Det burde nu stå klart for enhver, at jeg selvfølgelig taler om festugeklassikeren Marselisløbet (ikke mindst fordi jeg også har skrevet det i overskriften). To startnumre er det betroet mig at udlodde på min barfodsblog. Til dig og dig.
Alt, hvad du skal gøre, er at besvare det vanskelige spørgsmål i bunden af dette indlæg inden 8. juli. Så vil jeg iklæde mig lændeklæde og huaraches og trække to vindere fra min nye væskerygsæk. Tænk dig godt om - måske bliver du den heldige?
Du kan godt gå i træning. Marselisløbet er ikke for barfodsløbere med sarte tæer. |
Barfodsfjendtlig!
Det med det heldige er nok relativt i denne sammenhæng. For ruten er ikke spor barfodsvenlig. På visse passager ville det nærmest have været en lise for fodsålerne, hvis skovfogeden havde drysset partisansøm i stedet for grus. Tag det som en udfordring!
Men bare rolig: Mindre (dvs. mere sko) er også velkomment. Der er intet krav fra min side om, at du skal løbe de 12 kilometer uden sko eller i flade sko. Det bestemmer du selv. Det handler bare om at være med. Om at være en blandt de flere tusinde, der hvert år siden 1972 har skræmt alt dyreliv fra vid og sans i Marselisskoven en søndag i september.
Det er klart, at med de mange deltagere og tilskuere får du en helt enestående chance for at promovere den gode barfodssag og tiltrække stor opmærksomhed på skovstierne. Jeg har i hvert fald tænkt mig at benytte lejligheden til at generere en pæn portion hovedrysten, når jeg forcerer rutens talrige stigninger på nøgne fødder søndag 2. september! Kom frisk!
Piskeben gør dig til en vinder
Og nu til det store spørgsmål, der kan gøre dig til en vinder. Besvar spørgsmålet og send svaret sammen med oplysninger om dit navn, køn, fødselsår, mobilnummer og evt. hold/firma/klub til piskeben@loeblet.dk, så jeg har det senest 8. juli. Vinderne får direkte svar og vil blive offentliggjort på min Facebook-side:
Hvilken bog har haft størst betydning for barfodsløb?
A. "Mærsk - manden og magten" af Bjørn Lambek
B. "Den lille pige med svovlstikkerne" af H.C. Andersen
C. "Born to run" af Christopher McDougall
PS: Og så lige en reklame... Vil du slippe for knæskader, skinnebensbetændelse og det, der er værre? Så skynd dig at sætte kryds i kalenderen lørdag 15. september, hvor Løblet afholder workshop i Pose Running og naturlig løbestil. Som noget nyt tilbyder vi også en opfølgningsworkshop for løbere, der allerede har lært Pose Running 16. september. Se mere på Løblets hjemmeside: www.løblet.dk.