Lykke - nu med 24 timers-værk. |
At min løbekarriere ikke helt har flasket sig som forventet, har - om ikke kastet mig ud i en livskrise - så givet mig en sygelig trang til at opgradere mit liv med noget så banalt som ting. Først købte jeg en Texas-buskrydder til at holde 3500 kvadratmeter af Vestkysten fri for brændenælder, tidsler og elefantgræs. Rimelig fed maskine. Og nu har jeg altså erhvervet mig et nyt løbeur som afløser for mit Garmin Forerunner 405.
Fremover vil der sidde et Suunto Ambit Silver HR på mit venstre håndled, når jeg bevæger mig ud på skovstierne i let løb. "The GPS for explorers." Ja, det er da lige mig, der har det bedst indenfor ringgaden (og undtagelsesvist i Marselisskoven, Lønstrup eller Hamburg)!
Hærgeren. Lønstrup er ikke det samme, efter at jeg har fået egen buskrydder. |
Nå, men nu må jeg hellere gøre mig klar til aftenens løb: Jyske Bank Løbet i Hinnerup. Otte kilometer i bare fødder. Forvent at jeg fejer samtlige konkurrenter af banen og ned fra sejrspodiet - iført mine nybarberede tæer og mit nye Suunto Ambit om håndledet. Frygt mig!
Sidste år løb jeg ruten i mine huaraches, og dengang priste mig ganske vist lykkelig over, at jeg ikke tog turen i helt bare fødder. Jeg var helt vildt langsom, men til gengæld reddede jeg - i bedste Jesus-sandal-stil - et væltet barn undervejs. Nu får vi at se, om Hinnerup-løberne får et par flade i aften - eller om jeg igen må forbarme mig over dem og ofre min placering i feltet for i stedet at lege helgen med et fedt løbeur...
Godt løb, gode ben og masser af medvind til os alle sammen!
Gæt en fod. |
OPDATERING: Jeg vandt barfodsklassen ved gårsdagens Jyske Bank Løbet i Hinnerup! Otte kilometer på brosten, grus, grov asfalt, græs og fortov. Ikke det mest barfodsvenlige underlag, men helt okay. Sjovt at jeg syntes, at ruten var hård fodkost, da jeg løb den i huaraches sidste år. På den anden side er der mange steder, hvor jeg knap nok kunne gå i bare fødder for to år siden, hvor jeg i dag løber let og upåvirket af underlagets beskaffenhed.
Jeg var en smule skuffet over, at mine bare fødder tog en del af opmærksomheden fra mit nye løbeur (som opførte sig eksemplarisk hele vejen). Men hvad ved bønder om agurkesalat?
Bemærk, hvordan jeg monterede min tidtagningschip: En snor bundet om pegetå og ankel - inspireret af Birthes barfodsgalocher. Det fungerede meget fint. Sidste år havde jeg chippen i en speciel chipholder om anklen, men min tid blev ikke registreret, da denne type chip åbenbart skal sidde vandret på vristen.
Jeg var i øvrigt den eneste barfodsløber i Hinnerup i går. Og der var vist heller ingen i flade sko.
Pøj pøj og fedt ur.
SvarSletMed venlig hilsen
Kasper Christensen
Vejen til det lange løb
Tak skal du have, Kasper! :-)
SletGod tur i aften!
SvarSletHåber du medbringer dit blærede kronometer til vores langt-ud-i-bushen-barfodstur på søndag. For det er ikke helt sikkert jeg kan finde rundt.. Har prøveløbet en del af ruten i dag og missede et højresving et sted. ups.
Det kan også godt være at jeg kun klarer en halv tur (den ene sløjfe på 7 km) og ikke alle 14 km som jeg ellers annoncerede. Skaden i baglåret driller stadig og så er jeg øm under venstre fod efter nærkontakt med en skarp sten, eller noget.
Glæder mig nu alligevel, det bliver sjovt at løbe sammen! Du tager vel Anette med, ikke sandt?
Barfodshilsen fra Birthe
Jeg glæder mig til din rute - og 7 kilometer er helt fint til mig og Anette. Jeg tager selvfølgelig vidunderet med! ;-)
SletHej Piskeben,
SvarSletSe evt. den gode Hr. Halvorsens førstehåndsindtryk af uret: http://www.waka.dk/ultraloeb/archives/1191
-claus
Fedt! Der er faktisk kommet yderligere opdateringer, så det nu også er muligt at eksportere ruter i .gpx-format. Nu mangler vi bare mulighed for autopause og visning af pace i stedet for speed i Movescount.
SletHej Peter,
SvarSletJeg har fornyeligt læst, at enhver bør have sig en samling her i livet.
Det var en meget klog og intellektuel mand, der skrev det.
Det råd er vi nødt til at tage til os (bortset fra at han skrev man skulle give samlingen væk, når den er komplet)
Det er et smukt ur. Er det vandtæt og kan man mon svømme med det?
Vi ses i aften med pandelamper!
Kh Karina
Jo, man kan sagtens svømme med det - det er vandtæt ned til 100 meter. Vi ses snart. Forhåbentligt i tørvejr... ;-)
SletDet var godt nok nogen sjove ord du bruger idag. Urin-dkøb. Tog mig lige et øjeblik at forstå hvad en bus-krydder var.....
SvarSletJeg tilslutter mig Karina og mener også at når tiden kommer bør du give din samling af løbeure væk - til mig feks ;-)
Håber at dit løb gik godt og at der var almindelig begejstring over dine nybarberede tæer!
Jo, jeg havde et fint løb (jeg har opdateret dette blogindlæg, hvor du kan læse om det). Jeg troede, at julemanden boede i Finland? :D
SletKommentar til opdateringen: Tillykke med den flotte sejr!
SvarSletTak. :D
Slet