Sandaler eller bare sko?

27 procent næstekærlighed. 100 procent sandallykke.

Der er kun én mand, der kan slippe godt fra at gå i sandaler, og det er Jesus. Ud fra et modeperspektiv er det muligvis sandt. Men selvom du ikke kan gå på vandet, er der mange gode grunde til at spænde fødderne til et par løse såler, som vores forfædre har gjort det i årtusinder.

Heldigvis danner enhver subkultur sin egen mode, og der bliver nikket anerkendende, når to barfodsentusiaster passerer hinanden iført et par Vivobarefoot Gobi. Og lige for tiden vil et par fladsålede Luna Sandals eller sandaler fra Vivobarefoot også blive mødt med respekt.

Skidt fremskridt?
Bestsellersuccesen “Born to Run” fortalte den fascinerende historie om ultraløbende tarahumaraindianere, som løb fra verdenseliten i hjemmelavede huarachesandaler lavet af bildæk. Leslie Slater løb tidligere på året 250 kilometer gennem Sahara i et par Luna Sandals, og Claus “Posemand” Rasmussen løb sidste år Spartathlon på flade sandalsåler.

På mine egne mere beskedne hyggedistancer har jeg løbet i stort set alt, hvad der findes af løbeegnede sandaler. Med svingende begejstring har jeg forsøgt mig med Vivobarefoot, Luna Sandals, Invisible Shoes, Teva Zilch m.fl.

Selv Jesus ville misunde mig disse sandaler fra Jil Sander!

Mode vs. funktion
Er der overhovedet nogen grund til at skifte dine fladsålede Fivefingers, Vivobarefoot eller Merrell ud med et par sandaler?

Sko ER på mange måder et fremskridt i forhold til sandaler: Sko beskytter bedre, og (i nogle tilfælde) sidder sko også bedre på foden. Men moderne fodtøj kan også gøre det hele så forkert, at de spolerer en naturlig holdning og gang.

Løbesandaler kan derimod være pisseirriterende at få til at sidde rigtigt, og remmene kræver en del justering. Du får også let småsten ind mellem fod og sandalsål - og så er de heller ikke specielt vinteregnede.

Men der er også noget sympatisk over det superminimalistiske og velgennemprøvede koncept, som en sandal er: Sål plus remme og ikke mere pis!

Og når først sandalremmene er justeret, så sidder de skidegodt på foden, og småsten kommer lige så let ud igen, som de kom ind. Og så har du i det mindste noget til fælles med Jesus, hvis det kniber med at mønstre den rette portion næstekærlighed i enhver situation.

Mine gode, gamle Vivobarefoot Stealth Hiker kommer ikke så tit på mission længere.

Godkendt til løb, godkendt til vandring
Dette forår og denne sommer er det primært Luna Sandals hurtige trailudgave: Leadville Pacer, der har haft plads på mine fødder, når jeg har løbet trailløb, bakkesspurter i skoven, vandret i Nordjylland og Schwarzwald i Sydtyskland. I Schwarzwald startede jeg ellers ud i mine Vivobarefoot Stealth Hiker, som jeg normalt er ret begejstrede for, men på resten af ferien var det sandalerne, der vandt. De var bare rarere at have på.

Jeg har kun løbet korte asfaltstykker i dem - det er en trailsandal - men Luna Sandals laver også sandaler som egner sig til asfalt og fortov. Når jeg løber på asfalt eller fortov, foretrækker jeg mine Merrell Vapor Glove eller Vibram Fivefingers.

Let af og på
Jeg har næsten løbet lige så meget med dem i hænderne som på fødderne. For os, der ynder at løbe helt uden sko en gang i mellem, er sandalerne en oplagt følgesvend. De er lette at have i hænderne, når du løber i bare fødder, og lette at tage på, når underlaget kræver det. Alene af den grund er Leadville Pacer mit førstevalg på trailture og vandreture (hvor vejret tillader det).

Leadville Pacer udmærker sig med et snøresystem, som ikke er helt så tilbage-til-naturenagtigt som på de originale huaraches. De har et plastikspænde på vristen, som justeres ved et træk i remmen. Mine er yderligere udstyret med endnu en Tech Strap, som holder hælremmen på plads. Foden bliver holdt fast til sålen af den særlige gummioverflade (Monkey Grip Technology), som sikrer, at foden ikke glider, hvis sandalen bliver våd. Rart på mountainbikesporet i Marselisskoven.

Barefoot Ted, som er manden bag Luna Sandals, har med Leadville Pacer lavet en nærmest perfekt trailsandal.

Nok sål til det meste
Sålen er 9 millimeter - en tykkelse som vil få en del barfodspuritanere til at vende det hvide ud af øjnene. Men det har de bestemt ingen grund til. Sålen er ganske fast, og du har en god kontakt med underlaget. Samtidig sikrer sålen, at du ikke behøver bekymrer dig om skarpe sten og småsten - du kan simpelthen koncentrere dig om at løbe uden at bekymre dig om underlaget.

Sålen har et glimrende greb på stier og skovbund, men når jeg skal løbe Himmebjergegnens Trailserie på mudrede efterårsspor, vil jeg nok foretrække mine Inov-8 Trail-Roc 150 eller et par Vivobarefoot Trailfreak.

Amen
I sidste ende er det ikke et spørgsmål om, hvad du har på fødderne. Det er langt vigtigere, hvordan du betjener de fødder, ben og den krop, du har fået stillet til rådighed. De fleste løber, går og lever uden at have taget kørekort til kroppen - og må betale prisen for det før eller siden.

Livet som løber kan godt kræve Jesus-lignende egenskaber: Man skal udvise ydmyghed over for kroppen, lade være med at vælte børn, gamle og dyr på løbestierne, og så skal man helst holde hviledagen hellig. Men mindre kan også gøre det. Et par flade sandaler er et udmærket sted at begynde, når du skal træde i Verdensfrelserens fodspor. God løbelyst!

Det er ikke størrelsen, det kommer an på - og så alligevel. I sandalerne er der plads til selv de bredeste fødder, og du kan endda få dem lavet efter mål.

Leadville Pacer - Plusser:

• lette (126 gram)
• lette at tage af og på
• lette at løbe med i hånden
• (forholdsvis) lette at justere, så de sidder bedre
• remmen mellem storetå og pegetå generer ikke
• velegnede til brede fødder
• god ventilation
• nem at tømme for sand og småsten

Leadville Pacer - Minusser:

• (forholdsvis) besværlige at justere
• sten sætter sig let fast mellem fod og sål
• kolde om vinteren (kan dog benyttes med tåsokker)
• begrænset greb på sålen
• kun få af modellerne kan købes i Europa - Leadville Pacer skal bestilles hjem fra USA
• du ligner en barfodstosse

Julegaver til barfodsløbere

Jeg kan ikke lide det. Julegaveræset. Jeg kan godt lide jul og julestemning og julebudskab, men gaveræset klæder ikke julen. Desperationen, trætheden, irritationen lyser ud af øjnene på kunder og ekspedienter i stormagasiner og på strøg. Også hos mig for et par timer siden. Det vil jeg gøre noget ved. Derfor har jeg lavet en Julegaveguide for Barfodsløbere. Lettere bliver det simpelthen ikke.


FOR DIG, DER LØBER PÅ ØKONOMIKLASSE
Vi starter med den skrabede jul. Ikke nødvendigvis en ringere jul og nok mere i harmoni med julens egentlige budskab, selvom økonomijul smager af vandgrød. Lad gaveregnen falde blidt:

Er du typen, der sveder meget, så brug gaffatape.

1. Se lyset!
På førstepladsen i år har vi pandelampen. I gørdetselv-versionen får du mulighed for at sætte dit personlige præg på trafiksikkerhed eller trailspor. Opskriften er enkel: En cykelforlygte (det skal være af batterislagsen - dynamoer duer ikke) tapes fast til din pande. Har du brug for ekstra lang batteritid, så eksperimentér med et billigt bilbatteri fra Thansen. Så kører det for dig. Er du typen, der sveder som et svin, så brug ekstra meget tape, gerne gaffatape, men pas på øjenbrynene, når det skal af igen.

Om få år vil vi grine af folk med løbeure om håndledet. Vær en first mover.

2. Find vej!
Glem alt om store klodsede gps-ure, der kan måle alt fra kilometertider til blodsukker. Den slags er bare så 2008. Nej, gå i stedet oldschool, og alliér dig med det bedste fra Geodætisk Institut: et kort. Skulle du alligevel fare vild, så spørg lokalbefolkningen om vej. Medbring evt. parlør, hvis du er på langtur.

Hvad du ønsker, skal du få!

3. Nøgenhed fremmer forståelsen
Er du en ægte barfodsløber, ønsker du dig selvfølgelig… ta-daaaaa… absolut ingenting. Vil du alligevel give venner og familie mulighed for at lægge en pakke under træet, så ønsk dig en tom skotøjsæske.

Uld. Bare fødder. Grus. What's not to like?

4. Vristvarmer varmer
Hører du til den pyntesyge slags, så lok familiens strikketanter og garngalninge til at lave dig et par geniale uldgalocher. Et must-have for barfodsløbere.

Dejlig jul. Nu mangler vi bare dej. 

5. Hold formen
Den søde tand - gerne hele tandsættet - skal også tilgodeses, så kiloene ikke rasler alt for hurtigt af dig, når du fræser afsted på apostlenes heste. Hold kageformen ved lige med med en passende bageform.


FOR DELUXE-BARFODSLØBEREN
Hvorfor spise brød, når man kan spise kage? Og hvorfor lade sig nøje, bare fordi man dyrker minimalistisk fodtøj? Har du pengene, kan du få - har du ingen, må du løbe uden stil...

Verdens for tiden lækreste barfodsstøvle. Uden diskussion.

1. Vivobarefoot Gobi Hopewell
Alle vil eje dem, og jeg forstår hvorfor. Vivobarefoot har gjort ørkenstøvlen til verdens fedeste herrehverdagsfodtøj med deres Gobi Hopewell. Intet mindre. Tving din familie til at give dig dem.

Endelig: Ti tørre tæer, tak!

2. Vibram Fivefingers Bikila WP
Jeg har altid haft et problem med at løbe i Fivefingers, når temperaturerne kom under 5 grader (ligesom det også er for koldt for mig at løbe i helt bare fødder, når det er koldt). Ikke mindst hvis det også er vådt. I Fivefingers trænger vandet let ind mellem tæerne, og fordi tæerne er adskilte og ikke kan varme hinanden, fryser jeg altså tæerne. Vibram Fivefingers har tidligere forsøgt sig med en vandtæt (eller vandafvisende) udgave, men resultatet var ikke heldigt: En alt for stiv sko. Men nu er der kommet friske boller på barfodssuppen med en vandtæt løbestøvlet i Bikila-familien: Vibram Fivefingers Bikila WP (WP står for waterproof). Det lyder måske kinky, men resultatet er faktisk blevet rigtig godt: En let (160 gram i min str. 45) vandtæt løbesko, der når op over anklen. Sålen har en anelse mere greb end den almindelige Bikila-sål uden at være en decideret trailsål, men alligevel velegnet til det meste. Og så er den vandtæt. Normalt giver jeg ikke meget for vandtætte løbesko, da vandet alligevel kommer ned i skoen fra oven, når man løber gennem mudder eller en vandpyt. Men i dette tilfælde giver det faktisk mening.

Uld klæder dine tæer. Og holder dem varme.

3. Mere uld
Uld er guld. Hopper du ikke over i de vandtætte Fivefingers, er du også godt hjulpet med et par gode uldløbestrømper. De holder bedre på varmen, end almindelige kunststofløbestrømper, når de bliver våde. Ønsk dig hjemmestrik eller et par fra Teko eller Injinji.


FOR DEN VIRKELIGE CONNAISSEUR

Her er jeg street smart på hjørnet af Chr. Wærums Gade og Aalborggade.

1. LØBLET-eneundervisning
Forfin din gangart til det ypperste, skån dig selv for alt fra skinnebensbetændelse og løberknæ til blå negle med en eksklusiv halvanden times LØBLET-eneundervisning. Har du tidligere modtaget undervisning hos os eller en Posemand-coach, så er det måske på tide med en times LØBLET-opfølgning. Læs de pæne ord, som vores kursister har skrevet om os: Ros. (Da dette er min blog, kender min mangel på beskedenhed ingen grænser).

Mit nye postkort. Det ser sgu da lækkert ud, ikke?

2. Akupunktur
Døjer du med en akut løbeskade, så kan jeg måske også hjælpe dig. Eller lider du af stress, søvnbesvær eller noget helt fjerde, så slå et smut forbi min klinik. Læs mere her: Akupunktør Peter Henriksen.


SPAR BØVLET, SPAR PENGENE

Øv med øv på.

1. The Running Revolution
Som poserunning-instruktør har jeg stor respekt for Dr. Nicholas Romanovs arbejde med at få verden til at løbe bedre. Men at kalde ham et stort pædagogisk talent, vil nok være at tage munden for fuld. Jeg er ganske begejstret for de teoretiske afsnit i hans bøger “The Pose Method of Triathlon” (hvem er det, der har lånt den af mig?) og “The Pose Method of Running.” Derfor havde jeg set frem til “The Running Revolution,” som han fortalte mig om, da jeg var sammen med ham i Odense i tre dage for et par år siden. Nu er bogen endelig kommet. Men hvilken skuffelse. Ud over den lovende titel er bogen et forvirrende opbud af øvelser. De første mange sider er ikke af løbeteknisk karakter, men viser blot doktoren selv lave den serie af smidighedsøvelser, som han ynder at gennemgå, når han holder kurser. Seriøst - så er pengene betydelig bedre givet ud et andet sted.

Just don't.

2. Gaiteye
De penge, du har sparet ved ikke at købe “The Running Revolution,” bør du under ingen omstændigheder investere i Gaiteye, hvis dit mål er at få en bedre løbeteknik. Gaiteye er ellers et sympatisk dansk projekt. En foodpod, som du måske allerede kender det fra de kadencemålere, du kan få til løbeure fra Garmin, Suunto og Polar. Men Gaiteye lover mere: Den kan også måle, hvordan du lander på foden, dvs. om du lander på forfod, midtfod eller hæl. Jeg prøvede en (åbenbart) endnu ikke færdigudviklet udgave for nogle uger siden, og den virkede mildest talt ikke. Trods min ellers fine poserunningteknik i et par fladsålede Vivobarefoot på løbebåndet sagde den, at jeg landede 100 procent på hælen. Dernæst snyder man sig selv, hvis man tror, at de informationer i sig selv kan gøre en til en bedre løber (hvis måleresultaterne ellers var til at stole på). Nej, igen er pengene givet betydelig bedre ud til en undervisning i løbeteknik. Eller en kage. En stor kage.


Glædelig barfodsjul!


PS: Vind en LØBLET-eneundervisning, en LØBLET-opfølgning eller en akupunkturbehandling. Du skal blot gætte, hvilken by mit oldschoolhåndledskort er indstillet på. Hint: Det er en europæisk by... Send svaret til peter@loeblet.dk senest juleaften. 

Utroskoskab: Merrell Vapor Glove

JEG HAR DÅRLIG SAMVITTIGHED Jeg er så sjusket med min blog. Det er måneder siden sidste indlæg, så I skal ikke skånes for mine undskyldninger. De er mange og gode, og her er nogle af dem.

JEG HAR VÆRET UTRO Min kone har også været utro. Det virkede bare så rigtigt for os begge. I sommerferien fik vi nemlig nye løbesko, og vores fælles sommerforelskelse hedder Merrell Vapor Glove.

Sand, strand, sommer, sko. Meget bedre bliver det ikke.

Ja, det var kærlighed ved første blik og første løbetur. Det er de bedste løbesko, jeg har løbet i. De er lette, de er smarte, og sålen er mere fleksibel og giver en bedre fornemmelse for underlaget, end både Vivobarefoot Evo og Vibram Fivefingers. Merrell Vapor Glove er ikke vinter-, mudder- og trailegnede - de er bedst til velfriserede skovstier og asfalt. Men skide være med det, når solen skinner, det er sommer, og man er forelsket.

Alt var perfekt. Var.

Efter at have prøvet andre barfodsløbesko fra Merrell, hvor svang, pasform og sålens stivhed slet ikke tiltalte mig, troede jeg ikke, at jeg skulle kaste min kærlighed over Merrell Vapor Glove. Men efter at have prøvet min LøbLet-kompagnons, var jeg solgt. Jeg havde egentlig lovet min kone at holde lidt igen med min skofetich, så jeg følte mig tvunget til også at købe et par til hende. Det kunne hun godt lide.

Sommetider drømmer jeg, at mine også er pink. Mmm... pink...

"Det bliver svært at vende tilbage til de gode, gamle Vivobarefoot," sagde jeg.

"Ja," sagde min kone.

Desværre holder den slags forelskelser sjældent så længe. Kærligheden til skoene er intakt, men det er skoene desværre ikke.

JEG ER SKUFFET En af mine poserunning-kolleger spurgte mig forleden om, hvad jeg synes om holdbarheden af barfodsløbesko. Ingen af os var synderligt imponerede. Det kan godt være, at jeg i teorien burde kunne løbe længere i et par minimalistiske løbesko, som ikke lider under en træt støddæmpning efter 800 kilometer. Men det kan jeg ikke. De bliver simpelthen slidt.

Min kones hul. Og et hul samme sted på mine grønne.
Og endnu et hul samme sted på Jespers. Det holder ikke.

Der kommer huller i stoffet på mine Vivobarefoot Evo og mine NB Minimus Trail Zero. Det samme skete for mine Inov-8 F-lite 195. Der gik hul på sålen på mine Vibram Fivefingers Seeya efter alt for få kilometer.

Og efter mindre end 200 kilometer gik der hul i mine Merrell Vapor Glove. Og i min kones. Og i min LøbLet-kompagnons. Samme sted - ude mellem storetå og pegetå, dvs. ikke et sted, hvor uklippede tånegle kan skære sig gennem stoffet.

Heldigvis er producenterne godt klar over problemet, og jeg har i flere tilfælde fået et nyt par som erstatning. Men jeg ville hellere være fri for bøvlet. Er det virkelig prisen for at ville have så lette sko som muligt?

Hvis skoene ikke holder, er det godt, at mine fødder holder stilen ved DHL-stafetten i Århus!

JEG FÅR FOR LIDT Jeg vælger at se det fra den lyse side: Jeg får en undskyldning for at købe nye sko! Det kan jeg jo godt lide. Desuden har jeg slet ikke fået løbet så meget i løbet af sommeren - og mest helt uden sko.

Efter mit mountainbikestyrt i foråret er jeg kun kommet langsomt i gang igen. Jeg har ikke haft nogen træningsmål, og jeg har haft andet at bruge tiden på. Hvis jeg får løbet tre gange om ugen, er jeg stolt af mig selv.

Samtidig må jeg fra sidelinjen se mine løbevenner lave pragtpræstationer: Så løber de lige et maraton her og der og alle vegne, og så løber de lige Julsø Ultratrail, og så skal de løbe en tur fra Athen til Sparta på 256 kilometer i bagende hede. Men til næste år! Eller næste år...

Sådan! Barfodskage under kærlig behandling til min reception.

JEG STIKKER DEN KUN HALVT IND Egentlig er jeg godt undskyldt for mine manglende præstationer på de internationale sportsarenaer for tiden. Jeg har åbnet akupunkturklinik i Århus.

Jeg har en masse dejlige venner, som har hjulpet mig med at få den færdig til indvielsen for et par uger siden. Tak! Jeg er bare så glad for resultatet.

Her giver jeg folk en god behandling.

JEG ER GLAD Fik jeg sagt, at jeg er glad og taknemmelig?

Du er velkommen til at kigge indenfor. Adressen er Chr. Wærums Gade 15 på Frederiksbjerg i Århus.

Producent: Merrell

Model:        Vapor Glove

Vægt:         156 gram (i min str. 43,5)

Pris:           800 kroner

PS: Vil du lære at løbe? Effektivt og uden skader? Så læs mere her: Lær at løbe naturligt.

Min ny trailfavorit: Inov-8 Trailroc 150

Undskyld til Vivobarefoot og New Balance. Jeg har fundet en ny trailfavorit!

For 14 dage siden drev sveden af mig. Ferie og 25 graders varme. Højdemeter fra helvede. Kun iført minimale splitshorts - og så mine fede nye trailsko.

Det er disse sko - Inov-8 Trailroc 150 - som dette blogindlæg skal handle om. Men fordi jeg er en doven blogskribent, der ikke altid får skrevet indlæg, når jeg har noget nyt at berette, vil det også handle om min ferie på sportsresortet Playitas på  Fuerteventura og om min nye mountainbike. Så er I advaret.

Velkommen til hvid virkelighed
Fuck, hvor var det en brat opvågnen, da vi landede i snestorm i Billund efter en fantastisk og aktiv uge i godt selskab.

Fuerteventura, som er en af de Kanariske Øer, er gold som bare pokker. Der er ikke meget at se udover klipper, geder - og strande i verdensklasse. Men klimaet er perfekt, når man kommer fra en dansk vinter, og mulighederne for at dyrke sport er ideelle: Løb, cykling, svømning, aerobic, yoga, golf og meget mere - på alle niveauer og for alle aldre.

Nu er solskoldningen på mine skuldre væk. De sidste afbrændte hudrester skallet af ører og næse. Hudafskrabningen efter et styrt på mountainbike er helet. Men kulden... Kulden gør ondt helt ind til marven i mine knogler. Aaaaaargghhhhhhh!


Næstsidste skud
Heldigvis har jeg sko til alt slags vejr. Næstsidste skud på stammen er mine Trailroc 150. (Sidste skud er Inov-8 Bare-X Lite 150 - også en fed og let sko - men dem skal det ikke handle om her).

Gennem de seneste par måneder er mine Trailroc blevet budt lidt af hvert: Is, sand, sne, mudder, vand, sten, klipper, asfalt, skovstier, grus, frostgrader og sommertemperaturer. Derfor føler jeg, at jeg er i min gode ret til at sige følgende: Glem alt om Vivobarefoots og NB Minimus' trailsko, som jeg tidligere har skrevet begejstret om - for nu er der en ny dreng i mesterklassen.

Jeg elsker højdemeter! Og splitshorts! Og nye sko!

En smuk letvægter
171 gram uden indersål i min størrelse 44. Det er hundrede gram mindre pr. sko end Vivobarefoot Breatho Trail. (Dog 30 gram mere end NB Minimus Trail Zero - men den vil jeg trods navnet ikke betegne som en decideret trailsko).

Sålen (zero-drop selvfølgelig) giver en bedre føling med underlaget end begge de to andre og har et godt greb på det meste, uanset om vi snakker frosne stier eller klipper. Den er også bedre på asfalt end Vivobarefoot Breatho Trail. Selvom sålen er 3 millimeter tynd giver den en fin beskyttelse mod selv de skarpeste sten, og sålen er dejligt fleksibel.

En trailsko i særklasse, der vil glæde de fleste barfodsløbere, som ønsker at beskytte fødderne uden at bedøve dem med støddæmpning. (Jeg skulle i hvert fald ikke nyde noget af at løbe helt barfodet rundt i klipperne på Fuerteventura).

Fede eller tynde fødder?
Jeg ved at nogle finder Inov-8's sko for smalle. Trailroc 150 er lavet på en anatomisk læst. Det burde betyde, at den ville være mere rummelig end fx Bare-Grip 200. Det synes jeg ikke, den er. Jeg har dog ikke problemer med at få plads til min fod, men jeg kan forestille mig, at andre med bredere fødder vil.

Overdelen er lavet af et tyndt og let materiale, der minder om det, man finder på NB Minimus Trail Zero (dog en anelse kraftigere - så jeg forventer, at det holder til mere). Stoffet er ikke så fleksibelt som det mesh, der er på Vivobarefoot Breatho Trail, men mig giver det ingen problemer, når jeg løber.

Jeg er så glad for min cykel. Forvent ikke en "Peter Piskeris' pedalblog" lige med det samme.

Glad i låget
Som I måske kan fornemme er jeg begejstret. For mine nye trailsko. For ferie i solskin. For at løbe opad og nedad og ligeud. Og så er jeg vild med min nye mountainbike. Jeg har nemlig købt en Canyon Yellowstone 6.9.

For udover at løbe i bjergene og få crawlundervisning og dyrke yoga og dase i pølen ved vores villa, prøvede jeg også at køre mountainbike på min ferie. Det var sjovt. Det var vildt. Og jeg væltede selvfølgelig og fik revet det meste af mit ene skinneben til blods. Men jeg blev også bidt af det.

Så nu er jeg selvkørende. Jeg har endnu kun været i skoven et par gange, for jeg har ingen snekæder på. Men lige om lidt er det rigtigt forår og sommer og efterår, og så får du baghjul på skovstierne. Eller noget.


PS: Den obligatoriske reklame: Lær poserunning og løb naturligt på LøbLets workshop i Århus søndag 26. maj. Bliv en hurtigere løber, og slip for løberknæ, skinnebensbetændelser og den slags skidt. Se mere her: Lær at løbe naturligt.

PPS: Bonusreklame: Smid skoene og fejr Føddernes Befrielse, når Rasmus inviterer til barfodsløb på den internationale barfodsdag. Det foregår i Århus søndag 5. maj, og det koster kun 20 kroner at deltage. Distancer: 7,5 kilometer og 3,2 kilometer plus børnestafet på stranden. Læs mere her: Føddernes Befrielse.


Producent:   Inov-8
Model:         Trailroc 150
Vægt:          171 gram i min størrelse 44
Pris:             1000 kr. hos KeepRunning

Hverdagssko til barfodsløbere

Måske er jeg bare sart. Men så er jeg ikke den eneste: Hver dag satte den ældre mand sig ved et bord midt i caféen med en kop kaffe og en avis. Imens viftede han lystigt med sine bare tæer, som han havde befriet for sandaler. Han passede sig selv og nød åbenlyst denne pause.

Han lagde tilsyneladende slet ikke lagde mærke, hvor stor en opmærksomhed han tiltrak sig. Han var en helt almindelig mand i 50'erne, klædt i helt almindeligt tøj og med helt almindelige cafévaner. Med den ene undtagelse at han havde 10 helt almindelige nøgne tæer under cafébordet.

Vivobarefoot Gobi. Med plads til at vrikke med tæerne på caféen.

Enhver sin lyst
Alle kiggede. Alle snakkede om den gamle, klamme mand med de vamle fødder. Jeg ved ikke, om han ville have beholdt sandalerne på, hvis han havde vidst det. Måske var han bare ligeglad.

Jeg foretrækker at vække opmærksomhed med måde. Jeg ved at mange føler sig stødt over bare fødder i det offentlige rum, så jeg vælger kun at lufte tæerne, når det giver mest mening for mig: Når jeg er alene, eller når jeg løber. På samme måde som jeg undgår at prutte (eller spytte), hvor der er andre mennesker til stede, selvom det kan være nok så rart og befriende (min kone tæller ikke i denne sammenhæng).

Vivobarefoot Ra. Fås i forskellige modeller. En virkelig rar hverdagssko.

Nej til løbesko til hverdag!
Heldigvis er der forskellige måde at omgås sin trang til at give fødderne plads,  god kontakt med underlaget og en flad sål, der sikrer en naturlig skridtafvikling - uden at smide skoene.

Jeg har jo allerede et hav af løbesko, der opfylder dette ønske. Problemet er bare, at jeg ikke bryder mig om at gå i sportssko til hverdag. Løbesko er til at løbe med - ikke til hverdagsbrug. I min alder - jeg er 44 år - ser det sjusket ud, synes jeg. Men nu er jeg jo heller ikke er en specielt sporty type af natur, så måske er det derfor.

Så du får mig altså ikke at se iført et par Fivefingers i SuperBrugsen (som om de ikke ser åndssvage nok ud, når man løber). Heller ikke andre af mine flade løbesko.

Et par flade sommersko fra Camper. Lette at smutte i.
Dog ikke helt så tyndsålede som fx Vivobarefoot.

Fede flade hverdagssko
I stedet har jeg anskaffet mig en del forskellige flade hverdagssko. Blandt mine absolutte favoritter er Vivobarefoots, som jeg efterhånden har haft en del forskellige modeller af. (Jeg må hellere indskyde, at min generelle begejstring for Vivobarefoots sko er helt oprigtig, og at jeg ikke er på deres lønningsliste).

For tiden er jeg vild med deres version af en ørkenstøvle: Vivobarefoot Gobi i lyst ruskind. Også deres Ra, som jeg har i grøn ruskind er fed. Kvaliteten er fremragende - hvilket måske hænger sammen med, at grundlæggeren er en af arvingerne til det engelske skomærke Clarks.

Vær opmærksom på, at der kan være en del forskel på størrelserne i de forskellige modeller: Passer du en størrelse 44 i Vivobarefoot Neo Trail, passer du ikke nødvendigvis samme størrelse i Vivobarefoot Ra - så er du advaret!

Den allerfedeste vandrestøvle: Vivobarefoot Synth Hiker -
samme sål som deres Trail-modeller og med vandtæt overdel.

Terrængående i alt slags vejr
Lidt uden for kategori har jeg et par flade vandrestøvler, som jeg både har brugt på små bjergstier i juleferien på Cuba og i sne og is ved Rubjerg Knude i Nordjylland. Den har absolut bestået begge typer terræn og klima.

Støvlen er let, sålen er den samme som på Vivobarefoots trailsko, og overdelen har en vandtæt og åndbar membran, så man ikke behøver frygte våde tæer i uldsokkerne. Inden jeg gik over til flade sko, har jeg bl.a. vandret i støvler fra Meindl, men jeg må sige, at intet overgår de flade Vivobarefoot Synth Hiker. Der er bare ingen grund til at slæbe rundt på unødvendig meget vægt på fødderne.

I et tidligere blogindlæg har jeg beskrevet mine flade sommersko fra Prada og mine flade sandaler fra Jil Sander og Teva (det kan du læse her: Forbandet fodtøj). I den forbindelse skylder jeg også at nævne mine tyndsålede hjemmesko fra Le Coq Sportif og dejlige sommersko fra Camper. Kender du andre hverdagssko, som vil passe barfodsfolket - så lad mig endelig høre fra dig. Man kan jo altid bruge et par sko mere - men lad være med at sige noget til min kone.

Kinasutsko, der i Le Coq Sportifs udgave ikke er helt så rismarksarbejderagtig.

PS: Da jeg ikke har nogen børn, har jeg overhovedet ingen erfaringer med barfodssko i små størrelser. Hvis du har erfaringer med flade sko til børn, er du selvfølgelig mere end velkommen til at dele dem med mine læsere. :-)

Dette er IKKE en trailsko: Inov-8 Bare-Grip 200

Stå fast. Overalt.

"Sådan går det, når man har sommerdæk på," fnyste Claus med henvisning til de to løberes skovalg. Vi ventede på, at de fik kæmpet sig op ad den snedækkede sti, og vi var ikke imponerede. I mørket og kulden ved 3. afdeling af Himmelbjergegnens Trailserie måtte alt fra Acics Kayano til Salomon Speedcross give fortabt.

Til gengæld var der ingen fare for, at Claus og jeg gik ned på udstyret. Med god grund var vi begge forelskede i vores eget fodtøj denne onsdag aften: limegrønne Inov-8 Bare-Grip 200 - intet mindre end løbeskoenes svar på en pansret mandskabsvogn. Kort sagt: et par stik-mig-en-gletsjer-eller-to-og-lad-mig-løbe-lodret-op-ad-en-klippevæg-uden-slinger-i-valsen-motherfuckersko.

Frygtløse forcerede vi de hvide stigninger, og uden angst kastede vi os nedad igen. Vi stod fast. Vi løb ikke hurtigt - flere gange var vi endda nødt til at gå - men fast stod vi!

Det er en fornøjelse at lege i sneen i et par Bare-Grip 200!

Overkill i Marselisskoven
Jeg har nu leget i mine Inov-8 Bare-Grip 200 i et halvt års tid. Alt for lidt faktisk. For det er nemlig ikke altid lige let at finde ruter, hvor denne sko finder sin berettigelse. I langt de fleste tilfælde gør mine mindre hardcore Vivobarefoot Breatho Trail jobbet glimrende. Men er der tilstrækkeligt med mudder, sne, sand og stigninger, er det en fornøjelse at stikke poterne i mine limegrønne yndlinge.

Selv på mountainbike-sporene i Marselisskoven ved Århus, hvor jeg har min vante gang (i løb), er det langt fra altid, jeg kan finde grund til at pløje skovbunden op med de heftigste knopper, som jeg har set på et par sko, der ikke beregnet til at spille fodbold i.

Når Marselskoven kommer til kort, har jeg heldigvis altid Rubjerg Knude at leget på!

Uld er Gud!
3 millimeter sål. Zerodrop. Op til 1 centimeter høje knopper strategisk fordelt under sålen. Og ikke mindst et - i forhold til Vivobarefoots bud på en trailsko - forfriskende ydre. Med sine 269 gram i min størrelse 44, er den en anelse lettere end mine Vivobarefoot Breatho Trail, som vejer 279 gram i størrelse 43.

Sne, mudder? Bare giv mig mere - men husk uldsokken!

Pasformen er den samme som på den populære Inov-8 F-Lite 195. Jeg ved, at mange finder den temmelig smal, men den passer fint til mine fødder. Jeg bruger samme størrelse, som i almindelige sko. Sålen har et såkaldt Meta-Flex, som egentlig bare er en lille fordybning hen over forfoden, der gør bunden mere fleksibel.

Overdelen er lavet af meget åndbart mesh. Det betyder ganske vist, at vand let løber ind i skoen, men det løber lige så let ud igen. Med uldsokker på har jeg ikke haft problemer med at fryse tæerne - selv ikke i dyb sne, hård frost eller vådt føre. Skoen er ikke udstyret med en rockplate (en hård plade i forfoden, som skal beskytte mod skarpe sten), men det har jeg ikke oplevet som et problem.

I det rigtige fodtøj er der overskud til at nyde udsigten til udfordringer.

Glem alt om at løbe selv korte strækninger med asfalt eller hårdt underlag i Bare-Grip - knopperne mærkes alt for tydeligt igennem den tynde sål. Den slags klarer Vivobarefoot Breatho Trail en anelse bedre, men hvis det primært er hårdt underlag, du skal løbe på, så vil Vivobarefoot Evo eller NB Minimus Trail Zero være endnu bedre valg. Inov-8 kommer desuden med en helt ny trailsko i næste måned med zerodrop, tynd sål og masser af plads til tæerne, som ser meget interessant ud: Inov-8 Trailroc 150.

Teknik og fedt fodtøj

Det behøver ikke være en hemmelighed, at jeg er begejstret for minimalistiske løbesko. Men det er vigtigt at huske på, at skoene i sig selv ikke gør dig til en bedre løber. Teknikken gør dig til en god løber. Skoene skal bare beskytte dine fødder. En smule vand eller is kræver ikke nødvendigvis specialsko, men kan hjælpe dig til at skærpe din teknik. Se blot dette videoeksempel, hvor Dr. Nicholas Romanov løber på en skøjtebane.

Meeeeeeeen når det så er sagt, så synes jeg, det er meget betryggende med et par skridsikre trailsko (eller det der er endnu vildere), når jeg løber i vanskeligt terræn. Det er rart at vide, at jeg altid kan stå fast, selvom jeg ikke kan se, hvad der gemmer sig under sne eller blade. Derfor elsker jeg mine Inov-8 Bare-Grip 200. Prøv selv! Husk at lege!

PS: Jeg glemte vist at skrive, at jeg kom i mål før Claus. Det plejer jeg ikke - så derfor er det værd at træde i. Til gengæld får Claus chancen for revanche igen med 4. afdeling af Himmelbjergegnens Trailserie - til den tid uden sne og pandelamper.

PPS: Og så lige en lille reklame: Lær at løbe naturligt på Løblets to workshops i Århus 17. marts 2013 og søndag 26. maj 2013. Læs mere her: www.loeblet.dk.

Producent: Inov-8

Model:       Bare-Grip 200

Vægt:        269 gram (i min str. 44)

Pris:           719 kroner på tilbud hos Wiggle

Sådan løber du forfodsløb

Mmm... Nye sko: Vivobarefoot Evo II. De er røde. De er flotte. Og perfekte til forfodsløb.

Forfodsløb er løsningen på alt fra løberknæ til tarmslyng. Det indtryk kan man godt få, når man støder på emnet i løbemagasiner og på nettet.

Det med tarmslyng er ganske vist min overdrivelse, men sandheden er, at mange løbere kan få stor glæde af at justere deres løbeteknik. Så de løber mere skånsomt, og så de udnytter deres kræfter bedre.

Og det er egentlig ikke så vanskeligt. Hvis bare fokus er på det rigtige. For sjovt nok er forfoden det sidste, du skal tænke på, hvis du vil løbe forfodsløb.

Quickgude til forfodsløb
Prøv selv: Rejs dig fra din stol, og begynd at løbe på stedet... Bemærk, at dine fødder lander lige under dit eget tyngdepunkt. Perfekt på forfoden! Du skal ikke en gang tænke på ikke på at lande på forfoden, for det sker helt automatisk. Forfodslandingen er et resultat af, at du bruger resten af kroppen korrekt.

Bliv ved med at løbe let på stedet. Luk øjnene. Læg mærke til, hvordan din krop arbejder. Lad fornemmelsen indprente sig i muskler og hoved. Sådan skal du løbe, når du løber forfodsløb.

Og så er det fremad!
Okay, jeg ved godt, at du slet ikke er begyndt at bevæge dig fremad endnu, men fremdriften er rent teknisk det simpleste ved løb. Til gengæld er fremdriften også årsag til den største misforståelse: For hvis du tror du skaber fremdrift ved at sætte af, tager du nemlig fejl. Dit afsæt løfter kun kroppen opad - og du skal jo fremad.

Endnu en lille øvelse: Stil dig på begge ben, og lad dig falde fremad. Bemærk, hvordan tyngdekraften fører dig fremad, når du "tipper" ud over dit tyngdepunkt.

Automatisk vil dit ene ben søge kontakt med jorden under dig, så du ikke falder på næsen. Og når du har genfundet dit fodfæste, kan du falde igen. Sådan bevæger vi os fremad, når vi løber. Løb er fald på fald på fald på fald. Vi skal bare sørge for at flytte fødderne under os, så vi ikke falder og slår os.

Spild ikke tiden
Afsættet bør blot være en automatisk reaktion ved mødet med underlaget, så du genvinder den tabte højde fra faldet. Ikke mere. Ethvert bevidst forsøg på at sætte af er spildtid.

Hvis du forsøger at styre landingen, spilder du også tiden. Den bør - som afsættet - ske helt automatisk, som et resultat af at benenes bevægelser foregår så tæt under kroppens tyngdepunkt som muligt. Den eneste aktive muskelbevægelse, du skal udføre, er at løfte fødderne under dig.

Hvor bevidstløs er du?
På én gang simpelt og skidesvært. Simpelt fordi vi ikke behøver udføre komplicerede bevægelser. Svært fordi vores bevidsthed forsøger at komplicere tingene. Jeg har set talrige løbere, der har forsøgt at lære sig selv at løbe forfodsløb. Fælles for de fleste er:

• at de enten slet ikke lander på forfoden, men rent faktisk lander på hælen - og det beviser, hvor stor forskel på, hvad vi tror, vi gør - og så hvad vi rent faktisk gør.

• eller at de bare peger tæerne nedad langt foran deres eget tyngdepunkt, så de godt nok lander på forfoden, men så de samtidig både bremser deres fremdrift og spilder tid, inden de igen er klar til at falde fremad.

Skosælgerløgn for forfodsløbere
Så for at gentage mig selv: Glem alt om at løbe på forfoden. Lær i stedet at løbe korrekt med resten af kroppen - så vil du helt automatisk blive en glad forfodsløber.

Hvis du derimod fokuserer på, hvordan din fod lander, udsætter du dig selv for en skosælgerløgn, som næsten er lige så stor som de seneste 30 års fokus på overpronation. Begge dele er nemlig udtryk for en ufuldstændig indsigt i, hvordan vi mennesker løber.

Så husk: Vi løber med hele kroppen - ikke kun med fødderne! Vores fødder skal sådan set bare støtte vores krop, mens den falder fremad ved hjælp af tyngdekraften. Vi løber ikke med benene - vi løber på benene!

PS: Læs mere om forfodsløb og find flere løbefif her: Glem alt om forfodsløb!

Mor, læs IKKE dette!

Min mor - endnu uvidende om, hvad der er på den anden side af gavepapiret.

Min mor har snart fødselsdag. Hun fylder 69 år og er barfodsløber. Om lidt afslører jeg, hvad jeg forærer hende i fødselsdagsgave.

I et af mine første blogindlæg fortalte jeg historien om, hvordan min mor blev barfodsløber. Hun startede med at løbe i et par gamle vandrestøvler, som siden blev afløst af et par minimalistiske Vivobarefoot Neo.

Mor vil være nøgen
Det var ikke bart nok for min mor. Hun tog indersålerne ud, og senere begyndte hun at løbe med skoene i hænderne, så hun kunne tage dem på, hvis underlaget blev særligt udfordrende. Men alt det, kan du læse her: Mød min mor - 67 år og barfodsløber.

Sådan har hun løbet to-tre gange om ugen (udover yoga og en tur i kondicenter - det hedder det på de kanter) på et af de skønneste steder i Danmark: Fruens Møllested i nærheden af Grejsdalen ved Vejle.

Men nu er det snart slut med alt det der barfodspjat for min mors vedkommende. Om en måneds tid flytter hun og hendes mand fra deres idylliske husmandssted, som er blevet for stort og vedligeholdelseskrævende. De flytter til min mors drømmehus på en ganske almindelig villavej i den nærliggende landsby. Og så skulle alt jo være godt, ikke?

4 millimeter flad sål. For meget sko for min barfodsmor.

Lyver for veninderne
Men nej. De nyeste løbetrends er endnu ikke nået til Grejs, som landsbyen hedder. Og så tør hun altså ikke løbe barfodet rundt på fortovene af frygt for at blive tvangsfjernet eller i det mindste stillet til skue i det lokale forsamlingshus ved næste byfest.

Ja, der hersker helt andre normer i udkantsdanmark, og sommetider tvivler jeg faktisk på, at hekseafbrændinger er et overstået kapitel i vores del af verden, når det kommer til stykket. I forvejen tør min mor ikke fortælle sine veninder, at hun er løber (og da slet ikke barfodsløber). Kun fordi hun indtil nu har boet så fjernt fra civilisationen, at ingen så hende, har hun vovet at smide skoene.

Ulykkelig mor, lykkelig søn
Hvad gør en mor så? Hun klager sin nød til sin kloge søn: "Og jeg synes, at mine Vivobarefoot er for tykke. Jeg kan jo slet ikke mærke jorden, som når jeg løber i bare fødder," sagde hun i telefonen.

Det var lige før jeg kunne høre tårerne lande hårdt på den brostensbelagte gårdsplads. Tænk, hvis dette blev enden på hendes løbekarriere, som jo først lige var begyndt? Jeg måtte redde hende fra en skæbne værre end pronationskiler og stødabsorberende såler!

Heldigvis har jeg efterhånden erfaringer med en del af de minimalistiske løbesko, der findes på markedet. Så jeg vidste med det samme, hvad der skulle til for at gøre hende til en glad løber - også i bymæssig bebyggelse med fordomsfulde beboere. Og samtidig kunne jeg for en gangs skyld undgå spekulationer om, hvad jeg skulle give hende i fødselsdagsgave (eller have dårlig samvittighed, fordi hun ikke fik nogen).

Halvanden millimeter sål. Så tør min mor forhåbentlig
fortsætte med at løbe uden at vække for meget opsigt.

Gaven på vej
Historien gentager sig hvert efterår: Jeg kan aldrig huske, om det er i september eller oktober, min mor fylder år. Nu har jeg tjekket i kalenderen (som jeg er nødt til hvert år), og jeg har heldigvis endnu en måned at løbe på.

Så nu er hendes nye løbesko bestilt, og de når frem inden hendes fødselsdag: Et par Sole Runner FX Trainer. Med en halvanden millimeter tynd sål bliver det simpelthen ikke nøgnere i noget, der ligner sko. De er superlette - i min mors størrelse vejer de kun 130 gram. Samtidig gør de enhver motionist lydløs som en ninja på løbestierne.

Så pas på derude, landsbytyper, når min barfodsmor overrasker jer bagfra i de mørke vinteraftner. De gode vil le, og de onde vil græde!

PS: Når jeg tænker over det, har der ikke været mange år, hvor jeg ikke - efter ihærdigt efterforskningsarbejde - har fået opsnuset, hvad jeg skulle have i fødselsdagsgave (eller julegave), så selvfølgelig må min kære mor gerne læse med her.

Gi' mig mudder: Vivobarefoot Breatho Trail

Der er dømt skovsjov for alle pengene i et par flade med knopper.

Udenfor skinner skolen, men jeg er ikke spor indian summer-glad. Nej, lad i stedet himlen regne mudder. Lad Marselisskovens stier og mountainbike-spor forvandle sig til syndfloder af tyktflydende skovbund! Gi' mig efterår nu!

Hvorfor? Fordi når du én gang har prøvet at stå fast i smat, der ellers ville sende dig til tælling, bliver du afhængig af det. Og lad mig slå fast med det samme: Du står fast i Vivobarefoot Breatho Trail!  

I've got a feeling

Bare fødder og mudder er ikke ubetinget en fabelagtig kombination. Det er ganske vist en næsten-seksuel oplevelse at mærke det bløde, lerede mudder presse sig mellem de nøgne tæer. Men bare fødder har glatte såler. Og medmindre du flytter benene med Piskebenshastighed, så skrider benene væk under dig.

Heldigvis kombinerer Vivobarefoots bud på en minimalistisk trailsko en god fornemmelse for underlaget med et stabilt fæste i selv det vanskeligste terræn. Knopper på 4,5 millimeter er strategisk fordelt under sålerne og sikrer, at verden ikke skrider under dine fødder. Selve sålen er kun 2,5 millimeter tynd, så du kan stadig mærke, hvad der forgår under dig. 

Breatho Trail føles en anelse bredere end Vivobarefoot Evo (og Neo), så der er god plads til tæerne. Næsten for god plads til mine tæer, så jeg har valgt et nummer mindre, end jeg plejer i Vivobarefoots sko. Jeg har fjernet den udtagelige indersål (3 mm), men hvorvidt du foretrækker at beholde den i er mest et spørgsmål om smag og pasform - det er stadig en kontant sål.

Til det hele

Jeg har efterhånden løbet en pæn sjat kilometer i dem fordelt på skov, smalle trails, stejle stigninger og hurtige nedløb, strand og klit. Mudder. Vandpytter. De klarer det hele. Og til min store overraskelse og glæde er det okay at løbe korte stykker på asfalt eller andet hårdt underlag - selvom det selvfølgelig slider lidt mere på knopperne.

Ved tæerne er der en kunsstofforstækning, der beskytter tæerne, men der er ingen rock plate (dvs. en hård plade i sålen, som beskytter foden, når man træder på skarpe sten m.m.), og det har jeg savnet enkelte gange. Når nu skoen er skabt til at være vild i - så kunne Vivobarefoot godt have gået hele vejen, som fx Merrell har gjort i deres minimalistiske Trail Glove.

Breatho Trail er ikke nogen let (minimalistisk) sko. Den vejer 279 gram i min størrelse 43. Men selvom den vejer det dobbelte af mange af de sko, jeg plejer at løbe i, så føles den ikke generende tung - afhængigt af hvor meget mudder og vand, der tynger, selvfølgelig.

Tjek også storebror

Snøresystemet er jeg ikke så begejstret for - og snørebåndene er alt, alt for lange. De er svære at justere - til gengæld sidder skoen fint, når man først har fundet den rette justering. Pløsen er syet sammen med indersokken, og der er ingen generende syninger. Det fungerer fint, uden at den dog lukker tæt til - jeg har i hvert fald været nødt til at tømme skoen mange gange undervejs.

Bemærk i øvrigt at Vivobarefoot også har lavet en lidt mere vandskyende bror til Breatho'en, nemlig Neo Trail, som har en vandskyende overdel, der samtidig gør den mindre åndbar og lidt varmere. 

Hvor Vivobarefoot Trail ikke slår til, tager Bare-Grip 200 fra Inov-8 over.
Mere om det en anden god gang.

Min dårlige smag?

Og så er der udseendet. Selvom det er det indre, der tæller, må de jo gerne se godt ud. Det synes jeg egentlig ikke, at de gør, og det er efter min smag et generelt problem for mange af Vivobarefoots modeller (med Evo'en som undtagelse). Det er selvfølgelig et spørgsmål om smag og behag - og jeg ved, at der er nogen, som er uenige med mig. 

Nej, så er der væsentlig mere fisse i mine allervildeste Bare-Grip 200 fra Inov-8. De kræver dog endnu mere mudder, før jeg vil være bekendt at dele mine indtryk her i bloggen. Men glæd dig. Det gør jeg.

Producent: Vivobarefoot

Model:       Breatho Trail

Vægt:        279 gram (i min str. 43)

Pris:           719 kroner på tilbud hos Speed Works

Dr. Romanov, I presume?

"Smid dem væk. Giv dem til Afrika." Der blev ikke lagt fingre imellem, da Dr. Nicholas Romanov udtrykte sin mening om en af workshopdeltagernes løbesko: Et par spritnye og hundedyre Ecco Biom i yakokselæder. Vi snakker altså sko til en pris på knap 2000 kroner.

Hvis jeg var med i en sekt, så ville Dr. Romanov være min guru. Det er jeg ikke, og han er ingen guru. Derimod er han en russisk-amerikansk forsker i bevægelsesmetode - og manden bag Pose Method. Men som mange guruer var det med stor karisma, at han i sidste uge underviste i løbeteknik - poserunning -  på to dagsseminarer og en aftenworkshop i Odense arrangeret af Ole Stougaard fra Multitesta.

Ondt af Ecco-ejere
Jeg havde lidt ondt af den unge mand i Ecco-sko, da han fik læst og påskrevet af Dr. Romanov. Men doktoren havde jo ret. En videoanalyse demonstrerede med al tydelighed, at Eccos bud på en naturlig løbesko gav alt andet end et naturligt løb.

(Hvordan man kan tro, at en af markedets tungeste løbesko med en klodset hæl kan hjælpe en til at løbe mere naturlig, kan kun undre, hvis man har prøvet at løbe i bare fødder eller sko med minimal sål. På den anden side er der mange, der er faldet for Ecco Biom, og som er glade for at løbe i dem - og så er det i hvert fald ikke mig, der skal flå yakoksekolosserne af fødderne på dem. Bare jeg bliver fri. For naturligt bliver det i hvert fald ikke).

Jeg er en elendig bilist. Flere gange bragte jeg og mit djævlerøde lyn Dr. Romanovs
 og hans søns liv i fare på de odenseanske gader og stræder. Vi overlevede dog alle.

Hvad er naturligt?
Nu har jeg allerede brugt ordet "naturlig" en del gange i dette indlæg, men ordet forklarer ikke i sig selv, hvordan man så skal løbe, hvis man vil undgå at komme på kant med naturen. Det gjorde Dr. Romanov til gengæld i Odense. Her forklarede han, hvad det er, der skaber den bevægelse, vi kalder løb. Hvordan vi udnytter de kræfter (primært tyngdekraften), der skaber bevægelsen. Og hvordan vi eliminerer de overflødige bevægelser, der bremser vores fremdrift (fx hællanding foran vores tyngdepunkt).

Som han forklarede, så er det fint nok at løbe easy, light, smooth and fast, som Tarahumaraindianerne i barfodsbestselleren "Born to run" (som nu er oversat til dansk) - men det er altså blot et resultat af, at man løber optimalt og ikke opskriften i sig selv. Derfor startede Dr. Romanov med at give os opskriften, dvs. teorien. Og herefter hjalp han os med at bage kagen, dvs. praktisk tekniktræning.

Et kvikt vrøvlehoved
Sommetider kan Dr. Romanov godt fremstå som et vrøvlehoved. I sin iver efter at delagtiggøre andre i sin viden snublede han nu og da i dansk-russisk-amerikansk sprogforvirring. Men det ændrer ikke ved, at manden er knivskarp, når det kommer til teorien om bevægelse og de bevidsthedsmekanismer, der ligger bag.

Og når det kommer til den praktiske demonstration, er han endnu bedre. For en ting er at vide, hvordan man skal løbe. Noget helt andet er at opfatte, om kroppen rent faktisk gør det, man tror den gør. Det gør den sjældent, så vi igen og igen på seminarerne: Ingen af os løb, som vi troede.

Den opfattelse - perception - er man nødt til at træne, hvis man ikke vil løbe sanseløst rundt. Det fik vi lov til at træne under de praktisk øvelser, og i løbet af få timer lykkedes det Dr. Romanov at ændre alles løb - i flere tilfælde radikalt - til det bedre. Virkelig imponerende at se ham i aktion og se, hvordan han ved hjælp af få øvelser kunne flytte deltagernes bevidsthed om de bevægelser, de udførte under løbet.

Sommetider var det nødvendigt for Dr. Romanov at sætte kursisterne på plads.
Her går det ud over en fysioterapeut på torsdagens seminar. Også han overlevede.

Løb råddent i flade sko
Torsdagens seminar var henvendt til fysioterapeuter (og så var vi et par poserunning-instruktører) og handlede om skader - primært hvordan man undgår dem. Her var der nok enkelte af fysioterapeuterne, der fik stillet deres traditionelle sygdomsbillede på en prøve, da de blev konfronteret med Dr. Romanovs ind imellem temmelig alternative synspunkter. Flere af dem vendte dog tilbage dagen efter, hvor den stod på poserunning for løbere og trænere, så helt skræmt blev de ikke.

Under seminarerne blev det tydeligt, at minimalistiske sko ikke er nogen garanti for en skånsom og effektiv løbeteknik. Man kan sagtens løbe elendigt i et par Fivefingers, Vivobarefoot eller NB Minimus. Derfor er der god grund til at bruge tid og kræfter på at lære at løbe - også selvom man har allieret sig med et sæt naturligt fodtøj. Skoene gør det bestemt ikke alene. Heller ikke bare fødder.

Flere af fysioterapeuterne kunne fortælle, at de efterhånden har en del patienter med skader, der kan relateres til løb i minimalistisk fodtøj. Jeg vil vove den påstand, at mange af disse skader kan undgås med sund fornuft - og et kursus i løbeteknik. Spred budskabet!

PS: Da jeg ankom til Odense i onsdags viste det sig, at jeg havde den fornøjelse at bo på samme hotel som Dr. Romanov og hans søn, Severin, og vi fulgtes til og fra kursusstedet - så hvis du vil vide noget om hans morgenmadsvaner eller hans mening om min bilkørsel, skal du endelig spørge løs. Jeg røber gerne alle de intime detaljer.