Kan du holde balancen i dine løbesko?

Denne lille video illustrerer meget godt, hvorfor det måske ikke er optimalt at løbe i sko med alt for meget støddæmpning i sålerne. Under alle omstændigheder er budskabet meget sødt fortalt - enjoy:

Skal du ha' et par flade?

Gummisål og nylonsnøre. Mere skal der ikke til. 

I mit blogindlæg om Klosterløbet nævnte jeg, at jeg rent faktisk havde taget mine huaraches med, men at jeg i et anfald af kådhed - og til min store fortrydelse - undlod af tage dem med på den 12 km lange rute, som havde et særdeles modbydeligt underlag. Jeg undgik vabler, men det var vist mere held end noget andet.

Når man løber i bare fødder opdager man hurtigt, at der er noget underlag, der er mere behageligt end andet. Mit favoritunderlag er glatte betonfliser eller fugtige, svampede skovstier. Det allerværste er asfalt med skarpe sten i overfladen, som endnu ikke er kørt ned i vejbelægningen.

Hvis man ikke kender ruten på forhånd eller deltager i et løb, hvor ruten går over den slags underlag, kan det være en rigtig god idé at have et par huaraches med sig. De er superlette og fylder ingenting, er nemme at løbe med i hænderne eller shortslinningen - og så er de hurtige at få af og på undervejs.

Bemærk, hvordan de lilla nylonsnører klæder mine bare tæer.

Egentligt er mine huaraches bare en flad gummisål med en nylonsnøre, der holder sandalen på plads under foden. Så simpelt, som det kan blive, og det tætteste du kommer på at løbe barfodet uden at gøre det. Efter ganske lidt tilvænning løber man let og ubesværet hen over al slags underlag. Jeg har løbet ture på over 20 km i mine uden problemer.

Umiddelbart tænker man måske, at snoren mellem storetå og pegetå må genere - men det er slet ikke tilfældet. Hurtigt glemmer man alt om den - og er bare glad for at man kan løbe gennem hvad som helst. (Efter en enkelt langtur, hvor mine fødder blev våde, kunne jeg dog konstatere en lillebitte vabel mellem tæerne, men ikke noget, der på nogen måde generede under løbet).

Producent:   Invisible Shoes

Model:         Huaraches

Vægt:          118 g (i min størrelse)

Materialer:   Nylonsnor (fås i flere farver) og Vibram-gummisål eller FeelTrue-gummisål

Pris:             16,95-39.95$ (afhænger af model og om du selv skærer dem til)

Klosterløbet 2011 - hård råkost for bare fødder!

Vi havde annonceret løbet som et "venskabsløb". Men var det mine fødder, der havde stået for at sælge Klosterløbet 2011 til vores løbehold, havde de nok snarere kaldt det "fjendskabsløb"...

Ikke fordi der var noget som helst galt med løbet - et testløb med lukket deltagelse og heriblandt en lille flok løbere fra Eriks Hold (mit løbehold i Aarhus 1900), som arrangørerne fra løbeklubben SMIFF havde været så søde at invitere os med til. Slet ikke. For det var virkelig en smuk og udfordrende rute med skov, solskin og masser af bakker til at bringe pulsen lidt op på de hhv. 7 km og 12 km. Herligt!

Jeg havde medbragt mine huaraches, men i et anfald af kådhed valgte jeg ikke at løbe med dem i hænderne, så jeg kunne tage dem på, hvis underlaget blev for krævende. Herregud, det drejede sig kun om 12 km, så hvor svært kunne det være - jeg har jo før løbet 26 km i bare fødder uden problemer.

Ond asfalt! Virkelig ond asfalt!

Meeen... En anden gang skal jeg måske ikke være så kæk når jeg ikke kender ruten. For ligeså meget som jeg nyder at løbe i bare fødder på en glat asfalt eller en blød skovsti, ligeså meget skriger mine fodsåler, når de flås rundt på den slags asfalt, hvor granitgrus skærer sig op i mine trædepuder. Den slags var der rigtig meget af på ruten.

Og hvor der ikke var ond asfalt, var der stabilgrus eller murbrokker blandet med mudder. I hvert fald på de midterste 6-7 km af ruten. Mod sådan et underlag er der kun et middel: Sæt farten ned og øg kadencen (okay, det var vist to). Så det gjorde jeg. 

Det betød, at jeg faktisk troede, at jeg var den allersidste løber i feltet, indtil jeg passerede målstregen og konstaterede, at der stadig manglede nogle få løbere. Selvom jeg var den eneste barfodsløber blandt de omkring 30 deltagere med en fuldgyldig undskyldning for at løbe i stavgangstempo, så brugte jeg alligevel en del tankekrudt på at overveje, hvordan jeg skulle overbevise folk om, at jeg var løbet forkert. Det undlod jeg.

De sidste tre kilometer var til gengæld rigtig fede. Smal skovsti, op og ned - kombineret med glæden over at det snart ville være overstået. I mål kunne jeg konstatere - til min overraskelse - at fødderne havde det godt. Ingen vabler. Kun et lillebitte stykke flintesten, der havde sat sig i venstre hæl, og som let kunne fjernes med en nål. Succes, succes. Og da jeg desuden blev klar over, at mine to holdkammerater, Jim Klitgaard-Paulsen og Anne Sofie Amstrup, var hhv. hurtigste mand og kvinde i mål på 12 km-ruten, og at Birgitte Amtkjærs mor, Jette (aka Speedy Mom), var hurtigste kvinde på 7 km, var det bare endnu bedre.

Jeg dominerede selvfølgelig totalt barfodsklassen og kom i mål som allerhurtigste mand med nøgne tæer. For den indsats blev jeg belønnet med en pokal med det klareste kildevand samt en banan og et saftigt, rødt æble. Feels good to be a winner!

Og tiderne? Dem snakker vi ikke om. Husk: Der er altid en kenyaner, der løber dobbelt så hurtigt som dig - mindst!

Jeg glæder mig allerede til næste år - men det bliver højst sandsynligt i et par flade sko! 

Nøgne tæer og det, der er værre

I anledning af mit allerførste blogindlæg har jeg barberet mine tæer og iført mig splitshorts for at komme i den rette stemning. Men lad dig endelig ikke frastøde af den blege, nøgne hud på mine fødder, for denne blog kommer til at handle om meget mere og andet end barfodsløb.

Jeg er først og fremmest en glad motionsløber. Og en vigtig forudsætning for at bevare min løbeglæde er at undgå skader. Derfor vil denne blog komme til at handle rigtig meget om hensigtsmæssig løbeteknik, og så kan jeg nok heller ikke lade være med at bruge taletid på at dele det, der efterhånden har udviklet sig til et fetichistisk forhold til minimalistiske løbesko, som fx Vibram Fivefingers, Terra Plana og huaraches.

Minimalistiske løbesko (og sådan set også regulært barfodsløb) befordrer ganske vist en meget mere naturlig løbestil, hvor man udnytter elasticiteten i muskler og sener til støddæmpning. Men det er ikke tilstrækkeligt for alle blot at skifte til mere minimalistiske sko, hvis de vil undgå skader. En god løbestil skal der til!

I den forbindelse er Pose Running (eller Chi Running, som smager af lidt af det samme) en rigtig effektiv metode til at optimere sin løbeøkonomi og udnytte kroppens elasticitet - samtidig med at man benytter tyngdekraften til fremdrift i stedet for at kæmpe imod den.

Men alt dette kommer jeg til at skrive meget, meget mere om. God læselyst - og skriv endelig til mig, hvis du har nogen spørgsmål. Det vil være en fornøjelse for mig at dele mine erfaringer med andre!

Vaskes efter brug!