 |
| Et af højdepunkterne i min løbekarriere. Hvor jeg blev nummer næstensidst. |
Selv en verdensrekordholder må se sig slået på et tidspunkt. Din personlige rekord på 1.05 på en halvmaraton er en joke. Det samme gælder for dig, der kan løbe maraton på 2.18. Du er ikke en større vinder, end ham der bruger dobbelt så lang tid. Og du er sikkert ikke et bedre menneske!
Men har du - som jeg - af og til brug for at hævde dig, er det let: Vælg et tilpas snævert geografisk område eller en lille gruppe at sammenligne dig med. For eksempel en klub, din bydel, din by, din landsdel, dit lille land - eller dit ægteskab. Og pris dig så lykkelig for, at du ikke er født på en hurtigløberhøjslette i Kenya.
Sommetider stiver jeg min selvtillid af ved at løbe fra Lis eller Torben til en almindelig onsdagstræning. Andre dage sammenligner jeg mig med hurtigere eller langsommere løbere. Jeg vil jo også gerne være hurtigere end nogen!
I'm only number 2, so I try harder
I det seneste nummer af Aarhus 1900's klubblad kan man læse et begejstret indlæg om klubmedlemmer, der vistnok havde høstet en andenplads ved ungdoms-dm i atletik. Er det flot?
I samme nummer kan man læse en midaldrende mands beretning om sit livs første halvmaraton. Hans mål var at gennemføre på toogenhalv time. Han brugte to timer og tre kvarter på det og kom i mål som den femtesidste. Men det var hans livs bedrift, og begejstringen strålede ud af hans ord. Er det flot?
 |
| Husk, at det er en kunst at bevare begge ben plantet på jorden. Et par flade sko eller bare fødder gør det lidt lettere. |
Forleden læste jeg en beretning fra Berlin Marathon. I "En snobbet løbers logbog" skriver blogskribenten (som er hurtigere end de fleste, men meget langsommere end de hurtigste) om sine tanker og sin træning. Hans tanker er ofte sat på spidsen og ganske underholdende. Hans træning gik desværre ikke helt som planlagt, og en skade forhindrede ham i at løbe de 42 kilometer på under de planlagte tre timer. Derfor valgte Snobben at følge løbet fra tilskuerrækkerne:
"Der var mange, der i dagene efter stadig gik rundt med medaljen om halsen. Hvorfor? - Medmindre du hedder Kipsang (eller Kiplagat), har du ikke vundet noget," skriver han og fortsætter: "Endnu værre er det, at man sågar også får medaljer for halvmaraton."
Jeg forstår Snobbens reaktion. Nu mere end 25 år siden jeg selv blev student, kan jeg også fnyse ved synet af studenter (og frisører og htx'ere og pædagogmedhjælpere), som jubler omkring på lastvognslad med huer i alverdens farver for at fejre deres eksamener.
"Skru lige ned for livsglæden," tænker jeg hvert år, som den sure, gamle mand jeg efterhånden er blevet. Jeg glemmer at nyde udsigten fra indersiden af deres studenterhuer.
God ved dyr, børn og kugler?
Misundelse og konkurrencementalitet er to tæt forbundne størrelser. Tættere end eliteidræt og leg. Det behøver man ikke være nogen Tonya Harding for at gennemskue. Når man tænker over det, er det ikke just store menneskelige dyder, der kommer til udtryk i konkurenceidræt. Men det er selvfølgelig bedre at udleve sin trang til den slags, end at bekrige hinanden med rigtige våben. Men princippet er stadig det samme.
Nej, man er ikke nødvendigvis et godt menneske, blot fordi man er en dygtig kuglestøder. Det er ikke en selvfølge, at man er god ved dyr og børn, bare fordi man kan løbe hurtigt. En klog mand sagde engang (citeret efter hukommelsen): "Alle snakker om at forbedre deres kondition, men ingen snakker om at forbedre deres tilgivelsesevne eller medmenneskelighed."
Giver det i det hele taget mening at sammenligne os med andre? Giver det mening at juble over placeringer? Eller handler det virkelig kun om at være med - og vurdere sine egne fremskridt (eller tilbageskridt) i lyset af den oplevelse og glæde, der er forbundet med det? Hvis jeg glæder mig over at løbe hurtigere end Lis og Torben, er jeg så et usselt menneske?
 |
| Den enes optur er den andens nedtur i konkurrencesport. |
Er PR bedre en BO?
Nogle af mine bedste løb har også være de langsomste. Jeg har prøvet at bruge over fem timer på en fantastisk maratonoplevelse. Andre gange er det formmæssige fremskridt, der har fået mig til at juble.
Det vigtigste må være at spørge sig selv: Giver det mening for mig. For nogle vil tiden og det at løbe fra nogen give mening. For andre er det oplevelsen af naturen, fællesskabet, kroppen eller sundheden, der er belønningen. I begge tilfælde handler det ikke nødvendigvis om at stræbe efter PR, men derimod om give sig selv en ny BO - Bedste Oplevelse!
Jeg jo vil helst løbe for sjov. For når jeg tager mig selv for alvorligt i et par splitshorts, så føler jeg mig egentlig lidt til grin.
God løbelyst uanset om du vil være bedre end andre - eller bare vil have det rart med andre!
