mandag den 21. juli 2014

Jaget ud af byen, dag 3

Glem ulvene, men tag dig i agt for menneskets bedste ven. 

Hvorfor gør jeg det? Efter kun to dages barfodsbodsgang på Hærvejen har jeg formået at fornærme indbyggerne i tre landsbyer. 

I mit blogindlæg i går gik det ud over Kragelund. Da jeg forlod herberget i morges, blev jeg mødt af en af byens repræsentanter, som havde fået til opgave at eskortere mig uden for bygrænsen. 

Repræsentanten viste sig dog at være ingen ringere en uskoet Claus Hadbjerg - hvis frostskadede fodsåler er berømte i barfodskredse. Jeg var ikke klar over, at han boede i Kraglund, så jeg undskyldte og hilste selvfølglig hjerteligt. 

Det forhindrede ham dog ikke i at eksekvere den straf, jeg var blevet pålagt af kragelunderne: Grus fra helvede og asfalt fra et sted, der er værre end helvede. Imens havde vi en hyggelig tur i de smukke omgivelser ved Bølling Sø, og Claus virkede næsten tilfreds med at slippe for den intervaltræning, han ellers skulle have brugt sin formiddag på. 

Hvorfor gør jeg det? Altså vandrer på Hærvejen uden sko, når jeg gerne indrømmer, at det visse steder går ret langsomt. Svaret er simpelt: Fordi det går langsomt. 

Piskeben og kraglunder i fredelig sameksistens. 
Ud over sanseoplevelsen giver tempoet mig tid til at være til stede i min krop, tænke store og små tanker, af og til slet ingen tanker. Bare være ét med vejen, naturen, omgivelserne. Det er befriende, at det ikke er en sportspræstation, men bare en gåtur i det danske sommerland. Den slags er også sundt. 

Jeg bor jo til hverdag i Århus og kan ikke huske, hvornår jeg sidst stoppede op ved en mark med solgyldent korn og lyttede til den stille brises dans henover de sitrende aks. Det er vist mange år siden, og jeg er slet ikke sikker på, at jeg satte pris på det dengang. 

Gule græsagtige vækster. 

Og så er der alle de farlige dyr. Myg. Myrer. Helvedeshunde. Et enkelt sted på turen bliver vandrere konsekvent angrebet af Baskervilles hunds onde brødre. Så tag dig i agt når du kommer forbi en gård et par hundrede meter efter skiltet til Sannes Private Dagpleje! 

Jeg går videre - stadig med bare fødder og fuld førlighed trods ondskaben, der møder mig under sålerne og i mit indre. I dag Sebstrup, i morgen Nørhoved. 

I dagens videoklip punkterer jeg myten om mænd med store fødder. Selv kan jeg dog kun præstere en bred størrelse 44:




2 kommentarer:

  1. Martha, hende der spiste som en mand ;)9. august 2014 kl. 05.57

    Åh, ja, de hunde... Troede jeg var sluppet for at møde dem, da jeg kommer ud fra en skov og passerer en hyggelig går med en gammel vogn i forhaven og et skilt med en trold på der peger ind i skoven, hvor jeg kom fra. Her er et sted med folk der har humor, når jeg lige at tænke, før de står der med øjne så store som tekopper og lige så store i munden som Blachmann :) Hmm, måske var de faktisk værre, man ved trods alt at Blachmann ikke slår ihjel, men jeg var lidt i tvivl med de her!

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Martha

      Hæ-hæ... Godt at du i det mindste overlevede. Jo mere jeg tænker over det, er det egentlig meget festligt med sådan en spændingselement på Hærvejsruten. :-)

      Hilsen
      Peter

      Slet