Om at blive bedre

Gør du det svært for dig selv? Det skulle du prøve!

Jeg er ikke nogen dygtig løber. Jeg er ikke en stor pianist. Jeg er faktisk elendig til det meste her i livet. Men det bekymrer mig sjældent. For det er et godt sted at starte.

"Find dine styrker. Dyrk det, du er god til," lyder det ofte på selvhjælpsdansk. Men hvorfor kun fokusere på sine styrker? Svarer det ikke til at spise sin livret hver eneste dag? I længden bliver det kedeligt.

Derfor skal vi udfordre os selv. For mange mennesker handler udfordringer om udholdenhed, kraftpræstationer, fart eller vovemod. Ultraløb, bungee jump, whitewater rafting, primitiv overlevelse. Det er ikke den slags udfordringer, jeg tænker på.

Jeg tænker på færdigheder. Den slags, der kræver noget så oldschool som koncentration, vedholdenhed, gentagelser, rytme, fordybelse, fingersnilde, sans for detaljen - og masser af tålmodighed. Alle den slags egenskaber, som de færreste orker. Det er synd.

Jeg var en slem dreng
For syv år siden begyndte jeg at spille klaver. Jeg havde aldrig tidligere spillet på et instrument, og jeg er ikke spor musikalsk. Men det forhindrede mig ikke i at tage enetimer hos en meget tålmodig spillelærerinde, som af og til afbrød min miserable klimpren på klaverets tangenter med et "Fy, din slemme dreng."

Jeg blev langsomt bedre, men jeg når næppe at blive god i dette liv. Til gengæld lærte jeg meget af indlæringsprocessen. Jeg lærte, hvordan der ikke findes nogen genveje. Som Storm P sagde: "Kunst er det man ikke kan. Hvis man kunne var det jo ingen kunst."

Det ville være skønt, hvis man kunne lære at spille en klaverkoncert eller foretage en hjertetransplantation ved at se en to-minutters video på YouTube. Det kan man ikke. Man kan højst få et overblik og en forståelse for, hvad der kræves - men man får altså ikke de færdigheder, der kræves.

Nyder du virkelig smagen af bræk?
Sådan er det også med løb. Vi vil gerne presse os selv til det yderste. Så vi kan smage vores eget blod eller bræk, når vi passerer målstregen. Men løb er mere end det. Løb er bevægelseskunst. Og det kræver tålmodighed at forfine de bevægelser, der får os til at løbe. Selvom det kun kræver få minutters øvelser et par gange om ugen, har de færreste den tålmodighed.

I håbet om at finde en genvej, tror vi, at vi har fundet den nemme løsning ved at løbe i en bestemt slags sko eller ved at løbe uden sko. Men kun i de færreste tilfælde følger der færdigheder med i købet. Hvis vi får skader, vil vi hellere plastre os til med kinesiotape eller proppe et indlæg i vores sko, end vi vil erkende, at der kan være noget med vores måde at løbe på. Først i sidste instans retter vi (i bedste fald) blikket mod os selv. På den måde snyder vi os selv.

Ryg ost!
Jeg løber, selvom jeg aldrig kommer i nærheden af en podieplads, men jeg bliver bedre og bedre til at løbe. Ikke kun fordi jeg træner min muskelstyrke og min iltoptagelse. Også fordi jeg øver mig i at løbe. Jeg øver mig i at udnytte mine beskedne fysiologiske forudsætninger optimalt i forhold til de fysiske kræfter som omgiver os. Teknikøvelser er et element i min træning, hver gang jeg skal løbe. Udover de rigtige sko, en stærk krop og udholdenhed.

Dette fokus har udviklet mig meget - ikke kun som løber, men også på andre plan. Det har lært mig vigtigheden af klassiske dyder som koncentration og vedholdenhed. Jeg har lært at elske gentagelsen. Jeg har lært at elske gentagelsen. Og jeg har fået stor indsigt i, hvad det kræver, hvis man vil blive bedre til noget.

Giv dig til til at lære. Det må gerne være svært. Lær at brodere, lær at ryge ost, lær at løbe, lær at blive et bedre menneske. Det sidste er det vigtigste.


PS: Og så lige en lille reklame: Lær at løbe naturligt på Løblets workshop i Århus søndag 26. maj 2013. Læs mere her: www.loeblet.dk.

PPS: Opskrift på fennikelrisotto - en af mine livretter - som til gengæld ikke er særlig svær at lave:

Ingredienser (til 2 personer):

1 fennikel, skåret i tynde skriver (gem den grønne top til pynt)
1 tsk fennikelfrø, stødt i en morter
1 stort fed hvidløg, skåret i tynde skiver

1 stort fed hvidløg, hakket fint
1 lille løg, hakket fint
1 stængel bladselleri, hakket fint
olivenolie
1/2 liter grønsagsboullion
200 g risottoris
1 dl tør vermouth eller hvidvin
1/ 2 usprøjtet citron, presses (riv skallen til pynt)
2 håndfulde friskreven parmesan
1 tørret rød chili (stødes i morter)

Sådan gør du:

Fennikelfrø og hvidløg i skiver svitses i lidt olivenolie på en pande uden at tage farve.
Rør fennikelskiverne i. Krydr med salt og peber.
Læg låg på, og skru ned til svag varme.
Lad simre i 10 minutter.

Imens du gør følgende:

Varm bouillionen op.
Svits hakket løg, hvidløg og bladselleri i en gryde ved svag varme.
Rør hele tiden rundt - må ikke blive brunt!
Tilsæt risene under omrøring.

Efter 1 minuts tid tilsættes vermouth eller vin under fortsat omrøring.
Når væden er absorberet af risene tilsættes lidt af boullionen (brug en opøserske).
Rør rundt, lad risene absorbere mere væde, og tilsæt mere boullion.
Efter ca. 10 minutter tilsættes de svitsede fennikelskiver.
Rør rund, tilsæt mere bouillon, indtil risene er møre, men stadig al dente!
Tag gryden af blusset.

Citronsaft og 1 håndfuld parmesan røres i.
Lad risottoen trække i 2 minutter (den skal være som en lind grød).
Server med reven parmesan og citronskal, fennikeltop og en knivspids tørret chili.

Hverdagssko til barfodsløbere

Måske er jeg bare sart. Men så er jeg ikke den eneste: Hver dag satte den ældre mand sig ved et bord midt i caféen med en kop kaffe og en avis. Imens viftede han lystigt med sine bare tæer, som han havde befriet for sandaler. Han passede sig selv og nød åbenlyst denne pause.

Han lagde tilsyneladende slet ikke lagde mærke, hvor stor en opmærksomhed han tiltrak sig. Han var en helt almindelig mand i 50'erne, klædt i helt almindeligt tøj og med helt almindelige cafévaner. Med den ene undtagelse at han havde 10 helt almindelige nøgne tæer under cafébordet.

Vivobarefoot Gobi. Med plads til at vrikke med tæerne på caféen.

Enhver sin lyst
Alle kiggede. Alle snakkede om den gamle, klamme mand med de vamle fødder. Jeg ved ikke, om han ville have beholdt sandalerne på, hvis han havde vidst det. Måske var han bare ligeglad.

Jeg foretrækker at vække opmærksomhed med måde. Jeg ved at mange føler sig stødt over bare fødder i det offentlige rum, så jeg vælger kun at lufte tæerne, når det giver mest mening for mig: Når jeg er alene, eller når jeg løber. På samme måde som jeg undgår at prutte (eller spytte), hvor der er andre mennesker til stede, selvom det kan være nok så rart og befriende (min kone tæller ikke i denne sammenhæng).

Vivobarefoot Ra. Fås i forskellige modeller. En virkelig rar hverdagssko.

Nej til løbesko til hverdag!
Heldigvis er der forskellige måde at omgås sin trang til at give fødderne plads,  god kontakt med underlaget og en flad sål, der sikrer en naturlig skridtafvikling - uden at smide skoene.

Jeg har jo allerede et hav af løbesko, der opfylder dette ønske. Problemet er bare, at jeg ikke bryder mig om at gå i sportssko til hverdag. Løbesko er til at løbe med - ikke til hverdagsbrug. I min alder - jeg er 44 år - ser det sjusket ud, synes jeg. Men nu er jeg jo heller ikke er en specielt sporty type af natur, så måske er det derfor.

Så du får mig altså ikke at se iført et par Fivefingers i SuperBrugsen (som om de ikke ser åndssvage nok ud, når man løber). Heller ikke andre af mine flade løbesko.

Et par flade sommersko fra Camper. Lette at smutte i.
Dog ikke helt så tyndsålede som fx Vivobarefoot.

Fede flade hverdagssko
I stedet har jeg anskaffet mig en del forskellige flade hverdagssko. Blandt mine absolutte favoritter er Vivobarefoots, som jeg efterhånden har haft en del forskellige modeller af. (Jeg må hellere indskyde, at min generelle begejstring for Vivobarefoots sko er helt oprigtig, og at jeg ikke er på deres lønningsliste).

For tiden er jeg vild med deres version af en ørkenstøvle: Vivobarefoot Gobi i lyst ruskind. Også deres Ra, som jeg har i grøn ruskind er fed. Kvaliteten er fremragende - hvilket måske hænger sammen med, at grundlæggeren er en af arvingerne til det engelske skomærke Clarks.

Vær opmærksom på, at der kan være en del forskel på størrelserne i de forskellige modeller: Passer du en størrelse 44 i Vivobarefoot Neo Trail, passer du ikke nødvendigvis samme størrelse i Vivobarefoot Ra - så er du advaret!

Den allerfedeste vandrestøvle: Vivobarefoot Synth Hiker -
samme sål som deres Trail-modeller og med vandtæt overdel.

Terrængående i alt slags vejr
Lidt uden for kategori har jeg et par flade vandrestøvler, som jeg både har brugt på små bjergstier i juleferien på Cuba og i sne og is ved Rubjerg Knude i Nordjylland. Den har absolut bestået begge typer terræn og klima.

Støvlen er let, sålen er den samme som på Vivobarefoots trailsko, og overdelen har en vandtæt og åndbar membran, så man ikke behøver frygte våde tæer i uldsokkerne. Inden jeg gik over til flade sko, har jeg bl.a. vandret i støvler fra Meindl, men jeg må sige, at intet overgår de flade Vivobarefoot Synth Hiker. Der er bare ingen grund til at slæbe rundt på unødvendig meget vægt på fødderne.

I et tidligere blogindlæg har jeg beskrevet mine flade sommersko fra Prada og mine flade sandaler fra Jil Sander og Teva (det kan du læse her: Forbandet fodtøj). I den forbindelse skylder jeg også at nævne mine tyndsålede hjemmesko fra Le Coq Sportif og dejlige sommersko fra Camper. Kender du andre hverdagssko, som vil passe barfodsfolket - så lad mig endelig høre fra dig. Man kan jo altid bruge et par sko mere - men lad være med at sige noget til min kone.

Kinasutsko, der i Le Coq Sportifs udgave ikke er helt så rismarksarbejderagtig.

PS: Da jeg ikke har nogen børn, har jeg overhovedet ingen erfaringer med barfodssko i små størrelser. Hvis du har erfaringer med flade sko til børn, er du selvfølgelig mere end velkommen til at dele dem med mine læsere. :-)

Dette er IKKE en trailsko: Inov-8 Bare-Grip 200

Stå fast. Overalt.

"Sådan går det, når man har sommerdæk på," fnyste Claus med henvisning til de to løberes skovalg. Vi ventede på, at de fik kæmpet sig op ad den snedækkede sti, og vi var ikke imponerede. I mørket og kulden ved 3. afdeling af Himmelbjergegnens Trailserie måtte alt fra Acics Kayano til Salomon Speedcross give fortabt.

Til gengæld var der ingen fare for, at Claus og jeg gik ned på udstyret. Med god grund var vi begge forelskede i vores eget fodtøj denne onsdag aften: limegrønne Inov-8 Bare-Grip 200 - intet mindre end løbeskoenes svar på en pansret mandskabsvogn. Kort sagt: et par stik-mig-en-gletsjer-eller-to-og-lad-mig-løbe-lodret-op-ad-en-klippevæg-uden-slinger-i-valsen-motherfuckersko.

Frygtløse forcerede vi de hvide stigninger, og uden angst kastede vi os nedad igen. Vi stod fast. Vi løb ikke hurtigt - flere gange var vi endda nødt til at gå - men fast stod vi!

Det er en fornøjelse at lege i sneen i et par Bare-Grip 200!

Overkill i Marselisskoven
Jeg har nu leget i mine Inov-8 Bare-Grip 200 i et halvt års tid. Alt for lidt faktisk. For det er nemlig ikke altid lige let at finde ruter, hvor denne sko finder sin berettigelse. I langt de fleste tilfælde gør mine mindre hardcore Vivobarefoot Breatho Trail jobbet glimrende. Men er der tilstrækkeligt med mudder, sne, sand og stigninger, er det en fornøjelse at stikke poterne i mine limegrønne yndlinge.

Selv på mountainbike-sporene i Marselisskoven ved Århus, hvor jeg har min vante gang (i løb), er det langt fra altid, jeg kan finde grund til at pløje skovbunden op med de heftigste knopper, som jeg har set på et par sko, der ikke beregnet til at spille fodbold i.

Når Marselskoven kommer til kort, har jeg heldigvis altid Rubjerg Knude at leget på!

Uld er Gud!
3 millimeter sål. Zerodrop. Op til 1 centimeter høje knopper strategisk fordelt under sålen. Og ikke mindst et - i forhold til Vivobarefoots bud på en trailsko - forfriskende ydre. Med sine 269 gram i min størrelse 44, er den en anelse lettere end mine Vivobarefoot Breatho Trail, som vejer 279 gram i størrelse 43.

Sne, mudder? Bare giv mig mere - men husk uldsokken!

Pasformen er den samme som på den populære Inov-8 F-Lite 195. Jeg ved, at mange finder den temmelig smal, men den passer fint til mine fødder. Jeg bruger samme størrelse, som i almindelige sko. Sålen har et såkaldt Meta-Flex, som egentlig bare er en lille fordybning hen over forfoden, der gør bunden mere fleksibel.

Overdelen er lavet af meget åndbart mesh. Det betyder ganske vist, at vand let løber ind i skoen, men det løber lige så let ud igen. Med uldsokker på har jeg ikke haft problemer med at fryse tæerne - selv ikke i dyb sne, hård frost eller vådt føre. Skoen er ikke udstyret med en rockplate (en hård plade i forfoden, som skal beskytte mod skarpe sten), men det har jeg ikke oplevet som et problem.

I det rigtige fodtøj er der overskud til at nyde udsigten til udfordringer.

Glem alt om at løbe selv korte strækninger med asfalt eller hårdt underlag i Bare-Grip - knopperne mærkes alt for tydeligt igennem den tynde sål. Den slags klarer Vivobarefoot Breatho Trail en anelse bedre, men hvis det primært er hårdt underlag, du skal løbe på, så vil Vivobarefoot Evo eller NB Minimus Trail Zero være endnu bedre valg. Inov-8 kommer desuden med en helt ny trailsko i næste måned med zerodrop, tynd sål og masser af plads til tæerne, som ser meget interessant ud: Inov-8 Trailroc 150.

Teknik og fedt fodtøj

Det behøver ikke være en hemmelighed, at jeg er begejstret for minimalistiske løbesko. Men det er vigtigt at huske på, at skoene i sig selv ikke gør dig til en bedre løber. Teknikken gør dig til en god løber. Skoene skal bare beskytte dine fødder. En smule vand eller is kræver ikke nødvendigvis specialsko, men kan hjælpe dig til at skærpe din teknik. Se blot dette videoeksempel, hvor Dr. Nicholas Romanov løber på en skøjtebane.

Meeeeeeeen når det så er sagt, så synes jeg, det er meget betryggende med et par skridsikre trailsko (eller det der er endnu vildere), når jeg løber i vanskeligt terræn. Det er rart at vide, at jeg altid kan stå fast, selvom jeg ikke kan se, hvad der gemmer sig under sne eller blade. Derfor elsker jeg mine Inov-8 Bare-Grip 200. Prøv selv! Husk at lege!

PS: Jeg glemte vist at skrive, at jeg kom i mål før Claus. Det plejer jeg ikke - så derfor er det værd at træde i. Til gengæld får Claus chancen for revanche igen med 4. afdeling af Himmelbjergegnens Trailserie - til den tid uden sne og pandelamper.

PPS: Og så lige en lille reklame: Lær at løbe naturligt på Løblets to workshops i Århus 17. marts 2013 og søndag 26. maj 2013. Læs mere her: www.loeblet.dk.

Producent: Inov-8

Model:       Bare-Grip 200

Vægt:        269 gram (i min str. 44)

Pris:           719 kroner på tilbud hos Wiggle

Viva la barfodsrevolution!

Advarsel! Farlig læsning!

Befandt jeg mig ikke 10 kilometer over Atlanterhavet, havde jeg sikkert skreget, grædt, råbt og brækket mig. Her var ingen lufthuller, der kunne retfærdiggøre sådan en reaktion. Kun det seneste nummer af "Aktiv Træning," som jeg havde taget med i flyet til Havana.

I bladets brevkasse blev spørgsmålet "Hvor sidder kroppens egen støddæmpning?" besvaret:

"Vores mest effektive støddæmper sidder i hælens fedtpude, som fjerner ca. 30 procent af de rystelser, der ellers ville gøre løbeturen til et helvede."

Christ. Det svar lader jeg lige stå et øjeblik.

Der blev ikke løbet ret meget i ferien. Skønt.

Forstår du ikke min reaktion? Så smid skoene og hop med let bøjede knæ på et hårdt underlag. Forsøg herefter at hoppe på hælen. Hvis du herefter vil hævde, at din hæl leverer kroppens mest effektive støddæmpning, så send mig fluks en videooptagelse af dit hopperi - for det vil jeg se!

Det lune saltvand lokkede hele tiden, og solen var for skarp,
så jeg fik kun læst de to første kapitler i Scott Jureks "Eat & Run"...

Splitshorts i december
Juleferien på Cuba blev næsten løbefri. Til gengæld blev den tilbragt i godt selskab med gode løbevenner - og spækket med oplevelser.

7 kilometer i Havanas faldefærdige historiske bydel og et par småture i bare fødder langs stranden ved Trinidad var alt, hvad det blev til. Skønt at løbe i bare fødder i vandkanten, mens Århus fejrede jul klædt i gråt. Skønt at løbe i splitshorts i 20-30 graders varme, skulle jeg hilse at sige, hvis I har glemt, hvordan det føles! (Jeg skal skåne jer for synet et par måneder endnu)...

Hjernesport på et torv i Havana.

Ferien var en behagelig pause fra de seneste par måneders træning, hvor jeg ihærdigt har ædt kilometer efter kilometer for at blive klar til Dr. Nielsen Vinterhyggemaraton i Vejle 20. januar. Og er jeg så blevet klar? Det vender jeg tilbage til senere i dette indlæg, for ferien har nemlig givet anledning til en masse tanker om løb.

Joggingbølgen er ikke nået til Cuba. Jeg så en enkelt cubaner
løbe efter bussen (som var en hestevogn), resten var turister.

Rumba med Castro
Cuba er - mildt sagt - meget anderledes. Som et af de få kommunistiske lande, der efterhånden er tilbage, er det tydeligt, at de mangler handelspartnere og mange materielle ting. Alligevel virker alle cubanere glade og tilfredse, og jeg følte mig faktisk mere tryg i Havanas mest beskidte gader, end jeg gør på Strøget i Århus.

Der går en firsporet motorvej gennem Cuba. Så er der også plads
til hestevogne, cykler og køer (altså den slags, der siger muh).

Jeg er fyldt med indtryk, der skal fordøjes. Taknemmelig for at have oplevet Cuba, inden kapitalismen og turismen får ødelagt landet. Taknemmelig for at bo i land med moderne fornødenheder i overflod. Jeg skal skåne jer for mine refleksioner om det perfekte samfund og i stedet vende tilbage til det, der er temaet for min blog: løb.

På Cuba har de forbudte trin ikke noget med hællanding at gøre.

Det ideelle løbehumør
I aften skal jeg løbe min første tur i år. Bare en hyggetur med løbeklubben. Ikke en spændende rute, men i garanteret godt selskab.

Det skal være mit fokus for det kommende år: Jeg vil løbe for sjov. Jeg dropper Dr. Nielsen Vinterhyggemaraton - jeg gider simpelthen ikke. Jeg dropper kilometertyranni og træningsplaner. Og løber kun ture, jeg har lyst til at løbe, og deltager kun i løb, som jeg ikke kan lade være med at deltage i. Mere barfodsløb, mere trailløb. Måske også lidt hyppigere opdateringer af min Piskebens-blog. Og endnu mere fokus på løbeteknik og undervisning i poserunning. Så ingen kommer galt af sted med deres fedtpuder i hælen... Fnys...

Det bliver et godt løbeår! Godt nytår!

Når enden er god, er alting godt. Cubanerne sulter ikke. Men ellers mangler de alt.

PS: Note til mig selv: Husk at opsige dit abonnement på "Aktiv Træning", og lad dig aldrig lokke af en sød telefonsælger igen!

5 fodøvelser - der virker!

Du fortjener en happy ending!

De eneste øvelser, der virker, er dem, du får lavet. De her fem øvelser er så simple, at du godt kan glemme dine dårlige undskyldninger. Et halvt minut - mere tid behøver du ikke bruge på hver øvelse. Og de er hurtigt lært.

Lav dem så ofte du kan. Gerne hver dag. Gerne som opvarmning inden du løber. Udfør dem i bare fødder på et hårdt underlag. Så vil du i løbet af kort tid opleve, at dine fødder bliver stærkere. Og glade i flade løbesko, klar til forfodsløb - eller måske et liv helt uden løbesko.

Når du har gjort det, må du belønne dig selv: Fodmassage! Få konen, manden, kæresten eller en professionel til at nusse dine fødder. Eller klar det selv med en fodrulle. Dine fødder vil elske dig for det!

Produktionen er måske ikke til en Oscar. Til gengæld er musikken god. Og så er det mine fødder, der har hovedrollen. Se dem her:

PS: Og så lige en lille reklame: Lær hvordan du slipper for skinnebensbetændelse, løberknæ og andre løbeskader med en naturlig løbeteknik: Læs mere her: www.loeblet.dk.

Sådan løber du forfodsløb

Mmm... Nye sko: Vivobarefoot Evo II. De er røde. De er flotte. Og perfekte til forfodsløb.

Forfodsløb er løsningen på alt fra løberknæ til tarmslyng. Det indtryk kan man godt få, når man støder på emnet i løbemagasiner og på nettet.

Det med tarmslyng er ganske vist min overdrivelse, men sandheden er, at mange løbere kan få stor glæde af at justere deres løbeteknik. Så de løber mere skånsomt, og så de udnytter deres kræfter bedre.

Og det er egentlig ikke så vanskeligt. Hvis bare fokus er på det rigtige. For sjovt nok er forfoden det sidste, du skal tænke på, hvis du vil løbe forfodsløb.

Quickgude til forfodsløb
Prøv selv: Rejs dig fra din stol, og begynd at løbe på stedet... Bemærk, at dine fødder lander lige under dit eget tyngdepunkt. Perfekt på forfoden! Du skal ikke en gang tænke på ikke på at lande på forfoden, for det sker helt automatisk. Forfodslandingen er et resultat af, at du bruger resten af kroppen korrekt.

Bliv ved med at løbe let på stedet. Luk øjnene. Læg mærke til, hvordan din krop arbejder. Lad fornemmelsen indprente sig i muskler og hoved. Sådan skal du løbe, når du løber forfodsløb.

Og så er det fremad!
Okay, jeg ved godt, at du slet ikke er begyndt at bevæge dig fremad endnu, men fremdriften er rent teknisk det simpleste ved løb. Til gengæld er fremdriften også årsag til den største misforståelse: For hvis du tror du skaber fremdrift ved at sætte af, tager du nemlig fejl. Dit afsæt løfter kun kroppen opad - og du skal jo fremad.

Endnu en lille øvelse: Stil dig på begge ben, og lad dig falde fremad. Bemærk, hvordan tyngdekraften fører dig fremad, når du "tipper" ud over dit tyngdepunkt.

Automatisk vil dit ene ben søge kontakt med jorden under dig, så du ikke falder på næsen. Og når du har genfundet dit fodfæste, kan du falde igen. Sådan bevæger vi os fremad, når vi løber. Løb er fald på fald på fald på fald. Vi skal bare sørge for at flytte fødderne under os, så vi ikke falder og slår os.

Spild ikke tiden
Afsættet bør blot være en automatisk reaktion ved mødet med underlaget, så du genvinder den tabte højde fra faldet. Ikke mere. Ethvert bevidst forsøg på at sætte af er spildtid.

Hvis du forsøger at styre landingen, spilder du også tiden. Den bør - som afsættet - ske helt automatisk, som et resultat af at benenes bevægelser foregår så tæt under kroppens tyngdepunkt som muligt. Den eneste aktive muskelbevægelse, du skal udføre, er at løfte fødderne under dig.

Hvor bevidstløs er du?
På én gang simpelt og skidesvært. Simpelt fordi vi ikke behøver udføre komplicerede bevægelser. Svært fordi vores bevidsthed forsøger at komplicere tingene. Jeg har set talrige løbere, der har forsøgt at lære sig selv at løbe forfodsløb. Fælles for de fleste er:

• at de enten slet ikke lander på forfoden, men rent faktisk lander på hælen - og det beviser, hvor stor forskel på, hvad vi tror, vi gør - og så hvad vi rent faktisk gør.

• eller at de bare peger tæerne nedad langt foran deres eget tyngdepunkt, så de godt nok lander på forfoden, men så de samtidig både bremser deres fremdrift og spilder tid, inden de igen er klar til at falde fremad.

Skosælgerløgn for forfodsløbere
Så for at gentage mig selv: Glem alt om at løbe på forfoden. Lær i stedet at løbe korrekt med resten af kroppen - så vil du helt automatisk blive en glad forfodsløber.

Hvis du derimod fokuserer på, hvordan din fod lander, udsætter du dig selv for en skosælgerløgn, som næsten er lige så stor som de seneste 30 års fokus på overpronation. Begge dele er nemlig udtryk for en ufuldstændig indsigt i, hvordan vi mennesker løber.

Så husk: Vi løber med hele kroppen - ikke kun med fødderne! Vores fødder skal sådan set bare støtte vores krop, mens den falder fremad ved hjælp af tyngdekraften. Vi løber ikke med benene - vi løber på benene!

PS: Læs mere om forfodsløb og find flere løbefif her: Glem alt om forfodsløb!

Mor, læs IKKE dette!

Min mor - endnu uvidende om, hvad der er på den anden side af gavepapiret.

Min mor har snart fødselsdag. Hun fylder 69 år og er barfodsløber. Om lidt afslører jeg, hvad jeg forærer hende i fødselsdagsgave.

I et af mine første blogindlæg fortalte jeg historien om, hvordan min mor blev barfodsløber. Hun startede med at løbe i et par gamle vandrestøvler, som siden blev afløst af et par minimalistiske Vivobarefoot Neo.

Mor vil være nøgen
Det var ikke bart nok for min mor. Hun tog indersålerne ud, og senere begyndte hun at løbe med skoene i hænderne, så hun kunne tage dem på, hvis underlaget blev særligt udfordrende. Men alt det, kan du læse her: Mød min mor - 67 år og barfodsløber.

Sådan har hun løbet to-tre gange om ugen (udover yoga og en tur i kondicenter - det hedder det på de kanter) på et af de skønneste steder i Danmark: Fruens Møllested i nærheden af Grejsdalen ved Vejle.

Men nu er det snart slut med alt det der barfodspjat for min mors vedkommende. Om en måneds tid flytter hun og hendes mand fra deres idylliske husmandssted, som er blevet for stort og vedligeholdelseskrævende. De flytter til min mors drømmehus på en ganske almindelig villavej i den nærliggende landsby. Og så skulle alt jo være godt, ikke?

4 millimeter flad sål. For meget sko for min barfodsmor.

Lyver for veninderne
Men nej. De nyeste løbetrends er endnu ikke nået til Grejs, som landsbyen hedder. Og så tør hun altså ikke løbe barfodet rundt på fortovene af frygt for at blive tvangsfjernet eller i det mindste stillet til skue i det lokale forsamlingshus ved næste byfest.

Ja, der hersker helt andre normer i udkantsdanmark, og sommetider tvivler jeg faktisk på, at hekseafbrændinger er et overstået kapitel i vores del af verden, når det kommer til stykket. I forvejen tør min mor ikke fortælle sine veninder, at hun er løber (og da slet ikke barfodsløber). Kun fordi hun indtil nu har boet så fjernt fra civilisationen, at ingen så hende, har hun vovet at smide skoene.

Ulykkelig mor, lykkelig søn
Hvad gør en mor så? Hun klager sin nød til sin kloge søn: "Og jeg synes, at mine Vivobarefoot er for tykke. Jeg kan jo slet ikke mærke jorden, som når jeg løber i bare fødder," sagde hun i telefonen.

Det var lige før jeg kunne høre tårerne lande hårdt på den brostensbelagte gårdsplads. Tænk, hvis dette blev enden på hendes løbekarriere, som jo først lige var begyndt? Jeg måtte redde hende fra en skæbne værre end pronationskiler og stødabsorberende såler!

Heldigvis har jeg efterhånden erfaringer med en del af de minimalistiske løbesko, der findes på markedet. Så jeg vidste med det samme, hvad der skulle til for at gøre hende til en glad løber - også i bymæssig bebyggelse med fordomsfulde beboere. Og samtidig kunne jeg for en gangs skyld undgå spekulationer om, hvad jeg skulle give hende i fødselsdagsgave (eller have dårlig samvittighed, fordi hun ikke fik nogen).

Halvanden millimeter sål. Så tør min mor forhåbentlig
fortsætte med at løbe uden at vække for meget opsigt.

Gaven på vej
Historien gentager sig hvert efterår: Jeg kan aldrig huske, om det er i september eller oktober, min mor fylder år. Nu har jeg tjekket i kalenderen (som jeg er nødt til hvert år), og jeg har heldigvis endnu en måned at løbe på.

Så nu er hendes nye løbesko bestilt, og de når frem inden hendes fødselsdag: Et par Sole Runner FX Trainer. Med en halvanden millimeter tynd sål bliver det simpelthen ikke nøgnere i noget, der ligner sko. De er superlette - i min mors størrelse vejer de kun 130 gram. Samtidig gør de enhver motionist lydløs som en ninja på løbestierne.

Så pas på derude, landsbytyper, når min barfodsmor overrasker jer bagfra i de mørke vinteraftner. De gode vil le, og de onde vil græde!

PS: Når jeg tænker over det, har der ikke været mange år, hvor jeg ikke - efter ihærdigt efterforskningsarbejde - har fået opsnuset, hvad jeg skulle have i fødselsdagsgave (eller julegave), så selvfølgelig må min kære mor gerne læse med her.