Glem ulvene, men tag dig i agt for menneskets bedste ven.
Hvorfor gør jeg det? Efter kun to dages barfodsbodsgang på Hærvejen har jeg formået at fornærme indbyggerne i tre landsbyer.
I mit blogindlæg i går gik det ud over Kragelund. Da jeg forlod herberget i morges, blev jeg mødt af en af byens repræsentanter, som havde fået til opgave at eskortere mig uden for bygrænsen.
Repræsentanten viste sig dog at være ingen ringere en uskoet Claus Hadbjerg - hvis frostskadede fodsåler er berømte i barfodskredse. Jeg var ikke klar over, at han boede i Kraglund, så jeg undskyldte og hilste selvfølglig hjerteligt.
Det forhindrede ham dog ikke i at eksekvere den straf, jeg var blevet pålagt af kragelunderne: Grus fra helvede og asfalt fra et sted, der er værre end helvede. Imens havde vi en hyggelig tur i de smukke omgivelser ved Bølling Sø, og Claus virkede næsten tilfreds med at slippe for den intervaltræning, han ellers skulle have brugt sin formiddag på.
Hvorfor gør jeg det? Altså vandrer på Hærvejen uden sko, når jeg gerne indrømmer, at det visse steder går ret langsomt. Svaret er simpelt: Fordi det går langsomt.
Piskeben og kraglunder i fredelig sameksistens.
Ud over sanseoplevelsen giver tempoet mig tid til at være til stede i min krop, tænke store og små tanker, af og til slet ingen tanker. Bare være ét med vejen, naturen, omgivelserne. Det er befriende, at det ikke er en sportspræstation, men bare en gåtur i det danske sommerland. Den slags er også sundt.
Jeg bor jo til hverdag i Århus og kan ikke huske, hvornår jeg sidst stoppede op ved en mark med solgyldent korn og lyttede til den stille brises dans henover de sitrende aks. Det er vist mange år siden, og jeg er slet ikke sikker på, at jeg satte pris på det dengang.
Gule græsagtige vækster.
Og så er der alle de farlige dyr. Myg. Myrer. Helvedeshunde. Et enkelt sted på turen bliver vandrere konsekvent angrebet af Baskervilles hunds onde brødre. Så tag dig i agt når du kommer forbi en gård et par hundrede meter efter skiltet til Sannes Private Dagpleje!
Jeg går videre - stadig med bare fødder og fuld førlighed trods ondskaben, der møder mig under sålerne og i mit indre. I dag Sebstrup, i morgen Nørhoved.
I dagens videoklip punkterer jeg myten om mænd med store fødder. Selv kan jeg dog kun præstere en bred størrelse 44:
Måske ville jeg have foretrukket en minaret i baghaven, men det blev nu alligevel en god nat på herberget i Thorning, for jeg er en velforberedt pilgrimsvandrer. Et sæt ørepropper forhindrede mig i få min skønhedssøvn forstyrret af kirkeklokkerne i kirketårnet uden for mit vindue.
Alt var faktisk perfekt her i den gamle skolebygning, som i sommermånederne tager hjerteligt imod hærvejsrejsende.
På vej ind i landsbyen blev jeg overhalet af en ældre herre på cykel, som hilste mig med et "Velkommen til Thorning - herberget er lige efter kirken. Jeg er glad for, at jeg ikke på det tidspunkt anede uråd med hensyn til klokketyraniet, for herberget viste sig at være en perle.
Vi var kun otte til at dele 30 senge. Det betød, at jeg kunne flotte mig med mit helt eget værelse med to dobbeltsenge (godt nok af klapud-slagsen), men her madrassen var behagelig, og det var stik til min iPhoneoplader.
Blåmønstret tapestry (tapet, når det skal være fint) prydede væggene. Det var omhyggeligt afstemt med de køligblå gardiner, hvorved oplevelsen af før-retro fremstod som fuldendt. Og jeg kunne få varmt bad og mad og for en femmer endda et rent hovedpudebetræk for en nat og en appelsinvand.
Ved bordet i den solbeskinnede have blev jeg opmærksom på, at jeg ikke var den eneste barfodsbodsgænger. Vi var nemlig tre ud af de otte i herberget denne aften, der havde taget dagens vandring uden sko.
I nat sover jeg i underkøjen i et næsten ligeså imponerende herberg i den gamle præstegård i Kragelund sammen fem nye rejsende. To af dem blev inspireret til at smide skoene, da de tidligere på dagen så mig på nøgne fodsåler. Jo, barfodssekten vokser stille og roligt i det midtjyske denne sommer.
Til trods for fine overnatningssteder og gode indkøbsmuligheder fornemmer jeg noget trøsteløst over
de små landsbyer, som min vandring fører mig igennem.
Jeg skal undlade at bekymre mig om de arkitektoniske dispositioner, det hersker her. Jeg bliver bare ked af det. Da jeg ved 17-tiden nærmede mig Kragelund, blev jeg først mødt af en klynge huse, som så helt ubeboede ud. De, der ikke var ubeboede, burde have været det.
Bag gardinerne i et af dem så jeg en gammel, benet kvindeskikkelse trække sig sammen. Hun lignede en, der havde ventet på hjemmehjælp siden årtusindeskiftet. I Thorning holdt pizzeriaet sommerferielukket. Jeg går videre.
Husk, at bare fødder hjælper dig med at bevare jordforbindelsen:
Starten på Peter Piskebens BARFODSBODSGANG gik i dag klokken 11.00. Jeg har smidt sommersandalerne og er begivet mig ud på en pilgrimsfærd, hvor jeg skal rette op på alt det, jeg har budt menneskeheden gennem mine første 46 leveår (tak for fødseldagshilsnerne i går - hvem sagde fortysexy?). Seks dages bodsgang er næppe nok, men jeg håber på rabat i kraft af projektets ydmyge karakter.
Så vildt.
Ingen gps (kun mit Omega Seamaster i tilfælde af at kommer på dybt vand) skal lede mig på vej. Ruten er noget så eksotisk som Hærvejen fra Viborg til Jelling (jeg snød faktisk og startede 10 kilometer syd for Viborg i Hald). 120 kilometer excl. vildfarelser (og dem kommer der nok en del af, da ruteafmærkningen ikke alle steder er lige tydelig).
Uden sko og kun gående - selvom jeg på førstedagen på enkelte strækninger skulle anstrenge mig for ikke at sætte i løb, fordi underlaget bare indbød til trailsjov. Men nej - dette er alvor, og min trang til sjov blev hurtigt stoppet af grus fra Helvede. Ham, der har fundet på at anlægge skovstier med et toplag af byggeaffald, skulle stenes. Heldigvis kunne jeg nøjes med en kilometer på svedende asfalt, der smeltede sammen med huden under mine fødder.
Dagens højdepunkt fandt sted i Skelhøje. Her er så kedeligt, at når man først har fået boret sin knallert, er næste naturlige trin at gifte sig med hende den kraftige fra nabolandsbyen, som man ved et uheld har gjort gravid. Det var som absurdteater at opleve den lille købmands to ansatte skændes om, hvis tur det var til at sidde ved kassen og få sig en lur, inden næste kunde (måske) dukkede op om en halv time.
I morgen fortsætter min barfodsfærd ud i sommerlandet. Stay tuned.
Hvis du endu ikke har set lyset, får du chancen i dette blogindlæg: Løb klogere!
Du bruger en masse kræfter på at bremse dig selv, når du løber. Specielt hvis du ikke ved, hvad der får dig til at bevæge dig. Måske gør dette indlæg dig klogere - og til en bedre løber.
Når vi løber, bruger vi de fleste af vores kræfter på stabilisering af kroppen - ikke på fremdrift. Stabillisering kan være et ganske krævende arbejde. Men selve den fremadrettede bevægelse opstår i første omgang helt uden vores aktive indblanding.
Det er langhåret snak, men fortvivl ikke, hvis du ikke forstår det - jeg demonstrerer det gerne for din krop ved lejlighed. Husk, at egne oplevelser er en højere sandhed, end noget man har læst!
Mist balancen
Nu starter vi: Forestil dig en taburet med tre ben. Hvis du fjerner det ene ben, vælter taburetten. Taburetten vælter i den retning, hvor det manglende ben var. Tyngdekraften får taburetten til at vælte på grund af den ubalance, der er skabt.
Det samme gør sig gældende, når vi løber. Står vi stille i en balanceposition, vil en række muskler være aktiveret for at opretholde vores balance. Dette sker, uden at vi behøver tænke over det.
Ønsker vi at bevæge os i en given retning, skal vi først tænke tanken. Herefter vil nogle af stabilliseringsmusklerne afspændes, og vi vil bevæge os i den ønskede retning. Vi har altså fjernet et "taburetben," så vi mister balancen og "vælter" i den ønskede retning. Vi vælter, fordi vi har en masse, som tiltrækkes af jordklodens tyngdekraft.
Her vil nogle sikkert indvende, at tyngdekraften er en nedadrettet kraft, som ikke kan rettes fremad. Det er korrekt. Men de glemmer at "taburetten" har flere ben. De stirrer sig blinde i trykpladedata og udviser manglende evne til at udfolde og overskue basal viden om fysiske love til noget så komplekst som “hvad er det min krop gør, når den bevæger sig.” Den slags kræver ud over kendskab til Newtons bevægelseslove noget så uakademisk som kropsbevidsthed. Her rækker en bachelor i idræt eller en imponerende personlig rekord på halvmaratondistancen sjældent.
Tør du se dig selv, når du løber?
Sætter du af, eller bliver du sat af?
Ifølge Newtons 3. lov - loven om aktion og reaktion - vil vi påvirke jorden med en modsatrettet kraft, når vi falder fremad. Dette er let at fejltolke: Er det den fremadrettede bevægelse, der skaber den bagudrettede kraft - eller er det den bagudrettede kraft, der skaber den fremadrettede?
Den fremadrettede bevægelse skabes først (gennem “faldet”) ved at fjerne den muskelspænding, vi opretholder vores balance med. Herved opstår en modsatrettet kraft. Men hvis vi undlader at miste balancen først (altså lader være med at fjerne et “taburetben”), vil vi kun kunne skabe en bevægelse opad, dvs. modsat tyngdekraften - og på den måde løber vi ingen steder.
Vi er nødt til også at bevæge os opad for at genvinde den højde, vi taber på grund af “faldet.” Men den genvinder vi ikke i form af det, vi normalt kalder afsæt. Det sker derimod helt automatisk og ubevidst (gennem en stabilliseringsfunktion, der er i forbindelse med vores balanceevne og proprioception, dvs. muskel- og ledsans). Og det sker langt tidligere i skridtafviklingen, end vi opfatter, nemlig idet vi passerer vores balancepunkt.
I dette videoklip kan du se, hvornår musklerne aktiveres, når sprinteren (og dopingdømte) Asafa Powell løber:
Slip bremsen
I det hele taget skal vi gøre meget mindre, end vi tror, når vi løber. Ellers kommer vi let til at bruge kræfterne forkert, så vi bremser os selv og pådrager os unødige overbelastningskader.
Ikke mindst ved løb ned ad bakke er det tydeligt at iagttage løbere, der bremser sig selv. Det er spild af kræfter at løbe med en fod på speederen, samtidig med at man bremser!
Meget forsimplet udtrykt handler løb om at komme fra fald til fald - så hurtigt som muligt og uden at bremse os selv. Det gør vi ved at lande så tæt på vores balanceposition som muligt, dvs. nærmest under kroppen.
Sådan flytter du benene
Men hvis vi reelt ikke skal gøre noget for at bevæge os fremad, hvad skal vi så gøre? Jo, når overkroppen "vælter" fremad, skal vi have understellet til at følge med. Vi skal altså flytte benene under os.
Det er nemmere, end vi gør det til. Alt, hvad vi behøver at gøre, er, at løfte foden op under os. Foden skal løftes den korteste vej op under hoften ved hjælp af musklerne på bagsiden af låret. (Andre muskler er også involveret, men det er primært til stabillisering).
Hvor højt foden løftes er afhængigt af farten. Set udefra foretager foden en cirkelbevægelse, men det skyldes, at fodens bevæger sig hurtigere fremad, fordi svingbenet (radius) bliver kortere, når foden løftes.
Er du ligeglad med hvordan - så løb bare som du plejer.
Snyd ikke dig selv
Løb er dog langt fra kun et spørgsmål om teknik og fysikkens love. Vores fysiologiske forudsætninger som kredsløb, iltoptagelse, muskelceller og energiomsætning er faktorer, vi ikke kommer uden om. Kun til en vis grænse kan vi forbedre os ud fra disse individuelle forudsætninger. Derfor kan to personer, der træner ens, aldrig forvente at få samme udbytte af træningen.
Men hvis man glemmer at arbejde med teknikken, snyder man altså sig selv - både i forhold til at undgå skader og blive en mere effektiv løber.
Ved at blive bevidst om de fysiske kræfter og love, man er underlagt som løber, bliver det lettere at forstå, hvordan man bliver en bedre løber. Man bliver nemlig ikke kun hurtig ved at træne mere - man bliver også hurtigere ved at løbe bedre.
Ja, vi elsker løbeskader - men det er federe at være fri!
For en del år siden løb jeg ved siden af en mand, som sagde: "Der går rygter om, at der er en løber oppe foran, som IKKE har nogen skader." Det lo vi meget af til det halvmaraton.
Sandheden er jo, at vi løbere elsker løbeskader. Vi elsker at tale om dem, vi elsker at gøre os kloge på dem, vi elsker at dele skrækhistorier, succeshistorier og lidelseshistorier. Skader er en meget vigtig del af sporten. Det gælder på alle niveauer. VM i løbeskader
Lige om lidt er der VM i halvmaraton i København. At dømme efter alle de startnumre, der er til salg på Facebook og i diverse løberfora, skal arrangørerne nok højst forvente, at der stiller fire kenyanere, en Spartaløber, to Aarhus 1900-løbere og en håndfuld barfodsløbere op til dette ellers udsolgte løb.
Alle dem, der har sat deres startnummer til salg, kan næppe være blevet overrasket over datoen falder sammen med deres bryllupsdag. Og man skulle synes, at et års tid til at forberede sig fornuftigt på at løbe 21 kilometer burde være rigeligt.
Burde... Det ord burde slettes fra sproget. Det er så forbandet let at leve andres liv rigtigt. Det er umuligt at leve sit eget liv fejlfrit. Og den slags giver løbeskader (eller det, der er værre).
Beskidte sko er ikke det værste, du kan blive udsat for.
Vader i skader
Sandheden er, at løb er en farlig sport. Løb burde have være forbudt længe før heroin og kørsel uden sikkerhedssele. Men måske er det netop det dragende ved løb? Når vi kommer luntende på velfriserede løbestier med seks minutter pr. kilometer, udlever vi så vores trang til et dødsensfarligt liv på kanten af sund fornuft?
Sådan må det være. Barfodsløbere løber lige til vabelgrænsen, og til de får fodsmerter. Skoløbere løber sig til knæskader og skinnebensbetændelse. Vi kender først vores grænser, når vi har overskredet dem - som om det nærmest var målet i sig selv. Det er det måske også.
Orgasmejagt
Den slags grænsesøgende adfærd er dybest set dumt. Det svarer til historierne om fede mænd, der bliver fundet livløse og nøgne på et hotelværelse med et bælte om halsen, som i deres jagt efter klimaks, har måttet betale den højeste pris.
Helt så galt går det heldigvis sjældent for løbere (selvom jeg faktisk har deltaget i et par løb, der har kostet løbere livet). Til gengæld får vi noget at snakke om. Det er en sjov (egentlig usjov) menneskelig adfærd, at vi hellere vil tale om snestorm, orkan og regnvejr, end vi vil tale om tørvejr, solstrejf og let brise.
Måske kan det snakkes væk?
Forleden fulgte jeg en debat på en løbeside på Facebook, hvor en løber efterlyste råd mod et genstridigt løberknæ. Dem var der mange af. Virkelig mange.
Som behandler (jeg er akupunktør) og poserunning-instruktør (løbeteknisk skadesforebyggelse) er jeg selv en af dem, der har en mening om, hvad der virker og ikke virker. Og det er selvfølgelig ikke alt, der virker på alle. Derfor må man søge råd og lindring, hvor man føler sig i gode hænder.
Nogle løbere er allerede på vej på privathospitalet, inden du kan nå at stave til "MR-skanning" efter en lidt for heftig omgang intervaltræning. Nogle forsøger at snakke det væk. Andre forsøger at løbe det væk eller smører sig ind i tigerbalsam eller Voltaren fra top til tå. Og så er vi en flok skoforsagere, som udbreder os om det glade budskab om flade sko og god teknik. Det kan vi så skændes lidt om.
Ekspert i arbejde.
Ikke mere mælk til dig, søde
Hos en fysioterapeut får du måske stabiliserende hofteøvelser (det er åbenbart det bedste trick, de kender for tiden). Hos en skosælger får du formstøbte indlæg og sko, der gør sig godt på videooptagelsen i butikken. Hvis du går til en diætist, får du sikkert forbud mod sukker og mælkeprodukter.
Hos mig får du sylespidse nåle stukket i kroppen - eller allerhelst en justering af din løbeteknik. Min erfaring siger mig, at det er den mest effektive måde at slippe af med sin skinnebensbetændelse og størstedelen af knæproblemer.
Men selvom jeg hellere vil se mig som ekspert i at hjælpe folk af med deres løbeskader, end jeg vil være ekspert i løbeskader, må jeg sommetider erkende, at jeg ikke kan hjælpe alle. I mange tilfælde er kuren nemlig endnu mere simpel: Hold afstand til dine grænser. Løb mindre. Løb langsommere. Vær god mod dyr og børn og voksne.
PS: Har du brug for hjælp til at få styr på den gode barfodsløbeteknik og få dig et langt og lykkeligt løberliv med færre skader, så har du chancen, når LøbLet holder workshop i Århus søndag 30. marts. Læs mere her: Lær at løbe naturligt.
Et godt punktum. Times New Roman. Rundt, ikke for stort.
Min kone fortalte en historie om en studentermedhjælper på sit advokatkontor: Han skrev ad helvede til. Dårligt sprog, stavefejl og endnu flere sjuskefejl. Alligevel havde hans chef kun denne kommentar, efter at have rettet et dokument, han havde skrevet: "Du er god til at sætte punktummer."
At kunne se det gode i alting, er en stor menneskelig egenskab. Som menneske - og også som løber. Som løber er det vigtigt at kunne fokusere - og helst på det positive, for det er jo det, der kan tilføre ekstra kræfter, når man kører på reserverne.
Er dette et godt punktum? Helveticas punktum er kvadratisk.
Da jeg i juleferien løb Fussingø Trail i juleferien, kunne jeg knap sætte punktummer, og jeg kunne ikke se noget godt i dem. Jeg var negativ, fed og i dårlig form.
Jeg havde kun løbet tre kilometer, og der var mere end tolv tilbage. Mest opad og mest i mudder. En kilometer nede ad stien kunne jeg se startområdet, og jeg var tæt på at snuppe den lette løsning for at slippe for de pinsler, der ventede. Jeg blev indhentet af et par af mine løbevenner. Deres overskud tvang mig videre. Men nøj, hvor var jeg kedeligt selskab. Kunne kun lige hænge på og kunne slet ikke nyde den smukke rute.
Men bagefter kunne jeg glæde mig over, at jeg havde valgt de perfekte sko til ruten: Inov-8 Bare-Grip 200. Punktum. Hvis jeg bare øver mig, skal jeg nok blive god til at finde det positive.
I dag skal jeg løbe 3. afdeling af Himmelbjergegnens Trailserie. Det bliver rædselsfuldt, og jeg er fastelavnsbollefed. Men mit skovalg vil være perfekt - og min pandelampe lyse skoven op. Ja, jeg er blevet bedre til at sætte punktummer.
Comic Sans' punktum er helt til grin. Og en anelse større end Times New Roman.
Hvis jeg øver mig, bliver jeg måske i stand til udelukkende at fokusere på det, der giver energi - i stedet for at fokusere på mudderet, bakkerne, flæsket. Når jeg tænker nærmere over det, kan jeg jo godt lide mudderet, og bakkerne er skønne, når jeg løber nedad.
Måske bliver jeg endda i stand til at vise samme forståelse for andre mennesker, som Stellan Skarsgård i Lars von Triers "Nymphomaniac": "Jeg har aldrig mødt et dårligt menneske."
(Det er i øvrigt en fremragende film. Lad dig ikke skræmme af titlen, halvanden halvstiv negerpik, forslåede balder eller et par mælkehvide ungpigebryster. Det er kompromisløs film- og fortællekunst, der formår at se noget godt i alle. Og så rummer den gode punktummer.)
PS: Næste blogindlæg kommer til at handle om flade sko. Det lover jeg.
PPS: Vi har fået et afbud til vores LøbLet-workshop i Århus 2. februar. Hvis du er hurtig ved tasterne kan du lære at løbe naturligt og undgå skader. Læs mere her: Workshop - lær at løbe naturligt
Der er mange myter om forfodsløb, barfodsløb og løbeteknik. Som Pose Running-instruktør og løbecoach møder jeg ofte de samme spørgsmål igen og igen fra mine kursister og løbevenner.
Det var de samme spørgsmål, jeg selv stillede mig på min vej fra løbeskadet i et par Asics Kayano til løbeglad i et par flade løbesko. Så for at hjælpe dig godt på vej, har du her Piskebens Totale og Ultimative Uomtvistelige Sandhed om Barfodsløb og Forfodsløb og Alt det dér Jazz... sådan cirka...:
Kan man løbe barfodsløb hele året? Ja. Hvis du bor under sydlige himmelstrøg, hvor temperaturen aldrig kommer i nærheden af frysepunktet. Eller hvis du hedder Rasmus. Det giver kun mening at løbe barfodet hele året, hvis det er et mål i sig selv. Eller hvis du ikke har råd til sko. (Eller hvis du hedder Rasmus). Det er pissekoldt om vinteren, og du risikerer, at huden ætser væk, når der er saltet på veje og fortove. Medmindre du er udstyret med et overmenneskeligt blodomløb, reducerer kulden desuden fodsålernes følsomhed, så du får mindre føling med underlaget, end du ville have haft i et par tyndsålede sko. Men når det ikke er koldt, giver det god mening: Det er en fantastisk sanseoplevelse at løbe på varieret underlag, og på et hårdt underlag får du god mulighed for at træne teknik og timing af din skridtafvikling.
Kan jeg slippe af med mine knæproblemer ved at skifte løbestil? Ja. Belastningen på dine knæ reduceres med op mod 50 procent. Kræver du videnskabeligt bevis? Så google det selv! Er du tilfreds med at mærke det på egen krop? Så skift løbestil nu!
Skal jeg starte med overgangssko? Det bestemmer du selv. Jeg havde selv nogle måneders pitstop i et par Nike Free 3.0 og et par Mizuno Wave Universe 3, inden jeg bekendte mig helt og holdent til barfodsløb, zerodrop og superminimalistiske løbesko. Jeg ved, at Claus "Posemanden" Rasmussen også løb i overgangssko på sin vej til at blive Vivobarefoot-discipel, og Ole Stougaard fra Multitesta har fokuseret mere på teknik end sko. Jesper Nothlev, som er min makker i LøbLet, nåede at slide et par lette Mizuno Ronin-konkurrencesko halvt op, inden han turde overgive sig til de helt flade. Var overgangen sket hurtigere, hvis vi var hoppet direkte i et par flade sko? Måske. Flade sko gør det nu engang lettere at lære teknikken, men skoene gør det ikke alene. Hos nogle af mine kursister oplever jeg, at det kan være er et spørgsmål om mod. Hvis de føler sig mest trygge ved at vælge en overgangssko, der kun vejer det halve og kun har halvt så meget støddæmpning som deres gamle sko, er alt et skridt i den rigtige retning. Somme tider er det bedre at lirke den ind.
Nike Free 3.0 - en klar forbedring i forhold til mine Asics Kayano
Man får ikke ondt, hvis teknikken er i orden? Du kan sagtens få ondt, selvom teknikken er lige i skabet. Hvis du løber for langt eller for hurtigt, siger din krop fra. I starten vil dine lægmuskler insistere på tilvænning, men hvis de bliver ved med at beklage sig, så tolk det som et signal om, at teknikken ikke er helt i orden. Tjek, om du sætter af eller lander helt oppe på tæerne. Fødderne kræver også tilvænning: Fodøvelser. Hvis du begynder at få ondt i knæ, skinneben eller ryg, er det næsten 100 procent sikkert, at din teknik stinker big time!
Det er umuligt at løbe i højhælede sko med støtte? Langt størstedelen af alle løbere, du møder på din løberute, løber stadigvæk i gammeldags løbesko med støddæmpning og pronationsstøtte. Og størstedelen af dem har ikke tænkt sig at smide skoene - heller ikke selvom de kunne undgå en række af de klassiske overbelastningsskader: løberknæ, skinnebensbetændelse, smerter i lysken eller lænden osv. Det er det indre, der tæller, og hællandere er også mennesker.
Mizuno Wave Universe 3. Under 100 gram - dog med få millimeters drop,
men stadig at foretrække frem for Newton og Ecco Biom.
Bliver man hurtigere? Hvis du smider skoene og løber i bare fødder, vil din hastighed være afhængig af underlaget. Utrænede fødder bryder sig ikke om at løbe på grus, og så bliver farten derefter. Skifter du derimod til minimalistiske løbesko, og har du lært teknikken, vil du sandsynligvis opleve, at du kan løbe hurtigere uden at bruge flere kræfter. Men det kræver som sagt, at teknikken er i orden.
Sko som Ecco Biom og Newton gør det lettere at løbe naturligt? Nej, tværtimod. Jeg har endnu til gode at se en løber i Ecco Biom eller Newton, som ikke ville løbe bedre i en lettere og fladere sko. Faktisk har stort set alle de løbere, jeg har set i den type sko, landet på hælen, selvom de troede, at de landede på forfoden. Sko, der foregiver at forbedre din løbestil, er fup. Løb skrigende bort, og spar pengene. Lær den rigtige teknik i stedet.
Er selvgjort velgjort? Du kan ikke tænke dig til at løbe med en anden løbeteknik. Du kan heller ikke lære det på YouTube (eller ved at læse min blog). Jeg har selv prøvet. Og jeg har set hundredevis af løbere forsøge. Løb er en færdighed. Og for at opnå en færdighed er man nødt til at lære den rigtige bevægelse og fornemmelsen for den rigtige bevælgelse. Det kan kun læres gennem øvelse og gentagelser. Akkurat på samme måde, som hvis du vil lære at svømme eller spille klaver.
Spil det igen. Det kræver gentagelser, hvis man vil opnå en færdighed.
Er det nødvendigt at lave planken? Næh. Et minimum af styrke og mobilitet er selvfølgelig en vigtig forudsætning for at kunne løbe. Men det nytter altså ikke noget at have en pik på en halv meter, der er hård som stål, hvis du ikke ved, hvordan du skal score damer. Balanceevnen er din vigtigste coremuskel. Den sidder mellem ørerne og under dine fodsåler. Den er til gengæld sværere at blære sig med end en sixpack (eller en halv meter pik af stål).
Er midtfodslandig ikke bedre end forfodslanding? Nej. Fodbalden er det første, der skal ramme jorden, hvis du vil udnytte din krops indbyggede støddæmpning optimalt og fremdriften mest effektivt. Men du skal slet ikke tænke på din landing. Den er nemlig bare et resultat af, at du gør alt det andet korrekt. Hvis du først begynder at tænke på, hvordan dine fødder lander, går alt andet galt. Tro mig. Lær i stedet at trække foden lige op under hoften på den rigtige måde, med en rank kropsholdning og med den rigtige timing. Så lander du automatisk for forfoden - uden at skænke den en tanke. Se mere i denne lille video:
Er jeg nødt til at lave teknikøvelser? Ja. For at tilegne dig dine nye løbefærdigheder, er du nødt til at lære de rigtige bevægelser, og du er nødt til at lære at mærke, om du gør det rigtige. På nettet kan du finde hundredevis af øvelser. Desværre kan man fodre svin med velmente øvelser, som man aldrig får lavet. Når jeg underviser, foretrækker jeg at gøre det så enkelt som muligt. Jeg sender kursisten hjem med højst tre-fire øvelser. Om de bliver lavet, er ikke mit problem, men når jeg ser dem igen, er det tydeligt, hvem der har lavet sit hjemmearbejde. Øvelserne kræver mere koncentration, end de kræver tid. Og når du løber, vil de give mening. Hurtigt og effektivt.
Er det ok at gå i Fivefinger til hverdag? Nej. Kun skolelærere og gymnasielærere kan slippe afsted med den slags. (Men jeres elever griner af jer). I det hele taget er sportssko forbudt som hverdagssko. Sådan er det bare.
Hvorfor gå i Fivefingers, når man kan gå i Prada?
Skal jeg starte helt forfra? Det er op til dig selv. Optimalt set skal du i en periode fokusere på teknikken og glemme alt om at løbe langt. Det er den rigtige og den hurtigste måde at få omprogrammeret din løbestil på. Men... Hvis jeg skal være realistisk, så ved jeg, at 90 procent af alle de kursister, jeg underviser i LøbLet, ikke tager en kold tyrker fra kilometerræset. Selvom du kan få din kredsløbstræning og udholdenhedstræning tilgodeset andre steder, ved jeg, at det er de færreste løbere, der vælger den metode. Uanset hvad læreren siger. Det gjorde jeg heller ikke selv. Som minimum mener jeg dog, at du bør lave teknikøvelser i forbindelse med hver eneste træningstur og samtidig sætte en ugentligt træningsdag af til tekniktræning. Her skal du udelukkende fokusere på tekniske øvelser og perceptionsøvelser. Skal du i gang igen efter en skadespause - så har du de allerbedste udgangspunkt for at gøre det på den rigtige måde: Lær teknikken hos en erfaren instruktør - og gør som han anbefaler. Sådan bliver du lettest rustet til dine kommende mål som en bedre og hurtigere løber - uden skader.
Fremmer fordømmelse forståelsen? Jeg og mange andre barfodsløbere tændes af og til af hellig vrede ved synet af elendige løbere i alt for klodsede sko. Og mange gange har jeg hørt barfodsløbere omtale Nike efterfulgt af en fnys. Bliver man venner på den måde? Næh. Jeg spænder ikke ben for hællandere (længere), og jeg har kun en enkelt gang stoppet en løber, som jeg mente var til fare for sig selv (og han var en gør-det-selv-forfodsløber, som var godt på vej til at ødelægge sig selv). Du ved selv, hvordan de fleste reagerer, når andre missionerer: Det glade budskab forsvinder i latterliggørelse. Så lad bierne komme til honningen og ikke omvendt.
Man kan ikke læse sig til at blive en bedre løber, men man kan blive en klogere løber.
PS... Og så mit sædvanlige reklamegøgl: Vil du gøre det let for dig selv, og vil du lære teknikken? Vil du lære Pose Running, forfodsløb, barfodsteknik eller naturligt løb? Og vil du slippe for løbeskader. Så får du chancen i Århus søndag 2. februar, hvor LøbLet holder workshop. Læs mere her: Lær at løbe naturligt.
