søndag den 2. juni 2013

Misundelse er en grim ting, skat

Jeg skal skåne jer for synet af mine nye bryster,
så her er et billede af bogen om barfodsløb.
TORSDAG "Dine bryster er simpelthen blevet for store," sagde min kone til mig. Jeg kunne aldrig drømme om at sige sådan til hende.
Jeg kiggede ned ad mig selv. To fuldmodne tævepatter skvulpede under min Ben Sherman-poloshirt. Hun havde ret. Jeg kiggede på hendes velhængte og velholdte skåle, som løftede sig under skjortestoffet. Jeg holdt min kæft.
Ugers fysisk inaktivitet havde umandiggjort mig. Som forudsagt. Men lige om lidt er jeg fit igen. Barefootstyle!

LØRDAG "Det er den lykkeligste dag i mit liv," sagde jeg til min kone. Det havde intet med hendes bryster at gøre og endnu mindre med mine. Det var bare en usædvanlig dejlig dag i vores sommerhus ved Lønstrup.
Solen skinnede om kap med havgusen, og jeg løb om kap med dem begge: I bare fødder op over ørkenlandskabet ved Rubjerg Knude, offtrack i plantagen og langs klinten i havtorneland.
Nu grillede vi sprøde grønsager på terrassen og spiste chokoladetrøfler til dessert. Et par kåde rådyr sprang hen over vores naturgrund med smittende livslyst. Jo, jeg var i sandhed lykkelig.

Jeg græd indvendig, da mine venner smed skoene
i anledning af den internationale barfodsdag.
SNYDT Smerter i min venstre arm, som jeg brækkede ved et mountainbikestyrt for halvanden måned siden, vækker mig stadig om natten. Men jeg kan løbe igen. Stille og roligt. Og den mest skånsomme måde at løbe på er uden sko.
Min løbepause har gjort mig sulten efter at løbe. Det gjorde ondt i min sjæl, da jeg ikke kunne løbe med i sidste afdeling af Himmelbjergegnens Trailserie, og jeg måtte nøjes med at være tilskuer, da mine venner smed skoene på den internationale barfodsdag, hvor Rasmus inviterede til Føddernes Befrielser ved Moesgård Strand i Århus.

KÆRLIGHED Jeg elsker at løbe. Jeg elsker at løbe i bare fødder. Det går ikke hurtigt, og det går endnu langsommere, nu da jeg er nødt til at skåne min arm. Men fornøjelsen kan ingen tage fra mig. Jeg løber for sjov. Samme sunde indstilling til løb læser jeg i Povl Erik Carstensens bog "Barfodsløbebogen."
Han gør sig ikke til Kloge-Aage (det er vi så mange andre, der gør). Derimod deler han sine personlige erfaringer med barfodsløb.
Med under 100 sider er den lige så letlæst, som den er velskrevet, og bogen er en rigtig fin appetitvækker og introduktion til barfodsløbets glæder. Selvom han udover at være barfodsløber også er komiker, tager han emnet alvorligt og skriver ærligt om sine kriser og skader og skodilemmaer. Indimellem er han lun og en enkelt barfodsvits bliver det da også til (men den vil jeg ikke afsløre her).

Om en måneds tid er jeg akupunktør. Jeg har leget lidt med navnet på min klinik og et slogan:
Mine venner synes "Peter Prik-Prik-Prik - jeg stikker den kun halvt ind" er for meget.
Jeg er mere bange for, at jeg ikke kan holde, hvad jeg lover.
LÆSEFERIE Når det kommer til det tekniske aspekt af barfodsløb, er Povl Erik Carstensen ud af den klassiske barfodsskole, hvor mantraet lyder: "Lad fødderne lære dig, hvordan du skal løbe." Han er en lystløber og ikke skolet i løbeteknik.
Det kommer blandt andet til udtryk, når han beskriver, hvordan han løfter foden ved at føre knæet op og frem med hoftebøjeren. Det skal man ikke. Foden bør i stedet løftes lige op under hoften ved hjælp af hasemusklen (på bagsiden af låret). Det er en detalje, men en ikke uvæsentlig detalje, som giver anledning til en uhensigtsmæssig løbestil hos mange.
Ønsker man at fordybe sig mere i emnet - og ikke mindst teknikken - er det andre bøger, man skal have fat i - se fx her: Læs bogen, se filmen, hør pladen. Men for barfodsbegynderen er der både fif og uspoleret løbeglæde at hente i "Barfodsløbebogen."
Jeg får dog ikke tid til at læse flere løbebøger den næste måneds tid - jeg skal lige lære en milliard akupunkturpunkter udenad...

SØNDAG På vej hjem fra sommerhus spurgte min kone: "Skal vi ikke køre ind efter en kage til kaffen?" Det gjorde vi så. Det kommer til at tage tid, før jeg bliver fit til at løbe i bar overkrop igen. Men kagen var god.

PS I mit eksemplar af "Barfodsløbebogen" er siden, hvor tre af de mest kompetente løbeteknikere og poserunning-instruktører bliver omtalt, desværre faldet ud: Det drejer sig selvfølgelig om Jesper Nothlev og mig selv i LøbLet og Ole Stougaard i Multitesta. Host-host...


13 kommentarer:

  1. Ja... så er vi nogen der "græder" over mangel på bryster, mens andre er trætte af deres. Sådan er livet så uretfærdigt og hårdt ;)

    Men du er jo en lykkelig mand, med sommerhus, kone, bryster, kage og det hele. + du ved hvad du ved mht. dit løb - det kan jeg godt misunde dig... (men det er ikke en grim ting :) )

    ps jeg tror snart der må komme en ny revideret udgave af bogen !

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Karina, det kræver så at det nuværende oplag bliver udsolgt. Men det kunne være dejligt!

      Slet
    2. Hej Karina

      Åh, ja - kone, bryster og kage. Det lyder sgu meget godt!

      Du skal ikke være ked af dine. Faktisk foretrækker jeg og mange andre små bryster. Og ikke kun når det gælder mine egne.

      Hilsen
      Peter

      Slet
  2. Hej Peter, tak for de pæne ord! For god ordens skyld vil jeg lige sige at jeg skriver at foden løftes ved en "saksebevægelse", altså at der bliver både løftet (hoften) og bøjet (hasen) et knæ, og det tror jeg egentlig jeg står ved. Men i beskrivelsen er fokus indrømmet på løftet, og det er måske en fejl...
    Og undskyld undladelsessynden med hensyn til at fremhæve kompetente løbeinstruktører!
    Og endelig godt at høre at du er fit igen!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er sikker på, at din sympatiske bog vil glæde mange barfodsløbere, Povl! Jeg kan i hvert fald genkende mig selv i mange af dine oplevelser.

      Jeg ser frem til andet oplag! ;-)

      Hilsen
      Peter

      Slet
    2. Tak igen, og ok, lad os se frem mod oplag 2 (bank under bordet).
      Bedste hilsener,
      Povl

      Slet
  3. Glad for at høre du er tilbage i tilværelsen.
    Trøst dig, nu kan du være bekendt at løbe i bh og derved undgå mange mænds rædsel - ømme og blodige brystvorter efter et løb ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Kirsten

      Også godt at du er tilbage i din blog. Vi skal ikke have dårlig samvittighed over, at vi ikke er de mest flittige skribenter. Jeg vil kun skrive af lyst, og når jeg har noget på hjerte eller hjerne.

      Hilsen
      Peter

      Slet
  4. Som altid, er dine indlæg en fornøjelse at læse. Og sjov reference du havde med kloge-Åge.

    SvarSlet
  5. Hej Peter.

    First off.... 1000 tak for din skrivemåde og engagement i din blog. Det kan løfte mit humør 100% når jeg læser med.
    :-)

    Jeg er total NYbegynder i at motionsløbe. Jeg løber kun fra mine problemer, ansvar eller efter en bold ;-)

    Jeg er 37 år GAMMEL.

    Jeg vil meget gerne ordentligt i gang med løb. Uden skader, hvis muligt.
    Jeg går forsigtigt til værks med en fast 2,5 km rute på asfalt. 2 min løb 1 min rask gang, hele ruten igennem.
    Det gik fint, de 3 første gange. Den 4 gang satte jeg tempoet en lille bitte smule op. Normalt tog de 2,5km 16 minutter, her på 4 gang tog det 15 minutter. Så ikke en stor stigning. Men det resulterede altså i at min venstre læg er blevet overbelastet. Når jeg går, ligner jeg en der er ihvertilfald... 42 år gammel ;-)
    Jeg har set posemandens video der hedder fleksifusser. Det gjorde at jeg fandt ud af at min venstre storetå er utrolig stædig og stiv i leddene. Kan netop dét faktum havde indflydelse på at det kun er min venstre læg, og ikke begge, jeg har ondt i?

    Endnu en gang, tak for din blog og uselviske brug af din tid på din blog.

    Mvh NYbegynderen Lars

    SvarSlet
  6. Hej Lars

    Tak for de pæne ord. Jeg er desværre ikke helt så aktiv ved tasterne, som jeg gerne ville være. Måske skulle jeg tage mig lidt sammen... :-)

    Det er fornuftigt, at du er forsigtig - det er den helt rigtige måde at komme i gang på. Desværre kender man først grænsen, når man har overskredet den, og det har du nu.

    Du skriver, at din læg er blevet overbelastet - hvad vil det sige? Er den meget øm? Har du fået en fibersprængning? Uanset hvad er der i første omgang ingen grund til at panikke. Giv dig selv og din læg nogle dages pause, indtil du er smertefri. Start forsigtigt op - og vær opmærksom på, at du ikke bliver for kåd. Specielt i din fremskredne alder! :D

    Pas på, at du ikke kommer til at fokusere for meget på dit stive storetåsled. I første omgang er det ikke der, du skal lede efter årsagen til din overbelastede læg. Den væsentligste årsag til skader, er at man løber for langt og/eller for hurtigt. Dernæst kan man begynde at se på teknik og allersidst, om man bare er konstrueret forkert (og det er de færreste altså). Det er fint at du arbejder med fodøvelser (jeg har også min version af dem: http://piskeben.blogspot.dk/2012/11/5-fodvelser-der-virker.html).

    Når det gælder teknikken, er det en god idé at lære den på et kursus. Jeg har set masser af eksempler på gør-det-selv-barfodsløbere, der kunne have skånet sig selv for mange sure erfaringer, hvis du havde fået et par gode instruktørøjne til at hjælpe dem på rette vej. (Jeg underviser selv i løbeteknik, så du vælger selv, om du vil tage min anbefaling alvorligt eller det bare er salgsgas fra min side). ;-)

    Fortsat god løbelyst - og lad mig endelig høre, hvordan det går!

    Hilsen
    Peter :-)

    SvarSlet
  7. Hej Peter.
    Ja, se du bare at komme i gang med tasteturet. :-) Det er alligevel ikke vejr til at være ordentligt ude. buhu..
    Det er dog altid løbevejr.

    Jeg har løbet for hurtigt, når jeg kigger tilbage ved hjælp af bagklogskabens klare lys.
    Det er overbelastning, vil jeg mene, da smerten først kom dagen efter.
    Jeg blev jo bare så begejstret over hvor let jeg syntes det var... Prff!! - gamle fjols. We live and learn..

    Jeg plejer med ispose og neopren"sok".

    Det er bare så VILDT ærgerligt med denne ufrivillige pause. Jeg gik hos en kiropraktor, anden historie, som gjorde mig opmærksom på at "hvis man holdt én uges pause, i min alder, blev jeg sat 3 uger tilbage" Typisk, så jeg starter rent faktisk for fra, når mine smerter har fortaget sig. Gisp.

    Per, tak for ordene. Vi tales ved...

    Keep up the good work.

    Mvh Lars

    SvarSlet