Maratonparat - et udstyrsstykke i (mindst) 10 dele

Skik følge eller land fly - i Hamburg klæder jeg mig naturligvis som tysken. Not!

Min gode stil kan ingen tage fra mig. Og når jeg nu skal løbe maraton i Hamburg om en måned, er den helt uundværlig. Pose running i flade sko har indtil nu ført mig sikkert igennem mit ambitiøse maratonprogram med knap 90 ugentlige træningskilometer.

Men løb er meget mere end løbestil - det er en udstyrssport, og i den sammenhæng har jeg tænkt mig at ligge i førefeltet hele vejen til målstregen. Derfor har jeg samtidig med min løbetræning testet det udstyr, der skal give mig succes og skræmme kenyanerne. Og helst en time hurtigere end jeg løb samme løb sidste år!

Her vil jeg gennemgå, hvad jeg vil blive set i, når jeg med armene over hovedet danser over de røde måtter efter 42 kilometer sejrsløb i Hamburg 29. april. Jeg starter fra oven:

HÅR Jeg taber håret. Altså ikke lige her og nu og ikke i Hamburg, men lige så stille og roligt er mine tindinger blevet højere og højere, og det jeg engang kunne kalde pandehår er blevet tyndere og tyndere. Når jeg sveder, klasker hårresterne sammen. Det ser sjusket ud. Derfor har jeg allerede nu testet en kortere frisure, som vil blive genopfrisket få dage inden løbet, så jeg fremstår så skarp som muligt - også selvom jeg kommer til at svede lidt på min vej til målstregen. Det er søde Mette fra Haarfein i Jægergårdsgade, som har fået ansvaret for at sikre aerodynamisk og lækkert hår.

KASKET  Hvis det regner - hvad jeg bestemt ikke regner med - kan jeg blive nødt til at løbe med kasket. I så fald bliver det en sort Nike-løbekasket, som kommer til at skille regndråber fra glædestårer. Synd for det lækre hår.

Igennem disse løbesolbriller ser jeg cool ud.
Og så kan de sidde lige på en skæv næse.

SOLBRILLER  Skulle jeg mod forventning komme til at se en anelse presset ud på de sidste 10 kilometer, er det rart at kunne gemme sig bag et par tonede glas. De kan i øvrigt også være praktiske, hvis solen skinner. Det tog mig flere år at finde disse topfunky løbesolbriller fra Adidas. De er hundedyre, men hver en krone værd, for de kan indstilles, så de sidder perfekt på min (temmelig) skæve næse. 

De smager begge ok. Men Sqeezy fylder mindre.

GEL  Uden mad og drikke duer helten ikke. Sidste år åd jeg isotoniske geler fra SIS, som man ikke behøver drikke vand med (men det bør man nu alligevel), så derfor fylder de forholdsvis meget. Dem vil jeg ikke løbe på i år. Jeg har fået anbefalet de økologiske geler fra Mulebar af ultraløberen Mathias. Umiddelbart er de okay, men jeg ender dog med at spise geler fra Squeezy - alene af den grund at de fylder endnu mindre og derfor er lettere at have med.

Hej mor, det er mig i den røde t-shirt!

DANMARKS-T-SHIRT  Publikum i Hamburg elsker hver eneste løber, som kommer forbi dem. Det er lige meget om du er blandt de første eller de sidste - de hepper på dig. Og hvis de samtidig kan se, at du er fra Danmark og hedder Peter (det står på dit startnummer, hvis du hedder Peter), så hepper de på der Peter aus Dänemark. Og det er så fedt! Hvis det bliver meget koldt eller regnfuldt, kan det dog være, at danmarks-t-shirten bliver skiftet ud med et stykke Aarhus 1900-klubtøj, hvor der er et lille dannebrogsflag på brystet.

PATPLASTER  T-shirten slider den sarte hud af mænds brystvorter, hvis den ikke er beskyttet. (Sikkert også af kvinders, hvis de ikke bruger sports-bh - hvad ved jeg?) Glemmer man plaster på brystvorterne, risikerer man blodige plamager på t-shirten. Det ses selvfølgelig ikke så tydeligt, når t-shirten er rød, men det svider ad helvede til. (Pardon my French).

Pas på! Man bliver afhængig af lortet!

UR  Jeg ville egentlig ønske, at jeg kunne løbe uden mit Garmin Forerunner 405. Men jeg må indrømme, at jeg er blevet afhængig. Afhængig af at kunne kontrollere, om jeg nu holder det planlagte tempo (man kan jo let lade sig gribe af en stemning), og afhængig af at analysere løbet bagefter i Endomondo. Det er dog ikke sådan, at uret bestemmer, om det har været en god eller dårlig løbetur (men det er tæt på). Jeg er dog holdt op med at løbe med pulsmåler, og jeg vil heller ikke løbe med min footpod, som kan måle kadencen og tempo, hvis satelitforbindelsen ryger. 

SPIBELT  Sidste år havde jeg mine geler spændt om livet ved hjælp af en nummerholder fra FuelBelt. Det fungerede ikke optimalt: Mine geler var for tunge og generede, og bæltet hoppede. I år vil jeg i stedet løbe med det geniale SpiBelt, hvor der er fin plads til fem-seks Squeezy-geler i den fleksible lomme. (Bæltet er desuden perfekt til nøgler, mobiltelefon osv.).

Fra venstre: Kompressionsshorts fra CEP, løbeshorts fra Nike
og kompressionsrør til lårene fra Compressport

KOMPRSSIONSSHORTS  Det hele skal holdes lidt på plads: røv, klokkeværk og lårbasser. Den opgave klarer et par kompressionsshorts fra CEP eller et par kompressionsrør til lårene fra Compressport kombineret med et par løse løbeshorts fra Nike. Jeg er ikke helt færdig med at teste endnu, men umiddelbart hælder jeg mest til kompressionsshortsene fra CEP. Nogle vil måske tænke, at det er noget kunstigt pjat med kompressionstøj og -strømper - sådan tænkte jeg selv engang - men det virker. Musklerne restituerer hurtigere og bliver ikke så trætte på lange, hårde ture. Prøv selv.

Mine nye kompressionsrør fra Compressport giver langt bedre
kompression end mine strømper fra CEP, som jeg løb med sidste år

KOMPRESSSIONSRØR  Første gang jeg så løbere i kompressionsstrømper, syntes jeg, at de så latterlige ud. Ren overtro, dømte jeg. Men da jeg selv prøvede dem, var jeg overbevist: De virker på mig. Jeg har hidtil løbet i strømper fra CEP (det gjorde jeg også i Hamburg sidste år) og har været godt tilfreds med dem. Men når jeg løber i Fivefingers kan jeg jo ikke løbe i dem, så jeg har anskaffet mig et par kompressionsrør fra Compressport til læggene. Og de er endnu bedre. Udover at de kan benyttes i alle slags sko og med alle slags strømper, er det min vurdering, at de samtidig giver en bedre kompressionseffekt. Derfor løber jeg med mine grønne kompressionsrør i Hamburg.

Forhåbentlig bliver det tørvejr i Hamburg, så mine tæer kan komme på plads i mine Vibram Fivefingers SeeYa.
Hvis det øser ned, løber jeg i mine blå Vivobarefoot Aqua Lite.

FØDDER  Jeg løber ikke i helt bare fødder i Hamburg. I de seneste uger har jeg testet mine nye Vibram Fivefingers SeeYa, og de er klart mine favoritter indtil videre. Hvis det regner kraftigt, vil jeg sandsynligvis løbe i Vivobarefoot Aqua Lite, som har en vandskyende overdel. Sidste år løb jeg i Vivobarefoot Evo, som jeg er meget glad for, men både SeeYa og Aqua Lige er få gram lettere og har tyndere såler, så derfor er de mine foretrukne sko til årets løb. Og hvorfor løber jeg så ikke i helt bare fødder? Fordi det er vigtig for mig at gennemføre uden at skulle være bange for vabler eller det, der er værre, og fordi 42 kilometer asfalt ikke er det mest ophidsende underlag. Måske en anden god gang på mere underholdende og varieret underlag. Jeg regner stadig med at løbe Rubjerg Knude-løbet (halvmaratondistancen) i helt bare fødder senere på året.

Kun få skønhedsfejl: Vibram Fivefingers SeeYa

VFF SeeYa - en funky sko til en funky fætter!

Der er ingen sko, der har betydet så meget for barfodsløb, som Vibram Fivefingers. Det skulle da lige være alle de støttende og støddæmpende løbesko, som trods de bedste hensigter har givet flere skader, end de har beskyttet imod.

Med sit ikoniske design med de adskilte tæer har Fivefingers udviklet sig fra en spøjs sejlersko til en bred palette af (stadig spøjse) sko til sport, fritid, hverdag og fest. Forrige år kom modellerne Speed og Bikila, som er særligt udviklet til løb, og jeg har løbet mange kilometer i dem begge. De har samme sål, men forskellige overdele. Speed kan dog være svær at tage alvorligt som løbesko, da den mest af alt ligner en bamsepote, når man får den på. Bikila derimod ser hurtig ud - og det er den: Jeg har sat personlig rekord på halvmaraton, hver gang jeg har løbet i den!

VFF Speed. En virkelig grim sko.
Den løber jeg kun i, når ingen ser mig.

Angst i Afrika

Nu har de fået endnu et hurtigtløbende familiemedlem: Vibram Fivefingers SeeYa! Med kun 142 gram i min størrelse 44 er de en anelse lettere end Bikila, som vejer 163 gram. (Men når min røv vejer 3 kilo for meget betyder det nok mindre).

Sålen er 3 millimeter tynd mod Bikilas og Speeds 4 millimeter, og en del af gummiet (hvor man ikke lander) er erstattet med tyndere blødt plastik. Umiddelbart bemærker jeg dog ikke den store forskel på de to såler: Begge giver en god fornemmelse for underlaget, samtidig med at de beskytter tilstrækkelig mod småsten og grovkornet asfalt.

SeeYa ser endnu hurtigere ud end Bikila - og det betyder meget for mig, da jeg desværre ikke altid selv kan levere varen. Jeg har løbet knap 150 kilometer i SeeYa de sidste par uger, og jeg er umiddelbart begejstret. Jeg kan levende forestille mig, hvordan samtlige kenyanere og etiopiere springer til side ved startlinjen til Hamburg Marathon af frygt for en århusianer i et par seriøst cool løbesko. Det bliver stort!

SeeYa til venstre og Bikila/Speed til højre.

Som fod i hose

De adskilte tæers vigtigste funktion er ikke at give større frihed til tæerne. Tæerne har faktisk mere bevælgelsesfrihed i et par brede, fleksible sko som fx Vivobarefoot Aqua Lite eller Sole Runner FX Trainer, synes jeg. Men konstruktionen med de adskilte tæer er med til at holde foden på plads i skoen - uden at det virker hæmmende. Og når jeg løber i dem bemærker jeg slet ikke skoene - de er blevet en del af min fod.

Men... For der er et par men'er. Fivefingers egner sig efter min mening ikke til at blive brugt i vådt føre. Vand bliver suget ind mellem tæerne. Det kan være hundekoldt, og hvis du skal løbe langt, kan det give anledning til vabler. Du får også let små sten og kviste mellem tæerne. Men det er et par generelle problemer for alle de Fivefingers, jeg har prøvet.

Det nederste plastik på SeeYas hælkappe kan godt irritere, når jeg går,
men når jeg løber, bemærker jeg det heldigvis ikke.

Blod og vabler

For SeeYas vedkommende er der desuden noget irriterende ved hælkappen. Første gang jeg løb i dem (en rolig tur på 12 kilometer), skrabede det øverste af kanten på hælkappen et hul på huden (masser af blod!) pga. en hård syning på den ene sko. (Det lykkedes mig at nulre syningen lidt blødere, og jeg har ikke haft problemet igen). Samtidig har hælen en kappe af blød plastik (se billede), som er generende, når jeg går. Når jeg løber og lander på forfoden, bemærker jeg den heldigvis ikke. 

I skoven fungerer SeeYa ikke optimalt. Den sidder ikke fast nok til foden. På ujævnt underlag får jeg fornemmelsen af, at min fod skrider inden i skoen pga. den bløde hælkappe. Men som en let trænings- og konkurrencesko på asfalt er den perfekt. Altså i tørvejr. Prisen er dog langt fra perfekt eller minimalistisk: 1100 kroner for et Fivefingers er sgu at tage røven på løbeskofetichister som mig. Og jeg hopper på den gang efter gang...

Producent: Vibram
Model:       SeeYa
Vægt:        142 gram i min størrelse 44
Pris:           1100 kr. (fås bl.a. hos KeepRunning i Århus og hos www.alun.dk)


PS: Skal du i skoven er det måske værd at overveje den nye udgave af NB Minimus Trail - nu med zerodrop og helt nyt og lettere design. Jeg tror, jeg er forelsket!

Barfodsløb helbreder klamydia og ordblindhed!

Okay, overskriften på dette indlæg er måske ikke helt i overensstemmelse med sandheden. Sådan går det let, når man bliver grebet af en stemning, som det fx skete i forrige uge efter offentliggørelsen af en undersøgelse, der én gang for alle skulle fastslå, at det kræver mindre energi at løbe med løbesko end uden.

Barfodsmodstandere (jo, sådan nogle findes skam) var hurtige til at le hånligt af alle de tosser, der spildte en masse kræfter ved at smide skoene. Barfodsløberne røg i forsvarsposition med mere eller mindre overbevisende modargumenter. (Klamydia og ordblindhed var dog ikke blandt disse - de må stå for min egen regning).

Men der er god grund til ikke at lade sig gribe af en hurtig overskrift eller en frisk vinkling. Fx løb alle 12 løbere i undersøgelsen i forvejen med en effektiv barfodsløbestil, hvor de lander på forfoden. Og hele fire løbere (dvs. en tredjedel) var faktisk mere effektive uden sko end med sko. Der er desuden mange undersøgelser, som er kommet til det stik modsatte resultat.

Ja, der er mange grunde til at nærlæse den slags undersøgelser, så man ikke drager forhastede konklusioner. Pete Larson, som har samme passion for flade sko som mig, gennemgår hele undersøgelsen i sin ofte fremragende blog, Runblogger, så det vil jeg ikke gøre, men jeg kan varmt anbefale interesserede at læse hans indlæg.

Det vigtigste er ikke, hvad du løber i, men at du er glad for at løbe.
Det viser denne undersøgelse ikke.

Skide være med skoene
Uanset hvad en undersøgelse siger, så findes der kun ét eneste fuldgyldigt bevis: Virker det for dig? Løber du hurtigere, er du mindre skadet - og er du i det hele taget en gladere løber?

At løbe i bare fødder handler for de færreste om at løbe hurtigere. Det handler om oplevelsen - og ikke mindst oplevelsen af, hvordan kroppen arbejder mest naturligt og effektivt rent biomekanisk. Denne naturlige og effektive løbemåde kan man så tage med over i sine sko, og så kan man også ofte løbe hurtigere og længere. Men uanset hvad du vælger at løbe i, er der altså intet, der slår effekten af en fornuftig træningsplanlægning og en skånsom løbeteknik, så man kan bygge formen langsomt op uden afbrydelser pga. skader.

Hvis jeg vil løbe hurtigt, foretrækker jeg flade sko frem for bare fødder. Men på perfekt underlag løber jeg hurtigere uden sko. Det er bare sjældent at jeg støder på 10 kilometer af den slags perfekt pr-egnet underlag, så ofte sætter jeg pris på lidt gummi under sålerne, så jeg ikke skal spekulere på småsten og den slags.

Hvis folk er glade for at løbe, er det lige meget, hvad de løber i. Lad os nu bare være venner alle sammen og dele løbestierne i fred og fordragelighed. I må gerne løbe fra mig i (eller uden) jeres Asics Kayano og Nike Pegasus - hvis jeg bare må have lov til at mærke mudder og vandpytter mellem tæerne en gang imellem. Peace.

Smid skoene og mærk foråret

12 plusgrader. Småfugle synger af livslyst. Vintergækkerne har besejret kulden. Solen varmer kinderne igen.

Men samtidig længes 200.000 nervetråde efter at fortælle dig om den fugtige, bløde skovbund. Om den lune asfalt og det sprøde strandsand. Du oplever det bare ikke, for du har sko på.

Ja, foråret er på vej, men du snyder dig selv for en storslået sanseoplevelse, hvis du aldrig har smagt på det med dine nøgne fødder. Jeg siger ikke, at du skal blive hardcore barfodsløber. Men prøv i det mindste at smide sko og strømper bare én gang i skoven, ved stranden, i baghaven eller på bytorvet - og oplev verden med glemte sanser: dine følsomme fodsåler.

Snyd ikke dig selv for forårsfornemmelser - smid skoene!

En frossen kylling
Jeg er selv en barfodskylling, der eeeeeelsker mine flade sko, når det skal gå hurtigt på grus, eller når temperaturerne er under fem grader. Heldigvis har vinterkulden kun afholdt mig fra at løbe uden sko i halvanden måned i år. (Andre er noget mindre pivede - fx Rasmus, der skriver bloggen "Bare fusser" og løber uden sko i ned til minus 10 graders frost og sne).

Og min blog handler meget om sko. (Den slags er der sikkert et navn eller en psykiatrisk diagnose for). Men der skal ikke herske tvivl om, at jeg allermest nyder de løbeture, hvor jeg smider skoene og mærker hele jordkloden under mine fødder, mens de får lov til at udfolde sig som et ekstra sanseorgan, der hjælper min krop til at løbe naturligt og frit.

Helt elektrisk
Jeg kender en fantastisk kvinde, der er kunstmaler, zoneterapeut og alternativ behandler. Hun er overbevist om, at kroppen akkumulerer statisk elektricitet, som den ikke kan komme af med, når vi altid har sko på. Ifølge hendes teori aflader man bedst denne elektricitet, når man går - eller løber - med bare fødder.

Om teorien holder, ved jeg ikke. Helt overbevist har hun endnu ikke fået mig. Men ét er sikkert: Efter en løbetur i bare fødder er mine batterier ladet helt op af sanseindtryk, jeg aldrig ville have fået med sko på - og resultatet er et forårshumør helt i top.

Prøv det, prøv det! Inden vinteren er over os igen!

Den Store Skoparade

Jeg ved det: Der er noget helt forkert ved at kalde sig barfodsløber og samtidig være begejstret for løbesko. I visse fundamentalistiske barfodskredse vil så lidt som en tyndslidt uldsok sende dig direkte i bad standing.

Jeg vælger dog at forholde mig praktisk til min sko- og barfodsentusiasme: Bare fødder er fedest, når temperatur, temperament og underlag matcher hinanden - ellers holder jeg mig ikke for god til at smide mine fødder i et par fladsålede løbesko og supplere dem med en god gang barfodsløbeteknik i form af pose running.

Og hvad er det så for nogle sko, jeg løber i? Jo, dem kan du se her:

Mine kære børn. Og flere er på vej til vores lille familie.

De fleste af dem benytter jeg jævnligt. Enkelte er jeg vokset fra - de er simpelthen for meget sko. Men de har alle en plads i mit hjerte - og de har alle haft deres tid på mine fødder.

Her er en kort præsentation af de fleste af mine løbesko i ganske vilkårlig rækkefølge. Har du spørgsmål til mine erfaringer med dem, er du meget velkommen til at spørge mig.

PS: Hvis min kone spørger, så har jeg selvfølgelig købt alle mine løbesko på udsalg med mindst 75 procent rabat og to par for et pars pris.

Nike Free 3.0 - hvor det hele startede.

NIKE FREE 3.0 I barfodsløbekredse bliver Nike ofte omtalt som Satan selv. Årsag? Firmaet opfandt den moderne løbesko med introduktionen af den støddæmpende vaffelsål i slutningen af 1960'erne. Fy, skam jer, slemme skoproducent! Men det var også Nike, der var de første til at skrælle støtte og støddæmpning af løbeskoen med deres Nike Free for snart 10 år siden. ("3.0" er ikke versionsnummeret, men indikerer graden af støddæmpning, hvor 0.0 er barfodet og 10.0 er en almindelig løbesko). Da jeg smed mine Asics Kayano og begyndte at eksperimentere med pose running, var dette den første sko, jeg kastede min kærlighed over. I dag kunne jeg dog ikke drømme om at løbe i den.

Vivobarefoot Evo - min yndlingsløbesko!

VIVOBAREFOOT EVO Bedre allround-løbesko fås efter min mening ikke. Den er perfekt i skov og på asfalt. Jeg har pt. tre par - et par til asfalt uden indersålen (i str. 43) og to par med indersålen til skoven og sommerhuset (i str. 44). Jeg løb Hamburg Marathon i denne grønne model uden indersål sidste år. En let, fleksibel sko - som (i mine øjne) også ser superfancy ud.

Vibram Fivefingers Speed. Min første fingersko.

VIBRAM FIVEFINGERS SPEED Mine Nike Free 3.0 blev hurtigt skiftet ud med fladere sko. De første var denne megagrimme løbesko fra Vibram. Det anbefales, at man stille og roligt vænner sig til dem. Så jeg snuppede en tur på 17 kilometer i skoven. Uden problemer. (Men det vil jeg altså ikke anbefale andre at gøre, for jeg ved, at mange får ømme lægge og fødder af blot en enkelt kilometer de første mange gange). Gimmicken med et rum til hver tå er sådan set okay - men hvis underlaget er det mindste vådt, så er det umuligt at undgå våde tæer, og det er seriøst træls!

Huaraches fra Invisible Shoe - fed sommerløbesandal!

INVISIBLE SHOE Simplere bliver det ikke. En tynd gummisål og en snor. Løbesandalerne, som blev udødeliggjort i Christopher McDougalls barfodsbestseller, "Born to Run" (læs den!), sidder overraskende godt på fødderne og er nemme at have med i hånden eller bukselinningen for en sikkerheds skyld, når man løber i helt bare fødder. Slet ikke så tosset, som det umiddelbart kan lyde. Læs mere om mit indtryk af dem her: Skal du ha' et par flade.

Mizuno Wave Universe 3 - verdens letteste løbesko!

MIZUNO WAVE UNIVERSE 3 En såkaldt "racing flat" - altså en flad konkurrencesko. Verdens letteste løbesko! Med sine kun 100 gram er den faktisk endnu lettere end løbesandalerne fra Invisible Shoe. Den er fin at løbe pose running i, men med sin 4 millimeter hævede hæl (i forhold til forfoden) og støddæmpning kan den ikke kaldes en decideret barfodsløbesko. Er siden blevet afløst af Mizuno Wave Universe 4.

Saucony Hattori - en zerodrop-letvægter.

SAUCONY HATTORI Funky letvægter fra Saucony, hvor hælen er ligeså lav som forfoden. En rigtig god minimalistsko efter min mening. Umiddelbart virker den ikke særlig robust, men den bærer ikke præg af slid, selvom jeg efterhånden har løbet en del kilometer i den (primært på asfalt, men også lidt på skovstier). For nogle vil den være en god overgangssko til endnu mere tyndsålede løbesko, som fx Fivefingers eller Vivobarefoot.

Vibram Fivefingers Bikila - også kendt som PR-skoen!

VIBRAM FIVEFINGES BIKILA Hver gang jeg har løbe halvmaraton i disse sko, har jeg sat ny personlig rekord - derfor kalder jeg dem mine pr-sko. De er lette og giver en god fornemmelse for underlaget. Om 14 dage modtager jeg de nye Vibram Fivefingers SeeYa, som minder om Bikila, men er endnu lettere og tyndere. Dem har jeg store forventninger til, da jeg muligvis vil løbe Hamburg Marathon i dem.

Vivobarefoot Aqua Lite - min nye maratonsko?

VIVO BAREFOOT AQUA LITE Endnu lettere end Vivobarefoot Evo. Endnu tyndere bund. Masser af plads til tæerne. Og vandskyende overdel. Perfekt asfaltløbesko. På halvmaratondistancen har den indtil videre vist sig at være fremragende, så den er min anden valgmulighed til Hamburg Marathon om et par måneder. Mit eneste problem er, at den ser lidt mere anonym ud end mine grønne Evo. Man skulle jo nødig falde i med det nordtyske tapet...

New Balance Minimus Trail - for meget sko efter min smag.

NB MINIMUS TRAIL Mit første indtryk var meget positivt. Men efterhånden bryder jeg mig mindre og mindre om dem. De er for meget sko og overkonstruerede. Er lige kommet i en zerodrop-version, som jeg dog ingen intentioner har om at invitere ind i mine skoskabe. Fås også en en road-udgave. Læs mine indtryk her: Har du set mine nye sko? NB Minimus Trail.

Inov-8 f-Lite 195 - god posesko.

INOV-8 F-LITE 195 Ligesom Minimus Trail har denne sko også en anelse hævet hæl i forhold til forfoden (3 millimeter). Når man er vant til at løbe i helt flade sko, fornemmer man denne hævede hæl. Alligevel er denne sko slet ikke så tosset. Jeg købte den sidste sommer, da jeg skulle løbe maraton i Randers på en rute med mange skarpe sten. (Det blev dog kun til 29 kilometer for mit vedkommende - hmmm...). Poseløbere som ikke har overgivet sig til helt flade sko, vil blive glade for denne sko fra Inov-8 (som i øvrigt siden har fået fladere sko på programmet).

Vivobarefoot Achilles - en spøjs løbesandal.

VIVOBAREFOOT ACHILLES Jeg havde store forventninger til denne løbesandal. Desværre blev jeg slemt skuffet. Den er slet ikke en forbedring af huarachen. Små sten sætter sig mellem storetå og tåkappen, og de giver mig vabler. Ellers er jeg vild med udseendet!

Sole Runner Trainer FX - mere barfodsagtigt bliver det næppe.

SOLE RUNNER TRAINER FX Med en såltykkelse på kun halvanden millimeter og masser af plads til tæerne vil jeg uden tøven udnævne denne sko til at være den sko, der giver mest barfodsfornemmelse for pengene! Er også kandidat til at føre mig de 42,2 kilometer gennem gader og stræder i Hamburg. Jeg har skrevet meget mere om den her: Lydløs som en ninja.


OPDATERING: Nye sko er kommet til, siden jeg skrev dette indlæg. Nogle af dem kan du læse om under "Piskebens skoanmeldelser" i menuen til højre.


PS: Og så lige en lille reklame: Lær at løbe naturligt på Løblets to workshops i Århus 17. marts 2013 og søndag 26. maj 2013. Læs mere her: www.loeblet.dk.

Ferien løber ingen steder

LØBEFERIE "Det bliver både første og sidste gang, jeg bruger min ferie på at løbe," sagde sagde min kone, inden vi tog til Bornholm for at deltage i 2010-udgaven af Etape Bornholm. Jeg var tilbøjelig til at give hende ret. Udsigt til fem dages løb med ømme og trætte muskler - hvad har det med ferie at gøre? Men så slemt gik det slet, slet ikke. Okay, benene var lidt trætte den sidste dag, men vi var samtidig helt klar på at melde os til igen en anden god gang! 

SKYND DIG Hvis du vil sikre dig denne store løbeoplevelse i år, skal du skynde dig. Deltagerantallet er begrænset til 2200 voksne løbere - og de første 2070 har allerede tilmeldt sig årets etapeløb på Bornholm, der løber af stabelen i uge 30 (23. juli-27. juli 2012). Der er også børne- og ungdomsetaper, så løbet er for hele familien.

Den er god nok: Bornholm er en solskinsø!

SOLSKINSØ? Ferien startede faktisk rigtig skidt for os tilbage i 2010. I det øjeblik vi fik fri fra arbejde fredag eftermiddag blev sommersolen skiftet ud med regnskyer over Århus. Og da vi næste dag landede i Rønnes lufthavn, var der uvejr! Sur start på sommerferien og vejrudsigten for de kommende dage lovede ikke solskin til vores blege lår. Men meteorologer er ikke vejrguder, og allerede næste dag var det shorts- og sandalvejr, og det holdt hele ugen, indtil vi igen landede i Billund Lufthavn, hvor vi blev mødt af jyske regndråber.

DE ANDRE Lad mig bare afsløre, at Anette og jeg ikke vandt Etape Bornholm. Ikke så meget som en eneste etape og ikke en gang en sejr i veteranklassen kunne det blive til. Det klarede en kenyaner fra Finland og en tynd pige fra Sparta for os. Men vi er ikke bitre af den grund... Etape Bornholm var et vidnesbyrd om, at løbere kommer i alle størrelser og med ambitioner i alle størrelser, og Etape Bornholm har plads til alle typer løbere - også et par glade motionister som os!

Solen blændede faktisk så meget, at vi var nødt til at løbe med lukkede øjne alle fem dage.

ETAPERNE Fem af slagsen over fem dage. I alt 42 kilometer (altså en maratondistance). I varieret tærræn: 10 km flad rute i Hasle, som en blid start på ugen. En etape ved Dueodde i løst strandsand og klitter, som var 5,8 km lidelse med tanglugt. En utrolig smuk skovetape på 7,8 km ved Almindingen - med så mange stigninger. En sindssyg bjergetape på 8,5 km ved Hammeren, der starter med en lodret mur af asfalt og slutter med en lodret mur af asfalt, masser af publikum og Tour de France-stemning og -smerte! Og endelig den afsluttende flade etape igennem Rønne by og skov på 10 km. I 2012 er starter etaperne ved 18.20-tiden. Det betyder, at der er god til til at lege turister (og evt. være sammen med ikke-løbende familie) om dagen. Se etaperne på Etape Bornholms hjemmeside.

BARFODSVENLIG? Bornholm er en klippeø. Med masser af små klippestykker (kaldet grus og sten) strøet ud over store dele af øen. Man kan sagtens løbe etaperne i bare fødder, men det er altså ikke det mest behagelige barfodsunderlag (til gengæld er ruterne ikke så lange). På strandetapen ved Dueodde kan det dog være en fordel at løbe uden sko. I 2010 løb jeg alle etaper i Nike Free 3.0. Dem kunne jeg ikke drømme om at løbe i igen. Så ville mit valg nok snarere falde på Vivobarefoot Evo eller Vibram Fivefingers Bikila, som trods alt yder lidt beskyttelse mod skarpe sten.

AARHUS 1900 10-15 andre løbere fra vores århusianske yndlingsklub havde fundet vej til Bornholm. De fleste boede sammen på Pensionat Verona i Sandvig. Vi boede på et andet hotel i Sandvig. Men i vores rød-blå klubtøj var det let at spotte klubvenner. Ved den store løberfest efter sidste etape spurgte en nydelig mand os, om vi ikke var fra Aarhus 1900. "Jo," svarede jeg og returnerede høfligt spørgsmålet: "Det er du måske også". "Ja. Jeg er faktisk formand for klubben", svarede Leif-Henning Jensen... Som er formand for Aarhus 1900... (Note til mig selv: Tjek denne fotooversigt over vigtige klubpersoner inden store arrangementer).

Mit økologiske hjerte bløder benzin efter mødet med en elbil, der ikke ville køre.

FREM OG TILBAGE Hvis man bor midt på øen er det sikkert muligt at cykle til de daglige etaper, meeeeen en bil er altså at foretrække. Vi var så heldige (troede vi) at låne en elbil på vores hotel, så vi kunne komme til starten på den første etape i Hasle. Med en topfart på 72 km/t (ned ad bakke - og 40 km/t opad) nåede vi til start i god tid. Men på turen tilbage til Sandvig, besluttede vores elbil at gøre holdt i Allinge. Og der blev den stående. Så vi var nødt til at gå de sidste tre kilometer til hotellet. Herefter lod vi grøn samvittighed være grøn samvittighed og allierede os i stedet med en Jeep, som det ikke lykkedes os at få til at køre mere end 7 kilometer på literen. Til gengæld kom vi sikkert til løb og hjem igen hver gang.

SOM SMURT I SILDEOLIE Etape Bornholm er utrolig velorganiseret. Alt fungerer. Stemningen er rigtig god. De mange hjælpere før, under og efter løbet fortjener stor ros for at gøre løbet til en succes!

KRØLLE-BØLLE Det er stort set umuligt at forstå, hvad bornholmerne siger, hvis de virkelig anstrenger sig for at tale uforståeligt. De fleste forsøger heldigvis at tale noget, der med lidt god vilje minder om rigsdansk, så det er ikke nødvendigt med tolk eller parlør på turen.

Årets løb: Nusstorte, brownie, sandkage og fastelavnboller

Et kig i krystalkuglen: Sådan ser jeg ud i år 2046, hvis jeg fortsætter med at kombinere løb og kage.

Undskyld. Det er halvanden uge siden, jeg sidst skrev et blogindlæg. Jeg har simpelthen været travlt optaget af at banke venner og folk, jeg ikke kender, i Wordfeud (mobiltelefonversionen af Scrabble).

Nu har jeg ladet mig indlægge på en afvænningsklinik for bogstavmisbrugere og tvinger mig selv til at bruge mine ord på noget mere fornuftigt: mine løbsplaner for det kommende år!

Apropos afhængighed: På tredje uge kontrollerer jeg mit indtag af verdens mest fantastiske fastelavnsboller fra Småkagehuset på Frederiks Allé i Århus. Foreløbig har jeg kunnet nøjes med at bolle to gange med remonce, creme og glasur efter lørdagslangturene.

Ved at udvise en for mig så enestående afholdenhed satser jeg på, at komme gennem forårets maratontræning uden at tage på. Det må fejres med en stribe gode løbeoplevelser i det kommende år. Og kage. Sådan ser mine foreløbige planer ud:

Hamburg Marathon (29. april): Jeg skal skære en time af min maratontid fra sidste år. Det er hverken så ambitiøst eller urealistisk, som det lyder. Og så skal det selvfølgelig fejres med Lübecker nusstorte bagefter. (Jeg løber muligvis i de kommende Vibram Fivefingers Seeya. Eller Sole Runner Fx Trainer. Eller Vivobarefoot Aqua Lite. Men det vender jeg tilbage til i senere blogindlæg).

Aarhus City Halvmarathon (3. juni): Ambitiøst nyt byhalvmaraton i Århus.

Randers Freja Motions Sommerløbet aka Kageløbet (juni?): 8 km langs Gudenåen og masser af kage bagefter. Ren hygge!

Rubjerg Knude-løbet (19. august): Jeg løber halvmartonruten i bare fødder. Der serveres sandkage ved depotet på toppen af Rubjerg Knude. Ruten løber forbi mit sommerhus ved Lønstrup i Nordjylland.

Klosterløbet (september?): Jeg deltog i prøveløbet sidste år på en allerhelvedes rute (i hvert fald i bare fødder). Som jeg gerne gentager, hvis datoen passer med mine maratonplaner.

Chicago Marathon (7. oktober): Flere af mine løbevenner deltager. Kombineres med ferie i USA.

Jeg har sikkert glemt nogle mindre løb, som er hyggelige at deltage i. Og så er der alle de løb, som bare ikke passer ind i planerne: Odder Halmarathon, Audi Challenge Aarhus Halvmarathon, Vejle Ådal Halvmarathon, Vestjysk Halvmarathon... Nej, vent - Vestjysk Halvmarathon kan måske godt klemmes ind i programmet, for der plejer at være gode kager...