Dette er IKKE en trailsko: Inov-8 Bare-Grip 200

Stå fast. Overalt.

"Sådan går det, når man har sommerdæk på," fnyste Claus med henvisning til de to løberes skovalg. Vi ventede på, at de fik kæmpet sig op ad den snedækkede sti, og vi var ikke imponerede. I mørket og kulden ved 3. afdeling af Himmelbjergegnens Trailserie måtte alt fra Acics Kayano til Salomon Speedcross give fortabt.

Til gengæld var der ingen fare for, at Claus og jeg gik ned på udstyret. Med god grund var vi begge forelskede i vores eget fodtøj denne onsdag aften: limegrønne Inov-8 Bare-Grip 200 - intet mindre end løbeskoenes svar på en pansret mandskabsvogn. Kort sagt: et par stik-mig-en-gletsjer-eller-to-og-lad-mig-løbe-lodret-op-ad-en-klippevæg-uden-slinger-i-valsen-motherfuckersko.

Frygtløse forcerede vi de hvide stigninger, og uden angst kastede vi os nedad igen. Vi stod fast. Vi løb ikke hurtigt - flere gange var vi endda nødt til at gå - men fast stod vi!

Det er en fornøjelse at lege i sneen i et par Bare-Grip 200!

Overkill i Marselisskoven
Jeg har nu leget i mine Inov-8 Bare-Grip 200 i et halvt års tid. Alt for lidt faktisk. For det er nemlig ikke altid lige let at finde ruter, hvor denne sko finder sin berettigelse. I langt de fleste tilfælde gør mine mindre hardcore Vivobarefoot Breatho Trail jobbet glimrende. Men er der tilstrækkeligt med mudder, sne, sand og stigninger, er det en fornøjelse at stikke poterne i mine limegrønne yndlinge.

Selv på mountainbike-sporene i Marselisskoven ved Århus, hvor jeg har min vante gang (i løb), er det langt fra altid, jeg kan finde grund til at pløje skovbunden op med de heftigste knopper, som jeg har set på et par sko, der ikke beregnet til at spille fodbold i.

Når Marselskoven kommer til kort, har jeg heldigvis altid Rubjerg Knude at leget på!

Uld er Gud!
3 millimeter sål. Zerodrop. Op til 1 centimeter høje knopper strategisk fordelt under sålen. Og ikke mindst et - i forhold til Vivobarefoots bud på en trailsko - forfriskende ydre. Med sine 269 gram i min størrelse 44, er den en anelse lettere end mine Vivobarefoot Breatho Trail, som vejer 279 gram i størrelse 43.

Sne, mudder? Bare giv mig mere - men husk uldsokken!

Pasformen er den samme som på den populære Inov-8 F-Lite 195. Jeg ved, at mange finder den temmelig smal, men den passer fint til mine fødder. Jeg bruger samme størrelse, som i almindelige sko. Sålen har et såkaldt Meta-Flex, som egentlig bare er en lille fordybning hen over forfoden, der gør bunden mere fleksibel.

Overdelen er lavet af meget åndbart mesh. Det betyder ganske vist, at vand let løber ind i skoen, men det løber lige så let ud igen. Med uldsokker på har jeg ikke haft problemer med at fryse tæerne - selv ikke i dyb sne, hård frost eller vådt føre. Skoen er ikke udstyret med en rockplate (en hård plade i forfoden, som skal beskytte mod skarpe sten), men det har jeg ikke oplevet som et problem.

I det rigtige fodtøj er der overskud til at nyde udsigten til udfordringer.

Glem alt om at løbe selv korte strækninger med asfalt eller hårdt underlag i Bare-Grip - knopperne mærkes alt for tydeligt igennem den tynde sål. Den slags klarer Vivobarefoot Breatho Trail en anelse bedre, men hvis det primært er hårdt underlag, du skal løbe på, så vil Vivobarefoot Evo eller NB Minimus Trail Zero være endnu bedre valg. Inov-8 kommer desuden med en helt ny trailsko i næste måned med zerodrop, tynd sål og masser af plads til tæerne, som ser meget interessant ud: Inov-8 Trailroc 150.

Teknik og fedt fodtøj

Det behøver ikke være en hemmelighed, at jeg er begejstret for minimalistiske løbesko. Men det er vigtigt at huske på, at skoene i sig selv ikke gør dig til en bedre løber. Teknikken gør dig til en god løber. Skoene skal bare beskytte dine fødder. En smule vand eller is kræver ikke nødvendigvis specialsko, men kan hjælpe dig til at skærpe din teknik. Se blot dette videoeksempel, hvor Dr. Nicholas Romanov løber på en skøjtebane.

Meeeeeeeen når det så er sagt, så synes jeg, det er meget betryggende med et par skridsikre trailsko (eller det der er endnu vildere), når jeg løber i vanskeligt terræn. Det er rart at vide, at jeg altid kan stå fast, selvom jeg ikke kan se, hvad der gemmer sig under sne eller blade. Derfor elsker jeg mine Inov-8 Bare-Grip 200. Prøv selv! Husk at lege!

PS: Jeg glemte vist at skrive, at jeg kom i mål før Claus. Det plejer jeg ikke - så derfor er det værd at træde i. Til gengæld får Claus chancen for revanche igen med 4. afdeling af Himmelbjergegnens Trailserie - til den tid uden sne og pandelamper.

PPS: Og så lige en lille reklame: Lær at løbe naturligt på Løblets to workshops i Århus 17. marts 2013 og søndag 26. maj 2013. Læs mere her: www.loeblet.dk.

Producent: Inov-8

Model:       Bare-Grip 200

Vægt:        269 gram (i min str. 44)

Pris:           719 kroner på tilbud hos Wiggle

Viva la barfodsrevolution!

Advarsel! Farlig læsning!

Befandt jeg mig ikke 10 kilometer over Atlanterhavet, havde jeg sikkert skreget, grædt, råbt og brækket mig. Her var ingen lufthuller, der kunne retfærdiggøre sådan en reaktion. Kun det seneste nummer af "Aktiv Træning," som jeg havde taget med i flyet til Havana.

I bladets brevkasse blev spørgsmålet "Hvor sidder kroppens egen støddæmpning?" besvaret:

"Vores mest effektive støddæmper sidder i hælens fedtpude, som fjerner ca. 30 procent af de rystelser, der ellers ville gøre løbeturen til et helvede."

Christ. Det svar lader jeg lige stå et øjeblik.

Der blev ikke løbet ret meget i ferien. Skønt.

Forstår du ikke min reaktion? Så smid skoene og hop med let bøjede knæ på et hårdt underlag. Forsøg herefter at hoppe på hælen. Hvis du herefter vil hævde, at din hæl leverer kroppens mest effektive støddæmpning, så send mig fluks en videooptagelse af dit hopperi - for det vil jeg se!

Det lune saltvand lokkede hele tiden, og solen var for skarp,
så jeg fik kun læst de to første kapitler i Scott Jureks "Eat & Run"...

Splitshorts i december
Juleferien på Cuba blev næsten løbefri. Til gengæld blev den tilbragt i godt selskab med gode løbevenner - og spækket med oplevelser.

7 kilometer i Havanas faldefærdige historiske bydel og et par småture i bare fødder langs stranden ved Trinidad var alt, hvad det blev til. Skønt at løbe i bare fødder i vandkanten, mens Århus fejrede jul klædt i gråt. Skønt at løbe i splitshorts i 20-30 graders varme, skulle jeg hilse at sige, hvis I har glemt, hvordan det føles! (Jeg skal skåne jer for synet et par måneder endnu)...

Hjernesport på et torv i Havana.

Ferien var en behagelig pause fra de seneste par måneders træning, hvor jeg ihærdigt har ædt kilometer efter kilometer for at blive klar til Dr. Nielsen Vinterhyggemaraton i Vejle 20. januar. Og er jeg så blevet klar? Det vender jeg tilbage til senere i dette indlæg, for ferien har nemlig givet anledning til en masse tanker om løb.

Joggingbølgen er ikke nået til Cuba. Jeg så en enkelt cubaner
løbe efter bussen (som var en hestevogn), resten var turister.

Rumba med Castro
Cuba er - mildt sagt - meget anderledes. Som et af de få kommunistiske lande, der efterhånden er tilbage, er det tydeligt, at de mangler handelspartnere og mange materielle ting. Alligevel virker alle cubanere glade og tilfredse, og jeg følte mig faktisk mere tryg i Havanas mest beskidte gader, end jeg gør på Strøget i Århus.

Der går en firsporet motorvej gennem Cuba. Så er der også plads
til hestevogne, cykler og køer (altså den slags, der siger muh).

Jeg er fyldt med indtryk, der skal fordøjes. Taknemmelig for at have oplevet Cuba, inden kapitalismen og turismen får ødelagt landet. Taknemmelig for at bo i land med moderne fornødenheder i overflod. Jeg skal skåne jer for mine refleksioner om det perfekte samfund og i stedet vende tilbage til det, der er temaet for min blog: løb.

På Cuba har de forbudte trin ikke noget med hællanding at gøre.

Det ideelle løbehumør
I aften skal jeg løbe min første tur i år. Bare en hyggetur med løbeklubben. Ikke en spændende rute, men i garanteret godt selskab.

Det skal være mit fokus for det kommende år: Jeg vil løbe for sjov. Jeg dropper Dr. Nielsen Vinterhyggemaraton - jeg gider simpelthen ikke. Jeg dropper kilometertyranni og træningsplaner. Og løber kun ture, jeg har lyst til at løbe, og deltager kun i løb, som jeg ikke kan lade være med at deltage i. Mere barfodsløb, mere trailløb. Måske også lidt hyppigere opdateringer af min Piskebens-blog. Og endnu mere fokus på løbeteknik og undervisning i poserunning. Så ingen kommer galt af sted med deres fedtpuder i hælen... Fnys...

Det bliver et godt løbeår! Godt nytår!

Når enden er god, er alting godt. Cubanerne sulter ikke. Men ellers mangler de alt.

PS: Note til mig selv: Husk at opsige dit abonnement på "Aktiv Træning", og lad dig aldrig lokke af en sød telefonsælger igen!

5 fodøvelser - der virker!

Du fortjener en happy ending!

De eneste øvelser, der virker, er dem, du får lavet. De her fem øvelser er så simple, at du godt kan glemme dine dårlige undskyldninger. Et halvt minut - mere tid behøver du ikke bruge på hver øvelse. Og de er hurtigt lært.

Lav dem så ofte du kan. Gerne hver dag. Gerne som opvarmning inden du løber. Udfør dem i bare fødder på et hårdt underlag. Så vil du i løbet af kort tid opleve, at dine fødder bliver stærkere. Og glade i flade løbesko, klar til forfodsløb - eller måske et liv helt uden løbesko.

Når du har gjort det, må du belønne dig selv: Fodmassage! Få konen, manden, kæresten eller en professionel til at nusse dine fødder. Eller klar det selv med en fodrulle. Dine fødder vil elske dig for det!

Produktionen er måske ikke til en Oscar. Til gengæld er musikken god. Og så er det mine fødder, der har hovedrollen. Se dem her:

PS: Og så lige en lille reklame: Lær hvordan du slipper for skinnebensbetændelse, løberknæ og andre løbeskader med en naturlig løbeteknik: Læs mere her: www.loeblet.dk.

Sådan løber du forfodsløb

Mmm... Nye sko: Vivobarefoot Evo II. De er røde. De er flotte. Og perfekte til forfodsløb.

Forfodsløb er løsningen på alt fra løberknæ til tarmslyng. Det indtryk kan man godt få, når man støder på emnet i løbemagasiner og på nettet.

Det med tarmslyng er ganske vist min overdrivelse, men sandheden er, at mange løbere kan få stor glæde af at justere deres løbeteknik. Så de løber mere skånsomt, og så de udnytter deres kræfter bedre.

Og det er egentlig ikke så vanskeligt. Hvis bare fokus er på det rigtige. For sjovt nok er forfoden det sidste, du skal tænke på, hvis du vil løbe forfodsløb.

Quickgude til forfodsløb
Prøv selv: Rejs dig fra din stol, og begynd at løbe på stedet... Bemærk, at dine fødder lander lige under dit eget tyngdepunkt. Perfekt på forfoden! Du skal ikke en gang tænke på ikke på at lande på forfoden, for det sker helt automatisk. Forfodslandingen er et resultat af, at du bruger resten af kroppen korrekt.

Bliv ved med at løbe let på stedet. Luk øjnene. Læg mærke til, hvordan din krop arbejder. Lad fornemmelsen indprente sig i muskler og hoved. Sådan skal du løbe, når du løber forfodsløb.

Og så er det fremad!
Okay, jeg ved godt, at du slet ikke er begyndt at bevæge dig fremad endnu, men fremdriften er rent teknisk det simpleste ved løb. Til gengæld er fremdriften også årsag til den største misforståelse: For hvis du tror du skaber fremdrift ved at sætte af, tager du nemlig fejl. Dit afsæt løfter kun kroppen opad - og du skal jo fremad.

Endnu en lille øvelse: Stil dig på begge ben, og lad dig falde fremad. Bemærk, hvordan tyngdekraften fører dig fremad, når du "tipper" ud over dit tyngdepunkt.

Automatisk vil dit ene ben søge kontakt med jorden under dig, så du ikke falder på næsen. Og når du har genfundet dit fodfæste, kan du falde igen. Sådan bevæger vi os fremad, når vi løber. Løb er fald på fald på fald på fald. Vi skal bare sørge for at flytte fødderne under os, så vi ikke falder og slår os.

Spild ikke tiden
Afsættet bør blot være en automatisk reaktion ved mødet med underlaget, så du genvinder den tabte højde fra faldet. Ikke mere. Ethvert bevidst forsøg på at sætte af er spildtid.

Hvis du forsøger at styre landingen, spilder du også tiden. Den bør - som afsættet - ske helt automatisk, som et resultat af at benenes bevægelser foregår så tæt under kroppens tyngdepunkt som muligt. Den eneste aktive muskelbevægelse, du skal udføre, er at løfte fødderne under dig.

Hvor bevidstløs er du?
På én gang simpelt og skidesvært. Simpelt fordi vi ikke behøver udføre komplicerede bevægelser. Svært fordi vores bevidsthed forsøger at komplicere tingene. Jeg har set talrige løbere, der har forsøgt at lære sig selv at løbe forfodsløb. Fælles for de fleste er:

• at de enten slet ikke lander på forfoden, men rent faktisk lander på hælen - og det beviser, hvor stor forskel på, hvad vi tror, vi gør - og så hvad vi rent faktisk gør.

• eller at de bare peger tæerne nedad langt foran deres eget tyngdepunkt, så de godt nok lander på forfoden, men så de samtidig både bremser deres fremdrift og spilder tid, inden de igen er klar til at falde fremad.

Skosælgerløgn for forfodsløbere
Så for at gentage mig selv: Glem alt om at løbe på forfoden. Lær i stedet at løbe korrekt med resten af kroppen - så vil du helt automatisk blive en glad forfodsløber.

Hvis du derimod fokuserer på, hvordan din fod lander, udsætter du dig selv for en skosælgerløgn, som næsten er lige så stor som de seneste 30 års fokus på overpronation. Begge dele er nemlig udtryk for en ufuldstændig indsigt i, hvordan vi mennesker løber.

Så husk: Vi løber med hele kroppen - ikke kun med fødderne! Vores fødder skal sådan set bare støtte vores krop, mens den falder fremad ved hjælp af tyngdekraften. Vi løber ikke med benene - vi løber på benene!

PS: Læs mere om forfodsløb og find flere løbefif her: Glem alt om forfodsløb!

Mor, læs IKKE dette!

Min mor - endnu uvidende om, hvad der er på den anden side af gavepapiret.

Min mor har snart fødselsdag. Hun fylder 69 år og er barfodsløber. Om lidt afslører jeg, hvad jeg forærer hende i fødselsdagsgave.

I et af mine første blogindlæg fortalte jeg historien om, hvordan min mor blev barfodsløber. Hun startede med at løbe i et par gamle vandrestøvler, som siden blev afløst af et par minimalistiske Vivobarefoot Neo.

Mor vil være nøgen
Det var ikke bart nok for min mor. Hun tog indersålerne ud, og senere begyndte hun at løbe med skoene i hænderne, så hun kunne tage dem på, hvis underlaget blev særligt udfordrende. Men alt det, kan du læse her: Mød min mor - 67 år og barfodsløber.

Sådan har hun løbet to-tre gange om ugen (udover yoga og en tur i kondicenter - det hedder det på de kanter) på et af de skønneste steder i Danmark: Fruens Møllested i nærheden af Grejsdalen ved Vejle.

Men nu er det snart slut med alt det der barfodspjat for min mors vedkommende. Om en måneds tid flytter hun og hendes mand fra deres idylliske husmandssted, som er blevet for stort og vedligeholdelseskrævende. De flytter til min mors drømmehus på en ganske almindelig villavej i den nærliggende landsby. Og så skulle alt jo være godt, ikke?

4 millimeter flad sål. For meget sko for min barfodsmor.

Lyver for veninderne
Men nej. De nyeste løbetrends er endnu ikke nået til Grejs, som landsbyen hedder. Og så tør hun altså ikke løbe barfodet rundt på fortovene af frygt for at blive tvangsfjernet eller i det mindste stillet til skue i det lokale forsamlingshus ved næste byfest.

Ja, der hersker helt andre normer i udkantsdanmark, og sommetider tvivler jeg faktisk på, at hekseafbrændinger er et overstået kapitel i vores del af verden, når det kommer til stykket. I forvejen tør min mor ikke fortælle sine veninder, at hun er løber (og da slet ikke barfodsløber). Kun fordi hun indtil nu har boet så fjernt fra civilisationen, at ingen så hende, har hun vovet at smide skoene.

Ulykkelig mor, lykkelig søn
Hvad gør en mor så? Hun klager sin nød til sin kloge søn: "Og jeg synes, at mine Vivobarefoot er for tykke. Jeg kan jo slet ikke mærke jorden, som når jeg løber i bare fødder," sagde hun i telefonen.

Det var lige før jeg kunne høre tårerne lande hårdt på den brostensbelagte gårdsplads. Tænk, hvis dette blev enden på hendes løbekarriere, som jo først lige var begyndt? Jeg måtte redde hende fra en skæbne værre end pronationskiler og stødabsorberende såler!

Heldigvis har jeg efterhånden erfaringer med en del af de minimalistiske løbesko, der findes på markedet. Så jeg vidste med det samme, hvad der skulle til for at gøre hende til en glad løber - også i bymæssig bebyggelse med fordomsfulde beboere. Og samtidig kunne jeg for en gangs skyld undgå spekulationer om, hvad jeg skulle give hende i fødselsdagsgave (eller have dårlig samvittighed, fordi hun ikke fik nogen).

Halvanden millimeter sål. Så tør min mor forhåbentlig
fortsætte med at løbe uden at vække for meget opsigt.

Gaven på vej
Historien gentager sig hvert efterår: Jeg kan aldrig huske, om det er i september eller oktober, min mor fylder år. Nu har jeg tjekket i kalenderen (som jeg er nødt til hvert år), og jeg har heldigvis endnu en måned at løbe på.

Så nu er hendes nye løbesko bestilt, og de når frem inden hendes fødselsdag: Et par Sole Runner FX Trainer. Med en halvanden millimeter tynd sål bliver det simpelthen ikke nøgnere i noget, der ligner sko. De er superlette - i min mors størrelse vejer de kun 130 gram. Samtidig gør de enhver motionist lydløs som en ninja på løbestierne.

Så pas på derude, landsbytyper, når min barfodsmor overrasker jer bagfra i de mørke vinteraftner. De gode vil le, og de onde vil græde!

PS: Når jeg tænker over det, har der ikke været mange år, hvor jeg ikke - efter ihærdigt efterforskningsarbejde - har fået opsnuset, hvad jeg skulle have i fødselsdagsgave (eller julegave), så selvfølgelig må min kære mor gerne læse med her.

Gi' mig mudder: Vivobarefoot Breatho Trail

Der er dømt skovsjov for alle pengene i et par flade med knopper.

Udenfor skinner skolen, men jeg er ikke spor indian summer-glad. Nej, lad i stedet himlen regne mudder. Lad Marselisskovens stier og mountainbike-spor forvandle sig til syndfloder af tyktflydende skovbund! Gi' mig efterår nu!

Hvorfor? Fordi når du én gang har prøvet at stå fast i smat, der ellers ville sende dig til tælling, bliver du afhængig af det. Og lad mig slå fast med det samme: Du står fast i Vivobarefoot Breatho Trail!  

I've got a feeling

Bare fødder og mudder er ikke ubetinget en fabelagtig kombination. Det er ganske vist en næsten-seksuel oplevelse at mærke det bløde, lerede mudder presse sig mellem de nøgne tæer. Men bare fødder har glatte såler. Og medmindre du flytter benene med Piskebenshastighed, så skrider benene væk under dig.

Heldigvis kombinerer Vivobarefoots bud på en minimalistisk trailsko en god fornemmelse for underlaget med et stabilt fæste i selv det vanskeligste terræn. Knopper på 4,5 millimeter er strategisk fordelt under sålerne og sikrer, at verden ikke skrider under dine fødder. Selve sålen er kun 2,5 millimeter tynd, så du kan stadig mærke, hvad der forgår under dig. 

Breatho Trail føles en anelse bredere end Vivobarefoot Evo (og Neo), så der er god plads til tæerne. Næsten for god plads til mine tæer, så jeg har valgt et nummer mindre, end jeg plejer i Vivobarefoots sko. Jeg har fjernet den udtagelige indersål (3 mm), men hvorvidt du foretrækker at beholde den i er mest et spørgsmål om smag og pasform - det er stadig en kontant sål.

Til det hele

Jeg har efterhånden løbet en pæn sjat kilometer i dem fordelt på skov, smalle trails, stejle stigninger og hurtige nedløb, strand og klit. Mudder. Vandpytter. De klarer det hele. Og til min store overraskelse og glæde er det okay at løbe korte stykker på asfalt eller andet hårdt underlag - selvom det selvfølgelig slider lidt mere på knopperne.

Ved tæerne er der en kunsstofforstækning, der beskytter tæerne, men der er ingen rock plate (dvs. en hård plade i sålen, som beskytter foden, når man træder på skarpe sten m.m.), og det har jeg savnet enkelte gange. Når nu skoen er skabt til at være vild i - så kunne Vivobarefoot godt have gået hele vejen, som fx Merrell har gjort i deres minimalistiske Trail Glove.

Breatho Trail er ikke nogen let (minimalistisk) sko. Den vejer 279 gram i min størrelse 43. Men selvom den vejer det dobbelte af mange af de sko, jeg plejer at løbe i, så føles den ikke generende tung - afhængigt af hvor meget mudder og vand, der tynger, selvfølgelig.

Tjek også storebror

Snøresystemet er jeg ikke så begejstret for - og snørebåndene er alt, alt for lange. De er svære at justere - til gengæld sidder skoen fint, når man først har fundet den rette justering. Pløsen er syet sammen med indersokken, og der er ingen generende syninger. Det fungerer fint, uden at den dog lukker tæt til - jeg har i hvert fald været nødt til at tømme skoen mange gange undervejs.

Bemærk i øvrigt at Vivobarefoot også har lavet en lidt mere vandskyende bror til Breatho'en, nemlig Neo Trail, som har en vandskyende overdel, der samtidig gør den mindre åndbar og lidt varmere. 

Hvor Vivobarefoot Trail ikke slår til, tager Bare-Grip 200 fra Inov-8 over.
Mere om det en anden god gang.

Min dårlige smag?

Og så er der udseendet. Selvom det er det indre, der tæller, må de jo gerne se godt ud. Det synes jeg egentlig ikke, at de gør, og det er efter min smag et generelt problem for mange af Vivobarefoots modeller (med Evo'en som undtagelse). Det er selvfølgelig et spørgsmål om smag og behag - og jeg ved, at der er nogen, som er uenige med mig. 

Nej, så er der væsentlig mere fisse i mine allervildeste Bare-Grip 200 fra Inov-8. De kræver dog endnu mere mudder, før jeg vil være bekendt at dele mine indtryk her i bloggen. Men glæd dig. Det gør jeg.

Producent: Vivobarefoot

Model:       Breatho Trail

Vægt:        279 gram (i min str. 43)

Pris:           719 kroner på tilbud hos Speed Works

Slug klatten og snot den anden vej, dit svin!

Partisansøm, pigtråd og glasskår rører mig ikke. Skide være med hundlorte og hestepærer. Men snot. Og spyt. Og en blanding af de to sekreter pisser mig totalt af.

Jeg forventede egentlig, at jeg kunne nøjes med at bekymre mig om skarpe sten og knap så skarpe motionister, der stoppede op midt på vejen mellem tusindvis af løbere, da jeg i søndags løb Marselisløbet i barfodsselskab med Garngalningen.

I stedet blev løbet til en kamp for at ramme de tørre pletter. Overalt var asfalt og grusstier nemlig beklædt med slimglinsende spor - ikke efter dræbersnegle, men fra klamme medmotionister. 5-20 centimeter aflange gennemsigtige slimformationer, nogle pyntet med hvide skumklatter, andre dekoreret med gulligt puds fra løbende næser. Overalt! Det er altså vildt klamt, uanset om man løber i sko eller bare fødder.

Enhver sin lyst. Men hold venligst dit snotteri fra min løbesti. Tag en Kleenex med.
(Dette var det klammeste billede, jeg kunne finde. Sorry, sarte sjæle).

Jeg er ingen undtagelse
Peger du på andre med én finger, er der fire fingre, der peger på dig selv. Som man så indsigtsfuldt siger på personlig-udviklings-kursus-dansk. Derfor må jeg hellere skynde mig at feje for egen dør. For jeg er jo også blot et lille menneske med mine fejl og mangler.

Der er selvfølgelig undtagelser og humanitære hensyn, der kan overtrumfe sanitære hensyn og sarte fornemmelser. Bevares, jeg var jo selv tvunget til at forrette min nødtørft i busk og krat, da jeg for nogle måneder siden løb Coast 2 Coast.

Jeg siger heller ikke, at du skal risikere en sprængt blære (der er dog eksempler på mennesker, der er blevet indlagt med op til 15 liter i blæren, så der skal altså en del til).

Og hvis du har du slugt en lille flue, eller hvis du har fået en lavtflyvende havmåge i den gale hals, så er det da helt okay, at du rømmer dig og spytter dem ud igen. Men løb lige ind til siden - og tjek at du ikke rammer nogen.

Videnskaben er på min side
Hver eneste spyt- og snotklat bremser dig med samme kraft, som du sender den af sted med. Det er simpel fysik. Samtidig bringer hver eneste klat dig tættere på væskeunderskud. Rent teoretisk. Hvis du vil yde maksimalt, er du nødt til at eliminere alt hvad der bremser dig - også selvom det drejer sig om marginaler. Så næste gang du føler trang til at spytte eller snotte, så husk at hver eneste lille klat modarbejder din hårde træningsindsats og måske koster dig en ny personlig rekord!

Spyt (i sin rene form, dvs. uden vildfløjne dyr) skal synkes. Spyt indeholder enzymer, som har en vigtig funktion i forbindelse med fordøjelsen. Så slug klatten, makker. Det er bare en dårlig vane, du har tillagt dig, og det er kun en tvangstanke, at spyttet skal spyttes ud.

Hvis du føler behov for at rense luftvejene ved at blæse snot ud gennem næsen for hver kilometer, så ligger du under for en (diagnostisérbar!) tvangshandling, medmindre du ligefrem er forkølet. Og hvis du er syg, så snup dog en kop kamillete i dit eget syge selskab i stedet for at dele sygdommen med andre. For når du blæser næsen fri for snot, sender du millioner af virusbefængte forstøvede mikrodråber ud med 150 kilometer i timen. Og når andre løbere hiver efter vejret, får de en potentiel sygdomsbonus med ned i lungerne sammen med den ellers så friske luft. Prosit - og føj for helvede!

Hvor svært kan det være?

Piskeben er på din side
Lige nu græmmes du sikkert, fordi du i ren og skær uvidenhed eller ubetænksomhed har forbrudt dig mod gode manerer såvel som selve folkesundheden. Men hjælpen er nær, hjælpen er her. Fem gange syv centimeter - mere fylder løsningen ikke, og løsningen hedder Kleenex!

Det meste løbetøj har lommer med plads til en enkelt eller flere papirlommetørklæder. Har du en længærmet løbetrøje kan du gemme en Kleenex under elastikken ved håndledet - så er den endnu nemmere at komme til. Er du stadig i tvivl om, hvad der er gode løbemanerer - så spørg en voksen.

PS: Og lad os så lige blive enige om, at hvis du løber i en gruppe og er nødt til at slippe en vind, så lægger du dig bagerst i feltet, okay!

PPS: Pardon my French.