Lær poserunning og løb naturligt i Århus

Sådan ser sektens hellige symbol ud. Det har bl.a. inspireret taoisterne til deres yin og yang-symbol.

Slip for bøvl med knæene. Få en bedre løbeøkonomi, og løb mere skånsomt. I flade sko eller på bare fødder. Ja, lad sågar tyngdekraften bære dig op ad bakkerne.

Det lyder næsten lige så forjættende som buffeten hos en bedre nyreligiøs sekt. Men det handler faktisk bare om at lære at løbe naturligt. Om at løbe som din krop er skabt til at bevæge sig. Og om at undgå at gøre uhensigtsmæssige bevægelser, som bremser og giver skader.

Et enkelt kryds og lidt arbejde
Alt, hvad du behøver gøre, er at sætte kryds i kalenderen 2. februar 2014. Og så indstille dig på, at en naturlig løbestil ikke altid er noget, du kommer sovende til. Det tager tid og kræver arbejde at ændre dårlige vaner, som du har tillagt dig ved at løbe i lidt for magelige sko eller ved at tilbringe hele dagen foran et skrivebord.

Redskaberne får du på workshoppen, hvor din løbestil også bliver videoanalyseret. En del vil opleve en ændret løbestil allerede under workshoppen, mens andre er nødt til at bruge længere tid på at justere deres teknik. Men hvor der vilje, er der vej.

Hvad siger sektmedlemmerne?
Om det virker for dig? Det finder du kun ud af, ved at prøve det. Men læs her, hvad tidligere kursister skrev, efter at de havde været på en af Løblets workshops:

"Jeg har kun tre ting at sige om workshoppen FANTASTISK, FANTASTISK, FANTASTISK."

"Jeg er stadig helt på halen over at opleve at kunne bevæge mig uden smerte/ømhed i baglår eller knæ - og så i både løb, hop m.m. og så i så lang tid. Det er virkelig vildt!"

"Mine løbetider er forbedret med op til 21%, og jeg har stort set ingen skader. Så bortset fra at jeg er blevet morfar, er poserunning det største jeg har oplevet i 2011, og så har jeg i øvrigt ikke været hos kiropraktor siden." 

Også for viderekomne 
Har du tidligere modtaget undervisning i poserunning, har du mulighed for at finpudse din løbeteknik med en times eneundervisning. Her får du et frisk videotjek af din løbestil, så du kan se, om der er sket fremskridt, og hvor der kan justeres. Vi vil fokusere på nye teknikøvelser, så du fortsat kan forbedre din løbestil.

Læs mere om Løblet på vores hjemmeside, som du finder her: www.loeblet.dk


OBS: Pose Running i Århus: Lær at løbe naturligt på Løblets workshop søndag 2. februar 2014. Læs mere her: www.loeblet.dk.

Og de to vindertyper er... Trommehvirvel...

Hæderligheden selv. Min mor og barfodsløber. Og nu også Lykkens Gudinde.

"Hvor finder man en notarius publicus nu om dage," spurgte jeg min kone. Hun er advokat, så hun må vide det.

Svaret kom prompte: på dommerkontoret. Men med udsigt til at skulle betale sådan én hele 500 kroner i timen for at udtrække de to vindere af startnumre til Marselisløbet, fortrød jeg dog hurtigt den plan. Selvom alt selvfølgelig skal gå rigtigt til.

Kom så med navnene
"Hvorfor spørger du ikke din mor. Hun er da et af de mest hæderlige mennesker, der findes," sagde min kone.

Som foreslået så gjort. Min mor udtrak helt tilfældigt to vindere blandt de mange, der havde svaret korrekt på det meget, meget vanskelige spørgsmål: Hvilken bog har haft størst betydning for barfodsløb?

A. "Mærsk - manden og magten" af Bjørn Lambek
B. "Den lille pige med svovlstikkerne" af H.C. Andersen
C. "Born to run" af Christopher McDougall

Flere svarede forkert
Der var faktisk nogle, der svarede forkert, men de får lejlighed til at læse på lektien i sommerferien. Det behøver vinderne til gengæld ikke, for de ramte rigtigt i første forsøg. De to vindere: Andreas Sørensen og Birthe Pedersen har fået direkte besked.

Tak til alle, som deltog. Selvom I ikke vandt, kan I stadig få lov at deltage i Marselisløbet - med såvel som uden sko og faktisk også på cykel og gående. Hvis man ønsker at gå, skal man dog være forberedt på, at man er nødt til at gøre det på engelsk. Startnumre kan købes på Marselisløbets hjemmeside.

PS: Det korrekte svar er C: "Born to Run" af Christopher McDougall.

Junkie!

Goddammit!

Det er mere alvorligt, end det ser ud: Jeg må ikke løbe i 10 dage! Til gengæld løber jeg rundt om mig selv som en anden junkie med abstinenser. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv, nu hvor jeg er blevet nægtet mit løbefix.

Havde jeg vidst, at jeg skulle holde benene i ro, inden den flinke speciallæge, Troels, på privathospitalet Ciconia (hvor de er specialister i fertilitetsbehandling!) satte skalpellen i min underlæbe, så havde nok jeg sagt nej til at få fjernet den ganske ubetydelige arknude. Men den væsentlige detalje ved behandlingen glemte jeg desværre at spørge om.

Kød til vegetaren
Arvævet, der er fjernet, opstod for omkring tre måneder siden, da jeg bed mig selv i indersiden af læben. Svamperisottoen smagte simpelthen så godt, at jeg glemte alt om gode bordmanerer, og i min forslugenhed røg der altså et stykke mundkød ned i min sarte vegetarmave.

I de følgende dage og uger blev underligt arvæv ved med at vokse frem. Og jeg blev ved med at bide i det. Det blev større og større, og man kunne nu se det, når jeg talte. Det så faktisk ret ulækkert ud. Folk omkring mig forsøgte at lade som ingenting. Men jeg kunne ikke undgå at bemærke, at de holdt sig på afstand.

Mirakelhelbredelse
Af frygt for at vennekredsen skulle blive reduceret til videoer af søde dyr på YouTube, var jeg nødt til at gøre noget. Heldigvis kunne jeg hurtigt komme til undersøgelse hos en speciallæge gennem sygeforsikringen på min kones arbejde. Min kone nægtede i øvrigt at kysse mig!

Hvis jeg har læsere i Vatikanstaten, skulle de måske overveje at indstille Troels til en helgenkåring. For efter denne undersøgelse holdt jeg mirakuløst op med at bide mig selv i læben, selvom jeg nu i to måneder havde gjort det hver eneste dag. Og for hver dag blev arvævet, fra at have været over en halv centimeter på alle ledder, bare mindre og mindre. Men selvom det næsten var forsvundet, skulle den sidste lillebitte arrest bortopereres.

Hvor er de stramtsiddende kitler?
Jeg forstår godt, hvis mænd kan få en fetich for sygeplejersker. For hold da op, hvor var operationssygeplejerskerne søde. Men her vil jeg gerne indskyde, at en uniform, der til forveksling ligner forvasket grønt joggingtøj, ikke virker helt på samme på som stramtsiddende kitler. At der desuden var nåle og knive involveret, var med til at tage toppen af min begejstring for det ellers tiltalende setup med mig på en briks omgivet af to sygeplejersker.

Nu har jeg efter lægens ordre ikke løbet siden sidste lørdag. Endda den første rigtige sommeruge, hvor mine nøgne såler skulle have boltret sig med kilometervis af sommerjogging i splitshorts på strand og i skov. I stedet må jeg nøjes med - længselsfuldt - at følge mine venners løb på Endomondo. Så nej, det er ikke sved, der løber ned ad min kind her i sommervarmen - det er tårer.

Jeg glæder mig allerede til sandkage på toppen.

En sommerzátopek, tak
Men inden jeg kommer for godt i gang med min selvynk, så må jeg hellere tørre øjnene. Jeg må glæde mig over, at denne lille løbepause ikke skyldes en skade. Jeg må glæde mig over, at min krop vil juble resten af året over at blive fuldt restitueret oven på min træning til Hamburg Marathon og Coast to Coast. Og så glæder jeg mig ellers helt vildt til at komme i gang med min næste udfordring: Rubjerg Knude-løbet 19. august, hvor jeg igen vil prøve kræfter med maratondistancen.

Jeg må huske mig selv på, at afhængighed aldrig er sundt. Heller ikke selvom det er afhængighed af noget nok så sundt. Hvem ved - måske ser vi snart de første behandlingshjem for løbeafhængige? Eller hvad med Anonyme Løbere?

Nu er der heldigvis kun fire dage tilbage. Så kan jeg igen få mit kilometerfix.

PS: Du har stadig chancen for at vinde et par startnumre til Marselisløbet. Skynd dig at komme med dit bud på et rigtigt svar i den meget svære konkurrence. Du må gerne spørge en ven. Find konkurrencen her: Piskeben i gavehumør.

50 kilometer vej haves, vilje søges

Klokken lort om natten. Vist verdens mest demotiverende vejnavn.

Natten til lørdag havde jeg tyndskid. Og natten til lørdag løb jeg 50 kilometer. Fra Skallerup Klit ved Vesterhavet til Frederikshavn ved Kattegat. Ja, jeg gjorde det sgu! Jeg gennemførte langt om længe et langt løb - så skide være med resten.

Jeg har tidligere beskrevet mine kvaler med at løbe maraton. Derfor er der måske nogen, der tænker, at Coast to Coast på 50 kilometer - og ovenikøbet om natten - lyder fuldstændig vanvittigt. I har ret. Ikke mindst når man allerede efter 10 kilometer bogstavelig talt er drænet for saft og kraft. Og er en smule mørkeræd.

Ved 18 kilometer var jeg så træt, nej faktisk så søvning, at jeg var bange for at falde omkuld i rabatten, mens jeg løb. Og på det tidspunkt var klokken kun lidt over midtnat. Jeg frygtede for alvor, at mit løb var slut.

Skønne redningskvinder
Jeg forsøgte at revitalisere mig med en banan. Den første halve gled fint ned. Drak rigelig vand. Senere forsøgte jeg mig med en energibar. Den kunne jeg ikke få ned. Men så gav min krop selv løsningen. Den skreg på cola.

Og jeg fandt min redning. Den hed Lis og Nana - et par søde løbeveninder fra Aarhus 1900, som havde valgt at støtte os på turen med en følgebil. Det var ganske vist en Skoda, men bagagerummet var fyldt med Coca Cola.

Langsomt fik jeg det skarpe, søde stads hældt indenbords. Overraskende hurtigt blev min krop og mit hoved klar igen. Nærmest mirakuløst.

Kulsyreholdige drikke og løb går normalt ikke godt i spænd, og jeg undskylder da også for, at jeg vist kom til at vække en hel lille landsby med min ræben. Men det var heldigvis kun ræben - og ikke gassen, der gik af ballonen!

Pokalen fra Coast to Coast har allerede fundet sin plads i Vesterhavshytten.

Uden mad og drikke dur helten ikke
Mit langdistanceproblem har hidtil kunnet koges ned til to punkter: Først og fremmest det mentale. Jeg er ikke et konkurrencemenneske (hvad jeg betragter som et sympatisk karaktertræk). Dernæst har jeg døjet med problemer med mit energi- og væskeindtag undervejs med svimmelhed og kvalme til følge.

Siden jeg løb mit første halvhalvmaraton, har jeg gang på gang stillet mig selv spørgsmålet: "Hvorfor gør jeg det." Uden et fornuftigt svar. Jeg plejer faktisk at blive småirriteret, når andre per refleks besvarer spørgsmålet med et "Fordi jeg kan." Dette svar reducerer mig jo blot til et instinktstyret væsen, for rent fysiologisk kan alle jo løbe 10 kilometer, ja selv et maratonløb, uden de store forberedelser.

Nej, der skal mere til at stille mig tilfreds. Og tilfreds blev jeg i en skov ved Sindal natten til lørdag. Mit svar var: "Fordi jeg vil." Simpelthen. "Fordi jeg faktisk gerne vil nå frem til mål for en gangs skyld." Det fjernede alt pres med hensyn til min sluttid. For mig handlede det bare om at stå distancen, og så måtte tage den tid, der skulle til.

Nej, pandelamper er ikke overkill på lyse sommernætter!

Stor Tue trækker læsset
Vi var en flok løbere fra mit løbehold i Aarhus 1900, der egentlig havde aftalt at følges, men det kom aldrig rigtig til at fungere. Heldigvis fandt jeg fodslaw med Tue, og vi fulgtes pænt til mål. Løb én kilometer og gik ét minut. I pauserne mellem min klynken og bøvsen, underholdt vi hinanden med røverhistorier fra vores tid som uduelige værnepligtige, altimens mosekonen bryggede på livet løs.

Jeg havde kodet ruten ind på mit Suunto Ambit-løbeur og markeret særlige punkter, så vi fx undervejs kunne holde øje med - og se frem til - at nu var der friskbagte pandekager ved næste depot om 1.680 meter. Det gjorde det bare lidt mere overskueligt. Og pandekagerne gjorde underværker ved depotet ved 42 kilometer!

Mens solen så småt stod op, og vores pandelamper blev overflødige, vejrede vi havluft. Benene fandt en bedre rytme ved udsigten til en ende på det hele. Jeg havde endda overskud til at løbe 200 meter ekstra på stranden for at få mit ur til at runde de 50 kilometer. Lykkelig!

Og det kan godt være, at jeg hverken er den hurtigste eller mest udholdende løber. Men jeg har stadig det sejeste ur...

Allerede senere lørdag var jeg klar til en lille jogge- og soppetur for at få søvnen ud af benene.

PS: Selve løbet var fantastisk.  Men det kan du læse mere om andre steder, fx Karinas beretning her: "Coast2Coast - hjemme igen," Jespers beretning her: "Coast to Coast 2012" eller "Coast to Coast blev en løbefest gennem natten." Du kan i øvrigt se Tue og mig lunte i mål ca. 1:21 inde i denne video på YouTube. Løbet er en stor, kæmpestor oplevelse, du ikke må snyde dig selv for. Jeg forudser en sand invasion af løbere i Nordjylland til næste år.

PPS: Du kan stadig nå at vinde 2 stk. startnumre til Marselisløbet. Se hvordan her: Piskeben i gavehumør.

Udstyret til udyret:


På fødderne: Vivobarefoot Evo og Falke RU5-strømper

For tækkeligheden: Pearl Izumi-shorts

På overkroppen: Fusion-trøje og Pearl Izumi-undertrøje

Om håndleddet: Suunto Ambit Silver

På ryggen: Salomon Skin Pro 3-væskerygsæk

På hovedet: Buff og Black Diamond-pandelampe

Piskeben i gavehumør: Vind startnumre til Marselisløbet

Vind startnumre til det århusianske svar på Grand National Steeplechase, Liege-Bastogne-Liege og Western States 100. Eller med lidt mere ydmyge løbebriller: Jydernes Eremitageløb.

Det burde nu stå klart for enhver, at jeg selvfølgelig taler om festugeklassikeren Marselisløbet (ikke mindst fordi jeg også har skrevet det i overskriften). To startnumre er det betroet mig at udlodde på min barfodsblog. Til dig og dig. 

Alt, hvad du skal gøre, er at besvare det vanskelige spørgsmål i bunden af dette indlæg inden 8. juli. Så vil jeg iklæde mig lændeklæde og huaraches og trække to vindere fra min nye væskerygsæk. Tænk dig godt om - måske bliver du den heldige?

Du kan godt gå i træning. Marselisløbet er ikke for barfodsløbere med sarte tæer.

Barfodsfjendtlig!

Det med det heldige er nok relativt i denne sammenhæng. For ruten er ikke spor barfodsvenlig. På visse passager ville det nærmest have været en lise for fodsålerne, hvis skovfogeden havde drysset partisansøm i stedet for grus. Tag det som en udfordring!

Men bare rolig: Mindre (dvs. mere sko) er også velkomment. Der er intet krav fra min side om, at du skal løbe de 12 kilometer uden sko eller i flade sko. Det bestemmer du selv. Det handler bare om at være med. Om at være en blandt de flere tusinde, der hvert år siden 1972 har skræmt alt dyreliv fra vid og sans i Marselisskoven en søndag i september. 

Det er klart, at med de mange deltagere og tilskuere får du en helt enestående chance for at promovere den gode barfodssag og tiltrække stor opmærksomhed på skovstierne. Jeg har i hvert fald tænkt mig at benytte lejligheden til at generere en pæn portion hovedrysten, når jeg forcerer rutens talrige stigninger på nøgne fødder søndag 2. september! Kom frisk!

Piskeben gør dig til en vinder

Og nu til det store spørgsmål, der kan gøre dig til en vinder. Besvar spørgsmålet og send svaret sammen med oplysninger om dit navn, køn, fødselsår, mobilnummer og evt. hold/firma/klub til piskeben@loeblet.dk, så jeg har det senest 8. juli. Vinderne får direkte svar og vil blive offentliggjort på min Facebook-side:

Hvilken bog har haft størst betydning for barfodsløb?

A. "Mærsk - manden og magten" af Bjørn Lambek

B. "Den lille pige med svovlstikkerne" af H.C. Andersen

C. "Born to run" af Christopher McDougall

PS: Og så lige en reklame... Vil du slippe for knæskader, skinnebensbetændelse og det, der er værre? Så skynd dig at sætte kryds i kalenderen lørdag 15. september, hvor Løblet afholder workshop i Pose Running og naturlig løbestil. Som noget nyt tilbyder vi også en opfølgningsworkshop for løbere, der allerede har lært Pose Running 16. september. Se mere på Løblets hjemmeside: www.løblet.dk.

Jo, man kan købe sig lykkelig (og fattig): Suunto Ambit

Lykke - nu med 24 timers-værk.

Mit nye urindkøb (det ord ser sjovt ud) trodser sund fornuft: Jeg har et velfungerende løbeur i forvejen. Mit nye ur har faktisk færre funktioner. Men det ser bare så meget mere cool ud!

At min løbekarriere ikke helt har flasket sig som forventet, har - om ikke kastet mig ud i en livskrise - så givet mig en sygelig trang til at opgradere mit liv med noget så banalt som ting. Først købte jeg en Texas-buskrydder til at holde 3500 kvadratmeter af Vestkysten fri for brændenælder, tidsler og elefantgræs. Rimelig fed maskine. Og nu har jeg altså erhvervet mig et nyt løbeur som afløser for mit Garmin Forerunner 405.

Fremover vil der sidde et Suunto Ambit Silver HR på mit venstre håndled, når jeg bevæger mig ud på skovstierne i let løb. "The GPS for explorers." Ja, det er da lige mig, der har det bedst indenfor ringgaden (og undtagelsesvist i Marselisskoven, Lønstrup eller Hamburg)!

Hærgeren. Lønstrup er ikke det samme, efter at jeg har fået egen buskrydder.

Jeg købte det i går og har kun løbet en enkelt tur med det, så dette bliver ikke en anmeldelse - snarere et blæret glædesudbrud over at have hævet mig fra at være en tjekket udstyrsentusiast til at være en ekstremt tjekket udstyrsentusiast og explorer-agtig type! Nice! Vil du have en anmeldelse, så vil jeg anbefale DC Rainmakers, som du finder her: Suunto Ambit In-Depth Review.

Nå, men nu må jeg hellere gøre mig klar til aftenens løb: Jyske Bank Løbet i Hinnerup. Otte kilometer i bare fødder. Forvent at jeg fejer samtlige konkurrenter af banen og ned fra sejrspodiet - iført mine nybarberede tæer og mit nye Suunto Ambit om håndledet. Frygt mig!

Sidste år løb jeg ruten i mine huaraches, og dengang priste mig ganske vist lykkelig over, at jeg ikke tog turen i helt bare fødder. Jeg var helt vildt langsom, men til gengæld reddede jeg - i bedste Jesus-sandal-stil - et væltet barn undervejs. Nu får vi at se, om Hinnerup-løberne får et par flade i aften - eller om jeg igen må forbarme mig over dem og ofre min placering i feltet for i stedet at lege helgen med et fedt løbeur...

Godt løb, gode ben og masser af medvind til os alle sammen!

Gæt en fod.

OPDATERING: Jeg vandt barfodsklassen ved gårsdagens Jyske Bank Løbet i Hinnerup! Otte kilometer på brosten, grus, grov asfalt, græs og fortov. Ikke det mest barfodsvenlige underlag, men helt okay. Sjovt at jeg syntes, at ruten var hård fodkost, da jeg løb den i huaraches sidste år. På den anden side er der mange steder, hvor jeg knap nok kunne gå i bare fødder for to år siden, hvor jeg i dag løber let og upåvirket af underlagets beskaffenhed.

Jeg var en smule skuffet over, at mine bare fødder tog en del af opmærksomheden fra mit nye løbeur (som  opførte sig eksemplarisk hele vejen). Men hvad ved bønder om agurkesalat?

Bemærk, hvordan jeg monterede min tidtagningschip: En snor bundet om pegetå og ankel - inspireret af Birthes barfodsgalocher. Det fungerede meget fint. Sidste år havde jeg chippen i en speciel chipholder om anklen, men min tid blev ikke registreret, da denne type chip åbenbart skal sidde vandret på vristen.

Jeg var i øvrigt den eneste barfodsløber i Hinnerup i går. Og der var vist heller ingen i flade sko.

Læs bogen, se filmen, hør pladen

Her mangler en vigtig bog. Kan du gætte hvilken? Få svaret i dette blogindlæg.

Kan du læse dig i form? Selvfølgelig kan du det. Men lad være med at løbe imens, for restitution er jo altafgørende for at undgå skader og få din krop til at blive endnu stærkere, så den er klar til at tage, hvad du har tænkt dig at byde den i fremtiden.

Når du kombinerer restitution med viden om løb, slår du to fluer med et smæk. Og hvis du alligevel er rastløs og har svært ved at tænke på andet end løb i nedtrapningsperioden inden et stort løb, er det bare om at komme i gang. Der venter dig mange timers spændende læsning. Her er nogle af mine favoritter til inspiration. Enjoy.

Mental løbetræning af Terje Nordberg (Komma Sport 1991)

Dette var min første løbebog. Jeg købte den, da jeg var i starten af tyverne. Jeg var egentlig mere til yoga og tai chi på det tidspunkt, men en gang imellem kunne jeg godt lide at komme ud i skoven og lade tankerne løbe frit. Løb var for mig et meditativt frirum - hvor jeg samtidig kunne forbrænde kalorier i stedet for den karton Prince, som jeg røg dagligt dengang.

Bogen handler ikke så meget om træningsplanlægning og den slags. Dens fokus er den psykiske side af løb. Om det velvære, der venter på skovstierne, og om hvordan man mentalt kan forberede sig til et løb. Terje Nordberg har skrevet flere bøger om emnet.

ChiRunning af Danny Dreyer (Fireside 2004)

For nogle år siden døjede jeg med forskellige småskader, og behandleren anbefalede mig at arbejde med min løbestil ved hjælp af ChiRunning. Jeg blev enormt inspireret af Danny Dreyers bog, som blev starten på min interesse for løbeteknik, barfodsløb og minimalistiske løbesko.

ChiRunning minder meget om PoseRunning. Forskellen på de to skoler, der gerne vil lære os at løbe mere naturligt, er ganske lille. Danny Dreyers måde at forklare tingene på er en anelse mere alternativ, når han fx snakker om chi-energi, hvor PoseRunning i højere grad anvender fysikkens love og fysiologisk forskning til at forklare, hvordan man løber mest naturligt.

Pose Method of Running af Nicholas Romanov (PoseTech Corp. 2002)

En fremragende bog for alle, der gerne vil forstå, hvad det er for kræfter, vi har at gøre godt med, når vi løber.

Når der diskuteres løbeteknik, kommer de glade budskaber fra PoseRunning, ChiRunning Natural Running og de andre skoler let til at få et småreligiøst præg. Dette bliver gjort til skamme i Nicholas Romanovs bog, som grundigt gennemgår, hvorfor det går galt, når vi løbere får skader - samtidig med at opskriften på at undgå dem er let at gå til.

Samtidig rummer bogen en masse teknikøvelser, som er essentielle, hvis du gerne vil lære din krop at bevæge sig, som den er skabt til at bevæge sig. Er du allerede blevet undervist i PoseRunning, er bogen et rigtig godt udgangspunkt for at arbejde videre med teknikken.

Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe af Haruki Murakami (Klim 2007)

Den japanske forfatter Haruki Murakami, der i de seneste år har taget den internationale litteraturscene med storm, er også en aktiv løber. Han løber stort set hver dag året rundt, 70 kilometer om ugen. Det har han skrevet en sympatisk bog om.

Bogen rummer ikke stor viden om løb, men er en personlig beretning om små og store løbeoplevelser fra forfatterens liv. Den er velskrevet og hurtigt læst. Overvej at forære den til én, der måske ikke helt forstår, hvorfor du bruger så meget tid i tights.

Lore of Running af Tim Noakes (Human Kinetics 2003)

Hvad der mangler af forskningsresultater, tal og referencer til alverdens viden i Haruki Murakamis lille løjerlige bog, får du til gengæld i rigt mål i Tim Noakes moppedreng om løb på intet mindre end 934 sider.

Bogen er siden 1985 udgivet i adskillige opdaterede udgaver med den nyeste viden om løb. Den gennemgår alle aspekter af løb på alle distancer og rummer et utal af træningsprogrammer. Læs om alt, fra hvordan enkelte molekyler kan betyde forskellen på sejr og nederlag, og til hvordan du kan forberede dig på løb i ekstrem varme. Praktisk og teoretisk.

Medmindre du har en meget lang sommerferie eller en meget forstående kone, vil jeg nok anbefale bogen som et godt opslagsværk snarere end som natbordslæsning.

Elsk at løbe af Tor Rønnow og Bente Klarlund (Bianco Luno 2010)

Mindre end "Lore of Running" kan heldigvis gøre det. Forfatternes egen passion for at løbe driver værket i "Elsk at løbe" - og det gør den godt.

Bente Klarlund tager sig af forskningen, og Tor Rønnow deler kærligt ud af sine erfaringer fra hundredevis af maratonløb over alt i verden.

Når man har læst denne bog bør man ikke være bange for at løbe - heller ikke mange maraton.

Barefoot running step by step af Ken Bob Saxton (Fair Winds Press 2011)

Uanset om du allerede har smidt skoene eller søger inspiration til at gøre det, går du ikke galt i byen med denne bog. Hvis du kun skal læse én bog om løb, så må du selv vælge mellem denne og bogen om PoseRunning. De vil begge gøre dig til en bedre løber, og du vil slippe for mange af de skader, som andre ellers løber ind i.

Barefoot Ken Bob Saxton (det kalder han sig altså) er måske en anelse fundamentalistisk efter min smag. Han er hardcore barfodsløber og har ikke ret meget til overs for selv de mest minimaliske løbesko. Men han har de bedste intentioner, og værdien af hans gode råd kan ingen tage fra ham. Læs den, læs den, læs den.

Barefoot running af Michael Sandler (RunBare 2010)

Efterhånden er der en del bøger, der gerne vil lære dig at løbe i bare fødder. Umiddelbart virker det måske lidt paradoksalt, da en af barfodsbølgens grundsætninger er, at det er din bare fødder, der skal lære dig at løbe. Helt så enkelt er de nu ikke i virkeligheden, og man kan undgå mange smertefulde erfaringer ved at læse om andres.

Denne bog af Michael Sandler var en af de første. Den er ganske okay, men måske en anelse for alternativ til selv min smag. Når han snakker om, at vi kan aflade kroppen for ophobet statisk elektricitet ved at gå i bare fødder, står jeg i hvert fald af. Men stadig en bog, som sagtens kan læses, og som du også bliver klogere af.

Unbreakable - The Western States 100 af JB Benna (Journeyfilm  2012)

Dette er ikke en bog, men en viiiiiiildt spændende dokumentarfilm om fire ultraløbere, som  i 2010 kæmpede sål mod sål i det prestigefyldte løb "Western States 100".

Filmen følger Geoff Roes, Hal Koerner, Killian Jornet og Anton Krupicka før og under løbet. Jeg er nødt til at advare mod en stærk trang til at løbe rigtigt langt i bjergklædte områder i ugerne, efter at du har set denne film.



Og så til bogen som jeg ikke må glemme...
Jeg kan desværre ikke tage et billede af den, for jeg har lånt den ud. Det er efterhåndet et par år siden, jeg sidst så den. Den må være godt slidt nu, for et utal af venner og folk, jeg knap nok kender, har haft glæde af den. Jeg snakker selvfølgelig om Christopher McDougalls barfordsbestseller "Born to run" fra 2009!

Dette er bogen, der bærer en stor, stor det af skylden for, at alverden nu må indstille sig på nøgne fødder på skovstierne og flade løbesko på fortovene. På semidokumentarisk vis fortæller fortæller "Born to run" historien om en mexikansk indianerstamme, der kan løbe flere hundrede kilometer i sandaler lavet af bildæk. Samtidig med at den fortæller historien om den moderne løbesko. Samtidig med menneskehedens udviklingshistorie i let løb. Samtidig med historien om en flok kugleskøre ultraløbere, som ikke vil gå glip af en oplevelse.

Da min kone havde læst "Born to run", sagde hun: "Nu har jeg bare lyst til at løbe ultramaraton i bare fødder." Det har hun dog ikke gjort. Endnu.

God læselyst.

PS: Og hvad så med pladen? Personligt blander jeg ikke løb og musik. Jeg foretrækker at kunne lytte til min krops rytme, min vejrtrækning og mine skridt - for slet ikke at tale om alle dem, der råber "af banen." når de overhaler mig bagfra.

PPS: Har du favoritter, som jeg har glemt at nævne, så lad mig endelig høre fra dig...