onsdag den 16. maj 2012

Læs bogen, se filmen, hør pladen


Her mangler en vigtig bog. Kan du gætte hvilken? Få svaret i dette blogindlæg.
Kan du læse dig i form? Selvfølgelig kan du det. Men lad være med at løbe imens, for restitution er jo altafgørende for at undgå skader og få din krop til at blive endnu stærkere, så den er klar til at tage, hvad du har tænkt dig at byde den i fremtiden.

Når du kombinerer restitution med viden om løb, slår du to fluer med et smæk. Og hvis du alligevel er rastløs og har svært ved at tænke på andet end løb i nedtrapningsperioden inden et stort løb, er det bare om at komme i gang. Der venter dig mange timers spændende læsning. Her er nogle af mine favoritter til inspiration. Enjoy.


Mental løbetræning af Terje Nordberg (Komma Sport 1991)

Dette var min første løbebog. Jeg købte den, da jeg var i starten af tyverne. Jeg var egentlig mere til yoga og tai chi på det tidspunkt, men en gang imellem kunne jeg godt lide at komme ud i skoven og lade tankerne løbe frit. Løb var for mig et meditativt frirum - hvor jeg samtidig kunne forbrænde kalorier i stedet for den karton Prince, som jeg røg dagligt dengang.

Bogen handler ikke så meget om træningsplanlægning og den slags. Dens fokus er den psykiske side af løb. Om det velvære, der venter på skovstierne, og om hvordan man mentalt kan forberede sig til et løb. Terje Nordberg har skrevet flere bøger om emnet.


ChiRunning af Danny Dreyer (Fireside 2004)

For nogle år siden døjede jeg med forskellige småskader, og behandleren anbefalede mig at arbejde med min løbestil ved hjælp af ChiRunning. Jeg blev enormt inspireret af Danny Dreyers bog, som blev starten på min interesse for løbeteknik, barfodsløb og minimalistiske løbesko.

ChiRunning minder meget om PoseRunning. Forskellen på de to skoler, der gerne vil lære os at løbe mere naturligt, er ganske lille. Danny Dreyers måde at forklare tingene på er en anelse mere alternativ, når han fx snakker om chi-energi, hvor PoseRunning i højere grad anvender fysikkens love og fysiologisk forskning til at forklare, hvordan man løber mest naturligt.



Pose Method of Running af Nicholas Romanov (PoseTech Corp. 2002)

En fremragende bog for alle, der gerne vil forstå, hvad det er for kræfter, vi har at gøre godt med, når vi løber.

Når der diskuteres løbeteknik, kommer de glade budskaber fra PoseRunning, ChiRunning Natural Running og de andre skoler let til at få et småreligiøst præg. Dette bliver gjort til skamme i Nicholas Romanovs bog, som grundigt gennemgår, hvorfor det går galt, når vi løbere får skader - samtidig med at opskriften på at undgå dem er let at gå til.

Samtidig rummer bogen en masse teknikøvelser, som er essentielle, hvis du gerne vil lære din krop at bevæge sig, som den er skabt til at bevæge sig. Er du allerede blevet undervist i PoseRunning, er bogen et rigtig godt udgangspunkt for at arbejde videre med teknikken.


Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe af Haruki Murakami (Klim 2007)

Den japanske forfatter Haruki Murakami, der i de seneste år har taget den internationale litteraturscene med storm, er også en aktiv løber. Han løber stort set hver dag året rundt, 70 kilometer om ugen. Det har han skrevet en sympatisk bog om.

Bogen rummer ikke stor viden om løb, men er en personlig beretning om små og store løbeoplevelser fra forfatterens liv. Den er velskrevet og hurtigt læst. Overvej at forære den til én, der måske ikke helt forstår, hvorfor du bruger så meget tid i tights.



Lore of Running af Tim Noakes (Human Kinetics 2003)

Hvad der mangler af forskningsresultater, tal og referencer til alverdens viden i Haruki Murakamis lille løjerlige bog, får du til gengæld i rigt mål i Tim Noakes moppedreng om løb på intet mindre end 934 sider.

Bogen er siden 1985 udgivet i adskillige opdaterede udgaver med den nyeste viden om løb. Den gennemgår alle aspekter af løb på alle distancer og rummer et utal af træningsprogrammer. Læs om alt, fra hvordan enkelte molekyler kan betyde forskellen på sejr og nederlag, og til hvordan du kan forberede dig på løb i ekstrem varme. Praktisk og teoretisk.

Medmindre du har en meget lang sommerferie eller en meget forstående kone, vil jeg nok anbefale bogen som et godt opslagsværk snarere end som natbordslæsning.


Elsk at løbe af Tor Rønnow og Bente Klarlund (Bianco Luno 2010)

Mindre end "Lore of Running" kan heldigvis gøre det. Forfatternes egen passion for at løbe driver værket i "Elsk at løbe" - og det gør den godt.

Bente Klarlund tager sig af forskningen, og Tor Rønnow deler kærligt ud af sine erfaringer fra hundredevis af maratonløb over alt i verden.

Når man har læst denne bog bør man ikke være bange for at løbe - heller ikke mange maraton.



Barefoot running step by step af Ken Bob Saxton (Fair Winds Press 2011)

Uanset om du allerede har smidt skoene eller søger inspiration til at gøre det, går du ikke galt i byen med denne bog. Hvis du kun skal læse én bog om løb, så må du selv vælge mellem denne og bogen om PoseRunning. De vil begge gøre dig til en bedre løber, og du vil slippe for mange af de skader, som andre ellers løber ind i.

Barefoot Ken Bob Saxton (det kalder han sig altså) er måske en anelse fundamentalistisk efter min smag. Han er hardcore barfodsløber og har ikke ret meget til overs for selv de mest minimaliske løbesko. Men han har de bedste intentioner, og værdien af hans gode råd kan ingen tage fra ham. Læs den, læs den, læs den.


Barefoot running af Michael Sandler (RunBare 2010)

Efterhånden er der en del bøger, der gerne vil lære dig at løbe i bare fødder. Umiddelbart virker det måske lidt paradoksalt, da en af barfodsbølgens grundsætninger er, at det er din bare fødder, der skal lære dig at løbe. Helt så enkelt er de nu ikke i virkeligheden, og man kan undgå mange smertefulde erfaringer ved at læse om andres.

Denne bog af Michael Sandler var en af de første. Den er ganske okay, men måske en anelse for alternativ til selv min smag. Når han snakker om, at vi kan aflade kroppen for ophobet statisk elektricitet ved at gå i bare fødder, står jeg i hvert fald af. Men stadig en bog, som sagtens kan læses, og som du også bliver klogere af.


Unbreakable - The Western States 100 af JB Benna (Journeyfilm  2012)

Dette er ikke en bog, men en viiiiiiildt spændende dokumentarfilm om fire ultraløbere, som  i 2010 kæmpede sål mod sål i det prestigefyldte løb "Western States 100".

Filmen følger Geoff Roes, Hal Koerner, Killian Jornet og Anton Krupicka før og under løbet. Jeg er nødt til at advare mod en stærk trang til at løbe rigtigt langt i bjergklædte områder i ugerne, efter at du har set denne film.



Og så til bogen som jeg ikke må glemme...
Jeg kan desværre ikke tage et billede af den, for jeg har lånt den ud. Det er efterhåndet et par år siden, jeg sidst så den. Den må være godt slidt nu, for et utal af venner og folk, jeg knap nok kender, har haft glæde af den. Jeg snakker selvfølgelig om Christopher McDougalls barfordsbestseller "Born to run" fra 2009!

Dette er bogen, der bærer en stor, stor det af skylden for, at alverden nu må indstille sig på nøgne fødder på skovstierne og flade løbesko på fortovene. På semidokumentarisk vis fortæller fortæller "Born to run" historien om en mexikansk indianerstamme, der kan løbe flere hundrede kilometer i sandaler lavet af bildæk. Samtidig med at den fortæller historien om den moderne løbesko. Samtidig med menneskehedens udviklingshistorie i let løb. Samtidig med historien om en flok kugleskøre ultraløbere, som ikke vil gå glip af en oplevelse.

Da min kone havde læst "Born to run", sagde hun: "Nu har jeg bare lyst til at løbe ultramaraton i bare fødder." Det har hun dog ikke gjort. Endnu.

God læselyst.

PS: Og hvad så med pladen? Personligt blander jeg ikke løb og musik. Jeg foretrækker at kunne lytte til min krops rytme, min vejrtrækning og mine skridt - for slet ikke at tale om alle dem, der råber "af banen." når de overhaler mig bagfra.

PPS: Har du favoritter, som jeg har glemt at nævne, så lad mig endelig høre fra dig...

10 kommentarer:

  1. Hej Peter, tak for god inspiration :)
    Jeg har læst og deler din begejstring for Murakami's "Hvad jeg taler om.." den kunne jeg såmænd godt læse igen.
    Min første løbebog var "året i løb", det er også en fin bog af Terje Nordberg.
    Filmen "unbreakable" vil jeg meget gerne se. Har både søgt i biblioteksbasen og på nettet - men kan ikke finde et sted hvor den kan købes eller lånes? Kun på filmselskabets hjemmeside kan den købes, og så er jeg bange for at dvd'en er amerikansk format, som jeg ikke kan se? Musik hører jeg heller ikke når jeg løber. Men overvejer at forsøge med podcast eller lydbøger, hvis jeg engang skal løbe langt og kedeligt for mig selv...Men i bund og grund kan jeg også godt lide lydene omkring mig - evt. stilheden. Vi ses :) Karina

    SvarSlet
    Svar
    1. Du kan da låne mit eksemplar, Karina. Jeg tager den med til dig ved lejlighed. :-)

      Slet
  2. Tak, det vil jeg rigtig gerne :)

    SvarSlet
  3. Hej Peter

    Super-fin gennemgang af en masse muligheder, og som ventet med overvægt mod barfodsløb (fair nok!).

    Du efterlyser kommentarer om eventuelle oversete bøger. Her vil jeg nævne Allan Zachariasens "Løberens ABZ". Dels er den en god gennemgang af alle aspekter i langdistanceløb, og dels er den jo skrevet af Danmarks bedste marathon løber gennem tiden.

    Altså bare for fuldstændighedens skyld.

    Peter

    SvarSlet
  4. Jeg har prøvet at læse Murakami men havde nok forventet en rigtig løbebog. Derfor blev jeg skuffet og gad ikke læse den færdig. Jeg har for nylig fået "Elsk at Løbe" og den tror jeg bliver en god ven. Derudover ville jeg gerne læse "I`m here to win" af Chris McCormack, men kan ikke finde den på bibioteker her i Finland. Og ved ikke om den er så god at den er værd at investere i - vil helst kun købe bøger der kan bruges igen og igen.
    Musik? Nej, jeg er ikke god til det. Vil helst høre naturen og omgivelserne - dog prøvede jeg til halv marathon at bombe hovedet med Simon og Garfunkel da det begyndte at gøre nas. Det var ud fra devisen om at det skal være rart høre på og ikke bare temposættende musik - og faktisk var det ikke nogen dårlig idé. Tog musikken af da jeg nærmede mig mål. Det kan godt tænkes at jeg bruger det patent igen til fremtidige løb for at komme videre når krisen kradser.
    Er det nu man skal ønske held og lykke på søndag og krydse fingre? Eller løber du ikke?

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Kirsten

      Nej, jeg løber ikke på søndag. Jeg havde faktisk satset på, at jeg fik løst mit lille maratonproblem i går, men da jeg havde løbet en halvmaraton, måtte jeg erkende, at kroppen ikke var klar endnu oven på Hamburg. Garngalningen fik til gengæld en flot debut, og jeg fik lejlighed til at møde hende inden og undervejs. Læs hendes beretning her: http://garngalleriet.typepad.com/barfodslb/2012/05/natursti-marathon-2012.html

      Hilsen
      Peter Pjuskepels :-)

      Slet
  5. @Kirsten. Du må på den igen. Murakami skriver, som jeg tænker, når jeg løber. Så jeg kunne virkeligt spejle mig selv i bogen.

    @Hr. Piskeben, er "Elsk at løbe" virkelig så god? - Jeg har det lidt svært med forfatteren uden helt at kunne sige hvorfor.

    Surt at kroppen svigtede dig. København viste sig ellers fra sin absolut bedste side i søndags.

    Per

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Per

      Nu kan jeg ikke lige regne ud, hvilken af bogens to forfattere du har det svært med... ;-) Meeeen jeg vil mene, at du med din form og dit tempo vil kunne finde bedre inspiration andre steder (selvom bogen rummer nogle fine løbsanbefalinger).

      Jeg var heppepige i København (bl.a. for Karina) - så jeg så godt, hvordan mange af jer led (men nogen åbenbart mere end andre). Jeg synes, I var for seje, hele bundtet! Bukker mig i støvet! :-)

      Hilsen
      Peter

      Slet
  6. Hej Peter, ja sikken en artikel - fedt!

    Jeg har kun læst et par stykker af dem og er sådan set enig - Born to Run var den bog der gjorde jeg begyndte på ultraløb - den må man ikke gå glip af!. Murakami derimod syntes jeg ikke var en god bog - meget kedelig og han er noget af en "navle-piller" og ynker en del..
    Med hensyn til musik i ørerne så har en del af mig den opfattelse at det er blasfemisk(ikke at lytte/være til stede i omgivelserne)og andre gange så bruger jeg det bare rigtigt meget med rigtig meget held - kan virkelig få mig slæbt igennem en lang løbetur på en dag hvor motivationen ikke er i top, så jeg har efterhånden altid min ipod nano med så jeg kan plugge den i ørerne og forsvinde ind i en lækker rytme eller sang.
    Den der "unbreakable" dvd har jeg prøvet at få fat i uden held - er det muligt jeg må låne den af dig en dag eller to (når Karina har lånt den ; )? og så kan jeg se på billedet øverst at du også har "indulgence" - som jeg også rigtigt gerne vil se en dag om muligt ; )

    Håber du snart får en rigtigt god overskudsagtig marathon oplevelse - er der et bestemt løb i tankerne? Vi er nogle stykker der tager til Amsterdam i oktober, det var en mulighed at joine hvis du har lyst?

    Mvh

    Mathias

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Mathias

      Hæ-hæ, måske er det, fordi jeg bedre kan relatere til Murakamis ynk og navlepilleri... :D

      Jeg kigger forbi i Ren Kost med de to film senere på ugen.

      Mine maratonambitioner lader jeg stå lidt på standby. Meeeen mon ikke jeg vover pelsen igen. Vi får se...

      Hilsen
      Peter

      Slet