Din latterlige PR

Et af højdepunkterne i min løbekarriere. Hvor jeg blev nummer næstensidst.

Selv en verdensrekordholder må se sig slået på et tidspunkt. Din personlige rekord på 1.05 på en halvmaraton er en joke. Det samme gælder for dig, der kan løbe maraton på 2.18. Du er ikke en større vinder, end ham der bruger dobbelt så lang tid. Og du er sikkert ikke et bedre menneske!

Men har du - som jeg - af og til brug for at hævde dig, er det let: Vælg et tilpas snævert geografisk område eller en lille gruppe at sammenligne dig med. For eksempel en klub, din bydel, din by, din landsdel, dit lille land - eller dit ægteskab. Og pris dig så lykkelig for, at du ikke er født på en hurtigløberhøjslette i Kenya.

Sommetider stiver jeg min selvtillid af ved at løbe fra Lis eller Torben til en almindelig onsdagstræning. Andre dage sammenligner jeg mig med hurtigere eller langsommere løbere. Jeg vil jo også gerne være hurtigere end nogen!

I'm only number 2, so I try harder
I det seneste nummer af Aarhus 1900's klubblad kan man læse et begejstret indlæg om klubmedlemmer, der vistnok havde høstet en andenplads ved ungdoms-dm i atletik. Er det flot?

I samme nummer kan man læse en midaldrende mands beretning om sit livs første halvmaraton. Hans mål var at gennemføre på toogenhalv time. Han brugte to timer og tre kvarter på det og kom i mål som den femtesidste. Men det var hans livs bedrift, og begejstringen strålede ud af hans ord. Er det flot?

Husk, at det er en kunst at bevare begge ben plantet på jorden.
Et par flade sko eller bare fødder gør det lidt lettere.

Til grin for en medalje
Forleden læste jeg en beretning fra Berlin Marathon. I "En snobbet løbers logbog" skriver blogskribenten (som er hurtigere end de fleste, men meget langsommere end de hurtigste) om sine tanker og sin træning. Hans tanker er ofte sat på spidsen og ganske underholdende. Hans træning gik desværre ikke helt som planlagt, og en skade forhindrede ham i at løbe de 42 kilometer på under de planlagte tre timer. Derfor valgte Snobben at følge løbet fra tilskuerrækkerne:

"Der var mange, der i dagene efter stadig gik rundt med medaljen om halsen. Hvorfor? - Medmindre du hedder Kipsang (eller Kiplagat), har du ikke vundet noget," skriver han og fortsætter: "Endnu værre er det, at man sågar også får medaljer for halvmaraton."

Jeg forstår Snobbens reaktion. Nu mere end 25 år siden jeg selv blev student, kan jeg også fnyse ved synet af studenter (og frisører og htx'ere og pædagogmedhjælpere), som jubler omkring på lastvognslad med huer i alverdens farver for at fejre deres eksamener.

"Skru lige ned for livsglæden," tænker jeg hvert år, som den sure, gamle mand jeg efterhånden er blevet. Jeg glemmer at nyde udsigten fra indersiden af deres studenterhuer.

God ved dyr, børn og kugler?
Misundelse og konkurrencementalitet er to tæt forbundne størrelser. Tættere end eliteidræt og leg. Det behøver man ikke være nogen Tonya Harding for at gennemskue. Når man tænker over det, er det ikke just store menneskelige dyder, der kommer til udtryk i konkurenceidræt. Men det er selvfølgelig bedre at udleve sin trang til den slags, end at bekrige hinanden med rigtige våben. Men princippet er stadig det samme.

Nej, man er ikke nødvendigvis et godt menneske, blot fordi man er en dygtig kuglestøder. Det er ikke en selvfølge, at man er god ved dyr og børn, bare fordi man kan løbe hurtigt. En klog mand sagde engang (citeret efter hukommelsen): "Alle snakker om at forbedre deres kondition, men ingen snakker om at forbedre deres tilgivelsesevne eller medmenneskelighed."

Giver det i det hele taget mening at sammenligne os med andre? Giver det mening at juble over placeringer? Eller handler det virkelig kun om at være med - og vurdere sine egne fremskridt (eller tilbageskridt) i lyset af den oplevelse og glæde, der er forbundet med det? Hvis jeg glæder mig over at løbe hurtigere end Lis og Torben, er jeg så et usselt menneske?

Den enes optur er den andens nedtur i konkurrencesport. 

Er PR bedre en BO?
Nogle af mine bedste løb har også være de langsomste. Jeg har prøvet at bruge over fem timer på en fantastisk maratonoplevelse. Andre gange er det formmæssige fremskridt, der har fået mig til at juble.

Det vigtigste må være at spørge sig selv: Giver det mening for mig. For nogle vil tiden og det at løbe fra nogen give mening. For andre er det oplevelsen af naturen, fællesskabet, kroppen eller sundheden, der er belønningen. I begge tilfælde handler det ikke nødvendigvis om at stræbe efter PR, men derimod om give sig selv en ny BO - Bedste Oplevelse!

Jeg jo vil helst løbe for sjov. For når jeg tager mig selv for alvorligt i et par splitshorts, så føler jeg mig egentlig lidt til grin.

God løbelyst uanset om du vil være bedre end andre - eller bare vil have det rart med andre!

Tålmodighed. Teknik. Sko.

Løbeskoen fra Helvede?

Tålmodighed kommer før teknik. Teknik kommer før sko. Det er mit løbemantra.

Alle risikerer at få skader, hvis kroppen ikke får den nødvendige tid til at genopbygge sig selv efter træning. Uden tilstrækkelig restitution kan de rigtige sko og selv den bedste teknik være lige meget.

Det ved du selvfølgelig godt. Jeg ved det. Alligevel er vi på et eller andet tidspunkt blevet grebet af en stemning og har løbet over evne. Har overhørt kroppens små signaler. Seners og musklers skrig om hvile.

TYK PIGE: Hun var ikke nogen stor løber. Lille og halvtyk. I et par spritnye Asics Kayano, som den lokale sportsbutik havde anbefalet hende. Hun havde ikke læst "Born to Run," og hun havde ikke en gang set et par Fivefingers før. En halv time forinden havde hun kæmpet sig tungt hen over asfalten i en gangart, man med lidt god vilje kunne kalde løb. Det gjorde ondt i mine øjne, og jeg kunne næsten mærke smerten i mine egne knæ, hver gang hun landede på hælen med strakt ben foran sig selv. Stakkels asfalt. Men nu - efter en lille times tekniktræning - så det helt anderledes ud. Skoene var de samme, og hun var stadig lille og halvtyk. Men stilen var en anden: Hun landede med let bøjede knæ tæt under hoften, og løftede fødderne, så hun med større lethed, end hendes kropsvægt kunne retfærdiggøre, bevægede sig hen over asfalten. Havde hun ikke lært at løbe allerede nu, var hendes løbekarriere sandsynligvis stoppet på grund af smadrede knæ inden en måned.

Måske har du endda krydset den grænse, hvor ømhed bliver til smerte, hvor en let stikken bliver til træthedsbrud. Du kan ikke skyde skylden på Nike, du kan ikke skyde skylden på for lidt pronationsstøtte (eller for meget), du kan ikke skyde skylden på hællanding eller det, der er værre. Det er din egen skyld. Tålmodighed... Glem det aldrig!

Jeg er af den overbevisning, at mange løbeskader skyldes uhensigtsmæssig udnyttelse af vores muskler, sener og led. Ved at ændre teknik kan belastningen på knæene reduceres med op til 50 procent. Skinnebensbetændelse forsvinder. Aldrig mere ondt i ryggen. Bedre vejr. Der er undersøgelser, der giver mig ret (og der er sikkert også nogen, der er uenige).

Det vigtigste er: Virker det for dig, er det godt. Virker det ikke, så prøv noget andet. Det er ikke en religion, det her.

HÄNDE HOCH! Han stak sit nye løbeur - et Suunto Ambit 2 - op i ansigtet på mig. Jeg var tæt på at stikke ham en flad. Misundelse er en grim ting, men et nyt ur er federe. Var han væltet over en træstub, havde jeg flået det af hans håndled.  Fuck tålmodighed, fuck teknik, fuck flade sko. Jeg vil have det fedeste løbeur!

Man bliver ikke forfodsløber ved at tænke på at lande på forfoden. Man kan i det hele taget ikke tænke sig til at forbedre sin løbestil. Jeg har set hundredevis af løbere forsøge, og tro mig: Det er højst et par stykker, der bare nogenlunde har formået at lære sig selv at løbe.

Nu kan det godt lyde, som om jeg er ude på at sælge løbeundervisning (hvad jeg selvfølgelig gerne gør), men her taler jeg ikke kun som Pose Running-instruktør, men også som en løber, der selv har spildt tid på at forsøge at tænke mig til en god teknik ved at støvsuge nettet for informationer, se YouTube-videoer og læse bøger om emnet.

PR: Min gode LøbLet-makker - Jesper Nothlev - træner et af de langsomste motionshold i Aarhus 1900. Det betyder, at han hverken træner særlig hurtigt eller særlig langt. Højst 30 kilometer om ugen og sommetider under det halve. Han har tidligere trænet hårdere og løbet længere, men det forhindrer ham ikke i at blive bedre og bedre, trods den moderate træningsindsats. Til gengæld har han stort fokus på sin løbeteknik. Og han undgår dumme skader. Det var en glad Jesper, jeg kunne lykønske i går. Ved søndagens halvmaraton i Vejle satte han nemlig ny personlig rekord med negativ split. "Aldrig har jeg løbet lettere," sagde han. Jeg ved, at han har ret, for i fredags videoanalyserede vi hinanden, og jeg tør roligt sige, at Jespers teknik er knivskarp. 

Med kyndig instruktion er det muligt at skyde genvej. Og ved at tage sin tekniktræning seriøst - dvs. at huske at lave teknikøvelser - opnår man hurtigt resultater, der bliver. Jeg har set for mange gå fra et Pose Running-kursus med armene over hovedet (og ømme lægge) - begejstrede for deres nye stil. Men når jeg igen har set dem et par måneder senere, er der ikke sket den store udvikling.

Når jeg spørger dem, om de har trænet teknikøvelser, kigger de ned på deres nye minimalistiske løbesko, mens de ryster på hovedet. Nej, man kan hverken tænke sig til teknikken, og de sædvanlige løbeture er ikke tekniktræning i sig selv, men højst en indikation om, hvorvidt der er sket fremgang.

FLAD, FLADERE, BEDST: Første tur tog jeg i mine Saucony Hattori. Neongult klæder jo enhver, og jeg kan egentlig godt lide dem, selvom jeg ikke løber så tit i dem. Sålen er zerodrop, men er noget tykkere, end jeg er vant til. Min stil var sådan set fin. Men min timing var bare bedre, da jeg lidt efter løb forbi kameraet i mine endnu mere tyndsålede Merrell Vapor Glove. Den bedre fornemmelse for underlaget gjorde simpelthen, at min krop reagerede hurtigere på landingen, så jeg hurtigere fik løftet fødderne.

Hvad så med skoene? Og hvad med de bare fødder? Hvis du har styr på teknikken, sparer du flere hundrede gram ved at skifte til minimalistiske løbesko (desværre ikke flere hundrede kroner). Smider du skoene, sparer du endnu mere.

Flade, tyndsålede løbesko giver dig også en langt bedre kontakt med underlaget. Selvom det kun er en brøkdel af et sekund, der går fra et par støddæmpede såler rammer jorden til informationen når nerverne under fodsålerne, betyder forsinkelsen alverden for din skridtafvikling. Du reagerer en anelse for sent på landingen, og det betyder, at du risikerer (og kan) lande på hælen med lange, tunge skridt.

Og så skal jeg slet ikke bruge tid på de problemer, der kan opstå, når pronationskiler og motioncontrol forsøger at overtage styringen over dine fødders bevægelser.

KÆRLIGHED: Moder Jord kysser mine nøgne fodsåler. Hvert skridt er en ny sanseoplevelse, der får nerveenderne under mine fødder til at juble: Lunt sand, skarpe sten, køligt mudder og en enkelt torn, som jeg forsigtigt må pille ud, inden jeg kan løbe videre. Solen skinner, vinden slikker sveden af mine skuldre og mit bryst. Skide være med sko, skide være med teknik, skide være med hvor hurtigt eller hvor langt - jeg elsker at løbe, jeg elsker at leve!

Når det gælder helt bare fødder, vil frygten for at lande på noget, der gør ondt ofte have en lignende effekt på skridtafvikling. På groft grus vil selv de mest hærdede fodsåler gøre modstand, og det kan også resultere i en spøjs løbestil. Men sanseoplevelsen af et varieret underlag er der bestemt intet i vejen med!

Jeg gentager mit mantra for at minde mig selv om det: Tålmodighed kommer før teknik. Teknik kommer før sko. Men allervigtigst er det selvfølgelig at have et fedt løbeur.

God løbelyst!


PS: Vil du lære at løbe Pose Running, så du undgår skader og bliver en mere effektiv løber, har du chancen på LøbLets workshop i Århus 3. november 2013: Lær at løbe naturligt