Ja, vi elsker løbeskader - men det er federe at være fri!
For en del år siden løb jeg ved siden af en mand, som sagde: "Der går rygter om, at der er en løber oppe foran, som IKKE har nogen skader." Det lo vi meget af til det halvmaraton.
Sandheden er jo, at vi løbere elsker løbeskader. Vi elsker at tale om dem, vi elsker at gøre os kloge på dem, vi elsker at dele skrækhistorier, succeshistorier og lidelseshistorier. Skader er en meget vigtig del af sporten. Det gælder på alle niveauer. VM i løbeskader
Lige om lidt er der VM i halvmaraton i København. At dømme efter alle de startnumre, der er til salg på Facebook og i diverse løberfora, skal arrangørerne nok højst forvente, at der stiller fire kenyanere, en Spartaløber, to Aarhus 1900-løbere og en håndfuld barfodsløbere op til dette ellers udsolgte løb.
Alle dem, der har sat deres startnummer til salg, kan næppe være blevet overrasket over datoen falder sammen med deres bryllupsdag. Og man skulle synes, at et års tid til at forberede sig fornuftigt på at løbe 21 kilometer burde være rigeligt.
Burde... Det ord burde slettes fra sproget. Det er så forbandet let at leve andres liv rigtigt. Det er umuligt at leve sit eget liv fejlfrit. Og den slags giver løbeskader (eller det, der er værre).
Beskidte sko er ikke det værste, du kan blive udsat for.
Vader i skader
Sandheden er, at løb er en farlig sport. Løb burde have være forbudt længe før heroin og kørsel uden sikkerhedssele. Men måske er det netop det dragende ved løb? Når vi kommer luntende på velfriserede løbestier med seks minutter pr. kilometer, udlever vi så vores trang til et dødsensfarligt liv på kanten af sund fornuft?
Sådan må det være. Barfodsløbere løber lige til vabelgrænsen, og til de får fodsmerter. Skoløbere løber sig til knæskader og skinnebensbetændelse. Vi kender først vores grænser, når vi har overskredet dem - som om det nærmest var målet i sig selv. Det er det måske også.
Orgasmejagt
Den slags grænsesøgende adfærd er dybest set dumt. Det svarer til historierne om fede mænd, der bliver fundet livløse og nøgne på et hotelværelse med et bælte om halsen, som i deres jagt efter klimaks, har måttet betale den højeste pris.
Helt så galt går det heldigvis sjældent for løbere (selvom jeg faktisk har deltaget i et par løb, der har kostet løbere livet). Til gengæld får vi noget at snakke om. Det er en sjov (egentlig usjov) menneskelig adfærd, at vi hellere vil tale om snestorm, orkan og regnvejr, end vi vil tale om tørvejr, solstrejf og let brise.
Måske kan det snakkes væk?
Forleden fulgte jeg en debat på en løbeside på Facebook, hvor en løber efterlyste råd mod et genstridigt løberknæ. Dem var der mange af. Virkelig mange.
Som behandler (jeg er akupunktør) og poserunning-instruktør (løbeteknisk skadesforebyggelse) er jeg selv en af dem, der har en mening om, hvad der virker og ikke virker. Og det er selvfølgelig ikke alt, der virker på alle. Derfor må man søge råd og lindring, hvor man føler sig i gode hænder.
Nogle løbere er allerede på vej på privathospitalet, inden du kan nå at stave til "MR-skanning" efter en lidt for heftig omgang intervaltræning. Nogle forsøger at snakke det væk. Andre forsøger at løbe det væk eller smører sig ind i tigerbalsam eller Voltaren fra top til tå. Og så er vi en flok skoforsagere, som udbreder os om det glade budskab om flade sko og god teknik. Det kan vi så skændes lidt om.
Ekspert i arbejde.
Ikke mere mælk til dig, søde
Hos en fysioterapeut får du måske stabiliserende hofteøvelser (det er åbenbart det bedste trick, de kender for tiden). Hos en skosælger får du formstøbte indlæg og sko, der gør sig godt på videooptagelsen i butikken. Hvis du går til en diætist, får du sikkert forbud mod sukker og mælkeprodukter.
Hos mig får du sylespidse nåle stukket i kroppen - eller allerhelst en justering af din løbeteknik. Min erfaring siger mig, at det er den mest effektive måde at slippe af med sin skinnebensbetændelse og størstedelen af knæproblemer.
Men selvom jeg hellere vil se mig som ekspert i at hjælpe folk af med deres løbeskader, end jeg vil være ekspert i løbeskader, må jeg sommetider erkende, at jeg ikke kan hjælpe alle. I mange tilfælde er kuren nemlig endnu mere simpel: Hold afstand til dine grænser. Løb mindre. Løb langsommere. Vær god mod dyr og børn og voksne.
PS: Har du brug for hjælp til at få styr på den gode barfodsløbeteknik og få dig et langt og lykkeligt løberliv med færre skader, så har du chancen, når LøbLet holder workshop i Århus søndag 30. marts. Læs mere her: Lær at løbe naturligt.
Et godt punktum. Times New Roman. Rundt, ikke for stort.
Min kone fortalte en historie om en studentermedhjælper på sit advokatkontor: Han skrev ad helvede til. Dårligt sprog, stavefejl og endnu flere sjuskefejl. Alligevel havde hans chef kun denne kommentar, efter at have rettet et dokument, han havde skrevet: "Du er god til at sætte punktummer."
At kunne se det gode i alting, er en stor menneskelig egenskab. Som menneske - og også som løber. Som løber er det vigtigt at kunne fokusere - og helst på det positive, for det er jo det, der kan tilføre ekstra kræfter, når man kører på reserverne.
Er dette et godt punktum? Helveticas punktum er kvadratisk.
Da jeg i juleferien løb Fussingø Trail i juleferien, kunne jeg knap sætte punktummer, og jeg kunne ikke se noget godt i dem. Jeg var negativ, fed og i dårlig form.
Jeg havde kun løbet tre kilometer, og der var mere end tolv tilbage. Mest opad og mest i mudder. En kilometer nede ad stien kunne jeg se startområdet, og jeg var tæt på at snuppe den lette løsning for at slippe for de pinsler, der ventede. Jeg blev indhentet af et par af mine løbevenner. Deres overskud tvang mig videre. Men nøj, hvor var jeg kedeligt selskab. Kunne kun lige hænge på og kunne slet ikke nyde den smukke rute.
Men bagefter kunne jeg glæde mig over, at jeg havde valgt de perfekte sko til ruten: Inov-8 Bare-Grip 200. Punktum. Hvis jeg bare øver mig, skal jeg nok blive god til at finde det positive.
I dag skal jeg løbe 3. afdeling af Himmelbjergegnens Trailserie. Det bliver rædselsfuldt, og jeg er fastelavnsbollefed. Men mit skovalg vil være perfekt - og min pandelampe lyse skoven op. Ja, jeg er blevet bedre til at sætte punktummer.
Comic Sans' punktum er helt til grin. Og en anelse større end Times New Roman.
Hvis jeg øver mig, bliver jeg måske i stand til udelukkende at fokusere på det, der giver energi - i stedet for at fokusere på mudderet, bakkerne, flæsket. Når jeg tænker nærmere over det, kan jeg jo godt lide mudderet, og bakkerne er skønne, når jeg løber nedad.
Måske bliver jeg endda i stand til at vise samme forståelse for andre mennesker, som Stellan Skarsgård i Lars von Triers "Nymphomaniac": "Jeg har aldrig mødt et dårligt menneske."
(Det er i øvrigt en fremragende film. Lad dig ikke skræmme af titlen, halvanden halvstiv negerpik, forslåede balder eller et par mælkehvide ungpigebryster. Det er kompromisløs film- og fortællekunst, der formår at se noget godt i alle. Og så rummer den gode punktummer.)
PS: Næste blogindlæg kommer til at handle om flade sko. Det lover jeg.
PPS: Vi har fået et afbud til vores LøbLet-workshop i Århus 2. februar. Hvis du er hurtig ved tasterne kan du lære at løbe naturligt og undgå skader. Læs mere her: Workshop - lær at løbe naturligt
Der er mange myter om forfodsløb, barfodsløb og løbeteknik. Som Pose Running-instruktør og løbecoach møder jeg ofte de samme spørgsmål igen og igen fra mine kursister og løbevenner.
Det var de samme spørgsmål, jeg selv stillede mig på min vej fra løbeskadet i et par Asics Kayano til løbeglad i et par flade løbesko. Så for at hjælpe dig godt på vej, har du her Piskebens Totale og Ultimative Uomtvistelige Sandhed om Barfodsløb og Forfodsløb og Alt det dér Jazz... sådan cirka...:
Kan man løbe barfodsløb hele året? Ja. Hvis du bor under sydlige himmelstrøg, hvor temperaturen aldrig kommer i nærheden af frysepunktet. Eller hvis du hedder Rasmus. Det giver kun mening at løbe barfodet hele året, hvis det er et mål i sig selv. Eller hvis du ikke har råd til sko. (Eller hvis du hedder Rasmus). Det er pissekoldt om vinteren, og du risikerer, at huden ætser væk, når der er saltet på veje og fortove. Medmindre du er udstyret med et overmenneskeligt blodomløb, reducerer kulden desuden fodsålernes følsomhed, så du får mindre føling med underlaget, end du ville have haft i et par tyndsålede sko. Men når det ikke er koldt, giver det god mening: Det er en fantastisk sanseoplevelse at løbe på varieret underlag, og på et hårdt underlag får du god mulighed for at træne teknik og timing af din skridtafvikling.
Kan jeg slippe af med mine knæproblemer ved at skifte løbestil? Ja. Belastningen på dine knæ reduceres med op mod 50 procent. Kræver du videnskabeligt bevis? Så google det selv! Er du tilfreds med at mærke det på egen krop? Så skift løbestil nu!
Skal jeg starte med overgangssko? Det bestemmer du selv. Jeg havde selv nogle måneders pitstop i et par Nike Free 3.0 og et par Mizuno Wave Universe 3, inden jeg bekendte mig helt og holdent til barfodsløb, zerodrop og superminimalistiske løbesko. Jeg ved, at Claus "Posemanden" Rasmussen også løb i overgangssko på sin vej til at blive Vivobarefoot-discipel, og Ole Stougaard fra Multitesta har fokuseret mere på teknik end sko. Jesper Nothlev, som er min makker i LøbLet, nåede at slide et par lette Mizuno Ronin-konkurrencesko halvt op, inden han turde overgive sig til de helt flade. Var overgangen sket hurtigere, hvis vi var hoppet direkte i et par flade sko? Måske. Flade sko gør det nu engang lettere at lære teknikken, men skoene gør det ikke alene. Hos nogle af mine kursister oplever jeg, at det kan være er et spørgsmål om mod. Hvis de føler sig mest trygge ved at vælge en overgangssko, der kun vejer det halve og kun har halvt så meget støddæmpning som deres gamle sko, er alt et skridt i den rigtige retning. Somme tider er det bedre at lirke den ind.
Nike Free 3.0 - en klar forbedring i forhold til mine Asics Kayano
Man får ikke ondt, hvis teknikken er i orden? Du kan sagtens få ondt, selvom teknikken er lige i skabet. Hvis du løber for langt eller for hurtigt, siger din krop fra. I starten vil dine lægmuskler insistere på tilvænning, men hvis de bliver ved med at beklage sig, så tolk det som et signal om, at teknikken ikke er helt i orden. Tjek, om du sætter af eller lander helt oppe på tæerne. Fødderne kræver også tilvænning: Fodøvelser. Hvis du begynder at få ondt i knæ, skinneben eller ryg, er det næsten 100 procent sikkert, at din teknik stinker big time!
Det er umuligt at løbe i højhælede sko med støtte? Langt størstedelen af alle løbere, du møder på din løberute, løber stadigvæk i gammeldags løbesko med støddæmpning og pronationsstøtte. Og størstedelen af dem har ikke tænkt sig at smide skoene - heller ikke selvom de kunne undgå en række af de klassiske overbelastningsskader: løberknæ, skinnebensbetændelse, smerter i lysken eller lænden osv. Det er det indre, der tæller, og hællandere er også mennesker.
Mizuno Wave Universe 3. Under 100 gram - dog med få millimeters drop,
men stadig at foretrække frem for Newton og Ecco Biom.
Bliver man hurtigere? Hvis du smider skoene og løber i bare fødder, vil din hastighed være afhængig af underlaget. Utrænede fødder bryder sig ikke om at løbe på grus, og så bliver farten derefter. Skifter du derimod til minimalistiske løbesko, og har du lært teknikken, vil du sandsynligvis opleve, at du kan løbe hurtigere uden at bruge flere kræfter. Men det kræver som sagt, at teknikken er i orden.
Sko som Ecco Biom og Newton gør det lettere at løbe naturligt? Nej, tværtimod. Jeg har endnu til gode at se en løber i Ecco Biom eller Newton, som ikke ville løbe bedre i en lettere og fladere sko. Faktisk har stort set alle de løbere, jeg har set i den type sko, landet på hælen, selvom de troede, at de landede på forfoden. Sko, der foregiver at forbedre din løbestil, er fup. Løb skrigende bort, og spar pengene. Lær den rigtige teknik i stedet.
Er selvgjort velgjort? Du kan ikke tænke dig til at løbe med en anden løbeteknik. Du kan heller ikke lære det på YouTube (eller ved at læse min blog). Jeg har selv prøvet. Og jeg har set hundredevis af løbere forsøge. Løb er en færdighed. Og for at opnå en færdighed er man nødt til at lære den rigtige bevægelse og fornemmelsen for den rigtige bevælgelse. Det kan kun læres gennem øvelse og gentagelser. Akkurat på samme måde, som hvis du vil lære at svømme eller spille klaver.
Spil det igen. Det kræver gentagelser, hvis man vil opnå en færdighed.
Er det nødvendigt at lave planken? Næh. Et minimum af styrke og mobilitet er selvfølgelig en vigtig forudsætning for at kunne løbe. Men det nytter altså ikke noget at have en pik på en halv meter, der er hård som stål, hvis du ikke ved, hvordan du skal score damer. Balanceevnen er din vigtigste coremuskel. Den sidder mellem ørerne og under dine fodsåler. Den er til gengæld sværere at blære sig med end en sixpack (eller en halv meter pik af stål).
Er midtfodslandig ikke bedre end forfodslanding? Nej. Fodbalden er det første, der skal ramme jorden, hvis du vil udnytte din krops indbyggede støddæmpning optimalt og fremdriften mest effektivt. Men du skal slet ikke tænke på din landing. Den er nemlig bare et resultat af, at du gør alt det andet korrekt. Hvis du først begynder at tænke på, hvordan dine fødder lander, går alt andet galt. Tro mig. Lær i stedet at trække foden lige op under hoften på den rigtige måde, med en rank kropsholdning og med den rigtige timing. Så lander du automatisk for forfoden - uden at skænke den en tanke. Se mere i denne lille video:
Er jeg nødt til at lave teknikøvelser? Ja. For at tilegne dig dine nye løbefærdigheder, er du nødt til at lære de rigtige bevægelser, og du er nødt til at lære at mærke, om du gør det rigtige. På nettet kan du finde hundredevis af øvelser. Desværre kan man fodre svin med velmente øvelser, som man aldrig får lavet. Når jeg underviser, foretrækker jeg at gøre det så enkelt som muligt. Jeg sender kursisten hjem med højst tre-fire øvelser. Om de bliver lavet, er ikke mit problem, men når jeg ser dem igen, er det tydeligt, hvem der har lavet sit hjemmearbejde. Øvelserne kræver mere koncentration, end de kræver tid. Og når du løber, vil de give mening. Hurtigt og effektivt.
Er det ok at gå i Fivefinger til hverdag? Nej. Kun skolelærere og gymnasielærere kan slippe afsted med den slags. (Men jeres elever griner af jer). I det hele taget er sportssko forbudt som hverdagssko. Sådan er det bare.
Hvorfor gå i Fivefingers, når man kan gå i Prada?
Skal jeg starte helt forfra? Det er op til dig selv. Optimalt set skal du i en periode fokusere på teknikken og glemme alt om at løbe langt. Det er den rigtige og den hurtigste måde at få omprogrammeret din løbestil på. Men... Hvis jeg skal være realistisk, så ved jeg, at 90 procent af alle de kursister, jeg underviser i LøbLet, ikke tager en kold tyrker fra kilometerræset. Selvom du kan få din kredsløbstræning og udholdenhedstræning tilgodeset andre steder, ved jeg, at det er de færreste løbere, der vælger den metode. Uanset hvad læreren siger. Det gjorde jeg heller ikke selv. Som minimum mener jeg dog, at du bør lave teknikøvelser i forbindelse med hver eneste træningstur og samtidig sætte en ugentligt træningsdag af til tekniktræning. Her skal du udelukkende fokusere på tekniske øvelser og perceptionsøvelser. Skal du i gang igen efter en skadespause - så har du de allerbedste udgangspunkt for at gøre det på den rigtige måde: Lær teknikken hos en erfaren instruktør - og gør som han anbefaler. Sådan bliver du lettest rustet til dine kommende mål som en bedre og hurtigere løber - uden skader.
Fremmer fordømmelse forståelsen? Jeg og mange andre barfodsløbere tændes af og til af hellig vrede ved synet af elendige løbere i alt for klodsede sko. Og mange gange har jeg hørt barfodsløbere omtale Nike efterfulgt af en fnys. Bliver man venner på den måde? Næh. Jeg spænder ikke ben for hællandere (længere), og jeg har kun en enkelt gang stoppet en løber, som jeg mente var til fare for sig selv (og han var en gør-det-selv-forfodsløber, som var godt på vej til at ødelægge sig selv). Du ved selv, hvordan de fleste reagerer, når andre missionerer: Det glade budskab forsvinder i latterliggørelse. Så lad bierne komme til honningen og ikke omvendt.
Man kan ikke læse sig til at blive en bedre løber, men man kan blive en klogere løber.
PS... Og så mit sædvanlige reklamegøgl: Vil du gøre det let for dig selv, og vil du lære teknikken? Vil du lære Pose Running, forfodsløb, barfodsteknik eller naturligt løb? Og vil du slippe for løbeskader. Så får du chancen i Århus søndag 2. februar, hvor LøbLet holder workshop. Læs mere her: Lær at løbe naturligt.
Et af højdepunkterne i min løbekarriere. Hvor jeg blev nummer næstensidst.
Selv en verdensrekordholder må se sig slået på et tidspunkt. Din personlige rekord på 1.05 på en halvmaraton er en joke. Det samme gælder for dig, der kan løbe maraton på 2.18. Du er ikke en større vinder, end ham der bruger dobbelt så lang tid. Og du er sikkert ikke et bedre menneske!
Men har du - som jeg - af og til brug for at hævde dig, er det let: Vælg et tilpas snævert geografisk område eller en lille gruppe at sammenligne dig med. For eksempel en klub, din bydel, din by, din landsdel, dit lille land - eller dit ægteskab. Og pris dig så lykkelig for, at du ikke er født på en hurtigløberhøjslette i Kenya.
Sommetider stiver jeg min selvtillid af ved at løbe fra Lis eller Torben til en almindelig onsdagstræning. Andre dage sammenligner jeg mig med hurtigere eller langsommere løbere. Jeg vil jo også gerne være hurtigere end nogen!
I'm only number 2, so I try harder
I det seneste nummer af Aarhus 1900's klubblad kan man læse et begejstret indlæg om klubmedlemmer, der vistnok havde høstet en andenplads ved ungdoms-dm i atletik. Er det flot?
I samme nummer kan man læse en midaldrende mands beretning om sit livs første halvmaraton. Hans mål var at gennemføre på toogenhalv time. Han brugte to timer og tre kvarter på det og kom i mål som den femtesidste. Men det var hans livs bedrift, og begejstringen strålede ud af hans ord. Er det flot?
Husk, at det er en kunst at bevare begge ben plantet på jorden.
Et par flade sko eller bare fødder gør det lidt lettere.
Til grin for en medalje
Forleden læste jeg en beretning fra Berlin Marathon. I "En snobbet løbers logbog" skriver blogskribenten (som er hurtigere end de fleste, men meget langsommere end de hurtigste) om sine tanker og sin træning. Hans tanker er ofte sat på spidsen og ganske underholdende. Hans træning gik desværre ikke helt som planlagt, og en skade forhindrede ham i at løbe de 42 kilometer på under de planlagte tre timer. Derfor valgte Snobben at følge løbet fra tilskuerrækkerne:
"Der var mange, der i dagene efter stadig gik rundt med medaljen om halsen. Hvorfor? - Medmindre du hedder Kipsang (eller Kiplagat), har du ikke vundet noget," skriver han og fortsætter: "Endnu værre er det, at man sågar også får medaljer for halvmaraton."
Jeg forstår Snobbens reaktion. Nu mere end 25 år siden jeg selv blev student, kan jeg også fnyse ved synet af studenter (og frisører og htx'ere og pædagogmedhjælpere), som jubler omkring på lastvognslad med huer i alverdens farver for at fejre deres eksamener.
"Skru lige ned for livsglæden," tænker jeg hvert år, som den sure, gamle mand jeg efterhånden er blevet. Jeg glemmer at nyde udsigten fra indersiden af deres studenterhuer.
God ved dyr, børn og kugler?
Misundelse og konkurrencementalitet er to tæt forbundne størrelser. Tættere end eliteidræt og leg. Det behøver man ikke være nogen Tonya Harding for at gennemskue. Når man tænker over det, er det ikke just store menneskelige dyder, der kommer til udtryk i konkurenceidræt. Men det er selvfølgelig bedre at udleve sin trang til den slags, end at bekrige hinanden med rigtige våben. Men princippet er stadig det samme.
Nej, man er ikke nødvendigvis et godt menneske, blot fordi man er en dygtig kuglestøder. Det er ikke en selvfølge, at man er god ved dyr og børn, bare fordi man kan løbe hurtigt. En klog mand sagde engang (citeret efter hukommelsen): "Alle snakker om at forbedre deres kondition, men ingen snakker om at forbedre deres tilgivelsesevne eller medmenneskelighed."
Giver det i det hele taget mening at sammenligne os med andre? Giver det mening at juble over placeringer? Eller handler det virkelig kun om at være med - og vurdere sine egne fremskridt (eller tilbageskridt) i lyset af den oplevelse og glæde, der er forbundet med det? Hvis jeg glæder mig over at løbe hurtigere end Lis og Torben, er jeg så et usselt menneske?
Den enes optur er den andens nedtur i konkurrencesport.
Er PR bedre en BO?
Nogle af mine bedste løb har også være de langsomste. Jeg har prøvet at bruge over fem timer på en fantastisk maratonoplevelse. Andre gange er det formmæssige fremskridt, der har fået mig til at juble.
Det vigtigste må være at spørge sig selv: Giver det mening for mig. For nogle vil tiden og det at løbe fra nogen give mening. For andre er det oplevelsen af naturen, fællesskabet, kroppen eller sundheden, der er belønningen. I begge tilfælde handler det ikke nødvendigvis om at stræbe efter PR, men derimod om give sig selv en ny BO - Bedste Oplevelse!
Jeg jo vil helst løbe for sjov. For når jeg tager mig selv for alvorligt i et par splitshorts, så føler jeg mig egentlig lidt til grin.
God løbelyst uanset om du vil være bedre end andre - eller bare vil have det rart med andre!
Tålmodighed kommer før teknik. Teknik kommer før sko. Det er mit løbemantra.
Alle risikerer at få skader, hvis kroppen ikke får den nødvendige tid til at genopbygge sig selv efter træning. Uden tilstrækkelig restitution kan de rigtige sko og selv den bedste teknik være lige meget.
Det ved du selvfølgelig godt. Jeg ved det. Alligevel er vi på et eller andet tidspunkt blevet grebet af en stemning og har løbet over evne. Har overhørt kroppens små signaler. Seners og musklers skrig om hvile.
TYK PIGE: Hun var ikke nogen stor løber. Lille og halvtyk. I et par spritnye Asics Kayano, som den lokale sportsbutik havde anbefalet hende. Hun havde ikke læst "Born to Run," og hun havde ikke en gang set et par Fivefingers før. En halv time forinden havde hun kæmpet sig tungt hen over asfalten i en gangart, man med lidt god vilje kunne kalde løb. Det gjorde ondt i mine øjne, og jeg kunne næsten mærke smerten i mine egne knæ, hver gang hun landede på hælen med strakt ben foran sig selv. Stakkels asfalt. Men nu - efter en lille times tekniktræning - så det helt anderledes ud. Skoene var de samme, og hun var stadig lille og halvtyk. Men stilen var en anden: Hun landede med let bøjede knæ tæt under hoften, og løftede fødderne, så hun med større lethed, end hendes kropsvægt kunne retfærdiggøre, bevægede sig hen over asfalten. Havde hun ikke lært at løbe allerede nu, var hendes løbekarriere sandsynligvis stoppet på grund af smadrede knæ inden en måned.
Måske har du endda krydset den grænse, hvor ømhed bliver til smerte, hvor en let stikken bliver til træthedsbrud. Du kan ikke skyde skylden på Nike, du kan ikke skyde skylden på for lidt pronationsstøtte (eller for meget), du kan ikke skyde skylden på hællanding eller det, der er værre. Det er din egen skyld. Tålmodighed... Glem det aldrig!
Jeg er af den overbevisning, at mange løbeskader skyldes uhensigtsmæssig udnyttelse af vores muskler, sener og led. Ved at ændre teknik kan belastningen på knæene reduceres med op til 50 procent. Skinnebensbetændelse forsvinder. Aldrig mere ondt i ryggen. Bedre vejr. Der er undersøgelser, der giver mig ret (og der er sikkert også nogen, der er uenige).
Det vigtigste er: Virker det for dig, er det godt. Virker det ikke, så prøv noget andet. Det er ikke en religion, det her.
HÄNDE HOCH! Han stak sit nye løbeur - et Suunto Ambit 2 - op i ansigtet på mig. Jeg var tæt på at stikke ham en flad. Misundelse er en grim ting, men et nyt ur er federe. Var han væltet over en træstub, havde jeg flået det af hans håndled. Fuck tålmodighed, fuck teknik, fuck flade sko. Jeg vil have det fedeste løbeur!
Man bliver ikke forfodsløber ved at tænke på at lande på forfoden. Man kan i det hele taget ikke tænke sig til at forbedre sin løbestil. Jeg har set hundredevis af løbere forsøge, og tro mig: Det er højst et par stykker, der bare nogenlunde har formået at lære sig selv at løbe.
Nu kan det godt lyde, som om jeg er ude på at sælge løbeundervisning (hvad jeg selvfølgelig gerne gør), men her taler jeg ikke kun som Pose Running-instruktør, men også som en løber, der selv har spildt tid på at forsøge at tænke mig til en god teknik ved at støvsuge nettet for informationer, se YouTube-videoer og læse bøger om emnet.
PR: Min gode LøbLet-makker - Jesper Nothlev - træner et af de langsomste motionshold i Aarhus 1900. Det betyder, at han hverken træner særlig hurtigt eller særlig langt. Højst 30 kilometer om ugen og sommetider under det halve. Han har tidligere trænet hårdere og løbet længere, men det forhindrer ham ikke i at blive bedre og bedre, trods den moderate træningsindsats. Til gengæld har han stort fokus på sin løbeteknik. Og han undgår dumme skader. Det var en glad Jesper, jeg kunne lykønske i går. Ved søndagens halvmaraton i Vejle satte han nemlig ny personlig rekord med negativ split. "Aldrig har jeg løbet lettere," sagde han. Jeg ved, at han har ret, for i fredags videoanalyserede vi hinanden, og jeg tør roligt sige, at Jespers teknik er knivskarp.
Med kyndig instruktion er det muligt at skyde genvej. Og ved at tage sin tekniktræning seriøst - dvs. at huske at lave teknikøvelser - opnår man hurtigt resultater, der bliver. Jeg har set for mange gå fra et Pose Running-kursus med armene over hovedet (og ømme lægge) - begejstrede for deres nye stil. Men når jeg igen har set dem et par måneder senere, er der ikke sket den store udvikling.
Når jeg spørger dem, om de har trænet teknikøvelser, kigger de ned på deres nye minimalistiske løbesko, mens de ryster på hovedet. Nej, man kan hverken tænke sig til teknikken, og de sædvanlige løbeture er ikke tekniktræning i sig selv, men højst en indikation om, hvorvidt der er sket fremgang.
FLAD, FLADERE, BEDST: Første tur tog jeg i mine Saucony Hattori. Neongult klæder jo enhver, og jeg kan egentlig godt lide dem, selvom jeg ikke løber så tit i dem. Sålen er zerodrop, men er noget tykkere, end jeg er vant til. Min stil var sådan set fin. Men min timing var bare bedre, da jeg lidt efter løb forbi kameraet i mine endnu mere tyndsålede Merrell Vapor Glove. Den bedre fornemmelse for underlaget gjorde simpelthen, at min krop reagerede hurtigere på landingen, så jeg hurtigere fik løftet fødderne.
Hvad så med skoene? Og hvad med de bare fødder? Hvis du har styr på teknikken, sparer du flere hundrede gram ved at skifte til minimalistiske løbesko (desværre ikke flere hundrede kroner). Smider du skoene, sparer du endnu mere.
Flade, tyndsålede løbesko giver dig også en langt bedre kontakt med underlaget. Selvom det kun er en brøkdel af et sekund, der går fra et par støddæmpede såler rammer jorden til informationen når nerverne under fodsålerne, betyder forsinkelsen alverden for din skridtafvikling. Du reagerer en anelse for sent på landingen, og det betyder, at du risikerer (og kan) lande på hælen med lange, tunge skridt.
Og så skal jeg slet ikke bruge tid på de problemer, der kan opstå, når pronationskiler og motioncontrol forsøger at overtage styringen over dine fødders bevægelser.
KÆRLIGHED: Moder Jord kysser mine nøgne fodsåler. Hvert skridt er en ny sanseoplevelse, der får nerveenderne under mine fødder til at juble: Lunt sand, skarpe sten, køligt mudder og en enkelt torn, som jeg forsigtigt må pille ud, inden jeg kan løbe videre. Solen skinner, vinden slikker sveden af mine skuldre og mit bryst. Skide være med sko, skide være med teknik, skide være med hvor hurtigt eller hvor langt - jeg elsker at løbe, jeg elsker at leve!
Når det gælder helt bare fødder, vil frygten for at lande på noget, der gør ondt ofte have en lignende effekt på skridtafvikling. På groft grus vil selv de mest hærdede fodsåler gøre modstand, og det kan også resultere i en spøjs løbestil. Men sanseoplevelsen af et varieret underlag er der bestemt intet i vejen med!
Jeg gentager mit mantra for at minde mig selv om det: Tålmodighed kommer før teknik. Teknik kommer før sko. Men allervigtigst er det selvfølgelig at have et fedt løbeur.
God løbelyst!
PS: Vil du lære at løbe Pose Running, så du undgår skader og bliver en mere effektiv løber, har du chancen på LøbLets workshop i Århus 3. november 2013: Lær at løbe naturligt
JEG HAR DÅRLIG SAMVITTIGHED Jeg er så sjusket med min blog. Det er måneder siden sidste indlæg, så I skal ikke skånes for mine undskyldninger. De er mange og gode, og her er nogle af dem.
JEG HAR VÆRET UTRO Min kone har også været utro. Det virkede bare så rigtigt for os begge. I sommerferien fik vi nemlig nye løbesko, og vores fælles sommerforelskelse hedder Merrell Vapor Glove.
Sand, strand, sommer, sko. Meget bedre bliver det ikke.
Ja, det var kærlighed ved første blik og første løbetur. Det er de bedste løbesko, jeg har løbet i. De er lette, de er smarte, og sålen er mere fleksibel og giver en bedre fornemmelse for underlaget, end både Vivobarefoot Evo og Vibram Fivefingers. Merrell Vapor Glove er ikke vinter-, mudder- og trailegnede - de er bedst til velfriserede skovstier og asfalt. Men skide være med det, når solen skinner, det er sommer, og man er forelsket.
Alt var perfekt. Var.
Efter at have prøvet andre barfodsløbesko fra Merrell, hvor svang, pasform og sålens stivhed slet ikke tiltalte mig, troede jeg ikke, at jeg skulle kaste min kærlighed over Merrell Vapor Glove. Men efter at have prøvet min LøbLet-kompagnons, var jeg solgt. Jeg havde egentlig lovet min kone at holde lidt igen med min skofetich, så jeg følte mig tvunget til også at købe et par til hende. Det kunne hun godt lide.
Sommetider drømmer jeg, at mine også er pink. Mmm... pink...
"Det bliver svært at vende tilbage til de gode, gamle Vivobarefoot," sagde jeg.
"Ja," sagde min kone.
Desværre holder den slags forelskelser sjældent så længe. Kærligheden til skoene er intakt, men det er skoene desværre ikke.
JEG ER SKUFFET En af mine poserunning-kolleger spurgte mig forleden om, hvad jeg synes om holdbarheden af barfodsløbesko. Ingen af os var synderligt imponerede. Det kan godt være, at jeg i teorien burde kunne løbe længere i et par minimalistiske løbesko, som ikke lider under en træt støddæmpning efter 800 kilometer. Men det kan jeg ikke. De bliver simpelthen slidt.
Min kones hul. Og et hul samme sted på mine grønne.
Og endnu et hul samme sted på Jespers. Det holder ikke.
Der kommer huller i stoffet på mine Vivobarefoot Evo og mine NB Minimus Trail Zero. Det samme skete for mine Inov-8 F-lite 195. Der gik hul på sålen på mine Vibram Fivefingers Seeya efter alt for få kilometer.
Og efter mindre end 200 kilometer gik der hul i mine Merrell Vapor Glove. Og i min kones. Og i min LøbLet-kompagnons. Samme sted - ude mellem storetå og pegetå, dvs. ikke et sted, hvor uklippede tånegle kan skære sig gennem stoffet.
Heldigvis er producenterne godt klar over problemet, og jeg har i flere tilfælde fået et nyt par som erstatning. Men jeg ville hellere være fri for bøvlet. Er det virkelig prisen for at ville have så lette sko som muligt?
Hvis skoene ikke holder, er det godt, at mine fødder holder stilen ved DHL-stafetten i Århus!
JEG FÅR FOR LIDT Jeg vælger at se det fra den lyse side: Jeg får en undskyldning for at købe nye sko! Det kan jeg jo godt lide. Desuden har jeg slet ikke fået løbet så meget i løbet af sommeren - og mest helt uden sko.
Efter mit mountainbikestyrt i foråret er jeg kun kommet langsomt i gang igen. Jeg har ikke haft nogen træningsmål, og jeg har haft andet at bruge tiden på. Hvis jeg får løbet tre gange om ugen, er jeg stolt af mig selv.
Samtidig må jeg fra sidelinjen se mine løbevenner lave pragtpræstationer: Så løber de lige et maraton her og der og alle vegne, og så løber de lige Julsø Ultratrail, og så skal de løbe en tur fra Athen til Sparta på 256 kilometer i bagende hede. Men til næste år! Eller næste år...
Sådan! Barfodskage under kærlig behandling til min reception.
JEG STIKKER DEN KUN HALVT IND Egentlig er jeg godt undskyldt for mine manglende præstationer på de internationale sportsarenaer for tiden. Jeg har åbnet akupunkturklinik i Århus.
Jeg har en masse dejlige venner, som har hjulpet mig med at få den færdig til indvielsen for et par uger siden. Tak! Jeg er bare så glad for resultatet.
Her giver jeg folk en god behandling.
JEG ER GLAD Fik jeg sagt, at jeg er glad og taknemmelig?
Du er velkommen til at kigge indenfor. Adressen er Chr. Wærums Gade 15 på Frederiksbjerg i Århus.
Producent: Merrell
Model: Vapor Glove
Vægt: 156 gram (i min str. 43,5)
Pris: 800 kroner
PS: Vil du lære at løbe? Effektivt og uden skader? Så læs mere her: Lær at løbe naturligt.
Barfodet, frelst, fri og flyvende - og nu også fed.
Moder Jord holder godt fast i mig for tiden. Syv kilo er det fede resultat af minimal fysisk udfoldelse siden mit cykelstyrt. Det klæder ingen. Og det klæder slet ikke en mand på min alder, at det hele hopper, når jeg rejser mig fra sofaen for at hente en is i fryseren.
Jeg plejer at kalde tyngdekraften for min bedste ven. Sikke en ven. Selvsamme tyngdekraft flåede cykelhjulene væk under mig for to og en halv måned siden. Og nu vil den altså ikke slippe sit greb i mig. Gudskelov er jeg blevet opmærksom på en endnu bedre ven - men mere om det senere i dette indlæg.
Skal vi nu også lære tølt?
Længe inden Christopher McDougall skrev sin barfodsepistel "Born to Run," havde Dr. Nicholas Romanov, der er ophavsmanden til "Pose Method of Running," talt for flade sko og bare fødder, som et vigtigt element til at optimere løbeteknik og undgå skader. Og ikke mindst hvordan tyngdekraften er med til at skabe den fremadrettede bevægelse, når vi løber.
Ingen tvivl om at begge d'herrer har skånet mange løbere fra en skæbne som ex-løbere. Mange er blevet deres knæskader og andre løbeskavanker kvit ved at smide skoene og få styr på teknikken.
Men skal ret være ret, så er den primære årsag til løberondskab den samme som til al anden ondskab i verden: Grådighed. Vi vil løbe hurtigere end vores krop kan tåle. Dropper hviledagene. Og vil hellere opfylde vores sportslige ambitioner (på alle niveauer), end vi vil lytte til vores krops celler, muskler, sener og led, når de skriger på hvile.
Vi er mildt sagt ofte nogle djævelske herskere over vores mikrokosmos. Men det er der råd for, og rådet er, at supplere tyngdekraften med endnu en god ven: Tålmodighed.
Mine fødder elsker min nye bedste ven - og det er gengældt!
Her er min dyd
Hvor gerne jeg end ville synge lovsange om barfodsløb og Pose Running, så bør alle løberes førsteelsker være hviledage i afmålte mængder kombineret med passende træningtempi og -distancer. På den måde nedbryder man ikke formen, men bygger den langsomt og sikkert op. For kontinuerlig træning, der ikke hele tiden bliver afbrudt af skadesperioder, er og bliver den mest effektive metode til at (for-)blive en bedre og gladere løber.
Nu da jeg så små er kommet i gang med at løbe igen, må jeg erkende, at det er pissehårdt. Fysisk, fordi jeg er blevet tung og kommet i dårlig form. Psykisk, fordi jeg kan huske, hvordan jeg plejer at kunne løbe - og nu må se Lis, Torben, Olav, Kim og Kim og alle de andre løbe fra mig. Erindringen om at jeg normalt let løber lange ture er også problematisk, fordi jeg let risikerer at forcere distancen, inden kroppen helt er klar til det.
Barfodsløb forebygger skader
Heldigvis kan min nye bedste ven, Tålmodighed, også godt lide barfodsløb. Derfor har jeg løbet mine første træningsture uden sko på det værste underlag, jeg kunne finde i Marselisskoven. Det holdt automatisk mit tempo nede, og mine uhærdede såler forhindrede mig i at løbe alt for langt.
Jeg er ikke den eneste, der sætter pris på at smide skoene for at undgå skader. Aarhus 1900-talentet Morten Frandsen smider skoene og løber i bare fødder flere gange om ugen, for at styrke fødderne og skærpe teknikken. Læs selv her: Barfodsløb skal få løbetalent til OL.
Så selvom du ikke ønsker at blive fuldgyldigt medlem af barfodssekten, er der altså flere gode grunde til at overveje, at smide skoene en gang imellem.
Så simpelt er det at lave fedtfattig bananis!
Opskrift på et sundt løberliv - og is
Afslutningsvis vil jeg lige repetere, hvordan vi løbere undgår at få et kontinuerligt træningsforløb afbrudt af gentagne skader. Det er ikke ny viden - men jeg selv og mange andre løbere glemmer det ofte, når vi forsøger presse de sidste dråber ud af vores form. Og pauser er ganske vist gode, men skadespauser gør os altså ikke til bedre løbere:
Giv kroppen hvile: Løb ikke for hurtigt, ikke for langt og ikke for ofte. Lyt til kroppen, og fang dens signaler, inden den siger stop for dig.
Lær teknikken: Nej, du er ikke benådet med en naturlig løbestil fra naturens side og heller ikke selvom du smider skoene. Du er nødt til at lære og træne teknikken, ligesom man er nødt til at lære og træne sin svømmestil, hvis man vil mere end bare hundesvømning.
Variér træningen: Det skal være sjovt og belastningen må gerne skifte, så leg med farten, løb nye ruter, svøm, cykl, dans. Og smid skoene!
God sommerferie!
PS: Jeg bliver pludselig opmærksom på, i hvor mange af mine blogindlæg jeg nævner min stærkt svingende vægt (og bryster). Det lyder jo totalt tøset. Jeg skifter straks mine italienske isvafler med fire kugler og flødeskum ud med min fedtfattige bananis.
PPS: Vil du få styr på din løbeteknik, så afholder LøbLet workshop i Århus søndag 25. august. Se mere her: Lær at løbe naturligt.
