Viser opslag med etiketten Terra Plana Evo. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Terra Plana Evo. Vis alle opslag

onsdag den 18. januar 2012

Lydløs som en ninja!

"Du er jo lydløs som en ninja," sagde hun, da jeg løb forbi.

Hun havde ret. Trods mødet med de hårde cementfliser var mine nye Sole Runner FX Trainer fuldstændig lydløse. Hvert eneste skridt var en præcist timet landing, og fødderne lettede igen næsten uden at røre jorden. Akkurat som når jeg løber i bare fødder.

Prøv selv at lytte: Bare fødder er næsten helt lydløse. Minimalistiske sko siger et hurtigt og let "tap-tap-tap," mens almindelige støddæmpende løbesko taler et søvnigt og tungt "kalåmp-kalåmp-kalåmp."

Sommetider er det altså meget rart, at have bare lidt under fødderne.
Sole Runner FX Trainer testes her ved Vesterhavet.

Barfodskondomer
Tyndere. Større nydelse. Mine nye løbesko får mig mest af alt til at tænke på kondomreklamerne fra min ungdom. Nøgnere bliver det simpelthen ikke med sko på. Sålen er kun halvanden millimeter tyk - eller tynd om man vil. Tilstrækkeligt til at beskytte mod kulde, vand og skarpe sten. Men heller ikke mere. Faktisk kan du mærke hver eneste lille sten, du lander på.

Jeg sætter pris på næsten-barfodsfølelsen, når jeg træner med mit løbehold i Aarhus 1900. Her er jeg nødt til at have lidt på fødderne, hvis jeg skal kunne følge med på alt slags underlag. Men hvis ruten byder på mange sten, vil jeg stadig foretrække mine Vivobarefoot Evo med en sål på fire millimeters tykkelse.

Efter mere end 250 kilometer på asfalt, fortov, grus og skovsti bærer sålen ikke præg af slid, så der er tilsyneladende ingen grund til at være bekymret for, at der let går hul på den tynde sål. Det lover godt.

Løft fødderne
Er du ikke vant til at løbe i bare fødder, vil Sole Runner FX Trainer være en brat opvågning for nerverne under dine fødder. Men nyder du allerede at smide skoene, så er dette den perfekte sko, hvis du vil beskytte fødderne mod kulde i vinterhalvåret. Når jeg står stille, er de så tynde, at jeg fryser fødderne, men ikke når jeg løber.

Selve sålen har ikke ret meget profil. Det stiller krav til koordination og teknik, hvor der er isglat eller mudret. Jeg har løbet på asfalt med rimfrost uden problemer, selvom jeg egentlig sagtens kunne skøjte oven på asfalten, hvis jeg forsøgte. Kunsten er at løfte fødderne, før de når at skride under dig. Så i modsætning til trailsko med en krafig, skridsikker profil, er det ikke muligt at snyde med teknikken. Fødderne skal løftes, og det skal gå tjept!

Sole Runner FX Trainer har god plads til tæerne.
Til pas plads og tørre tæer
Sole Runner FX Trainer er med sine kun 150 gram en meget let sko. Da der samtidig er god plads og intet, der strammer, er det næmest, som om man ikke har noget på fødderne. De er store i størrelserne. Jeg bruger normalt størrelse 44 i andre sko - men jeg kan nøjes med størrelse 42 i Sole Runner FX Trainer.

Sålgummiet går et stykke op langs kanten, så man - i modsætning til Vibram Fivefingers - slipper for våde tæer, når underlaget er vådt. Overdelen er en behagelig mesh, der giver god ventilation til tæerne. Jeg løber ofte i den uden strømper, og der er ingen generende syninger eller sammenføjninger. Snørebåndet er en elastik, man ikke behøver at løsne - så hvis man får lyst til at smide dem og løbe med dem i hånden, tager det kun få sekunder at smutte dem af og på.

Den idéelle barfodssko?
Jeg vil ikke tøve med at kalde Sole Runner FX Trainer for en perfekt løbesko til barfodsløbere. Dette er uden sammenligning det bedste alternativ til at løbe helt uden sko, jeg endnu har prøvet. Eneste minus er at den snarere ligner en sutsko end en funky minimalistisk løbesko. Men for andre med et andet æstetisk forhold til løbegear, vil det måske være et plus.

Jeg har lovet en af mine bloglæsere, at jeg snart vil lave en skoparade, hvor jeg vil præsentere alle mine minimalistiske løbesko og løbesandaler (jeg har efterhånden temmelig mange, synes min kone!). Indtil da kan du gå på oplevelse hos min poserunning- og fladskokollega Posemanden, som har lavet en barfodsskoguide på sin hjemmeside.

Producent: Sole Runner - produceret i Europa
Model: Sole Runer FX Trainer
Pris: 79,90 euro
Vægt: 150 gram (i min størrelse 42)
Forhandlerliste: her

onsdag den 23. november 2011

Livsfarligt løv (og det, der er værre)!

"Hvis arbejde er sundt, så giv det til de syge," var der engang en, der sagde. Jacob Haugaard måske. Motion skulle også at være ret sundt. Men her må jeg altså på det kraftigste advare skrøbelige sjæle og kroppe mod den slags. For det er i sandhed en farlig årstid - ikke mindst for løbere!

I sidste uge måtte ikke mindre en to løbere fra mit løbehold ned at bide i asfalten. Den første var min kone, Anette.

Af en eller anden grund har Århus Kommune valgt at bruge samme slags gullige belysning langs Oddervej, som man bruger på offentlige toiletter, hvor man helst vil begrænse antallet af narkomaner. For os løbere (særligt barfodsløbere) er det da også dejligt, at vi slipper for at træde på brugte kanyler, når vi kæmper os den lange vej op ad Oddervej. Men det er bare ikke nok, for risikoen for en omgang leverbetændelse eller aids, er langt fra de eneste farer, der lurer på vejen til Højbjerg.

Nedfaldskvinder
I sin iver efter at hænge på holdets friske mandagstempo overså min kone, at der gemte sig en kantsten under en håndfuld nedfaldne blade. Alt var jo gult i det sparsomme monokrome lys. At hun sikkert var mere optaget af at snakke, end at se, hvor hun placerede sine flade løbesko (Terra Plana Evo), lyder dog ikke usandsynligt i mine ører.

Resultatet: Hun styrtede lige så lang, hun er. Og hun er altså ret lang. Hudafskrabninger på håndflader og knæ - på billedet nedenunder kan du se, hvor slemt. To dage senere led Aase Sejersen samme skæbne. Hun er ret fiks og heldigvis ikke lige så lang som min kone, men hun slog sig også og fik et slemt chok.

Min kone. Jeg ved det: Et forfærdeligt syn. Men så skulle du have set hende, da jeg mødte hende i Sub'en under Blitz for snart 15 år siden. Foxy!
Min frygtløse tirsdag
Som den daredevil jeg er, var det min tur til at udfordre skæbnen i går aftes: Syv kilometer i bare fødder. Det meste ganske vist på tilforladelig kølig asfalt og fortov. Men nær-frysepunkts-temperaturer er ikke vildt nok for mig. Nej, bælgravende mørke og groft granitgrus er den slags, en hardcore barfodstosse glæder sig til.

Jeg kunne højst se en meter frem. Men jeg kunne mærke hver en sten i sadistisk samarbejde med tyngdekraften under mine nøgne fodsåler. En lille kilometer gennem Havreballe Skov. Interessant. Jeg slap med livet i behold. Uden skader.

I et anfald af overmod ville jeg have mere. Vi er nogle, der hele tiden er nødt til at mærke Døden ånde os i nakken. Så lever vi!

Rullet i tjære
Derfor kastede jeg mig frygtløst ud i krydset ved Marselis Boulevard og Stadion Allé, da det blev grønt for fodgængere. Asfalten foran mine fødder dampede aggressivt. Asfaltarbejderne var i fuld sving med tromlerne her i aftentimerne.

"Tror du, asfalten er kogende," spurgte jeg en ung pige, som havde ventet ved fodgængerovergangen sammen med mig. Hendes svar var en blanding af hovedrysten over mine barfodslyster og et "det håber jeg da ikke for dig."

Varmen fra asfalten mødte min nøgne hud med det samme. Klistret. Ikke for varm. Faktisk rart efter fem-seks kølige kilometer. Pyha, for anden  gang denne tirsdag aften måtte Døden se sig slået af en mand i lidt for stramme tights og bare fødder. Jeg fik helt ondt af ham. Sendte ham en kærlig tanke, da jeg forsøgte at skrubbe tjæren af mine fodsåler hjemme i badet.

Stop din klynken, mor
Min dødsforagt har jeg ikke fra fremmede. Da jeg talte i telefon med min mor i sidste uge, ærgrede hun sig over, at hun snart ikke kunne løbe i bare fødder længere. Hun er nok nødt til at ty til sine Terra Plana Neo på grund af kulden. Og bog (fra bøgetræerne) er temmelig hård kost for hendes bare fødder, småklynkede hun.

Hun kunne godt selv høre, hvor ynkeligt det lød, at en (nu) 68-årig barfodsløber lod sig gå på af den slags detaljer, og hun kvindede sig op og sagde:

"Men dræbersnegle - de gør mig ikke noget!"