Ach, du lieber Peitschenbein

Jeg udgik efter 40 kilometer. Knap to kilometer før mål turde jeg ikke længere tage ansvaret for mit eget helbred. Jeg bad nogle flinke samaritter om hjælp.

De fik mig ned at ligge, tjekkede mit blodsukker, blodtryk, gav mig vand og sukker. Efter et kvarters tid på båren fik jeg det bedre. Slukøret - men glad for at jeg selv havde været i stand til at tage beslutningen om at stoppe, da legen ikke længere var god - tog jeg mit startnummer af maven og gik det sidste stykke tilbage til målområdet.

Det blev min triste afslutning på dette års udgave af Hamburg Marathon.

But whyyyyyyyyy?
Undervejs havde jeg sørget for at drikke vand ved hvert depot. Ikke for meget, ikke for lidt. Ved 27 kilometer tog jeg min fjerde energigel. På dette tidspunkt kunne jeg godt fornemme en tiltagende kvalme, men det forhindrede mig ikke i at tvinge gelen i mig. Langsomt blev min utilpashed værre.

Omkring 32 kilometer fik jeg krampe i begge inderlår - jeg har ellers aldrig fået  krampe før - så jeg måtte sætte farten yderligere ned og gik nu ved hvert væskedepot for at sikre, at jeg fik drukket nok vand. Gåturene blev længere og kvalmen blev til svimmelhed. Til sidst gik jeg meget, meget langsomt. 

Hvis jeg blot havde kunnet nå til mål i dette tempo, ville jeg have forbedret min tid med en halv time i forhold til sidste år. Mindre ville også have været fint. Men jeg turde ikke tage chancen. Det var ikke det værd. Og fire gode måneders træningsforberedelser kunne ingen tage fra mig - så pyt med at de sidste fire timer ikke forløb helt som planlagt.

Vel var det ærgerligt, men ingen katastrofe. Jeg overlevede. Jeg har ovenikøbet lyst til at løbe videre i dag. Men jeg sidder tilbage med det store ubesvarede spørgmål: Hvad gik galt?

Jeg købte mig et par nye løbesko - Leguano - på løbsmessen dagen inden Hamburg Marathon.
Jeg løb dog ikke i dem, men jeg skal nok skrive mere om dem på et senere tidspunkt.

Alt eller intet
Overordnet set er svaret: Intet. 1152 kilometers træning i år uden antydningen af skader. Ikke en gang så meget som en forårsforkølelse. Jeg følte mig med andre ord klar, i mit livs storform - og tilmed så fornuftig, at jeg ikke havde for ambitiøse mål om en hurtigt tid.

Alt var jo perfekt. Drømmevejr. Mine Vibram Fivefingers SeeYa opførte sig eksemplarisk. Ikke én eneste vabel, selvom jeg fik våde tæer, hver gang jeg løb gennem vandpytterne ved drikkedepoterne. Ingen slidsår i skridtet eller åbne kødsår, hvor mine brystvorter sidder. Jeg havde ovenikøbet købt et par nye flade løbesko på løbsmessen dagen før - og den slags gør jo altid godt. Højst en mild solskoldning i nakken fra årets første solstråler, som momentvis fik lov til at ramme Hamburg på denne smukke dag.

Og mine ben piskede af sted i vanlig god posestil. Jeg følte mig let, havde droppet mit kompressionsgear og løb i stedet i splitshorts og t-shirt. Lidt ømme lårmuskler dagen efter, men ellers ikke ondt nogen steder. Overhovedet.

Jeg er sikker på, at mange mandlige løbere var ret misundelige på ham Peter, da de så AC, Anne, Bettina, 
Charlotte og Nana bagfra. Måske også enkelte, da de løb bag Keld, Kenneth, Olav og Torben?

Pizza med Piskeben
Og endnu bedre: Mine løbevenner fra Eriks Hold i Aarhus 1900, som jeg er træner for, overraskede mig med en t-shirt, hvor der stod "Peter Piskeben" på ryggen, da vi spiste pizza og pasta til frokost dagen inden løbet. Den slags er altså mentaldoping, der vil noget.

Det var blot én af mange overraskelser på denne tur. For da jeg kom ned i hotellets forhal om morgenen inden løbet, stod alle - drenge såvel som piger - med frisktrykte løbetrøjer, hvor der stod "Peter Piskebens Tøser" på ryggen. Jeg var rørt. At det senere skulle vise sig, at jeg var overtøsen, anede jeg jo ikke på dette tidspunkt.

Tøser på toppen
Og tøserne klarede sig forrygende. De tre debutanter drønede igennem de nordtyske gader og stræder. Ham, der måtte udgå sidste år, kunne næsten følge sin minutiøst tilrettelagte pulsplan til punkt og prikke. Holdets mest rutinerede maratonløber med mere end 20 løb på cv'et havde overskud til at sprede hygge på ruten iført rødhåret djævleparyk. Kun en enkelt ud over mig udgik allerede ved syv kilometer på grund af en fibersprængning i den ene lægmuskel, som havde ligget og luret i dagene op til løbet. De øvrige skar adskillige minutter af deres tidligere tider. Nærmest perfekt.

Men da jeg nåede frem til målområdet, kunne jeg desværre kun vanskeligt kunne deltage i mine glade medløberes sejrsrus. Min egen skuffelse skyggede. Jeg var ked af det.

Smukke mennesker. Dem kender jeg. De tog helt fra Århus til Hamburg for at heppe på os.  Fantastisk!

Freundschaft ist alles
"Great is the victory, but the friendship of all is greater." Dette citat af Emil Zatopek sendte en ven til mig efter løbet. Og hvor har han ret. Skide være med personlige rekorder, når man er begavet med så dejlige venner, som jeg er.

Som bevis på sandheden i Zatopeks udtalelse dukkede fire af vores gode klubvenner fra Århus op ved 16 kilometer, hvor de stod for den bedste omgang pep og hep, man kan tænke sig. Hvad er det for nogle tosser, der orker køre hundredevis af kilometer for at se en flok svedige mænd og kvinder drøne forbi på et splitsekund? Verdens bedste venner!

De gav mig lige præcis den krisepsykologiske krammer,  som jeg og mine uindfriede forventninger til mig selv trængte til, da jeg endelig mødte dem i målområdet. Men bedst (og sjovest!) af alt: Dagen efter havde alle Hamburg-hepperne skiftet deres profilbilleder på Facebook ud med et billede af mig - bare fordi de vidste, at jeg trængte til opmuntringen. Og opmuntringen virkede. Jeg fik latterkrampe helt ned i mine godt brugte lårmuskler og grineflip helt derud, hvor jeg var allermest ked af det. Det varmede og helede og gjorde dagen meget bedre. Tak for det!

Sådan så alle Hamburg-hepperne ud på Facebook dagen efter mit løb. Genialt!

Gode råd modtages med kyshånd
Desværre er det ikke første gang, jeg går ned i et maratonløb. Sidste forår i Hamburg troede jeg, det skyldtes varmen. Under Randers Flodmarathon i sommer troede jeg, det skyldtes forkerte forberedelser. Nu kan jeg se, at jeg har reageret på akkurat samme måde alle tre gange: Kvalme og svimmelhed efter de 27-28 kilometer, som i de to sidste løb satte mig helt ud af spil.

Har du oplevet noget lignende, eller har du en idé om, hvad jeg gør galt, eller hvad der er galt med mig, er du mere end velkommen til at lufte den her. Jeg har allerede modtaget følgende velmenende råd:

1. Begynd at spise store bøffer og drik rødvin. Jeg er vegetar og drikker sjældent noget stærkere end grøn te, så det er selvfølgelig en oplagt mulighed. Da jeg ved at flere af verdens største ultraløbere er hardcore veganere, tvivler jeg dog på at dette er mit problem. Herudover hører alkohol og sport vist ikke sammen.

2. Skift din mobiltelefon ud med en Samsung Galaxy S2 på størrelse med et smørebræt. Jeg er godt tilfreds med min iPhone 4S, selvom et skift til en Android-baseret telefon sikkert ville give mig mulighed for at få timevis af sjov til gå med at lege med forskellige pornoapplikationer. Denne mulighed overvejer jeg stadig. (Nej, jeg gør ikke, Torben)...

3. Drop det kunstige gelpjat. Spis bananer og appelsiner i stedet. Det råd vil jeg give en chance.

4. Få et tjek hos lægen. Det skal jeg i morgen. Hun finder sikkert ikke andet end en forslået stolthed (men det kan også være slemt nok, skulle jeg hilse at sige).

Og hvad så nu, lille du
Umiddelbart efter løbet havde jeg mest af alt mest lyst til at gemme mig i et hul. Lukke min barfodsblog. Aldrig mere være Piskeben. Skifte løb ud med stoledans eller dart.

Men så let slipper I alligevel ikke. Jeg er kommet på andre tanker. Lumske tanker. Ved mit højre øre svæver en lille sort mand. Han har en slående lighed med Haile Gbrsellassie. Han lokker. Ved mit andet øre er der en lille bleg, halvkvabset jogger, der ligner mig. Han hvisker til mig, at jeg fremover bør koncentrere mig om det, jeg er bedst til: Kvindeløb.

Nu må vi se, hvem af de to, der får mig overbevist. Måske var turen i søndags bare min sidste langtur inden Copenhagen Marathon 2012?

Min nye skovsko: NB Minimus Trail Zero

Kærlighed ved første blik. Nok den lækreste løbesko i min samling. Prøv den!

Lad mig starte med at slå fast: Det er en helt, helt anden sko, du her skal læse om. I efteråret anmeldte jeg den første version af New Balances minimalistiske trailsko, NB Minimus Trail. Men nu har den fået en lillebror med efternavnet "Zero." Og er den nye generation en bedre sko? Absolut ja!

Trods min umiddelbare begejstring for den første version, er vi aldrig blevet rigtig gode venner. Den hævede hæl, en uhensigtsmæssig sål og en overdel, der strammede omkring forfoden gjorde, at mine fødder bare aldrig fandt sig helt til rette i den.

Selvom New Balance næppe har læst min blog, har de rettet op på problemerne og har allieret sig med ingen ringere end ultraløberen Anton Krupica, som har været med til at udvikle den gamle såvel som den nye version.

En god flad oplevelse
Bag tilføjelsen "Zero" i skoens navn gemmer sig den vigtige detalje, at skoen nu er blevet en ægte såkaldt "zero-drop"-sko. Det betyder, at forfod og hæl er lige høje (eller lave om man vil). En flad sål, gør det nemmere at få en naturlig landing og skridtafvikling, så det er en god ting, hvis man gerne vil bruge sin krop, på en naturlig måde (hvad det ikke er alle, der vil).

Sålen på NB Minimus Trail Zero er 13 millimeter. Det er ikke meget i forhold til almindelige løbesko, hvor hælen ofte er tre gange så tyk. Men for mange dedikerede barfodsløbere, som måske tyer til et par flade Fivefingers om vinteren, vil det nok opleves som meget sko - selvom sålen faktisk giver en god og kontant kontakt med underlaget. Er dit udgangspunkt en almindelig støddæmpende løbesko, vil du derimod opleve den som meget flad - så flad at du er nødt til at lære at løbe i den.

Sålen er flad, forfod og hæl har samme tykkelse, og den fungerer perfekt på skovstierne.

Befordrer forfodslanding

I den første udgave havde jeg problemer med at skarpe sten skar sig op igennem mellemrummene mellem den blødere EVA og den hårdere Vibram-gummi. Selvom konstruktionen med strategisk placerede gummidutter er den samme, er de placeret på en lidt anden måde, så jeg umiddelbart ikke oplever problemet i samme grad i Zero-udgaven. Samtidig har sålen en gavnlig effekt på løbestilen. Jeg ved ikke hvorfor, men gummiets placering befordrer på en eller anden måde en forfodslanding. Mystisk.

Jeg er til gengældig mindre begejstret for at løbe med den på asfalt. Bevares, det kan man sagtens, men jeg har andre sko, der fungerer bedre for mig på asfalt, fx Vibram Fivefingers Bikila, Vibram Fivefingers SeeYa, Vivobarefoot Evo og Vivobarefoot Aqua Lite. Men det er nok en smags sag. NB Minimus kommer i øvrigt også i en Road-version, men den appellerer ikke til mig på samme måde. Der er dog et par stykker på mit løbehold, som er glade for den.

Nærmest gennemsigtig
Men en ting er, hvordan den er at løbe i. Lige så vigtigt er det selvfølgelig, hvordan den ser ud! Og jeg må tilstå, at jeg næsten får tårer i øjnene, når jeg ser på mine orange skovsko. Det var kærlighed ved første blik.

Den er så velkonstrueret, at den får de fleste andre løbesko til at virke klodsede. Overdelen er lavet af et lag nylonstof, som er så tyndt, at man kan se tæerne igennem stoffet, hvis man løber uden strømper. Man kan i øvrigt sagtens løbe i dem uden strømper, for der er ingen generende syninger.

Våde drømme
Den fine konstruktion - hvor der ikke er gået på kompromis med holdbarheden - er superlet. I min størrelse 45 vejer NB Minimus Trail Zero kun 140 gram. Det er altså 2 gram lettere end Vibram Fivefingers SeeYa og Saucony Hattori! Og næsten 100 gram lettere end forgængeren - pr. sko! Det er altså let! Vær i øvrigt opmærksom på, at de er små i størrelserne. Jeg bruger normalt størrelse 44, men må et helt nummer op i NB Minimus Trail Zero.

Når alt dette så er sagt, så er jeg stadig mere begejstret for sålen på Vivobarefoot Evo. Men en sko med Evo'ens sål og Minimus'ens overdel giver mig våde drømme. Hvem kommer først?


Producent: New Balance
Model:       NB Minimus Trail Zero (MT00)
Vægt:         140 gram (i min størrelse 45)
Pris:           1000 kr.

Maratonparat - et udstyrsstykke i (mindst) 10 dele

Skik følge eller land fly - i Hamburg klæder jeg mig naturligvis som tysken. Not!

Min gode stil kan ingen tage fra mig. Og når jeg nu skal løbe maraton i Hamburg om en måned, er den helt uundværlig. Pose running i flade sko har indtil nu ført mig sikkert igennem mit ambitiøse maratonprogram med knap 90 ugentlige træningskilometer.

Men løb er meget mere end løbestil - det er en udstyrssport, og i den sammenhæng har jeg tænkt mig at ligge i førefeltet hele vejen til målstregen. Derfor har jeg samtidig med min løbetræning testet det udstyr, der skal give mig succes og skræmme kenyanerne. Og helst en time hurtigere end jeg løb samme løb sidste år!

Her vil jeg gennemgå, hvad jeg vil blive set i, når jeg med armene over hovedet danser over de røde måtter efter 42 kilometer sejrsløb i Hamburg 29. april. Jeg starter fra oven:

HÅR Jeg taber håret. Altså ikke lige her og nu og ikke i Hamburg, men lige så stille og roligt er mine tindinger blevet højere og højere, og det jeg engang kunne kalde pandehår er blevet tyndere og tyndere. Når jeg sveder, klasker hårresterne sammen. Det ser sjusket ud. Derfor har jeg allerede nu testet en kortere frisure, som vil blive genopfrisket få dage inden løbet, så jeg fremstår så skarp som muligt - også selvom jeg kommer til at svede lidt på min vej til målstregen. Det er søde Mette fra Haarfein i Jægergårdsgade, som har fået ansvaret for at sikre aerodynamisk og lækkert hår.

KASKET  Hvis det regner - hvad jeg bestemt ikke regner med - kan jeg blive nødt til at løbe med kasket. I så fald bliver det en sort Nike-løbekasket, som kommer til at skille regndråber fra glædestårer. Synd for det lækre hår.

Igennem disse løbesolbriller ser jeg cool ud.
Og så kan de sidde lige på en skæv næse.

SOLBRILLER  Skulle jeg mod forventning komme til at se en anelse presset ud på de sidste 10 kilometer, er det rart at kunne gemme sig bag et par tonede glas. De kan i øvrigt også være praktiske, hvis solen skinner. Det tog mig flere år at finde disse topfunky løbesolbriller fra Adidas. De er hundedyre, men hver en krone værd, for de kan indstilles, så de sidder perfekt på min (temmelig) skæve næse. 

De smager begge ok. Men Sqeezy fylder mindre.

GEL  Uden mad og drikke duer helten ikke. Sidste år åd jeg isotoniske geler fra SIS, som man ikke behøver drikke vand med (men det bør man nu alligevel), så derfor fylder de forholdsvis meget. Dem vil jeg ikke løbe på i år. Jeg har fået anbefalet de økologiske geler fra Mulebar af ultraløberen Mathias. Umiddelbart er de okay, men jeg ender dog med at spise geler fra Squeezy - alene af den grund at de fylder endnu mindre og derfor er lettere at have med.

Hej mor, det er mig i den røde t-shirt!

DANMARKS-T-SHIRT  Publikum i Hamburg elsker hver eneste løber, som kommer forbi dem. Det er lige meget om du er blandt de første eller de sidste - de hepper på dig. Og hvis de samtidig kan se, at du er fra Danmark og hedder Peter (det står på dit startnummer, hvis du hedder Peter), så hepper de på der Peter aus Dänemark. Og det er så fedt! Hvis det bliver meget koldt eller regnfuldt, kan det dog være, at danmarks-t-shirten bliver skiftet ud med et stykke Aarhus 1900-klubtøj, hvor der er et lille dannebrogsflag på brystet.

PATPLASTER  T-shirten slider den sarte hud af mænds brystvorter, hvis den ikke er beskyttet. (Sikkert også af kvinders, hvis de ikke bruger sports-bh - hvad ved jeg?) Glemmer man plaster på brystvorterne, risikerer man blodige plamager på t-shirten. Det ses selvfølgelig ikke så tydeligt, når t-shirten er rød, men det svider ad helvede til. (Pardon my French).

Pas på! Man bliver afhængig af lortet!

UR  Jeg ville egentlig ønske, at jeg kunne løbe uden mit Garmin Forerunner 405. Men jeg må indrømme, at jeg er blevet afhængig. Afhængig af at kunne kontrollere, om jeg nu holder det planlagte tempo (man kan jo let lade sig gribe af en stemning), og afhængig af at analysere løbet bagefter i Endomondo. Det er dog ikke sådan, at uret bestemmer, om det har været en god eller dårlig løbetur (men det er tæt på). Jeg er dog holdt op med at løbe med pulsmåler, og jeg vil heller ikke løbe med min footpod, som kan måle kadencen og tempo, hvis satelitforbindelsen ryger. 

SPIBELT  Sidste år havde jeg mine geler spændt om livet ved hjælp af en nummerholder fra FuelBelt. Det fungerede ikke optimalt: Mine geler var for tunge og generede, og bæltet hoppede. I år vil jeg i stedet løbe med det geniale SpiBelt, hvor der er fin plads til fem-seks Squeezy-geler i den fleksible lomme. (Bæltet er desuden perfekt til nøgler, mobiltelefon osv.).

Fra venstre: Kompressionsshorts fra CEP, løbeshorts fra Nike
og kompressionsrør til lårene fra Compressport

KOMPRSSIONSSHORTS  Det hele skal holdes lidt på plads: røv, klokkeværk og lårbasser. Den opgave klarer et par kompressionsshorts fra CEP eller et par kompressionsrør til lårene fra Compressport kombineret med et par løse løbeshorts fra Nike. Jeg er ikke helt færdig med at teste endnu, men umiddelbart hælder jeg mest til kompressionsshortsene fra CEP. Nogle vil måske tænke, at det er noget kunstigt pjat med kompressionstøj og -strømper - sådan tænkte jeg selv engang - men det virker. Musklerne restituerer hurtigere og bliver ikke så trætte på lange, hårde ture. Prøv selv.

Mine nye kompressionsrør fra Compressport giver langt bedre
kompression end mine strømper fra CEP, som jeg løb med sidste år

KOMPRESSSIONSRØR  Første gang jeg så løbere i kompressionsstrømper, syntes jeg, at de så latterlige ud. Ren overtro, dømte jeg. Men da jeg selv prøvede dem, var jeg overbevist: De virker på mig. Jeg har hidtil løbet i strømper fra CEP (det gjorde jeg også i Hamburg sidste år) og har været godt tilfreds med dem. Men når jeg løber i Fivefingers kan jeg jo ikke løbe i dem, så jeg har anskaffet mig et par kompressionsrør fra Compressport til læggene. Og de er endnu bedre. Udover at de kan benyttes i alle slags sko og med alle slags strømper, er det min vurdering, at de samtidig giver en bedre kompressionseffekt. Derfor løber jeg med mine grønne kompressionsrør i Hamburg.

Forhåbentlig bliver det tørvejr i Hamburg, så mine tæer kan komme på plads i mine Vibram Fivefingers SeeYa.
Hvis det øser ned, løber jeg i mine blå Vivobarefoot Aqua Lite.

FØDDER  Jeg løber ikke i helt bare fødder i Hamburg. I de seneste uger har jeg testet mine nye Vibram Fivefingers SeeYa, og de er klart mine favoritter indtil videre. Hvis det regner kraftigt, vil jeg sandsynligvis løbe i Vivobarefoot Aqua Lite, som har en vandskyende overdel. Sidste år løb jeg i Vivobarefoot Evo, som jeg er meget glad for, men både SeeYa og Aqua Lige er få gram lettere og har tyndere såler, så derfor er de mine foretrukne sko til årets løb. Og hvorfor løber jeg så ikke i helt bare fødder? Fordi det er vigtig for mig at gennemføre uden at skulle være bange for vabler eller det, der er værre, og fordi 42 kilometer asfalt ikke er det mest ophidsende underlag. Måske en anden god gang på mere underholdende og varieret underlag. Jeg regner stadig med at løbe Rubjerg Knude-løbet (halvmaratondistancen) i helt bare fødder senere på året.

Kun få skønhedsfejl: Vibram Fivefingers SeeYa

VFF SeeYa - en funky sko til en funky fætter!

Der er ingen sko, der har betydet så meget for barfodsløb, som Vibram Fivefingers. Det skulle da lige være alle de støttende og støddæmpende løbesko, som trods de bedste hensigter har givet flere skader, end de har beskyttet imod.

Med sit ikoniske design med de adskilte tæer har Fivefingers udviklet sig fra en spøjs sejlersko til en bred palette af (stadig spøjse) sko til sport, fritid, hverdag og fest. Forrige år kom modellerne Speed og Bikila, som er særligt udviklet til løb, og jeg har løbet mange kilometer i dem begge. De har samme sål, men forskellige overdele. Speed kan dog være svær at tage alvorligt som løbesko, da den mest af alt ligner en bamsepote, når man får den på. Bikila derimod ser hurtig ud - og det er den: Jeg har sat personlig rekord på halvmaraton, hver gang jeg har løbet i den!

VFF Speed. En virkelig grim sko.
Den løber jeg kun i, når ingen ser mig.

Angst i Afrika

Nu har de fået endnu et hurtigtløbende familiemedlem: Vibram Fivefingers SeeYa! Med kun 142 gram i min størrelse 44 er de en anelse lettere end Bikila, som vejer 163 gram. (Men når min røv vejer 3 kilo for meget betyder det nok mindre).

Sålen er 3 millimeter tynd mod Bikilas og Speeds 4 millimeter, og en del af gummiet (hvor man ikke lander) er erstattet med tyndere blødt plastik. Umiddelbart bemærker jeg dog ikke den store forskel på de to såler: Begge giver en god fornemmelse for underlaget, samtidig med at de beskytter tilstrækkelig mod småsten og grovkornet asfalt.

SeeYa ser endnu hurtigere ud end Bikila - og det betyder meget for mig, da jeg desværre ikke altid selv kan levere varen. Jeg har løbet knap 150 kilometer i SeeYa de sidste par uger, og jeg er umiddelbart begejstret. Jeg kan levende forestille mig, hvordan samtlige kenyanere og etiopiere springer til side ved startlinjen til Hamburg Marathon af frygt for en århusianer i et par seriøst cool løbesko. Det bliver stort!

SeeYa til venstre og Bikila/Speed til højre.

Som fod i hose

De adskilte tæers vigtigste funktion er ikke at give større frihed til tæerne. Tæerne har faktisk mere bevælgelsesfrihed i et par brede, fleksible sko som fx Vivobarefoot Aqua Lite eller Sole Runner FX Trainer, synes jeg. Men konstruktionen med de adskilte tæer er med til at holde foden på plads i skoen - uden at det virker hæmmende. Og når jeg løber i dem bemærker jeg slet ikke skoene - de er blevet en del af min fod.

Men... For der er et par men'er. Fivefingers egner sig efter min mening ikke til at blive brugt i vådt føre. Vand bliver suget ind mellem tæerne. Det kan være hundekoldt, og hvis du skal løbe langt, kan det give anledning til vabler. Du får også let små sten og kviste mellem tæerne. Men det er et par generelle problemer for alle de Fivefingers, jeg har prøvet.

Det nederste plastik på SeeYas hælkappe kan godt irritere, når jeg går,
men når jeg løber, bemærker jeg det heldigvis ikke.

Blod og vabler

For SeeYas vedkommende er der desuden noget irriterende ved hælkappen. Første gang jeg løb i dem (en rolig tur på 12 kilometer), skrabede det øverste af kanten på hælkappen et hul på huden (masser af blod!) pga. en hård syning på den ene sko. (Det lykkedes mig at nulre syningen lidt blødere, og jeg har ikke haft problemet igen). Samtidig har hælen en kappe af blød plastik (se billede), som er generende, når jeg går. Når jeg løber og lander på forfoden, bemærker jeg den heldigvis ikke. 

I skoven fungerer SeeYa ikke optimalt. Den sidder ikke fast nok til foden. På ujævnt underlag får jeg fornemmelsen af, at min fod skrider inden i skoen pga. den bløde hælkappe. Men som en let trænings- og konkurrencesko på asfalt er den perfekt. Altså i tørvejr. Prisen er dog langt fra perfekt eller minimalistisk: 1100 kroner for et Fivefingers er sgu at tage røven på løbeskofetichister som mig. Og jeg hopper på den gang efter gang...

Producent: Vibram
Model:       SeeYa
Vægt:        142 gram i min størrelse 44
Pris:           1100 kr. (fås bl.a. hos KeepRunning i Århus og hos www.alun.dk)


PS: Skal du i skoven er det måske værd at overveje den nye udgave af NB Minimus Trail - nu med zerodrop og helt nyt og lettere design. Jeg tror, jeg er forelsket!