Mød min mor - 67 år og barfodsløber

Min mor. Barfodsløber.

Min mor ligner måske ikke en løber, men det skal man ikke lade sig narre af. Okay, indtil sidste år var det begrænset, hvor mange meter hun havde løbet, siden hun for en halv menneskealder siden var nødt til at at løbe syv kilometer gennem en mørk skov til skole (dog kun hver anden dag i høsttiden).

Hele sit liv har hun knoklet som sygehjælper og mor til to hjælpeløse børn. Så da hun for fem år siden gik på efterløn, hvad var så mere nærliggende end at lade kampen for overlevelse og en livslang kamp mod overflødige kilo afløse af styrketræning, pc-kørekort og engelskundervisning? Hold da op - nu skulle livet leves...

For halvandet år siden fortalte hun mig, at hun også var begyndt at løbe. Da det senere gik op for mig, at hun løb rundt i sine udtrådte vandrestøvler - tre kilometer tre gange om ugen var hun kommet op på - syntes jeg, det var på tide, at min gamle mor fik sig et par mere løbeegnede sko.

"Hvaffor nogen sko løber du i," spurgte hun mig. Jeg forklarede hende, at jeg løber i helt flade sko, og hun svarede, at sådan nogle ville hun også have. Jeg bestilte et par Terra Plana Neo til hende på nettet (nu fås de også hos bl.a. KeepRunning i Århus).

Det oplagte havde måske været at sende hende ned i en løbebutik for at få lavet en løbestilsanalyse. Meeeen min mor er kvik (runs in the family), og jeg har stor tillid til hendes atletiske evner. Så når hun nu insisterede. Hun har desuden aldrig forspildt en lejlighed til at fremhæve sine sunde tæer, som hun kunne sprede med tankens kraft...

For trods alt at udvise lidt ansvarlighed udsatte jeg hende for et lynkursus i god løbeteknik og Pose Running, og hun fangede hurtigt idéen med at udnytte tyngdekraften til fremdrift og kroppens muskler og sener som naturlig støddæmpning. Dygtig mor!

Fed sko - og nu min mors yndlingssko: Terra Plana Neo

En uge senere modtog hun sine Terra Plana Neo med posten. De var sorte og gule og passede perfekt. Men til trods for at løbegearet nu var komplet (hun havde kort forinden investeret i svedtransporterende t-shirts og bukser i det der nymodens kunststof - uf!), løb hun sine løbeture rundt om det naturskønne Fruens Møllested lidt nord for Vejle i smug!

For mens hendes venner og veninder (dvs. dem, der stadig lever) er blevet ældre og mere medicinerede, er min mor bare blevet sundere og friskere. Derfor var min mor noget tilbageholdende med at fortælle om sin nye hobby - for når man er vokset op på landet i Midtjylland, så er det vist ikke naturligt at blamere sig. Havde veninderne kendt til hendes næste træk, havde de nok stillet spørgsmål ved, hvor rask hun egentlig var:

Jeg havde kort nævnt over for min mor, at jeg såmænd også løber i helt bare fødder. Min mors umiddelbare reaktion? Hun drømte sig tilbage til dengang, hun var barn og løb rundt i bare fødder på gårdspladsen. Frisk pige. Stolt søn.

Alligevel kom det lidt bag på mig, da jeg et par dage senere modtog en sms, hvor hun begejstret skrev, at hun havde løbet det meste af sin  trekilometers-rute med skoene i hænderne. Altså i helt bare fødder! (Det kom også bag på mig, at hun overhovedet sendte en sms - næste gang var for at fortælle, at nu havde hun da lige løbet fem kilometer for første gang i sit liv).

"Det er faktisk allerbedst at løbe der, hvor der er små sten, for så kan man for alvor mærke verden under sine fødder," plejer hun at sige, når snakken falder på vores nye fælles interesse.

Og hun har ret - men det kræver selvfølgelig at man smider skoene og vover sig derud. Lige nu føles den fugtige og kølige efterårskovbund helt fantastisk mod de nøgne fodsåler, skulle jeg hilse fra min mor og sige.

Damn, jeg er stolt af min barfodsmor! Alle skulle have en...

OPDATERING: Læs fortsættelsen her: Mor, læs IKKE dette!