 600 milligram ibumetin. Hvis armen ikke var blevet bedre i løbet af et par dage, skulle jeg gå til min egen læge.

Et par dage senere kunne en flink reservelæge på skadestuen konstatere et brud på venstre overarmsknogle oppe ved skulderen. Farvel forår, farvel skønne sommer.

Trøflen fra helvede. I sandhed en himmelsk mundfuld.

FUCK CLAUS: I kender måske den type mennesker, der uden blusel, udnytter andres ulykke. I går sendte Claus en dåse hjemmelavede kaloriebomber med min kone hjem fra træning. Så kunne mine kommende ugers projekt Supersize Me for alvor blive skudt i gang - og min form banket i bund.

Okay, spøg til side: Hvis sandheden skal frem, så befinder Claus for det første i en helt anden træningsliga end mig, og for det andet er han en usædvanlig flink fyr. Selvom han er slagter, laver han forrygende vegetarmad - og ikke mindst himmelske trøfler, som kan give enhver ckokoladeelsker stiv pik. Opskriften på Claus' knoglevitaminer og humørbomber får du senere. De er fantastiske!


FUCK NOMA: Jeg kan heller ikke lave mad. Eller det vil sige, det kan jeg normalt godt, men den opgave er nu overtaget af min kone. Siden vi blev vegetarer for 10 år siden, har hun stort set ikke rørt komfuret. Og når hun endelig har gjort det, har resultatet ikke imponeret.

I dag forstår jeg, at hun bare lavede lortemad for at slippe for køkkentjansen. Med udsigt til at skulle stå for middagsmåltider herhjemme de næste mange uger har hun virkelig oppet sig. Den seneste uge har hun kokkereret den ene kulinariske perle efter den anden - med stor kreativitet og sans for min sult og mine smagsløg.

Et minde om de gode gamle dage. Før sneen smeltede, da jeg var en fit ung mand.

FUCK FLORENCE: Ellers er min kone absolut intet bevendt i rollen som min personlige Florence Nightingale: De første dage var hun ikke i stand til at kysse mig uden at støde sit knæ mod min skulder eller tænde for tv'et uden at fjerne lige præcis den pude som støttede min arm.

Hun har heller aldrig(!) prøvet at give et andet menneske tøj på. Så da hun skulle hjælpe mig, blev det en forbandet smertefuld oplevelse, mens hun sagde: "Jeg tror altså sagtens, at Steen Jørgensen Fra Sort Sol kan klare den slags selv." Nu ligner jeg mere en posemand i sutsko, pyjamasbukser og vandreskjorte end en rockstjerne - for det er det eneste, jeg selv kan få af og på.


FUCK BARFODSLØB: Min barfodsmor på 69 år får løbet flere skofri kilometer end mig dette forår. Jeg kan ikke løbe med, når Rasmus "Barefusser" inviterer til løb ved Moesgaard Strand på den internationale barfodsdag søndag 5. maj. Jeg kommer ikke til at nyde de lysegrønne blade i splitshorts og bar overkrop.

Til gengæld kan jeg blive godt og grundigt sulten efter at komme i gang med træningen igen. Min løbelyst bliver boostet. Jeg bliver vild efter at komme ud på min cykel. Og jeg kan bruge tiden på at lære 300 akupunkturpunkter udenad. Så alt er såre godt. Virkelig godt.


PS: Det er åbenlyst alt for farligt at cykle. Lær hellere at løbe naturlig i stedet og slip for skader og bliv en hurtigere løber. Det får du chancen for i Århus søndag 26. maj. Her kan du læse hvordan: http://løblet.dk


OPSKRIFT: Himmelske trøfler. Knoglevitaminer til patienten. Mmmmm....

2 1/2 mazarintærter
4 spsk hindbærsyltetøj
1/2 flaske romessens
1 spsk kakaopulver

Det hele æltes på røremakine, formes til kugler og overtrækkes med et tykt, tykt lag chokolade. God appetit.

Min ny trailfavorit: Inov-8 Trailroc 150

Undskyld til Vivobarefoot og New Balance. Jeg har fundet en ny trailfavorit!

For 14 dage siden drev sveden af mig. Ferie og 25 graders varme. Højdemeter fra helvede. Kun iført minimale splitshorts - og så mine fede nye trailsko.

Det er disse sko - Inov-8 Trailroc 150 - som dette blogindlæg skal handle om. Men fordi jeg er en doven blogskribent, der ikke altid får skrevet indlæg, når jeg har noget nyt at berette, vil det også handle om min ferie på sportsresortet Playitas på  Fuerteventura og om min nye mountainbike. Så er I advaret.

Velkommen til hvid virkelighed
Fuck, hvor var det en brat opvågnen, da vi landede i snestorm i Billund efter en fantastisk og aktiv uge i godt selskab.

Fuerteventura, som er en af de Kanariske Øer, er gold som bare pokker. Der er ikke meget at se udover klipper, geder - og strande i verdensklasse. Men klimaet er perfekt, når man kommer fra en dansk vinter, og mulighederne for at dyrke sport er ideelle: Løb, cykling, svømning, aerobic, yoga, golf og meget mere - på alle niveauer og for alle aldre.

Nu er solskoldningen på mine skuldre væk. De sidste afbrændte hudrester skallet af ører og næse. Hudafskrabningen efter et styrt på mountainbike er helet. Men kulden... Kulden gør ondt helt ind til marven i mine knogler. Aaaaaargghhhhhhh!


Næstsidste skud
Heldigvis har jeg sko til alt slags vejr. Næstsidste skud på stammen er mine Trailroc 150. (Sidste skud er Inov-8 Bare-X Lite 150 - også en fed og let sko - men dem skal det ikke handle om her).

Gennem de seneste par måneder er mine Trailroc blevet budt lidt af hvert: Is, sand, sne, mudder, vand, sten, klipper, asfalt, skovstier, grus, frostgrader og sommertemperaturer. Derfor føler jeg, at jeg er i min gode ret til at sige følgende: Glem alt om Vivobarefoots og NB Minimus' trailsko, som jeg tidligere har skrevet begejstret om - for nu er der en ny dreng i mesterklassen.

Jeg elsker højdemeter! Og splitshorts! Og nye sko!

En smuk letvægter
171 gram uden indersål i min størrelse 44. Det er hundrede gram mindre pr. sko end Vivobarefoot Breatho Trail. (Dog 30 gram mere end NB Minimus Trail Zero - men den vil jeg trods navnet ikke betegne som en decideret trailsko).

Sålen (zero-drop selvfølgelig) giver en bedre føling med underlaget end begge de to andre og har et godt greb på det meste, uanset om vi snakker frosne stier eller klipper. Den er også bedre på asfalt end Vivobarefoot Breatho Trail. Selvom sålen er 3 millimeter tynd giver den en fin beskyttelse mod selv de skarpeste sten, og sålen er dejligt fleksibel.

En trailsko i særklasse, der vil glæde de fleste barfodsløbere, som ønsker at beskytte fødderne uden at bedøve dem med støddæmpning. (Jeg skulle i hvert fald ikke nyde noget af at løbe helt barfodet rundt i klipperne på Fuerteventura).

Fede eller tynde fødder?
Jeg ved at nogle finder Inov-8's sko for smalle. Trailroc 150 er lavet på en anatomisk læst. Det burde betyde, at den ville være mere rummelig end fx Bare-Grip 200. Det synes jeg ikke, den er. Jeg har dog ikke problemer med at få plads til min fod, men jeg kan forestille mig, at andre med bredere fødder vil.

Overdelen er lavet af et tyndt og let materiale, der minder om det, man finder på NB Minimus Trail Zero (dog en anelse kraftigere - så jeg forventer, at det holder til mere). Stoffet er ikke så fleksibelt som det mesh, der er på Vivobarefoot Breatho Trail, men mig giver det ingen problemer, når jeg løber.

Jeg er så glad for min cykel. Forvent ikke en "Peter Piskeris' pedalblog" lige med det samme.

Glad i låget
Som I måske kan fornemme er jeg begejstret. For mine nye trailsko. For ferie i solskin. For at løbe opad og nedad og ligeud. Og så er jeg vild med min nye mountainbike. Jeg har nemlig købt en Canyon Yellowstone 6.9.

For udover at løbe i bjergene og få crawlundervisning og dyrke yoga og dase i pølen ved vores villa, prøvede jeg også at køre mountainbike på min ferie. Det var sjovt. Det var vildt. Og jeg væltede selvfølgelig og fik revet det meste af mit ene skinneben til blods. Men jeg blev også bidt af det.

Så nu er jeg selvkørende. Jeg har endnu kun været i skoven et par gange, for jeg har ingen snekæder på. Men lige om lidt er det rigtigt forår og sommer og efterår, og så får du baghjul på skovstierne. Eller noget.


PS: Den obligatoriske reklame: Lær poserunning og løb naturligt på LøbLets workshop i Århus søndag 26. maj. Bliv en hurtigere løber, og slip for løberknæ, skinnebensbetændelser og den slags skidt. Se mere her: Lær at løbe naturligt.

PPS: Bonusreklame: Smid skoene og fejr Føddernes Befrielse, når Rasmus inviterer til barfodsløb på den internationale barfodsdag. Det foregår i Århus søndag 5. maj, og det koster kun 20 kroner at deltage. Distancer: 7,5 kilometer og 3,2 kilometer plus børnestafet på stranden. Læs mere her: Føddernes Befrielse.


Producent:   Inov-8
Model:         Trailroc 150
Vægt:          171 gram i min størrelse 44
Pris:             1000 kr. hos KeepRunning