Utroskoskab: Merrell Vapor Glove

JEG HAR DÅRLIG SAMVITTIGHED Jeg er så sjusket med min blog. Det er måneder siden sidste indlæg, så I skal ikke skånes for mine undskyldninger. De er mange og gode, og her er nogle af dem.

JEG HAR VÆRET UTRO Min kone har også været utro. Det virkede bare så rigtigt for os begge. I sommerferien fik vi nemlig nye løbesko, og vores fælles sommerforelskelse hedder Merrell Vapor Glove.

Sand, strand, sommer, sko. Meget bedre bliver det ikke.

Ja, det var kærlighed ved første blik og første løbetur. Det er de bedste løbesko, jeg har løbet i. De er lette, de er smarte, og sålen er mere fleksibel og giver en bedre fornemmelse for underlaget, end både Vivobarefoot Evo og Vibram Fivefingers. Merrell Vapor Glove er ikke vinter-, mudder- og trailegnede - de er bedst til velfriserede skovstier og asfalt. Men skide være med det, når solen skinner, det er sommer, og man er forelsket.

Alt var perfekt. Var.

Efter at have prøvet andre barfodsløbesko fra Merrell, hvor svang, pasform og sålens stivhed slet ikke tiltalte mig, troede jeg ikke, at jeg skulle kaste min kærlighed over Merrell Vapor Glove. Men efter at have prøvet min LøbLet-kompagnons, var jeg solgt. Jeg havde egentlig lovet min kone at holde lidt igen med min skofetich, så jeg følte mig tvunget til også at købe et par til hende. Det kunne hun godt lide.

Sommetider drømmer jeg, at mine også er pink. Mmm... pink...

"Det bliver svært at vende tilbage til de gode, gamle Vivobarefoot," sagde jeg.

"Ja," sagde min kone.

Desværre holder den slags forelskelser sjældent så længe. Kærligheden til skoene er intakt, men det er skoene desværre ikke.

JEG ER SKUFFET En af mine poserunning-kolleger spurgte mig forleden om, hvad jeg synes om holdbarheden af barfodsløbesko. Ingen af os var synderligt imponerede. Det kan godt være, at jeg i teorien burde kunne løbe længere i et par minimalistiske løbesko, som ikke lider under en træt støddæmpning efter 800 kilometer. Men det kan jeg ikke. De bliver simpelthen slidt.

Min kones hul. Og et hul samme sted på mine grønne.
Og endnu et hul samme sted på Jespers. Det holder ikke.

Der kommer huller i stoffet på mine Vivobarefoot Evo og mine NB Minimus Trail Zero. Det samme skete for mine Inov-8 F-lite 195. Der gik hul på sålen på mine Vibram Fivefingers Seeya efter alt for få kilometer.

Og efter mindre end 200 kilometer gik der hul i mine Merrell Vapor Glove. Og i min kones. Og i min LøbLet-kompagnons. Samme sted - ude mellem storetå og pegetå, dvs. ikke et sted, hvor uklippede tånegle kan skære sig gennem stoffet.

Heldigvis er producenterne godt klar over problemet, og jeg har i flere tilfælde fået et nyt par som erstatning. Men jeg ville hellere være fri for bøvlet. Er det virkelig prisen for at ville have så lette sko som muligt?

Hvis skoene ikke holder, er det godt, at mine fødder holder stilen ved DHL-stafetten i Århus!

JEG FÅR FOR LIDT Jeg vælger at se det fra den lyse side: Jeg får en undskyldning for at købe nye sko! Det kan jeg jo godt lide. Desuden har jeg slet ikke fået løbet så meget i løbet af sommeren - og mest helt uden sko.

Efter mit mountainbikestyrt i foråret er jeg kun kommet langsomt i gang igen. Jeg har ikke haft nogen træningsmål, og jeg har haft andet at bruge tiden på. Hvis jeg får løbet tre gange om ugen, er jeg stolt af mig selv.

Samtidig må jeg fra sidelinjen se mine løbevenner lave pragtpræstationer: Så løber de lige et maraton her og der og alle vegne, og så løber de lige Julsø Ultratrail, og så skal de løbe en tur fra Athen til Sparta på 256 kilometer i bagende hede. Men til næste år! Eller næste år...

Sådan! Barfodskage under kærlig behandling til min reception.

JEG STIKKER DEN KUN HALVT IND Egentlig er jeg godt undskyldt for mine manglende præstationer på de internationale sportsarenaer for tiden. Jeg har åbnet akupunkturklinik i Århus.

Jeg har en masse dejlige venner, som har hjulpet mig med at få den færdig til indvielsen for et par uger siden. Tak! Jeg er bare så glad for resultatet.

Her giver jeg folk en god behandling.

JEG ER GLAD Fik jeg sagt, at jeg er glad og taknemmelig?

Du er velkommen til at kigge indenfor. Adressen er Chr. Wærums Gade 15 på Frederiksbjerg i Århus.

Producent: Merrell

Model:        Vapor Glove

Vægt:         156 gram (i min str. 43,5)

Pris:           800 kroner

PS: Vil du lære at løbe? Effektivt og uden skader? Så læs mere her: Lær at løbe naturligt.

Kan en barfodsløber miste jordforbindelsen?

Barfodet, frelst, fri og flyvende - og nu også fed.

Moder Jord holder godt fast i mig for tiden. Syv kilo er det fede resultat af minimal fysisk udfoldelse siden mit cykelstyrt. Det klæder ingen. Og det klæder slet ikke en mand på min alder, at det hele hopper, når jeg rejser mig fra sofaen for at hente en is i fryseren.

Jeg plejer at kalde tyngdekraften for min bedste ven. Sikke en ven. Selvsamme tyngdekraft flåede cykelhjulene væk under mig for to og en halv måned siden. Og nu vil den altså ikke slippe sit greb i mig. Gudskelov er jeg blevet opmærksom på en endnu bedre ven - men mere om det senere i dette indlæg.

Skal vi nu også lære tølt?

Længe inden Christopher McDougall skrev sin barfodsepistel "Born to Run," havde Dr. Nicholas Romanov, der er ophavsmanden til "Pose Method of Running," talt for flade sko og bare fødder, som et vigtigt element til at optimere løbeteknik og undgå skader. Og ikke mindst hvordan tyngdekraften er med til at skabe den fremadrettede bevægelse, når vi løber.

Ingen tvivl om at begge d'herrer har skånet mange løbere fra en skæbne som ex-løbere. Mange er blevet deres knæskader og andre løbeskavanker kvit ved at smide skoene og få styr på teknikken.

Men skal ret være ret, så er den primære årsag til løberondskab den samme som til al anden ondskab i verden: Grådighed. Vi vil løbe hurtigere end vores krop kan tåle. Dropper hviledagene. Og vil hellere opfylde vores sportslige ambitioner (på alle niveauer), end vi vil lytte til vores krops celler, muskler, sener og led, når de skriger på hvile.

Vi er mildt sagt ofte nogle djævelske herskere over vores mikrokosmos. Men det er der råd for, og rådet er, at supplere tyngdekraften med endnu en god ven: Tålmodighed.

Mine fødder elsker min nye bedste ven - og det er gengældt!

Her er min dyd
Hvor gerne jeg end ville synge lovsange om barfodsløb og Pose Running, så bør alle løberes førsteelsker være hviledage i afmålte mængder kombineret med passende træningtempi og -distancer. På den måde nedbryder man ikke formen, men bygger den langsomt og sikkert op. For kontinuerlig træning, der ikke hele tiden bliver afbrudt af skadesperioder, er og bliver den mest effektive metode til at (for-)blive en bedre og gladere løber.

Nu da jeg så små er kommet i gang med at løbe igen, må jeg erkende, at det er pissehårdt. Fysisk, fordi jeg er blevet tung og kommet i dårlig form. Psykisk, fordi jeg kan huske, hvordan jeg plejer at kunne løbe - og nu må se Lis, Torben, Olav, Kim og Kim og alle de andre løbe fra mig. Erindringen om at jeg normalt let løber lange ture er også problematisk, fordi jeg let risikerer at forcere distancen, inden kroppen helt er klar til det.

Barfodsløb forebygger skader
Heldigvis kan min nye bedste ven, Tålmodighed, også godt lide barfodsløb. Derfor har jeg løbet mine første træningsture uden sko på det værste underlag, jeg kunne finde i Marselisskoven. Det holdt automatisk mit tempo nede, og mine uhærdede såler forhindrede mig i at løbe alt for langt.

Jeg er ikke den eneste, der sætter pris på at smide skoene for at undgå skader. Aarhus 1900-talentet Morten Frandsen smider skoene og løber i bare fødder flere gange om ugen, for at styrke fødderne og skærpe teknikken. Læs selv her: Barfodsløb skal få løbetalent til OL.

Så selvom du ikke ønsker at blive fuldgyldigt medlem af barfodssekten, er der altså flere gode grunde til at overveje, at smide skoene en gang imellem.

Så simpelt er det at lave fedtfattig bananis!

Opskrift på et sundt løberliv - og is
Afslutningsvis vil jeg lige repetere, hvordan vi løbere undgår at få et kontinuerligt træningsforløb afbrudt af gentagne skader. Det er ikke ny viden - men jeg selv og mange andre løbere glemmer det ofte, når vi forsøger presse de sidste dråber ud af vores form. Og pauser er ganske vist gode, men skadespauser gør os altså ikke til bedre løbere:

• Giv kroppen hvile: Løb ikke for hurtigt, ikke for langt og ikke for ofte. Lyt til kroppen, og fang dens signaler, inden den siger stop for dig.
• Lær teknikken: Nej, du er ikke benådet med en naturlig løbestil fra naturens side og heller ikke selvom du smider skoene. Du er nødt til at lære og træne teknikken, ligesom man er nødt til at lære og træne sin svømmestil, hvis man vil mere end bare hundesvømning.
• Variér træningen: Det skal være sjovt og belastningen må gerne skifte, så leg med farten, løb nye ruter, svøm, cykl, dans. Og smid skoene!

God sommerferie!

PS: Jeg bliver pludselig opmærksom på, i hvor mange af mine blogindlæg jeg nævner min stærkt svingende vægt (og bryster). Det lyder jo totalt tøset. Jeg skifter straks mine italienske isvafler med fire kugler og flødeskum ud med min fedtfattige bananis.

PPS: Vil du få styr på din løbeteknik, så afholder LøbLet workshop i Århus søndag 25. august. Se mere her: Lær at løbe naturligt.

Misundelse er en grim ting, skat

Jeg skal skåne jer for synet af mine nye bryster,
så her er et billede af bogen om barfodsløb.

TORSDAG "Dine bryster er simpelthen blevet for store," sagde min kone til mig. Jeg kunne aldrig drømme om at sige sådan til hende.
Jeg kiggede ned ad mig selv. To fuldmodne tævepatter skvulpede under min Ben Sherman-poloshirt. Hun havde ret. Jeg kiggede på hendes velhængte og velholdte skåle, som løftede sig under skjortestoffet. Jeg holdt min kæft.
Ugers fysisk inaktivitet havde umandiggjort mig. Som forudsagt. Men lige om lidt er jeg fit igen. Barefootstyle!

LØRDAG "Det er den lykkeligste dag i mit liv," sagde jeg til min kone. Det havde intet med hendes bryster at gøre og endnu mindre med mine. Det var bare en usædvanlig dejlig dag i vores sommerhus ved Lønstrup.
Solen skinnede om kap med havgusen, og jeg løb om kap med dem begge: I bare fødder op over ørkenlandskabet ved Rubjerg Knude, offtrack i plantagen og langs klinten i havtorneland.
Nu grillede vi sprøde grønsager på terrassen og spiste chokoladetrøfler til dessert. Et par kåde rådyr sprang hen over vores naturgrund med smittende livslyst. Jo, jeg var i sandhed lykkelig.

Jeg græd indvendig, da mine venner smed skoene
i anledning af den internationale barfodsdag.

SNYDT Smerter i min venstre arm, som jeg brækkede ved et mountainbikestyrt for halvanden måned siden, vækker mig stadig om natten. Men jeg kan løbe igen. Stille og roligt. Og den mest skånsomme måde at løbe på er uden sko.
Min løbepause har gjort mig sulten efter at løbe. Det gjorde ondt i min sjæl, da jeg ikke kunne løbe med i sidste afdeling af Himmelbjergegnens Trailserie, og jeg måtte nøjes med at være tilskuer, da mine venner smed skoene på den internationale barfodsdag, hvor Rasmus inviterede til Føddernes Befrielser ved Moesgård Strand i Århus.

KÆRLIGHED Jeg elsker at løbe. Jeg elsker at løbe i bare fødder. Det går ikke hurtigt, og det går endnu langsommere, nu da jeg er nødt til at skåne min arm. Men fornøjelsen kan ingen tage fra mig. Jeg løber for sjov. Samme sunde indstilling til løb læser jeg i Povl Erik Carstensens bog "Barfodsløbebogen."
Han gør sig ikke til Kloge-Aage (det er vi så mange andre, der gør). Derimod deler han sine personlige erfaringer med barfodsløb.
Med under 100 sider er den lige så letlæst, som den er velskrevet, og bogen er en rigtig fin appetitvækker og introduktion til barfodsløbets glæder. Selvom han udover at være barfodsløber også er komiker, tager han emnet alvorligt og skriver ærligt om sine kriser og skader og skodilemmaer. Indimellem er han lun og en enkelt barfodsvits bliver det da også til (men den vil jeg ikke afsløre her).

Om en måneds tid er jeg akupunktør. Jeg har leget lidt med navnet på min klinik og et slogan:
Mine venner synes "Peter Prik-Prik-Prik - jeg stikker den kun halvt ind" er for meget.
Jeg er mere bange for, at jeg ikke kan holde, hvad jeg lover.

LÆSEFERIE Når det kommer til det tekniske aspekt af barfodsløb, er Povl Erik Carstensen ud af den klassiske barfodsskole, hvor mantraet lyder: "Lad fødderne lære dig, hvordan du skal løbe." Han er en lystløber og ikke skolet i løbeteknik.
Det kommer blandt andet til udtryk, når han beskriver, hvordan han løfter foden ved at føre knæet op og frem med hoftebøjeren. Det skal man ikke. Foden bør i stedet løftes lige op under hoften ved hjælp af hasemusklen (på bagsiden af låret). Det er en detalje, men en ikke uvæsentlig detalje, som giver anledning til en uhensigtsmæssig løbestil hos mange.
Ønsker man at fordybe sig mere i emnet - og ikke mindst teknikken - er det andre bøger, man skal have fat i - se fx her: Læs bogen, se filmen, hør pladen. Men for barfodsbegynderen er der både fif og uspoleret løbeglæde at hente i "Barfodsløbebogen."
Jeg får dog ikke tid til at læse flere løbebøger den næste måneds tid - jeg skal lige lære en milliard akupunkturpunkter udenad...

SØNDAG På vej hjem fra sommerhus spurgte min kone: "Skal vi ikke køre ind efter en kage til kaffen?" Det gjorde vi så. Det kommer til at tage tid, før jeg bliver fit til at løbe i bar overkrop igen. Men kagen var god.

PS I mit eksemplar af "Barfodsløbebogen" er siden, hvor tre af de mest kompetente løbeteknikere og poserunning-instruktører bliver omtalt, desværre faldet ud: Det drejer sig selvfølgelig om Jesper Nothlev og mig selv i LøbLet og Ole Stougaard i Multitesta. Host-host...

En slagen mand med lange patter

Fed og forpustet - med virkelig lange patter.

OM TO MÅNEDER: Det er ikke svært at spå om min fremtid. Når sommeren er på sit højeste, og alle mine venner boltrer sig i vandkanten med deres veltrimmede og nøddebrune kroppe, er jeg ikke med. Jeg er for fed til at boltre mig nogen steder. Jeg er for bleg til vandkanten. Forpustet. Og så jeg har ingen venner. Snøft.


FOR EN UGE SIDEN: Der lød en knasen som knogler, der splintres. Først ramte venstre side af mit hoved sten og rødder på den hårde jord. Et splitsekund senere var det min venstre skulder, der forsøgte at standse mit styrt ned ad den stejle skovskråning. Det lykkedes. Jeg lå helt stille.

Heldigvis er der ingen ulve (endnu) i Marselisskoven ved Århus. Hvis der var, havde jeg været en forsvarsløs lækkerbisken af en kødklump. Jeg lå urørlig, og var ved at miste bevidstheden, da jeg endelig blev fundet.


I DAG: Det er skønt at kunne slippe af sted med af skrive som en brækket arm. Det tager lidt længere tid, når jeg ikke kan benytte alle 10 fingre og i stedet er nødt til at betjene tastaturet på samme måde som en politimand. Men det går. Tap-tap-pause-tap-pause-tap.

Gå mod lyset! Men lad cyklen stå...

FUCK PIGERNE: Efter et par minutter fandt Aase og Charlotte mig. Min mountainbike var uskadt, det var jeg ikke. Tidligere på dagen havde jeg joket med, at jeg skulle have tæsk af de to piger fra mit løbehold, når vi skulle lufte vores cykler i skoven. Aase er en rutineret mountainbiker og frygtløs på nedkørslerne, Charlotte endnu grønnere end mig på mountainbike, men med en jernvilje, der hurtigt ville give mig baghjul. Det fik jeg.

I høj fart på rutens stejleste og vanskeligste nedkørsel skred begge hjul under mig. Bang. Knas. Stilhed. Jeg takker gud for cykelhjelmen, som tog det værste. Da Charlotte samlede stumperne fra hjelmens skærm op fra skovbunden, forstod jeg, at den knasende lyd ikke stammede fra mine knogler, men fra sprød plastik.


FUCK MIN ARM: Men jeg kunne ikke bevæge min arm, og det sortnede for mine øjne. Pigerne hjalp mig ned fra skrænten, og min kone hentede mig. Jeg kunne stadig ikke bevæge min arm. Jeg ringede til lægevagten på skadestuen. Hun spurgte, om den var blå. Det var den ikke. Kun hævet til tredobbelt størrelse, så enhver bodybuilder ville være grøn af misundelse.

Jeg fik besked om at sluge 2 gange 500 milligram panodil og 600 milligram ibumetin. Hvis armen ikke var blevet bedre i løbet af et par dage, skulle jeg gå til min egen læge.

Et par dage senere kunne en flink reservelæge på skadestuen konstatere et brud på venstre overarmsknogle oppe ved skulderen. Farvel forår, farvel skønne sommer.

Trøflen fra helvede. I sandhed en himmelsk mundfuld.

FUCK CLAUS: I kender måske den type mennesker, der uden blusel, udnytter andres ulykke. I går sendte Claus en dåse hjemmelavede kaloriebomber med min kone hjem fra træning. Så kunne mine kommende ugers projekt Supersize Me for alvor blive skudt i gang - og min form banket i bund.

Okay, spøg til side: Hvis sandheden skal frem, så befinder Claus for det første i en helt anden træningsliga end mig, og for det andet er han en usædvanlig flink fyr. Selvom han er slagter, laver han forrygende vegetarmad - og ikke mindst himmelske trøfler, som kan give enhver ckokoladeelsker stiv pik. Opskriften på Claus' knoglevitaminer og humørbomber får du senere. De er fantastiske!


FUCK NOMA: Jeg kan heller ikke lave mad. Eller det vil sige, det kan jeg normalt godt, men den opgave er nu overtaget af min kone. Siden vi blev vegetarer for 10 år siden, har hun stort set ikke rørt komfuret. Og når hun endelig har gjort det, har resultatet ikke imponeret.

I dag forstår jeg, at hun bare lavede lortemad for at slippe for køkkentjansen. Med udsigt til at skulle stå for middagsmåltider herhjemme de næste mange uger har hun virkelig oppet sig. Den seneste uge har hun kokkereret den ene kulinariske perle efter den anden - med stor kreativitet og sans for min sult og mine smagsløg.

Et minde om de gode gamle dage. Før sneen smeltede, da jeg var en fit ung mand.

FUCK FLORENCE: Ellers er min kone absolut intet bevendt i rollen som min personlige Florence Nightingale: De første dage var hun ikke i stand til at kysse mig uden at støde sit knæ mod min skulder eller tænde for tv'et uden at fjerne lige præcis den pude som støttede min arm.

Hun har heller aldrig(!) prøvet at give et andet menneske tøj på. Så da hun skulle hjælpe mig, blev det en forbandet smertefuld oplevelse, mens hun sagde: "Jeg tror altså sagtens, at Steen Jørgensen Fra Sort Sol kan klare den slags selv." Nu ligner jeg mere en posemand i sutsko, pyjamasbukser og vandreskjorte end en rockstjerne - for det er det eneste, jeg selv kan få af og på.


FUCK BARFODSLØB: Min barfodsmor på 69 år får løbet flere skofri kilometer end mig dette forår. Jeg kan ikke løbe med, når Rasmus "Barefusser" inviterer til løb ved Moesgaard Strand på den internationale barfodsdag søndag 5. maj. Jeg kommer ikke til at nyde de lysegrønne blade i splitshorts og bar overkrop.

Til gengæld kan jeg blive godt og grundigt sulten efter at komme i gang med træningen igen. Min løbelyst bliver boostet. Jeg bliver vild efter at komme ud på min cykel. Og jeg kan bruge tiden på at lære 300 akupunkturpunkter udenad. Så alt er såre godt. Virkelig godt.


PS: Det er åbenlyst alt for farligt at cykle. Lær hellere at løbe naturlig i stedet og slip for skader og bliv en hurtigere løber. Det får du chancen for i Århus søndag 26. maj. Her kan du læse hvordan: http://løblet.dk


OPSKRIFT: Himmelske trøfler. Knoglevitaminer til patienten. Mmmmm....

2 1/2 mazarintærter
4 spsk hindbærsyltetøj
1/2 flaske romessens
1 spsk kakaopulver

Det hele æltes på røremakine, formes til kugler og overtrækkes med et tykt, tykt lag chokolade. God appetit.

Min ny trailfavorit: Inov-8 Trailroc 150

Undskyld til Vivobarefoot og New Balance. Jeg har fundet en ny trailfavorit!

For 14 dage siden drev sveden af mig. Ferie og 25 graders varme. Højdemeter fra helvede. Kun iført minimale splitshorts - og så mine fede nye trailsko.

Det er disse sko - Inov-8 Trailroc 150 - som dette blogindlæg skal handle om. Men fordi jeg er en doven blogskribent, der ikke altid får skrevet indlæg, når jeg har noget nyt at berette, vil det også handle om min ferie på sportsresortet Playitas på  Fuerteventura og om min nye mountainbike. Så er I advaret.

Velkommen til hvid virkelighed
Fuck, hvor var det en brat opvågnen, da vi landede i snestorm i Billund efter en fantastisk og aktiv uge i godt selskab.

Fuerteventura, som er en af de Kanariske Øer, er gold som bare pokker. Der er ikke meget at se udover klipper, geder - og strande i verdensklasse. Men klimaet er perfekt, når man kommer fra en dansk vinter, og mulighederne for at dyrke sport er ideelle: Løb, cykling, svømning, aerobic, yoga, golf og meget mere - på alle niveauer og for alle aldre.

Nu er solskoldningen på mine skuldre væk. De sidste afbrændte hudrester skallet af ører og næse. Hudafskrabningen efter et styrt på mountainbike er helet. Men kulden... Kulden gør ondt helt ind til marven i mine knogler. Aaaaaargghhhhhhh!


Næstsidste skud
Heldigvis har jeg sko til alt slags vejr. Næstsidste skud på stammen er mine Trailroc 150. (Sidste skud er Inov-8 Bare-X Lite 150 - også en fed og let sko - men dem skal det ikke handle om her).

Gennem de seneste par måneder er mine Trailroc blevet budt lidt af hvert: Is, sand, sne, mudder, vand, sten, klipper, asfalt, skovstier, grus, frostgrader og sommertemperaturer. Derfor føler jeg, at jeg er i min gode ret til at sige følgende: Glem alt om Vivobarefoots og NB Minimus' trailsko, som jeg tidligere har skrevet begejstret om - for nu er der en ny dreng i mesterklassen.

Jeg elsker højdemeter! Og splitshorts! Og nye sko!

En smuk letvægter
171 gram uden indersål i min størrelse 44. Det er hundrede gram mindre pr. sko end Vivobarefoot Breatho Trail. (Dog 30 gram mere end NB Minimus Trail Zero - men den vil jeg trods navnet ikke betegne som en decideret trailsko).

Sålen (zero-drop selvfølgelig) giver en bedre føling med underlaget end begge de to andre og har et godt greb på det meste, uanset om vi snakker frosne stier eller klipper. Den er også bedre på asfalt end Vivobarefoot Breatho Trail. Selvom sålen er 3 millimeter tynd giver den en fin beskyttelse mod selv de skarpeste sten, og sålen er dejligt fleksibel.

En trailsko i særklasse, der vil glæde de fleste barfodsløbere, som ønsker at beskytte fødderne uden at bedøve dem med støddæmpning. (Jeg skulle i hvert fald ikke nyde noget af at løbe helt barfodet rundt i klipperne på Fuerteventura).

Fede eller tynde fødder?
Jeg ved at nogle finder Inov-8's sko for smalle. Trailroc 150 er lavet på en anatomisk læst. Det burde betyde, at den ville være mere rummelig end fx Bare-Grip 200. Det synes jeg ikke, den er. Jeg har dog ikke problemer med at få plads til min fod, men jeg kan forestille mig, at andre med bredere fødder vil.

Overdelen er lavet af et tyndt og let materiale, der minder om det, man finder på NB Minimus Trail Zero (dog en anelse kraftigere - så jeg forventer, at det holder til mere). Stoffet er ikke så fleksibelt som det mesh, der er på Vivobarefoot Breatho Trail, men mig giver det ingen problemer, når jeg løber.

Jeg er så glad for min cykel. Forvent ikke en "Peter Piskeris' pedalblog" lige med det samme.

Glad i låget
Som I måske kan fornemme er jeg begejstret. For mine nye trailsko. For ferie i solskin. For at løbe opad og nedad og ligeud. Og så er jeg vild med min nye mountainbike. Jeg har nemlig købt en Canyon Yellowstone 6.9.

For udover at løbe i bjergene og få crawlundervisning og dyrke yoga og dase i pølen ved vores villa, prøvede jeg også at køre mountainbike på min ferie. Det var sjovt. Det var vildt. Og jeg væltede selvfølgelig og fik revet det meste af mit ene skinneben til blods. Men jeg blev også bidt af det.

Så nu er jeg selvkørende. Jeg har endnu kun været i skoven et par gange, for jeg har ingen snekæder på. Men lige om lidt er det rigtigt forår og sommer og efterår, og så får du baghjul på skovstierne. Eller noget.


PS: Den obligatoriske reklame: Lær poserunning og løb naturligt på LøbLets workshop i Århus søndag 26. maj. Bliv en hurtigere løber, og slip for løberknæ, skinnebensbetændelser og den slags skidt. Se mere her: Lær at løbe naturligt.

PPS: Bonusreklame: Smid skoene og fejr Føddernes Befrielse, når Rasmus inviterer til barfodsløb på den internationale barfodsdag. Det foregår i Århus søndag 5. maj, og det koster kun 20 kroner at deltage. Distancer: 7,5 kilometer og 3,2 kilometer plus børnestafet på stranden. Læs mere her: Føddernes Befrielse.


Producent:   Inov-8
Model:         Trailroc 150
Vægt:          171 gram i min størrelse 44
Pris:             1000 kr. hos KeepRunning

Om at blive bedre

Gør du det svært for dig selv? Det skulle du prøve!

Jeg er ikke nogen dygtig løber. Jeg er ikke en stor pianist. Jeg er faktisk elendig til det meste her i livet. Men det bekymrer mig sjældent. For det er et godt sted at starte.

"Find dine styrker. Dyrk det, du er god til," lyder det ofte på selvhjælpsdansk. Men hvorfor kun fokusere på sine styrker? Svarer det ikke til at spise sin livret hver eneste dag? I længden bliver det kedeligt.

Derfor skal vi udfordre os selv. For mange mennesker handler udfordringer om udholdenhed, kraftpræstationer, fart eller vovemod. Ultraløb, bungee jump, whitewater rafting, primitiv overlevelse. Det er ikke den slags udfordringer, jeg tænker på.

Jeg tænker på færdigheder. Den slags, der kræver noget så oldschool som koncentration, vedholdenhed, gentagelser, rytme, fordybelse, fingersnilde, sans for detaljen - og masser af tålmodighed. Alle den slags egenskaber, som de færreste orker. Det er synd.

Jeg var en slem dreng
For syv år siden begyndte jeg at spille klaver. Jeg havde aldrig tidligere spillet på et instrument, og jeg er ikke spor musikalsk. Men det forhindrede mig ikke i at tage enetimer hos en meget tålmodig spillelærerinde, som af og til afbrød min miserable klimpren på klaverets tangenter med et "Fy, din slemme dreng."

Jeg blev langsomt bedre, men jeg når næppe at blive god i dette liv. Til gengæld lærte jeg meget af indlæringsprocessen. Jeg lærte, hvordan der ikke findes nogen genveje. Som Storm P sagde: "Kunst er det man ikke kan. Hvis man kunne var det jo ingen kunst."

Det ville være skønt, hvis man kunne lære at spille en klaverkoncert eller foretage en hjertetransplantation ved at se en to-minutters video på YouTube. Det kan man ikke. Man kan højst få et overblik og en forståelse for, hvad der kræves - men man får altså ikke de færdigheder, der kræves.

Nyder du virkelig smagen af bræk?
Sådan er det også med løb. Vi vil gerne presse os selv til det yderste. Så vi kan smage vores eget blod eller bræk, når vi passerer målstregen. Men løb er mere end det. Løb er bevægelseskunst. Og det kræver tålmodighed at forfine de bevægelser, der får os til at løbe. Selvom det kun kræver få minutters øvelser et par gange om ugen, har de færreste den tålmodighed.

I håbet om at finde en genvej, tror vi, at vi har fundet den nemme løsning ved at løbe i en bestemt slags sko eller ved at løbe uden sko. Men kun i de færreste tilfælde følger der færdigheder med i købet. Hvis vi får skader, vil vi hellere plastre os til med kinesiotape eller proppe et indlæg i vores sko, end vi vil erkende, at der kan være noget med vores måde at løbe på. Først i sidste instans retter vi (i bedste fald) blikket mod os selv. På den måde snyder vi os selv.

Ryg ost!
Jeg løber, selvom jeg aldrig kommer i nærheden af en podieplads, men jeg bliver bedre og bedre til at løbe. Ikke kun fordi jeg træner min muskelstyrke og min iltoptagelse. Også fordi jeg øver mig i at løbe. Jeg øver mig i at udnytte mine beskedne fysiologiske forudsætninger optimalt i forhold til de fysiske kræfter som omgiver os. Teknikøvelser er et element i min træning, hver gang jeg skal løbe. Udover de rigtige sko, en stærk krop og udholdenhed.

Dette fokus har udviklet mig meget - ikke kun som løber, men også på andre plan. Det har lært mig vigtigheden af klassiske dyder som koncentration og vedholdenhed. Jeg har lært at elske gentagelsen. Jeg har lært at elske gentagelsen. Og jeg har fået stor indsigt i, hvad det kræver, hvis man vil blive bedre til noget.

Giv dig til til at lære. Det må gerne være svært. Lær at brodere, lær at ryge ost, lær at løbe, lær at blive et bedre menneske. Det sidste er det vigtigste.


PS: Og så lige en lille reklame: Lær at løbe naturligt på Løblets workshop i Århus søndag 26. maj 2013. Læs mere her: www.loeblet.dk.

PPS: Opskrift på fennikelrisotto - en af mine livretter - som til gengæld ikke er særlig svær at lave:

Ingredienser (til 2 personer):

1 fennikel, skåret i tynde skriver (gem den grønne top til pynt)
1 tsk fennikelfrø, stødt i en morter
1 stort fed hvidløg, skåret i tynde skiver

1 stort fed hvidløg, hakket fint
1 lille løg, hakket fint
1 stængel bladselleri, hakket fint
olivenolie
1/2 liter grønsagsboullion
200 g risottoris
1 dl tør vermouth eller hvidvin
1/ 2 usprøjtet citron, presses (riv skallen til pynt)
2 håndfulde friskreven parmesan
1 tørret rød chili (stødes i morter)

Sådan gør du:

Fennikelfrø og hvidløg i skiver svitses i lidt olivenolie på en pande uden at tage farve.
Rør fennikelskiverne i. Krydr med salt og peber.
Læg låg på, og skru ned til svag varme.
Lad simre i 10 minutter.

Imens du gør følgende:

Varm bouillionen op.
Svits hakket løg, hvidløg og bladselleri i en gryde ved svag varme.
Rør hele tiden rundt - må ikke blive brunt!
Tilsæt risene under omrøring.

Efter 1 minuts tid tilsættes vermouth eller vin under fortsat omrøring.
Når væden er absorberet af risene tilsættes lidt af boullionen (brug en opøserske).
Rør rundt, lad risene absorbere mere væde, og tilsæt mere boullion.
Efter ca. 10 minutter tilsættes de svitsede fennikelskiver.
Rør rund, tilsæt mere bouillon, indtil risene er møre, men stadig al dente!
Tag gryden af blusset.

Citronsaft og 1 håndfuld parmesan røres i.
Lad risottoen trække i 2 minutter (den skal være som en lind grød).
Server med reven parmesan og citronskal, fennikeltop og en knivspids tørret chili.

Hverdagssko til barfodsløbere

Måske er jeg bare sart. Men så er jeg ikke den eneste: Hver dag satte den ældre mand sig ved et bord midt i caféen med en kop kaffe og en avis. Imens viftede han lystigt med sine bare tæer, som han havde befriet for sandaler. Han passede sig selv og nød åbenlyst denne pause.

Han lagde tilsyneladende slet ikke lagde mærke, hvor stor en opmærksomhed han tiltrak sig. Han var en helt almindelig mand i 50'erne, klædt i helt almindeligt tøj og med helt almindelige cafévaner. Med den ene undtagelse at han havde 10 helt almindelige nøgne tæer under cafébordet.

Vivobarefoot Gobi. Med plads til at vrikke med tæerne på caféen.

Enhver sin lyst
Alle kiggede. Alle snakkede om den gamle, klamme mand med de vamle fødder. Jeg ved ikke, om han ville have beholdt sandalerne på, hvis han havde vidst det. Måske var han bare ligeglad.

Jeg foretrækker at vække opmærksomhed med måde. Jeg ved at mange føler sig stødt over bare fødder i det offentlige rum, så jeg vælger kun at lufte tæerne, når det giver mest mening for mig: Når jeg er alene, eller når jeg løber. På samme måde som jeg undgår at prutte (eller spytte), hvor der er andre mennesker til stede, selvom det kan være nok så rart og befriende (min kone tæller ikke i denne sammenhæng).

Vivobarefoot Ra. Fås i forskellige modeller. En virkelig rar hverdagssko.

Nej til løbesko til hverdag!
Heldigvis er der forskellige måde at omgås sin trang til at give fødderne plads,  god kontakt med underlaget og en flad sål, der sikrer en naturlig skridtafvikling - uden at smide skoene.

Jeg har jo allerede et hav af løbesko, der opfylder dette ønske. Problemet er bare, at jeg ikke bryder mig om at gå i sportssko til hverdag. Løbesko er til at løbe med - ikke til hverdagsbrug. I min alder - jeg er 44 år - ser det sjusket ud, synes jeg. Men nu er jeg jo heller ikke er en specielt sporty type af natur, så måske er det derfor.

Så du får mig altså ikke at se iført et par Fivefingers i SuperBrugsen (som om de ikke ser åndssvage nok ud, når man løber). Heller ikke andre af mine flade løbesko.

Et par flade sommersko fra Camper. Lette at smutte i.
Dog ikke helt så tyndsålede som fx Vivobarefoot.

Fede flade hverdagssko
I stedet har jeg anskaffet mig en del forskellige flade hverdagssko. Blandt mine absolutte favoritter er Vivobarefoots, som jeg efterhånden har haft en del forskellige modeller af. (Jeg må hellere indskyde, at min generelle begejstring for Vivobarefoots sko er helt oprigtig, og at jeg ikke er på deres lønningsliste).

For tiden er jeg vild med deres version af en ørkenstøvle: Vivobarefoot Gobi i lyst ruskind. Også deres Ra, som jeg har i grøn ruskind er fed. Kvaliteten er fremragende - hvilket måske hænger sammen med, at grundlæggeren er en af arvingerne til det engelske skomærke Clarks.

Vær opmærksom på, at der kan være en del forskel på størrelserne i de forskellige modeller: Passer du en størrelse 44 i Vivobarefoot Neo Trail, passer du ikke nødvendigvis samme størrelse i Vivobarefoot Ra - så er du advaret!

Den allerfedeste vandrestøvle: Vivobarefoot Synth Hiker -
samme sål som deres Trail-modeller og med vandtæt overdel.

Terrængående i alt slags vejr
Lidt uden for kategori har jeg et par flade vandrestøvler, som jeg både har brugt på små bjergstier i juleferien på Cuba og i sne og is ved Rubjerg Knude i Nordjylland. Den har absolut bestået begge typer terræn og klima.

Støvlen er let, sålen er den samme som på Vivobarefoots trailsko, og overdelen har en vandtæt og åndbar membran, så man ikke behøver frygte våde tæer i uldsokkerne. Inden jeg gik over til flade sko, har jeg bl.a. vandret i støvler fra Meindl, men jeg må sige, at intet overgår de flade Vivobarefoot Synth Hiker. Der er bare ingen grund til at slæbe rundt på unødvendig meget vægt på fødderne.

I et tidligere blogindlæg har jeg beskrevet mine flade sommersko fra Prada og mine flade sandaler fra Jil Sander og Teva (det kan du læse her: Forbandet fodtøj). I den forbindelse skylder jeg også at nævne mine tyndsålede hjemmesko fra Le Coq Sportif og dejlige sommersko fra Camper. Kender du andre hverdagssko, som vil passe barfodsfolket - så lad mig endelig høre fra dig. Man kan jo altid bruge et par sko mere - men lad være med at sige noget til min kone.

Kinasutsko, der i Le Coq Sportifs udgave ikke er helt så rismarksarbejderagtig.

PS: Da jeg ikke har nogen børn, har jeg overhovedet ingen erfaringer med barfodssko i små størrelser. Hvis du har erfaringer med flade sko til børn, er du selvfølgelig mere end velkommen til at dele dem med mine læsere. :-)