Viva la barfodsrevolution!

Advarsel! Farlig læsning!

Befandt jeg mig ikke 10 kilometer over Atlanterhavet, havde jeg sikkert skreget, grædt, råbt og brækket mig. Her var ingen lufthuller, der kunne retfærdiggøre sådan en reaktion. Kun det seneste nummer af "Aktiv Træning," som jeg havde taget med i flyet til Havana.

I bladets brevkasse blev spørgsmålet "Hvor sidder kroppens egen støddæmpning?" besvaret:

"Vores mest effektive støddæmper sidder i hælens fedtpude, som fjerner ca. 30 procent af de rystelser, der ellers ville gøre løbeturen til et helvede."

Christ. Det svar lader jeg lige stå et øjeblik.

Der blev ikke løbet ret meget i ferien. Skønt.

Forstår du ikke min reaktion? Så smid skoene og hop med let bøjede knæ på et hårdt underlag. Forsøg herefter at hoppe på hælen. Hvis du herefter vil hævde, at din hæl leverer kroppens mest effektive støddæmpning, så send mig fluks en videooptagelse af dit hopperi - for det vil jeg se!

Det lune saltvand lokkede hele tiden, og solen var for skarp,
så jeg fik kun læst de to første kapitler i Scott Jureks "Eat & Run"...

Splitshorts i december
Juleferien på Cuba blev næsten løbefri. Til gengæld blev den tilbragt i godt selskab med gode løbevenner - og spækket med oplevelser.

7 kilometer i Havanas faldefærdige historiske bydel og et par småture i bare fødder langs stranden ved Trinidad var alt, hvad det blev til. Skønt at løbe i bare fødder i vandkanten, mens Århus fejrede jul klædt i gråt. Skønt at løbe i splitshorts i 20-30 graders varme, skulle jeg hilse at sige, hvis I har glemt, hvordan det føles! (Jeg skal skåne jer for synet et par måneder endnu)...

Hjernesport på et torv i Havana.

Ferien var en behagelig pause fra de seneste par måneders træning, hvor jeg ihærdigt har ædt kilometer efter kilometer for at blive klar til Dr. Nielsen Vinterhyggemaraton i Vejle 20. januar. Og er jeg så blevet klar? Det vender jeg tilbage til senere i dette indlæg, for ferien har nemlig givet anledning til en masse tanker om løb.

Joggingbølgen er ikke nået til Cuba. Jeg så en enkelt cubaner
løbe efter bussen (som var en hestevogn), resten var turister.

Rumba med Castro
Cuba er - mildt sagt - meget anderledes. Som et af de få kommunistiske lande, der efterhånden er tilbage, er det tydeligt, at de mangler handelspartnere og mange materielle ting. Alligevel virker alle cubanere glade og tilfredse, og jeg følte mig faktisk mere tryg i Havanas mest beskidte gader, end jeg gør på Strøget i Århus.

Der går en firsporet motorvej gennem Cuba. Så er der også plads
til hestevogne, cykler og køer (altså den slags, der siger muh).

Jeg er fyldt med indtryk, der skal fordøjes. Taknemmelig for at have oplevet Cuba, inden kapitalismen og turismen får ødelagt landet. Taknemmelig for at bo i land med moderne fornødenheder i overflod. Jeg skal skåne jer for mine refleksioner om det perfekte samfund og i stedet vende tilbage til det, der er temaet for min blog: løb.

På Cuba har de forbudte trin ikke noget med hællanding at gøre.

Det ideelle løbehumør
I aften skal jeg løbe min første tur i år. Bare en hyggetur med løbeklubben. Ikke en spændende rute, men i garanteret godt selskab.

Det skal være mit fokus for det kommende år: Jeg vil løbe for sjov. Jeg dropper Dr. Nielsen Vinterhyggemaraton - jeg gider simpelthen ikke. Jeg dropper kilometertyranni og træningsplaner. Og løber kun ture, jeg har lyst til at løbe, og deltager kun i løb, som jeg ikke kan lade være med at deltage i. Mere barfodsløb, mere trailløb. Måske også lidt hyppigere opdateringer af min Piskebens-blog. Og endnu mere fokus på løbeteknik og undervisning i poserunning. Så ingen kommer galt af sted med deres fedtpuder i hælen... Fnys...

Det bliver et godt løbeår! Godt nytår!

Når enden er god, er alting godt. Cubanerne sulter ikke. Men ellers mangler de alt.

PS: Note til mig selv: Husk at opsige dit abonnement på "Aktiv Træning", og lad dig aldrig lokke af en sød telefonsælger igen!