Jo, man kan købe sig lykkelig (og fattig): Suunto Ambit

Lykke - nu med 24 timers-værk.

Mit nye urindkøb (det ord ser sjovt ud) trodser sund fornuft: Jeg har et velfungerende løbeur i forvejen. Mit nye ur har faktisk færre funktioner. Men det ser bare så meget mere cool ud!

At min løbekarriere ikke helt har flasket sig som forventet, har - om ikke kastet mig ud i en livskrise - så givet mig en sygelig trang til at opgradere mit liv med noget så banalt som ting. Først købte jeg en Texas-buskrydder til at holde 3500 kvadratmeter af Vestkysten fri for brændenælder, tidsler og elefantgræs. Rimelig fed maskine. Og nu har jeg altså erhvervet mig et nyt løbeur som afløser for mit Garmin Forerunner 405.

Fremover vil der sidde et Suunto Ambit Silver HR på mit venstre håndled, når jeg bevæger mig ud på skovstierne i let løb. "The GPS for explorers." Ja, det er da lige mig, der har det bedst indenfor ringgaden (og undtagelsesvist i Marselisskoven, Lønstrup eller Hamburg)!

Hærgeren. Lønstrup er ikke det samme, efter at jeg har fået egen buskrydder.

Jeg købte det i går og har kun løbet en enkelt tur med det, så dette bliver ikke en anmeldelse - snarere et blæret glædesudbrud over at have hævet mig fra at være en tjekket udstyrsentusiast til at være en ekstremt tjekket udstyrsentusiast og explorer-agtig type! Nice! Vil du have en anmeldelse, så vil jeg anbefale DC Rainmakers, som du finder her: Suunto Ambit In-Depth Review.

Nå, men nu må jeg hellere gøre mig klar til aftenens løb: Jyske Bank Løbet i Hinnerup. Otte kilometer i bare fødder. Forvent at jeg fejer samtlige konkurrenter af banen og ned fra sejrspodiet - iført mine nybarberede tæer og mit nye Suunto Ambit om håndledet. Frygt mig!

Sidste år løb jeg ruten i mine huaraches, og dengang priste mig ganske vist lykkelig over, at jeg ikke tog turen i helt bare fødder. Jeg var helt vildt langsom, men til gengæld reddede jeg - i bedste Jesus-sandal-stil - et væltet barn undervejs. Nu får vi at se, om Hinnerup-løberne får et par flade i aften - eller om jeg igen må forbarme mig over dem og ofre min placering i feltet for i stedet at lege helgen med et fedt løbeur...

Godt løb, gode ben og masser af medvind til os alle sammen!

Gæt en fod.

OPDATERING: Jeg vandt barfodsklassen ved gårsdagens Jyske Bank Løbet i Hinnerup! Otte kilometer på brosten, grus, grov asfalt, græs og fortov. Ikke det mest barfodsvenlige underlag, men helt okay. Sjovt at jeg syntes, at ruten var hård fodkost, da jeg løb den i huaraches sidste år. På den anden side er der mange steder, hvor jeg knap nok kunne gå i bare fødder for to år siden, hvor jeg i dag løber let og upåvirket af underlagets beskaffenhed.

Jeg var en smule skuffet over, at mine bare fødder tog en del af opmærksomheden fra mit nye løbeur (som  opførte sig eksemplarisk hele vejen). Men hvad ved bønder om agurkesalat?

Bemærk, hvordan jeg monterede min tidtagningschip: En snor bundet om pegetå og ankel - inspireret af Birthes barfodsgalocher. Det fungerede meget fint. Sidste år havde jeg chippen i en speciel chipholder om anklen, men min tid blev ikke registreret, da denne type chip åbenbart skal sidde vandret på vristen.

Jeg var i øvrigt den eneste barfodsløber i Hinnerup i går. Og der var vist heller ingen i flade sko.

Få fart på i bare fødder

"Kan du fortælle mig, hvorfor vi løb hurtigst med bare fødder," spurgte min løbeveninde, Charlotte Seehausen, mig efter vores løbetur i går.

Da hun havde lagt dataene fra sit løbeur ind på Endomondo, var det tydeligt, at farten var gået op på den sidste del af turen, hvor vi havde smidt vores flade sko og løb med dem i hånden.

Nu er der ikke noget odiøst i, at vi afslutter en løbetur, hvor der er overskud, med at vi sætter farten lidt op. Og det er da heller ikke første gang, vi løber det sidste stykke med en gennemsnitsfart, der er næsten et minut hurtigere pr. kilometer end resten at turen.

Det, der gjorde indtryk, var lige så meget fornemmelsen af en let og behagelig rytme samtidig med at farten helt ubesværet røg op. Vi var faktisk nødt til at minde os selv om at tage det roligt, da det bare skulle være en rolig tur oven på vores tærskelintervaller dagen før.

Her demonstrerer Charlotte, hvordan man restituerer. Men hun kan altså også løbe.

Begge har vi trænet løbeteknik (Pose Running), og begge løber vi i minimalistiske løbesko, så vi er allerede bevidste om at finde rytmen, kadencen og balancen. I går løb Charlotte i sine Terra Plana Evo og jeg i mine huaraches. Og alligevel var det slående, hvor meget anderledes og naturligt vores løb blev helt uden sko: Lydløst, legende let - og hurtigt!

Minimalistiske løbesko befordrer ganske vist en meget mere naturlig løbestil end et par almindelige løbesko med høje, støddæmpende såler. Men man kan ikke bare hoppe i et par flade løbesko og tro, at nu er man born to run, som en anden afrikaner, der har løbet fra den ene ende af savannen til den anden hver dag for at komme til skole. Nej, teknikken skal læres, hvis man vil have en god oplevelse ud af det, fx ved hjælp af Pose Running, ChiRunning, Evolution Running - eller hvad de nu kalder sig.

Men intet slår den allerbedste læremester af dem alle: Dine egne nøgne fødder!

Skal du ha' et par flade?

Gummisål og nylonsnøre. Mere skal der ikke til. 

I mit blogindlæg om Klosterløbet nævnte jeg, at jeg rent faktisk havde taget mine huaraches med, men at jeg i et anfald af kådhed - og til min store fortrydelse - undlod af tage dem med på den 12 km lange rute, som havde et særdeles modbydeligt underlag. Jeg undgik vabler, men det var vist mere held end noget andet.

Når man løber i bare fødder opdager man hurtigt, at der er noget underlag, der er mere behageligt end andet. Mit favoritunderlag er glatte betonfliser eller fugtige, svampede skovstier. Det allerværste er asfalt med skarpe sten i overfladen, som endnu ikke er kørt ned i vejbelægningen.

Hvis man ikke kender ruten på forhånd eller deltager i et løb, hvor ruten går over den slags underlag, kan det være en rigtig god idé at have et par huaraches med sig. De er superlette og fylder ingenting, er nemme at løbe med i hænderne eller shortslinningen - og så er de hurtige at få af og på undervejs.

Bemærk, hvordan de lilla nylonsnører klæder mine bare tæer.

Egentligt er mine huaraches bare en flad gummisål med en nylonsnøre, der holder sandalen på plads under foden. Så simpelt, som det kan blive, og det tætteste du kommer på at løbe barfodet uden at gøre det. Efter ganske lidt tilvænning løber man let og ubesværet hen over al slags underlag. Jeg har løbet ture på over 20 km i mine uden problemer.

Umiddelbart tænker man måske, at snoren mellem storetå og pegetå må genere - men det er slet ikke tilfældet. Hurtigt glemmer man alt om den - og er bare glad for at man kan løbe gennem hvad som helst. (Efter en enkelt langtur, hvor mine fødder blev våde, kunne jeg dog konstatere en lillebitte vabel mellem tæerne, men ikke noget, der på nogen måde generede under løbet).

Producent:   Invisible Shoes

Model:         Huaraches

Vægt:          118 g (i min størrelse)

Materialer:   Nylonsnor (fås i flere farver) og Vibram-gummisål eller FeelTrue-gummisål

Pris:             16,95-39.95$ (afhænger af model og om du selv skærer dem til)

Klosterløbet 2011 - hård råkost for bare fødder!

Vi havde annonceret løbet som et "venskabsløb". Men var det mine fødder, der havde stået for at sælge Klosterløbet 2011 til vores løbehold, havde de nok snarere kaldt det "fjendskabsløb"...

Ikke fordi der var noget som helst galt med løbet - et testløb med lukket deltagelse og heriblandt en lille flok løbere fra Eriks Hold (mit løbehold i Aarhus 1900), som arrangørerne fra løbeklubben SMIFF havde været så søde at invitere os med til. Slet ikke. For det var virkelig en smuk og udfordrende rute med skov, solskin og masser af bakker til at bringe pulsen lidt op på de hhv. 7 km og 12 km. Herligt!

Jeg havde medbragt mine huaraches, men i et anfald af kådhed valgte jeg ikke at løbe med dem i hænderne, så jeg kunne tage dem på, hvis underlaget blev for krævende. Herregud, det drejede sig kun om 12 km, så hvor svært kunne det være - jeg har jo før løbet 26 km i bare fødder uden problemer.

Ond asfalt! Virkelig ond asfalt!

Meeen... En anden gang skal jeg måske ikke være så kæk når jeg ikke kender ruten. For ligeså meget som jeg nyder at løbe i bare fødder på en glat asfalt eller en blød skovsti, ligeså meget skriger mine fodsåler, når de flås rundt på den slags asfalt, hvor granitgrus skærer sig op i mine trædepuder. Den slags var der rigtig meget af på ruten.

Og hvor der ikke var ond asfalt, var der stabilgrus eller murbrokker blandet med mudder. I hvert fald på de midterste 6-7 km af ruten. Mod sådan et underlag er der kun et middel: Sæt farten ned og øg kadencen (okay, det var vist to). Så det gjorde jeg. 

Det betød, at jeg faktisk troede, at jeg var den allersidste løber i feltet, indtil jeg passerede målstregen og konstaterede, at der stadig manglede nogle få løbere. Selvom jeg var den eneste barfodsløber blandt de omkring 30 deltagere med en fuldgyldig undskyldning for at løbe i stavgangstempo, så brugte jeg alligevel en del tankekrudt på at overveje, hvordan jeg skulle overbevise folk om, at jeg var løbet forkert. Det undlod jeg.

De sidste tre kilometer var til gengæld rigtig fede. Smal skovsti, op og ned - kombineret med glæden over at det snart ville være overstået. I mål kunne jeg konstatere - til min overraskelse - at fødderne havde det godt. Ingen vabler. Kun et lillebitte stykke flintesten, der havde sat sig i venstre hæl, og som let kunne fjernes med en nål. Succes, succes. Og da jeg desuden blev klar over, at mine to holdkammerater, Jim Klitgaard-Paulsen og Anne Sofie Amstrup, var hhv. hurtigste mand og kvinde i mål på 12 km-ruten, og at Birgitte Amtkjærs mor, Jette (aka Speedy Mom), var hurtigste kvinde på 7 km, var det bare endnu bedre.

Jeg dominerede selvfølgelig totalt barfodsklassen og kom i mål som allerhurtigste mand med nøgne tæer. For den indsats blev jeg belønnet med en pokal med det klareste kildevand samt en banan og et saftigt, rødt æble. Feels good to be a winner!

Og tiderne? Dem snakker vi ikke om. Husk: Der er altid en kenyaner, der løber dobbelt så hurtigt som dig - mindst!

Jeg glæder mig allerede til næste år - men det bliver højst sandsynligt i et par flade sko!