Livsfarligt løv (og det, der er værre)!

"Hvis arbejde er sundt, så giv det til de syge," var der engang en, der sagde. Jacob Haugaard måske. Motion skulle også at være ret sundt. Men her må jeg altså på det kraftigste advare skrøbelige sjæle og kroppe mod den slags. For det er i sandhed en farlig årstid - ikke mindst for løbere!

I sidste uge måtte ikke mindre en to løbere fra mit løbehold ned at bide i asfalten. Den første var min kone, Anette.

Af en eller anden grund har Århus Kommune valgt at bruge samme slags gullige belysning langs Oddervej, som man bruger på offentlige toiletter, hvor man helst vil begrænse antallet af narkomaner. For os løbere (særligt barfodsløbere) er det da også dejligt, at vi slipper for at træde på brugte kanyler, når vi kæmper os den lange vej op ad Oddervej. Men det er bare ikke nok, for risikoen for en omgang leverbetændelse eller aids, er langt fra de eneste farer, der lurer på vejen til Højbjerg.

Nedfaldskvinder
I sin iver efter at hænge på holdets friske mandagstempo overså min kone, at der gemte sig en kantsten under en håndfuld nedfaldne blade. Alt var jo gult i det sparsomme monokrome lys. At hun sikkert var mere optaget af at snakke, end at se, hvor hun placerede sine flade løbesko (Terra Plana Evo), lyder dog ikke usandsynligt i mine ører.

Resultatet: Hun styrtede lige så lang, hun er. Og hun er altså ret lang. Hudafskrabninger på håndflader og knæ - på billedet nedenunder kan du se, hvor slemt. To dage senere led Aase Sejersen samme skæbne. Hun er ret fiks og heldigvis ikke lige så lang som min kone, men hun slog sig også og fik et slemt chok.

Min kone. Jeg ved det: Et forfærdeligt syn. Men så skulle du have set hende, da jeg mødte hende i Sub'en under Blitz for snart 15 år siden. Foxy!

Min frygtløse tirsdag
Som den daredevil jeg er, var det min tur til at udfordre skæbnen i går aftes: Syv kilometer i bare fødder. Det meste ganske vist på tilforladelig kølig asfalt og fortov. Men nær-frysepunkts-temperaturer er ikke vildt nok for mig. Nej, bælgravende mørke og groft granitgrus er den slags, en hardcore barfodstosse glæder sig til.

Jeg kunne højst se en meter frem. Men jeg kunne mærke hver en sten i sadistisk samarbejde med tyngdekraften under mine nøgne fodsåler. En lille kilometer gennem Havreballe Skov. Interessant. Jeg slap med livet i behold. Uden skader.

I et anfald af overmod ville jeg have mere. Vi er nogle, der hele tiden er nødt til at mærke Døden ånde os i nakken. Så lever vi!

Rullet i tjære
Derfor kastede jeg mig frygtløst ud i krydset ved Marselis Boulevard og Stadion Allé, da det blev grønt for fodgængere. Asfalten foran mine fødder dampede aggressivt. Asfaltarbejderne var i fuld sving med tromlerne her i aftentimerne.

"Tror du, asfalten er kogende," spurgte jeg en ung pige, som havde ventet ved fodgængerovergangen sammen med mig. Hendes svar var en blanding af hovedrysten over mine barfodslyster og et "det håber jeg da ikke for dig."

Varmen fra asfalten mødte min nøgne hud med det samme. Klistret. Ikke for varm. Faktisk rart efter fem-seks kølige kilometer. Pyha, for anden  gang denne tirsdag aften måtte Døden se sig slået af en mand i lidt for stramme tights og bare fødder. Jeg fik helt ondt af ham. Sendte ham en kærlig tanke, da jeg forsøgte at skrubbe tjæren af mine fodsåler hjemme i badet.

Stop din klynken, mor
Min dødsforagt har jeg ikke fra fremmede. Da jeg talte i telefon med min mor i sidste uge, ærgrede hun sig over, at hun snart ikke kunne løbe i bare fødder længere. Hun er nok nødt til at ty til sine Terra Plana Neo på grund af kulden. Og bog (fra bøgetræerne) er temmelig hård kost for hendes bare fødder, småklynkede hun.

Hun kunne godt selv høre, hvor ynkeligt det lød, at en (nu) 68-årig barfodsløber lod sig gå på af den slags detaljer, og hun kvindede sig op og sagde:

"Men dræbersnegle - de gør mig ikke noget!"